1)

Lucas Asjes m.fl.,

2)

Andrew Gray m.fl.,

3)

Andrew Gray m.fl.,

4)

Jacques Maillot m.fl.,

5)

Léo Ludwig m.fl.

—

Jacques Maillot, tiltalt i hovedsagen for så vidt angår sagerne 211, 212 og 213/84, under den mundtlige forhandling ved advokat Patrick Montier, Paris,

—

selskabet Nouvelles Frontières SA, civilretligt ansvarlig i hovedsagen for så vidt angår sagerne 211, 212 og 213/84, under skriftvekslingen ved advokat Patrick Montier, Paris, og under den mundtlige forhandling ved advokat G. Selnet, Paris,

—

selskaberne Compagnie nationale Air France og Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV (KLM), civilretligt ansvarlige i hovedsagen for så vidt angår henholdsvis sagerne 212/84 og 209/84, ved advokat Edouard Marissens, Bruxelles,

—

Den franske Republiks regering ved Gilbert Guillaume og Sophie-Caroline de Margerie som henholdvis befuldmægtiget og assisterende befuldmægtiget,

—

Den italienske Republiks regering ved avvocato dello Stato Ivo Maria Braguglia som befuldmægtiget,

—

kongeriget Nederlandenes regering, under skriftvekslingen ved generalsekretær i udenrigsministeriet I. Verkade som befuldmægtiget, og under den mundtlige forhandling ved A. Bos,

—

Det forenede Kongeriges regering, under skriftvekslingen ved J. R. J. Braggins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og under den mundtlige forhandling ved T. J. G. Pratt som befuldmægtiget, bistået af professor F. Jacobs,

—

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Jean Amphoux som befuldmægtiget, bistået af den nederlandske embedsmand Frédéric Grondman, der er stillet rådighed for Kommissionens juridiske tjeneste i henhold til udvekslingsordningen for nationale embedsmænd,

1

Ved fem domme af 2. marts 1984, indgået til Domstolen den 17. august 1984, har tribunal de police de Paris i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af nogle bestemmelser i traktaten med henblik på at kunne afgøre, om det er foreneligt med disse, at luftfartstakster i henhold til fransk ret er underlagt en obligatorisk godkendelsesordning.

2

Spørgsmålet er blevet rejst under en række straffesager mod de ansvarlige for nogle luftfartsselskaber og rejsebureauer, hvori de pågældende er tiltalt for overtrædelser af artiklerne L 330-3, R 330-9 og R 330-15 i den franske code de l'aviation civile (lov om civil luftfart), nærmere bestemt fordi de har solgt flyvebilletter til takster, der ikke har været godkendt af ministeriet for civil luftfart, eller som har afveget fra de godkendte.

3

I henhold til artikel L 330-3 må luftfartsvirksomhed kun udøves af selskaber, der er godkendt af ministeriet for civil luftfart. Endvidere skal sådanne selskaber forelægge deres takster til ministeriets godkendelse. Artikel R 330-9 fastsætter nærmere regler for, hvad en sådan ansøgning skal indeholde. Ifølge stk. 2 finder de pågældende bestemmelser også anvendelse på udenlandske selskaber. I henhold til artikel R 330-15 straffes overtrædelser af bestemmelserne med fængsel fra ti dage indtil en måned og/eller med bøde fra 600 til 1000 FF. Når der foreligger en beslutning om godkendelse af en af et luftfartsselskab foreslået takst, bliver denne herefter bindende for enhver, der sælger billetter dækkende befordring med det pågældende selskab på den rute, som omhandles i ansøgningen om godkendelse.

4

De nævnte sager blev indbragt for tribunal de police de Paris, der fandt, at de rejste det spørgsmål, om denne ordning, således som den fremgår af de nævnte bestemmelser, er forenelig med EØF-traktaten, navnlig artikel 85, stk. 1, for så vidt bestemmelserne efter rettens opfattelse forudsætter en samordning mellem luftfartsselskaberne i strid med artikel 85, stk. 1. Tribunal de police de Paris afviste endvidere den indsigelse, at det må antages at fremgå af artikel 84, stk. 2, at artikel 85 ikke finder anvendelse på luftfartsområdet, idet retten er af den opfattelse, at førstnævnte bestemmelse må opfattes således, at den blot indeholder hjemmel for Rådet til at gennemføre en fælles politik på dette område, hvilket imidlertid ikke indebærer, at andre bestemmelser i traktaten som for eksempel artikel 85 ikke finder anvendelse på luftfartsområdet.

5

Den nationale retsinstans udsatte herefter sagerne og forelagde Domstolen det spørgsmål, om »artiklerne L 330-3, R 330-9 og R 330-15 i den franske code de l'aviation civile [er] forenelige med fællesskabsretten«. -n

6

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af følgende: selskabet Nouvelles Frontières SA i sagerne 212 og 213/84 og selskaberne Compagnie nationale Air France (Air France) og Koninlijke Luchtvaart Maatschappij NV (KLM) i henholdsvis sagerne 212/84 og 209/84, idet de tre selskaber er civilretligt ansvarlige i de pågældende hovedsager, Den franske Republiks regering, Den italienske Republiks regering, kongeriget Nederlandenes regering, Det forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.

7

Ved kendelse af 26. september 1984 har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 43 besluttet at forene sagerne, for så vidt angår retsforhandlingerne og domsafsigelsen.

8

Air France, KLM samt den franske og den italienske regering har fremsat visse indsigelser, hvorved det gøres gældende, at Domstolen savner kompetence til at besvare det af den nationale retsinstans forelagte præjudicielle spørgsmål.

9

For det første anfører Air France og KLM, støttet af den franske regering, at et svar fra Domstolen på spørgsmålet er overflødigt, idet den nationale retsinstans allerede i forelæggelsesdommene har taget stilling til, både om artikel 85 finder anvendelse på luftfartsområdet, og om den samordning, der ligger til grund for de i hovedsagerne omtvistede takster, er uden retsvirkninger, jfr. artikel 85, stk. 2.

10

Herom bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det i forbindelse med den i traktatens artikel 177 fastsatte kompetencefordeling mellem de nationale retsinstanser og Domstolen tilkommer den nationale retsinstans, der har fuldt kendskab til den pågældende sag, at bedømme, om de retsspørgsmål, som er rejst under den for retten indbragte tvist, er relevante, og om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at retten kan afsige dom (jfr. navnlig dommen af 14. februar 1980, ONPTS mod Damiani, 53/79, Smi. s. 273).

11

For det andet gør Air France og KLM gældende, at den i forelæggelsesdommene indeholdte fremstilling af den franske lovgivning er behæftet med fejl, idet den nationale retsinstans ikke har taget hensyn til bestemmelser i bestående internationale aftaler på området.

12

Om dette spørgsmål bemærkes indledningsvis, at der ikke i forbindelse med den præjudicielle procedure i henhold til artikel 177 kan ske en fortolkning af nationale ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser (jfr. i nyere praksis dommen af 13. marts 1984, Prantl, 16/83, Sml. s. 1299), hvorfor den omstændighed, at den nationale retsinstans i forelæggelsesafgørelsen måtte have givet en unøjagtig fremstilling af de pågældende nationale bestemmelser, ikke medfører, at Domstolen ikke er kompetent til at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål.

13

Hvad angår den indvirkning, som de bestående internationale aftaler om civil luftfart måtte have på den fællesskabsretlige vurdering af nationale bestemmelser som dem, den nationale retsinstans i de foreliggende sager omtaler, bemærkes, at den omstændighed, at der består sådanne aftaler, ikke medfører, at Domstolens kompetence i medfør af EØF-traktatens artikel 177 til at give en fortolkning af de relevante fællesskabsretlige bestemmelser bortfalder.

14

For det tredje anfører Air France, KLM og den italienske regering, at den nationale retsinstans ikke har angivet, hvilke fællesskabsretlige bestemmelser Domstolen skal tage i betragtning ved vurderingen af, om den omtvistede franske lovgivning er forenelig med fællesskabsretten.

15

Herom bemærkes blot, at det fremgår af en gennemgang af forelæggelsesdommene, at der med spørgsmålet er tænkt på traktatens konkurrenceregler.

16

Indsigelserne om, at Domstolen savner kompetence til at besvare det i sagerne forelagte præjudicielle spørgsmål fra den nationale retsinstans, kan herefter ikke tages til følge.

17

Det bemærkes imidlertid, at spørgsmålet må opfattes således, at det ønskes oplyst, hvorvidt og i hvilket omfang det strider mod de forpligtelser med hensyn til opretholdelsen af den frie konkurrence inden for fællesmarkedet, som påhviler medlemsstaterne i henhold til EØF-traktatens artikel 5, artikel 3, litra f), og artikel 85, navnlig stk. 1, at anvende nationale bestemmelser, hvorefter luftfartstakster er underlagt en obligatorisk godkendelsesordning, og hvorefter det er belagt med santioner, herunder strafferet lige, at undlade at overholde takster, der er godkendt efter ordningen, idet videre bemærkes, at spørgsmålet må anses for at omfatte tilfælde, hvor det er blevet fastslået, at de pågældende takster er resultatet af en aftale, vedtagelse eller samordnet praksis, der strider mod artikel 85.

18

Til nærmere belysning af den retlige sammenhæng, som den af den nationale retsinstans omtalte franske lovgivning er et led i, har den franske regering i sit skriftlige indlæg givet en redegørelse for de generelle regler, som fremgår af de bestående internationale aftaler om civil luftfart. Der henvises i denne forbindelse til den grundlæggende aftale på området, konventionen angående international civil luftfart undertegnet i Chicago den 7. december 1944 (Lovtidende C 1948, bekendtgørelse nr. 17, s. 115), og til alle de andre internationale aftaler, der udspringer af denne.

19

I henhold til Chicago-konventionens artikel 6 må »ingen international planmæssig lufttrafik ... drives over eller på en kontraherende stats territorium, undtagen med særlig tilladelse eller anden bemyndigelse fra denne stat, og i overensstemmelse med vilkårene i en sådan tilladelse eller bemyndigelse«. Konventionen indeholder ingen bestemmelser om takster, idet der ikke mellem signatarstaterne kunne opnås enighed om en aftale vedrørende dette spørgsmål.

20

Konventionens artikel 6, der knæsætter princippet om, at enhver stat har højhedsret over luftrummet over sit territorium, har ledt til indgåelsen af et net af bilaterale aftaler, hvorved de deltagende stater har givet bemyndigelse til oprettelse af en eller flere flyveruter mellem deres territorier.

21

Visse bilaterale aftaler, som for eksempel den den 13. juli 1977 indgåede såkaldte Bermuda li-aftale mellem USA og Det forenede Kongerige, er udarbejdet på grundlag af en standardmodel for sådanne aftaler og fastlægger de ruter, der gives bemyndigelse til at beflyve, tillige med de mellemlandinger, der kan foretages i de pågældende lande, idet de endvidere indeholder bestemmelser om, at hver deltagende stat udpeger de luftfartsselskaber, som skal udøve de rettigheder, der fremgår af den pågældende aftale. Disse aftaler sikrer, at alle de autoriserede luftfartsselskaber kan beflyve de pågældende ruter på lige vilkår. Aftalerne indeholder herudover bestemmelser om, at taksterne i denne forbindelse fastsættes af de selskaber, der er bemyndiget til at beflyve de af den pågældende aftale omfattede flyveruter. Disse takster skal herefter godkendes af de deltagende staters myndigheder. I disse former for bilaterale aftaler udtrykker de deltagende stater imidlertid en præference for, at taksterne fastsættes efter aftale mellem de autoriserede selskaber, om muligt efter forhandling inden for rammerne af den internationale sammenslutning af luftfartsselskaber, International Air Transport Association (IATA).

22

IATA er en privatretlig sammenslutning oprettet af nogle luftfartsselskaber ved en konference i Havanna i april 1945. Et af formålene med sammenslutningen er at skabe en ramme for, at selskaber, der beflyver ruter inden for det samme område, kan samordne deres takster. Disse takster forelægges herefter i overensstemmelse med kravene herom i de forskellige bilaterale aftaler til de pågældende staters godkendelse.

23

En lignende ordning med hensyn til fastsættelse af takster som den, der fremgår af de nævnte bilaterale aftaler, er indført ved den multilaterale overenskomst om fremgangsmåden ved fastsættelse af takster for regelmæssig lufttrafik, der blev indgået den 10. juli 1967 under Europa-Rådets auspicier, og som er blevet ratificeret af visse medlemsstater.

24

Under henvisning til dette system af internationale aftaler har den franske regering anført, at der må tages hensyn til, at den i hovedsagerne omtvistede franske lovgivning og dens regler er et led i dette system. Den franske regering har imidlertid ikke hævdet, at disse internationale aftaler skulle medføre en forpligtelse for de medlemsstater, der har undertegnet dem, til ikke at overholde EØF-traktatens konkurrenceregler.

25

Den franske regerings opfattelse i så henseende støttes i det væsentlige af de andre parter, der har afgivet indlæg i sagerne, idet disse ligeledes har henvist til det internationale system af aftaler, som den franske regering har redegjort for.

26

De internationale aftaler, som den franske regering og de øvrige parter har henvist til, findes herefter ikke at være til hinder for, at Domstolen herudover undersøger det af den nationale retsinstans forelagte spørgsmål på grundlag af de fællesskabsretlige bestemmelser, som denne har henvist til.

27

Når henses til, hvorledes spørgsmålet fra den nationale retsinstans som ovenfor anført må antages at skulle forstås, er det nødvendigt at afgøre, om fællesskabsretten med hensyn til spørgsmålet om konkurrenceforholdene på luftfartsområdet indeholder forpligtelser for medlemsstaterne, som i henhold til traktatens artikel 5 er bindende for dem. Det må herved indledningsvis undersøges, om traktatens konkurrenceregler på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin finder anvendelse på virksomheder inden for denne sektor.

28

Den første bestemmelse, der i denne forbindelse bør tages i betragtning, er traktatens artikel 84, som er den afsluttende bestemmelse i afsnit IV, der vedrører transport, i traktatens anden del.

29

Denne bestemmelse lyder således :

30

Selskabet Nouvelles Frontières, Det forenede Kongeriges regering og Kommissionen har i deres indlæg gjort gældende, at bestemmelsen ikke kan opfattes således, at traktatens konkurrenceregler, herunder artikel 85, ikke finder anvendelse på luftfartsområdet.

31

Der henvises i denne forbindelse til dommen af 4. april 1974 (Kommissionen mod Den franske Republik, 167/73, Sml. s. 359), hvori Domstolen fastslog, at det på ingen måde følger af artikel 84, stk. 2, at traktaten ikke finder anvendelse på de i denne bestemmelse omhandlede transportgrene, idet bestemmelsen blot indeholder en regel om, at de særlige bestemmelser i transportafsnittet ikke uden videre finder anvendelse på disse områder, hvorfor de pågældende transportgrene på samme måde som andre transportgrene er underkastet traktatens almindelige regler.

32

Det anføres, at begrebet traktatens almindelige regler også omfatter konkurrencereglerne. Disse regler må derfor kunne finde anvendelse på luftfartsområdet, uanset om der foreligger en beslutning fra Rådet i medfør af artikel 84, stk. 2.

33

Den franske regering har gjort den modsatte opfattelse gældende.

34

Den franske regering anfører, at det princip, der fremgår af førnævnte dom, kun omfatter de regler, der er indeholdt i traktatens anden del, som vedrører Fællesskabets grundlag, hvorfor princippet ikke kan udvides til også at omfatte konkurrencereglerne, der er indeholdt i traktatens tredje del, som vedrører Fællesskabets politik.

35

Det bemærkes, at artikel 74, der er den første bestemmelse i transportafsnittet, har følgende indhold: »På det i dette afsnit omhandlede sagsområde søger Medlemsstaterne at nå Traktatens mål inden for rammerne af en fælles transportpolitik.«

36

Det følger af selve ordlyden af denne bestemmelse, at målene med traktaten, herunder det i artikel 3, litra f), fastsatte, nemlig gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes, også skal føres ud i livet på transportområdet.

37

Det fremgår af traktatens artikel 61, at spørgsmålet om den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet ikke er omfattet af bestemmelserne i kapitlet vedrørende udveksling af tjenesteydelser, men af bestemmelserne i afsnittet vedrørende den fælles transportpolitik. På transportområdet burde det i traktatens artikel 59 fastsatte mål, nemlig i løbet af overgangsperioden at fjerne restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, således være blevet gennemført inden for rammerne af den i artiklerne 74 og 75 fastlagte fælles politik.

38

Der er derimod ingen andre bestemmelser i traktaten, som kun finder anvendelse på transportområdet under forudsætning af, at der er gennemført en fælles politik på dette område.

39

Hvad nærmere angår konkurrencereglerne, bemærkes, at det i artikel 77 hedder, at støtteforanstaltninger er forenelige med traktaten, såfremt de »modsvarer behovet for en samordning af transportvæsenet eller ... udgør godtgørelse for visse forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse«. En sådan bestemmelse forudsætter åbenbart, at traktatens konkurrenceregler, som bestemmelserne om statsstøtte er et led i, finder anvendelse på transportområdet, uanset om der er gennemført en fælles politik på dette område.

40

Det bemærkes endvidere, at traktaten i tilfælde, hvor bestemte former for virksomhed skal være undtaget fra konkurrencereglerne, indeholder en udtrykkelig bestemmelse herom. Dette er tilfældet, for så vidt angår produktion af og handel med landbrugsprodukter, idet konkurrencereglerne i henhold til artikel 42 kun finder anvendelse på dette område »i det omfang, Rådet beslutter dette inden for rammerne af de bestemmelser og i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i artikel 43, stk. 2 og 3, samt under hensyntagen til den i artikel 39 angivne målsætning«.

41

For så vidt angår transportområdet, indeholder traktaten ingen bestemmelse som artikel 42, hvorefter konkurrencereglerne ikke, eller kun for så vidt Rådet træffer beslutning herom, finder anvendelse på dette område.

42

Det følger heraf, at traktatens konkurrenceregler, herunder navnlig artiklerne 85-90, finder anvendelse på transportområdet.

43

Hvad nærmere angår luftfarten, bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af traktatens artikel 84 og af bestemmelsens placering i traktaten, at formålet med bestemmelsen blot er at afgrænse anvendelsesområdet for artiklerne 74 ff., for så vidt angår de forskellige transportgrene, idet der sondres mellem på den ene side transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, jfr. stk. 1, og på den anden side sø- og luftfart, jfr. stk. 2.

44

Hvad angår stk. 2, har Domstolen i førnævnte dom af 4. april 1974 fastslået, at formålet med denne bestemmelse kun er at undtage sø- og luftfarten fra anvendelsesområdet for afsnit IV, der vedrører den fælles transportpolitik, i traktatens anden del, medmindre Rådet træffer beslutning om, at dette ikke skal være tilfældet.

45

Det følger heraf, at luftfarten på samme måde som andre transportgrene er underkastet traktatens almindelige regler, herunder konkurrencereglerne.

46

Air France og KLM, den franske, den italienske og den nederlandske regering samt Kommissionen har i deres skriftlige indlæg anført, at der endnu ikke på luftfartsområdet er udstedt nogen retsakter i medfør af artikel 87.

47

Den franske og den italienske regering gør på denne baggrund gældende, at kompetencen i forbindelse med anvendelsen på dette område af artiklerne 85 og 86 henhører under de nationale myndigheder, jfr. traktatens artikel 88. Disse må på de i artikel 85, stk. 3, angivne vilkår også kunne meddele fritagelser fra forbudet i stk. 1.

48

Den nederlandske regering har ligeledes gjort gældende, at det i mangel af nogen gennemførelsesbestemmelser til artiklerne 85 og 86 påhviler de nationale myndigheder i henhold til artikel 88, men også Kommissionen i henhold til artikel 89, at påse, at de førstnævnte bestemmelser overholdes. Det anføres, at det ikke i forbindelse med en præjudiciel procedure som nærværende er muligt at fastslå, om der foreligger en overtrædelse af disse bestemmelser.

49

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke er udstedt gennemførelsesbestemmelser som omhandlet i artikel 87, ikke er til hinder for, at spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt aftale eller praksis er forenelig med konkurrencereglerne, i givet fald indbringes for de nationale retsinstanser, idet disse regler har direkte virkning.

50

Det bemærkes, at artikel 87, stk. 1, indeholder bestemmelse om, at Rådet — med enstemmighed inden tre år efter traktatens ikrafttrædelse og herefter med kvalificeret flertal — »udsteder ... fornødne forordninger eller direktiver om anvendelsen af principperne i artiklerne 85 og 86«. Som det fremgår af første betragtning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (EFT 1959-1962, s. 81), er det nødvendigt at udstede sådanne forordninger eller direktiver »for at gennemføre en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes«, og for at kunne »[drage] omsorg for en afbalanceret og ensartet anvendelse i medlemsstaterne af bestemmelserne i artiklerne 85 og 86«.

51

På trods af, at Kommissionen har fremsat et forslag herom (EFT 1982 C 78, s. 2), har Rådet imidlertid endnu ikke udstedt sådanne bestemmelser på luftfartsområdet. Tværtimod finder forordning nr. 17 i henhold til forordning nr. 141 af 26. november 1962 (EFT 1959-1962, s. 258) ikke anvendelse på dette område, og siden er gennemførelsesbestemmelser kun blevet udstedt, for så vidt angår transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (jfr. forordning nr. 1017/68 af 19. juli 1968, EFT 1968 I, s. 295).

52

Så længe der ikke er udstedt bestemmelser som omhandlet i traktatens artikel 87, finder artiklerne 88 og 89 fortsat anvendelse.

53

Den første af disse bestemmelser lyder således: »Indtil de i medfør af artikel 87 trufne bestemmelser træder i kraft, træffer Medlemsstaternes myndigheder i overensstemmelse med deres lovgivning og bestemmelserne i artiklerne 85, navnlig stk. 3, og 86 afgørelse om aftalers tilladelighed samt om misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet.«

54

Der påhviler derfor i henhold til denne bestemmelse »Medlemsstaternes myndigheder« en forpligtelse til at anvende artikel 85, navnlig stk. 3, og artikel 86, så længe der ikke er udstedt bestemmelser som omhandlet i artikel 87.

55

Som Domstolen har fastslået i sin dom af 30. januar 1974 (BRT, 127/73, Smi. s. 51), er der med begrebet »Medlemsstaternes myndigheder« i artikel 88 tænkt på enten de forvaltningsmyndigheder, som efter ordningen i de fleste medlemsstater har til opgave at gennemføre den nationale lovgivning om konkurrencespørgsmål, dog således at der kan ske en legalitetsprøvelse ved de kompetente retsinstanser, eller på de retsinstanser, som efter ordningen i andre medlemsstater særligt er blevet pålagt denne opgave.

56

Begrebet »Medlemsstaternes myndigheder« i artikel 88 omfatter således ikke retsinstanser, der har til opgave at behandle straffesager, som rejses i anledning af overtrædelser af den pågældende lovgivning.

57

Det fremgår af de foreliggende sager, at de kompetente franske myndigheder ikke i forbindelse med den samordning med hensyn til takster, som tiltalerne i hovedsagerne må ses i sammenhæng med, i medfør af artikel 88 har truffet nogen afgørelse med henblik på at prøve, om de pågældende aftaler er forenelige med de franske konkurrenceregler og artikel 85, navnlig stk. 3. Den franske regering har anført, at en sådan afgørelse på ingen måde kan anses for indeholdt i beslutningen om at godkende de pågældende takster.

58

Hvad angår artikel 89, regulerer denne bestemmelse spørgsmålet om Kommissionens beføjelser indtil ikrafttrædelsen af de i artikel 87 omhandlede bestemmelser. I henhold til disse beføjelser kan Kommissionen på begæring af en medlemsstat eller på eget initiativ undersøge »tilfælde af formodet overtrædelse af [principperne]« i artiklerne 85 og 86, ligesom Kommissionen, når den finder, at der foreligger en overtrædelse, kan foreslå »passende midler til at bringe denne til ophør«. Bringes en overtrædelse ikke til ophør, kan Kommissionen i henhold til artikel 89, stk. 2, fastslå, at der foreligger en sådan, hvilket sker »ved en beslutning, der skal ledsages af grunde«, og som kan offentliggøres, idet Kommissionen endvidere kan bemyndige medlemsstaterne »til at træffe de nødvendige modforanstaltninger på de vilkår og i den nærmere udformning, som den fastsætter«.

59

Kommissionen har imidlertid ikke i forbindelse med den her omhandlede samordning med hensyn til takster oplyst, at den skulle have benyttet sig af sine beføjelser i henhold til artikel 89, herunder beføjelsen i stk. 2 til ved en af grunde ledsaget beslutning at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af artikel 85.

60

Det må herefter undersøges, om der, så længe Rådet ikke i medfør af artikel 87 har udstedt forordninger eller direktiver vedrørende luftfarten, efter omstændighederne alligevel foreligger en beføjelse for en national retsinstans, der ikke er omfattet af begrebet medlemsstaternes myndigheder i artikel 88, til under en sag som de her omhandlede hovedsager at lægge til grund, at en samordning mellem luftfartsselskaber med hensyn til takster er i strid med artikel 85, selv om den pågældende samordning hverken har været genstand for en afgørelse truffet af de kompetente nationale myndigheder i medfør af artikel 88 eller en beslutning fra Kommissionen i medfør af artikel 89, jfr. navnlig stk. 2.

61

Det bemærkes i denne forbindelse, hvilket Domstolen allerede har fastslået i sin dom af 6. april 1962 (Bosch, 13/61, Smi. 1954-1964, s. 293), at »artiklerne 88 og 89 [ikke] efter deres beskaffenhed [kan] sikre en sådan fuldstændig anvendelse af artikel 85, at disse bestemmelser i sig selv kan tillade den slutning, at artikel 85 har fuld virkning fra traktatens ikrafttræden«.

62

I henhold til artikel 88 kan de nationale myndigheder kun træffe afgørelse om, hvorvidt et kartel skal tillades, når et sådant forelægges disse til godkendelse efter gældende regler vedrørende konkurrencespørgsmål i den pågældende medlemsstat. Det fremgår endvidere af artikel 89, at Kommissionen kan fastslå, at der er sket overtrædelser af artiklerne 85 og 86, hvorimod den ikke er beføjet til at meddele fritagelser i henhold til artikel 85, stk. 3.

63

Den omstændighed, at et kartel kan være omfattet af artikel 85, er derfor ikke tilstrækkeligt til, at det uden videre må anses for omfattet af forbudet i bestemmelsens stk. 1 og derfor er uden retsvirkninger, jfr. stk. 2.

64

Noget sådant ville stride mod det almindelige retssikkerhedsprincip — hvilken retsgrundsætning, som fastslået af Domstolen i førnævnte dom af 6. april 1962, skal overholdes i forbindelse med traktatens anvendelse — idet dette ville indebære, at visse aftaler ville blive ramt af forbudet og være uden retsvirkninger, endnu før det har været muligt at afgøre, om artikel 85 i sin helhed finder anvendelse på dem.

65

Som Domstolen har fastslået i sin dom af 6. april 1962, må det derimod lægges til grund, at aftaler og vedtagelser indtil ikrafttrædelsen af en forordning eller et direktiv som omhandlet i artikel 87 til gennemførelse af ariklerne 85 og 86 kun rammes af forbudet i artikel 85, stk. 1, og dermed er uden retsvirkninger, jfr. stk. 2, såfremt der. er tale om karteller, i forbindelse med hvilke medlemsstaternes myndigheder, jfr. artikel 88, har lagt til grund, at de er omfattet af artikel 85, stk. 1, og ikke kan fritages fra forbudet i medfør af artikel 85, stk. 3, eller i forbindelse med hvilke Kommissionen i medfør af artikel 89, stk. 2, har fastslået, at der foreligger en overtrædelse.

66

Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at de principper, der fremgår af dommen af 6. april 1962, ikke kan finde anvendelse på karteller på luftfartsområdet. Det anføres nærmere, at omstændighederne i forbindelse med den pågældende sag, for eksempel det forhold, at det drejede sig om aftaler, som var indgået før traktatens ikrafttrædelse, og som var anmeldelsespligtige i henhold til artikel 5 i forordning nr. 17, tillige med den omstændighed, at denne forordning var udstedt, da sagen blev afgjort, ikke genfindes i forbindelse med de her omhandlede karteller på luftfartsområdet.

67

Dette kan ikke tiltrædes. De principper, der fremgår af dommen af 6. april 1962, må gælde, så længe der hverken er udstedt nogen forordninger eller nogen direktiver som omhandlet i artikel 87, således at der ikke foreligger nærmere regler om, hvorledes bestemmelserne i artikel 85, stk. 3, skal gennemføres.

68

Det må herefter fastslås, at såfremt der i forbindelse med en bestemt samordning mellem nogle luftfartsselskaber med hensyn til takster hverken af de kompetente nationale myndigheder i medfør af artikel 88 er blevet truffet nogen afgørelse, hvorved det fastslås, at samordningen er omfattet af forbudet i artikel 85, stk. 1, og ikke kan fritages fra dette forbud i medfør af artikel 85, stk. 3, eller af Kommissionen er blevet truffet nogen beslutning i medfør af artikel 89, stk. 2, hvorved det fastslås, at den pågældende samordning udgør en overtrædelse af artikel 85, stk. 1, er en national retsinstans som den, der har forelagt Domstolen nærværende sager, ikke beføjet til selvstændigt at fastslå, at den pågældende samordning med hensyn til takster er uforenelig med artikel 85, stk. 1.

69

Det bemærkes dog om retstilstanden, så længe der ikke er udstedt retsakter som omhandlet i artikel 87 på det pågældende område, at såfremt der er truffet afgørelser eller beslutninger som ovenfor anført, enten af de nationale myndigheder i medfør af artikel 88, eller af Kommissionen i medfør af artikel 89, stk. 2, er de nationale retsinstanser forpligtet til fuldt ud at lægge sådanne afgørelser eller beslutninger til grund, navnlig for så vidt angår det forhold, at den pågældende samordning med hensyn til takster er uden retsvirkninger, jfr. artikel 85, stk. 2.

70

Det må herefter undersøges, hvorvidt og i hvilket omfang det måtte stride mod medlemsstaternes forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 5, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 85, at anvende nationale bestemmelser som de af den nationale retsinstans omtalte, hvorefter luftfartstakster er underlagt en obligatorisk godkendelsesordning, og hvorefter det er belagt med sanktioner, herunder strafferetlige, at undlade at overholde takster, der er godkendt efter ordningen, når det — så længe der ikke er udstedt nogen forordninger eller direktiver som omhandlet i traktatens artikel 87 — i henhold til form- og procedurereglerne i artikel 88 eller artikel 89, stk. 2, er blevet fastslået, at de pågældende takster er resultatet af en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, der strider mod artikel 85.

71

Det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at selv om traktatens artikler 85 og 86 omhandler virksomhedernes forhold og ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, er medlemsstaterne i henhold til traktaten utvivlsomt forpligtet til ikke at indføre eller opretholde foranstaltninger, som kan ophæve den tilsigtede virkning af disse bestemmelser (dom af 16. november 1977, Inno, 13/77, Smi. s. 2115).

72

Dette gælder blandt andet, for så vidt en medlemsstat fremtvinger eller begunstiger karteller, der strider mod artikel 85, eller forlener disse med større gennemslagskraft.

73

Air France, KLM og den franske regering har gjort gældende, at samordningen mellem luftfartsselskaberne med hensyn til takster ikke skyldes nogen obligatorisk godkendelsesordning som den i Frankrig gældende, idet samordningen derimod er et resultat af beslutninger, som selskaberne i de forskellige medlemsstater frit har truffet inden for rammerne af IATA eller lignende sammenslutninger.

74

Det forenede Kongeriges regering og Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at selv om de nationale bestemmelser om godkendelse af luftfartstakster ikke i sig selv tvinger virksomhederne til at tilsidesætte deres forpligtelser i henhold til artikel 85, kan forholdet ikke opfattes således, såfremt de nationale myndigheder stiller krav om, at selskaberne udelukkende forelægger takster, som de er nået til enighed om, for eksempel inden for rammerne af IATA, og såfremt de afviser at godkende forslag til takster, der forelægges uafhængigt heraf.

75

Det bemærkes herom, at den fællesskabsretlige vurdering af spørgsmålet om anvendelsen af nationale bestemmelser som dem, den nationale retsinstans omtaler, må ske på grundlag af en undersøgelse af, hvorvidt de pågældende godkendte takster, henset til deres beskaffenhed, må anses for forenelige med fællesskabsretten.

76

Når den samordning, der ligger til grund for de pågældende luftfartstakster, har været genstand for en afgørelse truffet af de kompetente nationale myndigheder i medfør af artikel 88 eller en beslutning fra Kommissionen i medfør af artikel 89, stk. 2, hvorved det er blevet fastslået, at samordningen er uforenelig med artikel 85, kan medlemsstaterne ikke uden at overtræde de forpligtelser, der påhviler dem med hensyn til konkurrenceforhold, godkende de pågældende takster og derved forlene dem med større gennemslagskraft.

77

Det af den nationale retsinstans forelagte spørgsmål må derfor besvares med, at medlemsstaterne ikke uden at overtræde deres forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 5, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 85, navnlig stk. 1, kan godkende luftfartstakster og derved forlene disse med større gennemslagskraft, når det — så længe Rådet ikke har udstedt nogen retsakter som omhandlet i artikel 87 — i henhold til form- og procedurereglerne i artikel 88 eller artikel 89, stk. 2, er blevet fastslået, at de pågældende takster er resultatet af en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, der strider mod artikel 85.

78

De udgifter, der er afholdt af Den franske Republiks regering, Den italienske Republiks regering, kongeriget Nederlandenes regering, Det forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af tribunal de police de Paris ved domme af 2. marts 1984, for ret:

Medlemsstaterne kan ikke uden at overtræde deres forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 5, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 85, navnlig stk. 1, godkende luftfartstakster og derved forlene disse med større gennemslagskraft, når det — så længe Rådet ikke har udstedt nogen retsakter som omhandlet i artikel 87 — i henhold til form- og procedurereglerne i artikel 88 eller artikel 89, stk. 2, er blevet fastslået, at de pågældende takster er resultatet af en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, der strider mod artikel 85.