Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Bevægelseshæmmede personers rettigheder — flyrejser

Bevægelseshæmmede personers rettigheder — flyrejser

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 1107/2006 — handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

  • Den forbyder luftfartsselskaber at afvise reservation eller boarding for passagerer på grund af deres nedsatte bevægelsesevne eller handicap (*).
  • Den sikrer også, at disse passagerer modtager gratis bistand, så de kan benytte lufttransport på lige fod med andre passagerer.

HOVEDPUNKTER

Undtagelser og særlige betingelser

Under visse omstændigheder kan et luftfartsselskab, dets agent eller en rejsearrangør nægte at acceptere en reservation fra en handicappet eller bevægelseshæmmet person eller nægte boarding:

  • hvis dette er nødvendigt af hensyn til de gældende sikkerhedsbestemmelser fastsat i lovgivningen (luftfartsselskabet kan også forlange, at personen ledsages af en anden person, som er i stand til at yde den nødvendige bistand for at overholde disse sikkerhedsbestemmelser)
  • hvis flyets størrelse eller adgangsforhold gør det fysisk umuligt at tage den handicappede eller bevægelseshæmmede person om bord eller befordre vedkommende.

I begge disse situationer skal den berørte person straks informeres om årsagerne. Der skal træffes rimelige foranstaltninger for at tilbyde den pågældende person et acceptabelt alternativ. Personer, som nægtes boarding af disse årsager, har ret til tilbagebetaling eller mulighed for ombooking i henhold til forordning (EF) nr. 261/2004.

Bistand i lufthavnen

Handicappede eller bevægelseshæmmede personer har ret til at modtage gratis bistand som angivet i forordningen:

  • i lufthavne (ved afrejse fra, ankomst til og transit gennem)
  • om bord på fly (f.eks. transport af mobilitetsudstyr og blinde personers førerhunde).

Lufthavnenes forvaltningsorganer kan finansiere disse tjenester ved at opkræve en særlig afgift fra lufthavnsbrugerne.

Overtrædelser og sanktioner

EU og landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning skal fastsætte sanktioner ved overtrædelser af forordningen og oprette uafhængige organer, som kan behandle klager.

Forordning (EF) nr. 261/2004 fastlægger bestemmelser på EU-plan om kompensation og bistand til passagerer i tilfælde af boardingafvisning samt ved aflysning eller lange forsinkelser.

Retningslinjer

I 2012 offentliggjorde Europa-Kommissionen retningslinjer om fortolkningen af forordningen. De omhandler praktiske problemer og uklarheder for såvel luftfartsselskaber som handicappede og bevægelseshæmmede passagerer.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 15. august 2006.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Handicappet: eller bevægelseshæmmet person: en person, hvis bevægelighed i forbindelse med benyttelsen af transportmidler er nedsat på grund af et fysisk handicap (sensorisk eller bevægelsesmæssigt, permanent eller forbigående), mentalt handicap eller nedsat funktionsevne af andre årsager eller alder, og hvis situation kræver passende opmærksomhed og tilpasning af de ydelser, alle passagerer har adgang til, på grundlag af den pågældendes særlige behov.

DOKUMENT

Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1-9)

Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 1107/2006 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1-8)

seneste ajourføring 15.02.2016

Top