61994J0096

++++

1. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° frie varebevaegelser ° offentlige myndigheders fastsaettelse af tariffer for vejgodstransport ° forenelighed ° betingelser

(EF-traktaten, art. 3, litra g), art. 5, 30, 85, 86 og 90)

2. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° irrelevant spoergsmaal, uden angivelse af, at der objektivt er brug for en besvarelse med henblik paa afgoerelsen i hovedsagen

(EF-traktaten, art. 177)

3. Transport ° landevejstransport ° kombinerede transporter ad soevejen og ad landevej ° direktiv 92/160 ° anvendelsesomraade ° kombineret godstransport mellem tredjelande og medlemsstater ° ikke omfattet ° soetransport ° fri udveksling af tjenesteydelser ° forordning nr. 4055/86 ° anvendelsesomraade ° transport ad landevej af varer, der er losset fra et skib ° ikke omfattet

(Raadets forordning nr. 4055/86, art. 1, stk. 1 og 4; Raadets direktiv 92/106, art. 1, stk. 2)

1. Traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 30, 85, 86 og 90 er ikke til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter tariffer for vejgodstransport godkendes og saettes i kraft af det offentlige efter indstilling fra et udvalg, naar et flertal i udvalget er repraesentanter for de offentlige myndigheder og et mindretal repraesentanter for de beroerte erhvervsdrivende, og udvalget i sine indstillinger skal overholde visse almene hensyn, og de offentlige myndigheder desuden ikke giver afkald paa deres befoejelser, men forud for godkendelsen af indstillingerne tager hensyn til bemaerkninger fra andre offentlige og private instanser eller endog selv fastsaetter tarifferne.

En saadan lovgivning

° hverken foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 og forstaerker heller ikke saadanne aftalers virkninger, og den uddelegerer heller ikke ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention til private erhvervsdrivende

° tillaegger ikke de erhvervsdrivende en kollektiv dominerende stilling, som er kendetegnet ved, at der ikke er et indbyrdes konkurrenceforhold mellem dem

° fastsaetter blot betingelserne for adgang til markedet og visse regler for virksomhedernes adfaerd, herunder paa prisomraadet, uden at virksomhederne herved faar karakter af offentlige virksomheder eller indroemmes saerlige eller eksklusive rettigheder og heller ikke faar overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse

° indeholder ikke nogen sondring paa grundlag af de transporterede varers oprindelse, har ikke til formaal at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater og vil kun kunne medfoere restriktive virkninger for de frie varebevaegelser, der er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne.

2. Inden for rammerne af den i traktatens artikel 177 fastsatte procedure har Domstolen ikke kompetence til at give den retsinstans, der har forelagt praejudicielle spoergsmaal for Domstolen, en besvarelse, naar de spoergsmaal, den har faaet forelagt, savner enhver forbindelse med de faktiske omstaendigheder i hovedsagen eller dennes genstand og saaledes ikke er udtryk for, at der objektivt er brug for en besvarelse, paa grundlag af hvilken hovedsagen kan afgoeres.

3. Direktiv 92/106 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne finder ikke anvendelse paa kombineret transport af varer mellem tredjelande og medlemsstaterne, og forordning nr. 4055/86 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande finder ikke anvendelse paa transport ad landevej af varer, der er losset fra et skib.

I sag C-96/94,

angaaende en anmodning, som Tribunale di Genova (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Centro Servizi Spediporto Srl

mod

Spedizioni Marittima del Golfo Srl,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 30, 85, 86 og 90, af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378, s. 1) samt af Raadets direktiv 92/106/EOEF af 7. december 1992 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 368, s. 38),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, F.A. Schockweiler (refererende dommer), og dommerne G.F. Mancini, J.L. Murray, G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Centro Servizi Spediporto Srl ved advokat P. Schiaffino, Genova

° Spedizioni Marittima del Golfo Srl ved advokaterne A. Dani, G. Conte og G. Giacomini, Genova

° den italienske regering ved professor U. Leanza, chef for Udenrigsministeriets Servizio del contenzioso diplomatico, som befuldmaegtiget, bistaaet af avvocato dello Stato P.G. Ferri

° Det Forenede Kongerige ved S. Lucinda Hudson, Treasury Solicitor' s Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af Barrister N. Green

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent G. Marenco og V. Di Bucci, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 4. maj 1995 af Centro Servizi Spediporto Srl, af Spedizioni Marittima del Golfo Srl, af den italienske regering ved avvocato dello Stato D. Del Gaizo og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 6. juli 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 7. marts 1994 indgaaet til Domstolen den 21. marts 1994 har Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 30, 85, 86 og 90, af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378, s. 1) samt af Raadets direktiv 92/106/EOEF af 7. december 1992 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 368, s. 38), for at kunne afgoere, om de italienske bestemmelser om fastsaettelse af tariffer for vejgodstransport er forenelige med de naevnte bestemmelser.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem transportvirksomheden Centro Servizi Spediporto Srl (herefter "Centro Servizi") og Spedizioni Marittima del Golfo Srl (herefter "Marittima del Golfo"). Centro Servizi har kraevet betaling af prisen for landevejstransport, som virksomheden har udfoert for Marittima del Golfo' s regning.

3 I Italien er vejgodstransport reguleret ved lov nr. 298 af 6. juni 1974, som indeholder bestemmelser om indfoerelse af et nationalt register over virksomheder, der udfoerer godstransport ad landevej for fremmed regning, om vejgodstransport og om indfoerelse af en gaffeltarifordning for vejgodstransport (GURI nr. 200 af 31.7.1974, herefter "den italienske lov").

4 Foerelsen af registeret forestaas af et centraludvalg, som i henhold til lovens artikel 3 bestaar af

"a) en consigliere di Stato (medlem af den oeverste forvaltningsdomstol) som formand

b) fire repraesentanter for Ministeriet for Trafik og Civil Luftfart, en repraesentant for Ministeriet for Industri, Handel og Haandvaerk, for Ministeriet for Statens Finansielle Anlaegsvirksomhed, for Ministeriet for Udenrigshandel, for Land- og Skovbrugsministeriet, for Indenrigsministeriet, for Ministeriet for Offentlige Arbejder, for Finansministeriet og for Ministeriet for Statskassen

c) fire repraesentanter for regionerne ... og

d) tolv repraesentanter for de mest repraesentative nationale sammenslutninger inden for kategorien vejgodstransport for fremmed regning, samt for nationale sammenslutninger med henblik paa varetagelse, raadgivning og beskyttelse af andelsbevaegelsens interesser. Disse sammenslutninger skal vaere anerkendt af Arbejds- og Socialministeriet ...

Udvalgets medlemmer udnaevnes ved bekendtgoerelse udstedt af ministeren for transport og civil luftfart. Udnaevnelserne sker efter indstilling fra:

° praesidenten for Consiglio di Stato for saa vidt angaar det under litra a) naevnte medlem

° vedkommende ministre for saa vidt angaar de under litra b) naevnte medlemmer

° de respektive nationale sammenslutninger for saa vidt angaar de under litra d) naevnte medlemmer".

5 I henhold til den italienske lovs artikel 1, stk. 3, artikel 26 og 41 er udoevelse af virksomhed med vejgodstransport for fremmed regning betinget af, at virksomheden er optaget i registeret, og at den er i besiddelse af en administrativ tilladelse.

6 Ved lovens artikel 50 ff. er der indfoert en ordning med obligatoriske gaffeltariffer med en oevre og nedre graense.

7 Lovens artikel 52 bestemmer:

"Hver enkelt tarif beregnes paa grundlag af en basispris, som ligger midt i gaflen. Basisprisen fastsaettes under hensyntagen til den gennemsnitlige omkostning ved de hertil svarende transportydelser, herunder handelsomkostninger, beregnet for veldrevne virksomheder, som er undergivet normale vilkaar med hensyn til udnyttelsen af deres transportkapacitet, samt til markedsforholdene, og saaledes at transportvirksomhederne kan opnaa en rimelig indtjening."

8 I henhold til den italienske lovs artikel 53 forelaegger centraludvalget transporttarifferne og de saerlige gennemfoerelsesbestemmelser hertil samt senere aendringer for ministeren for transport og civil luftfart. Efter at have hoert regionerne samt de nationale fagforeningsrepraesentanter for de umiddelbart beroerte erhvervsgrene godkender ministeren paa grundlag af retningslinjer fra det faellesministerielle prisudvalg tarifferne, betingelserne og eventuelle aendringer, og de saettes i kraft ved ministeriel bekendtgoerelse.

9 Saafremt ministeren ikke godkender forslagene, sendes de tilbage til centraludvalget med anmodning om nye forslag eller forslag til aendringer. Saafremt ministeren ikke finder de nye forslag eller forslag til aendringer rimelige, kan han aendre dem, der i foerste omgang blev foreslaaet, og saette dem i kraft ved bekendtgoerelse.

10 Dersom de erhvervsdrivende ikke foelger de fastsatte tariffer, kan de paalaegges administrative sanktioner, og i gentagelsestilfaelde kan der ivaerksaettes disciplinaere foranstaltninger.

11 De kriterier, der skal laegges til grund ved beregningen af gaffeltarifferne, er bl.a. blevet naermere praeciseret i dekret nr. 56 af 9. januar 1978 fra republikkens praesident (GURI nr. 77 af 18.3.1978).

12 I henhold til den ministerielle bekendtgoerelse af 18. november 1982 (supplement til GURI nr. 342 af 14.12.1982), som indeholder den foerste fastsaettelse af gaffeltarifferne, kan der tillades naermere angivne undtagelser fra den obligatoriske tarif. Saaledes bestemmes det i bekendtgoerelsens artikel 13, at

"saerlige aftaler paa andre vilkaar ... kan udelukkende indgaas i henhold til kollektive oekonomiske aftaler mellem de mest repraesentative sammenslutninger af transportvirksomheder, der er medlemmer af centraludvalget for registeret, og brugerne ...".

13 I artikel 3 i lovdekret nr. 82 af 29. marts 1993 om hasteforanstaltninger med hensyn til vejgodstransport for fremmed regning (GURI nr. 73 af 29.3.1993), med aendringer ophoejet til lov nr. 162 af 27. maj 1993 (GURI nr. 123 af 28.5.1993), fastsattes det paa grundlag af en autentisk fortolkning, at de tariffer, der fremgaar af loven og/eller af de i den ministerielle bekendtgoerelse af 18. november 1982 omhandlede kollektive aftaler, ikke kan fraviges ved aftale.

14 I 1993 anmodede Marittima del Golfo Centro Servizi om at udfoere forskellige vejgodstransporter i Italien. Varerne kom dels fra Kina og Indonesien ad soevejen, dels fra Spanien ad landevej.

15 For de naevnte transporter fakturerede Centro Servizi medkontrahenten de tariffer, der var fastsat ved ministeriel bekendtgoerelse. Marittima del Golfo naegtede at betale med henvisning til, at priserne var for hoeje.

16 Centro Servizi anlagde herefter sag for Tribunale di Genova med paastand om, at der over for Marittima del Golfo udstedes et paabud om at betale transportudgifterne.

17 Tribunale di Genova har udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er det foreneligt med traktatens artikel 3, litra f) [nu litra g)], artikel 5, 30, 85, 86 (og eventuelt 90), at en national lovgivning indeholder bestemmelser,

a) hvorefter der i et udvalg, der som medlemmer (der hver for sig varetager bestemte interesser) har repraesentanter for sammenslutninger af vejgodstransportvirksomheder, og/eller der ved private aftaler kan ske fastsaettelse af tarifferne for vejgodstransport for fremmed regning, saaledes at disse tariffer bliver obligatoriske for alle erhvervsdrivende, naar de er godkendt af de offentlige myndigheder, jf. lov nr. 162/93, lov nr. 298/74 og ministeriel bekendtgoerelse af 18.11.1982

b) der hjemler mulighed for

° at hindre den frie prisdannelse

° at paalaegge kontraktvilkaar, der foelger af anvendelsen af obligatoriske tariffer, der ikke er beregnet paa grundlag af den faktiske omkostning ved tjenesteydelsen

° at udvide de obligatoriske tariffer til ogsaa at omfatte andre kontrakter, i henhold til hvilke der udfoeres en tjenesteydelse inden for transportomraadet, saaledes at ordningen om fri prisdannelse ikke finder anvendelse

° at forskelsbehandle brugerne af tjenesteydelser inden for vejgodstransportomraadet som foelge af tarifferne

° at anvende forskellige vilkaar for ensartede ydelser, idet transportvirksomheden kan udfaerdige kontrakter med afvigende vilkaar

° at aendre kontraktforholdet mellem fragtfoerer og befragteren, idet sidstnaevnte accepterer, at transportvirksomheden ad retslig vej kan inddrive hele det tilgodehavende beloeb

° at begraense mulighederne for at reorganisere udbuddet inden for landevejstransport paa en maade, der i hoejere grad er tilpasset brugernes krav?

2) Er det ved lov fastsatte monopol paa vejgodstransport for fremmed regning omfattet af det faellesskabsretlige begreb i EOEF-traktatens artikel 90?

Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende,

maa da de rettigheder, der er tillagt de paagaeldende virksomheder, antages at udgoere misbrug af en kollektiv dominerende stilling, som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 86?

Eller

kan et saadant monopol, saaledes som det naermere er udformet i national lovgivning, jf. det foerste spoergsmaal, og for saa vidt som det kan paavirke prisen paa indfoerte varer, vaere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, som omhandlet i traktatens artikel 30?

3) Skal begrebet 'kombineret transport af varer mellem medlemsstaterne' i artikel 1 i Raadets direktiv 92/106/EOEF af 7.12.1992 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne fortolkes saaledes, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, der i henhold til artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22.12.1986 finder anvendelse paa soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, ikke mister sin gennemslagskraft, og godstransport derfor ogsaa maa antages at vaere liberaliseret, saafremt den straekning, der tilbagelaegges ad soevejen af et skib, der sejler under en medlemsstats flag, mellem en havn i et tredjeland og en havn i en medlemsstat, er en del af en kombineret transport mellem et tredjeland og en medlemsstat?"

Det foerste spoergsmaal

18 Det foerste spoergsmaal fra Tribunale di Genova maa i det vaesentlige forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 85, 86 og 90 samt artikel 30 er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter tarifferne for vejgodstransport godkendes og saettes i kraft af det offentlige efter indstilling fra et udvalg paa vilkaar og betingelser som dem, der er fastsat ved den italienske lov.

Traktatens artikel 85, 86 og 90

19 Det bemaerkes for det foerste, at traktatens konkurrenceregler finder anvendelse paa transportsektoren (jf. dom af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I, s. 5801, praemis 12, og af 9.6.1994, sag C-153/93, Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, Sml. I, s. 2517, praemis 12).

20 Dernaest bemaerkes, at traktatens artikel 85 og 86 i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af fast praksis, at traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger ° selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser ° som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler (jf. med hensyn til traktatens artikel 85 dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16, Reiff-dommen, praemis 14, og dommen i sagen Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, praemis 14, og med hensyn til traktatens artikel 86 dom af 16.11.1977, sag 13/77, GB-INNO-BM, Sml. s. 2115, praemis 31).

21 Domstolen har fastslaaet, at der foreligger overtraedelse af traktatens artikel 5 og 85, saafremt en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller saafremt den fratager de af den udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. Van Eycke-dommen, praemis 16, Reiff-dommen, praemis 14, og dommen i sagen Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, praemis 14).

22 I den forbindelse bemaerkes, at Domstolen i Reiff-dommen (praemis 15) og i dommen i sagen Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft (praemis 15), hvor den havde faaet forelagt tilsvarende spoergsmaal vedroerende fastsaettelse af tariffer for fjerngodstransport og tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje i Tyskland, udtalte, at det af hensyn til en hensigtsmaessig besvarelse af den nationale rets spoergsmaal foerst maatte undersoeges, om en regulering af den art, som er omtvistet i hovedsagen, kan betegnes som en aftale i traktatens artikel 85' s forstand.

23 For saa vidt angaar nationale bestemmelser som den italienske lov maa det foerst fremhaeves, at centraludvalget bestaar af sytten repraesentanter for det offentlige og et mindretal paa tolv repraesentanter for sammenslutninger af erhvervsdrivende.

24 Det boer ogsaa naevnes, at ved vedtagelsen af sine forslag skal centraludvalget tage hensyn til en raekke almene hensyn, der er angivet i loven og naermere praeciseret i ovennaevnte dekret nr. 56 fra Den Italienske Republiks praesident.

25 Det foelger heraf, at efter en tariffastsaettelsesordning for vejgodstransport som den, der er indfoert ved den italienske lov, kan de forslag, der vedtages i centraludvalget, ikke antages at vaere aftaler mellem erhvervsdrivende, som de offentlige myndigheder har foreskrevet eller fremmet, eller hvis virkninger de har forstaerket.

26 Som Domstolen udtalte i Reiff-dommen (praemis 20) og i dommen i sagen Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft (praemis 19), maa det for det andet undersoeges, om de offentlige myndigheder har delegeret deres kompetence med hensyn til tariffastsaettelsen til private erhvervsdrivende.

27 Det maa i den forbindelse fastslaas, at ifoelge den italienske lov skal centraludvalget forelaegge transporttarifferne og de saerlige gennemfoerelsesbestemmelser hertil for vedkommende minister, som kan godkende dem, naegte at godkende dem eller aendre dem, inden de saettes i kraft.

28 Det maa ogsaa naevnes, at inden ministeren godkender tarifferne og saetter dem i kraft, skal han hoere regionerne, repraesentanterne for de beroerte erhvervsgrene og tage hensyn til retningslinjerne fra det faellesministerielle prisudvalg.

29 Det forhold, at der i henhold til artikel 13 i den ministerielle bekendtgoerelse af 18. november 1982 kan indgaas kollektive aftaler, har ikke til foelge, at konkurrencen begraenses, men aabner mulighed for, at de obligatoriske tariffer i et vist omfang kan fraviges, og kan saaledes medfoere foroeget konkurrence.

30 Heraf foelger, at efter en tariffastsaettelsesordning for vejgodstransport som den, der er indfoert ved den italienske lov, har de offentlige myndigheder ikke delegeret deres kompetence til private erhvervsdrivende.

31 Traktatens artikel 3, litra g), artikel 5 og 86 ville kun kunne anvendes paa bestemmelser som den italienske lov, saafremt det blev bevist, at loven tillaegger en virksomhed en oekonomisk magtposition, som saetter den i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence paa det relevante marked, idet den kan udvise en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for sine konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne (dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 38).

32 Domstolen har fastslaaet, at traktatens artikel 86 forbyder en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf i det omfang, en saadan adfaerd vil kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater (dom af 27.4.1994, sag C-393/92, Almelo m.fl., Sml. I, s. 1477, praemis 40).

33 En betingelse for, at der er tale om en kollektivt dominerende stilling, er imidlertid, at de paagaeldende virksomheder har saa snaevert et samarbejde, at de kan foere samme markedspolitiske linje (Almelo-dommen, praemis 42).

34 I den forbindelse bemaerkes, at nationale bestemmelser, hvorefter tarifferne for vejgodstransport fastsaettes af offentlige myndigheder, ikke kan antages at bevirke, at de erhvervsdrivende herved tillaegges en kollektivt dominerende stilling, som er kendetegnet ved, at der ikke er et indbyrdes konkurrenceforhold mellem dem.

35 Det foelger af det anfoerte, at traktatens artikel 86, sammenholdt med dens artikel 3, litra g), og artikel 5, ikke er til hinder for bestemmelser som den italienske lov.

36 Den nationale retsinstans har endvidere oensket at faa oplyst, om den italienske lov er forenelig med bestemmelserne i traktatens artikel 90.

37 Hertil bemaerkes foerst, at artikel 90, stk. 1, omhandler offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, og at artikel 90, stk. 2, omhandler virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler.

38 I de nationale bestemmelser som den italienske lov er der kun fastsat betingelserne for adgang til markedet og visse regler for virksomhedernes adfaerd, herunder paa prisomraadet, mens virksomhederne ikke herved faar karakter af offentlige virksomheder eller indroemmes saerlige eller eksklusive rettigheder og heller ikke faar overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse.

39 Heraf foelger, at artikel 90 ikke er til hinder for bestemmelser som den italienske lov.

Traktatens artikel 30

40 Den nationale retsinstans oensker desuden at faa oplyst, om den italienske lov er forenelig med artikel 30 for saa vidt som loven har til foelge, at transport bliver dyrere og saaledes hindrer indfoersler af varer fra andre medlemsstater.

41 Det skal i den forbindelse blot fastslaas, at en lovgivning som den italienske lov ikke indeholder nogen sondring paa grundlag af de transporterede varers oprindelse, at dens formaal ikke er at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater, og at de restriktive virkninger, den vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser, er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (dom af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, praemis 24, og de ovennaevnte domme).

42 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 85, 86 og 90 samt artikel 30 ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter tariffer for vejgodstransport godkendes og saettes i kraft af det offentlige efter indstilling fra et udvalg, naar et flertal i udvalget er repraesentanter for de offentlige myndigheder og et mindretal repraesentanter for de beroerte erhvervsdrivende, og udvalget i sine indstillinger skal overholde visse almene hensyn, og de offentlige myndigheder desuden ikke giver afkald paa deres befoejelser, men forud for godkendelsen af indstillingerne tager hensyn til bemaerkninger fra andre offentlige og private instanser eller endog selv fastsaetter tarifferne.

Det andet spoergsmaal

43 Med det andet praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale retsinstans at faa oplyst, om en national lovgivning, der indfoerer et monopol paa landevejstransport i kraft af en ordning med meddelelse af transporttilladelser, der er kontingenterede, er forenelig med traktatens artikel 30, 86 og 90.

44 I forelaeggelseskendelsen har den nationale retsinstans imidlertid bemaerket, at ordningen med kontingentering af transporttilladelserne ikke har betydning for afgoerelsen af den konkrete tvist, som vedroerer betaling af prisen for udfoerte transporter.

45 Ifoelge fast praksis har Domstolen ikke kompetence til at give den forelaeggende retsinstans en besvarelse, naar de spoergsmaal, den har faaet forelagt, savner enhver forbindelse med de faktiske omstaendigheder i hovedsagen eller dennes genstand og saaledes ikke er udtryk for, at der objektivt er brug for en besvarelse, paa grundlag af hvilken hovedsagen kan afgoeres (jf. dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 14, og de ovennaevnte domme).

46 Det er derfor ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Det tredje spoergsmaal

47 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans at faa oplyst, om forordning nr. 4055/86 og direktiv 92/106 finder anvendelse paa transporter som dem, der omtvistes i hovedsagen, for at den kan tage stilling til, om den italienske lov er forenelig med de naevnte bestemmelser.

48 Hertil bemaerkes, at i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 92/106 finder det anvendelse paa kombinerede transporter af varer mellem medlemsstaterne, men ikke paa kombineret transport ad soevejen og ad landevej fra tredjelande som dem, der omtvistes i hovedsagen.

49 Ifoelge artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 finder forordningen anvendelse paa soetransport dels mellem medlemsstaterne, dels mellem medlemsstaterne og tredjelande.

50 Begrebet soetransport, der er naermere praeciseret i samme artikels stk. 4, omhandler befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et off-shore anlaeg i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

51 Det foelger af denne definition, at soetransport i den i forordningen forudsatte betydning ophoerer ved skibets ankomst til havnen eller off-shore anlaegget og derfor ikke omfatter transport ad landevej af varer, der er losset fra skibet.

52 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktiv 92/106 ikke finder anvendelse paa kombineret transport af varer mellem tredjelande og medlemsstaterne, og at forordning nr. 4055/86 ikke finder anvendelse paa transport ad landevej af varer, der er losset fra et skib.

Sagens omkostninger

53 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 7. marts 1994, for ret:

1) EF-traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, 85, 86 og 90 samt artikel 30 er ikke til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter tariffer for vejgodstransport godkendes og saettes i kraft af det offentlige efter indstilling fra et udvalg, naar et flertal i udvalget er repraesentanter for de offentlige myndigheder og et mindretal repraesentanter for de beroerte erhvervsdrivende, og udvalget i sine indstillinger skal overholde visse almene hensyn, og de offentlige myndigheder desuden ikke giver afkald paa deres befoejelser, men forud for godkendelsen af indstillingerne tager hensyn til bemaerkninger fra andre offentlige og private instanser eller endog selv fastsaetter tarifferne.

2) Raadets direktiv 92/106/EOEF af 7. december 1992 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne finder ikke anvendelse paa kombineret transport af varer mellem tredjelande og medlemsstaterne, og Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande finder ikke anvendelse paa transport ad landevej af varer, der er losset fra et skib.