61989J0297

++++

1. Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af transportmidler - saedvanlig opholdssted efter direktiv 83/182 - begreb - kriterier for fastlaeggelse

(Raadets direktiv 83/182, art. 7, stk. 1)

2. Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af transportmidler - medlemsstaternes samarbejdsforpligtelse ifoelge direktiv 83/182 - raekkevidde - privates adgang til at paaberaabe sig bestemmelsen herom - ingen

(Raadets direktiv 83/182, art. 10, stk. 2)

1. Det saedvanlige opholdssted, jf. artikel 7, stk. 1, i Raadets direktiv 83/182/EOEF om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler, er det varige midtpunkt for en persons interesser, og dette sted skal bestemmes ved hjaelp af alle de kriterier, der er indeholdt i denne bestemmelse, og under hensyn til samtlige relevante faktiske omstaendigheder. En statsborger i medlemsstat B, der er flyttet til medlemsstat A, hvor han har fundet arbejde og bolig, og som fra et bestemt tidspunkt og gennem mere end et aar har tilbragt naesten alle naetter og weekends hos en veninde i medlemsstat B, dog under bibeholdelse af sit arbejde og sin bolig i medlemsstat A, kan saaledes ikke alene paa dette grundlag anses for at have overflyttet sit saedvanlige opholdssted til medlemsstat B.

2. I henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler skal medlemsstaternes kompetente myndigheder efter faelles aftale traeffe de fornoedne afgoerelser, naar den praktiske gennemfoerelse af direktivet giver anledning til vanskeligheder, idet disse afgoerelser skal goere det muligt for medlemsstaterne at overvinde de fremtidige vanskeligheder, der maatte opstaa i konkrete sager. Denne bestemmelse forpligter imidlertid ikke medlemsstaterne til at traeffe forudgaaende aftale i hver enkelt sag, hvor gennemfoerelsen af direktivet giver anledning til vanskeligheder.

For saa vidt som den omhandlede bestemmelse kun paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at samarbejde, saafremt gennemfoerelsen af direktivet giver anledning til vanskeligheder, og saaledes overlader medlemsstaterne et vidt skoen, kan den ikke paaberaabes af private ved de nationale domstole.

1 Ved beslutning af 22. august 1989, indgaaet til Domstolen den 28. september 1989, har Hoejesteret i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 7 og 10 i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler (EFT L 105, s. 59).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en straffesag mod Nicolai Christian Ryborg, der er tiltalt for den 12. november 1982 at have indfoert en personbil, der var koebt og indregistreret i Forbundsrepublikken Tyskland, til Danmark uden angivelse for toldvaesenet, samt for at have anvendt bilen i Danmark uden afgiftsberigtigelse og uden at lade bilen registrere i Danmark.

3 Ryborg, der er dansk statsborger, flyttede den 6. april 1973 til Forbundsrepublikken Tyskland, hvor han havde fundet arbejde og bolig. I de foelgende aar tog han ofte til Danmark i en tysk indregistreret bil. Fra efteraaret 1981 opholdt han sig efter sin egen forklaring jaevnligt hos en dansk veninde, der er bosat i Danmark. Siden juli-august 1982 tilbragte han endvidere naesten alle naetter og de fleste weekends hos veninden.

4 I oktober 1982 koebte Ryborg en ny bil, som han lod indregistrere i Tyskland. I tiden fra den 12. november 1982 til den 17. januar 1984 benyttede han denne bil til at besoege sin veninde. Den 17. januar 1984 beslaglagde de danske myndigheder bilen med den begrundelse, at den ikke var blevet indregistreret i Danmark.

5 Efter at Ryborg ved Soenderborg Kriminalrets dom af 6. september 1984, stadfaestet ved Venstre Landsrets dom af 28. oktober 1984, var blevet idoemt en boede og paalagt at betale et beloeb i moms, ankede han til Hoejesteret med paastand om frifindelse.

6 Hoejesteret har besluttet at forelaegge Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal, hvoraf det foerste er formuleret alternativt:

"1) Alternativ 1:

Ud fra hvilke kriterier skal det afgoeres, om en statsborger i land B i henhold til artikel 7, stk. 1, 2. led, i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler har saedvanligt opholdssted i land A eller i land B, naar det laegges til grund, at han

a) over for myndighederne i begge lande har anmeldt at vaere flyttet til land A,

b) derefter har haft sit arbejde og saedvanligt opholdssted i land A,

c) fra et senere tidspunkt uden at melde flytning til land B og under bibeholdelse af sin bolig og sit arbejde i land A gennem mere end 1 aar har overnattet hos en veninde i land B paa alle hverdage bortset fra 1 nat hver 3. uge, hvor han i forbindelse med nattjeneste paa sin arbejdsplads har overnattet i sin bolig i land A, ligesom han har overnattet sammen med veninden i nogle weekends dels i venindens bolig i land B, dels i hans bolig i land A, samt holdt ferie sammen med veninden?

1) Alternativ 2:

Ud fra hvilke kriterier skal det afgoeres, om en statsborger i land B i henhold til artikel 7, stk. 1, 2. led, i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler har saedvanligt opholdssted i land A eller i land B, naar det laegges til grund, at han

a) over for myndighederne i begge lande har anmeldt at vaere flyttet til land A,

b) derefter har haft sit arbejde og saedvanligt opholdssted i land A,

c) fra et senere tidspunkt uden at melde flytning til land B og under bibeholdelse af sin bolig og sit arbejde i land A gennem mere end 1 aar har overnattet hos en veninde i land B paa alle hverdage?

2) Udelukker det i raadsdirektiv 83/182/EOEF artikel 10 indeholdte paabud om samarbejde mellem de implicerede landes kompetente myndigheder om den praktiske gennemfoerelse af direktivet, at en medlemsstat B uden forudgaaende aftale med medlemsstat A paalaegger en statsborger, der har indregistreret sin bil og betalt afgifter heraf i medlemsstat A, at registrere bilen og betale supplerende afgifter heraf i medlemsstat B, saafremt medlemsstat B er af den opfattelse, at den paagaeldende nu har saedvanligt opholdssted i medlemsstat B?

3) Skaber direktivets artikel 10 rettigheder for borgerne, som kan paaberaabes ved en national domstol?"

Hoejesteret har anfoert, at den har ment det noedvendigt at stille spoergsmaal 1 alternativt, saaledes at det klart fremgaar, hvilket faktum henholdsvis Soenderborg Kriminalret og Vestre Landsret har lagt til grund for deres afgoerelser.

7 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de for Domstolen indgivne skriftlige indlaeg henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Det bemaerkes indledningsvis, at de i hovedsagen omhandlede omstaendigheder fandt sted mellem den 12. november 1982 og den 17. januar 1984, mens direktiv 83/182, der omhandles i de praejudicielle spoergsmaal, skulle gennemfoeres i national ret senest den 1. januar 1984 og foerst blev fuldt ud gennemfoert i dansk ret ved bekendtgoerelse nr. 24 af 30. januar 1984, der traadte i kraft den 1. februar 1984 (Lovtidende A, 1984, s. 173).

9 Det skal yderligere bemaerkes, at Traktatens artikel 177, der indebaerer et samarbejde og en klar opgavefordeling mellem de nationale retter og Domstolen, ikke tillaegger Domstolen kompetence til at efterproeve begrundelsen for forelaeggelsesbeslutningen og relevansen af de stillede spoergsmaal. Det fremgaar imidlertid, at forelaeggelsesbeslutningen - paa baggrund af det naevnte samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen - indeholder en detaljeret fremstilling af hovedsagens faktiske omstaendigheder, og at Hoejesterets praejudicielle spoergsmaal udtrykkeligt vedroerer bestemmelserne i direktiv 83/182.

10 De praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares, idet det laegges til grund, at den forelaeggende ret vil bedoemme de under sagen omhandlede forhold paa grundlag af national ret set i lyset af bestemmelserne i direktiv 83/182.

Det foerste spoergsmaal

11 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, hvilke kriterier der i henhold til artikel 7 i direktiv 83/182 skal laegges til grund ved fastlaeggelsen af det saedvanlige opholdssted for en person, der befinder sig i samme faktiske situation som tiltalte i hovedsagen.

12 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal skal det indledningsvis bemaerkes, at direktiv 83/182 - paa omraadet for midlertidig indfoersel af visse transportmidler og med hensyn til moms - indeholder faellesskabsbestemmelser om skatter og afgifter som omhandlet i artikel 14, stk. 2, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1).

13 Bestemmelserne i direktiv 83/182 skal derfor fortolkes i lyset af de formaal, der ligger til grund for bestraebelserne paa at harmonisere bestemmelserne om mervaerdiafgift, nemlig isaer at fremme den frie bevaegelighed for personer og de frie varebevaegelser samt forhindre tilfaelde af dobbelt paaligning af afgift (dom af 3.10.1985, sag 249/84, Profant, Sml. s. 3237, praemis 25, og dom af 6.7.1988, sag 127/86, Ledoux, Sml. s. 3741, praemis 11).

14 Det fremgaar saaledes af betragtningerne til direktiv 83/182, at den frie bevaegelighed for personer med bopael inden for Faellesskabet besvaerliggoeres af de afgiftsordninger, der gaelder ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler til privat eller erhvervsmaessig brug, at afskaffelsen af hindringer hidroerende fra saadanne afgiftsordninger isaer er noedvendig for oprettelsen af et oekonomisk marked med tilsvarende vilkaar som et hjemmemarked, og at det i dette oejemed skal kunne fastslaas med sikkerhed, i hvilken medlemsstat en person har bopael.

15 Efter artikel 3, 4 og 5 i direktiv 83/182 er det en betingelse for, at medlemsstaterne kan indroemme den i artikel 1 omhandlede afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af et privat koeretoej, at den person, der indfoerer et transportmiddel, har saedvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, i hvilken den midlertidige indfoersel finder sted.

16 Det foelger af det anfoerte, at begrebet saedvanligt opholdssted, som defineret i bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 3, i direktiv 83/182, goer det muligt at udpege dels den medlemsstat, hvortil det paagaeldende koeretoej er indfoert under en ordning vedroerende midlertidig indfoersel, dels den medlemsstat, der har kompetence til at opkraeve afgift af koeretoejet efter sine afgiftsbestemmelser.

17 Ifoelge direktivets artikel 7, stk. 1, foerste afsnit, forstaas ved "saedvanligt opholdssted" det sted, hvor en person saedvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage pr. kalenderaar, paa grund af et privat og erhvervsmaessigt tilhoersforhold eller - hvis der er tale om en person uden erhvervsmaessigt tilhoersforhold - paa grund af et privat tilhoersforhold hidroerende fra snaevre baand mellem den paagaeldende og det sted, hvor vedkommende bor.

18 Artikel 7, stk. 1, andet afsnit, omhandler en person, som ikke har et erhvervsmaessigt og privat tilhoersforhold til samme sted, og som derfor er noedsaget til skiftevis at tage ophold i to eller flere medlemsstater. Efter bestemmelsen anses vedkommende i dette tilfaelde for at have saedvanligt opholdssted paa stedet for det private tilhoersforhold paa betingelse af, at han regelmaessigt vender tilbage hertil. Dette sted skal fastlaegges efter kriterierne i artikel 7, stk. 1, foerste afsnit.

19 Det skal for det foerste bemaerkes, at de kriterier, der saaledes er fastlagt i de ovennaevnte bestemmelser, vedroerer saavel en persons erhvervsmaessige og private tilhoersforhold til et sted som varigheden af dette tilhoersforhold, og at kriterierne foelgelig skal bedoemmes samlet. Ifoelge Domstolens faste praksis paa andre omraader af faellesskabsretten skal saedvanligt opholdssted forstaas som det sted, hvor den paagaeldende har oprettet det varige midtpunkt for sine interesser (jf. domme af 12.7.1973, sag 13/73, Angenieux, Sml. s. 935, af 14.7.1988, sag 284/87, Schaeflein mod Kommissionen, Sml. s. 4475, og af 13.11.1990, sag 216/89, Reibold, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

20 Det foelger af det anfoerte, at samtlige relevante momenter skal tages i betragtning ved anvendelsen af kriterierne i de naevnte bestemmelser med henblik paa fastlaeggelsen af det saedvanlige opholdssted, forstaaet som det varige midtpunkt for den paagaeldende persons interesser.

21 Det skal endvidere bemaerkes, at selv om det tilkommer Domstolen at fastlaegge de kriterier, som den nationale ret skal foelge ved anvendelsen af en faellesskabsretlig forskrift, og den nationale ret at foretage den bedoemmelse af faktum, der er forbundet med anvendelsen af disse kriterier paa det konkrete sagsforhold, der ligger til grund for hovedsagen, paahviler det Domstolen inden for rammerne af den opgave, som Traktatens artikel 177 tillaegger den, at oplyse den nationale ret om de betingelser, hvorunder de i det praejudicielle spoergsmaal anfoerte faktiske omstaendigheder kan tillaegges betydning ved anvendelsen af de naevnte kriterier (jf. den foernaevnte dom af 13.11.1990, Reibold, praemis 18).

22 Det fremgaar af oplysningerne til det foerste praejudicielle spoergsmaal, at hovedsagen drejer sig om en statsborger i medlemsstat B, der i en aarraekke har haft sit arbejde og saedvanligt opholdssted i medlemsstat A, og at der alene er rejst spoergsmaal om hans saedvanlige opholdssted som foelge af, at han fra et bestemt tidspunkt og gennem mere end et aar har tilbragt naesten alle naetter og weekends hos en veninde i medlemsstat B.

23 Det fremgaar endvidere af det praejudicielle spoergsmaal, at den paagaeldende fortsat har erhvervsmaessig tilknytning til medlemsstat A og har bibeholdt sin bolig dér.

24 Herefter er det forhold, at en person gennem mere end et aar overnatter hos og tilbringer weekenderne hos en veninde i medlemsstat B, ikke tilstraekkeligt til at fastslaa, at den paagaeldende har flyttet det varige midtpunkt for sine interesser til denne stat.

25 Forholdet maatte bedoemmes anderledes, saafremt den paagaeldende bosatte sig i medlemsstat B sammen med sin veninde og dermed gav udtryk for, at han ikke oenskede at vende tilbage til medlemsstat A (jf. den foernaevnte dom af 3.10.1985, Profant, praemis 27).

26 Det fremgaar i oevrigt af forelaeggelsesbeslutningen og af de i retsmoedet afgivne indlaeg, at de danske myndigheder er af den opfattelse, at Ryborg overflyttede sit saedvanlige opholdssted til Danmark den dag, da myndighederne foerste gang fastslog, at han overskred graensen med en ny bil.

27 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at begrebet opholdssted efter direktiv 83/182 tjener til at fastslaa, om der foreligger en midlertidig indfoersel af et transportmiddel. Det er at vende tingene paa hovedet at lade det saedvanlige opholdssted bestemme af indfoerslen. Den omstaendighed, at en person under sin koersel til en anden medlemsstat fra et bestemt tidspunkt har benyttet en ny bil, er foelgelig irrelevant for fastlaeggelsen af den paagaeldendes saedvanlige opholdssted.

28 Det foerste praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares med, at det saedvanlige opholdssted, jf. artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182, er det varige midtpunkt for en persons interesser, og at dette sted skal bestemmes ved hjaelp af alle de kriterier, der er indeholdt i denne bestemmelse, og under hensyn til samtlige relevante faktiske omstaendigheder.

29 En statsborger i medlemsstat B, der er flyttet til medlemsstat A, hvor han har fundet arbejde og bolig, men som fra et bestemt tidspunkt og gennem mere end et aar har tilbragt naesten alle naetter og weekends hos en veninde i medlemsstat B, dog under bibeholdelse af sit arbejde og sin bolig i medlemsstat A, kan saaledes ikke alene paa dette grundlag anses for at have overflyttet sit saedvanlige opholdssted til medlemsstat B.

Det andet spoergsmaal

30 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 paalaegger medlemsstaterne en pligt til forudgaaende samarbejde i konkrete sager, som f.eks. den foreliggende hovedsag.

31 Det skal i saa henseende foerst bemaerkes, at den konkrete anvendelse af direktiv 83/182 i henhold til direktivets artikel 10, stk. 1 og 3, varetages af medlemsstaterne i medfoer af de bestemmelser i deres interne lovgivning, hvorved direktivet gennemfoeres, eller som maatte blive vedtaget paa et senere tidspunkt inden for det af direktivet regulerede omraade.

32 Dertil kommer, at direktiv 83/182 ifoelge den sidste betragtning til direktivet blot er et foerste stadium i harmoniseringen af bestemmelserne om midlertidig indfoersel af visse transportmidler, og at andre foranstaltninger kan vaere noedvendige for at naa frem til indfoerelsen af et ensartet system i alle medlemsstaterne, jf. direktivets artikel 10, stk. 4.

33 Artikel 10, stk. 2, skal foelgelig ses i en sammenhaeng under stadig udvikling. Bestemmelsen vedroerer, ligesom de oevrige bestemmelser i artikel 10, direktiv 83/182' s generelle funktion.

34 I henhold til artikel 10, stk. 2, skal medlemsstaternes kompetente myndigheder saaledes efter faelles aftale traeffe de fornoedne afgoerelser, naar den praktiske gennemfoerelse af direktivet giver anledning til vanskeligheder, idet disse afgoerelser skal goere det muligt for medlemsstaterne at overvinde de fremtidige vanskeligheder, der maatte opstaa i konkrete sager.

35 Det andet praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares med, at artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 ikke forpligter medlemsstaterne til at traeffe forudgaaende aftale i hver enkelt sag, hvor gennemfoerelsen af direktivet giver anledning til vanskeligheder.

Det tredje spoergsmaal

36 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 kan paaberaabes af private ved de nationale domstole.

37 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 20.9.1988, sag 31/87, Beentjes, Sml. s. 4635, praemis 40) kan kun de bestemmelser i et direktiv, der ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, paaberaabes af private over for staten.

38 Det bemaerkes, at artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 er betinget, for saa vidt som den kun paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at samarbejde, saafremt gennemfoerelsen af direktivet giver anledning til vanskeligheder, og saaledes overlader medlemsstaterne et vidt skoen.

39 Hoejesterets tredje spoergsmaal skal herefter besvares med, at artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 ikke kan paaberaabes af private ved de nationale domstole.

Sagens omkostninger

40 De udgifter, der er afholdt af Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Hoejesteret ved beslutning af 22. august 1989, for ret:

1) Det saedvanlige opholdssted, jf. artikel 7, stk. 1, i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler, er det varige midtpunkt for en persons interesser, og dette sted skal bestemmes ved hjaelp af alle de kriterier, der er indeholdt i denne bestemmelse, og under hensyn til samtlige relevante faktiske omstaendigheder. En statsborger i medlemsstat B, der er flyttet til medlemsstat A, hvor han har fundet arbejde og bolig, men som fra et bestemt tidspunkt og gennem mere end et aar har tilbragt naesten alle naetter og weekends hos en veninde i medlemsstat B, dog under bibeholdelse af sit arbejde og sin bolig i medlemsstat A, kan saaledes ikke alene paa dette grundlag anses for at have overflyttet sit saedvanlige opholdssted til medlemsstat B.

2) Artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 forpligter ikke medlemsstaterne til at traeffe forudgaaende aftale i hver enkelt sag, hvor gennemfoerelsen af direktivet giver anledning til vanskeligheder.

3) Artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 kan ikke paaberaabes af private ved de nationale domstole.