61991J0062

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - arbejdsloeshed - arbejdsloes person, der begiver sig til en anden medlemsstat - bevarelse af retten til ydelser - betingelser og graenser fastsat af faellesskabslovgiver - forenelighed med traktatens artikel 51

(EOEF-traktaten, art. 51; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 67, stk. 3, og art. 69, stk. 1)

Naar forordning nr. 1408/71 til fordel for faellesskabsborgere, der begiver sig til en anden medlemsstat, bestemmer, dels at der i denne stat med henblik paa erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser ved arbejdsloeshed skal tages hensyn til forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, dels at arbejdsloese arbejdstagere, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, i en begraenset periode har ret til ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de senest havde beskaeftigelse, skoent de ikke staar til raadighed for arbejdsformidlingen i denne stat, giver den disse arbejdstagere rettigheder, som de ikke ellers ville have, og som derfor bidrager til at sikre arbejdskraftens frie bevaegelighed i overensstemmelse med traktatens artikel 51.

Faellesskabslovgiver har ved i artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i den naevnte forordning at knytte betingelser til de rettigheder, som indroemmes arbejdsloese arbejdstagere, der soeger beskaeftigelse, korrekt udoevet sit skoen med hensyn til gennemfoerelsen af arbejdskraftens fri bevaegelighed.

1 Ved kendelse af 25. januar 1991, indgaaet til Domstolen den 13. februar s.aa., har Social Security Appeal Tribunal, Bognor Regis (Det Forenede Kongerige), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 stillet to praejudicielle spoergsmaal vedroerende gyldigheden af artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, i den ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6) kodificerede udgave.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Gray, der er britisk statsborger, og Adjudication Officer.

3 Efter at have arbejdet i Det Forenede Kongerige bosatte Gray sig i 1971 sammen med sin hustru paa Gran Canaria (Spanien), hvor han indtil den 11. januar 1990 arbejdede som bestyrer af den restaurant, som hans hustru var ejer af. Gray lod sig ikke tilmelde som arbejdssoegende i Spanien, foer han vendte tilbage til Det Forenede Kongerige den 26. februar 1990.

4 Da han kom tilbage til Det Forenede Kongerige, ansoegte han om ydelser ved arbejdsloeshed fra den 28. februar 1990. Denne ansoegning blev afslaaet af Adjudication Officer med den begrundelse, at da Gray ikke havde tilbagelagt den seneste forsikringsperiode i Det Forenede Kongerige og ikke havde ladet sig tilmelde som arbejdssoegende i Spanien, foer han vendte tilbage til Det Forenede Kongerige, kunne han hverken paaberaabe sig artikel 67 eller artikel 69 i forordning nr. 1408/71.

5 Gray indbragte Adjudication Officer' s afgoerelse for Social Security Appeal Tribunal, som fastslog, at Gray heller ikke kunne paaberaabe sig artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, fordi han ikke var bosat i Det Forenede Kongerige under sin seneste beskaeftigelse; retten fandt det tvivlsomt, om samme forordnings artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, var forenelige med traktatens artikel 51, og besluttede at udsaette sagen for at stille Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Er artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 ugyldige i den forstand, at de fraviger traktatens artikel 51, som bestemmer: 'Paa forslag af Kommissionen vedtager Raadet med enstemmighed de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed' ?

I bekraeftende fald, hvad er virkningen af en saadan ugyldighed for Gray' s krav?"

6 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

7 Den forelaeggende rets tvivl skyldes, at nogle bestemmelser i forordning nr. 1408/71 udgoer hindringer for arbejdskraftens frie bevaegelighed.

8 Flertallet af den forelaeggende rets medlemmer er nemlig af den opfattelse, at saavel betingelsen i artikel 67, stk. 3, hvorefter en arbejdsloes person, for at kunne sammenlaegge forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, skal have tilbagelagt sin seneste forsikrings- eller beskaeftigelsesperiode i den medlemsstat, hvor der ansoeges om ydelser, som betingelserne i artikel 69, stk. 1, hvorefter en arbejdsloes arbejdstager, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, for at bevare sin ret til ydelser ved arbejdsloeshed skal have vaeret tilmeldt som arbejdssoegende og have staaet til raadighed for arbejdsformidlingen i fire uger i den medlemsstat, hvor han senest havde beskaeftigelse, hindrer arbejdskraftens frie bevaegelighed. Disse bestemmelser indebaerer oekonomiske ulemper for de arbejdstagere, som er ophoert med at arbejde i en medlemsstat og umiddelbart derefter soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

9 Heraf foelger, at tvivlen hos flertallet af den nationale rets medlemmer skyldes, at artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, i modsaetning til, hvad der kraeves i traktatens artikel 51, ikke indeholder de foranstaltninger vedroerende social tryghed, navnlig med hensyn til arbejdsloeshed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed.

10 Indledningsvis bemaerkes, at naar forordning nr. 1408/71 til fordel for faellesskabsborgere, der begiver sig til en anden medlemsstat, bestemmer, dels at der i denne stat med henblik paa erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser ved arbejdsloeshed skal tages hensyn til forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, dels at arbejdsloese arbejdstagere, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, i en begraenset periode har ret til ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de senest havde beskaeftigelse, skoent de ikke staar til raadighed for arbejdsformidlingen i denne stat, giver den disse arbejdstagere rettigheder, som de ikke ellers ville have, og som derfor bidrager til at sikre arbejdskraftens frie bevaegelighed i overensstemmelse med traktatens artikel 51.

11 Dernaest bemaerkes, at traktatens artikel 51, som Domstolen har fastslaaet i dommen af 19. juni 1980 (forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa, Sml. s. 1979, praemis 14), ikke forbyder faellesskabslovgiver at knytte betingelser til eller at saette graenser for de rettigheder, som han giver med henblik paa at sikre arbejdskraftens frie bevaegelighed.

12 Med hensyn til retten til ydelser ved arbejdsloeshed for arbejdstagere, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor de senest har arbejdet eller betalt bidrag, har Raadet fundet det noedvendigt til en saadan ret at knytte betingelser, der har til formaal at fremme soegning af arbejde i den stat, hvor den paagaeldende senest var beskaeftiget, at lade denne stat betale ydelser ved arbejdsloeshed og endelig at sikre, at disse ydelser kun udbetales til personer, der faktisk soeger beskaeftigelse. Ved at fastsaette saadanne betingelser i artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk 1, i forordning nr. 1408/71 har Raadet udoevet sit skoen korrekt.

13 Det foelger af det foregaaende, at gennemgangen af det af den nationale ret stillede spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

Det andet spoergsmaal

14 I betragtning af svaret paa det foerste spoergsmaal er det ikke fornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

15 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af den tyske regering samt af Raadet og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Social Security Appeal Tribunal, Bognor Regis, ved kendelse af 25. januar 1991, for ret:

Gennemgangen af det af den nationale ret stillede spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, i den ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 kodificerede udgave.