Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Begrænsning af motorkøretøjers støjniveau

Begrænsning af motorkøretøjers støjniveau

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 540/2014 om motorkøretøjers og udskiftningslyddæmpningssystemers støjniveau

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningens formål er at skære ned på større støjkilder fra motorkøretøjer.

HOVEDPUNKTER

Forordningen har til formål at forbedre miljøbeskyttelse og offentlig sikkerhed samt at sikre højere livskvalitet og øget sundhed for mennesker i EU ved at reducere større støjkilder fra motorkøretøjer.

Det gør den ved at fastsætte administrative og tekniske krav til EU-godkendelse af alle nye køretøjer i bestemte klasser (omhandlet i artikel 2 og bilag II til direktiv 2007/46/EF) for så vidt angår deres støjniveau og EU-godkendelsen af udskiftningslyddæmpningssystemer og tilhørende komponenter.

EU-godkendelsen kaldes »typegodkendelse« og er den procedure, der er omhandlet i artikel 3 i direktiv 2007/46/EF vedrørende støjniveauer.

Forordningen fastlægger værdier for støjgrænser for de forskellige køretøjsklasser og en tidsfrist for gennemførelse.

Den indeholder regler for mærkning og forbrugeroplysning samt udviklingen af akustiske varslingssystemer. Værdierne for støjgrænser er de maksimale støjniveauer målt i decibel og er anført i bilag III.

Mærkning og forbrugeroplysning

I henhold til artikel 7 i forordningen skal køretøjsfabrikanter og -distributører bestræbe sig på at sikre, at støjniveauet for hvert køretøj i decibel vises på en iøjnefaldende måde på salgsstedet og i det tekniske reklamemateriale.

Akustiske systemer til elkøretøjer

I de kommende år skal køretøjer udstyres med akustiske køretøjsvarslingssystemer (AVAS) for at kompensere for manglende lydkilde i hybride elkøretøjer og rene elkøretøjer. Målet er at øge opmærksomheden hos trafikanterne, og især hos blinde, synshæmmede fodgængere og cyklister.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2016.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 540/2014 af 16. april 2014 om motorkøretøjers og udskiftningslyddæmpningssystemers støjniveau og om ændring af direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af direktiv 70/157/EØF (EUT L 158 af 27.5.2014, s. 131-195)

Efterfølgende ændringer og rettelser af forordning (EU) nr. 540/2014 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1576 af 26. juni 2017 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 540/2014 for så vidt angår krav til EU-typegodkendelse af akustiske køretøjsvarslingssystemer (AVAS) (EUT L 239 af 19.9.2017, s. 3-7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektiv) (EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1-160)

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 03.10.2018

Top