1.

Selskabet VAG France SA er et datterselskab af automobilfabrikken Volkswagen AG. Selskabet varetager importen til Frankrig af motorkøretøjer og andre produkter af mærkerne VW og Audi og indgår aftaler med eneforhandlere, som i nærmere angivne områder er ansvarlige for salget af nye motorkøretøjer og reservedele til de nævnte mærker samt service. Siden 1975 havde Établissements Magne SA været eneforhandler for forskellige distrikter i og omkring Angoulême.

Forretningsforholdet mellem VAG France SA og Etablissements Magne SA var reguleret af tidsbestemte aftaler, der hver gang blev indgået for ét år. Den seneste forhandleraftale mellem de to parter var underskrevet den 18. december 1984 og vedrørte perioden 1. januar 1985 — 31. december 1985 uden mulighed for stiltiende forlængelse.

I henhold til denne form for aftale forpligtede forhandleren sig blandt andet til ikke at sælge eller forhandle nye biler og reservedele af konkurrerende mærker. Han forpligtede sig til at yde service, herunder i henhold til garantien, over for VW-Audi-biler, selv om de kun midlertidigt befandt sig inden for forhandlerens distrikt, og selv om forhandleren ikke selv havde solgt bilen. Ud fra en vurdering af salgsmulighederne inden for området og den markedsandel, VAG France SA ville opnå, forpligtede forhandleren sig til at sælge nye biler i et antal svarende til den tilstræbte markedsandel. Dette antal var angivet i et bilag til aftalen.

2.

Den 18. januar 1985 offentliggjordes i Tidende (EFT 1985, L 15, s. 16) Kommissionens forordning nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer, udstedt i henhold til Rådets forordning nr. 19/65 af 2. marts 1965 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis (EFT 1965-1966, s. 31). Ved forordningen erklærede Kommissionen på visse nærmere angivne betingelserne traktatens artikel 85, stk. 1, uanvendelig på eneforhandlingsaftaler inden for motorkøretøjsbranchen.

Det fremgår af betragtningerne til forordningen, at Kommissionen er af den opfattelse, at eneforhandlingsaftaler vedrørende motorkøretøjer, der medfører konkurrencebegrænsninger og forpligtelser som angivet i forordningens artikler 1-4, i almindelighed omfattes af traktatens artikel 85, stk. 1, men at sådanne vilkår under visse omstændigheder må anses for rationaliserende og nødvendige inden for motorkøretøjssektoren, idet der er tale om et forbrugsgode, som regelmæssigt samt på uforudsigelige tidspunkter og ikke altid på samme sted kræver vedligeholdelse og specialreparationer, hvilket forudsætter et samarbejde mellem motorkøretøjsfabrikanten og et begrænset antal forhandlere og værksteder.

Forordningens artikel 5, stk. 2, andet afsnit, bestemmer, at såfremt forhandleren har påtaget sig forpligtelser som angivet i den omtvistede aftale med henblik på at fremme salgs- og servicestrukturen, gælder fritagelsen for forpligtelsen til ikke at sælge eller indgå salgs- eller serviceaftaler om andre nye motorkøretøjer end dem, der er omfattet af aftaleprogrammet, på betingelse af,

»aftalen er indgået for mindst fire år, eller at den normale opsigelsesfrist for en på ubestemt tid indgået aftale er på mindst et år for begge aftaleparter, medmindre

I henhold til forordningens artikel 14 trådte den i kraft den 1. juli 1985. Ifølge dens artikel 7 gælder den ved forordningen erklærede uanvendelighed af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, med tilbagevirkende gyldighed fra det tidspunkt, da betingelserne for at anvende bestemmelserne i forordningen var opfyldt, men, bortset fra visse ældre aftaler, dog tidligst fra anmeldelsesdagen. Artikel 8 bestemmer, at for visse ældre aftaler, som er anmeldt, og på betingelse af, at de inden den 1. oktober 1985 ændres således, at de opfylder de i forordningen nævnte betingelser, og ændringen meddeles Kommissionen inden den 31. december 1985, gælder det i traktatens artikel 85, stk. 1, indeholdte forbud ikke for tiden før ændringen.

3.

Ved skrivelse af 24. juni 1985 meddelte VAG France SA Etablissements Magne SA, at selskabet foreslog indgået en ny aftale, på ubestemt tid og med virkning fra den 1. januar 1986. VAG France anførte desuden, at det salg, Etablissements Magne SA havde realiseret, var for lille, idet forhandleren pr. 30. april 1985 kun havde solgt 46,4% i forhold til det projekterede salg; VAG France gjorde i øvrigt tilbudet betinget af, at Etablissements Magne SA pr. 31. december 1985 havde opnået et salg, der mindst svarede til det gennemsnitlige salg på nationalt plan, idet der ellers ikke ville blive indgået en ny aftale i forlængelse af den, der udløb den 31. december 1985.

Établissements Magne SA bestred, at VAG France SA kunne nægte at forny aftalen af de anførte grunde. Firmaet gjorde gældende, at forordning nr. 123/85 bevirker, at aftalen forlænges i fire år med et vist opsigelsesvarsel, og krævede, at der blev udarbejdet et tillæg til den bestående aftale.

Den 25. september 1985 tilstillede VAG France SA Etablissements Magne SA — med de ovenfor angivne forbehold og betingelser — ordlyden af en ny forhandleraftale, indgået på ubestemt tid, idet VAG France gjorde opmærksom på, at aftalen var bragt i overensstemmelse med forordning nr. 123/85 og skulle regulere parternes forretningsforhold med virkning fra den 1. oktober 1985.

Etablissements Magne SA afviste at underskrive den nye forhandleraftale og gentog sit krav om, at der blev udarbejdet et tillæg til aftalen i overensstemmelse med artikel 5 i forordning nr. 123/85. Kravet blev ikke imødekommet.

Forretningsforholdet mellem VAG France SA og Etablissements Magne SA ophørte fuldstændigt den 1. januar 1986.

4.

Mens parterne fortsat var uenige med hensyn til kontraktforholdet, anlagde VAG France SA sag mod Établissements Magne SA ved tribunal de grande instance de Paris.

Under sagen har VAG France SA blandt andet gjort gældende, at Établissements Magne SA har afvist tilbudet om en aftale på ubestemt tid og derved forhindret, at forretningsforholdet kunne fortsætte, ligesom firmaet ikke kan kræve en ny forhandleraftale, idet det ikke har realiseret et salg svarende til det i kontrakten angivne salgsmål. Heroverfor har Établissements Magne krævet, at forhandleraftalen bringes i overensstemmelse med forordning nr. 123/85 på den måde, at bestemmelsen om ubestemt varighed med tilbagevirkende gyldighed ændres til en varighed af fire år, ligesom det har anført, at VAG France ikke kan påtvinge det en ny aftale af en anden karakter, som for eksempel en aftale på ubestemt tid, eller gøre betingelser gældende med hensyn til salgsmål, der er i strid med forordning nr. 123/85.

Ved dom af 18. december 1985 besluttede tribunal de grande instance de Paris at anmode Domstolen om i medfør af EØF-traktatens artikel 177 at træffe præjudiciel afgørelse

»vedrørende anvendelse af forordning nr. 123/85 på den aftale, som den 18. december 1984 blev indgået mellem selskabet VAG France og Etablissements Magne for ét år fra den 1. januar 1985 til den 31. december 1985 uden mulighed for stiltiende forlængelse, når henses til parternes respektive fortolkninger«.

I denne sidste forbindelse bemærkede tribunal de grande instance de Paris, at

»Sagen vedrører hovedsagelig spørgsmålet, om parterne som følge af nævnte forordnings ikrafttræden den 1. juli 1985 var forpligtet til at ændre den løbende aftale, som de var bundet af, for at bringe den i overensstemmelse med forordningens artikel 5, stk. 2, andet afsnit, for så vidt angår varigheden, således at den forlænges til fire år fra det tidspunkt, den tidsbestemte aftale begyndte at løbe, hvilket hævdes af Etablissements Magne, eller om forordningen alene havde til følge, at bestemmelserne om eneret eller om forbud mod konkurrence og eventuelt hele aftalen - når henses til disse bestemmelsers afgørende karakter — rammes af ugyldighed, indtil aftalen udløber, eller indtil kontrahenterne indgår en ny aftale, som er i overensstemmelse med fællesskabsreglerne, hvilket hævdes af VAG France«.

5.

Den af tribunal de grande instance de Paris afsagte dom blev registreret på Domstolens justitskontor den 16. januar 1986.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af VAG France SA ved advokat Yann François, Paris, af Etablissements Magne SA ved advokat Jean Threard, Paris, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Norbert Koch.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og har i henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 1, henvist sagen til tredje afdeling.

—

VAG France SA, ved advokat Yann François, Paris,

—

Etablissements Magne SA, ved advokat Jean Threard, Paris,

—

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Norbert Koch,

1

Ved dom af 18. december 1985, indgået til Domstolen den 16. januar 1986, har tribunal de grande instance de Paris i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Kommissionens forordning nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (EFT 1985, L 15, s. 16).

2

Spørgsmålet er stillet under en sag mellem selskabet VAG France SA, der forhandler motorkøretøjer og andre produkter af mærkerne Volkswagen AG og Audi i Frankrig, og Etablissements Magne SA, der som eneforhandler er ansvarlig for salg og service af VW- og Audi-produkter i forskellige områder omkring Angoulême. Sagen vedrører afbrydelsen af forretningsforholdet mellem parterne som følge af uenighed med hensyn til retsvirkningerne på deres aftale af ikrafttrædelsen af ovennævnte forordning nr. 123/85.

3

I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 123/85 er visse kategorier af aftaler vedrørende salg af motorkøretøjer fritaget fra forbudet i EØF-traktatens artikel 85, stk. 1, såfremt der er tale om en aftale, der er indgået for mindst fire år, eller aftalen er indgået på ubestemt tid og kan opsiges med et varsel på mindst ét år.

4

Det fremgår af sagen, at forretningsforholdet mellem parterne var reguleret af standardaftaler, indgået hvert år for ét år, og at den sidste var underskrevet den 18. december 1984 for perioden 1. januar — 31. december 1985. Efter udstedelsen af forordning nr. 123/85 tilbød VAG France SA at indgå en ny aftale med Etablissements Magne SA på ubestemt tid med virkning fra den 1. januar 1986, idet VAG France SA dog gjorde sit tilbud betinget af, at Magne opnåede et vist salg i 1985; Magne afviste tilbudet og krævede, at der blev indgået en ny aftale på bestemt tid, nemlig fire år, idet selskabet gjorde gældende, at den løbende aftale, der skulle bringes i overensstemmelse med forordning nr. 123/85, også var indgået på bestemt tid.

5

Tribunal de grande instance de Paris fandt, at tvisten i det væsentlige drejede sig om, hvorvidt ikrafttrædelsen af forordning nr. 123/85 forpligtede parterne til at ændre den løbende aftale og bringe den i overensstemmelse med blandt andet forordningens artikel 5, stk. 2, med hensyn til aftalens varighed, således at aftalen blev indgået for fire år, som anført af Etablissement Magne SA, eller, som anført af VAG France SA, hvorvidt forordningens ikrafttrædelse alene bevirker, at bestemmelserne om eneret og om forbud mod konkurrence eller, eventuelt, hele aftalen rammes af ugyldighed, indtil aftalen udløber eller parterne har indgået en ny aftale, der er i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser. For at kunne træffe afgørelse fandt tribunal de grande instance de Paris det nødvendigt at forelægge et spørgsmål for Domstolen

»vedrørende anvendelse af forordning nr. 123/85 på den aftale, som den 18. december 1984 blev indgået mellem selskaberne VAG France SA og Etablissements Magne SA for ét år fra den 1. januar 1985 til den 31. december 1985 uden mulighed for stiltiende forlængelse, når henses til parternes respektive fortolkninger«.

6

For så vidt angår en mere detaljeret redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, den i sagen omhandlede fællesskabsretlige ordning og de indlæg, der er indgivet til Domstolen af parterne i hovedsagen og af Kommissionen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

7

Først bemærkes, at Domstolen ikke inden for rammerne af EØF-traktatens artikel 177 har kompetence til at træffe afgørelse om anvendelse af fællesskabsretlige bestemmelser i en konkret sag. Af ordlyden af det stillede spørgsmål og af de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, kan Domstolen dog udlede de fællesskabsretlige elementer, der er nødvendige, for at den nationale ret kan løse det retlige problem, den har fået forelagt.

8

Under hensyn hertil går det af tribunal de grande instance de Paris forelagte spørgsmål ud på, om forordning nr. 123/85 skal fortolkes således, at dens artikel 5, stk. 2, indeholder bindende forskrifter, som direkte påvirker gyldigheden eller indholdet af aftalen, helt eller delvis, eller som forpligter aftaleparterne til at bringe aftalens indhold i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

9

Det bemærkes, at spørgsmålet må besvares på grundlag af forordning nr. 123/85, sammenholdt med EØF-traktatens artikel 85 og Rådets forordning nr. 19/65 af 2. marts 1965 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis (EFT 1965-1966, s. 31), i henhold til hvilken forordning nr. 123/85 er udstedt.

10

EØF-traktatens artikel 85, stk. 1, bestemmer, at visse aftaler mellem virksomheder, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for Fællesmarkedet, er uforenelige med Fællesmarkedet og forbudt. I henhold til samme artikels stk. 2 er sådanne aftaler uden retsvirkning, medmindre Kommissionen har erklæret bestemmelserne i stk. 1 uanvendelige i henhold til samme artikels stk. 3.

11

Beslutningen om, at artikel 85, stk. 1, ikke skal finde anvendelse, jfr. artiklens stk. 3, kan træffes af Kommissionen, enten i form af en individuel beslutning vedrørende en konkret aftale i medfør af Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, der er den første gennemførelsesforordning til traktatens artikler 85 og 86 (EFT 1959-62, s. 81), eller ved udstedelse af en forordning om fritagelse for visse kategorier af aftaler i medfør af artikel 1 i forordning nr. 19/65. I en sådan forordning skal Kommissionen angive, på hvilke betingelser forbudet i artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse på en aftale, som i sig selv opfylder betingelserne for at være omfattet af forbudet.

12

Som gennemførelsesforordning til traktatens artikel 85, stk. 3, hjemler forordning nr. 123/85 herefter blot mulighed for, at de erhvervsdrivende inden for automobilbranchen i et vist omfang kan indgå salgs- og serviceaftaler, som trods visse vilkår om eneret og om forbud mod konkurrence ikke omfattes af forbudet i artikel 85, stk. 1. Forordning nr. 123/85 pålægger imidlertid ikke de erhvervsdrivende at udnytte disse muligheder, ligesom den heller ikke indebærer, at indholdet af en sådan aftale ændres eller bliver ugyldigt, hvis de i forordningen angivne betingelser ikke er opfyldt.

13

Såfremt en aftale ikke opfylder alle de betingelser, der er angivet i en sådan forordning, kan aftaleparterne enten anmode Kommissionen om at træffe en individuel beslutning om, at artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse, eller gøre gældende, at betingelserne i en anden forordning om fritagelse for andre kategorier af aftaler er opfyldt, eller endelig bevise, at den pågældende aftale af andre grunde ikke er uforenelig med forbudet i artikel 85, stk. 1.

14

Videre bemærkes, at i henhold til Domstolens praksis (domme af 30. juni 1966, la Technique Minière, sag 56/65, Smi. 1965-68, s. 211, og af 14. december 1983, Société de vente de ciments et betons de l'Est, sag 319/82, Sml. s. 4173), skal retsvirkningerne af ugyldigheden af aftalebestemmelser, der er uforenelige med artikel 85, stk. 1, for aftalen i øvrigt og for andre heraf følgende forpligtelser ikke bedømmes efter fællesskabsretten.

15

Det bemærkes, at det tilkommer den nationale retsinstans på grundlag af gældende national lovgivning at tage stilling til, hvilken rækkevidde og hvilke retsvirkninger det har for aftaleforholdet som sådan, at visse af aftalebestemmelserne er ugyldige i medfør af artikel 85, stk. 2. Det skal på grundlag af national ret blandt andet afgøres, om en sådan uforenelighed kan medføre, at aftaleparterne er forpligtet til at ændre aftalens indhold, således at den ikke rammes af ugyldighed, og, om fornødent, i det øjemed vælge den ene af de i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 123/85 angivne to muligheder vedrørende aftalens løbetid.

16

Det af tribunal de grande instance de Paris forelagte spørgsmål skal herefter besvares med, at Kommissionens forordning nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (EFT 1985, L 15, s. 16) ikke indeholder bindende forskrifter, der direkte påvirker gyldigheden eller indholdet af vilkårene i en aftale eller forpligter aftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen, men fastlægger alene betingelser, hvis opfyldelse bevirker, at visse aftalevilkår ikke omfattes af forbudet og følgelig ikke rammes af ugyldighed, jfr. EØF-traktatens artikel 85, stk. 1 og 2, og at det tilkommer den nationale retsinstans på grundlag af gældende national lovgivning at tage stilling til retsvirkningerne af en eventuel ugyldighed af visse af aftalebestemmelserne.

17

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg ved Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN (tredje afdeling),

vedrørende det spørgsmål, som er forelagt af tribunal de grande instance de Paris ved dom af 18. december 1985, for ret:

Kommissionens forordning nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (EFT 1985, L 15, s. 16) indeholder ingen bindende forskrifter, der direkte påvirker gyldigheden eller indholdet af vilkårene i en aftale eller forpligter aftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen, men fastlægger alene betingelser, hvis opfyldelse bevirker, at visse aftalevilkår ikke omfattes af forbudet og følgelig ikke rammes af ugyldighed, jfr. EØF-traktatens artikel 85, stk. 1 og 2.

Det tilkommer den nationale retsinstans på grundlag af gældende national lovgivning at tage stilling til retsvirkningerne af en eventuel ugyldighed af visse af aftalebestemmelserne.