Forordningen har til formål at forbedre og forenkle det retlige samarbejde mellem EU-landene og fremskynde bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område.

Forordning (EF) nr. 1206/2001 ophæves og erstattes af forordning (EU) 2020/1783 (se resumé) fra den 1. juli 2022.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Forordningen finder anvendelse i forbindelse med civil- og handelsretlige spørgsmål, når en domstol i ét EU-land:

anmoder en domstol i et andet EU-land om at optage beviser
anmoder om tilladelse til selv at optage beviser i et andet EU-land.

Formålet med anmodningen er at optage beviser til brug i forbindelse med en planlagt eller allerede igangsat retssag.

Direkte forbindelse mellem domstolene

EU-lande skal opstille en liste over domstole, der har beføjelser til at optage beviser, og oplyse disses territoriale eller særlige beføjelser (såsom en specialdomstol, der kan have beføjelser til at konfiskere kriminelle aktiver). Den domstol, hvor retssagen er eller planlægges anlagt (den »anmodende domstol«) sender anmodning direkte til den domstol i den anden medlemsstat, der skal optage bevismateriale (den »anmodede domstol«).

Alle EU-lande skal udpege en central myndighed, der er ansvarlig for:

at levere den fornødne information til domstolene
at løse eventuelle problemer i forbindelse med fremsendelsen
undtagelsesvis at fremsende udenlandske anmodninger til de ansvarlige domstole.

Anmodningernes form og indhold

Anmodninger fremsættes ved at bruge formularen omtalt i denne forordning. Formularen skal indeholde visse oplysninger såsom:

navn og adresse på sagens parter
retssagens art og genstand
en beskrivelse af den ønskede bevisoptagelse.

Anmodninger skal udarbejdes på den anmodede domstols officielle sprog, eller et andet sprog, som det pågældende land har erklæret acceptabelt.

Udførelse

Anmodninger efterkommes på grundlag af den nationale lovgivning i det anmodede EU-land. Anmodninger skal være efterkommet senest 90 dage efter modtagelsen.

Anmodninger kan kun afslås i følgende tilfælde:

anmodningen falder uden for forordningens anvendelsesområde (f.eks. hvis den vedrører en strafferetssag og ikke en civil- eller handelsretlig sag)
det retlige organ har ikke beføjelse til at efterkomme anmodningen
anmodningen er ufuldstændig
den person, der er genstand for en anmodning om afhøring, påkalder sig en grund til fritagelse eller et forbud mod at aflægge forklaring
der mangler sikkerhed eller forskud for udgifter i forbindelse med ekspertudtalelser.

I tilfælde, hvor en anmodning afslås, underretter den anmodede domstol den anmodende domstol herom senest 60 dage efter anmodningens modtagelse.

Repræsentanter for den anmodende ret kan være til stede ved bevisoptagelsen, hvis dette er foreneligt med lovgivningen i det land, hvor den anmodende ret er beliggende. Det samme gælder sagens parter og i givet fald deres repræsentanter.

Denne forordning udelukker ikke, at 2 eller flere EU-lande opretholder eller indgår aftaler indbyrdes med henblik på yderligere at lette eller forenkle udførelsen af en anmodning.

Rapport

I 2007 offentliggjorde Europa-Kommissionen en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten konkluderede, at der burde træffes visse foranstaltninger for at få forordningen til at fungere bedre. Disse omhandlede:

at øge kendskabet til forordningen blandt aktører i retsvæsenet
at sikre, at fristen på 90 dage for efterkommelse af anmodninger overholdes
at øge brugen af teknologi, især videokonferencer.

Offentlig høring

I december 2017 lancerede Kommissionen en offentlig høring om moderniseringen af det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område i EU. Høringen omfatter både forordning (EF) nr. 1393/2007 om fremsendelse af dokumenter samt den forordning, som dette resumé omhandler.

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1206/2001 ophæves og erstattes af forordning (EU) nr. 2020/1783 fra den 1. juli 2022.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Forordningen trådte i kraft den 1. januar 2004 med undtagelse af:

Artikel 19 (vedrørende Kommissionens udarbejdelse af en håndbog for gennemførelsesbestemmelser)
Artikel 21 (en liste over eksisterende aftaler eller arrangementer mellem EU-landene, som de skal fremsende til Kommissionen) og
Artikel 22 (oplysninger om bestemmelserne for driften af de nationale retter og kompetente myndigheder, som EU-landene skal sende til Kommissionen)

som alle trådte i kraft den 1. juli 2001.

Danmark er ikke omfattet af denne forordning.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

Bevisoptagelse i et andet EU-land (Europa-Kommissionen).
Formularer til bevisoptagelse i civilretlige og handelsretlige sager (Den europæiske e-justice-portal)

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EUT L 174 af 27.6.2001, s. 1-24).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1206/2001 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79-120).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 11.12.2020

Top