61991J0156

++++

1. Institutionernes retsakter ° beslutning ° umiddelbar virkning ° betingelser ° medlemsstaternes mulighed for at fravige bestemmelser, der kan vaere umiddelbart anvendelige ° foelger

(EOEF-traktaten, art. 189, stk. 4)

2. Landbrug ° tilnaermelse af lovgivninger om sundhedskontrol ° finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed ° direktiv 85/73 ° afgiftsniveauer fastsat ved beslutning 88/408 ° medlemsstaternes mulighed for fravigelse i opadgaaende retning ° mulighed for kompetencedelegation til regionale eller lokale myndigheder ° mulighed, der paa grund af de objektive betingelser for dens anvendelse ikke er til hinder for, at borgerne kan paaberaabe sig beslutningen for at anfaegte stoerrelsen af den fakturerede afgift

(Raadets direktiv 85/73; Raadets beslutning 88/408, art. 2 og 11)

1. Den bindende virkning, som traktatens artikel 189 tillaegger en faellesskabsbeslutning, medfoerer, at en bestemmelse i en saadan beslutning rettet til en medlemsstat kan paaberaabes af borgerne over for denne medlemsstat, naar den paagaeldende bestemmelse paalaegger adressaten en ubetinget og tilstraekkeligt klar og utvetydig forpligtelse. Naar bestemmelsen skal gennemfoeres inden for en bestemt frist, kan den foerst paaberaabes efter udloebet af den fastsatte frist, dersom medlemsstaten undlader at gennemfoere beslutningen eller gennemfoerer den ukorrekt.

Den omstaendighed, at beslutningen giver sine adressater mulighed for at fravige klare og utvetydige bestemmelser i samme beslutning, kan ikke i sig selv bevirke, at disse bestemmelser ikke er umiddelbart anvendelige. Saerlig kan saadanne bestemmelser vaere umiddelbart anvendelige, naar anvendelsen af de saaledes fastsatte undtagelsesmuligheder er underlagt domstolskontrol.

2. Borgerne kan over for en medlemsstat paaberaabe sig artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408 ° om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73 skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed ° for at modsaette sig, at der opkraeves afgifter, som er hoejere end de i denne bestemmelse hjemlede, naar de betingelser, som i beslutningen opstilles for, at de i artikel 2, stk. 1, fastsatte afgifter kan forhoejes, ikke er opfyldt, dvs. eksistensen af en forskel mellem de omstaendigheder, der goer sig gaeldende i vedkommende medlemsstat, og faellesskabsgennemsnittet samt manglende overskridelse af de faktiske omkostninger ved undersoegelsen. Artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408 kan dog kun goeres gaeldende for at modsaette sig afgiftsopkraevninger, som er udstedt efter, at fristen i beslutningens artikel 11 er udloebet.

Artikel 2, stk. 2, i beslutning 88/408 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan delegere sin kompetence i henhold til denne bestemmelse til regionale eller lokale myndigheder.

1 Ved kendelse af 15. marts 1991, indgaaet til Domstolen den 13. juni s.aa., har Schleswig-Holsteinisches Verwaltungsgericht i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 85/73/EOEF af 29. januar 1985 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 32, s. 14) og Raadets beslutning 88/408/EOEF af 15. juni 1988 om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed (EFT L 194, s. 24).

2 Disse spoergsmaal er blevet forelagt under en retssag mellem selskabet Hansa Fleisch Ernst Mundt (herefter benaevnt "Hansa Fleisch") og Landrat des Kreises Schleswig-Flensburg (herefter benaevnt "Landrat") vedroerende stoerrelsen af de afgifter, som Hansa Fleisch skal betale til Landrat for sundhedsmaessig undersoegelse, der foretages i dets virksomheder.

3 Hansa Fleisch driver et slagteri, en opskaeringsvirksomhed og et koelehus for koed i Schleswig-Holstein. Koedet af de dyr, der slagtes i Hansa Fleisch' s virksomheder, undersoeges af ansatte ved veterinaer- og levnedsmiddelkontrollen, der henhoerer under Landrat.

4 I medfoer af artikel 1, stk. 1, i direktiv 85/73 opkraeves en afgift til daekning af udgifterne ved disse undersoegelser. I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 85/73 skulle Raadet fastsaette de faste niveauer for denne afgift inden den 1. januar 1986, som er udloebsdatoen for den frist, som medlemsstaterne, med undtagelse af Graekenland, havde faaet til transformeringen af direktiv 85/73 til national ret.

5 Det faste niveau for afgiften blev fastsat ved Raadets beslutning 88/408. Ifoelge beslutningens artikel 2, stk. 1, fastsaettes der et eller flere afgiftsbeloeb for hver dyreart. Artikel 2, stk. 2, bestemmer dog, at "de medlemsstater, hvor loenomkostninger, virksomhedernes struktur og forholdet mellem dyrlaeger og kontrollanter afviger fra det faellesskabsgennemsnit, der er anvendt ved beregningen af de faste beloeb ... [kan] fravige disse i opadgaaende eller nedadgaaende retning svarende til de faktiske omkostninger ved undersoegelsen". I henhold til artikel 11 i beslutning 88/408 skulle bestemmelserne i denne ivaerksaettes af medlemsstaterne senest den 31. december 1990.

6 I Forbundsrepublikken Tyskland opkraeves en afgift til daekning af udgifter vedroerende sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af slagtedyr med hjemmel i § 24 i Fleischhygienegesetz (lov om koedhygiejne, BGBl. I, 1987, ny bekendtgoerelse, s. 649), der blev indsat i denne lov ved lov af 13. april 1986 (BGBl. I, s. 398). I medfoer af § 24, stk. 2, i Fleischhygienegesetz, tilkommer det delstaterne at fastlaegge, hvilke forvaltningsakter der giver anledning til opkraevning af afgifter, og at fastsaette disses beloeb. Samme bestemmelse foreskriver dog, at afgifterne skal beregnes i overensstemmelse med direktiv 85/73.

7 For saa vidt angaar delstaten Schleswig-Holstein, er stoerrelsen af den afgift, der skal betales for de i direktiv 85/73 omhandlede former for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol, fastsat ved bekendtgoerelse af 3. april 1987 om aendring af bekendtgoerelse om administrative afgifter paa veterinaerforvaltningsomraadet (Gesetz- und Verordnungsblatt fuer Schleswig-Holstein 1987, s. 173). Det ved denne bekendtgoerelse fastsatte afgiftsbeloeb er hoejere end niveauet for de faste beloeb, der er foreskrevet ved artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408.

8 Paa grundlag af delstatsbekendtgoerelsen af 1987 debiterede Landrat Hansa Fleisch de afgifter, som selskabet skal betale for de undersoegelser, der gennemfoeres i dets virksomheder. Hansa Fleisch har indgivet klage over de afgiftsopkraevninger, som er udstedt efter den 23. maj 1989. Da disse klager er blevet afvist af Landrat, har Hansa Fleisch anlagt sag ved Schleswig-Holsteinisches Verwaltungsgericht. For denne ret har Hansa Fleisch gjort gaeldende, at de af Landrat udstedte opkraevninger var ulovlige, bl.a. fordi de debiterede beloeb var hoejere end dem, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408.

9 Da den nationale ret fandt, at sagen rejste spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, har den udsat sagen paa Domstolens praejudicielle afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Indebaerer Raadets direktiv 85/73/EOEF, jf. Raadets beslutning 88/408/EOEF, en saadan form for umiddelbar anvendelighed, at en EF-borger for en ret i Forbundsrepublikken Tyskland kan paaberaabe sig, at denne medlemsstat, i hvert fald efter at Raadets beslutning 88/408/EOEF har faaet retsvirkning, ikke laengere kan opkraeve afgifter som omhandlet i beslutningens artikel 1, med hoejere beloeb end gennemsnitsafgifterne i henhold til samme beslutnings artikel 2, stk. 1?

2) Er det af betydning for Domstolens besvarelse af spoergsmaal 1), om den frist, som er fastsat i artikel 11 i Raadets beslutning 88/408/EOEF, allerede er udloebet?

3) Er det af betydning for Domstolens besvarelse af spoergsmaal 1), om artikel 2, stk. 2, i Raadets beslutning 88/408/EOEF skal fortolkes saaledes, at kun en medlemsstat i sin helhed kan goere krav paa at anvende denne undtagelse, men derimod ikke de enkelte dele af en medlemsstat, f.eks. delstaterne i Forbundsrepublikken Tyskland?"

10 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, de gaeldende retsforskrifter, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste og det andet spoergsmaal

11 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den nationale ret med det foerste og det andet spoergsmaal i det vaesentlige oensker at faa oplyst, dels om artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408 er umiddelbart anvendelig, dels om denne bestemmelse i bekraeftende fald kan paaberaabes af en borger over for en medlemsstat foer udloebet af den frist, der er fastsat ved artikel 11 i beslutning 88/408, for at anfaegte opkraevning af afgifter, der er hoejere end de i artikel 2, stk. 1 foreskrevne.

12 Det bemaerkes, at det ° saaledes som Domstolen har fastslaaet i dom af 6. oktober 1970 (sag 9/70, Grad, Sml. 1970, s. 157, praemis 5, org. ref.: Rec. s. 825) ° ville vaere uforeneligt med den bindende virkning, som traktatens artikel 189 tillaegger en beslutning, principielt at udelukke, at den deri indeholdte forpligtelse kan paaberaabes af beroerte personer.

13 I naevnte dom udtalte Domstolen endvidere, at en bestemmelse i en beslutning rettet til en medlemsstat kan paaberaabes over for denne, naar den paagaeldende bestemmelse paalaegger adressaten en ubetinget og tilstraekkeligt klar og utvetydig forpligtelse (praemis 9).

14 Den tyske regering og Landrat har gjort gaeldende, at medlemsstaternes forpligtelse til at fastsaette afgiftsniveauet paa de niveauer, der er foreskrevet ved artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408, ikke er en ubetinget forpligtelse, fordi medlemsstaterne ifoelge beslutningens artikel 2, stk. 2, har mulighed for at fastsaette undtagelser fra de paagaeldende faste beloeb.

15 Den omstaendighed, at en beslutning giver de medlemsstater, som den er rettet til, mulighed for at fravige klare og utvetydige bestemmelser i samme beslutning, kan ikke i sig selv bevirke, at disse bestemmelser ikke er umiddelbart anvendelige. Saerlig kan saadanne bestemmelser vaere umiddelbart anvendelige, naar anvendelsen af de saaledes fastsatte undtagelsesmuligheder er underlagt domstolskontrol (jf. i samme retning dom af 4.12.1974, sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337, praemis 7).

16 Dette er netop tilfaeldet i den foreliggende sag, for saa vidt angaar muligheden for at fravige de faste afgiftsniveauer, der er foreskrevet i artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408, i opadgaaende retning. Som det fremgaar af artikel 2, stk. 2, og bilaget til beslutning 88/408, kan afgiftsbeloebet nemlig forhoejes til de faktiske undersoegelsesudgifter, naar disse ligger over de afgiftsniveauer, der er fastsat ved beslutningens artikel 2, stk. 1. Muligheden for at forhoeje afgiften er saaledes underkastet betingelser, hvis overholdelse er underlagt domstolskontrol.

17 Foelgelig kan den omstaendighed, at artikel 2, stk. 2, i beslutning 88/408 giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de afgiftsniveauer, der er fastsat i beslutningens artikel 2, stk. 1, i opadgaaende retning, bevirke, at sidstnaevnte bestemmelse ikke bliver umiddelbart anvendelig.

18 Artikel 11 i beslutning 88/408 giver imidlertid medlemsstaterne en frist, inden for hvilken beslutningen skal ivaerksaettes.

19 Naar en beslutning, der er rettet til medlemsstaterne, indeholder klare og ubetingede bestemmelser, der skal gennemfoeres inden for en bestemt frist, kan disse bestemmelser imidlertid kun paaberaabes af borgerne over for en medlemsstat, dersom denne undlader at gennemfoere beslutningen eller gennemfoerer den ukorrekt ved udloebet af den fastsatte frist.

20 Den mulighed, som borgerne har for at paaberaabe sig en beslutning over for de medlemsstater, som den er rettet til, hviler nemlig paa beslutningens bindende karakter i forhold til adressaterne. Naar beslutningen giver medlemsstaterne en vis frist til at efterkomme de forpligtelser, som foelger af den, kan denne beslutning derfor ikke paaberaabes af borgerne over for medlemsstaterne foer udloebet af den paagaeldende frist.

21 Herefter boer det foerste og det andet spoergsmaal besvares med, at borgerne over for en medlemsstat kan paaberaabe sig artikel 2, stk. 1, i Raadets beslutning 88/408/EOEF af 15. juni 1988 ° om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed ° for at modsaette sig, at der opkraeves afgifter, som er hoejere end de i denne bestemmelse hjemlede, naar de betingelser, som i beslutningen opstilles for, at de i artikel 2, stk. 1, fastsatte afgifter kan forhoejes, ikke er opfyldt. Artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408 kan dog kun goeres gaeldende for at modsaette sig afgiftsopkraevninger, som er udstedt efter, at fristen i beslutningens artikel 11 er udloebet.

Det tredje spoergsmaal

22 Som anfoert i praemis 17, kan den mulighed for at fravige de faste afgiftsniveauer, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408, paa de betingelser og inden for de frister, der er fastlagt i beslutningens artikel 2, stk. 2, ikke bevirke, at artikel 2, stk. 1, ikke bliver umiddelbart anvendelig.

23 Hver enkelt medlemsstat kan frit delegere sin kompetence paa internt niveau og gennemfoere de af Faellesskabets retsakter, der ikke er umiddelbart anvendelige, ved foranstaltninger truffet af regionale eller lokale myndigheder, saafremt denne kompetencefordeling muliggoer en korrekt gennemfoerelse af de paagaeldende faellesskabsretsakter.

24 I den foreliggende sag er ingen bestemmelse i beslutning 88/408 til hinder for, at medlemsstaterne tildeler regionale eller lokale myndigheder kompetence til at fravige de faste afgiftsniveauer paa de betingelser og inden for de graenser, der er fastsat ved beslutningens artikel 2, stk. 2.

25 Det fremgaar i oevrigt af artikel 7 i og bilaget til samme beslutning, at undtagelserne fra de faste afgiftsniveauer kan finde anvendelse paa samtlige virksomheder i en medlemsstat eller blot paa en enkelt af disse.

26 Herefter boer det tredje spoergsmaal besvares med, at artikel 2, stk. 2, i beslutning 88/408 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan delegere sin kompetence i henhold til denne bestemmelse til regionale eller lokale myndigheder.

Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tyskland og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Schleswig-Holsteinisches Verwaltungsgericht ved kendelse af 15. marts 1991, for ret:

1) Borgerne kan over for en medlemsstat paaberaabe sig artikel 2, stk. 1, i Raadets beslutning 88/408/EOEF af 15. juni 1988 ° om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed ° for at modsaette sig, at der opkraeves afgifter, som er hoejere end de i denne bestemmelse hjemlede, naar de betingelser, som i beslutningen opstilles for, at de i artikel 2, stk. 1, fastsatte afgifter kan forhoejes, ikke er opfyldt. Artikel 2, stk. 1, i beslutning 88/408/EOEF kan dog kun goeres gaeldende for at modsaette sig afgiftsopkraevninger, som er udstedt efter, at fristen i beslutningens artikel 11 er udloebet.

2) Artikel 2, stk. 2, i beslutning 88/408/EOEF skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan delegere sin kompetence i henhold til denne bestemmelse til regionale eller lokale myndigheder.