1.

Sterling Drug Inc., et selskab, der er oprettet i henhold til lovgivningen i staten New York, er indehaver af nationale patenter i adskillige lande — herunder Nederlandene (patent nr. 125254) og Storbritannien (patent nr. 1000.892) — patenter, som vedrører metoden til fremstilling af et lægemiddel med betegnelsen acidum nalidixicum, bestemt til behandling af infektioner i urinvejene.

I Storbritannien tilhører varemærket »Negram«, der dækker dette produkt, firma Sterling-Winthrop Group Ltd. og i Nederlandene dets datterselskab Winthrop B.V.

Centrafarm, hvis direktør er de Peijper, importerede uden Sterling Drug's tilladelse nogle lægemidler, der var fremstillet efter den patenterede metode — heraf nogle under varemærket Negram — fra England og fra forbundsrepublikken Tyskland, hvor de lovligt var blevet afsat af nogle af Sterling Drug Inc.'s datterselskaber, til Nederlandene, hvor de blev bragt i omsætning.

Ved importen fra Storbritannien fik Centrafarm fordel af en anselig prisforskel. Tilsyneladende sælges produktet halvt så dyrt i Storbritannien som i Nederlandene.

2.

Den 16. juni 1971 tilsendte Sterling Drug præsidenten for Arrondissementsrechtsbank i Rotterdam (byretten) en begæring om, at der straks blev nedlagt forbud mod Centrafarm's og dettes direktørs handlinger, samt at det blev pålagt disse at afholde sig fra enhver krænkelse af det patent, som tilkom Sterlin Drug; samtidig fremsendtes flere akcessoriske begæringer. Rettens præsident afslog begæringen, idet han støttede sig til en fortolkning af patentloven (Octrooiwet), hvorefter et produkt anses for lovligt at være bragt i omsætning, også når det er bragt i omsætning i udlandet af indehaveren af et nederlandsk patent. Sterling Drug appellerede herefter til Gerechtshof (appelretten) i Haag, som gav firmaet medhold undtagen med hensyn til visse accessoriske begæringer. Centrafarm og de Peijper indgav kassationsanke til Hoge Raad mod appelrettens dom.

3.

Hoge Raad udsatte sagen og anmodede i henhold til EØF-traktatens artikel 177 Domstolen om at træffe en præjudiciel afgørelse vedrørende følgende spørgsmål:

4.

Hoge Raad's mellemafgørelse af 1. marts 1974 blev registreret på Domstolens justitskontor den 4. marts 1974.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg for Sterling Drug Inc. af R. Schaper, Haag, advokat ved Hoge Raad, og af A. Deringer, Køln, advokat ved Oberlandesgericht, for Centrafarm B. V. og Adriaan De Peijper af L. D. Pels Rijcken, Haag, advokat ved Hoge Raad, og A. F. de Savornin Lohmann, advokat i Rotterdam, for kongeriget Danmarks regering af M. Ersbøll og for Kommissionen af dens juridiske rådgiver Bastiaan van der Esch som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at åbne den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

1.

Sterling Drug. Inc. bemærker, at en patentindehaver i almindelighed på det pågældend lands område har eneret til at fremstille det patenterede produkt og bringe det i omsætning. Men så snart han har bragt produkted i omsætning i dette land, betragtes hans ret som »udtømt« og han kan ikke længere modsætte sig, at produktet videreforhandles i det nævnte land.

Firmaet anfører, at ingen nugældende national lov indeholder en bestemmelse om, at patentretten udtømmes, såfremt produktet bringes i omsætning i udlandet. Hoge Raad har på ny — i den foreliggende sag — statueret, at der »ikke er nogen tvivl« om forståelsen af § 30, stk. 2 i »Rijksoctrooiwet«, og retten har bekræftet sin tidligere praksis, hvorefter et nederlandsk patent kun udtømmes, såfremt det bringes i omsætning »i Kongeriget«.

Udkastet til Konvention om Det europæiske Patent for Fællesmarkedet (artikel 32) er ligeledes baseret på den tanke, at fællesskabspatentet udelukkende kan udtømmes ved handlinger udført inden for det af patentet omfattede territorium.

2.

Retten til at modsætte sig parallelimport kan derfor kun nægtes en patentindehaver, dersom det må antages, at den nationale lovgivning er blevet ændret i så henseende ved fællesskabsrettens ikrafttræden.

EØF-traktatens artikel 30 forbyder »kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning« men viger for undtagelserne i artikel 36, og det spørgsmål, som rejser sig, er, om den pågældende lovregel i den nationale nederlandske patentlovgivning:

Med henblik herpå har firmaet gennemgået Domstolens domme af 29. februar 1968 (sag nr. 24/67, Parke Davis, Recueil 1968, s. 81) og af 8. juni 1971 (sag nr. 78/70, Deutsche Grammophon-Gesellschaft, Recueil 1971, s. 487).

3.

Antages det derimod, at den i artikel 36 hjemlede undtagelse ikke finder anvendelse på de nævnte lovbestemmelser, må man (hvad man ikke gjorde i Deutsche Grammophon-sagen, som generaladvokaten med rette bemærkede det) rejse det spørgsmål, om artiklerne 30 ff gælder umiddelbart.

Firmaet henviser navnlig til dom af 19. december 1968 (sag nr. 13/68, Salgoil, Recueil 1968, s. 661).

Da overgangsperioden imidlertid er udløbet, må man spørge sig, om artikel 30 og artikel 32, stk. 2, første pkt. er blever umiddelbart gyldige fra den 1. januar 1970.

Med henblik herpå minder firmaet om, at det i Deutsche Grammophon-sagen drejede sig om en »ny« lov, mens det i den foreliggende sag drejer sig om en »gældende« lov. Artikel 32, stk. 2, første pkt., som kræver afskaffelse af foranstaltningerne med tilsvarende virkning senest ved udløbet af overgangsperioden, er et klart udtryk for en handlepligt, der overlader medlemsstaterne en skønsbeføjelse. Den blotte afskaffelse af nationale lovbestemmelser vedrørende patenter, som gør det muligt at hindre parallelimport, berører patenternes »eksistens'«, og den nævnte afskaffelse kan derfor kun besluttes enten ved en samtidig ophævelse af de nuværende meget afgørende forskelle mellem patentlovene, ved at man harmoniserer disse, eller ved indførelse af et fælles EØF-patent.

Videre gør firmaet gældende, at selv ikke Kommissionen synes at have anset det for realistisk, at artikel 32, stk. 2, første pkt. kom til at gælde umiddelbart ved overgangsperiodens udløb. Det fremgår af dens direktiv af 22. december 1969, der har hjemmel i artikel 33, stk. 7 (70/50/EØF, EFT-specialudgave 1970 (1), s. 10; org. ref. JO nr. L 13/29).

Desuden er det ofte umuligt at udsondre de tilfælde, hvor artikel 30 finder anvendelse, fra dem, som henhører under EØF-traktatens artikel 100; da også de lovbestemmelser, som er omhandlet i artikel 100, forbliver i kraft, indtil Rådet udsteder et direktiv, vil anerkendelsen af artikel 30's umiddelbare gyldighed fra den 1. januar 1970 skabe en overordentlig stor retsusikkerhed.

Afvisningen af, at artikel 32, stk. 2 har umiddelbar virkning, er desuden i overensstemmelse med praksis ved den tyske forbundsdomstol, når den har skullet bedømme tilfælde, hvor den nationale lovgiver ikke havde opfyldt de forpligtelser, der følger af forfatningen.

Firmaet henviser sluttelig til tiltrædelsesaktens artikel 42, hvorefter foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner afskaffes senest 1. januar 1975; da det forekommer firmaet urealistisk at antage, at medlemsstaterne når at afskaffe alle disse foranstaltninger før den 1. januar 1975, er det vanskeligt at kræve dette under trussel om automatisk bortfald fra samme dato.

4.

Vedrørende spørgsmål I d) anfører firmaet, at et af de fundamentale mål for EØF er »gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes« (artikel 3, f), og at en sådan ordning forudsætter, at de kunstige forskelle, som eksisterer på indbyrdes afhængige områder, må afskaffes efter en fælles plan og i samme takt.

De prisforanstaltninger, der er vedtaget i eksportlandet af socialpolitiske grunde, og som bevirker, at priserne på visse farmaceutiske produkter holdes lavere i dette land, end de ville have været uden disse foranstaltninger, må betragtes som kunstige forskelle.

Ændringen af markedsforholdene bliver slående, når fabrikanten skal konkurrere med en importør, der ikke producerer selv, og som — uden personlig at løbe nogen som helst risiko — nøjes med at drage fordel af prisforskellen.

Til forskel fra Deutsche Grammophonsagen, har den nederlandske pris i nærværende sag dannet sig på det frie marked, mens den engelske pris er kunstig. Skønt acidum nalidixicum er patenteret i Nederlandene, har prisen ikke desto mindre rettet sig efter markedslovene, fordi der på det nederlandske marked er andre konkurrerende lægemidler, som ligeledes anvendes til behandling af infektioner i urinvejene.

Firmaet tilføjer, at prisforskellene mellem Storbritannien og de andre medlemsstater desuden skyldes en omstændighed, som Sterling Drug ikke har nogensomhelst indflydelse på, nemlig de -betydelige ændringer i valutakurserne.

5.

For så vidt angår spørgsmål I e) minder firmaet om, at det til støtte for sin sag ikke kun påberåber sig, at produkterne ikke er blevet bragt i omsætning i Nederlandene af firmaet selv eller i dets navn. En af de tvingende grunde til, at det har besluttet at anlægge sag, er, at Centrafarms adfærd forhindrer det i at kontrollere distributionen af dets produkter. En sådan kontrol er især nødvendig for at kunne træffe beskyttelsesforanstaltninger for offentligheden i tilfælde, hvor et parti lægemidler viser sig at have mangler.

Selve eksistensen af parallelimport gør kontrollen umulig, eftersom der i omsætningen indgår en eller flere mellemhandlere, hvis dispositioner ligger uden for fabrikantens kontrol. Firmaet henviser med henblik herpå til et svar, der går i samme retning, afgivet den 18. september af den nederlandske statssekretær (»Secrétaire d'Etat«) i sundhedsstyrelsen på spørgsmål fra et medlem af anden afdeling.

Firmaet konkluderer, at der i tilfælde af, at den af Sterling Drug mod Centrafarm anlagte sag ikke antages at have fornødent grundlag alene i dets patent, er fornødent grundlag i den omstændighed, at sagen vedrører et meget påtrængende problem om beskyttelsen af sundheden.

6.

Hvad angår spørgsmål I f) vedrørende tiltrædelsesaktens artikel 42 gør firmaet gældende, at de ikke-afskaffede foranstaltninger med tilsvarende virkning under alle omstændigheder forbliver i kraft i det mindste til den 1. januar 1975. Det henviser til de kriterier for umiddelbar virkning, som er fastlagt af Domstolen i dens domme af 4. februar 1965 (sag nr. 20/64 Albatros, Recueil 1965-3, s. 1) og af 19. december 1968 (Salgoil, nævnt ovenfor). Det følger heraf, at den regel i den nederlandske lov om patenter, som gør det muligt at forhindre parallelimport, i det foreliggende sagsforhold kan påberåbes for at forhindre parallelimport fra Storbritannien.

7.

Endelig gør Sterling Drug gældende, at EØF-traktatens artikel 85 ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag, da Sterling-Winthrop Group Ltd. er et datterselskab, der for 100 %'s vedkommende ejes af Sterling Drug Inc., og da det, hvad angår dets kompetence til at træffe beslutninger — navnlig vedrørende de operationer, som der er tale om i nærværende sag — fuldstændig er afhængig af Sterling Drug.

1.

ændring af valutakurserne (som tegner sig for ca. 60 % af forskellen),

2.

transportomkostninger, importafgifter, importørens fortjenstmargen (15 % af forskellen) og

3.

de britiske myndigheders kunstige opretholdelse af et lavt prisniveau for farmaceutiske produkter.

1

Ved mellemafgørelse af 1. marts 1974, indgået til Domstolen den 4. marts, har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes højesteret) i henhold til EØF-traktatens artikel 177 stillet en række spørgsmål vedrørende patentretten i relation til bestemmelserne i traktaten og i akten vedrørende de tre nye medlemsstaters tiltrædelse;

2

i forelæggelseskendelsen har Hoge Raad med henblik på besvarelsen af spørgsmålene givet følgende præcisering af de tilgrundliggende faktiske omstændigheder og nationale retsregler:

3

det fremgår af forhandlingerne, at hovedsagen vedrører de rettigheder, som tilkommer indehaveren af parallelle patenter i flere medlemsstater, når han i en af disse stater giver eneret til at bringe det patenterede produkt i omsætning — hans egen fabrikation undtaget — mens han i øvrigt afholder sig fra at fremstille det patenterede produkt i nævnte medlemsstat.

4

Ved dette spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale, hvorvidt traktatens regler om frie varebevægelser i den pågældende situation forhindrer patentindehaveren i at modsætte sig, at et patentbeskyttet produkt bringes i omsætning af andre.

5

I henhold til traktatens og især artikel 30's bestemmelser om frie varebevægelser er indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning forbudt;

6

ifølge ordlyden af artikel 36 er disse bestemmelser dog ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, som er begrundet i beskyttelsen af den industrielle og kommercielle ejendomsret;

7

det fremgår imidlertid af samme artikel, særligt af 2. punktum, såvel som af konteksten, at traktaten ganske vist ikke berører industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, som er anerkendt af en medlemsstats lovgivning, men at udøvelsen af disse rettigheder ikke desto mindre efter omstændighederne kan rammes af traktatens forbud;

8

selv om artikel 36 hjemler en undtagelse fra et af fællesmarkedets grundlæggende principper, tillader den kun afvigelser fra princippet om frie varebevægelser i det omfang, de er begrundet i hensynet til beskyttelsen af de rettigheder, der udgør denne ejendomsrets særlige genstand;

9

inden for patentområdet er den industrielle ejendomsrets specifikke indhold særligt at sikre indehaveren eneret til at udnytte en opfindelse — for at belønne opfinderen for hans kreative anstrengelser — med henblik på fremstillingen og den første afsætning af industriprodukter, dels direkte, dels ved at udstede licenser til tredjemænd, såvel som retten til at modsætte sig enhver form for efterligning;

10

en hindring for varernes frie bevægelighed kan følge af regler i national lovgivning vedrørende industriel og kommerciel ejendomsret, som bestemmer, at indehaverens patentret ikke udtømmes ved markedsføringen af det patentbeskyttede produkt i en anden medlemsstat, således at indehaveren kan modsætte sig import til sit eget land af det produkt, der er bragt i omsætning i en anden stat;

11

selv om en sådan hindring fór den frie bevægelighed kan være berettiget med henblik på beskyttelse af den industrielle ejendomsret, når denne beskyttelse påberåbes over for et produkt hidrørende fra en medlemsstat, hvor det ikke kan patenteres, og hvor det er blevet fremstillet af tredjemænd uden patentindehaverens samtykke, såvel som hvor der foreligger patenter, hvis oprindelige indehavere juridisk og økonomisk ikke er afhængige, er til gengæld fravigelsen fra princippet om varernes frie bevægelighed ikke berettiget, når produktet lovligt er blevet afsat på markedet i den medlemsstat, hvorfra det er importeret, af indehaveren selv eller med hans samtykke, særlig når det drejer sig om en indehaver af parallelle patenter;

12

dersom nemlig patentindehaveren kunne forbyde import af beskyttede produkter, bragt i omsætning i en anden medlemsstat af ham selv eller med hans samtykke, ville han have mulighed for at opdele de nationale markeder og således foretage en restriktion af handelen mellem medlemsstaterne, uden at en sådan restriktion var nødvendig for at sikre ham det væsentlige i de enerettigheder, som flyder af parallelle patenter.

13

Sagsøgte i hovedsagen gør ud fra denne tankegang gældende, at der som følge af forskellene mellem de nationale lovgivninger og sædvaner næppe findes virkeligt identiske eller parallelle patenter;

14

hertil kan det bemærkes, at identiteten af den beskyttede opfindelse på trodts af de forskelle, der eksisterer som følge af manglende standardisering af de nationale regler om industriel ejendomsret, fremtræder som det væsentlige element i begrebet parallelle patenter, som henhører under dommerens skøn;

15

det stillede spørgsmål må derfor besvares således, at patentindehaverens udøvelse af den ret, som en medlemsstats lovgivning tillægger ham med hensyn til at forbyde markedsføringen i denne stat af et produkt, der er beskyttete af patentet og bragt i omsætning i en anden medlemsstat af indehaveren selv eller med hans samtykke, er uforenelig med EØF-traktatens regler om frie varebevægelser inden for fællesmarkedet.

16

Dette spørgsmål er stillet under hensyn til muligheden af, at Fællesskabets regler ikke under alle omstændigheder udelukker, at patentindehaveren udøver den ret til at forbyde import af det beskyttede produkt, som den nationale lov tillægger ham;

17

det følger af det svar, der er givet på spørgsmål I a, at spørgsmål I b er blevet overflødigt.

18

Ved dette spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale, hvorvidt det ved besvarelsen af spørgsmål I a har nogen betydning, om patentindehaveren og licenstagerne tilhører samme koncern.

19

Det følger af svaret på spørgsmål I a, at den faktor, som er afgørende for, om der foreligger en restriktion i handelen mellem medlemsstaterne, er den territoriale beskyttelse, som en medlemsstat giver patentindehaveren mod import af det produkt, som er blevet bragt i omsætning i en anden medlemsstat af indehaveren selv eller med hans samtykke;

20

tildelingen af en salgslicens i en medlemsstat har således til følge, at indehaveren ikke længere kan modsætte sig afsætningen af det beskyttede produkt i hele fællesmarkedet;

21

det har herefter ingen betydning, om indehaveren og licenstagerne tilhører samme koncern.

22

Ved dette spørgsmål anmodes Domstolen væsentligst om at udtale, hvorvidt indehaveren uanset svaret på det første spørgsmål kan modsætte sig importen af de beskyttede produkter, når der eksisterer prisforskelle, der er en følge af foranstaltninger truffet af de offentlige myndigheder i eksportlandet med henblik på at kontrollere varernes priser.

23

Det falder ind under fællesskabsmyndighedernes opgave at fjerne de faktorer, som kan fordreje konkurrencen mellem medlemsstaterne, særlig ved harmonisering af nationale foranstaltninger til kontrol af priserne og ved forbud mod støtteordninger, der er uforenelige med fællesmarkedet, såvel som ved udøvelsen af deres beføjelser på konkurrenceområdet;

24

eksistensen af sådanne faktorer i en medlemsstat kan imidlertid ikke berettige en anden medlemsstats opretholdelse eller indførelse af foranstaltninger, som er uforenelige med reglerne vedrørende varernes frie bevægelighed, særlig når disse foranstaltninger vedrører den industrielle og kommercielle ejendomsret;

25

det stillede spørgsmål må derfor besvares benægtende.

26

Ved dette spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale, hvorvidt patentindehaveren for at kunne kontrollere distributionen af et farmaceutisk produkt med henblik på beskyttelsen af publikum mod de risici, der hidrører fra mangler ved varerne, er berettiget til at udøve de rettigheder, som patentet giver ham, uden hensyn til fællesskabsreglerne vedrørende frie varebevægelser.

27

Da beskyttelsen af publikum mod de risici, der skyldes mangler ved farmaceutiske produkter, er et legitimt hensyn, bemyndiger traktatens artikel 36 medlemsstaterne til at fravige reglerne om frie varebevægelser med henblik på beskyttelsen af menneskers og dyrs lov og sundhed;

28

imidlertid skal de hertil nødvendige foranstaltninger træffes som foranstaltninger på området for sundhedskontrollen og ikke ved en omgåelse af reglerne om industriel og kommerciel ejendomsret;

29

i øvrigt er det specifikke indhold af beskyttelsen af den industrielle og kommercielle ejendomsret forskelligt fra indholdet af beskyttelsen af publikum og det eventuelle ansvar, som kan følge heraf;

30

det stillede spørgsmål må derfor besvares benægtende.

31

Ved dette spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale, hvorvidt artikel 42 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene for de tre nye medlemsstater medfører, at traktatens regler om frie varebevægelser ikke kan påberåbes i Nederlandene før den 1. januar 1975, for så vidt de omhandlede varer hidrører fra Det forenede Kongerige.

32

I tiltrædelsesaktens artikel 42, stk. 1 bestemmes, at kvantitative import- og eksportrestriktioner fra tiltrædelsen afskaffes mellem Fællesskabet i dets oprindelige udstrækning og de nye medlemsstater;

33

i henhold til samme artikels stk. 2, som der særlig sigtes til ved dette spørgsmål, »(afskaffes) foranstaltninger med tilsvarende virkning som disse restriktioner … senest 1. januar 1975«;

34

efter konteksten kan denne bestemmelse kun omhandle de foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, som skulle ophæves mellem de oprindelige medlemsstater efter en overgangsperiode i medfør af EØF-traktatens artikel 30 og artikel 31 til 35;

35

heraf ses, at tiltrædelsesaktens artikel 42 ikke har nogen virkning på de importforbud, som følger af en national lovgivning vedrørende industriel og kommerciel ejendomsret;

36

dette område er følgelig underkastet princippet i traktaten og tiltrædelsesakten, hvorefter de bestemmelser i traktaterne om oprettelse af De europæiske Fællesskaber, som vedrører de frie varebevægelser, herunder særlig artikel 30, fra tiltrædelsen finder anvendelse på de nye medlemsstater, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt;

37

det følger heraf, at tiltrædelsesaktens artikel 42 ikke, selv ikke før den 1. januar 1975, kan påberåbes til støtte for at hindre import til Nederlandene af varer afsat på de ovenfor nærmere angivne betingelser på markedet i Det forenede Kongerige af en patentindehaver selv eller med hans samtykke.

38

Ved disse spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale, hvorvidt traktatens artikel 85 finder anvendelse på aftaler og samordnet praksis mellem indehaveren af parallelle patenter i forskellige medlemsstater og hans licenstagere, dersom samtlige aftaler og al samordnet praksis har til formål at skabe forskellige markedsbetingelser fra land til land for de patentbeskyttede varer.

39

Selv om de rettigheder, der hjemles ved en medlemsstats lovgivning på området for industriel ejendomsret, ikke berøres i deres eksistens af traktatens artikel 85, kan betingelserne for udøvelsen heraf imidlertid falde ind under de forbud, som er indeholdt i denne artikel;

40

dette kan være tilfældet, når som helst udøvelsen af en sådan rettighed fremtræder som formål med, middel til eller følge af en kartelaftale;

41

imidlertid omhandler artikel 85 ikke aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder, der i egenskab af moderselskab og datterselskab tilhører samme koncern, dersom virksomhederne udgør en økonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstændighed ved fastlæggelsen af sin markedspolitiske linje, og dersom disse aftaler eller den samordnede praksis som formål har en intern fordeling af opgaverne mellem virksomhederne.

42

De udgifter, der er afholdt af kongeriget Danmarks regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som begge har fremsat indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres;

43

da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Hoge Raad der Nederlanden, tilkommer det denne ret at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den ved mellemafgørelse af 1. marts 1974 fra Hoge Raad der Nederlanden, for ret: