61993J0007

++++

1. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loen ° begreb ° lovbestemt pensionsordning for offentligt ansatte, der sikrer beskyttelse mod risikoen for de oekonomiske konsekvenser af hoej alder og omfatter ydelser, som arbejdstageren modtager af arbejdsgiveren som foelge af arbejdsforholdet ° omfattet

(EOEF-traktaten, art. 119)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 ° direkte virkning ° raekkevidde ° opretholdelse i en pensionsordning for offentligt ansatte, der kan sidestilles med en privat erhvervstilknyttet ordning, af en regel for pensionsberegningen, hvorefter gifte maend stilles ugunstigt i forhold til gifte kvinder ° ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 119)

3. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 ° anvendelse paa en pensionsordning for offentligt ansatte, der maa betragtes som en erhvervstilknyttet ordning som omhandlet i den til traktaten om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 ° kun diskriminerede tjenestemaend eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der har anlagt sag inden den 17. maj 1990, kan stille krav om ligebehandling med hensyn til ydelser vedroerende beskaeftigelsesperioder mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990

(EF-traktaten, protokol nr. 2 ad art. 119)

1. En saerlig pensionsordning inden for det offentlige ° som den, der gaelder efter Algemene Burgerlijke Pensioenwet i Nederlandene, der i det vaesentlige beror paa pensionsmodtagerens arbejdsforhold i den forstand, at selv om ydelserne efter ordningen er reguleret ved lov, sikrer de tjenestemanden en beskyttelse mod risikoen for de oekonomiske konsekvenser af hoej alder og er ydelser, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra den offentlige arbejdsgiver, og som svarer til dem, en privat arbejdsgiver udreder i henhold til en erhvervstilknyttet ordning ° er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 119 og rammes dermed af det i artiklen fastsatte forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Ved afgoerelsen af, om en pensionsordning er omfattet af anvendelsesomraadet for direktiv 79/7 eller for traktatens artikel 119, kan kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som foelge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, tillaegges afgoerende betydning.

2. Traktatens artikel 119, som forbyder enhver form for loenmaessig forskelsbehandling af maend og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen, er til hinder for nationale bestemmelser om en pensionsordning inden for det offentlige, som kan sammenlignes med en privat erhvervstilknyttet ordning, naar pensionsordningen som foelge af, at der gaelder en anden regel for beregning af tjenestemandspensionen for gifte, mandlige tidligere tjenestemaend end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemaend, medfoerer en forskelsbehandling af gifte, mandlige tidligere tjenestemaend.

De sidstnaevnte kan paaberaabe sig princippet om lige loen i artikel 119 for de nationale domstole og skal behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som gifte kvinder, idet disse regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, naar artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.

3. I kraft af den til traktaten om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad traktatens artikel 119 kan kun tjenestemaend eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, paaberaabe sig den direkte virkning af artikel 119 til stoette for krav om ligebehandling for saa vidt angaar udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning inden for det offentlige ° som maa betragtes som ydelser i medfoer af en erhvervstilknyttet ordning som omhandlet i den naevnte protokol ° vedroerende beskaeftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 ° hvor Domstolen i Defrenne-sagen, sag 43/75, anerkendte den direkte virkning af artikel 119, men ikke med tilbagevirkende gyldighed ° og den 17. maj 1990.

1 Ved udateret kendelse, indgaaet til Domstolen den 12. januar 1993, har Centrale Raad van Beroep i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt syv praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af EOEF-traktatens artikel 119.

2 Spoergsmaalene er stillet under en sag mellem G. A. Beune og Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds (herefter benaevnt "ABP"). Sagen drejer sig om ABP' s fastsaettelse af G. A. Beune' s tjenestemandspension.

3 Det fremgaar af sagsakterne i hovedsagen, at nederlandske tjenestemaend er omfattet af den almindelige pensionsordning i henhold til Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benaevnt "AOW") og af pensionsordningen for tjenestemaend i henhold til Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den almindelige nederlandske lov om alderspension for offentligt ansatte, herefter benaevnt "ABPW").

4 AOW indeholder bestemmelser om en almindelig alderspensionsforsikring for personer med bopael i Nederlandene, og for personer, som ikke er bosiddende i Nederlandene, men som dog er indkomstskattepligtige i landet. Pensionen (herefter benaevnt "den almindelige pension"), som siden 1965 har vaeret fastsat paa grundlag af den i Nederlandene gaeldende mindsteloen, beregnes efter de tilbagelagte forsikringsperioder. Den udbetales med sit fulde beloeb efter en forsikringsperiode paa halvtreds aar.

5 I henhold til ABPW har tjenestemaend med mindst fyrre tjenesteaar krav paa en pension (herefter benaevnt "tjenestemandspension") paa 70% af slutloennen. Maend og kvinder har samme pensionsrettigheder. Pensionen udbetales af ABP, som er en offentligretlig juridisk person, der er oprettet ved lov.

6 Indtil den 1. april 1985 havde gifte maend i henhold til AOW ret til en almindelig pension for aegteparret, svarende til 100% af den i Nederlandene gaeldende mindsteloen. Ugifte, saavel kvinder som maend, havde ret til en almindelig pension, svarende til 70% af mindsteloennen. Gifte kvinder havde ikke selvstaendig ret til pension; en saadan ret erhvervede de kun, saafremt aegtefaellen afgik ved doeden.

7 For at undgaa samtidig udbetaling af den almindelige pension og tjenestemandspensionen var det i ABPW fastsat, at den del af den almindelige pension, som tjenestemanden paa linje med alle med bopael i Nederlandene havde ret til i henhold til AOW, og som svarede til rettighederne i henhold til de perioder, hvori han havde vaeret ansat i offentlig tjeneste, skulle betragtes som en del af hans tjenestemandspension, dvs. som "samordnet" denne pension. I praksis sker det paa den maade, at ABP fradrager det almindelige pensionsbeloeb i den tjenestemandspension, der udbetales. Da tjenestemandspensionen beregnes paa grundlag af en forsikringsperiode paa fyrre aar, er det hoejst 80% af den almindelige pension, der tages i betragtning, dvs. fradrages.

8 For gifte kvindelige tjenestemaend, som ikke havde selvstaendig ret til en almindelig pension, bestemtes det i ABPW indtil den 1. april 1985, at den almindelige pension, der blev samordnet hendes tjenestemandspension, skulle beregnes paa grundlag af den almindelige pension for ugifte kvinder, dvs. hoejst 80% af 70% af mindsteloennen.

9 Med virkning fra den 1. april 1985 fik gifte kvinder en selvstaendig ret til almindelig pension i henhold til AOW. Som foelge heraf blev ordningen efter ABPW aendret. En overgangsordning var gaeldende i perioden 1. april 1985 ° 1. januar 1986. Siden da har den permanente ordning vaeret foelgende:

° Pensionsrettigheder for tjenestemaend vedroerende tjenestetid efter den 1. januar 1986 beregnes efter en saakaldt "franchise"-ordning. Det er uomtvistet, at denne ordning er den samme for mandlige og kvindelige tjenestemaend, idet der fradrages det samme almindelige pensionsbeloeb i tjenestemandspensionen for gifte maend og kvinder, der har vaeret ansat i lige mange aar i offentlig tjeneste.

° For pensionsrettigheder vedroerende tjenesteaar foer den 1. januar 1986 opretholdes den ordning, der var gaeldende indtil den 1. april 1985, ogsaa for gifte kvinder. Det almindelige pensionsbeloeb, der samordnes tjenestemandspensionen for rettigheder, der vedroerer tjenestetid foer den 1. januar 1986, fastsaettes for gifte kvindelige tjenestemaend saaledes fortsat paa grundlag af pensionen for ugifte kvinder, dvs. til hoejst 80% af 70% af mindsteloennen, og for gifte mandlige tjenestemaend til hoejst 80% af 100% af mindsteloennen, eftersom aegtefaellens rettigheder i henhold til AOW i sidstnaevnte tilfaelde ogsaa samordnes.

10 Det fremgaar af de nationale bestemmelser om pension for nederlandske tjenestemaend, at som foelge af, at gifte kvinder ligestilles med ugifte kvinder med hensyn til beregningen af den almindelige pension, der samordnes tjenestemandspensionen, er tjenestemandspensionen for gifte maend ° for saa vidt angaar pensionsrettigheder vedroerende tjenestetid foer den 1. januar 1986 ° konsekvent lavere end den tjenestemandspension, der udbetales til gifte kvinder, der har vaeret tilsvarende indplaceret inden for det offentlige.

11 Den 3. februar 1988 fyldte G. A. Beune 65 aar. Paa det tidspunkt oppebar han en invalidepension, som blev omberegnet paa grundlag af bestemmelserne i ABPW. Det er uomtvistet, at denne saerlige omstaendighed ikke har betydning for de spoergsmaal, den nationale retsinstans har forelagt, idet invalidepensionen blev omberegnet som en alderspension. Ogsaa fru Beune, der er foedt i 1922, havde ret til en almindelig pension.

12 Som foelge af, at pensionsrettighederne vedroerende tjenestetid foer den 1. januar 1986 blev taget i betragtning, udgjorde det almindelige pensionsbeloeb, der blev samordnet G. A. Beune' s tjenestemandspension, 16 286,59 HFL pr. aar, nemlig, som anfoert af Centrale Raad van Beroep, 40 x 2% af den dobbelte pension for gifte i henhold til AOW. For en gift kvindelig tjenestemand med det samme antal aars ansaettelse i offentlig tjeneste som G. A. Beune ville der i hendes tjenestemandspension kun vaere blevet fratrukket 11 300 HFL pr. aar, svarende til 80% af den almindelige pension for ugifte i henhold til AOW.

13 G. A. Beune indgav en klage til ABP, hvori han anfoerte, at for saa vidt angaar tjenestetid foer den 1. januar 1986 var ordningen i henhold til ABPW gunstigere for gifte kvinder end for gifte maend, og at en saadan forskelsbehandling var uforenelig med direktiv 79/7.

14 Sagen blev herefter indbragt for Ambtenarengerecht, som tog Beune' s paastande til foelge. ABP appellerede sagen til Centrale Raad van Beroep, som har udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal udtrykket 'lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod [risikoen for] alderdom' i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7/EOEF fortolkes saaledes, at det ogsaa omfatter en lovbestemt pensionsordning for (hovedsagelig) tjenestemaend som den, der er fastsat i ABPW?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, skal princippet om ligebehandling, jf. ovennaevnte direktivs artikel 4, stk. 1, da fortolkes saaledes, at det er til hinder for, at der gaelder forskellige regler for tilfaelde af samtidig ret til almindelig pension (i henhold til AOW) og tjenestemandspension for saa vidt angaar gifte mandlige (tidligere) tjenestemaend paa den ene side og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemaend paa den anden side?

3) Saafremt spoergsmaal 1) og 2) besvares bekraeftende, kan en gift mandlig tidligere tjenestemand ° i mangel af en national ordning, som ophaever den naevnte forskelsbehandling ° da paaberaabe sig direktiv 79/7/EOEF til stoette for et krav om, at han med hensyn til sin ret til tjenestemandspension behandles paa samme maade som en gift kvindelig tjenestemand, der i oevrigt befinder sig i samme situation?

4) Har det i spoergsmaal 3) naevnte princip om ligebehandling den virkning, at forskellen mellem gifte mandlige og gifte kvindelige tjenestemaends ret til pension ° som omhandlet i den foreliggende sag ° har vaeret ubefoejet med virkning fra den 23. december 1984, ogsaa for saa vidt som pensionskravet stoettes paa perioder (dvs. tjenestetid som tjenestemand) foer denne dato?

Kan der herved laegges vaegt paa et forhold, som der ikke blev taget stilling til i dommen af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl.), i dommen af 8. marts 1988 (sag C-80/87, Dik m.fl.) og i dommen af 24. juni 1987 (sag 384/85, Borrie Clarke), nemlig at pensionsordningen i henhold til ABPW er reservefunderet?

Saafremt spoergsmaal 1) besvares benaegtende, oenskes foelgende spoergsmaal besvaret, idet spoergsmaal 2)-4) samtidig bortfalder:

5) Skal begrebet loen i EOEF-traktatens artikel 119 fortolkes saaledes, at det ogsaa omfatter en alderspension for (hovedsagelig) tjenestemaend som den, der er foreskrevet i den nederlandske ABPW?

6) Saafremt spoergsmaal 5) besvares bekraeftende, og det maa laegges til grund, at de forskellige bestemmelser, der gaelder for gifte mandlige og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemaend, for saa vidt angaar samtidig ret til almindelig pension (AOW) og tjenestemandspension, er i strid med princippet om lige loen for mandlige og kvindelige arbejdstagere i henhold til den naevnte traktatbestemmelse, kan en gift mandlig tjenestemand da under paaberaabelse af dette princip kraeve, at han i pensionsmaessig henseende behandles paa samme maade som en gift kvindelig tjenestemand?

7) Kan der i faellesskabsretten ° i tilfaelde af en bekraeftende besvarelse af spoergsmaal 5) og 6) ° findes stoette for at begraense konsekvenserne af en tilsidesaettelse af faellesskabsretten for saa vidt angaar dels det tidspunkt, fra hvilket der kan goeres krav paa ligebehandling, dels de perioder, hvori er erhvervet ret til pension?

Er det ved besvarelsen af dette spoergsmaal af betydning, at den omhandlede pensionsordning er reservefunderet?"

15 Med spoergsmaalene oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om

° en pensionsordning som den, der er fastsat i ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af traktatens artikel 119

° de faellesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse, er til hinder for, at nationale lovbestemmelser som ABPW indeholder forskellige regler for gifte maend og gifte kvinder for saa vidt angaar beregningen af tjenestemandspensionen, og om tidligere mandlige tjenestemaend kan paaberaabe sig de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser til stoette for et krav om at blive behandlet paa samme maade som tidligere kvindelige tjenestemaend

° dommens tidsmaessige virkninger ° saafremt det foregaaende spoergsmaal besvares bekraeftende ° kan begraenses.

Foerste og femte spoergsmaal

16 G. A. Beune har gjort gaeldende, at pensionsordningen efter ABPW er omfattet af direktiv 79/7. Han har anfoert, at mandlige tidligere tjenestemaend er udsat for en form for forskelsbehandling, der er uforenelig med det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i direktivets artikel 4. Der kan direkte stoettes ret paa denne artikel, og gifte maend har krav paa at blive behandlet paa samme maade som gifte kvinder. En medlemsstat kan ikke efter den 23. december 1984, hvor direktiv 79/7 skulle vaere gennemfoert, opretholde ulige behandling, som skyldes, at betingelserne for at erhverve ret til en ydelse er indfoert foer denne dato. Han har under henvisning til Domstolens dom af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757) anfoert, at den omstaendighed, at den omtvistede ordning er reservefunderet ° hvilket han i oevrigt bestrider ° ikke kan foere til noget andet resultat.

17 ABP og den nederlandske regering har i deres skriftlige indlaeg anfoert, at pensionsordningen efter ABPW ikke er omfattet af direktiv 79/7, men af Raadets direktiv 86/378/EOEF af 24. juli 1986 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). De har paapeget, at pensionsordningen omfatter en saerlig gruppe af arbejdstagere, at den kun kan aendres efter aftale med personalerepraesentanterne, og at den sikrer en supplerende ydelse i forhold til den almindelige pension.

18 Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anfoert, at de ydelser, der udbetales til tjenestemaend i henhold til ABPW, maa betragtes som loen, jf. traktatens artikel 119. Som foelge af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) kan det forhold, at pensionsordningen er fastsat ved lov, ikke vaere til hinder herfor.

19 Indledningsvis bemaerkes, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7 finder direktivet anvendelse paa lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom.

20 I henhold til traktatens artikel 119, stk. 2, forstaas ved "loen" i artikel 119 "den almindelige grund- eller minimumsloen og alle andre ydelser, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier".

21 Som Domstolen allerede har fastslaaet (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, Barber-dommen, praemis 12, og af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, praemis 8), udelukker den omstaendighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophoer, ikke, at de kan have karakter af loen i den i artikel 119 anfoerte betydning.

22 Som generaladvokaten i oevrigt har anfoert i punkt 22 ff. i sit forslag til afgoerelse, maa der ved afgoerelsen af, om en pensionsordning som den, der er indfoert ved ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af artikel 119, foretages en afvejning af, hvilken vaegt der maa tillaegges de kriterier, Domstolen har lagt til grund i sine tidligere afgoerelser.

23 Alt efter de situationer, Domstolen har skullet tage stilling til, har den fremhaevet foelgende kriterier: I hvilket omfang pensionsordningen er fastlagt ved lov, om der er tale om en overenskomst mellem arbejdsgiverne og repraesentanter for arbejdstagerne, om de fordele, der ydes arbejdstagerne, supplerer de sociale sikringsydelser, hvorledes pensionsordningen finansieres, om den omfatter almindelige grupper af arbejdstagere og endelig forholdet mellem ydelsen og arbejdstagerens erhverv.

24 Den omstaendighed, at en pensionsordning direkte er reguleret ved lov, peger utvivlsomt klart i retning af, at ydelserne efter en saadan ordning er sociale sikringsydelser. I henhold til Domstolens faste praksis (dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. ref.: Rec. s. 445, praemis 7 og 8, og senest Ten Oever-dommen, praemis 9) er forholdet det, at selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring ikke principielt kan udelukkes fra begrebet loen, kan dette begreb, saaledes som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke omfatte socialsikringsordninger eller -ydelser, f.eks. alderspension, som direkte er reguleret ved lov, saaledes at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den paagaeldende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere. Disse ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmaessigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad foelger af ansaettelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

25 I denne forbindelse kan det bemaerkes, at en ordning som ordningen efter AOW er omfattet af direktiv 79/7 (jf. bl.a. ovennaevnte dom i sagen Verholen m.fl.).

26 Den omstaendighed, at en ordning som ordningen efter ABPW direkte er reguleret ved lov, er imidlertid ikke tilstraekkelig til, at den ikke er omfattet af artikel 119. Allerede i dommen af 8. april 1976 i Defrenne II-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, praemis 21) fastslog Domstolen, at med til den direkte forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjaelp af de i artikel 119 angivne kriterier, maa man navnlig regne forskelsbehandling, som skyldes lovbestemmelser.

27 Denne fortolkning bekraeftede Domstolen i Barber-dommen. Heri fastslog Domstolen bl.a. (praemis 16), at en fratraedelsesgodtgoerelse, som udbetales af arbejdsgiveren, ikke ophoerer med at vaere en form for loen i artikel 119' s forstand, blot fordi den ikke udbetales i henhold til arbejdskontrakten, men er lovbestemt eller ydes paa frivilligt grundlag.

28 Som Domstolen udtalte i Defrenne II-dommen (praemis 12), hoerer princippet om lige loen til Faellesskabets grundlag. Princippets indhold og omfang kan derfor ikke fastlaegges paa grundlag af et formelt kriterium, som i sig selv afhaenger af bestemmelser eller praksis i medlemsstaterne. Da traktaten skal finde ensartet anvendelse i hele Faellesskabet, maa artikel 119 fortolkes selvstaendigt i forhold til saadanne bestemmelser eller former for praksis.

29 Navnlig maa det med hensyn til muligheden for at stoette ret paa artikel 119 ved nationale retsinstanser vaere uden betydning, om den ulige loenmaessige behandling, arbejdstageren haevder at vaere udsat for, skyldes en lovbestemmelse, en administrativt fastsat bestemmelse eller eventuelt en kollektiv overenskomst.

30 Med henblik paa at karakterisere en pensionsordning har Domstolen da heller ikke blot formelt set paa, om den er reguleret ved lov. Det er ogsaa sket, at Domstolen i stedet har lagt vaegt paa, om den er fastsat ved overenskomst. Saaledes fandt Domstolen i Bilka-dommen (praemis 20, 21 og 22), at selv om en pensionsordning er vedtaget i overensstemmelse med lovbestemmelser, er ordningen ° naar den har sin oprindelse i en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repraesentanter for de ansatte, og den gaar ud paa, at de sociale ydelser, som skal betales i medfoer af almindeligt gaeldende nationale regler, suppleres af ydelser, der udelukkende finansieres af arbejdsgiveren ° ikke en social sikringsordning, og at de ydelser, der betales efter en saadan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2. I Barber-dommen (praemis 25 og 27) fastslog Domstolen endvidere, at ordninger som private erhvervstilknyttede pensionsordninger, de saakaldte "contracted-out"-ordninger, som er et resultat enten af en overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller af en ensidig beslutning truffet af arbejdsgiveren, og som fuldt ud finansieres af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der i noget tilfaelde ydes bidrag hertil fra det offentlige, udgoer en del af de ydelser, arbejdsgiveren tilbyder arbejdstagerne. Selv om de bidrag, der indbetales til disse ordninger, og de ydelser, som de giver adgang til, delvis traeder i stedet for bidrag eller ydelser i henhold til den almindelige, lovbestemte ordning, kan denne omstaendighed ikke foere til, at artikel 119 ikke finder anvendelse.

31 Denne fortolkning bekraeftede Domstolen i Ten Oever-dommen (praemis 10 og 11). En pensionsordning, som er tilvejebragt ved overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, og som udelukkende finansieres af arbejdstagerne og arbejdsgiverne paa det paagaeldende fagomraade uden noget oekonomisk bidrag fra det offentlige, er omfattet af artikel 119, ogsaa selv om statsmagten paa begaering af de beroerte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer har erklaeret ordningen obligatorisk for hele fagomraadet.

32 En overenskomst mellem arbejdsgiverne og repraesentanter for arbejdstagerne maa imidlertid i de naevnte afgoerelser forstaas som en egentlig aftale. I de fleste af medlemsstaterne findes der, ogsaa inden for det offentlige, forskellige former for konsultationer mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne, og disse konsultationer kan antage forskellige former, som er mere eller mindre bindende for parterne, uden at de dog noedvendigvis foerer til egentlige overenskomster.

33 Den nederlandske regerings argument om, at de offentligt ansattes organisationer deltager i forvaltningen af ordningen, og at de i praksis bliver hoert forud for aendringer af ordningen, giver derfor i den foreliggende sag ikke grundlag for at lade det kriterium, der blev lagt vaegt paa i Ten Oever-dommen, faa afgoerende betydning. Den naevnte hoering foerer ikke til, at der indgaas en egentlig overenskomst om de naermere regler for ordningen, som herefter er bindende for det offentlige og for lovgivningsmyndigheden. Det fremgaar i oevrigt ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at lovgivningsmyndigheden i forbindelse med aendringen af ABPW i 1985 og derefter i 1986 formelt har vaeret bundet af en aftale, der forinden var indgaaet mellem arbejdsmarkedets parter inden for det offentlige, og heller ikke, at den blot har erklaeret aftalen obligatorisk for hele det offentlige omraade.

34 Under henvisning til et andet kriterium, som Domstolen har tillagt vaegt, har den nederlandske regering gjort gaeldende, at den tjenestemandspension, der udbetales gennem ABP, er en tillaegspension i forhold til den almindelige pension.

35 Dette har G. A. Beune bestridt, i det mindste for saa vidt angaar tjenestemandspensionens karakter, inden ABPW blev aendret i 1986.

36 Hertil bemaerkes, at ordningen efter ABPW oejensynlig oprindelig var en alderspensionsforsikring udelukkende for tjenestemaend. Ved indfoerelsen af den almindelige pensionsordning efter AOW, som er en generel og grundlaeggende alderspensionsforsikring, blev der indfoert en bestemmelse med henblik paa at undgaa samtidig udbetaling af tjenestemandspensionen, hvis stoerrelse fandtes tilstraekkelig, og den almindelige pension. Den del af den almindelige pension, der svarer til rettigheder vedroerende tjenestetid som offentligt ansat, samordnes herefter tjenestemandspensionen, mens dette ikke er tilfaeldet for rettigheder med hensyn til almindelig pension, som en tjenestemand maatte have erhvervet i medfoer af forsikringsperioder, hvor han ikke var offentligt ansat; her foretages der ingen samordning, og den tidligere tjenestemand faar saaledes beloebet udbetalt fuldt ud.

37 Under alle omstaendigheder maa det ° som det foelger af Barber-dommen (praemis 27) ° understreges, at det ikke er en betingelse for, at artikel 119 finder anvendelse, at en pension er en tillaegspension i forhold til en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning. Ydelser, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, og som helt eller delvis traeder i stedet for ydelser, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning, kan vaere omfattet af artikel 119.

38 Kriteriet om de naermere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning som den, der gaelder efter ABPW, kan heller ikke danne grundlag for at afgoere, om ordningen er omfattet af artikel 119.

39 En pensionsfond som den nederlandske finansieres ganske vist naesten fuldt ud gennem bidrag, som indbetales af de forskellige arbejdsgivere inden for det offentlige, og gennem indeholdelser i tjenestemaendenes loen, og den forvaltes selvstaendigt paa grundlag af regler, der ligger taet op ad dem, der gaelder for erhvervstilknyttede pensionsordninger. Men herved adskiller den sig ikke vaesentligt fra visse sociale sikringsordninger, som er omfattet af direktiv 79/7, og som i henhold til lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om bidrag og ydelser ogsaa kan vaere finansieret ved bidrag fra arbejdsgiverne og loenmodtagerne og kan forvaltes paa paritetisk grundlag af arbejdsmarkedets parter.

40 Som det fremgaar af den nederlandske regerings og ABP' s svar paa et spoergsmaal fra Domstolen, er forholdet desuden det, at i modsaetning til den ordning, Ten Oever-sagen drejede sig om (jf. ovenfor i praemis 31), kan der undtagelsesvis ydes bidrag til ABP over det nederlandske statsbudget, saafremt pensionsfonden ikke kan opfylde sine forpligtelser i henhold til ABPW. Det er i oevrigt oplyst, at staten godtgoer ABP de ekstraudgifter, der foelger af, at forskelsbehandlingen mellem enkemaend og enker er blevet ophaevet. Ordningen finansieres saaledes ikke udelukkende af de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagerne.

41 Den nederlandske regering har i sit skriftlige indlaeg endvidere gjort gaeldende, at pensionsordningen efter ABPW paa linje med de oevrige ordninger, der er omfattet af direktiv 86/378, maa betragtes som en ordning bestemt for en saerlig erhvervsgren. Reelt bestrider regeringen saaledes, at nederlandske tjenestemaend i relation til den faellesskabsretlige kvalifikation af en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW kan anses for at vaere en "almindelig gruppe af arbejdstagere" som omhandlet i Defrenne I-dommen (jf. ovenfor i praemis 24).

42 Hertil bemaerkes, at uanset at Domstolen ikke har defineret begrebet "almindelige grupper af arbejdstagere" siden Defrenne I-dommen, kan dette begreb naeppe omfatte en saerlig gruppe af arbejdstagere som tjenestemaend, idet disse kun adskiller sig fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tvaerfaglig branche ved de saerlige forhold, der er karakteristiske for deres ansaettelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere.

43 Det foelger saaledes af det anfoerte, at kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som foelge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, kan tillaegges afgoerende betydning.

44 Som Domstolen allerede fastslog i Defrenne I-dommen, kan kriteriet om arbejdsforholdet ganske vist ikke vaere forbeholdt denne type pensioner. Der kan saaledes ° med hensyn til betingelserne for erhvervelse af ret til og fastsaettelse af pensionsrettigheder for saa vidt angaar pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger ° helt eller delvis tages hensyn til den paagaeldendes loen. Alligevel er saadanne pensioner ikke omfattet af artikel 119.

45 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmaessige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsaettelse af de naermere regler for en ordning som den, hovedsagen drejer sig om, kan imidlertid ikke tillaegges afgoerende betydning, saafremt pensionen kun beroerer en saerlig gruppe af arbejdstagere, saafremt den direkte afhaenger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsaettes paa grundlag af tjenestemandens senest oppebaarne loen. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i saa fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte.

46 Heraf foelger, at en pensionsordning inden for det offentlige som den, der er tale om i hovedsagen, og som i det vaesentlige beror paa pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den loen, vedkommende modtog, og henhoerer under artikel 119.

47 Foerste og femte spoergsmaal maa herefter besvares med, at en pension som den, der udbetales i medfoer af ABPW, er omfattet af artikel 119.

Andet, tredje og fjerde spoergsmaal

48 Henset til besvarelsen af foerste og femte spoergsmaal er det ufornoedent at besvare andet, tredje og fjerde spoergsmaal.

Sjette spoergsmaal

49 Med dette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om artikel 119 er til hinder for at anvende lovbestemmelser som ABPW for saa vidt angaar reglen om beregningen af tjenestemandspensionen for gifte maend.

50 Hertil bemaerkes blot, at artikel 119 forbyder enhver form for loenmaessig forskelsbehandling af maend og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (Barber-dommen, praemis 32).

51 Det fremgaar af oplysningerne i hovedsagen, saaledes som de er sammenfattet ovenfor i praemis 10, at den omtvistede lovgivning er udtryk for en direkte forskelsbehandling af maend. Som Kommissionen har anfoert, aendrer det intet herved, at det kun er gifte maend, der efter ordningen er daarligere stillet, men ikke ugifte.

52 I oevrigt bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis fra og med afsigelsen af Defrenne II-dommen, kan princippet i artikel 119 om lige loen paaberaabes direkte ved de nationale domstole. Domstolen har i oevrigt fremhaevet, at forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er generelt og gaelder for offentlige myndigheder saavel som i forhold til alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold (jf. dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, praemis 12).

53 Heraf foelger, at i den foreliggende sag skal gifte maend, der stilles ugunstigt som foelge af forskelsbehandlingen, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som gifte kvinder, idet disse regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, naar artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret (jf. bl.a. Barber-dommen, praemis 39, Kowalska-dommen, praemis 19, samt dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, praemis 18, og, for saa vidt angaar forskelsbehandling af maend ved beregningen af en social alderspension, af 1.7.1993, sag C-154/92, Van Cant, Sml. I, s. 3811, praemis 20 og 21).

54 Sjette spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til rettigheder vedroerende tjenestetid foer den 1. januar 1986 gaelder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemaend end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemaend, og at artiklen kan paaberaabes direkte for de nationale domstole. Gifte maend, der stilles ugunstigt som foelge af forskelsbehandlingen, skal behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

Syvende spoergsmaal

55 Den nationale retsinstans oensker endvidere oplyst, om de tidsmaessige virkninger af naervaerende dom kan begraenses.

56 I protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab ° der er knyttet som bilag til traktaten ° bestemmes foelgende: "Med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfoer af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for loen, hvis og i det omfang de kan henfoeres til beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der inden denne dato har anlagt soegsmaal eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret." I henhold til traktatens artikel 239 udgoer protokollen en integrerende del af traktaten.

57 Det foelger af svaret paa foerste og femte spoergsmaal, jf. navnlig naervaerende doms praemis 42, at den pension, der udbetales i henhold til ABPW, maa betragtes som en ydelse i medfoer af en erhvervstilknyttet ordning som omhandlet i protokollen. Selv om ydelsen er reguleret ved lov, sikrer den tjenestemanden en beskyttelse mod risikoen for de oekonomiske konsekvenser af hoej alder, og den er en ydelse, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra den offentlige arbejdsgiver, og som svarer til den, en privat arbejdsgiver udreder i henhold til en erhvervstilknyttet ordning.

58 Endvidere vedroerer de ydelser, der er tale om i hovedsagen, beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990. De diskriminerende bestemmelser er dem, som fastsaetter pensionsrettighederne for tjenestetid, der ligger forud for den 1. januar 1986.

59 Protokollen finder saaledes i kraft af sin generelle ordlyd anvendelse paa de ydelser, der udbetales i henhold til en ordning som den her omhandlede.

60 Denne konstatering gaelder imidlertid ikke ubetinget. Den angaar ydelser ° som i oevrigt er det eneste, der naevnes i protokol nr. 2 ° men ikke retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

61 Protokollen er saaledes klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslaaet, at det udgoer en forskelsbehandling af maend og kvinder, at der gaelder forskellige aldersbetingelser for de to koen for retten til at opnaa en arbejdsophoerspension efter en afskedigelse af driftsmaessige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begraenset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlaegges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som laa forud for ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det vaesentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen ° idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten ° men i protokollen har man lige saa lidt som i Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at vaere omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

62 Retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres saaledes fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 119, saafremt en virksomhed ° uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen ° behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemaerkes, at Bilka-dommen i oevrigt ikke begraenser de tidsmaessige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

63 Til stoette for, at artikel 119 ikke omfatter ydelser, som udbetales i henhold til ABPW, og som vedroerer beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, har den nederlandske regering imidlertid anfoert, at en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW er omfattet af direktiv 86/378. Regeringen har henvist til det retssikkerhedsprincip, der er formuleret i direktivets artikel 8, stk. 2, og hvis formaal bl.a. er at give mulighed for indtil den 1. januar 1993 at opretholde bestemmelser i en pensionsordning, som tidligere fandt anvendelse og var i strid med ligebehandlingsprincippet.

64 Hertil bemaerkes, at selv hvis direktiv 86/378 maatte finde anvendelse, er det tilstraekkeligt at bemaerke, som Domstolen fastslog i dom af 14. december 1993 (sag C-110/91, Moroni, Sml. I, s. 6591, praemis 24) med hensyn til direktivets artikel 8, stk. 1, at der ° naar det paa grundlag af bestanddelene af den loen, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslaas, at fastsaettelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to koen, foerer til forskelsbehandling ° ikke er grund til at rejse spoergsmaalet om retsvirkningerne af det naevnte direktiv.

65 Den samme fortolkning maa anlaegges med hensyn til artikel 8, stk. 2, som ikke kan begraense raekkevidden af artikel 119 for saa vidt angaar pensionsrettigheder, der kan henfoeres til perioder, hvori den paagaeldende har vaeret tilknyttet ordningen forud for, at denne blev aendret.

66 Da protokollen ad artikel 119 omfatter en ordning som den, der gaelder efter ABPW, og da en tjenestemandspension som den, der er tale om i hovedsagen, fastsaettes paa grundlag af regler, der ikke er udtryk for forskelsbehandling for saa vidt angaar rettigheder, der vedroerer tjenestetid efter den 1. januar 1986, kan artikel 119 i henhold til selve protokollens ordlyd kun paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling efter ordningen af tjenestemaend, der har ret til pension i medfoer af ABPW, eller af deres ydelsesberettigede paaroerende, saafremt de har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, for saa vidt angaar de rettigheder, der vedroerer tjenestetid forud for den 1. januar 1986.

67 Denne kategori af personer kan imidlertid ikke paaberaabe sig artikel 119 for saa vidt angaar rettigheder, der vedroerer tjenestetid forud for den 8. april 1976, eftersom Domstolen foerst i Defrenne II-dommen fastslog, at der direkte kunne stoettes ret paa artikel 119, hvilket dog kun skulle gaelde med virkning for fremtidige loenperioder.

68 Syvende spoergsmaal maa herefter besvares med, at i kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemaend eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, paaberaabe sig den direkte virkning af artikel 119 til stoette for krav om ligebehandling for saa vidt angaar udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gaelder efter ABPW, vedroerende beskaeftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.

Sagens omkostninger

69 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep ved udateret kendelse indgaaet til Domstolen den 12. januar 1993, for ret:

1) En pension som den, der udbetales i medfoer af Algemene Burgerlijke Pensioenwet (ABPW), er omfattet af traktatens artikel 119.

2) Artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til alderspensionsrettigheder vedroerende tjenestetid foer den 1. januar 1986 gaelder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemaend end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemaend; artikel 119 kan paaberaabes direkte for de nationale domstole; gifte maend, der stilles ugunstigt som foelge af forskelsbehandlingen, skal behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

3) I kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemaend eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, paaberaabe sig den direkte virkning af artikel 119 til stoette for krav om ligebehandling for saa vidt angaar udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gaelder efter ABPW, vedroerende beskaeftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.