61994O0253

++++

1. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° Det Europaeiske Raads erklaering om ikrafttraedelse af traktaten om Den Europaeiske Union ° ikke omfattet ° traktaten om Den Europaeiske Union ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 173, stk. 1)

2. Appel ° anbringender ° anbringende vedroerende Rettens afgoerelse om sagsomkostningerne ° afvisning, saafremt alle oevrige anbringender forkastes

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 2)

1. Hverken Det Europaeiske Raads erklaering om ikrafttraedelse af traktaten om Den Europaeiske Union eller traktaten om Den Europaeiske Union er blandt de retsakter, hvis lovlighed kan efterproeves i henhold til traktatens artikel 173.

2. Saafremt alle oevrige anbringender, der under en appelsag er fremfoert vedroerende en af Retten truffet afgoerelse, er blevet forkastet, maa et anbringende om, at Rettens afgoerelse om sagsomkostningerne er retsstridig, afvises, jf. artikel 51, stk. 2, i statutten for Domstolen.

I sag C-253/94 P,

Olivier Roujansky, Bordeaux (Frankrig), ved advokat Pierre Alt, 4, rue du Palais, 57204 Sarreguemines,

appellant,

angaaende appel af kendelse afsagt den 14. juli 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) i sag T-584/93, Roujansky mod Raadet (Sml. II, s. 585), hvorunder der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne kendelse,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn og C. Gulmann samt dommerne G.F. Mancini, C.N. Kakouris, J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray, D.A.O. Edward (refererende dommer), A.M. La Pergola og J.-P. Puissochet,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: R. Grass,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. september 1994 har Olivier Roujansky i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af den af Retten i Foerste Instans afsagte kendelse af 14. juli 1994 (sag T-584/93, Roujansky mod Raadet, Sml. II, s. 585), hvorved Retten afviste den af sagsoegeren i medfoer af EF-traktatens artikel 173 anlagte sag.

2 Det fremgaar af Rettens kendelse, at sagsoegeren havde nedlagt paastand om:

° at det fastslaas, at Det Europaeiske Raads erklaering af 29. oktober 1993, hvorved borgerne i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab blev gjort bekendt med, at traktaten om Den Europaeiske Union ville traede i kraft den 1. november 1993, er en nullitet, eller i det mindste, at den erklaeres ugyldig

° at det fastslaas, at traktaten om Den Europaeiske Union i affattelsen af 7. februar 1992 og traktaten om Den Europaeiske Union, saaledes som den fremtraeder efter Danmarks erklaeringer, er ugyldige.

3 Rettens Justitskontor forkyndte staevningen for Raadet for Den Europaeiske Union. Raadet for Den Europaeiske Union paastod herefter sagen afvist, jf. artikel 114 i Rettens procesreglement. Retten traf afgoerelse uden at indlede den mundtlige forhandling.

4 For saa vidt for det foerste angik paastanden om, at det blev fastslaaet, at Det Europaeiske Raads erklaering er en nullitet, eller om, at den erklaeres ugyldig, bemaerkede Retten indledningsvis, at retsakter fra Det Europaeiske Raad ikke er blandt dem, hvis lovlighed Faellesskabets retsinstanser i henhold til traktatens artikel 173, stk. 1, kan efterproeve. Retten bemaerkede endvidere, at i henhold til artikel 31 i den europaeiske faelles akt, som var i kraft, da den anfaegtede erklaering blev vedtaget, finder de bestemmelser i EOEF-traktaten, der vedroerer Faellesskabets retsinstansers kompetence, udtrykkeligt ikke anvendelse paa Det Europaeiske Raad, og at denne bestemmelse er bibeholdt i artikel L i traktaten om Den Europaeiske Union.

5 Retten fastslog herefter, at den savnede kompetence til at efterproeve lovligheden af Det Europaeiske Raads erklaering.

6 For saa vidt dernaest angik paastanden om, at det blev fastslaaet, at traktaten om Den Europaeiske Union er ugyldig, bemaerkede Retten, at traktaten ikke er en af en faellesskabsinstitution udstedt retsakt, jf. traktatens artikel 4 og 173, og at den foelgelig ikke var kompetent til at efterproeve lovligheden af traktatens bestemmelser.

7 Retten doemte sagsoegeren til at betale sagens omkostninger, herunder Raadet for Den Europaeiske Unions omkostninger.

8 Til stoette for appellen har sagsoegeren i det vaesentlige gjort gaeldende, at den indankede kendelse hviler paa en urigtig retsopfattelse, for saa vidt som sagen blev afvist, og appellanten blev paalagt at betale sagens omkostninger, herunder Raadet for Den Europaeiske Unions omkostninger.

9 Med hensyn til Rettens afvisning af sagen har appellanten anfoert, at Retten ikke har taget fornoedent hensyn til Domstolens dom af 23. april 1986 (sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339), til artikel 31 og 2 i den europaeiske faelles akt, til artikel 6 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder og til artikel 111, 115 og 116 i Rettens procesreglement.

10 Artikel 119 i Domstolens procesreglement bestemmer: "Er det aabenbart, at appellen helt eller delvis skal afvises eller forkastes, kan Domstolen naar som helst paa grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hoert generaladvokaten ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvis at afvise eller forkaste appellen."

11 Som Retten har bemaerket, er hverken Det Europaeiske Raads erklaering eller traktaten om Den Europaeiske Union blandt de retsakter, hvis lovlighed kan efterproeves i henhold til traktatens artikel 173. Det er derfor aabenbart, at den af appellanten ivaerksatte appel til proevelse af afvisningen skal forkastes.

12 Appellanten har endvidere anfaegtet, at Retten paalagde ham at betale sagens omkostninger. Efter appellantens opfattelse har Retten i sin kendelse navnlig med urette betragtet Raadet for Den Europaeiske Union som sagsoegt, mens hans soegsmaal var anlagt mod Det Europaeiske Raad.

13 Artikel 51, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen har foelgende ordlyd: "Appel kan ikke ivaerksaettes alene til forandring af afgoerelser om sagsomkostningerne eller om disses stoerrelse."

14 Da alle de oevrige anbringender, appellanten har fremfoert, er blevet forkastet, maa anbringendet vedroerende sagsomkostningerne i medfoer af ovennaevnte bestemmelse afvises.

15 Appellen vil herefter vaere at forkaste i det hele.

Sagens omkostninger

16 Da appellanten ikke har nedlagt paastand om sagens omkostninger, paalaegges det ham i henhold til procesreglementets artikel 69 at baere sine egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten baerer sine egne omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 13. januar 1995.