Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Beskyttelse af vilde fugle

Beskyttelse af vilde fugle

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2009/147/EF om beskyttelse af vilde fugle

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det har til formål at beskytte alle vilde fugle i EU ved at fastsætte regler for beskyttelse, forvaltning og regulering.
  • Direktivet omfatter fugle samt deres æg, reder og levesteder.
  • Det kodificerer den lovgivning, som oprindeligt blev vedtaget i 1979 (direktiv 79/409/EØF).
  • Direktiv 2009/147/EC blev ændret i 2019 ved forordning (EU) 2019/1010, som tilpasser og strømliner rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning.

HOVEDPUNKTER

Foranstaltninger for truede arter

EU-landene skal træffe foranstaltninger med henblik på at opretholde eller genskabe bestande af fuglearter på et niveau, som imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

Foranstaltninger for alle fuglearter

EU-landene skal iværksætte handlinger for at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder* for alle fuglearter.

Disse foranstaltninger kan omfatte:

  • oprettelse af beskyttede områder
  • vedligeholdelse og forvaltning af levesteder både i og uden for de beskyttede områder og
  • genskabelse af ødelagte biotoper* og oprettelse af nye biotoper.

Særlige foranstaltninger

  • Visse arter anført i bilag I samt regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er nævnt i bilag I, er underlagt særlige foranstaltninger for så vidt angår deres levesteder med henblik på at sikre, at disse arter kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområder.
  • EU-landene skal udlægge de mest egnede områder i antal og størrelse som særligt beskyttede områder (SPA’er) med henblik på beskyttelse af disse arter i geografiske sø- og landområder, hvor dette direktiv finder anvendelse. Der skal være særlig opmærksomhed på vådområder. De særligt beskyttede områder udgør en del af Natura 2000-nettet af beskyttede områder sammen med særlige bevaringsområder udpeget i henhold til habitatdirektivet.
  • EU-landene skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå:
    • forringelse af arternes levesteder og
    • forstyrrelse af de arter, som de særligt beskyttede områder er klassificeret til, hvis en sådan forstyrrelse kan have en betydelig indvirkning på direktivets mål.
  • EU-landene må først give deres tilslutning til planer eller projekter, når de har sikret sig, at disse ikke har en negativ virkning på de berørte særligt beskyttede områder, hvilket skal ske på grundlag af en passende vurdering af konsekvenserne for målene for områdernes beskyttelse.

Generelle beskyttelsesforanstaltninger

  • Dette direktiv fastlægger også generel beskyttelse af alle arter af vilde fugle i EU. Særligt er følgende forbudt:
    • forsætlig ødelæggelse eller indfangning af vilde fugle
    • forsætlig beskadigelse af reder og æg
    • indsamling eller opbevaring af æg
    • forsætlig forstyrrelse, som bringer beskyttelsen i fare
    • besiddelse af fugle, som det ikke er tilladt at jage
  • undtagelser fra ovenstående regler er mulige under visse omstændigheder.

Jagt på fugle

  • Der kan drives jagt på visse arter, hvor bestandens størrelse tillader det, som anført i bilag II, og hvis bestemte principper overholdes:
    • jagtens omfang må ikke være så stort, at bestanden ikke kan opretholdes på et tilfredsstillende niveau, og der skal sikres en fornuftig udnyttelse
    • arterne må ikke jages i yngletiden
    • trækfugle må ikke jages, når de er på vej tilbage til deres ynglepladser og
    • massedrab eller ikkeselektivt drab er forbudt
  • undtagelser fra ovenstående regler er mulige under visse omstændigheder.

Forskning

EU-landene skal fremme forskning med henblik på forvaltning, beskyttelse og forsvarlig udnyttelse (f.eks. at oprette nationale lister over arter truet af udslettelse) af vilde fugle i Europa.

Rapportering

  • I henhold til forordning (EU) 2019/1010, som trådte i kraft den 26. juni 2019, skal EU-landene hvert sjette år forelægge Europa-Kommissionen en rapport om de foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre direktiv 2009/147/EF, og om de vigtigste virkninger.
  • Rapporten skal være offentligt tilgængelig og skal navnlig omfatte:
    • oplysninger om status og tendenser for de vilde fuglearter, der er beskyttet ved dette direktiv
    • trusler og påvirkninger for disse vilde fuglearter
    • foranstaltninger truffet med henblik på deres beskyttelse og
    • de særligt beskyttede områders bidrag til målene i direktivet.
  • Rapportens format fastsættes af Kommissionen ved gennemførelsesretsakter.
  • Hvert sjette år udarbejder og offentliggør Kommissionen, bistået af Det Europæiske Miljøagentur, en sammenfattende rapport baseret på de oplysninger, der er modtaget fra EU-landene.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 15. februar 2010. Direktiv 2009/147/EF kodificerede og erstattede direktiv 79/409/EØF og efterfølgende ændringer.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Levested: et naturområde eller en type miljø, hvor en bestemt slags dyr eller plante normalt forekommer.
Biotop: et område med ensartede miljømæssige betingelser, som udgør et levested for en bestemt blanding af dyr og planter.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (kodificeret udgave) (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7-25).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2009/147/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1010 af 5. juni 2019 om tilpasning af rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005, og Rådets direktiv 86/278/EØF (EUT L 170 af 25.6.2019, s. 115-127).

seneste ajourføring 28.05.2020

Top