Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51995AC1298

    UDTALELSE FRA DET OEKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil

    EFT C 39 af 12.2.1996, p. 24–24 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51995AC1298

    UDTALELSE FRA DET OEKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil

    EF-Tidende nr. C 039 af 12/02/1996 s. 0024


    Udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (96/C 39/03)

    Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 26. oktober 1995 under henvisning til EF-traktatens artikel 75 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

    Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Transport og Kommunikation, som udpegede Roy Donavan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. november 1995.

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 330. plenarforsamling, mødet den 22. november 1995, enstemmigt følgende udtalelse.

    1. Indledning

    1.1. Rådets direktiv 77/143/EØF (), senest ændret ved Kommissionens direktiv 94/23/EF (), omhandler teknisk kontrol med motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (dvs. busser, lastbiler, påhængs- og sættevogne, hyrevogne, ambulancer, varebiler og personbiler). Det er fastsat, hvor hyppigt kontrollen skal finde sted, og hvilke punkter kontrollen skal omfatte.

    1.2. Ved direktiv 92/6/EØF () er det fastsat, at der obligatorisk skal være monteret og anvendes hastighedsbegrænsende anordninger i visse klasser af motorkøretøjer i Fællesskabet.

    1.3. Det foreliggende forslag tager primært sigte på at kodificere Rådets direktiv 77/143/EØF og de seks ændringer i form af Rådets direktiver 88/449/EØF, 91/225/EØF, 91/328/EØF, 92/54/EØF og 92/55/EØF samt Kommissionens direktiv 94/23/EF, så lovgivningen bliver enklere og mere gennemsigtig. Samtidig udvides anvendelsesområdet.

    1.4. Indholdet af det oprindelige direktiv og de seks ændringer forbliver uændret. De tekstuelle ændringer skyldes udelukkende kodifikationen.

    1.4.1. Artikel 4, stk. 3, er blevet ændret, så medlemsstaterne får mulighed for at fastsætte deres egne standarder for kontrol af køretøjer, der anses for at have historisk betydning.

    1.4.2. Bilag II, punkt 7.9 og 7.10, omhandler teknisk kontrol af hastighedsbegrænsende anordninger i køretøjer, der er forsynet med en fartskriver.

    1.4.3. Bilag II overflytter endvidere kategori 4 (hyrevogne og ambulancer) fra venstre til højre kolonne, da standarderne for teknisk kontrol af disse køretøjer i højere grad svarer til standarderne for personkøretøjer.

    1.4.4. I artikel 11 er det fastsat, at de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet skal sættes i kraft senest den 1. januar 1996.

    2. Konklusioner

    2.1. ØSU bifalder Kommissionens forslag om at kodificere de forskellige direktiver om teknisk kontrol med motorkøretøjer og deres påhængskøretøjer, da det bidrager til at skabe klarhed på området.

    2.2. ØSU støtter også de øvrige ændringer, specielt forslaget om teknisk kontrol af hastighedsbegrænsende anordninger i alle køretøjer med fartskriver. Denne bestemmelse skulle i høj grad bidrage til at fremme sikkerheden på vore veje.

    Bruxelles, den 22. november 1995.

    Carlos FERRER

    Formand for

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg

    () EFT nr. L 47 af 18. 2. 1977, s. 47.

    () EFT nr. L 147 af 14. 6. 1994, s. 6.

    () EFT nr. L 57 af 2. 3. 1992, s. 27.

    Top