61990J0272

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - arbejdsloes der flytter til en anden medlemsstat - bevarelse af ret til ydelser - betingelser - arbejdsloes der ikke senest har vaeret omfattet af lovgivningen i opholdsmedlemsstaten - afslag paa ydelser ved arbejdsloeshed ud over en periode paa tre maaneder - lovligt

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 67, stk. 3, art. 69 og 70)

Gaeldende faellesskabsret om tilkendelse af ydelser ved arbejdsloeshed til arbejdsloese, der flytter til en anden medlemsstat end den kompetente stat, navnlig artikel 67, stk. 3, og artikel 69 og 70 i forordning nr. 1408/71, er ikke til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en arbejdstager ydelser ved arbejdsloeshed ud over den i artikel 69 fastsatte laengste periode paa tre maaneder, naar arbejdstageren ikke har tilbagelagt sine seneste forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder efter lovgivningen i denne stat.

1 Ved dom af 4. september 1990, indgaaet til Domstolen den 10. september 1990, har Tribunal de grande instance de Valence i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7 og 58 -66 samt af artikel 67 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6) ).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem den nederlandske statsborger Jan Van Noorden, der bor i Frankrig, og Association pour l' emploi dans l' industrie et le commerce de l' Ardèche et de la Drôme (herefter benaevnt "Assedic"), efter at Assedic afslog fortsat at udbetale Van Noorden ydelser ved arbejdsloeshed.

3 Jan Van Noorden havde siden 1947 gennem aarene haft beskaeftigelse i Nederlandene, Belgien og endelig i Forbundsrepublikken Tyskland indtil den 30. juni 1985, da han blev arbejdsloes i denne medlemsstat, hvor han modtog arbejdsloeshedsydelser. Den 27. maj 1986 bosatte han sig i Frankrig, hvor han tilmeldte sig som arbejdssoegende.

4 Jan Van Noorden indgav ansoegning til Assedic om ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til den franske lovgivning og fik som svar herpaa meddelelse om, at han var berettiget til arbejdsloeshedsydelser i syvogtyve maaneder. Disse ydelser blev imidlertid kun udbetalt til ham fra 28. maj til 27. august 1986.

5 Assedic' s aendrede holdning skyldtes cirkulaere 86-19 fra Union nationale interprofessionnelle pour l' emploi dans l' industrie et le commerce (herefter benaevnt "Unedic"), der er det koordinerende organ for Assedic' s forskellige opgaver. Af cirkulaeret fremgaar, at en EF-arbejdstager fra 1. juli 1986 kun kan modtage ydelser ved arbejdsloeshed, saafremt han har tilbagelagt sin seneste beskaeftigelsesperiode i Frankrig.

6 Efter at Assedic havde meddelt afslag paa Jan Van Noorden' s ansoegning om udbetaling af arbejdsloeshedsydelser for tiden efter den 27. august 1986, anlagde Van Noorden sag til proevelse af denne afgoerelse ved Tribunal de grande instance de Valence. Denne ret forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Kan en medlemsstat paa grundlag af faellesskabsretten i sin helhed, og navnlig Rom-Traktatens artikel 7 og 58-66 samt artikel 67 i forordning nr. 1408/71, frakende en europaeisk arbejdstager, der efter 37 aars arbejde mellem 1947 og 1985 i henholdsvis Nederlandene, Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland beslutter at bosaette sig i Frankrig, ret til arbejdsloeshedsydelser alene med den begrundelse, at arbejdstageren ikke har tilbagelagt sin seneste beskaeftigelsesperiode i Frankrig?"

7 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de til Domstolen indgivne skriftlige indlaeg henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Indledningsvis bemaerkes, at der ifoelge artikel 67, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71, i fornoedent omfang skal medregnes forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, med henblik paa erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser. Ifoelge samme artikels stk. 3 er tilkendelse af ydelser ved arbejdsloeshed imidlertid betinget af, at den arbejdsloese senest har tilbagelagt forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begaeres.

9 Det bemaerkes endvidere, at forordningens artikel 69, stk. 1, litra c), for saa vidt angaar betingelserne for bevarelse af ret til ydelser for en arbejdsloes arbejdstager, som rejser til en anden medlemsstat end den kompetente for saa vidt angaar udbetalingen af ydelserne, dvs. en anden medlemsstat end den, hvori han havde sin seneste beskaeftigelse, begraenser den periode, hvori der bevares ret til ydelser, til hoejst tre maaneder, regnet fra det tidspunkt, da den paagaeldende er ophoert med at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt. I dette tilfaelde udbetales ydelserne af den kompetente institution i den medlemsstat, hvor den arbejdsloese soeger beskaeftigelse, jf. samme forordnings artikel 70.

10 Af disse bestemmelser foelger, at en arbejdssoegende, der aldrig har vaeret omfattet af den sociale lovgivning i den medlemsstat, hvor han ansoeger om arbejdsloeshedsydelser, og som saaledes ikke senest har tilbagelagt forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder efter lovgivningen i denne medlemsstat, ikke kan modtage arbejdsloeshedsydelser i medfoer af artikel 67 i forordning nr. 1408/71, men alene i medfoer af samme forordnings artikel 69.

11 De oevrige faellesskabsretlige bestemmelser, isaer Traktatens artikel 7 og 58-66, som den nationale ret har henvist til, kan ikke foere til noget andet resultat.

12 Den forelaeggende rets spoergsmaal maa saaledes besvares med, at gaeldende faellesskabsret, navnlig artikel 67, stk. 3, og artikel 69 og 70 i Raadets forordning nr. 1408/71, ikke er til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en arbejdstager ydelser ved arbejdsloeshed efter udloebet af den i forordningens artikel 69 fastsatte periode paa tre maaneder, naar arbejdstageren ikke har tilbagelagt sine seneste forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder i den paagaeldende medlemsstat.

Sagens omkostninger

13 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Valence ved dom af 4. september 1990, for ret:

Gaeldende faellesskabsret, navnlig artikel 67, stk. 3, og artikel 69 og 70 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, er ikke til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en arbejdstager ydelser ved arbejdsloeshed efter udloebet af den i forordningens artikel 69 fastsatte periode paa tre maaneder, naar arbejdstageren ikke har tilbagelagt sine seneste forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder i den paagaeldende medlemsstat.