Bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne

Forordning 2371/2002 danner grundlag for den fælles fiskeripolitik (FFP), hvis målsætning er at sikre en bæredygtig udnyttelse af vores levende havressourcer i både økonomisk, miljømæssig og samfundsmæssig henseende. Foranstaltningerne vedtaget inden for rammerne af nærværende forordning baseres på forsigtighedsprincippet og på dokumenteret forskning. De sigter mod bevarelse og beskyttelse af fiskebestandene og de marine økosystemer, adgang til farvande og ressourcer, flådekapacitet, kontrol og håndhævelse, beslutningstagning samt interessenternes deltagelse i alle politikkens faser.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Anvendelsesområdet for den fælles fiskeripolitik omfatter bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer og akvakultur samt forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter. Politikken forudsætter sammenhængende foranstaltninger på følgende områder:

• bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer
• begrænsning af fiskeriets indvirkning på miljøet
• betingelser for adgang til farvande og ressourcer
• strukturpolitik og forvaltning af flådekapacitet
• kontrol og håndhævelse
• akvakultur
• den fælles markedsordning
• internationale forbindelser.

Bevarelse og bæredygtighed

EU træffer de nødvendige foranstaltninger til at forvalte adgangen til fiskepladser og ressourcer og udøvelsen af bæredygtigt fiskeri. Foranstaltningerne gælder for enkelte fiskebestande eller for grupper af bestande. De har til formål at begrænse fiskedødeligheden og fiskeriets indvirkning på miljøet i form af:

• vedtagelse af genopretningsplaner for bestande, hvor mængden ligger uden for sikre biologiske grænser
• vedtagelse af forvaltningsplaner til opretholdelse af bestandene inden for sikre biologiske grænser
• fastlæggelse af målsætninger for en bæredygtig udnyttelse af bestandene
• fangstbegrænsning
• fastlæggelse af antal og type af fartøjer med fiskeritilladelse
• begrænsning af fiskeriindsatsen
• vedtagelse af tekniske foranstaltninger til fremme af et fiskeri, der er mere selektivt, eller som har en ringe indvirkning på havenes økosystemer og på de ikke omfattede fiskearter. Foranstaltningerne kan også omhandle struktur, antal og størrelse af de anvendte fiskeredskaber, etablering zoner og/eller perioder med fiskeforbud eller med begrænset tilladelse til fiskeriaktivitet.

Europa-Kommissionen og medlemsstaterne kan træffe hasteforanstaltninger, der kan vare 3-6 måneder, hvis der opstår alvorlig fare for økosystemet eller for ressourcernes bevarelse. Medlemsstaterne kan kun indføre foranstaltninger for farvande, der hører under deres højhedsområde. Inden for 12-sømilezonen kan de ligeledes træffe ikke-diskriminerende bevarelsesforanstaltninger for at beskytte økosystemet. Hvis disse foranstaltninger berører en anden medlemsstats fartøjer, må de først træffes, når Kommissionen, den pågældende medlemsstat og de relevante regionale rådgivende råd er blevet hørt. Medlemsstaterne kan træffe andre bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for fiskerfartøjer, som fører deres flag, forudsat at de er forenelige med den fælles fiskeripolitiks mål.

Justering af fiskerikapaciteten

Medlemsstaterne har pligt til at justere deres flåders fiskerikapacitet for at sikre balance mellem fiskerikapaciteten og fiskerimulighederne. På grund af et stort antal fiskebestandes kritiske tilstand i EU's farvande blev EU-flådens samlede kapacitet fastfrosset fra den 31. december 2002. Der kan således kun indsættes et nyt fiskerfartøj, hvis der forinden er udtaget et andet med tilsvarende kapacitet (målt i tonnage (GT) og motoreffekt (kW)). Siden 1. januar 2003 har det været gældende, at tonnagen kan kun øges, uden at der samtidig udtages kapacitet, hvis det sker for at forbedre sikkerheden og hygiejnen om bord.

Udtagningen af kapacitet indgår i forvaltnings- og bevarelsesplanerne. Når et fartøj udtages med offentlig støtte (fra medlemsstaten og/eller EU), er det definitivt. Det udtagne fartøj kan ikke erstattes af et andet. Kommissionen sender hvert år Europa-Parlamentet og Rådet en oversigt, der er baseret på medlemsstaternes årsrapporter, over resultaterne af medlemsstaternes bestræbelser på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem kapacitet og fiskerimuligheder. Kommissionen forvalter også et EU-fiskerflåderegister, der indeholder alle de oplysninger om fartøjskendetegn og -aktiviteter, som er nødvendige for at kontrollere, om den fælles fiskeripolitik anvendes korrekt.

Adgang til farvande og ressourcer

EU-fiskerfartøjer har lige adgang til alle EU-farvande og -ressourcer undtagen inden for 12-sømilezonen, som hører under medlemsstaternes højhedsområde (bilag I). Der gælder særlige regler for Shetlandsområdet (Shetlandskassen) (bilag II). Rådet fastsætter hvert år de samlede tilladte fangstmængder (TAC), og fiskerimulighederne fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at hver medlemsstat sikres en relativ stabilitet i fiskeriet for hver bestand eller hvert fiskeri. Medlemsstaterne kan derefter frit fordele fiskerimulighederne mellem deres fartøjer og kan udveksle de fiskerimuligheder, de har fået tildelt. Rådet træffer ligeledes afgørelse om fiskerimuligheder for tredjelande, der besejler EU-farvande.

Kontrol og håndhævelse

EU’s kontrol- og håndhævelsesordning skal sikre, at reglerne i den fælles fiskeripolitik (FFP) overholdes gennem hele produktionskæden, det vil sige fra fiskefartøj til detailhandel. Kontrollerne udføres altid på havet og følges op i havnene, under transporten, i fabrikker og forarbejdningsanlæg, på markederne, etc. for at sikre, at fiskene er fanget lovligt.

Kontrolsystemet dækker alle fiskeriaktiviteter i Fællesskabets farvande samt fiskeriaktiviteter udøvet af EF-fiskerfartøjer eller borgerne i EU-landene i EF-farvande og andre farvande. Det dækker ligeledes forarbejdning og afsætning af fiskeriprodukter, lystfiskeri af følsomme arter samt akvakultur.

Beslutninger og høringer

Afgørelser på fiskeriområdet træffes af Europa-Parlamentet og Rådet på forslag af Kommissionen efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. I nogle tilfælde træffes der afgørelse efter aftale med Høringskomitéen for Fiskeri og Akvakultur efter proceduren i afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

Kommissionen bistås af Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (CCPA) oprettet i 1971. CCPA er et stående forum for debat med sektoren. De 21 medlemmer repræsenterer de vigtigste grene i sektoren for fiskeri og akvakultur (produktion, forarbejdning og handel) samt forbrugergrupper og –organisationer, der beskæftiger sig med miljøbeskyttelse og udvikling. CCPA er opdelt i fire arbejdsgrupper, der kommer med udtalelser:

• Gruppe 1: Adgang til ressourcer og forvaltning af fiskeriaktiviteter
• Gruppe 2: Akvakultur: opdræt af fisk og skaldyr
• Gruppe 3: Markeder og handelspolitik
• Gruppe 4: Generelle anliggender: økonomi og procesanalyse.

For i højere grad at inddrage fiskerisektoren og andre kredse, der er berørt af den fælles fiskeripolitik, er der nedsat regionale rådgivende råd, der dækker kystområder, som er underlagt mindst to medlemsstaters jurisdiktion. Rådene består af repræsentanter for fiskere og andre grupper, der er berørt af den fælles fiskeripolitik, som fx miljøorganisationer og forbrugere. Forskere indbydes til som eksperter at deltage i de regionale rådgivende råds arbejde. Rådene kan høres af Kommissionen, fx om udarbejdelsen og gennemførelsen af genopretnings- og forvaltningsplaner. På eget initiativ fremsætter de også henstillinger og orienterer Kommissionen eller medlemsstaterne om problemer i forbindelse med gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik.

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), der består af højt kvalificerede videnskabelige eksperter, høres regelmæssigt om spørgsmål om bevarelse og forvaltning af de levende akvatiske ressourcer. Kommissionen tager hensyn til komitéens udtalelser, når den udarbejder forslag om fiskeriforvaltning.

Kommissionen aflægger inden udgangen af 2012 rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om bevarelse og bæredygtighed og om justering af fiskerikapaciteten.

TILHØRENDE RETSAKTER

Fiskerimuligheder

Rådets forordning (EU) nr. 40/2013 af 21 januar 2013 om fastsættelse for 2013 af fiskerimuligheder i EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler [Den Europæiske Unions Tidende L 23 af 25.1.2013].

Rådets forordning (EU) nr. 39/2013 af 21 januar 2013 om fastsættelse for 2013 af fiskerimuligheder for EU-fartøjer for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der ikke er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler [Den Europæiske Unions Tidende L 23 af 25.1.2013].

Rådets forordning (EU) nr. 1262/2012 af 20. december 2012 om fastsættelse af EU-fartøjers fiskerimuligheder for visse dybhavsfiskebestande for 2013 og 2014 [Den Europæiske Unions Tidende L 356 af 22.12.2012].

Fiskeriflåden

Kommissionens forordning (EF) nr. 1013/2010 af 10. november 2010 om gennemførelsesbestemmelser til EU’s flådepolitik som fastsat i kapitel III i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 [Den Europæiske Unions Tidende L 293 af 11.11.2010]. Forordningen gælder for alle EF-fiskerfartøjer undtaget fartøjer, der udelukkende anvendes til akvakultur, samt fartøjer, der er indregistreret i de franske, spanske og portugisiske oversøiske departementer. Den definerer de parametre, der er bestemmende for referenceniveauerne i tonnage og maskineffekt for hvert EU-land pr. 1. januar 2003. Den fastsætter ligeledes betingelser for tonnageforøgelse. De enkelte EU-lande skal indsamle oplysninger vedrørende håndhævelse af fiskeripolitikken og tilbagekaldelse (eller erstatning) af et EU-flådefartøj. Alle moderniseringer af fartøjer, der medfører en ændring i fiskerikapaciteten, skal ligeledes anføres.

Kommissionens forordning (EF) nr. 26/2004 af 30. december 2004 om et EF-fiskerflåderegister [EUT L 5 af 9.1.2004]

Ved denne forordning fastsættes det, hvilke minimumsoplysninger det register skal indeholde, som hver medlemsstat skal føre over fiskerfartøjer, der fører dens flag. Det fastsættes også, at medlemsstaterne har pligt til at indsamle og validere sådanne data og overføre dem til Kommissionen, og at Kommissionen har pligt til at forvalte EU-fiskerflåderegistret. Fartøjerne identificeres ved hjælp af et entydigt individuelt CFR-identifikationsnummer, som tildeles endeligt og ikke kan gives til et andet fartøj.

Se den konsoliderede version.

See also

• Ressource- og miljøforvaltning i fiskeriet

Seneste ajourføring: 08.02.2013