61993J0406

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° invalideforsikring ° beregning af ydelser ° national lovgivning hvorefter ydelsens stoerrelse afhaenger af den seneste loen ° arbejdstager beskaeftiget i en anden medlemsstat, da han blev invalid ° hensyntagen til den loen, der senest er oppebaaret i beskaeftigelseslandet, ved beregningen af det teoretiske beloeb

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 46, stk. 2, litra a)]

Da vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ikke maa miste retten til sociale ydelser eller taale en nedsaettelse af stoerrelsen af disse, fordi de har udnyttet den ret til fri bevaegelighed, som tilkommer dem i henhold til traktaten, skal artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, som kodificeret ved forordning nr. 2001/83, fortolkes saaledes, at naar den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes, goer stoerrelsen af invaliditetsydelsen afhaengig af den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende oppebar, da han blev invalid, og den paagaeldende paa det tidspunkt ikke var omfattet af denne stats sociale sikringsordning, fordi han arbejdede i en anden medlemsstat, skal den kompetente institution beregne ydelsens teoretiske beloeb paa grundlag af den sidste loen, vedkommende oppebar i denne anden medlemsstat.

1 Ved dom af 13. september 1993, indgaaet til Domstolen den 29. september 1993, har Tribunal du travail de Neufchâteau i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 46, stk. 2, litra a), sidste punktum, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som affattet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af André Reichling mod Institut national d' assurance maladie-invalidité (herefter benaevnt "INAMI") vedroerende INAMI' s beregning af Reichling' s invalidepension.

3 Inden der redegoeres for sagens faktiske omstaendigheder, skal de relevante faellesskabsbestemmelser omtales.

Relevante faellesskabsbestemmelser

4 Som det fremgaar af sagens akter, findes der i medlemsstaterne to typer lovgivning vedroerende invaliditetsydelser. Efter den ene type lovgivning er invaliditetsydelsernes stoerrelse uafhaengig af laengden af de forsikringsperioder, arbejdstageren og den selvstaendige erhvervsdrivende har tilbagelagt (type A). Efter den anden type lovgivning er disse ydelsers stoerrelse afhaengig af forsikringsperiodernes laengde (type B).

5 Med henblik paa at imoedegaa de problemer, som kan opstaa for en vandrende arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, der efter foerst at have vaeret omfattet af en lovgivning af type B bliver omfattet af en lovgivning af type A, er det i artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsat, at bestemmelserne i afsnit III, kapitel 3, i forordningen vedroerende pensioner ved alderdom og doedsfald, dvs. artikel 44-51, finder tilsvarende anvendelse paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som paadrager sig invaliditet, og som successivt har vaeret omfattet af de to typer lovgivning.

6 I artikel 45 fastslaas princippet om sammenlaegning af forsikringsperioder ved erhvervelse, bevarelse og generhvervelse af ret til ydelser.

7 Artikel 46 indeholder regler om ydelsernes fastsaettelse. Hvad naermere angaar beregningen af ydelsens teoretiske beloeb, bestemmes det i stk. 2, litra a):

"2. Den kompetente institution i enhver medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, anvender foelgende regler, saafremt de foreskrevne betingelser for erhvervelse af ret til ydelser kun opfyldes ved anvendelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3:

a) Institutionen beregner det teoretiske beloeb for den ydelse, som den paagaeldende ville kunne goere krav paa, hvis samtlige forsikrings- og bopaelsperioder, der er tilbagelagt i de medlemsstater, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, havde vaeret tilbagelagt i den omhandlede stat og efter den lovgivning, der gaelder for den paagaeldende institution paa det tidspunkt, da ydelsen skal fastsaettes. Saafremt ydelsens beloeb efter naevnte lovgivning er uafhaengigt af laengden af de tilbagelagte perioder, anses dette beloeb for det i naervaerende litra omhandlede teoretiske beloeb."

Parterne i hovedsagen er uenige om fortolkningen af sidste punktum.

Hovedsagen

8 Det fremgaar af sagen, at André Reichling, der er belgisk statsborger og har bopael i Fauvillers (Belgien), som arbejdstager har vaeret erhvervsmaessigt beskaeftiget, foerst i Belgien (der har en lovgivning af type A) i en forsikringsperiode paa 7 569 dage og derefter i Luxembourg (der har en lovgivning af type B) i en forsikringsperiode paa 734 dage. Reichling har vaeret uarbejdsdygtig paa grund af sygdom siden den 11. november 1989, og den 8. november 1990 anmodede han INAMI om tilkendelse af invalidepension.

9 Ved afgoerelse af 20. august 1991 tildelte INAMI Reichling dagpenge, der beregnet pro rata udgoer 548,35 BFR, med virkning fra den 11. november 1990.

10 Ved beregningen af dagpenge sammenlagde INAMI i henhold til artikel 45 i forordning nr. 1408/71 de forsikringsperioder, der var tilbagelagt i Belgien og Luxembourg.

11 Ved beregningen af invaliditetsydelsen anvendte INAMI artikel 28, stk. 1, og artikel 27, stk. 2, i arrêté royal belge af 31. december 1963 (kongelig belgisk anordning om fastsaettelse af ydelser).

12 I belgisk ret beregnes ydelsens beloeb uanset forsikringsperiodernes laengde paa grundlag af den sidste loenindkomst, der er oppebaaret inden forsikringsbegivenhedens indtraeden. Da Reichling blev uarbejdsdygtig, arbejdede han i Luxembourg, hvorfor han ikke modtog loen i Belgien. INAMI anvendte derfor ved beregningen af det teoretiske pensionsbeloeb artikel 28, stk. 1, i den naevnte arrêté royal, der indeholder foelgende bestemmelse:

"Hvis den ydelsesberettigede ved uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke har vaeret omfattet af den tvungne belgiske syge- og invalideforsikringsordning i mere end 14 dage, danner den i artikel 27, stk. 2, omhandlede loen grundlag for beregningen af den invaliditetsydelse, som i henhold til international aftale eller overenskomst om social sikring helt eller delvis skal udredes af denne ordning."

13 Artikel 27, stk. 2, er saalydende:

"For den ydelsesberettigede, som ved uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke befandt sig i en af de i artikel 22 til artikel 27, stk. 1, omhandlede situationer, svarer den tabte arbejdsfortjeneste til den mindsteloen, som Commission paritaire nationale auxiliaire pour employés har fastsat for arbejdstagere i kategori I, idet der tages hensyn til den berettigedes alder paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden."

14 Det saaledes beregnede ydelsesbeloeb var lavere end det beloeb, som Reichling ville have haft ret til, saafremt hans seneste loenindkomst fra Luxembourg var blevet anvendt ved beregningen af det teoretiske beloeb, og han anlagde herefter sag ved Tribunal du travail de Neufchâteau til proevelse af INAMI' s afgoerelse. Reichling har i det vaesentlige gjort gaeldende, at INAMI' s afgoerelse er i strid med faellesskabsretten, idet INAMI ved beregningen af det teoretiske beloeb for hans invalidepension ansaa ham for uloennet arbejdstager, selv om han paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden oppebar loenindtaegt i Luxembourg.

15 Tribunal du travail de Neufchâteau besluttede paa denne baggrund at udsaette sagen og har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Skal artikel 46, stk. 2, litra a), sidste punktum, i forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 fortolkes saaledes, at ydelsesbeloebet noedvendigvis og altid skal vaere det beloeb, som den paagaeldende ville kunne goere krav paa, hvis samtlige forsikringsperioder havde vaeret tilbagelagt i den omhandlede medlemsstat og efter den lovgivning, der finder anvendelse paa det tidspunkt, da ydelsen skal fastsaettes, og indebaerer dette, at den kompetente institution ikke under henvisning til, at ydelsesmodtageren er ophoert med at vaere omfattet af den paagaeldende medlemsstats socialsikringsordning, kan fastsaette ydelsesbeloebet uden at tage hensyn til den af arbejdstageren senest oppebaarne loen, dvs. paa en anden maade end den, der gaelder for arbejdstagere, der paa grund af sygdom er ophoert med at arbejde i den paagaeldende medlemsstat?"

16 Det fremgaar af sagen, at forordning nr. 1408/71 under behandlingen af hovedsagen er blevet aendret paa visse punkter ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 7). Der er af saerlig betydning for denne sag med virkning fra den 1. juni 1992 indsat et punkt 9 og 10 i den del af bilag VI til forordning nr. 1408/71, der vedroerer Belgien. Det fremgaar af disse punkter, at den belgiske institution i en situation som den i hovedsagen foreliggende ved beregningen af det teoretiske beloeb skal tage udgangspunkt i den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende oppebar i en anden medlemsstat end Belgien paa tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtraeden. Efter denne aendring har INAMI taget hensyn til den loen, Reichling oppebar i Luxembourg, og har foretaget en ny beregning af den ydelse, der tilkom ham med virkning fra den 1. juni 1992 (hvor aendringsforordningen traadte i kraft). Hovedsagen er saaledes begraenset til perioden forud for dette tidspunkt, dvs. tiden fra den 11. november 1990 til den 31. maj 1992.

Det praejudicielle spoergsmaal

17 Den forelaeggende ret oensker med sit spoergsmaal i det vaesentlige oplyst, om artikel 46, stk. 2, litra a), sidste punktum, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at naar den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes, goer stoerrelsen af invaliditetsydelsen afhaengig af den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende oppebar, da han blev invalid, og den paagaeldende paa dette tidspunkt ikke var omfattet af denne stats sociale sikringsordning, fordi han arbejdede i en anden medlemsstat, skal den kompetente institution beregne ydelsens teoretiske beloeb paa grundlag af den sidste loen, vedkommende oppebar i denne anden medlemsstat.

18 Reichling og Kommissionen har anfoert, at artikel 46 i forordning nr. 1408/71 tager sigte paa at gennemfoere de principper, der er fastslaaet i EOEF-traktatens artikel 51. Ifoelge denne bestemmelse skal der ske en sammenlaegning af alle de forsikringsperioder, arbejdstageren har tilbagelagt, ikke blot med henblik paa at indroemme og opretholde retten til ydelser, men ligeledes med henblik paa beregningen af disse.

19 Da det teoretiske beloeb i henhold til forordningens artikel 46, stk. 2, litra a), er den ydelse, som arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende ville oppebaere, hvis han havde tilbagelagt alle sine forsikringsperioder i én medlemsstat, boer dette beloeb ifoelge Reichling og Kommissionen beregnes ved fiktivt at gaa ud fra den forsikringsmaessige situation, der ville gaelde for den vandrende arbejdstager eller selvstaendige erhvervsdrivende i en anden medlemsstat, selv om den lovgivning, der skal anvendes, i dette tilfaelde den belgiske, er af type A. Hvis det ikke var tilfaeldet, ville en arbejdstager, der har udnyttet den ret til fri bevaegelighed, som tilkommer ham i henhold til traktaten, blive stillet daarligere, idet han ville oppebaere en invaliditetsydelse, der var lavere end den, han ville have oppebaaret, hvis han hele tiden havde vaeret undergivet belgisk lovgivning.

20 INAMI har anerkendt, at princippet om sammenlaegning af forsikringsperioder i henhold til forordning nr. 1408/71 gaelder ved erhvervelsen af retten til ydelserne (artikel 45) og ved beregningen af ydelsens faktiske beloeb (pro rata), naar arbejdstagerens eller den selvstaendige erhvervsdrivendes ret er erhvervet ved sammenlaegning. Laengden af de af arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende tilbagelagte forsikringsperioder har imidlertid ingen betydning for fastsaettelsen af det i artikel 46, stk. 2, litra a), omhandlede teoretiske beloeb, naar ydelsesbeloebet efter den lovgivning, der skal anvendes, er afhaengigt af den seneste loen, vedkommende har oppebaaret, saaledes som det er tilfaeldet efter belgisk lovgivning. Naar arbejdstageren paa tidspunktet for invaliditetens indtraeden ikke oppebaerer loen i Belgien, kan den kompetente institution ikke efter artikel 46, stk. 2, litra a), beregne ydelsens teoretiske beloeb paa grundlag af den seneste loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har oppebaaret i en anden medlemsstat. I modsat fald ville sidste punktum i artikel 46, stk. 2, litra a), vaere uden enhver betydning.

21 Hertil bemaerkes, at artikel 46 i forordning nr. 1408/71, som i oevrigt alle andre bestemmelser i denne forordning, skal fortolkes i lyset af EF-traktatens artikel 51.

22 Denne bestemmelse tager sigte paa at lette arbejdskraftens frie bevaegelighed ved at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede paaroerende "sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik paa at indroemme og opretholde retten til ydelser og paa beregning af disse".

23 Det er i oevrigt det samme maal, der forfoelges med forordning nr. 1408/71, saaledes som det fremgaar af sjette betragtning hertil, hvori der anvendes samme ordvalg som i traktatens artikel 51.

24 Dette maal indebaerer, at de vandrende arbejdstagere ikke maa miste retten til sociale ydelser eller taale en nedsaettelse af stoerrelsen af disse, fordi de har udnyttet den ret til fri bevaegelighed, som tilkommer dem i henhold til traktaten.

25 Dette kan imidlertid blive tilfaeldet i en sag som den i hovedsagen foreliggende. Det er saaledes ikke bestridt, at hvis Reichling hele tiden havde arbejdet og tilbagelagt alle forsikringsperioder i Belgien, havde han dér oppebaaret loen, og han ville derfor ikke blive anset for arbejdstager uden loenindkomst. Han ville dermed have haft ret til en hoejere invalidepension end den, der er blevet tilkendt ham.

26 Da Reichling blev uarbejdsdygtig, oppebar han ikke loen i Belgien, men han havde loenindkomst i en anden medlemsstat. Denne loenindkomst skulle det kompetente belgiske organ have taget hensyn til, som om der var tale om loen oppebaaret i Belgien, jf. artikel 46, stk. 2, litra a), saaledes som denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af det i praemis 24 naevnte maal, idet den vandrende arbejdstager ikke skal taale en nedsaettelse af den ydelse, han ville have oppebaaret, hvis han ikke var vandrende arbejdstager.

27 Bestemmelsens sidste punktum kan ikke aendre ved denne fortolkning. Dette punktum vedroerer nemlig kun betydningen af laengden af de tilbagelagte forsikrings- og bopaelsperioder for ydelsens beloeb.

28 Det foelger heraf, at i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, skal der efter artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, saaledes som bestemmelsen skal fortolkes i lyset af EF-traktatens artikel 51 og de maal, der forfoelges med forordning nr. 1408/71, ved beregningen af ydelsens teoretiske beloeb tages hensyn til den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende, da han blev uarbejdsdygtig, oppebar i en anden medlemsstat end den, efter hvis lovgivning det teoretiske beloeb beregnes.

29 Denne fortolkning af artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 underbygges af den bestemmelse, som blev indsat i den del af bilag VI til forordning nr. 1408/71, der vedroerer Belgien (jf. praemis 16), ved forordning nr. 1248/92. I modsaetning til, hvad INAMI har anfoert, hvorefter denne bestemmelse er udtryk for en aendring af de eksisterende regler, saaledes at der kan drages en modsaetningsslutning, er den gaeldende regel saaledes i virkeligheden kun blevet tydeliggjort ved forordning nr. 1248/92. Dette bekraeftes af, at der i betragtningerne til forordningen ikke er givet nogen forklaring paa den nye bestemmelse.

30 Endelig bemaerkes, at der i Domstolens dom af 28. februar 1980 (sag 67/79, Fellinger, Sml. s. 535) er anlagt en lignende fortolkning med hensyn til beregning af arbejdsloeshedsydelser til en graensearbejder.

31 Domstolen udtalte i denne dom, at artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 paa baggrund af traktatens artikel 51 og dennes formaal skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor en graensearbejder er helt arbejdsloes, skal den kompetente institution i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopael, og hvis lovgivning bestemmer, at ydelserne beregnes paa grundlag af stoerrelsen af den tidligere loen, beregne ydelserne ud fra den loen, arbejdstageren modtog under sin seneste beskaeftigelse i den medlemsstat, hvor han havde beskaeftigelse, umiddelbart foer han blev arbejdsloes.

32 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares med, at artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at naar den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes, goer stoerrelsen af invaliditetsydelsen afhaengig af den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende oppebar, da han blev invalid, og den paagaeldende paa det tidspunkt ikke var omfattet af denne stats sociale sikringsordning, fordi han arbejdede i en anden medlemsstat, skal den kompetente institution beregne ydelsens teoretiske beloeb paa grundlag af den sidste loen, vedkommende oppebar i denne anden medlemsstat.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal du travail de Neufchâteau ved dom af 13. september 1993, for ret:

Artikel 46, stk. 2, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som affattet ved forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at naar den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes, goer stoerrelsen af invaliditetsydelsen afhaengig af den loen, arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende oppebar, da han blev invalid, og den paagaeldende paa det tidspunkt ikke var omfattet af denne stats sociale sikringsordning, fordi han arbejdede i en anden medlemsstat, skal den kompetente institution beregne ydelsens teoretiske beloeb paa grundlag af den sidste loen, vedkommende oppebar i denne anden medlemsstat.