Appel iværksat den 5. februar 2020 af Sigrid Dickmanns til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 18. november 2019 i sag T-181/19, Sigrid Dickmanns mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-63/20 P)

(2020/C 201/15)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Sigrid Dickmanns (ved Rechtsanwalt H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten støtter sin appel på et enkelt appelanbringende, nemlig en fejlagtig fortolkning og anvendelse af vedtægtens artikel 90 og 91, navnlig artikel 90, stk. 2; samtidig foreligger der en massiv tilsidesættelse af appellantens grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og god forvaltningsskik.

Efter appellantens opfattelse anså Retten med urette den klage, som hun havde indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, for at være indgivet for sent. Denne klage var blevet indgivet inden for 3 måneder efter EUIPO’s begrundede afgørelse, men ikke inden for 3 måneder efter en forud herfor truffet stiltiende afvisning af en ansøgning, som hun havde indgivet, jf. vedtægtens artikel 90, stk. 2, tredje punktum.

Appellanten har i denne sammenhæng gjort gældende, at Rettens fortolkning af vedtægtens artikel 90, stk. 2, er i strid med ordlyden af den pågældende bestemmelse. Appellantens klage vedrørte ikke den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, tredje punktum, tredje led, nævnte stiltiende afvisning, men en afgørelse meddelt hende i henhold til samme vedtægts artikel 90, stk. 2, tredje punktum, andet led, og den skulle derfor have været behandlet, jf. ordlyden. Det fremgår hverken af ordlyden af vedtægtens artikel 90, stk. 1, tredje punktum, af artikel 90, stk. 2, tredje punktum, andet led, eller af ordlyden af artikel 90, stk. 2, tredje punktum, tredje led, at andet led skulle være uanvendeligt, såfremt der foreligger en stiltiende afvisning af en ansøgning, eller at tredje led skal have forrang. EUIPO’s udtrykkelige afvisning er heller ikke en ren bekræftelse af den forud herfor afgivne stiltiende afvisning, allerede fordi EUIPO ikke har henvist til den stiltiende afvisning. Derudover førte de elementer, der afveg fra en ren bekræftelse, navnlig begrundelsen, til, at der foreligger en ny afgørelse.

Appellanten påberåber sig endvidere, at den fortolkning, som Retten har foretaget, er i strid med hensigten og formålet med vedtægtens artikel 90, stk. 1, andet og tredje punktum, og med målet med retssikkerheden. Hensigten og formålet med denne ordning er frem for alt beskyttelsen af ansøgeren og ikke, at ansættelsesmyndigheden — således som det bliver resultatet ved den af Retten foretagne fortolkning — profiterer af en tilsidesættelse af en forpligtelse i procesteknisk forstand. Retssikkerhedens mål imødegås væsentligt bedre ved den fortolkning, som appellanten har gjort sig til talsmand for. For det første svarer den til ordlyden af vedtægtens artikel 90, stk. 2, og den fordrejer ikke — som den af Retten foretagne fortolkning — dennes ordlyd til det modsatte. For det andet ville fristen i henhold til den af Retten anlagte fortolkning efter ansættelsesmyndighedens udtrykkelige og begrundede afgørelse have forskellig længde, alt efter, om der forud derfor var blevet truffet en stiltiende afgørelse eller ej.

Herudover gør appellanten gældende, at der foreligger en massiv tilsidesættelse af hendes grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og god forvaltningsskik. Tilsidesættelsen af retten til en retfærdig rettergang består navnlig deri, at ansættelsesmyndigheden kan bruge tilsidesættelsen af forpligtelsen (dens forpligtelse til at træffe beslutning inden 4 måneder om en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1,) til vilkårligt at forkorte fristen for en ansøger, inden for hvilken denne kan reagere på de af ansættelsesmyndigheden meddelte grunde til afvisningen. Desuden har en ansøger ved den af Retten anlagte fortolkning på grund af den modsatte ordlyd af vedtægtens artikel 90, stk. 2, andet og tredje punktum, en betydeligt højere risiko for at tabe en sag på grund af en fristforsømmelse. Endvidere kan en fortolkning af vedtægtens artikel 90, stk. 2, i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder kun føre til det resultat, som appellanten har anført.