This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62020TJ0165
Judgment of the General Court (Seventh Chamber) of 13 July 2022 (Extracts).#JC v EUCAP Somalia.#Arbitration clause – International contract staff of EUCAP Somalia – Common Foreign and Security Policy mission – Termination of fixed-term employment contract during the probationary period – Notification of the termination of the contract by registered letter with acknowledgement of receipt – Sent to an incomplete address – Starting point of the time period for lodging an internal appeal before seeking a judicial remedy – Determination of the applicable law – Mandatory provisions of national employment law – Invalidity of the probationary period clause – Improper delivery of notice – Compensation in lieu of notice – Retroactive payment of salary – Counterclaim.#Case T-165/20.
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 13. juli 2022 (uddrag).
JC mod EUCAP Somalia.
Voldgiftsbestemmelse – international kontraktansat ved EUCAP Somalia – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission – opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i prøveperioden – meddelelse om opsigelse af ansættelseskontrakt sendt med anbefalet brev med modtagelsesbevis – fremsendelse til ufuldstændig adresse – start på frist for intern klage inden anlæggelse af et søgsmål – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse – ufravigelige bestemmelser i national arbejdsret – ugyldigt vilkår om prøvetid – ulovligt varsel – godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel – betaling af erstatning med tilbagevirkende kraft – modkrav.
Sag T-165/20.
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 13. juli 2022 (uddrag).
JC mod EUCAP Somalia.
Voldgiftsbestemmelse – international kontraktansat ved EUCAP Somalia – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission – opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i prøveperioden – meddelelse om opsigelse af ansættelseskontrakt sendt med anbefalet brev med modtagelsesbevis – fremsendelse til ufuldstændig adresse – start på frist for intern klage inden anlæggelse af et søgsmål – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse – ufravigelige bestemmelser i national arbejdsret – ugyldigt vilkår om prøvetid – ulovligt varsel – godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel – betaling af erstatning med tilbagevirkende kraft – modkrav.
Sag T-165/20.
ECLI identifier: ECLI:EU:T:2022:453
RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
13. juli 2022 ( *1 )
»Voldgiftsbestemmelse – international kontraktansat ved EUCAP Somalia – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission – opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i prøveperioden – meddelelse om opsigelse af ansættelseskontrakt sendt med anbefalet brev med modtagelsesbevis – fremsendelse til ufuldstændig adresse – start på frist for intern klage inden anlæggelse af et søgsmål – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse – ufravigelige bestemmelser i national arbejdsret – ugyldigt vilkår om prøvetid – ulovligt varsel – godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel – betaling af erstatning med tilbagevirkende kraft – modkrav«
I sag T-165/20,
JC ved advokat A. Van Himst,
sagsøger
mod
EUCAP Somalia ved advokat E. Raoult,
sagsøgte,
har
RETTEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos (refererende dommer), og dommerne L. Truchot og M. Sampol Pucurull,
justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter retsmødet den 19. januar 2022,
afsagt følgende
Dom ( 1 )
1 |
Med sit søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF har sagsøgeren, JC, nedlagt påstand om dels, at det fastslås, at skrivelse af 4. november 2019 (herefter »skrivelsen af 4. november 2019«) og skrivelse af 3. december 2019 (herefter »skrivelsen af 3. december 2019«) (herefter tilsammen »opsigelsesskrivelserne«), hvorved sagsøgeren fik meddelelse fra EUCAP Somalia om sidstnævntes afgørelse om at opsige sagsøgerens ansættelseskontrakt, erklæres ugyldige, og om nødvendigt at afgørelsen af 24. januar 2020 om afslag på sagsøgerens interne, ikke-disciplinære klage (herefter »afgørelsen af 24. januar 2020«) over afgørelsen om opsigelse af ansættelseskontrakten i skrivelsen af 3. december 2019 erklæres ugyldig, dels, at EUCAP Somalia tilpligtes med tilbagevirkende kraft at udbetale sagsøgerens løn indtil kontraktforholdets endelige, kontraktmæssige og lovlige ophør. |
I. Baggrunden for tvisten
2 |
EUCAP Somalia, tidligere EUCAP NESTOR, er en EU-mission, som henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og som blev oprettet ved Rådets afgørelse 2012/389/FUSP af 16. juli 2012 om Den Europæiske Unions kapacitetsopbyggende mission i Somalia (EUCAP Somalia) (EUT 2012, L 187, s. 40), vedtaget i henhold til kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten vedrørende FUSP. I henhold til artikel 2 i afgørelse 2012/389, som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2020/663 af 18. maj 2020 (EUT 2020, L 157, s. 1), har EUCAP Somalia til formål at hjælpe Somalia til at styrke sin kapacitet for søfartssikkerhed med henblik på en mere effektiv håndhævelse af søretten. |
3 |
Efter et tilbud om ansættelse fra EUCAP Somalias personaleafdeling, som blev sendt til sagsøgeren den 25. juli 2019, blev denne ansat som administrativ og finansiel medarbejder ved en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, der blev underskrevet den 20. august 2019 af EUCAP Somalias missionschef (herefter »missionschefen«) og den efterfølgende 21. august 2019 af sagsøgeren (herefter »kontrakten«). |
4 |
Kontraktens artikel 17.1 fastsatte sagsøgerens tiltrædelse til den 8. september 2019 og fastsatte en varighed på 12 måneder samt muligheden for en stiltiende forlængelse. Endvidere indeholdt kontraktens artikel 17.2 et vilkår om prøvetid med følgende ordlyd: »Prøvetiden er på tre (3) måneder. Under prøvetiden eller ved udløbet heraf afskediges medarbejderen, hvis medarbejderen ikke har udvist tilstrækkelige faglige kvalifikationer. Hvis medarbejderen beklædte samme stilling på tidspunktet for kontraktens underskrivelse, gælder der ingen prøvetid.« |
5 |
Kontraktens artikel 18.1 bestemte, at »kontrakten kan opsiges enten af arbejdsgiveren eller af medarbejderen med et skriftligt varsel på [en] måned med angivelse af begrundelsen for opsigelsen. [M]edarbejderen skal høres af vicemissionschefen, inden en sådan afgørelse træffes, og missionschefen skal til enhver tid underrettes herom.« |
6 |
Det fremgik af kontraktens artikel 21.1, at »[m]edarbejderen kan indgive en intern klage til arbejdsgiveren til prøvelse af en retsakt, der berører medarbejderens interesser negativt, inden [en] måned fra retsaktens dato […] Medarbejderen skal høres af vicemissionschefen, inden der træffes en afgørelse, og missionschefen skal til enhver tid underrettes herom.« |
7 |
Kontraktens artikel 22.1 bestemte, at »tvister, der udspringer af eller vedrører kontrakten, er underlagt Den Europæiske Unions Domstols kompetence i overensstemmelse med artikel 272 [TEUF]«. Endvidere bestemte kontraktens artikel 22.2, at »den i kontraktens artikel [21] omhandlede interne, ikke-disciplinære klageprocedure skal være udtømt, inden der anlægges sag ved Den Europæiske Unions Domstol«. |
8 |
I løbet af den fase, der gik forud for sagsøgerens ansættelse, fremsendte sidstnævnte den 9. august 2019 en lægeerklæring af 31. juli 2019 fra sin praktiserende læge til EUCAP Somalia, hvorved det attesteredes, at han var i »god sundhedstilstand«, og at han »var i stand til at arbejde et hvilket som helst sted i verden«. Endvidere tilsendte han den 10. august 2019 EUCAP Somalia forskellige administrative formularer, som han havde udfyldt, hvoraf to vedrørte dels hans personlige kontaktoplysninger, dels hans helbredstilstand. |
9 |
Hvad navnlig angår formularen vedrørende sagsøgerens helbredstilstand anførte sagsøgeren i det medicinske spørgeskema, der var vedlagt denne formular, at han have gennemgået en nyretransplantation i 2016, og at han skulle til regelmæssige, kvartalsvise lægeundersøgelser. Han oplyste endvidere, at hans helbredsattest var meget god, og at han tog fem lægemidler. Han bekræftede dernæst, at han hverken har lidt eller lider af en nyresygdom, og at han havde sekundær diabetes, der var under lægelig kontrol. Sagsøgeren bekræftede, at han havde besvaret spørgsmålene i det medicinske spørgeskema fuldstændigt, sandfærdigt og efter bedste evne. Han forpligtede sig til straks at informere den medicinske enhed om eventuelle ændringer i de således fremsendte helbredsoplysninger. |
10 |
Den 6. september 2019 sendte chefen for afdelingen »Støtte til missionen« en e-mail til sagsøgeren for at underrette ham om, at datoen for hans faktiske udsendelse var udsat på grund af uforudsete omstændigheder. Det blev heri præciseret, at der ville blive udbetalt løn svarende til det vederlag, der var aftalt i henhold til kontrakten. |
11 |
Den 7. september 2019 svarede sagsøgeren ved en e-mail, hvori han fremhævede, at helbredsmæssige forhold ikke kunne begrunde denne udsættelse. Sagsøgeren bemærkede, at han samme dag havde modtaget en meddelelse fra EUCAP Somalias rådgivende læge om, at det var nødvendigt, at han supplerede de obligatoriske oplysninger med henblik på den lægelige forberedelse af hans udsendelse, og at han havde besvaret dette. Han henviste til, at han allerede den 10. august 2019 havde fremsendt det medicinske spørgeskema, der var vedlagt formularen vedrørende hans helbredstilstand, og at det var behørigt udfyldt. Han præciserede, at han under ansættelsesproceduren, som var begyndt i marts 2019, havde fremsendt alle de oplysninger, som EUCAP Somalia havde anmodet om. |
12 |
Ved e-mail af 15. september 2019 meddelte chefen for afdelingen »Støtte til missionen« sagsøgeren, at det ikke var muligt for ham at give sagsøgeren en detaljeret forklaring, under henvisning til, at missionschefen påtænkte at genoverveje sagsøgerens udsendelse for at overholde sin pligt til at udvise omhu med hensyn til EUCAP Somalias personale. |
13 |
Den 17. september 2019 sendte sagsøgerens advokat en e-mail til EUCAP Somalia for at få sidstnævnte til at bekræfte, at EUCAP Somalia ville betale sagsøgeren løn og dagpenge, indtil der var truffet endelig afgørelse om hans udsendelse. |
14 |
Den 24. september 2019 afgav en lægekonsulent en udtalelse til EUCAP Somalias rådgivende læge om sundhedsforholdene og om den begrænsede adgang til medicinske ressourcer i Somalia, herunder en medicinsk kontraindikation mod, at der til somalisk område, og navnlig til Garowe (Somalia), blev udsendt en person, der var underlagt omfattende livslang farmaceutisk behandling, herunder med immunosuppresive lægemidler, daglige insulininjektioner på grund af diabetes eller enhver anden kronisk sygdom, der kræver regelmæssige lægekonsultationer. |
15 |
Den 25. september 2019 fremsendte vicemissionschefen pr. e-mail et brev til sagsøgeren, hvori vicemissionschefen i det væsentlige præciserede, at missionschefen i betragtning af de oplysninger, der var blevet fremsendt vedrørende de generelle sundhedsforhold i Somalia, og sin pligt til at udvise omhu over for EUCAP Somalias personale havde en betydelig frygt for, om kontrakten kunne gennemføres, henset til de fysiske betingelser, som sagsøgeren havde beskrevet i de medicinske spørgeskemaer, som sagsøgeren havde udfyldt, og den alvorlige begrænsning af tilgængelig lægehjælp i det nordlige Somalia. Vicemissionschefen opfordrede sagsøgeren til under et møde at drøfte betingelserne for den planlagte udsendelse, som kunne udgøre en reel og betydelig risiko for sagsøgerens helbred. |
16 |
Sagsøgeren tilsendte samme dag EUCAP Somalias personaleafdeling en formular med oplysninger om hans bankkonto for at gøre det muligt at udbetale hans løn, og denne formular indeholdt hans adresse med vejnummer. |
17 |
Den 14. oktober 2019 blev der holdt et møde mellem sagsøgeren, sagsøgerens advokat, vicemissionschefen, den rådgivende læge under den civile kapacitet til planlægning og gennemførelse (herefter »CPCC«), CPCC’s juridiske tjeneste og den juridiske rådgiver for EUCAP Somalia med henblik på over for sagsøgeren at fremlægge situationen med hensyn til den medicinske infrastruktur i Somalia samt missionens pligt til at udvise omhu og til at angive de mulige årsager til en eventuel opsigelse af kontrakten. Ved afslutningen af mødet blev sagsøgeren underrettet om, at EUCAP Somalia ville kontakte ham inden for en frist på en uge. |
18 |
Ved brev af 4. november 2019, der blev afsendt den 8. november 2019 som anbefalet brev med kvittering for modtagelse, meddelte missionschefen sagsøgeren afgørelsen om at opsige kontrakten med et varsel på en uge, der begyndte at løbe mandag den 18. november 2019. Skrivelsen blev sendt til sagsøgeren på den adresse, han havde opgivet den 10. august 2019 i formularen vedrørende sine personlige kontaktoplysninger. Denne adresse var ikke forsynet med vejnummer. |
19 |
Den 19. november 2019 skrev sagsøgeren en e-mail til vicemissionschefen, til chefen for afdelingen »Støtte til missionen« og til EUCAP Somalias personaleafdeling, hvori sagsøgeren bad om at få tilsendt et ansættelsesbevis og lønsedlerne for de to foregående måneder. |
20 |
Den 26. november 2019 gjorde sagsøgeren via sin advokat EUCAP Somalias juridiske rådgiver opmærksom på, at sagsøgeren allerede i formularen vedrørende hans bankoplysninger, som blev fremsendt den 25. september 2019, havde meddelt EUCAP Somalia sin fulde adresse. |
21 |
Ved skrivelsen af 3. december 2019, der samme dag blev sendt som anbefalet brev med kvittering for modtagelse, og som sagsøgeren modtog den 5. december samme år, meddelte missionschefen sagsøgeren EUCAP Somalias afgørelse om at opsige kontrakten, som havde følgende ordlyd: »For at beskytte [EUCAP Somalias] rettigheder og interesser og i tilfælde af, at du ønsker at rejse spørgsmålet om gyldigheden af skrivelsen om [opsigelse] af 8. november 2019, meddeler vi dig hermed – med alle forbehold og uden præjudice – vores afgørelse om at opsige ansættelsesforholdet mellem EUCAP Somalia og dig med en uges varsel, der begynder mandag den 9. december 2019.« |
22 |
Den 10. december 2019 besvarede EUCAP Somalias juridiske rådgiver sagsøgerens advokats e-mail af 26. november 2019. I svaret blev det præciseret, at kun kontaktoplysninger i formularen vedrørende personlige kontaktoplysninger blev anvendt ved korrespondance mellem missionen og dens ansatte. Det blev således meddelt sagsøgeren, at EUCAP Somalia var berettiget til den 8. november 2019 at fremsende skrivelsen af 4. november 2019 alene på grundlag af disse oplysninger og uden, at den efterfølgende formular med bankoplysninger skulle tages i betragtning i denne henseende. I denne e-mail tilføjede EUCAP Somalias juridiske rådgiver, at hvis sagsøgeren havde ønsket at supplere sine kontaktoplysninger i formularen vedrørende personlige kontaktoplysninger, burde sagsøgeren have fremsendt denne formular med ændringer. I henhold til samme e-mail blev den ufuldstændige karakter af de nævnte kontaktoplysninger følgelig anset for at være en konsekvens af en fejl, som kunne bebrejdes sagsøgeren. |
23 |
Den 16. december 2019 fremsendte EUCAP Somalias personaleafdeling et ansættelsesbevis til sagsøgeren, hvoraf det fremgik dels, at der forelå et kontraktforhold fra den 8. september til den 25. november 2019, dels, at kontrakten ikke var blevet gennemført. |
24 |
Den 23. december 2019 anfægtede sagsøgeren gennem sin advokat den ansættelsesperiode, der var nævnt i ansættelsesbeviset, idet sagsøgeren understregede, at han kun havde modtaget et brev dateret den 3. december 2019 med et varsel på en uge, der begyndte at løbe den 9. december 2019. Sagsøgeren fremhævede vigtigheden af denne oplysning, som skulle bruges til at oplyse en præcis beskæftigelsesperiode til den belgiske arbejdsløshedsforsikring. Sagsøgeren anmodede endvidere om at få tilsendt en kopi af skrivelsen af 4. november 2019, som han ikke havde modtaget. |
25 |
Den 2. januar 2020 indgav sagsøgeren via sin advokat i en e-mail, der bl.a. blev sendt til personalechefen, som var vicemissionschef for EUCAP Somalia, en anmodning i henhold til kontraktens artikel 21 om en intern, ikke-disciplinær klageprocedure (herefter »den interne klage«) om fornyet prøvelse af EUCAP Somalias afgørelse om at opsige kontrakten, således som den var meddelt i skrivelsen af 3. december 2019. |
26 |
Ved skrivelse af 24. januar 2020, som sagsøgeren modtog den 31. januar 2020, afslog EUCAP Somalias personalechef sagsøgerens anmodning af 2. januar 2020, idet han bl.a. afslog at kvalificere anmodningen som en intern klage, eftersom klagen ikke var blevet indgivet inden for den i kontraktens artikel 21.1 fastsatte frist på en måned fra den anfægtede retsakt. Ikke desto mindre anførte han under henvisning til et »hensyn til god forvaltning«, at han indvilligede i at besvare sagsøgerens anmodning. Han redegjorde således for, at hans pligt til at udvise omhu gjorde det nødvendigt at opsige kontrakten under hensyn til, at sagsøgeren ikke var fysisk egnet til stillingen, henset til hans helbredstilstand, og til forholdene i Somalia med hensyn til den sundhedsmæssige infrastruktur. |
II. Parternes påstande
27 |
Sagsøgeren har fremsat følgende påstande:
|
28 |
EUCAP Somalia har nedlagt følgende påstande:
|
III. Lovgivningen
29 |
Inden der foretages en bedømmelse af søgsmålet og EUCAP Somalias modkrav, skal det undersøges, om Retten har kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag, og det skal afgøres, hvilken lovgivning der finder anvendelse. [udelades] |
B. Den relevante lovgivning
33 |
Sagsøgeren har i sine skriftlige indlæg og som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten på dette punkt fremhævet, at når et søgsmål anlægges i henhold til en voldgiftsbestemmelse, er den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, det lands lov, der er udpeget i kontrakten eller af parterne. Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgerens krav, for så vidt som det vedrører en beslutning om at opsige en ansættelseskontrakt, skal undergives den materielle arbejdsret, der finder anvendelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse bemærket, at EUCAP Somalia i afgørelsen af 24. januar 2020 henviste til belgisk ret. Sagsøgeren har tilføjet, at sagsøgeren ikke gjorde indsigelse mod anvendelsen af belgisk ret på det omhandlede kontraktforhold i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«) og i det mindste artikel 3, stk. 2, og artikel 8, stk. 4, i denne forordning. Sagsøgeren har således principalt påberåbt sig anvendelsen af kontraktbestemmelserne og EU-retten og subsidiært belgisk ret, navnlig lov om arbejdsaftaler af 3. juli 1978 (Moniteur belge af 22.8.1978, s. 9277) (herefter »lov om arbejdsaftaler«). Sagsøgeren har endvidere anført, at de ufravigelige bestemmelser i belgisk ret skal have forrang for kontraktbestemmelser, der er i strid hermed. |
34 |
EUCAP Somalia har for sit vedkommende gjort gældende principalt, at de selvstændige bestemmelser for Unionens civile missioner, der henhører under FUSP, skal anvendes, dvs. kontrakten, adfærdskodeksen og de almindelige operationelle procedurer i henhold til kontraktens artikel 1.1. EUCAP Somalia har ligeledes påberåbt sig anvendelsen af EU-retten og af det lands lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, dvs. i det foreliggende tilfælde belgisk lovgivning, som er loven på stedet for sagsøgerens faste bopæl, i henhold til Rom I-forordningen og navnlig denne forordnings artikel 8, stk. 4. EUCAP Somalia har endvidere i det væsentlige anført, at anvendelsen af kontrakten på en situation, som er reguleret i kontrakten, skal have forrang frem for alt andet, således at Retten, når dens kompetence hviler på artikel 272 TEUF, ikke er berettiget til at undlade at anvende et vilkår i kontrakten, selv når vilkåret er i strid med ufravigelige bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. |
35 |
Parterne har bekræftet, at den nationale materielle lovgivning, der fandt anvendelse på kontrakten, var belgisk lov, og at det med henblik på at undersøge EUCAP Somalias eventuelle ansvar i kontraktforhold først og fremmest var bestemmelserne i kontrakten og bilagene hertil, der skulle finde anvendelse, og subsidiært belgisk lov vedrørende spørgsmål, der ikke var behandlet i kontrakten. Parterne har imidlertid gentaget deres uenighed om, hvorvidt anvendelsen af ufravigelige bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, har forrang for vilkår, der er i strid hermed. |
36 |
Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 340, stk. 1, TEUF, at Unionens ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt. |
37 |
Tvister, der opstår under opfyldelsen af en kontrakt, skal i princippet afgøres på grundlag af kontraktbestemmelserne (jf. dom af 18.11.2015, Synergy Hellas mod Kommissionen, T-106/13, EU:T:2015:860, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Fortolkningen af kontrakten i lyset af bestemmelserne i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, er kun berettiget, såfremt der er tvivl om kontraktens indhold eller om betydningen af visse af dens vilkår, eller når kontrakten alene ikke gør det muligt at løse alle tvistens aspekter. Det skal derfor undersøges, om søgsmålet er berettiget alene i lyset af vilkårene i kontrakten og uden anvendelse af den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, medmindre kontraktens vilkår ikke gør det muligt at afgøre tvisten (jf. i denne retning dom af 13.7.2017, Talanton mod Kommissionen, T-65/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:491, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). |
38 |
Dette princip må imidlertid ikke føre til, at anvendelsen af kontraktvilkår gør det muligt for parterne at tilsidesætte præceptive bestemmelser i gældende national materiel ret, som kontrakten ikke kan fravige, og i overensstemmelse med hvilke de forpligtelser, der følger af kontrakten, skal opfyldes eller er blevet opfyldt. |
39 |
Når Unionens institutioner, organer og agenturer gennemfører en kontrakt, er de i øvrigt fortsat underlagt de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og de generelle principper i EU-retten (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 86). Hvis parterne således i deres kontrakt i henhold til en voldgiftsbestemmelse beslutter at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at påkende tvister vedrørende kontrakten, har den nævnte retsinstans desuden kompetence til at tage stilling til tilsidesættelser af chartret og de generelle principper i EU-retten, uanset hvilken lov der i henhold til den nævnte kontrakt finder anvendelse herpå (dom af 16.7.2020, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P, EU:C:2020:575, præmis 81). |
40 |
I tilfælde, hvor en kontrakt er tavs, skal Unionens retsinstanser i givet fald fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse, under anvendelse af bestemmelserne i Rom I-forordningen (jf. i denne retning dom af 18.2.2016, Calberson GE mod Kommissionen, T-164/14, EU:T:2016:85, præmis 25). |
41 |
Rom I-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, bestemmer i denne henseende følgende: »1. En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf. 2. Parterne kan på et hvilket som helst tidspunkt vedtage, at aftalen skal være underkastet en anden lov end den, som hidtil skulle anvendes, enten ifølge et tidligere lovvalg aftalt i henhold til denne artikel eller i henhold til andre bestemmelser i denne forordning. Enhver ændring af lovvalg, der finder sted efter aftalens indgåelse, berører ikke aftalens gyldighed med hensyn til form ifølge artikel 11 og kan ikke gribe ind i tredjemands rettigheder.« |
42 |
Rom I-forordningens artikel 8, der finder anvendelse på individuelle arbejdsaftaler, har følgende ordlyd: »1. En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg. 2. I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land. 3. Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende. 4. Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.« |
43 |
I det foreliggende tilfælde specificerer kontrakten ikke, hvilken lov der finder anvendelse på den. Parterne er dog enige om at udpege belgisk ret som den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. I overensstemmelse med principperne i Rom I-forordningens artikel 3, som samme forordnings artikel 8, stk. 1, henviser til, er belgisk ret derfor den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. |
44 |
Under alle omstændigheder fremgår det, som EUCAP Somalia med rette har gjort gældende, uden at sagsøgeren har bestridt det, af omstændighederne som helhed, at aftalens nærmeste tilknytning er til Belgien. Det opfyldelsessted, der er fastsat i kontraktens artikel 5.1, var ganske vist byen Garowe. Det er imidlertid ubestridt, at kontrakten ikke er blevet gennemført på det faktiske udsendelsessted i Somalia, at sagsøgeren forblev i Belgien i løbet af ansættelsesperioden, at han er belgisk statsborger og har fast bopæl i Belgien, at ansættelsesproceduren og kontraktens underskrivelse fandt sted i Belgien, og endelig at kriteriet om fast bopæl ved fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forpligtelser til social sikring i henhold til kontraktens artikel 13, indebærer, at Belgien udpeges. Hvis det antages, at Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4, skal anvendes i stedet for de bestemmelser heri, der er nævnt i præmis 43 ovenfor, er det derfor stadig belgisk ret, der er den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. |
45 |
Under disse omstændigheder skal den foreliggende tvist i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 37 ovenfor, i første række undersøges på grundlag af kontrakten og i anden række på grundlag af belgisk ret i tilfælde af tvivl om kontraktens indhold eller om betydningen af visse af dens vilkår, eller når det ikke er muligt at løse alle aspekter af tvisten på grundlag af kontrakten alene. Desuden kan parterne ikke ved anvendelsen af kontraktens vilkår tilsidesætte præceptive bestemmelser i belgisk ret, som ikke kan fraviges, og i overensstemmelse med hvilke de forpligtelser, der følger af kontrakten, skal opfyldes eller er blevet opfyldt. |
C. Om søgsmålet
46 |
Sagsøgerens påstande omfatter dels en anmodning om, at opsigelsesskrivelserne og om fornødent afgørelsen af 24. januar 2020 erklæres ugyldige, dels en påstand om erstatning. |
1. Om formaliteten
47 |
EUCAP Somalia har fremsat to formalitetsindsigelser, hvoraf den første vedrører søgsmålets manglende klarhed og præcision, og det andet vedrører den omstændighed, at den interne klageprocedure, der er fastsat i kontrakten, ikke er udtømt. [udelades] |
b) Formalitetsindsigelsen om, at den interne klageprocedure ikke er udtømt
58 |
EUCAP Somalia har påstået sagen afvist med den begrundelse, at sagsøgeren ikke forinden havde indgivet en intern klage inden for den i kontraktens artikel 21.1 fastsatte frist på en måned fra fremsendelsen den 8. november 2019 af skrivelsen af 4. november 2019. Følgelig har sagsøgeren ikke udtømt den interne klageprocedure som krævet i kontraktens artikel 22.2. |
59 |
Det bemærkes, at kontraktens artikel 22.2 betinger anlæggelsen af et søgsmål ved Unionens retsinstanser af, at den interne klageprocedure, der er fastsat i kontraktens artikel 21.1, er udtømt, hvilket skal ske inden for en frist på en måned regnet fra datoen for den retsakt, der berører sagsøgerens interesser negativt. |
60 |
Spørgsmålet om, hvorvidt nærværende sag kan antages til realitetsbehandling, skal derfor vurderes på grundlag af kontraktens artikel 21.1, sammenholdt med artikel 22 heri. Det tilkommer Retten i henhold til disse bestemmelser at efterprøve, om sagsøgeren har overholdt vilkåret om, at den interne klageprocedure skal være udtømt. Det er navnlig nødvendigt at afgøre, om sagsøgeren har indgivet klage inden for fristen på en måned regnet fra datoen for afgørelsen, der berører hans interesser negativt. |
61 |
Som anført i præmis 39 ovenfor, forbliver EU-administrationen underlagt de forpligtelser, der påhviler den i henhold til chartret, når den gennemfører en kontrakt. |
62 |
I denne forbindelse er det nødvendigt at sikre, at alle faktiske og retlige spørgsmål, der er relevante for en tvist, undersøges, for at sikre en effektiv retsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P, EU:C:2020:575, præmis 79), hvorefter »[e]nhver har ret til en […] rettergang […] for en uafhængig og upartisk domstol, der […] er oprettet ved lov«. |
63 |
Det følger heraf, at når en kontrakt, som indeholder en voldgiftsbestemmelse til fordel for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 272 TEUF, indeholder et vilkår om, at en part, inden sagen indbringes for Retten, skal udtømme et internt retsmiddel, skal det sikres, at denne adgang kan udøves under omstændigheder, der ikke fratager den berørte retten til en effektiv retsbeskyttelse. |
64 |
Desuden er det ifølge Domstolens praksis et grundlæggende princip i Unionens retsorden, at en retsakt fra en offentlig myndighed ikke kan gøres gældende over for de retsundergivne, før end disse har fået lejlighed til at få kendskab til den (jf. i denne retning dom af 25.1.1979, Racke, 98/78, EU:C:1979:14, præmis 15). |
65 |
Henvisningen til datoen for den pågældende retsakt, der er fastsat i kontraktens artikel 21.1, og som udgør begyndelsestidspunktet for fristen på en måned for forskriftmæssig indgivelse af en intern klage som omhandlet i kontrakten, skal derfor fortolkes som en henvisning til den dato, hvor sagsøgeren fik mulighed for at gøre sig fyldestgørende bekendt med indholdet af denne retsakt. |
66 |
Med henblik på at fastlægge den dato, på hvilken sagsøgeren har fået kendskab til afgørelsen om at opsige kontrakten, bemærkes, at det påhviler den part, der gør gældende, at en sag er anlagt for sent, at føre bevis for den dato, hvor den anfægtede afgørelse blev meddelt, og under alle omstændigheder for det tidspunkt, hvor den pågældende fik kendskab til den, hvis der var tale om en foranstaltning af individuel karakter (jf. analogt dom af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 59). I det foreliggende tilfælde påhviler denne bevisbyrde således EUCAP Somalia. |
67 |
Ved skrivelse af 2. januar 2020 indgav sagsøgeren i henhold til kontraktens artikel 21, stk. 1, en intern klage over skrivelsen af 3. december 2019 med meddelelsen om afgørelsen om at opsige kontrakten, som han fik faktisk kendskab til den 5. december 2019. |
68 |
EUCAP Somalia har imidlertid gjort gældende, at sagsøgeren allerede var bekendt med afgørelsen om at opsige kontrakten, eftersom han blev underrettet herom ved, at skrivelsen af 4. november 2019 den 8. november 2019 blev sendt til hans privatadresse pr. anbefalet brev med kvittering for modtagelse. Sagsøgeren burde således i henhold til kontraktens artikel 21.1 og 22.2 have indgivet en intern klage til prøvelse af denne afgørelse senest den 8. december 2019, og hans brev af 2. januar 2020 kan ikke anses for en forskriftmæssigt indgivet intern klage. |
69 |
EUCAP Somalia har i denne forbindelse anført, at en række uoverensstemmelser fremgår af sagsakterne vedrørende den ansøgning om retshjælp, som sagsøgeren indgav inden nærværende søgsmål blev anlagt, og som blev afslået af Rettens præsident ved kendelse af 9. september 2020. Disse forhold viser, at sagsøgeren fra november og december måned 2019 havde kendskab til afgørelsen om at opsige kontrakten. Navnlig oppebar sagsøgeren arbejdsløshedsunderstøttelse fra den 1. december 2019, efter at han havde indgivet en anmodning til EUCAP Somalia den 19. november 2019 om at få udstedt et ansættelsesbevis. EUCAP Somalia er af den opfattelse, at tilmeldingen hos de kompetente belgiske myndigheder på arbejdsløshedsområdet i princippet skal finde sted inden for otte dage efter den første arbejdsløshedsdag, og at disse myndigheder skal modtage bevis for afgørelsen om at opsige kontrakten, hvilket forudsætter kendskab til denne afgørelse. |
70 |
EUCAP Somalia har endvidere bestridt, at sagsøgeren kan påberåbe sig ikke at have modtaget skrivelsen af 4. november 2019 med den begrundelse, at det blev sendt til en ufuldstændig adresse. Denne skrivelse blev nemlig sendt til den adresse, som sagsøgeren havde angivet i formularen vedrørende hans personlige kontaktoplysninger, som er den eneste formular, der skal tages hensyn til ved brevvekslingen mellem parterne. En eventuel fremsendelse til en ufuldstændig adresse er således en følge af en ikke undskyldelig fejl fra sagsøgerens side, som ikke kan bebrejdes EUCAP Somalia. |
71 |
Hvad for det første angår sagsøgerens angivelige kendskab i november 2019 til indholdet af skrivelsen af 4. november 2019 bemærkes, at på trods af, at EUCAP Somalia valgte at meddele skrivelsen af 4. november 2019 ved fremsendelse pr. anbefalet post den 8. november 2019, har EUCAP Somalia ikke ført bevis for denne meddelelse, navnlig i form af fremlæggelse af et modtagelsesbevis for det rekommanderede brev, der er behørigt underskrevet af sagsøgeren, eller ved fremlæggelse af en attest om aflevering på den af sagsøgeren senest oplyste adresse. Det kan således ikke lægges til grund, at skrivelsen af 4. november 2019 kom frem til sagsøgeren i november 2019, og at han således på dette tidspunkt kunne gøre sig fyldestgørende bekendt med afgørelsen om at opsige kontrakten. |
72 |
Det forhold, at sagsøgeren den 23. december 2019 anfægtede den ansættelsesperiode, der er anført i ansættelsesbeviset af 16. december 2019 (jf. præmis 24 ovenfor), under henvisning til, at den heri angivne dato for kontraktens udløb, dvs. den 25. november 2019, ikke svarede til datoen for udløbet af det opsigelsesvarsel, der var angivet i skrivelsen af 3. december 2019, og ved denne lejlighed anmodede om at få tilsendt en kopi af skrivelsen af 4. november 2019, som der henvistes til i skrivelsen af 3. december 2019, understøtter den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde kendskab til indholdet af det førstnævnte brev i december 2019. |
73 |
EUCAP Somalia sendte ganske vist dette brev til den adresse, som sagsøgeren havde angivet i formularen vedrørende sine personlige kontaktoplysninger, og det er ubestridt mellem parterne, at adressen var ufuldstændig, idet sagsøgeren ikke havde angivet vejnummeret. |
74 |
Det fremgår imidlertid for det første af sagsakterne, at sagsøgeren inden den omtvistede forsendelse havde fremsendt en fuldstændig adresse, der omfattede vejnummeret, til EUCAP Somalia i to andre formularer, hvoraf den ene, som vedrørte angivelsen af identiteten på en berettiget i tilfælde af dødsfald, blev fremsendt samtidig med formularen vedrørende hans personlige kontaktoplysninger, og den anden med formularen vedrørende hans bankkontonummer blev fremsendt ved e-mail den 25. september 2019. |
75 |
EUCAP Somalia kunne således ved at udvise omhu have givet sagsøgeren mulighed for at gøre sig fyldestgørende bekendt med indholdet af skrivelsen af 4. november 2019 ved at finde hans fulde adresse, som fremgik af de oplysninger, som han havde givet. Følgelig kan EUCAP Somalia ikke under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag påberåbe sig den omstændighed, at sagsøgeren i formularen vedrørende sine personlige kontaktoplysninger havde tilsendt EUCAP Somalia en adresse, der ikke angav vejnummeret. |
76 |
Hvad i øvrigt angår EUCAP Somalias argumenter vedrørende sagsøgerens ansøgning om retshjælp er det korrekt, at det fremgår af sagsakterne, at sagsøgeren modtog arbejdsløshedsunderstøttelse fra de kompetente belgiske myndigheder for hele december måned. Det dokument, der udgør bevis for denne udbetaling, er imidlertid dateret den 16. januar 2020. Det fremgår endvidere af en gennemgang af den interne klage, som sagsøgeren indgav den 2. januar 2020, at han på dette tidspunkt havde oplyst, at han ikke havde modtaget denne understøttelse, fordi hans administrative sagsmappe var ufuldstændig. Følgelig kan det ikke udelukkes, at arbejdsløshedsunderstøttelsen blev udbetalt med tilbagevirkende kraft fra en dato, der ligger senere end den 2. januar 2020, og på grundlag af den ansættelsesattest, som EUCAP Somalia fremsendte til sagsøgeren den 16. december 2019, og hvoraf fremgår den samme dato for ansættelsesforholdets ophør, som den dato hvor opsigelsesvarslet i skrivelsen af 4. november 2019 udløb. Det kan således ikke med tilstrækkelig sikkerhed udledes af denne udbetaling med tilbagevirkende kraft, at sagsøgeren før den 16. eller den 23. december 2019 eller før den 2. januar 2020 har kunnet underrette de belgiske myndigheder om afgørelsen om at opsige kontrakten, således som den blev meddelt ved brev af 4. november 2019. |
77 |
Sagsøgerens fremsendelse til EUCAP Somalia af sine fuldstændige kontaktoplysninger den 26. november 2019 gør det heller ikke muligt at fastslå, at han på denne dato havde kendskab til skrivelsen af 4. november 2019. Denne påmindelse, som sagsøgeren sendte til EUCAP Somalia for at sikre sig, at enhver meddelelse var blevet eller ville blive sendt til den rigtige adresse, kan forklares med indholdet af de oplysninger, som han modtog under samtalen den 14. oktober 2019, som indebar en forventning om en efterfølgende meddelelse på hans bopæl af en afgørelse truffet af EUCAP Somalia. Under denne samtale oplyste EUCAP Somalia nemlig sagsøgeren om, at denne fase ikke havde til formål at få ham til øjeblikkeligt at træffe en beslutning vedrørende kontrakten, men snarere havde til formål at give ham lejlighed til at modtage oplysninger om levevilkårene på arbejdsstedet, at modtage hans bemærkninger og spørgsmål og at oplyse ham om, at EUCAP Somalia ville kontakte ham om de påtænkte dispositioner inden for en frist på en uge. Denne kommunikation godtgør således ikke i sig selv, at sagsøgeren den 26. november 2019 havde kendskab til skrivelsen af 4. november 2019. |
78 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at EUCAP Somalia ikke har ført bevis for, at sagsøgeren i november 2019 fik fyldestgørende kendskab til indholdet af skrivelsen af 4. november 2019. Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at sagsøgeren fik mulighed for at gøre sig fyldestgørende bekendt hermed den 31. januar 2020, hvor det nævnte brev faktisk blev meddelt ham af EUCAP Somalia som bilag til afgørelsen af 24. januar 2020. |
79 |
Hvad for det andet angår den dato, hvor sagsøgeren faktisk fik kendskab til indholdet af skrivelsen af 3. december 2019, er det ubestridt mellem parterne, at afgørelsen om at opsige kontrakten blev meddelt sagsøgeren ved fremsendelse til dennes fulde adresse af denne skrivelse, som blev behørigt modtaget og meddelt ham den 5. december 2019. |
80 |
Da afgørelsen om at opsige kontrakten som meddelt ved skrivelsen af 3. december 2019 er en individuel foranstaltning, der berører sagsøgeren negativt, kunne sagsøgeren med føje påberåbe sig kontraktens artikel 21.1 og indgive en klage ved skrivelse af 2. januar 2020, hvilken klage skal kvalificeres som en intern klage over denne afgørelse. |
81 |
Da denne interne klage blev indgivet af sagsøgeren inden en måned efter, at sagsøgeren fik kendskab til skrivelsen af 3. december 2019, der var bebyrdende for ham, jf. kontraktens artikel 21.1, kan nærværende søgsmål, der er anlagt i overensstemmelse med kontraktens artikel 22.2, antages til realitetsbehandling. Følgelig skal EUCAP Somalias formalitetsindsigelse i denne henseende forkastes. |
2. De tilsidesættelser, der er af betydning for opsigelsesskrivelserne og afgørelsen af 24. januar 2020
82 |
Sagsøgeren har ikke under sagen anfægtet afgørelsen om at opsige kontrakten som sådan eller med andre ord EUCAP Somalias ret til at bringe ansættelsesforholdet til ophør. |
83 |
Sagsøgeren har derimod nedlagt påstand om, at opsigelsesskrivelserne, og om fornødent afgørelsen af 24. januar 2020 erklæres ugyldige, for så vidt som de tilsidesætter flere kontraktbestemmelser samt EU-retten og i givet fald den nationale lovgivning, som finder anvendelse. |
a) Om opsigelsesskrivelserne
84 |
Til støtte for sin påstand om, at opsigelsesskrivelserne skal erklæres ugyldige, har sagsøgeren i det væsentlige påberåbt sig for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet, navnlig for så vidt angår skrivelsen af 4. november 2019, denne skrivelses »manglende virkning og gyldighed« samt tilsidesættelse af kontraktens artikel 21 og af retten til at blive hørt under den interne klageprocedure, for det tredje tilsidesættelse af kontraktens artikel 18.1 og artikel 17.2 og for det fjerde, hvis belgisk ret finder anvendelse, en tilsidesættelse af lov om arbejdsaftaler. |
85 |
Retten vil prøve sagsøgerens tre første klagepunkter i rækkefølge. Det fjerde klagepunkt er i det væsentlige blevet påberåbt til støtte for det andet og det tredje klagepunkt og vil blive behandlet i forbindelse hermed. [udelades] |
1) Den manglende gyldighed og virkning af meddelelsen i skrivelse af 4. november 2019 af afgørelsen om at opsige kontrakten og tilsidesættelsen af retten til at blive hørt i henhold til kontraktens artikel 21
99 |
Sagsøgeren har gjort gældende, at skrivelsen af 4. november 2019 er ugyldigt, eftersom det først blev meddelt ham ved afgørelsen om afvisning af hans interne klage. Til støtte for denne argumentation har sagsøgeren for det første anført, at denne skrivelse ikke er blevet meddelt ham forskriftmæssigt og ikke opfylder de formelle gyldighedsbetingelser, der i denne henseende er fastsat i belgisk ret. For det andet har sagsøgeren påberåbt sig, at EUCAP Somalia under den interne klageprocedure har tilsidesat kontraktens artikel 21 og retten til at blive hørt. |
100 |
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt meddelelsen af skrivelsen af 4. november 2019 var forskriftmæssig, har sagsøgeren gjort gældende, at fremsendelsen af denne skrivelse var ikke var forskriftmæssig, idet skrivelsen den 8. november 2019 blev sendt pr. anbefalet post til en ufuldstændig adresse. Sagsøgeren har tilføjet, at det blotte bevis for betaling for en anbefalet forsendelse ikke er tilstrækkeligt som bevis for afsendelse, og at det er beviset for modtagelsen af skrivelsen, der tillægges betydning i belgisk ret. Desuden kan EUCAP Somalias efterfølgende fremsendelse i januar 2020 af skrivelsen af 4. november 2019 ikke anses for at lovliggøre den oprindelige fremsendelse af dette brev til en forkert adresse og kan derfor ikke begrunde en anvendelse med tilbagevirkende kraft af det i skrivelsen fastsatte opsigelsesvarsel. |
101 |
Følgelig skal skrivelsen af 4. november 2019 anses for at være ugyldig og uden virkning, og det varsel på en uge, som fastsættes deri, er absolut ugyldigt og kan derfor ikke have retsvirkninger på den fastsatte dato i henhold til artikel 37, stk. 1, fjerde afsnit, i lov om arbejdsaftaler. Sagsøgeren har endvidere præciseret, at denne ugyldighed udelukkende vedrører opsigelsesvarslet, uden at dette dog påvirker eksistensen af opsigelsen, således at skrivelsen af 4. november 2019 ikke kan gøres gældende over for ham med henblik på at anfægte hans krav på at få tilkendt en godtgørelse for opsigelsen. |
102 |
EUCAP Somalia er af den opfattelse, at sagsøgeren formelt blev underrettet om kontraktens opsigelse ved den sandsynlige modtagelse af skrivelsen af 4. november 2019 efter afsendelsen den 8. november 2019. EUCAP Somalia har endvidere gjort gældende, at denne skrivelse blev fremsendt til sagsøgeren pr. anbefalet brev med modtagelsesbevis til den adresse, som sagsøgeren selv havde angivet i formularen udfyldt den 10. august 2019 vedrørende personlige kontaktoplysninger. I henhold til belgisk arbejdsret, og navnlig artikel 37, stk. 1, i lov om arbejdsaftaler, er meddelelsen af den nævnte skrivelse derfor gyldig, for så vidt som den ufuldstændige adresse, der er påført skrivelsen, skyldes en ikke undskyldelig fejl fra sagsøgerens side. EUCAP Somalia har under alle omstændigheder gjort gældende, at EUCAP Somalia i overensstemmelse med belgisk ret berigtigede meddelelsen om opsigelse ved at fremsende skrivelsen af 3. december 2019. |
103 |
I det foreliggende tilfælde indeholder kontrakten ingen bestemmelser, der direkte regulerer den del af tvisten, der vedrører overholdelsen af de formelle gyldighedsregler, der finder anvendelse på EUCAP Somalias meddelelse til sagsøgeren af afgørelsen om at opsige kontrakten. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 37 ovenfor, skal reglerne i belgisk ret følgelig anvendes med henblik på at prøve, om de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med dette klagepunkt, er velbegrundede. |
104 |
Artikel 40, stk. 2, andet afsnit, i lov om arbejdsaftaler, sammenholdt med lovens artikel 37, stk. 1, bestemmer bl.a., at når opsigelsen afgives af arbejdsgiveren, er meddelelsen herom kun gyldig, hvis den gives pr. anbefalet brev med postvæsenet, hvilket har virkning på den tredje hverdag efter afsendelsen, eller ved stævningsmand. |
105 |
I denne forbindelse påhviler det arbejdsgiveren først at bevise, at det anbefalede brev er kommet frem til adressaten. Når underretning om opsigelsesvarslet gives pr. anbefalet brev med postvæsenet, skal skrivelsen sendes til den nøjagtige adresse. Et anbefalet brev, der er sendt til en forkert adresse, har ikke retsvirkning. Den omstændighed, at underretningen er uden retsvirkning, kan ikke afhjælpes ved at udlevere en kopi af skrivelsen til arbejdstageren. Meddelelsen af et varsel pr. anbefalet brev er således ugyldig, hvis den adresse, der fremgår af modtagelsesbeviset, er ukorrekt (cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles, Belgien), dom af 7.11.2016, sag nr. 2015/AB/742). I øvrigt er arbejdsgiverens blotte fremlæggelse af bevis for betaling for en anbefalet forsendelse ikke tilstrækkelig (jf. i denne retning cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles), dom af 22.4.2016, sag nr. 2014/AB/765). |
106 |
Endvidere skal opsigelsen for at være gyldig meddeles på den seneste adresse, som arbejdsgiveren havde kendskab til (cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles), dom af 19.10.2012, sag nr. 2011/AB/1014). Hvis opsigelsesvarslet er blevet meddelt på en forkert adresse, selv om arbejdsgiveren kendte eller burde kende den nye adresse, er denne meddelelse med andre ord uretmæssig, og arbejdsgiveren skal betale en fratrædelsesgodtgørelse (cour du travail de Gand (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Gent, Belgien), dom af 14.11.2011, J.T.T. 2012, 1124, 1589). En arbejdsgiver kan imidlertid ikke kritiseres for ikke at have efterkommet forpligtelsen til at give meddelelse om opsigelsen til den korrekte adresse, når det skyldes fejl eller forsømmelighed fra arbejdstagerens side, at forsendelsen er sendt til en forkert adresse (cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien), dom af 2.3.2005, J.T.T. 2005, 926, 383). I denne forbindelse har arbejdstageren pligt til i tilstrækkelig god tid at oplyse sin arbejdsgiver om en adresseændring. Det er således blevet fastslået i et tilfælde, hvor arbejdstageren ikke havde fremlagt bevis for, at han havde underrettet sin arbejdsgiver om sin adresseændring, at en opsigelse, der var blevet sendt til arbejdstagerens tidligere adresse, var gyldig, således at opsigelsesvarslet løb fra den dato, som var fastsat af arbejdsgiveren (cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège), dom af 14.1.2004, sag nr. 27.452-98). Det er imidlertid ikke udelukket, at arbejdsgiveren kan tage hensyn til andre indicier eller adresser, som arbejdstageren har fremlagt i en anden sammenhæng (jf. i denne retning cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège), dom af 2.3.2005, J.T.T. 2005, 926, 383). |
107 |
Endvidere er konsekvensen efter belgisk ret af en fejl, som ikke kan bebrejdes arbejdstageren men er begået af arbejdsgiveren, ved angivelsen af den ansattes adresse i forbindelse med fremsendelsen af en skrivelse om opsigelse af en ansættelseskontrakt, at det opsigelsesvarsel, der er angivet i denne skrivelse, er absolut ugyldigt. Fratrædelse sker i så fald umiddelbart, medmindre retten efter en rimelig frist finder, at parterne har givet afkald på retten til at påberåbe sig umiddelbar fratrædelse (cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien), dom af 28.1.2008, R.G. nr. S.07.0056.N, jf. ligeledes cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles), dom af 7.11.2016, nr. 2015/AB/742.) Med andre ord påvirker opsigelsesvarslets ugyldighed ikke selve opsigelsen (cour de cassation (kassationsdomstolen), dom af 6.1.1997, J.T.T. 1997,119). En arbejdstager, der er opsagt med et ugyldigt opsigelsesvarsel, kan, så snart han får kendskab til, at opsigelsesvarslet er ugyldigt, bl.a. påberåbe sig opsigelsen og kræve øjeblikkelig betaling af godtgørelse for opsigelse eller fortsætte opfyldelsen af kontrakten indtil udløbet af det ulovligt meddelte varsel og ved udløbet af dette påberåbe sig retten til godtgørelse for opsigelse (cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège), dom af 15.1.2008, J.T.T. 2008, 1004, 160). |
108 |
Endelig kan arbejdsgiveren, så længe arbejdstageren ikke har påberåbt sig, at opsigelsesvarslet er ugyldigt og gjort krav på umiddelbar fratræden, meddele arbejdstageren et nyt varsel, der er i overensstemmelse med de lovbestemte krav (cour du travail de Liège, dom af 15.1.2008, R.G. nr. 8356/2007, og af 17.10.2013, nr. 2012/AL/332). I et sådant tilfælde begynder opsigelsesvarslet i henhold til artikel 37/1 i lov om arbejdsaftaler at løbe fra mandag i ugen efter, at det nye varsel er blevet meddelt. |
109 |
I det foreliggende tilfælde er det for det første blevet fastslået i præmis 67-78 ovenfor dels, at EUCAP Somalia ikke har ført bevis for de faktiske følger af meddelelsen af skrivelsen af 4. november 2019, navnlig ved fremlæggelse af en kvittering for modtagelsen, der er behørigt underskrevet af sagsøgeren, eller ved fremlæggelse af en attest om aflevering på den seneste adresse, som sagsøgeren havde oplyst, dels, at det ikke er godtgjort, at denne skrivelse har gjort det muligt for sagsøgeren den 8. november 2019 at få kendskab til afgørelsen om opsigelse af kontrakten og det i denne forbindelse fastsatte opsigelsesvarsel. |
110 |
Under disse omstændigheder og i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 105 ovenfor, er meddelelsen af skrivelsen af 4. november 2019, der blev sendt til en forkert adresse, behæftet med en mangel, der medfører, at det i denne skrivelse anførte varsel er ugyldigt, hvilket ikke kunne afhjælpes ved EUCAP Somalias efterfølgende fremsendelse af den nævnte skrivelse til sagsøgeren den 24. januar 2020. |
111 |
For det andet fremgår det ligeledes af præmis 73 ovenfor, at EUCAP Somalia sendte skrivelsen af 4. november 2019 til en ufuldstændig adresse som følge af sagsøgerens culpøse undladelse af at angive vejnummeret i formularen vedrørende dennes personlige kontaktoplysninger. |
112 |
Det er korrekt, at denne culpøse undladelse fra sagsøgerens side i henhold til belgisk ret, der er nævnt i præmis 106 ovenfor, kunne fritage EUCAP Somalia for ansvaret for ikke at have opfyldt forpligtelsen til at give meddelelse om opsigelsen til sagsøgerens nøjagtige adresse. Som det imidlertid er fastslået i præmis 74 ovenfor, havde sagsøgeren ikke desto mindre inden den omtvistede fremsendelse meddelt EUCAP Somalia sin fulde adresse i en formular vedrørende angivelse af identiteten på en berettiget i tilfælde af dødsfald, som blev fremsendt samtidig med formularen vedrørende hans personlige kontaktoplysninger, og i en formular vedrørende sagsøgerens bankoplysninger. Under disse omstændigheder kunne EUCAP Somalia, som havde adgang til disse oplysninger, have søgt efter sagsøgerens mest fuldstændige adresse blandt de øvrige oplysninger, som denne havde givet. Sagsøgerens forsømmelighed kan derfor ikke under disse omstændigheder fritage EUCAP Somalia for sit ansvar for den ikke forskriftmæssige meddelelse af skrivelsen af 4. november 2019 og kan dermed ikke forhindre, at det opsigelsesvarsel, der er fastsat i dette brev, er ugyldigt. |
113 |
For det tredje skal det fremhæves, at EUCAP Somalia den 3. december 2019 fremsendte en anden skrivelse om opsigelse til sagsøgeren, hvori denne blev underrettet om afgørelsen om at opsige kontrakten »med et varsel på en uge, som løber fra mandag den 9. december 2019«. Sagsøgeren har ikke bestridt at have modtaget og gjort sig bekendt med indholdet af denne skrivelse, som blev sendt pr. anbefalet post til hans fulde adresse. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 108 ovenfor, må det således fastslås, at skrivelsen af 3. december 2019 på datoen for sagsøgerens modtagelse heraf den 5. december 2019 indebar, at EUCAP Somalia berigtigede den fejl, som missionen havde begået ved meddelelsen af opsigelsen i brev af 4. november 2019. |
114 |
Hvad angår det argument, som sagsøgeren har fremført i sine skriftlige svar på Rettens spørgsmål, og hvorved han har anfægtet lovligheden af den anden opsigelse på grund af dens betingede karakter, bemærkes, at ifølge artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Ifølge retspraksis finder denne bestemmelse anvendelse på såvel klagepunkter som argumenter (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). Imidlertid skal et anbringende eller et argument, der udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, antages til realitetsbehandling (jf. dom af 15.12.2021, Oltchim mod Kommissionen, T-565/19, EU:T:2021:904, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis). |
115 |
I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at det ovennævnte argument ikke er støttet på omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og for det andet, at det ikke har nær forbindelse med et argument, der er fremsat i stævningen. Selv om dette argument er blevet fremsat i forbindelse med sagsøgerens svar på et spørgsmål fra Retten, må det i øvrigt fastslås, at det går ud over rækkevidden af dette spørgsmål (jf. i denne retning og analogt dom af 7.2.2019, RK mod Rådet, T-11/17, EU:T:2019:65, præmis 54). Dette argument skal derfor afvises. |
116 |
Det fremgår af samtlige disse forhold, at EUCAP Somalia ikke meddelte sagsøgeren skrivelsen af 4. november 2019 forskriftmæssigt, idet EUCAP Somalia ikke overholdt de formelle gyldighedsbetingelser, der i denne henseende er fastsat i belgisk ret, hvilket medfører, at det opsigelsesvarsel, som fastsættes i skrivelsen, er absolut ugyldigt. Det fremgår derimod også, at EUCAP Somalia berigtigede denne fejl med virkning fra den forskriftmæssigt meddelte skrivelse af 3. december 2019, som således fuldt ud har virkning over for sagsøgeren. |
117 |
Følgelig skal sagsøgerens klagepunkt, som er fremsat til støtte for den første påstand, om den manglende gyldighed og virkning af meddelelsen af 4. november 2019 af afgørelsen om at opsige kontrakten, tages til følge, uden at det er nødvendigt at tage stilling til sagsøgerens argument om tilsidesættelse af kontraktens artikel 21 og af hans kontraktmæssige ret til at blive hørt. Dette argument blev nemlig fremsat til støtte for den første påstand, som tages til følge. I øvrigt er der ikke knyttet noget erstatningskrav til denne angivelige tilsidesættelse. |
2) Tilsidesættelse af kontraktens artikel 17.2 og 18.1
118 |
Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at eftersom han ikke har fået mulighed for faktisk at arbejde, kan hans arbejdsydelse ikke anses for en utilstrækkelig arbejdsydelse, og det kan ikke konkluderes, at han ikke har tilstrækkelige faglige kvalifikationer til stillingen som omhandlet i kontraktens artikel 17.2. EUCAP Somalia burde således ikke have anvendt kontraktens artikel 17.2, men dens artikel 18.1, som giver hver af parterne ret til når som helst at opsige kontrakten med et varsel på en måned. EUCAP Somalia har ved at beslutte at anvende et opsigelsesvarsel på en uge tilsidesat både ordlyden af kontraktens artikel 17.2, som ikke fastsætter et obligatorisk opsigelsesvarsel, og kontraktens artikel 18.1, som fastsætter et opsigelsesvarsel på en måned. |
119 |
For det andet har sagsøgeren fremhævet, at det er forbudt efter belgisk ret og medfører ugyldighed, hvis der efter den 1. januar 2014 gøres undtagelser fra afskaffelsen af vilkår om prøvetid i arbejdskontrakter. Anvendt i det foreliggende tilfælde medfører dette princip, at kontraktens artikel 17.2, som EUCAP Somalia har baseret sig på ved opsigelsen af kontrakten, er ugyldig. Følgelig kan vilkåret om prøvetid i kontraktens artikel 17.2 ikke tillægges retsvirkning, og alene kontraktens artikel 18.1, der fastsætter et varsel på en måned, skulle have været anvendt. Sagsøgeren har endvidere anført, at den påberåbte manglende forskriftmæssighed ved meddelelsen af skrivelsen af 4. november 2019 i henhold til belgisk ret medfører, at det opsigelsesvarsel på en uge, som er fastsat i skrivelsen, er ugyldigt. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne ret i et sådant tilfælde indebærer en øjeblikkelig ophævelse af kontrakten mod betaling af en godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarslet. |
120 |
Følgelig er afgørelsen om at opsige kontrakten, som meddelt ved brevene af 4. november og 3. december 2019, ugyldig på grund af tilsidesættelse af såvel kontraktbestemmelserne som bestemmelserne i belgisk ret. |
121 |
EUCAP Somalia har anført, at sagsøgeren på tidspunktet for afgørelsen om at opsige kontrakten var omfattet af en prøvetid på tre måneder fra den 8. september til den 8. december 2019. Kontraktens artikel 17.2 udgør følgelig det eneste kontraktmæssige grundlag for afgørelsen om at opsige kontrakten. |
122 |
I denne henseende bemærkes indledningsvis, at selv om EUCAP Somalia har anerkendt, at belgisk arbejdsret ikke længere omfatter bestemmelser om prøvetid, er EUCAP Somalia ikke desto mindre af den opfattelse, at Retten, når dens kompetence hviler på artikel 272 TEUF, ikke har grundlag for at undlade at anvende et vilkår i kontrakten, selv om dette vilkår måtte vise sig at være i strid med den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, eftersom anvendelsen af de vilkår, der er indgået frivilligt mellem EUCAP Somalia og sagsøgeren, bør have forrang. Kontraktens artikel 17.2 skal således anvendes til trods for, at belgisk lov er udpeget som den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. |
123 |
Dernæst er EUCAP Somalia af den opfattelse, at missionen ikke begik nogen fejl, da den på grundlag af denne artikel fandt, at sagsøgeren på grund af helbredsmæssige kontraindikationer ikke var fysisk egnet til at opfylde kontrakten korrekt. |
124 |
Endelig har EUCAP Somalia fremhævet, at missionen ikke desto mindre har anvendt belgisk ret som supplement og i denne forbindelse har fastsat et opsigelsesvarsel på en uge i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, og artikel 40, stk. 2, i lov om arbejdsaftaler, selv om kontraktens artikel 17.2 ikke pålagde den dette. EUCAP Somalia har endvidere præciseret, at den mekanisme, der er indført ved kontraktens artikel 17.2, for så vidt som den fastsætter en mulighed for ensidig opsigelse af kontrakten i løbet af de første tre måneder af kontraktforholdet, nærmer sig belgisk ret, som tillader ensidig opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i løbet af den første halvdel af den aftalte varighed af kontrakten, dog begrænset til de første seks måneder. |
125 |
Hvad i det foreliggende tilfælde angår belgisk ret, der finder anvendelse på kontrakten (jf. præmis 45 ovenfor), blev retten til at fastsætte et vilkår om prøvetid i ansættelseskontrakter afskaffet fra den 1. januar 2014 i lov om indførelse af en fælles vedtægt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere om opsigelsesvarsler og karenstid samt tilknyttede foranstaltninger af 26. december 2013 (Moniteur belge af 31.12.2013, s. 104147). Denne afskaffelse indebærer ugyldighed for ethvert vilkår, der er i strid med artikel 6 i lov om arbejdsaftaler, som fastsætter, at enhver bestemmelse, der er i strid med lovens regler og gennemførelsesbekendtgørelserne hertil, er ugyldig, hvis formålet er at begrænse arbejdstagernes rettigheder eller at forværre deres forpligtelser. Endvidere indførte loven en mulighed for, at såvel arbejdsgiveren som arbejdstageren i den første halvdel af den periode, der er fastsat i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, dog begrænset til de første seks måneder, kan bringe kontrakten til ophør under anvendelse af de nye opsigelsesvarsler, der er fastsat i artikel 37/2, stk. 1, i lov om arbejdsaftaler. |
126 |
Disse belgiske lovbestemmelser, som regulerer forholdene for og sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, er således præceptive. |
127 |
Endelig er det korrekt, at parterne frit nåede til enighed om en prøvetid på tre måneder fra den 8. september til den 8. december 2019 og om ordlyden af kontraktens artikel 17.2, der med henblik herpå fastsætter et vilkår om prøvetid. |
128 |
Det skal ikke desto mindre bemærkes, at dette vilkår om prøvetid, som parterne frit har aftalt, ikke fastsætter noget varsel i tilfælde af opsigelse af kontrakten i løbet af prøvetiden, således at sagsøgerens rettigheder begrænses og hans forpligtelser udvides i strid med artikel 6 og artikel 37/2 i lov om arbejdsaftaler. |
129 |
Som det fremgår af præmis 45 ovenfor, kan det nævnte vilkår om prøvetid imidlertid ikke tilsidesætte ufravigelige bestemmelser i materiel belgisk arbejdsret, der finder anvendelse på kontrakten, idet vilkåret i så fald vil være ugyldigt. |
130 |
Følgelig, som sagsøgeren i det væsentlige har nedlagt påstand om, skal det vilkår om prøvetid, der er fastsat mellem parterne i kontraktens artikel 17.2, erklæres ugyldigt, og anvendelsen heraf må undlades ved afgørelsen af den foreliggende tvist. |
131 |
Det er således korrekt, at anvendelsen i det foreliggende tilfælde af artikel 40, stk. 2, i lov om arbejdsaftaler, sammenholdt med lovens artikel 37, stk. 1, og artikel 37/1 og 37/2, pålagde EUCAP Somalia at overholde et opsigelsesvarsel på en uge, idet sagsøgeren tilhørte kategorien af arbejdstagere med under tre måneders anciennitet. |
132 |
Det følger imidlertid af en samlet læsning af artikel 6, artikel 37/2 og artikel 40 i lov om arbejdsaftaler, at aftaleparterne i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt kan fastsætte et vilkår, hvorefter opsigelsen af kontrakten forbliver underlagt et længere undtagelsesvarsel end det, der er fastsat i henhold til lovens artikel 37/2, for så vidt som et sådant vilkår giver arbejdstageren bedre rettigheder og mindre forpligtelser. |
133 |
Det er tilfældet i denne sag. Det skal nemlig bemærkes, at kontraktens artikel 18.1, hvis ordlyd er gengivet i præmis 5 ovenfor, gav mulighed for ensidig opsigelse af kontrakten med et varsel på en måned. |
134 |
Følgelig må det konkluderes, at EUCAP Somalia burde have anvendt det opsigelsesvarsel, der er fastsat i kontraktens artikel 18.1, idet dette varsel giver en bedre beskyttelse af sagsøgeren end varslet på en uge, der er fastsat i medfør af bestemmelserne i lov om arbejdsaftaler. |
135 |
Sagsøgerens klagepunkt om, at kontraktens artikel 17.2 og 18.1 er tilsidesat skal derfor tages til følge, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de yderligere argumenter, som sagsøgeren har fremført i denne forbindelse. |
136 |
Hvad angår denne tilsidesættelses konsekvenser for skrivelsen af 3. december 2019 bemærkes, at EUCAP Somalia forskriftmæssigt meddelte afgørelsen om at opsige kontrakten ved fremsendelse af skrivelsen af 3. december 2019, som sagsøgeren modtog den 5. december samme år (jf. præmis 113 ovenfor). Afgørelsen om at opsige kontrakten var således lovlig og gyldig og kunne gøres gældende over for sagsøgeren den 5. december 2019, og denne afgørelse blev endelig ved udløbet af det gældende opsigelsesvarsel. Det fremgår desuden i det væsentlige af artikel 40, stk. 2, i lov om arbejdsaftaler, at når en opsigelse i henhold til belgisk ret gyldigt meddeles skriftligt med angivelse af et opsigelsesvarsel, men varslets varighed er for kort, er opsigelsen ikke ugyldig. Den manglende overholdelse af det i kontrakten fastsatte opsigelsesvarsel medfører derfor, at opsigelsesvarslet i henhold til kontraktens artikel 18.1 finder anvendelse i stedet for det lovfæstede opsigelsesvarsel på en uge, der er fastsat i dette brev. [udelades] |
IV. Konklusion vedrørende hele tvisten
170 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal sagsøgerens klagepunkter vedrørende den manglende gyldighed og virkning af meddelelsen i brev af 4. november 2019 af afgørelsen om at opsige kontrakten og vedrørende tilsidesættelsen af kontraktens artikel 17.2 og 18.1 for det første tiltrædes. Det må derfor konkluderes, at sagsøgeren på denne baggrund har ret til løn for perioden fra den 26. november til den 8. december 2019 og til en godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarslet ved opsigelse af kontrakten. Der gives følgelig sagsøgeren medhold for så vidt angår den første og den fjerde påstand, og i øvrigt frifindes EUCAP Somalia. For det andet forkastes EUCAP Somalias subsidiære modkrav. |
V. Sagsomkostninger
171 |
I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, skal den tabende part betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EUCAP Somalia i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom. |
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer RETTEN (Syvende Afdeling): |
|
|
|
|
|
|
Da Silva Passos Truchot Sampol Pucurull Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juli 2022. |
( *1 ) – Processprog: fransk
( 1 ) – Der gengives kun de præmisser i nærværende dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.