61994A0348

1 Faellesskabsret - principper - grundlaeggende rettigheder - Faellesskabets retsinstansers pligt til at sikre overholdelsen heraf - hensyntagen til den europaeiske menneskerettighedskonvention

(Traktatens om Den Europaeiske Union, art. F, stk. 2)

2 Konkurrence - administrativ procedure - menneskerettighedskonventionens artikel 6 kan ikke anvendes - Kommissionen skal respektere de proceduremaessige garantier - effektiv domstolsproevelse af Kommissionens beslutninger - uafhaengig og upartisk domstol - fuld proevelsesret

(EF-traktaten, art. 85 og 86; Raadets forordning nr. 17, art. 17; Raadets afgoerelse 88/591)

3 Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelse under administrative procedurer

4 Konkurrence - administrativ procedure - meddelelse af klagepunkter - noedvendigt indhold

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 4)

5 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 190)

6 Retspleje - staevning - formkrav - angivelse af soegsmaalets genstand - kort fremstilling af soegsmaalsgrundene

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

7 Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - virksomheder, der kan anses for ansvarlige for overtraedelsen bestaaende i en deltagelse i et kartel i sin helhed - kriterier

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

9 Konkurrence - karteller - overtraedelse, der har til formaal at begraense konkurrencen paa et bestemt geografisk marked - forudgaaende definering af det geografiske marked - ingen forpligtelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

10 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)

11 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - forsoeg paa at skjule kartellet - bevis som foelge af, at der ikke findes notater vedroerende de i kartellet deltagende virksomheders moeder

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

12 Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelser - forsaet - begreb

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

13 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - anden adfaerd end den, der blev aftalt inden for kartellet - bedoemmelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

14 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - den paagaeldende virksomheds oekonomiske situation - ikke omfattet

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

15 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - ingen foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af kartellet - ikke omfattet

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

16 Konkurrence - boeder - stoerrelse - beregningsmetoder - omregning til ecu af virksomhedernes omsaetning i referenceaaret paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme aar - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

17 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

1 Grundrettighederne hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabets retsinstanser skal beskytte. I den forbindelse laegger Domstolen og Retten de faelles forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt. Den europaeiske menneskerettighedskonvention er herved af saerlig betydning.

2 Kommissionen kan, naar den anvender Faellesskabets konkurrenceregler, ikke betegnes som en »domstol«, som omhandlet i artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention. En beslutning om anvendelse af Faellesskabets konkurrenceregler kan derfor ikke vaere ulovlig, allerede fordi den er truffet inden for rammerne af en ordning, der indebaerer, at Kommissionen baade rejser anklage og traeffer afgoerelse. Kommissionen skal dog under den administrative procedure respektere de proceduremaessige garantier, der er foreskrevet i faellesskabsretten.

Der er efter faellesskabsretten tillagt Kommissionen en overvaagningsopgave, der bl.a. indebaerer, at den skal forfoelge overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86. Forordning nr. 17 giver endvidere Kommissionen kompetence til ved beslutning at paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt har overtraadt de naevnte bestemmelser.

Kravet om en effektiv domstolsproevelse af enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler og paalaegges sanktioner i anledning heraf, udgoer et almindeligt faellesskabsretligt princip, der foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner. Der sker ikke en overtraedelse af et saadant princip, naar en saadan proevelse i medfoer af Raadets afgoerelse nr. 88/591 foretages af en uafhaengig og upartisk domstol som Retten, der paa baggrund af de anbringender, den paagaeldende fysiske eller juridiske person har paaberaabt sig til stoette for sin annullationspaastand, kan vurdere, om der er det fornoedne retlige og faktiske grundlag for enhver anklage, der rejses af Kommissionen paa det konkurrenceretlige omraade, og som i henhold til artikel 17 i forordning nr. 17 har kompetence til at vurdere, om den paalagte boede staar i rimeligt forhold til den konstaterede overtraedelses grovhed.

3 Det er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at der skal indroemmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, navnlig boeder eller tvangsboeder, og dette princip skal ogsaa overholdes, naar der er tale om en procedure af administrativ karakter.

4 Meddelelsen af klagepunkter, som skal give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning, skal vaere formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstraekkelig klare til, at de beroerte reelt kan forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen laegger dem til last.

5 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure.

6 I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal staevninger indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Disse angivelser skal vaere tilstraekkelig klare og praecise til, at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Retten i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsaetning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, som soegsmaalet stoettes paa, eventuelt kortfattet, men dog paa en sammenhaengende og forstaaelig maade, fremgaar af selve staevningen.

7 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder med et klart konkurrencebegraensende formaal, som den har deltaget i, kan ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold. Selv om det antages, at en saadan virksomheds adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade virksomhedens ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

8 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

9 Naar Kommissionen fastslaar, at der foreligger en overtraedelse, der sigter mod at begraense konkurrencen paa et bestemt geografisk marked, er det ikke noedvendigt forinden at definere det geografiske marked.

10 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.

Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.

Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

11 Det forhold, at de virksomheder, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, tilrettelagde annonceringen af de samordnede prisforhoejelser og blev opfordret til ikke at tage notater paa moederne herom, beviser, at de havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, og at de traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Kommissionen kan betragte saadanne foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

12 Det er ikke noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet.

13 Det forhold, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfaerd paa markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, skal ikke noedvendigvis tages i betragtning som formildende omstaendighed ved boedeudmaalingen. En virksomhed, der paa trods af samordningen med sine konkurrenter foelger en mere eller mindre uafhaengig politik paa markedet, soeger eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel.

14 Kommissionen er ved fastsaettelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler ikke forpligtet til at tage hensyn til den beroerte virksomheds underskud som en formildende omstaendighed. Anerkendelsen af en saadan forpligtelse ville medfoere en uberettiget konkurrencemaessig fordel for virksomheder, der er mindre tilpassede til markedsforholdene.

15 Det kan i forbindelse med fastsaettelsen af boeder for overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler tillaegges vaegt som en skaerpende omstaendighed, at der traeffes foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af et kartel, hvorimod det ikke i sig selv kan udgoere en formildende omstaendighed, at der ikke traeffes saadanne foranstaltninger.

16 Naar Kommissionen paalaegger flere virksomheder boeder for overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler, er der intet til hinder for, at den udtrykker boeden i den monetaere enhed ecu, der er konvertibel til national valuta. Dette giver i oevrigt virksomhederne mulighed for lettere at sammenligne de paalagte boeder. Muligheden for at omveksle ecu til national valuta adskiller denne monetaere enhed fra de »regningsenheder«, der er naevnt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og som ikke er et betalingsmiddel, hvorfor boeden noedvendigvis skal fastsaettes i national valuta.

Kommissionen kan ved beregningen af boeden anvende en metode, der bestaar i at omregne de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige vekselkurser i samme aar og ikke paa grundlag af vekselkursen paa datoen for beslutningens vedtagelse.

Kommissionen skal nemlig som udgangspunkt beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode. En sammenligning mellem de omsaetninger, der er blevet meddelt udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed, saasom ecu, hvis vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne.

Dels giver Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i overtraedelsesperioden, den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet. Dels giver omregning af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver saaledes mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

17 Stoerrelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler fastsaettes ud fra overtraedelsens grovhed og varighed. Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

I sag T-348/94,

Enso Española, S.A., Castellbisbal, Barcelona (Spanien), foerst ved Antonio Creus Carreras og Xavier Ruiz Calzado, Barcelona, José Ramón García-Gallardo, Burgos, og Bonifacio García Porras, Salamanca, derefter ved advokaterne Creus Carreras, Ruiz Calzado og Eva Contreras Ynzenga, Madrid,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Francisco Enrique González Díaz og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, derefter ved Richard Lyal, bistaaet af advokat Ricardo García Vicente, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

... Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

xviii) Enso Española SA, en boede paa 1 750 000 ECU

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 Sagsoegeren Enso Española SA (herefter »Enso Española«), tidligere Tampella Española SA, deltog ifoelge beslutningen i bestemte moeder i JMC (mellem februar 1989 og april 1991), PC (fra maj 1988 til maj 1989) og DOEU (fra februar 1987 til maj 1989).

Retsforhandlinger

21 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 1994.

22 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94 T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-352/94 og T-354/94).

23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

24 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).

25 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

26 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

27 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.

28 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

29 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

30 Parterne i de i praemis 26 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

Parternes paastande

31 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres helt eller delvis, i det omfang den vedroerer sagsoegeren.

- Subsidiaert: Sagsoegerens boede annulleres.

- Mere subsidiaert: Boeden nedsaettes vaesentligt.

- Kommissionens tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder gebyrer og renter i forbindelse med etablering af en bankgaranti eller en eventuel betaling af hele boeden eller en del heraf.

32 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af beslutningen

A - Anbringendet om en tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til en uafhaengig og upartisk domstol

Parternes argumenter

33 Sagsoegeren har anfoert, at det er i strid med den grundlaeggende ret til en uafhaengig og upartisk domstol, at Kommissionen baade undersoeger sagen og traeffer afgoerelse.

34 Anbringendet omfatter to led. Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at den paaberaabte grundlaeggende ret er fastslaaet i artikel 6 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (herefter »EMK«). Som det andet led i anbringendet goer selskabet gaeldende, at den paagaeldende ret er forankret i medlemsstaternes forfatningsretlige traditioner.

35 I relation til anbringendets foerste led har sagsoegeren erindret om, at en domstol, der skal traeffe afgoerelse angaaende en anklage for en forbrydelse, som omhandlet i artikel 6 i EMK, skal vaere upartisk. Det skal derfor vaere forskellige instanser eller personer, der forestaar undersoegelsen og traeffer den afgoerelse, der afslutter undersoegelsen (Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 1.10.1982, Piersack, serie A, nr. 53, og af 26.10.1984, De Cubber, serie A, nr. 86). Den Europaeiske Menneskerettighedskommission har betegnet konkurrenceretlige beslutninger som en anklage for en forbrydelse (afgoerelse af 9.2.1990, sag nr. 13258/87, M & Co. mod Tyskland, bind 64, s. 138, og udtalelse i sag nr. 11598/85, Stenuit mod den franske stat, rapport af 30.5.1991, serie A, nr. 232-A).

36 De garantier, der er fastslaaet i artikel 6 i EMK, skal overholdes af tre grunde.

37 For det foerste har Kommissionens beslutning en strafferetlig karakter (Den Europaeiske Menneskerettighedskommissions udtalelse i de ovennaevnte sager Stenuit mod den franske stat og M & Co. mod Tyskland). Boedernes strafferetlige karakter fremgaar af deres funktion som straf, hvilket bevises af, at de offentliggoeres af Kommissionen med henblik paa afskraekkelse.

38 Selv hvis det antages, at den paalagte sanktion ikke har en strafferetlig karakter, burde de strafferetlige garantier have vaeret anvendt under en administrativ procedure, der foerer til en sanktion, saasom den administrative procedure for Kommissionen. Det er herved uden betydning, hvorledes sanktionerne formelt kvalificeres efter national ret og - i det foreliggende tilfaelde - efter faellesskabsretten.

39 Sagsoegeren har under henvisning til domme fra Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol (dom af 8.6.1976, Engel m.fl., serie A, nr. 22, af 21.2.1984, OEztuerk, serie A, nr. 73, og af 28.6.1984, Campbell og Fell, serie A, nr. 80) anfoert, at den grundlaeggende ret til en retfaerdig rettergang kan finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde, selv om Kommissionen ikke kan sidestilles med en domstol efter artikel 6 i EMK (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 79-91, og af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825).

40 Kommissionens partiskhed ville kunne afboedes, hvis der senere var mulighed for at anlaegge sag ved en domstol med en fuld proevelsesret (De Cubber-dommen, a.st.). Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i denne sag, idet den proevelsesret, der tilkommer Retten i medfoer af traktatens artikel 172 og 173, ikke kan betegnes som en fuld proevelsesret, der goer det muligt at proeve alle faktiske og retlige vurderinger, som omhandlet i De Cubber-dommen.

41 Retten har ikke i forbindelse med et soegsmaal efter traktatens artikel 173 kompetence til at bedoemme den faktiske situation eller de oekonomiske omstaendigheder, der er lagt til grund for de anfaegtede afgoerelser eller anbefalinger, medmindre Kommissionen beskyldes for at have gjort sig skyldig i magtfordrejning eller en aabenbar overtraedelse af traktaten eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse. Sagsoegeren har under henvisning til to domme fra Domstolen (dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 34, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 23) anfoert, at domstolsproevelsen af Kommissionens afgoerelser paa grundlag af traktatens artikel 173 alene er en legalitetsproevelse, der ikke opfylder kravene til en fuld proevelse.

42 Den i traktatens artikel 172 hjemlede proevelse af boeder er efter ordlyden en fuld proevelse, og den udgoer en udvidelse af Faellesskabets retsinstansers proevelsesret i forbindelse med et annullationssoegsmaal (Domstolens dom af 13.6.1958, sag 9/56, Meroni & Co. Industrie Metallurgiche mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 55, org. ref.: Rec. s. 9).

43 Denne proevelse er imidlertid ikke en fuld proevelse i EMK's forstand, idet Retten kun kan udoeve sin proevelsesret, saafremt der er tale om en aabenbar uretfaerdighed (Domstolens dom af 10.12.1957, sag 8/56, ALMA mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 49, org. ref.: Rec. s. 179, paa s. 192) eller en vaesentlig retlig eller faktisk vildfarelse (generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2435, paa s. 2484).

44 Selv om den paagaeldende proevelse maatte skulle betragtes som en fuld proevelse, omfatter den ikke samtlige elementer i den anfaegtede beslutning, som kraevet af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol. Den eneste mulige konsekvens af proevelsen er nemlig en aendring af den paalagte sanktion, uden at der er sket en undersoegelse af de faktiske omstaendigheder og vurderinger, Kommissionen har lagt til grund ved angivelsen af hjemmelen for sanktionen.

45 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at den grundlaeggende ret til en uafhaengig og upartisk domstol er anerkendt i medlemsstaternes retstraditioner.

46 I henhold til artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union skal de grundlaeggende rettigheder finde anvendelse, saaledes som de foelger af medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner. Den grundlaeggende ret til en upartisk domstol garanteres i medlemsstaterne i de to typer procedurer for proevelse af overtraedelser af konkurrenceretten, der sondres mellem i De Cubber-dommen, a.st.

47 I den foerste type procedure adskilles undersoegelsesfasen og beslutningsfasen fra begyndelsen. En saadan adskillelse mellem undersoegelse og beslutning er foretaget i forskellige nationale konkurrencekontrolsystemer, nemlig det franske, det graeske, det belgiske, det portugisiske, det spanske, det danske, det oestrigske, det finske og det svenske system. Nogle af disse, nemlig det belgiske, det portugisiske, det spanske, det danske og det svenske system, giver endog i en senere fase mulighed for en fuld proevelse. Proceduren for konkurrencesager i Det Forenede Kongerige, Irland, Luxembourg og Nederlandene giver derimod ikke de organer, der skal beskytte den fri konkurrence, mulighed for at paalaegge boeder.

48 Den anden type procedure, der anvendes i Tyskland og Italien, sondrer ikke mellem undersoegelsesfasen og beslutningsfasen, men der er efterfoelgende mulighed for en egentlig fuld domstolsproevelse, som er af en saadan karakter, at proceduren er i overensstemmelse med artikel 6 i EMK.

49 Paa denne baggrund garanterer medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner retten til en upartisk domstol bedre end Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols snaevre fortolkning af artikel 6 i EMK. Saafremt Retten maatte finde, at beslutningen respekterer retten til en upartisk domstol i overensstemmelse med de af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol opstillede regler, kan den saaledes ikke fastslaa, at beslutningen garanterer den ret til en upartisk domstol, der er forankret i medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner og kommet til udtryk i de procedurer for konkurrencesager, de har indfoert.

50 Kommissionen har for det foerste anfoert, at de faellesskabsretlige konkurrenceregler ikke hoerer under begrebet strafferet og derfor ikke falder ind under artikel 6, stk. 1, i EMK.

51 For det andet kan Kommissionen ikke betegnes som en domstol, som omhandlet i artikel 6 i EMK.

52 For det tredje anlaegger sagsoegeren en forkert fortolkning af traktatens artikel 173 og retspraksis herom, naar selskabet goer gaeldende, at Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols De Cubber-dom ikke kan anvendes i faellesskabsretlig sammenhaeng, fordi der ikke er mulighed for et senere soegsmaal ved en domstol, der har kompetence til at undersoege og efterproeve samtlige faktiske elementer i beslutningen og Kommissionens vurdering heraf.

53 Traktatens artikel 173 bemyndiger nemlig Faellesskabets retsinstanser til gennem proevelsen af, om der foreligger faktiske eller retlige fejl, at foretage en fuldstaendig proevelse af saavel Kommissionens konstatering af de faktiske omstaendigheder som dens vurdering heraf. Faellesskabets retsinstanser kan ganske vist ikke saette deres vurdering i stedet for den vurdering, der er anlagt af det organ, der har truffet beslutningen, men Kommissionen skal i henhold til traktatens artikel 176 gennemfoere de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af en eventuel dom om annullation (Rettens dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403). Endelig har Den Europaeiske Menneskerettighedskommission selv antaget, at artikel 173 udgoer et eksempel paa en begraenset, men normal proevelse efter artikel 6 i EMK (rapport af 17.7.1980, Kaplan-sagen, DR, bind 21, s. 66).

54 Hvad angaar den i traktatens artikel 172 hjemlede proevelse af sanktioner gaar Faellesskabets retsinstanser i praksis videre end til en proevelse af, om der foreligger en aabenbar uretfaerdighed (dommen i sagen ALMA mod Den Hoeje Myndighed, a.st.) eller en vaesentlig vildfarelse (generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse forud for dommen i sagen BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, a.st.), idet de desuden bl.a. proever, om boeden staar i rimeligt forhold til overtraedelsens grovhed (Domstolens dom af 12.7.1962, sag 16/61, Acciaierie Ferriere e Fonderie di Modena mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 329, org. ref.: Rec. s. 547, paa s. 576 og 581, og af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, paa s. 260).

Rettens bemaerkninger

55 I henhold til fast retspraksis hoerer grundrettighederne til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabet retsinstanser skal beskytte (jf. bl.a. Domstolens udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, praemis 33, og Domstolens dom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, praemis 14). I den forbindelse laegger Domstolen og Retten de faelles forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt. EMK er herved af saerlig betydning (Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18, og Kremzow-dommen, a.st., praemis 14). I oevrigt hedder det i artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, at »Unionen respekterer de grundlaeggende rettigheder, saaledes som de garanteres ved [EMK], og saaledes som de foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, som generelle principper for faellesskabsretten«.

56 Det er ligeledes fast retspraksis, at Kommissionen ikke kan betegnes som en »domstol«, som omhandlet i artikel 6 i EMK (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 7). Sagsoegerens argument om, at beslutningen er ulovlig, allerede fordi den er truffet inden for rammerne af en ordning, der indebaerer, at Kommissionen baade rejser anklage og traeffer afgoerelse, er derfor irrelevant. Det skal dog understreges, at Kommissionen under den administrative procedure skal respektere de proceduremaessige garantier, der er foreskrevet i faellesskabsretten.

57 Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at Kommissionens partiskhed paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin ikke kan afboedes ved, at der er mulighed for at anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning ved en domstol, der har fuld proevelsesret, idet dette ikke opfylder kravene i EMK.

58 Der skal i denne forbindelse erindres om, at der efter faellesskabsretten er tillagt Kommissionen en overvaagningsopgave, der bl.a. indebaerer, at den skal forfoelge overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86.

59 Forordning nr. 17 giver endvidere Kommissionen kompetence til ved beslutning at paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt har overtraadt de naevnte bestemmelser.

60 Kravet om en effektiv domstolsproevelse af enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af de ovennaevnte faellesskabsretlige konkurrenceregler og paalaegges sanktioner i anledning heraf, udgoer et almindeligt faellesskabsretligt princip, der foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner (jf. i samme retning Rettens dom af 27.6.1995, sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1753, praemis 23).

61 I det foreliggende tilfaelde er dette almindelige faellesskabsretlige princip ikke blevet tilsidesat.

62 For det foerste er Retten en uafhaengig og upartisk domstol, som er oprettet ved Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1, berigtiget i EFT 1989 L 241, s. 4). Som det fremgaar af afgoerelsens tredje betragtning, blev Retten bl.a. oprettet for at forbedre borgernes retsbeskyttelse i sager, hvori det er noedvendigt at foretage en indgaaende undersoegelse af komplicerede faktiske omstaendigheder.

63 For det andet har Retten i medfoer af afgoerelsens artikel 3, stk. 1, litra c), kompetence til at udoeve de befoejelser, der er tillagt Domstolen i henhold til traktaterne om oprettelse af Faellesskaberne og de retsakter, der er udstedt til disses gennemfoerelse, bl.a. »i sager, der indbringes mod en af Faellesskabernes institutioner af fysiske eller juridiske personer i medfoer af ... traktatens artikel 173, stk. 2 ... og som vedroerer gennemfoerelsen af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler«. I forbindelse med saadanne sager anlagt i medfoer af traktatens artikel 173 maa proevelsen af lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af konkurrencereglerne og paalaegges den paagaeldende fysiske eller juridiske person en boede herfor, betragtes som en effektiv domstolsproevelse af den paagaeldende retsakt. De anbringender, den paagaeldende fysiske eller juridiske person vil kunne paaberaabe sig til stoette for sin annullationspaastand, goer det nemlig muligt for Retten at vurdere, om der er det fornoedne retlige og faktiske grundlag for enhver anklage, der rejses af Kommissionen paa det konkurrenceretlige omraade.

64 For det tredje har Retten i henhold til artikel 17 i forordning nr. 17 »ved klager over beslutninger, hvorved Kommissionen har fastsat en boede eller en tvangsboede ... i overensstemmelse med bestemmelsen i traktatens artikel 172 fuld proevelsesret ... [idet] den kan ophaeve, nedsaette eller forhoeje den paalagte boede eller tvangsboede«. Det foelger heraf, at Retten har kompetence til at vurdere, om den paalagte boede staar i rimeligt forhold til den konstaterede overtraedelses grovhed.

65 Anbringendet maa herefter forkastes.

B - Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

66 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder en beskrivelse af det geografiske marked, paa hvilket selskabet haevdes at have overtraadt konkurrencereglerne. I meddelelsen naevnes det spanske marked kun en enkelt gang, og det irske, det portugisiske og det graeske marked naevnes overhovedet ikke.

67 Sagsoegeren antog paa baggrund heraf, at det spanske, det irske, det portugisiske og det graeske marked ikke var omfattet af undersoegelsen. Selskabet mente derfor ikke, at det behoevede at forsvare sig mod Kommissionens paastande om overtraedelser paa disse geografiske markeder.

68 I modsaetning til hvad Kommissionen goer gaeldende i sine skriftlige indlaeg for Retten, omfattede meddelelsen af klagepunkter ikke »klart det spanske og det irske marked og delvis det portugisiske og det graeske marked (i hvert fald for saa vidt angaar informationsudvekslingssystemet)«. Med denne udtalelse anerkender Kommissionen i oevrigt indirekte, at kartellet ikke omfattede det graeske og det portugisiske marked.

69 Hvad naermere angaar spoergsmaalet om, hvorvidt det spanske og det irske marked var omfattet, er Kommissionens henvisning til visse bilag til meddelelsen af klagepunkter (bilag 5, 6, 18, 20, 21, 22, 55, 56, 60, 71, 80, 81, 109, 110, 111 og 118) irrelevant, da ingen af disse bilag indeholder nogen form for angivelse af, at de omhandlede markeder var beroert af den paastaaede overtraedelse. Navnlig vedroerer bilag 5, 6, 55, 56, 60 og 71 ikke Irland.

70 Hvad angaar paastanden om, at det portugisiske og det graeske marked var delvist omfattet, har Kommissionen selv anerkendt, at der under moederne i PG Paperboard ikke blev droeftet spoergsmaal angaaende det portugisiske og det graeske marked. Desuden vedroerer adskillige af de af Kommissionen paaberaabte bilag ikke disse markeder.

71 Under alle omstaendigheder er indicierne for, at det spanske, det irske, det graeske og det portugisiske marked ikke var omfattet af meddelelsen af klagepunkter, betydelig staerkere end indicierne for det modsatte, navnlig fordi Kommissionen ikke naevner nogen af disse fire lande i den meget detaljerede analyse af de syv prisinitiativer, den foretager i meddelelsen af klagepunkter.

72 En sammenligning af de tabeller angaaende prisinitiativerne, der findes i bilagene til meddelelsen af klagepunkter og til beslutningen, viser, at der i tabellerne i bilagene til beslutningen er blevet tilfoejet to kortfattede anmaerkninger vedroerende prisforhoejelserne i Spanien for saa vidt angaar initiativerne i oktober 1989 (initiativ E) og januar 1991 (initiativ G). Det er imidlertid kun den anden af disse anmaerkninger, der vedroerer sagsoegeren.

73 Ingen af de fire ovennaevnte markeder er naevnt i beslutningen i relation til gennemfoerelsen af de i PG Paperboard trufne beslutninger med hensyn til priser paa de nationale markeder.

74 Da der mangler en klar angivelse af det omhandlede geografiske marked, har Kommissionen tilsidesat sin pligt til at give en fyldestgoerende definition af det relevante marked, selv om Retten har fastslaaet, at der generelt bestaar en saadan forpligtelse (dommen sagen SIV m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 159).

75 Det anfoeres i beslutningen, at undersoegelsen og overtraedelsen omfattede hele Faellesskabet med undtagelse af Portugal og Graekenland (betragtning 138), hvorimod meddelelsen af klagepunkter gav det indtryk, at Spanien og Irland heller ikke var omfattet af de rejste klagepunkter. Kommissionen har tilsidesat artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«), idet den i beslutningen tager klagepunkter i betragtning, som sagsoegeren ikke har haft lejlighed til at udtale sig om.

76 Kommissionen har gjort gaeldende, at meddelelsen af klagepunkter, hvorved der forstaas saavel selve teksten som bilagene, klart omfatter det spanske og det irske marked i relation til alle overtraedelsens aspekter og delvis det portugisiske og det graeske marked, idet beviserne for samordningen for disse to markeders vedkommende kun vedroerer informationsudvekslingssystemet. Ifoelge Kommissionen kan det imidlertid ikke heraf udledes, at kartellet ikke omfattede hele Faellesskabet. Det maa blot erkendes, at der ikke fandtes formelle beviser for, at kartellet omfattede disse markeder.

77 For saa vidt angaar overtraedelsens geografiske omfang henviser Kommissionen til bilag 5, 6, 18, 20, 21, 22, 49, 55, 56, 58, 60, 65, 71, 80, 81, 86, 88, 109, 110, 111, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter. Den konkluderer paa baggrund af disse dokumenter, at det ikke kan laegges Kommissionen til last, at sagsoegeren valgte at undlade at forsvare sig paa dette punkt under den administrative procedure.

78 For saa vidt angaar prisinitiativerne er den sammenlignende analyse af tabellerne, sagsoegeren foretager i sine skriftlige indlaeg, efter Kommissionens opfattelse aabenbart forkert, da oplysningerne om prisforhoejelserne i oktober 1989 og januar 1991 blev meddelt selskabet foer vedtagelsen af beslutningen.

79 Det er ifoelge Kommissionen ikke noedvendigt i forbindelse med vurderingen af en konkurrencebegraensning at definere det relevante geografiske marked, inden det undersoeges, om en given adfaerd er lovlig i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1, saafremt det, som i det foreliggende tilfaelde, er aabenbart, at det er udelukket at anvende bagatelreglen paa overtraedelsen, da stort set alle de virksomheder, der opererer paa det paagaeldende marked paa Faellesskabets geografiske omraade, deltager. Den ovennaevnte dom i sagen SIV m.fl. mod Kommissionen strider ikke mod en saadan antagelse.

Rettens bemaerkninger

80 Det er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at der skal indroemmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, navnlig boeder eller tvangsboeder, og dette princip skal ogsaa overholdes, naar der er tale om en procedure af administrativ karakter (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9).

81 I medfoer af dette princip bestemmes det i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og artikel 4 i forordning nr. 99/63, at Kommissionen i sin endelige beslutning kun kan tage klagepunkter i betragtning, som de beroerte virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig om.

82 Det fastslaas i beslutningens artikel 1, syvende led, at de i bestemmelsen naevnte virksomheder planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger »i hele EF«.

83 Eftersom sagsoegeren goer gaeldende, at der i meddelelsen af klagepunkter ikke tales om et saadant ulovligt samarbejde om priser i fire EF-medlemsstater, nemlig Spanien, Irland, Graekenland og Portugal, skal det undersoeges, om meddelelsen af klagepunkter i den foreliggende sag var formuleret i vendinger, der, selv om de var kortfattede, var tilstraekkelig klare til, at sagsoegeren reelt kunne forstaa, hvilket geografisk omfang det ulovlige samarbejde antoges at have. Kun saafremt dette er tilfaeldet, har meddelelsen af klagepunkter opfyldt sin rolle i henhold til faellesskabsreglerne, nemlig at give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning (jf. bl.a. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl., Sml. I, s. 1307, praemis 42).

84 Den meddelelse af klagepunkter, der blev sendt til sagsoegeren, bestaar af grunddokumentet, bilagene og de individuelle oplysninger vedroerende sagsoegeren. Grunddokumentet indeholder ikke nogen dispositiv del, men en »sammenfatning af overtraedelsen«. I denne sammenfatning anfoeres det bl.a., at de producenter, der leverer karton i Faellesskabet, samordnet og under indbyrdes medvirken og i strid med traktatens artikel 85 »planlagde og gennemfoerte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«. Det anfoeres udtrykkeligt, at sammenfatningen skal laeses i sammenhaeng med de detaljerede klagepunkter i den oevrige del af dokumentet.

85 Naar meddelelsen af klagepunkter betragtes i sin helhed, fremgaar det, at den paastaaede overtraedelse efter Kommissionens opfattelse omfattede hele Faellesskabets omraade. De i meddelelsen af klagepunkter fremsatte paastande angaaende de konkurrencestridige handlingers geografiske udstraekning kan ikke undersoeges isoleret i relation til det ulovlige samarbejde om priser, idet det fremgaar af meddelelsen af klagepunkter (s. 83-88), at de vaesentligste bestanddele af det paastaaede »pris frem for maengde«-system havde til formaal at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet.

86 For saa vidt angaar undersoegelsen af de faktiske omstaendigheder hedder det i meddelelsen af klagepunkter (s. 37) med hensyn til JMC's rolle i det ulovlige samarbejde om priser:

»JMC droeftede i detaljer, hvorledes de af PWG trufne beslutninger om priser naermere skulle gennemfoeres paa hvert enkelt marked. JMC's hovedopgave var 'dels at bestemme, om der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og i bekraeftende fald fastlaegge, hvorledes dette skulle goeres, dels at forsoege at etablere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa'.«

87 Hvad angaar det ulovlige samarbejde om markedsandele hedder det (s. 51), at aftalen om markedsandele »vedroerte andelene af det vesteuropaeiske marked i sin helhed«.

88 Der henvises paa dette punkt til Stora's redegoerelser, hvori det hedder (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.1):

»Der blev i PWG foert droeftelser angaaende markedsandelene udtrykt i maengder. Kvaliteter fremstillet af ubrugte fibre (GC- og UC-kvaliteter) og kvaliteter fremstillet af brugte fibre (GD- og UD-kvaliteter) blev undersoegt saerskilt. Droeftelserne drejede sig om niveauerne for Europa som helhed og for hvert enkelt land individuelt. I forbindelse med droeftelserne betoed 'Europa' landene i EF og EFTA.«

89 Med hensyn til det ulovlige samarbejde om priser anfoeres det (s. 69):

»Det fremgaar af dokumenterne ... at systemet med saakaldte 'aekvivalente' eller 'europaeiske' priser var blevet gennemfoert, idet der var blevet indfoert ens katalogpriser samtidig i hele Europa.«

90 Hvad angaar den retlige vurdering hedder det bl.a. (s. 83) i afsnittet med overskriften »Overtraedelsens karakter«:

»De vigtigste kendetegn ved 'pris frem for maengde'-systemet var foelgende:

...

- der blev regelmaessigt gennemfoert samordnede prisinitiativer, som bestod i, at samtlige producenter foretog samtidige og ensartede prisforhoejelser paa de forskellige nationale markeder;

- der blev oprettet et ensartet system for prisfastsaettelsen paa europaeisk plan;

...«

91 Endelig understreges det i meddelelsen af klagepunkter under afsnittet »Paavirkningen af handelen mellem medlemsstaterne« (s. 88):

»I den foreliggende sag maa den gennemgribende beskaffenhed af de hemmelige aftaler, som omfattede saa godt som enhver form for handel i hele EF (samt andre lande i Vesteuropa) med et vigtigt industriprodukt, automatisk have medfoert en aendring af handelsmoenstrene i forhold til den kurs, de ellers ville have fulgt.«

92 Angivelserne vedroerende den paastaaede overtraedelses geografiske omfang i selve meddelelsen af klagepunkter bekraeftes i dette dokument af de vaesentligste beviser, Kommissionen paaberaaber sig, nemlig Stora's redegoerelser. Ifoelge disse strakte de konkurrencebegraensende handlinger med hensyn til priser sig geografisk i det mindste over hele Faellesskabets omraade. Eksempelvis udtaler Stora angaaende to prisforhoejelsesinitiativer, som blev vedtaget i 1988, at »der blev indgaaet en aftale om (i 1988) at gennemfoere to prisforhoejelser paa hele faellesmarkedet« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 4). Endvidere udtaler Stora, som allerede naevnt (jf. ovenfor, praemis 88), at det ulovlige samarbejde om markedsandele vedroerte Europa som helhed.

93 Under disse omstaendigheder maa meddelelsen af klagepunkter anses for at opfylde det ovennaevnte krav om klarhed for saa vidt angaar den antagelse, at de ulovlige former for samarbejde strakte sig over hele Faellesskabets omraade. Det er saaledes uden betydning, at visse lande i Faellesskabet ikke blev naevnt udtrykkeligt.

94 Kommissionen var heller ikke forpligtet til, inden den konstaterede, at der forelaa en konkurrencebegraensning, at definere det geografiske marked, paa hvilket konkurrencebegraensningen havde fundet sted (jf. nedenfor, praemis 231 ff.).

95 Eftersom det fremgaar af sagsoegerens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at stoerstedelen af selskabets salg blev gennemfoert paa det spanske marked, skal det dog understreges, at der i adskillige dokumenter, som naevnes i meddelelsen af klagepunkter og er vedlagt som bilag hertil, henvises udtrykkeligt til det spanske marked (bilag 109, 110, 111 og 117 samt de tekniske bilag E og G).

96 Bilag 109 kommenteres i meddelelsen af klagepunkter (s. 55) naermere saaledes:

»De producenter, der var til stede under moedet [i JMC den 16. oktober 1989 ...] gjorde status over gennemfoerelsen paa de forskellige nationale markeder af den prisforhoejelse, hvis ikrafttraeden var blevet annonceret (for de fleste landes vedkommende) til den 1. oktober 1989«.

97 Det spanske marked naevnes direkte blandt de nationale markeder i bilag 109:

»c) Spanien

Prisforhoejelsen er blevet bekendtgjort, og dens gennemfoerelse stoeder ikke paa stoerre vanskeligheder ...«

98 Det tekniske bilag E, som vedroerer prisinitiativerne i oktober 1989, kommenterer og gengiver delvis bilag 111 til meddelelsen af klagepunkter, som er en prisliste, der blev fundet hos Rena. Listen betegnes ganske vist som bilag 110 til meddelelsen af klagepunkter, men en opmaerksom laeser maatte noedvendigvis vide, at der i realiteten var tale om bilag 111.

99 De gengivne oplysninger vedroerer priserne for de enkelte kartonkvaliteter i de enkelte lande og datoen for annonceringen af prisforhoejelsen, og dokumentet indeholder udtrykkelige oplysninger om det spanske marked.

100 Endelig hedder det i det tekniske bilag E:

»De enkelte producenters prisforhoejelser er angivet i detaljer i tabel E.

(NB: Finnboard, Feldmuehle og Kopparfors forhoejede deres priser i Spanien i det i bilag 117 anfoerte omfang).«

101 Henvisningen til bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter er ganske vist en beklagelig fejl, idet det i realiteten er bilag 111, der sigtes til, men det maa konstateres, at det spanske nationale marked er naevnt udtrykkeligt i det tekniske bilag E.

102 Endelig indeholder det tekniske bilag G (s. 4), som vedroerer prisinitiativerne i januar 1991, foelgende oplysning:

»De enkelte producenters prisforhoejelser er angivet i detaljer i tabel G.

De stoerste producenter, der leverer til det spanske marked (Cascades, Finnboard, Iggesund, Tampella Española, Feldmuehle), annoncerede alle en forhoejelse paa 5 ESP/kg.«

103 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af selskabets ret til kontradiktion.

104 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

C - Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

105 Sagsoegeren har under paaberaabelse af begrundelsespligtens relative karakter (generaladvokat Van Gerven's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, s. 2559, paa s. 2572) anfoert, at der maa anlaegges en streng fortolkning af pligten til at begrunde en beslutning, hvorved der paalaegges boeder, isaer naar Kommissionens beslutning gaar vaesentligt laengere end de forudgaaende beslutninger (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491).

106 Kommissionen har ikke i beslutningen i forhold til sagsoegeren klart og sammenhaengende angivet de faktiske og retlige overvejelser, der laa bag beslutningen. Hverken sagsoegeren eller Retten kan saaledes faa kendskab til Kommissionens raesonnement. Dette gaelder navnlig for definitionen af det relevante geografiske marked og vurderingen af sagsoegerens deltagelse i de paastaaede overtraedelser.

107 Sagsoegeren goer endelig gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten i relation til boedeudmaalingen.

108 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet boer forkastes, idet det alene hviler paa en generel paaberaabelse af traktatens artikel 190. Det savner under alle omstaendigheder ethvert grundlag, idet beslutningen er tilstraekkeligt begrundet.

Rettens bemaerkninger

109 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51). Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure (jf. bl.a. dommen i sagen Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 66).

110 I det foreliggende tilfaelde naevner beslutningen direkte sagsoegeren i forbindelse med beskrivelsen af de samordnede prisforhoejelser (betragtning 77 og 89). Desuden vedroerer de betragtninger i beslutningen, hvori de konkurrencebegraensende droeftelser i JMC beskrives (f.eks. betragtning 44, 45, 46, 58, 71, 73, 84, 85 og 87), noedvendigvis sagsoegeren, som ikke har bestridt sin deltagelse i dette organs moeder. Endelig redegoeres der i beslutningen klart for Kommissionens grunde til at anse sagsoegeren for at have deltaget i et samlet kartel (betragtning 116-119).

111 Under disse omstaendigheder findes beslutningens begrundelse at have givet sagsoegeren en tilstraekkelig angivelse af de vaesentligste faktiske og retlige betragtninger, der fik Kommissionen til at goere selskabet ansvarligt for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

112 Hvad angaar begrundelsen med hensyn til det geografiske marked, der er omfattet af beslutningen, skal det blot bemaerkes, at der ikke alene i beslutningens dispositive del (artikel 1), men ogsaa i begrundelsen (bl.a. betragtning 2, foerste afsnit, tredje og femte led, betragtning 44, andet afsnit, andet led, betragtning 52 og betragtning 76, foerste afsnit) tales om konkurrencestridige handlinger paa hele Faellesskabets omraade.

113 Under disse omstaendigheder kan sagsoegerens argument om en utilstraekkelig begrundelse paa dette punkt ikke tiltraedes.

114 Endelig maa det i relation til den paastaaede tilsidesaettelse af begrundelsespligten i forbindelse med boedeudmaalingen konstateres, at en saadan tilsidesaettelse, hvis den maatte anses for godtgjort, kun kan paavirke lovligheden af beslutningens artikel 3, hvorved der paalaegges sagsoegeren en boede. De paagaeldende argumenter skal derfor undersoeges sammen med anbringenderne til stoette for paastanden om annullation af boeden eller om nedsaettelse heraf (jf. nedenfor, praemis 238 ff.).

115 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

D - Anbringendet om, at traktatens artikel 85, stk. 1, fejlagtigt er anvendt paa sagsoegerens handlinger Parternes argumenter

116 Anbringendet bestaar af fire led.

117 Som det foerste led i anbringendet har sagsoegeren bestridt, at selskabet paa nogen maade har deltaget i en samlet plan med henblik paa at begraense konkurrencen.

118 Selskabet har henvist til, at det i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter anerkendte, at det havde vaeret medlem af PG Paperboard og havde deltaget i moederne i visse af PG Paperboard's organer og i Fides' system for udveksling af oplysninger. Det var imidlertid ikke klar over, at de givne oplysninger havde konkurrencebegraensende virkninger.

119 Det kan ikke ud fra selskabets begraensede deltagelse i PG Paperboard's organer og udvekslingen af oplysninger inden for disse rammer konkluderes, at selskabet deltog i en samlet plan med henblik paa begraensning af konkurrencen. I oevrigt sidestiller Kommissionen fejlagtigt selskabets deltagelse i PG Paperboard's organer med en deltagelse i selve kartellet, idet den i svarskriftet henviser til »kartellets organer«.

120 Kommissionen har ikke fremfoert trovaerdige og overbevisende beviser paa, at sagsoegeren deltog i den faelles ordning. Eftersom sagsoegeren ikke er naevnt i nogen af de dokumenter, der i beslutningen paaberaabes som beviser, kan det alene anses for godtgjort, at selskabet var til stede under moeder og deltog i en udveksling af oplysninger. Sagsoegeren understreger herved, at der er forskel mellem at vaere en del af en samlet plan med henblik paa at begraense konkurrencen og at deltage i bestemte handlinger, der kan udgoere mindre grove overtraedelser inden for rammerne af den paagaeldende plan (tilstedevaerelse under moeder og deltagelse i udvekslinger af oplysninger).

121 Sagsoegeren har efter at have redegjort for den proeve, Kommissionen har benyttet med henblik paa at godtgoere, at de enkelte adressater for beslutningen deltog i kartellet (beslutningens betragtning 116-121), konkluderet, at det ud fra en anvendelse af denne proeve paa selskabets individuelle situation maa konstateres, at det ikke deltog i den paastaaede faelles ordning. Ingen af de beviser, der paaberaabes i beslutningen, kan nemlig godtgoere en forbindelse mellem sagsoegeren og det ulovlige samarbejde.

122 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet ikke deltog i de prisforhoejelser, der blev aftalt under JMC's moede den 6. september 1990 (beslutningens betragtning 89). Som selskabet har anfoert i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter (punkt 5.2.2, saerlig punkt 5.2.2.1), er det ikke bevist, at det deltog i prisaftalerne og gennemfoerelsen heraf.

123 Desuden indeholder hverken beslutningen eller meddelelsen af klagepunkter nogen form for indicier, der giver grundlag for at konkludere, at selskabet deltog i kontrollen med gennemfoerelsen af prisforhoejelserne.

124 Sagsoegeren har i replikken praeciseret, at naar selskabet haevder, at det ikke deltog i prisaftaler, skal dette forstaas saaledes, at det ikke paatog sig nogen forpligtelser til at anvende et bestemt prisniveau, hvilket ikke er ensbetydende med, at det ikke var bekendt med, at der fandtes aftaler, som de store producenter havde indgaaet herom, formentlig under moeder i PWG. Selskabets handelspolitik fulgte til enhver tid andre regler end dem, der blev anvendt af dets konkurrenter.

125 Som et tredje led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet hverken har deltaget i et ulovligt samarbejde om tilpasning af de producerede maengder eller i et ulovligt samarbejde om markedsandele.

126 Sagsoegeren konstaterer, at det fremgaar af beslutningen (betragtning 51 ff.), at der inden for PG Paperboard blev indfoert et system for regulering af priser og produktionsmaengder baseret paa et saakaldt princip om »pris frem for maengde«. Det haevdes endvidere (betragtning 58), at selv om de mindre kartonproducenter ikke blev indviet i de indgaaende droeftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle princippet om »pris frem for maengde« og var derfor udmaerket klar over den almindelige forstaaelse, der herskede blandt de stoerre producenter med henblik paa at fastholde et konstant udbudsniveau, og behovet for at tilpasse deres egen markedsadfaerd hertil.

127 Der findes imidlertid ingen beviser for denne paastand for saa vidt angaar sagsoegeren. Selskabets handelspolitik, som er belyst i dets svar paa meddelelsen af klagepunkter, har tvaertimod altid vaeret at foroege maengden af produkter paa markedet, selv til skade for avancerne i forbindelse med de opnaaede priser.

128 Desuden antager Kommissionen med urette, at sagsoegeren deltog i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger og i det ulovlige samarbejde om markedsandele. Kommissionen anerkender saaledes i beslutningens betragtning 116, at det kun var de store producenter, der indgik aftaler om producerede maengder og markedsandele.

129 Paastanden om en opdeling af markederne er heller ikke bevist og end ikke underbygget i beslutningen. Under alle omstaendigheder giver udviklingen i sagsoegerens salg paa markederne inden for Faellesskabet tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at denne beskyldning er ubegrundet for sagsoegerens vedkommende.

130 Endelig goer sagsoegeren som det fjerde led i anbringendet gaeldende, at der lige som i meddelelsen af klagepunkter heller ikke i beslutningen gives naermere oplysninger om det relevante geografiske marked (jf. ovenfor, praemis 66 ff.). Det eneste sted i beslutningen, hvor det geografiske markeds graenser praeciseres, er betragtning 138, hvori det anerkendes, at overtraedelserne ikke blev begaaet paa det portugisiske og det graeske marked. Sagsoegeren paapeger, at denne betragtning ikke haenger sammen med betragtning 61, hvori det understreges, at Fides' system for udveksling af oplysninger daekkede hele Vesteuropa.

131 Spoergsmaalet om defineringen af det relevante geografiske marked er afgoerende for vurderingen af, om der foreligger en overtraedelse, og dennes grovhed og omfang. Sagsoegeren deltog kun i ubetydeligt omfang i overtraedelsen, idet det spanske, det portugisiske, det graeske og det irske marked, hvor selskabet havde stoerstedelen af sine aktiviteter, ikke er omfattet af proceduren.

132 Endvidere synes det spanske og det irske marked at vaere blevet anset for at falde ind under det relevante geografiske marked (beslutningens betragtning 72), selv om der i de fleste af de i beslutningen fremfoerte beviser ikke henvises til disse nationale markeder. Navnlig henviser de beviser, Kommissionen paaberaaber sig med henblik paa at godtgoere, at der fandtes en aftale om prisforhoejelser, kun til det spanske og det irske marked i relation til prisforhoejelserne i oktober 1989, april 1990 og januar 1991.

133 Kommissionen har gjort gaeldende, at de af sagsoegeren i svaret paa meddelelsen af klagepunkter fremfoerte argumenter boer afvises, idet det ikke er godtgjort, at de kan rejse tvivl om den anfaegtede beslutnings gyldighed.

134 Kommissionen har dernaest i relation til anbringendets foerste led understreget, at den korrekte fremgangsmaade i en sag som den foreliggende er at paavise kartellets eksistens og virksomhed samt fremherskende traek som helhed og derefter fastslaa, om der foreligger trovaerdige og overbevisende beviser paa, at hver enkelt producent var deltager i den faelles ordning, og det tidsrum, i hvilket den enkelte producent deltog. Kommissionen paaberaaber sig herved beslutningens betragtning 116, andet afsnit, hvorefter det ulovlige samarbejde om priser og maengdetilpasning var uloeseligt forbundne sider af den samme overordnede plan.

135 Kommissionen antager, at alle de producenter, der var medlem af PG Paperboard og havde saede i organets forskellige udvalg, deltog i kartellet, idet PG Paperboard i sig selv hovedsageligt havde et ulovligt formaal. PWG og JMC beskaeftigede sig naesten udelukkende med prisfastsaettelsen og opdelingen af markedet.

136 I oevrigt er der adskillige direkte beviser for sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen, saaledes som det er angivet i beslutningen og i bilagene til meddelelsen af klagepunkter. Sagsoegeren er naevnt i de noegledokumenter, der beviser eksistensen af kartellet som helhed eller dets forskellige handlinger.

137 I relation til anbringendets andet led goer Kommissionen gaeldende, at det er bevist, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser. Selskabets svar paa meddelelsen af klagepunkter bekraefter blot, at det deltog i det ulovlige samarbejde om priser, idet det paa baggrund af sin deltagelse i kartellets organer ikke kan begrunde den paastaaede forsinkelse med annonceringen af priserne med, at der var tale om en intelligent tilpasning til markedsvilkaarene.

138 For saa vidt angaar anbringendets tredje led har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren ikke har bestridt sin deltagelse i kartellets vigtigste organer med undtagelse af PWG, og at der i relation til disse organer er foert bevis for den aftale og samordnede praksis, der laegges sagsoegeren til last (jf. bl.a. beslutningens betragtning 111, 112 og 113). Der kraeves saaledes ikke direkte bevis for, at hver enkelt paastaaede deltager udtrykkeligt samtykkede i eller forpligtede sig til aabenlyst at handle til stoette for hvert enkelt aspekt af eller tilkendegivelse fra kartellet, lige saa laenge det fungerede (beslutningens betragtning 116). Saavel materielretlige som praktiske grunde taler imod en saadan fragmenteret fremgangsmaade, idet tyngdepunktet i overtraedelsen ligger i producenternes samlede medvirken over en aarraekke i en faelles ulovlig virksomhed i henhold til en faelles plan (samme betragtning).

139 Selv om det kun var de store producenter, der droeftede bl.a. markedsandele og produktionsstandsninger i PWG, betyder dette ikke, at de mindre producenter ikke var involveret i denne del af overtraedelsen. De mindre producenter var nemlig bekendt med og accepterede den markedsopdelingspolitik, der blev fastlagt i PWG (beslutningens betragtning 58), og de lettede den praktiske gennemfoerelse af systemet for kontrol med de solgte maengder og markedsandelene ved at give de noedvendig oplysninger til Fides, ligesom de blev underrettet om planlagte produktionsstandsninger inden for JMC (betragtning 71).

140 Kommissionen har endelig anfoert, at anbringendets fjerde led ligeledes maa forkastes.

141 Den har herved i det vaesentlige henvist til de argumenter, der tidligere er redegjort for (jf. ovenfor, praemis 76 ff.). Den har dog understreget, at det i beslutningens betragtning 138 tilkendegives, at der ikke foreligger paalidelige beviser for prisaftaler i Graekenland og Portugal, men ikke at overtraedelserne ikke fandt sted i disse lande. Den har ligeledes afvist den af sagsoegeren paastaaede manglende sammenhaeng mellem det forhold, at informationsudvekslingen inden for Fides daekkede hele Europa, og det forhold, at der ikke findes beviser for prisaftaler i Graekenland og Portugal.

Rettens bemaerkninger

142 Retten skal foerst samlet behandle de tre foerste led i anbringendet, som gaar ud paa, at sagsoegeren ikke deltog i den i beslutningens artikel 1 konstaterede overtraedelse. Det fjerde led, som gaar ud paa, at det relevante geografiske marked ikke er defineret tilstraekkelig praecist, vil blive behandlet saerskilt.

Anbringendets tre foerste led om, at sagsoegeren ikke deltog i den i beslutningens artikel 1 konstaterede overtraedelse

143 Indledningsvis bemaerkes, at i henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal staevninger indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Disse angivelser skal vaere tilstraekkelig klare og praecise til, at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Retten i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsaetning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, som soegsmaalet stoettes paa, eventuelt kortfattet, men dog paa en sammenhaengende og forstaaelig maade, fremgaar af selve staevningen (jf. f.eks. Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, praemis 21).

144 I det foreliggende tilfaelde findes sagsoegeren, for saa vidt som selskabet henviser til de argumenter, det fremfoerte i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, ikke at goere andre anbringender eller argumenter gaeldende end dem, der er fremfoert i staevningen. Naar der i staevningen henvises til visse udtalelser i svaret paa meddelelsen af klagepunkter, skal dette saaledes blot stoette eller fuldstaendiggoere selve staevningen paa bestemte punkter. Under disse omstaendigheder boer de argumenter, sagsoegeren har fremfoert i forbindelse med naervaerende anbringende, antages til realitetsbehandling.

145 Der skal foerst tages stilling til, om Kommissionen har bevist, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra marts 1988 til februar 1989, fra hvilket tidspunkt sagsoegeren har anerkendt, at selskabet begyndte at deltage i moederne i JMC. Det skal dernaest undersoeges, om Kommissionen har bevist, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i den resterende periode, dvs. fra februar 1989 til april 1991.

1. Perioden fra marts 1988 til februar 1989

146 Det hedder i beslutningens betragtning 162, fjerde afsnit:

»Enso Española begyndte regelmaessigt at deltage i moeder afholdt i et udvalg i PG Paperboard (Det OEkonomiske Udvalg) i 1987 og deltog foerste gang i Direktoerkonferencen den 25. maj 1988. Virksomheden paastaar, at den foerst begyndte at deltage i JMC i februar 1989. Imidlertid tog den faktisk del i det foerste prisinitativ i 1988, og dens faktiske deltagelse i overtraedelsen maa antages at vaere begyndt omkring dette tidspunkt.«

147 Med henblik paa at bevise, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler i den omhandlede periode, henviser Kommissionen til, at virksomheden deltog i moederne i PC den 25. maj og den 17. november 1988 (tabel 3 i bilagene til beslutningen), og at den deltog i DOEU's moede den 3. maj 1988 (tabel 6 i bilagene til beslutningen), samt til sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser.

148 Hvert enkelt af disse beviselementer skal undersoeges i den naevnte raekkefoelge.

a) Sagsoegerens deltagelse i visse moeder i PC

149 Kommissionen har ikke henvist til beviser for emnet for de to naermere anfoerte moeder i PC, hvori sagsoegeren har deltaget. Naar Kommissionen derfor henviser til denne deltagelse som bevis for, at virksomheden har medvirket i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er det noedvendigvis begrundet i den generelle beskrivelse i beslutningen af formaalet med moederne i dette organ, samt i de beviser, som er naevnt i beslutningen til stoette for denne beskrivelse.

150 Det hedder saaledes i beslutningen: »Som Stora har forklaret, var en af PWG's funktioner at forklare Direktoerkonferencen de forholdsregler, der var noedvendige for at skabe orden paa markedet ... Paa denne maade blev de administrerende direktoerer, der deltog i Direktoerkonferencerne, informeret om de beslutninger, der blev truffet af PWG, og om de instrukser, der skulle gives til deres salgsafdelinger med henblik paa at gennemfoere de aftalte prisinitiativer« (beslutningens betragtning 41, foerste afsnit). Det hedder endvidere: »PWG traadte altid sammen forud for en Direktoerkonference, og da begge moeder blev ledet af den samme person, er der ingen tvivl om, at det var denne person, der meddelte resultatet af droeftelserne i PWG til de medlemmer blandt de saakaldte 'direktoerer', der ikke tilhoerte inderkredsen« (beslutningens betragtning 38, andet afsnit).

151 Ifoelge Stora blev deltagerne i PC's moeder informeret om de beslutninger, PWG traf (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8). Rigtigheden af denne oplysning bestrides imidlertid af flere af de virksomheder, der deltog i PC. Den bestrides bl.a. indirekte af sagsoegeren, idet denne bestrider at have deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Stora's redegoerelser om PC's rolle kan derfor ikke uden stoette i andre omstaendigheder anses for tilstraekkeligt bevis for, hvad organets moeder omhandlede.

152 I sagen findes et dokument, en erklaering af 22. marts 1993 afgivet af et tidligere medlem af Feldmuehle's direktion (hr. Roos), der umiddelbart synes at bekraefte Stora's paastande. Hr. Roos har bl.a. oplyst: »Indholdet af droeftelserne i PWG blev videregivet til de virksomheder, der ikke var repraesenteret i denne gruppe paa Direktoerkonferencen, der fulgte umiddelbart efter, eller hvis dette ikke var tilfaeldet, paa JMC's moede.« Kommissionen har ikke udtrykkeligt henvist til dette dokument i beslutningen til stoette for sine paastande i relation til PC's moeder, og det kan under alle omstaendigheder ikke anses for et selvstaendigt bevis i forholdt til Stora's redegoerelser. Da disse redegoerelser nemlig sammenfatter svarene fra de tre virksomheder, der indgik i Stora i overtraedelsesperioden, herunder Feldmuehle, er et forhenvaerende medlem af Feldmuehle's direktion noedvendigvis en af kilderne til Stora's redegoerelser.

153 Kommissionen anfoerer i beslutningen, at bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat, der blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige og vedroerer et moede i Wien den 12. og 13. december 1986, »[bekraefter] Stora's indroemmelse af, at Direktoerkonferencen rent faktisk droeftede hemmelige prisaftaler« (betragtning 41, tredje afsnit, og betragtning 75, andet afsnit). Dokumentet indeholder foelgende oplysning:

»Fastsaettelse af priser for det britiske marked

I seneste Fides-moede deltog ogsaa Weig's repraesentant, der udtalte, at de fandt 9% for hoejt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%! Stor skuffelse, da det indebaerer et forhandlingsniveau for alle andre. Prispolitikken for Det Forenede Kongerige overlades til RHU, med stoette fra [Mayr-Melnhof], selv om dette indebaerer et midlertidigt omsaetningstab, mens vi goer bestraebelser paa at fastholde maalet paa 9% (som man vil kunne se). [Mayr-Melnhof/FS] fastholder en vaekstpolitik i Det Forenede Kongerige, men det faldende overskud er alvorligt, og vi maa slaas for at faa kontrol med priserne igen. [Mayr-Melnhof] erkender, at det ikke hjaelper, at det er kendt, at de har oeget omsaetningen i Tyskland med 6 000!«

154 Det Fides-moede, der naevnes i indledningen af den citerede passage, maa ifoelge Mayr-Melnhof (svar paa en begaering om oplysninger, bilag 62 til meddelelsen af klagepunkter) antages at vaere PC's moede den 10. november 1986, som sagsoegeren ikke deltog i, jf. tabel 3 i bilagene til beslutningen.

155 Det bemaerkes, at dokumentet bekraefter, at Weig reagerede med at give oplysninger om sin fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige i forhold til prisstigningernes oprindelige omfang.

156 Dette kan imidlertid ikke anses som bevis for, at Weig reagerede paa en bestemt prisforhoejelse, som var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard foer den 10. november 1986.

157 Kommissionen har ikke paa dette punkt paaberaabt sig andre beviser. Weig's henvisning til en prisforhoejelse paa »9%« kan forklares med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige den 5. november 1986 (bilag A-12-1). Denne meddelelse blev offentliggjort med kort frist, hvilket fremgaar af et avisudklip (bilag A-12-3). Kommissionen har ikke fremlagt andet materiale, der umiddelbart kan tjene som direkte bevis for, at prisforhoejelserne var blevet droeftet paa PC's moeder. Det kan herefter ikke udelukkes, at Weig's udtalelse, som den fremgaar af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, fandt sted uden for moedet i PC den 10. november 1986, i overensstemmelse med hvad Weig gentagne gange gjorde gaeldende under retsmoedet.

158 Kommissionen anfoerer ligeledes i beslutningen, at den »hos FS-Karton (et selskab i M-M-koncernen) fandt ... dokumentation for, at der i slutningen af 1987 var opnaaet enighed i de to Direktoergrupper om de to indbyrdes afhaengige spoergsmaal maengdetilpasning og prisdisciplin« (betragtning 53, foerste afsnit). Den henviser i denne forbindelse til bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller) om markedssituationen.

159 Forfatteren til notatet henviser i dets indledning til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), hvilket udtryk af Mayr-Melnhof blev fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).

160 Det er ganske vist i naervaerende sag ubestridt, at bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter Stora's forklaringer, dels om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem de virksomheder, der hoerte til paa »direktoerniveau«, dels om et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem samme virksomheder, men Kommissionen har ikke fremlagt andre beviser, der bekraefter, at bl.a. det ulovlige samarbejde om markedsandele og kontrollen med produktionens omfang skulle droeftes i PC. Udtrykket »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«) i bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor, uanset Mayr-Melnhof's forklaring, ikke antages at henvise til andre organer end PWG.

161 Herefter kan det ikke antages, at Kommissionen har foert bevis for, at moederne i PC, foruden lovlige aktiviteter, havde en konkurrencebegraensende funktion. Heraf foelger, at Kommissionen ikke paa grundlag af de anfoerte beviser kan udlede, at de virksomheder, der deltog i dette organs moeder, havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0348.1

162 Det maa herefter konkluderes, at sagsoegerens deltagelse i to moeder i PC ikke beviser, at selskabet overtraadte traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra marts 1988 til februar 1989.

b) Sagsoegerens deltagelse i et moede i DOEU

163 Det er ubestridt, at sagsoegeren i perioden fra marts 1988 til februar 1989 deltog i et enkelt moede i DOEU, nemlig moedet den 3. maj 1988. Da Kommissionen ikke har paaberaabt sig nogen beviser vedroerende dette moede, skal det undersoeges mere generelt, om moederne i DOEU havde et konkurrencebegraensende formaal.

164 Ifoelge beslutningen var »'det centrale tema' for droeftelserne i Det OEkonomiske Udvalg ... analysering og vurdering af markedet for karton i de enkelte lande« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). DOEU »droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC (eller forgaengeren, Markedsfoeringsudvalget, foer udgangen af 1987)« (beslutningens betragtning 49, foerste afsnit).

165 Ifoelge Kommissionen var »droeftelserne om markedsforholdene ... ikke [vage]. Samtalerne om markedssituationen i de enkelte lande skal ses i sammenhaeng med de planlagte prisinitiativer, herunder det konstaterede behov for midlertidige produktionsstandsninger for at stoette prisforhoejelserne« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). Kommissionen finder endvidere, at »Det OEkonomiske Udvalg ... maaske i mindre grad [har] vaeret beskaeftiget med prisfastsaettelse som saadan, men det er ikke trovaerdigt, at deltagerne ikke var bekendt med det ulovlige formaal, hvortil de oplysninger, som de bevidst stillede til raadighed for JMC, skulle anvendes« (beslutningens betragtning 119, andet afsnit).

166 Til stoette for sine paastande om, at droeftelserne i DOEU havde et konkurrencebegraensende sigte, har Kommissionen henvist til ét dokument, nemlig et fortroligt notat, forfattet af en repraesentant for FS-Karton (et selskab i Mayr-Melnhof-koncernen), der indeholdt »hoejdepunkterne« fra DOEU's moede den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter).

167 Kommissionen har i beslutningen refereret indholdet af dokumentet. Det fremgaar heraf, at moedet:

»... foruden en grundig gennemgang af efterspoergsel, produktion og ordrebeholdninger for de enkelte landes nationale markeder, ogsaa beskaeftigede sig med:

- den staerke kundemodstand, der var konstateret mod den seneste forhoejelse af prisen paa GC-kvaliteter, der traadte i kraft den 1. oktober

- ordrebeholdninger for henholdsvis GC- og GD-producenter, herunder oplysninger om de enkelte producenters situation

- rapport om gennemfoerte og planlagte midlertidige produktionsstandsninger

- saerlige problemer i forbindelse med gennemfoerelse af prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige og forhoejelsens betydning for opretholdelse af den noedvendige prisforskel mellem GC- og GD-kvaliteter

- sammenligning af de enkelte nationale sammenslutningers forventede og aktuelle ordreindtag« (beslutningens betragtning 50, andet afsnit).

168 Denne gengivelse af dokumentets indhold er i det vaesentlige korrekt. Men Kommissionen har ikke henvist til beviser til stoette for sin paastand om, at bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter maa anses som »udtryk for den reelle beskaffenhed af dette organs droeftelser« (beslutningens betragtning 113, sidste afsnit). Stora har endvidere anfoert: »JMC blev oprettet i slutningen af 1987 og holdt sit foerste moede i begyndelsen af 1988, fra hvilket tidspunkt det overtog en del af Det OEkonomiske Udvalgs opgaver. Det OEkonomiske Udvalgs oevrige opgaver blev overtaget af Det Statistiske Udvalg« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 13). I hvert fald for saa vidt angaar perioden fra begyndelsen af 1988, der er den eneste periode, hvor sagsoegeren blev anset for at have begaaet en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, indeholder redegoerelserne fra Stora saaledes ikke oplysninger, der stoetter Kommissionens paastand om, at droeftelserne i dette organ havde et konkurrencebegraensende sigte. Kommissionen har heller ikke paaberaabt sig beviser, der giver grundlag for at antage, at deltagerne i DOEU's moeder havde kendskab til den naermere beskaffenhed af moederne i JMC, som DOEU rapporterede til. Det kan derfor ikke anses for udelukket, at de deltagere i DOEU's moeder, der ikke samtidig deltog i JMC's moeder, ikke var bekendt med den reelle anvendelse af de rapporter, som DOEU udarbejdede.

169 Bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter er derfor ikke bevis for hvilken beskaffenhed, DOEU's droeftelser reelt havde.

170 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen selv synes at vaere af den opfattelse, at deltagelsen i DOEU's moeder ikke udgoer et tilstraekkeligt bevis for en overtraedelse, idet sagsoegeren, som havde deltaget i moeder i DOEU i 1987, ikke blev anset for at have begaaet en overtraedelse af konkurrencereglerne foer marts 1988.

171 Det forhold, at sagsoegeren i den omhandlede periode deltog i et moede i DOEU, beviser herefter ikke, at selskabet deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

c) Sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser

172 Det fremgaar i relation til den omhandlede periode (marts 1988 til februar 1989) af tabel B i bilagene til beslutningen, at Kommissionen konstaterede, at sagsoegeren henholdsvis den 1. marts og den 1. april 1988 gennemfoerte prisforhoejelser i Frankrig og i Det Forenede Kongerige, dvs. paa datoer, der svarer til dem, der haevdes at vaere aftalt i PG Paperboard's organer. Ifoelge samme tabel konstaterede Kommissionen ikke prisforhoejelser fra sagsoegerens side paa andre nationale markeder i forbindelse med prisforhoejelsesinitiativet i marts/april 1988.

173 Desuden fremgaar det af tabel C i bilagene til beslutningen, at Kommissionen ikke raader over oplysninger om eventuelle prisforhoejelser fra sagsoegerens side i forbindelse med prisforhoejelsesinitiativet i oktober 1988.

174 Under disse omstaendigheder giver sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser, saaledes som den er godtgjort af Kommissionen, ingen stoette for Kommissionens paastand om, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

d) Konklusion vedroerende den omhandlede periode

175 Paa baggrund af ovenstaaende godtgoer de af Kommissionen paaberaabte beviselementer selv ud fra en samlet betragtning ikke, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra marts 1988 til februar 1989.

2. Perioden fra februar 1989 til april 1991

176 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved - i sagsoegerens tilfaelde fra marts 1988 og i hvert fald til slutningen af april 1991 - at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF bl.a. »naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta«, »planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«, »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

177 Det foelger heraf, at alle de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en enkelt overtraedelse, der bestaar af et ulovligt samarbejde vedroerende tre forskellige emner, men med et faelles maal. Disse former for ulovligt samarbejde maa betragtes som de elementer, der udgoer kartellet i sin helhed.

178 Under disse omstaendigheder skal det undersoeges saerskilt, om sagsoegeren deltog i hver enkelt af disse former for ulovligt samarbejde.

a) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser

179 Ifoelge Kommissionen var JMC's hovedopgave fra foerste faerd:

»- at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG

- at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa ...« (beslutningens betragtning 44, sidste afsnit).

180 I beslutningens betragtning 45, foerste og andet afsnit, anfoerer Kommissionen saaledes naermere:

»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser. De praktiske detaljer i forbindelse med gennemfoerelsen af de paataenkte prisforhoejelser blev droeftet ved 'rundbordssamtaler', hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med deres kommentarer til den foreslaaede forhoejelse.

Problemer med at gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser eller lejlighedsvise tilfaelde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som derefter (som Stora udtrykte det) 'forsoegte at opnaa samarbejde, i det omfang det blev anset for noedvendigt'. JMC udarbejdede saerskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Saafremt PWG aendrede en beslutning om prisfastsaettelse paa grundlag af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var noedvendige for at gennemfoere beslutningen, droeftet ved naeste JMC-moede.«

181 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegoerelserne fra Stora som stoette for disse oplysninger om genstanden for JMC's moeder (bilag 35 og 39 til meddelelsen af klagepunkter).

182 Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af moeder i JMC, har den fra Mayr-Melnhof og Rena faaet adgang til nogle interne notater vedroerende moederne den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6. september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Disse notater, der er omtalt i beslutningens betragtning 80, 82 og 87, gengiver detaljerede droeftelser under disse moeder om samordnede prisinitiativer. Disse beviser bekraefter klart Stora's beskrivelse af JMC's opgaver.

183 I denne forbindelse skal der som eksempel henvises til notatet fra Rena vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:

»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.

Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP

Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.

Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«

184 Som det fremgaar af beslutningens betragtning 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere Kommissionen at faa adgang til interne dokumenter, der godtgoer, at virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anfoert i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemfoerte de aftalte prisforhoejelser.

185 Hvad angaar bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat vedroerende JMC's moede den 6. september 1989, goer Kommissionen gaeldende, at det udgoer et bevis for det ulovlige samarbejde om prisforhoejelsesinitiativet i oktober 1989. Kommissionen anfoerer bl.a., at notatet »rummer oplysninger om de prisforhoejelser, der var blevet annonceret i de enkelte valutaer, og vurderer kundereaktionen og de fremskridt, der allerede var sket med hensyn til at gennemfoere forhoejelserne paa de enkelte nationale markeder« (beslutningens betragtning 80, femte afsnit). Sagsoegeren, som deltog i JMC's moede den 6. september 1989 (tabel 4 i bilagene til beslutningen), bestrider ikke, at bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter henviser til dette moede. Selskabet bestrider heller ikke den beskrivelse af dokumentets indhold, der gives i beslutningen.

186 Kommissionens paastand om, at de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheder kontrollerede, om prisforhoejelserne blev gennemfoert (beslutningens betragtning 82), stoettes paa bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter, der vedroerer JMC's moede den 16. oktober 1989. Sagsoegeren bestrider ikke den beskrivelse af dette dokuments indhold, der gives i beslutningen.

187 Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedroerer faa moeder i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekraefter alle de foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's vaesentligste opgave var at beslutte og planlaegge gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser og at kontrollere, om de faktisk blev gennemfoert. I denne forbindelse maa den naesten fuldstaendige mangel paa referater af JMC's moeder, officielle saavel som interne, anses for tilstraekkeligt bevis for Kommissionens paastand om, at de deltagende virksomheder bestraebte sig paa at skjule den reelle beskaffenhed af de droeftelser, der fandt sted i dette organ (jf. bl.a. beslutningens betragtning 45). Under disse omstaendigheder gaelder der en omvendt bevisbyrde, saaledes at det paahviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til, og som deltog i organets moeder, at bevise, at det havde et lovligt formaal. Da virksomhederne ikke har foert bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget, at hovedformaalet med de droeftelser, som virksomhederne foerte paa moederne i dette organ, var konkurrencebegraensende.

188 Hvad angaar sagsoegerens individuelle situation bemaerkes, at selskabets deltagelse i ni moeder i JMC, navnlig moedet den 6. september 1989, paa baggrund af ovenstaaende maa betragtes som et tilstraekkeligt bevis for, at selskabet deltog i det ulovlige samarbejde om priser.

189 Sagsoegerens argument om, at selskabets faktiske adfaerd paa markedet er uforenelig med Kommissionens paastande om, at det deltog i det ulovlige samarbejde om priser, kan ikke tiltraedes.

190 For det foerste er spoergsmaalet om, hvorvidt der fandtes et ulovligt samarbejde om priser, forskelligt fra spoergsmaalet om, hvorvidt de aftalte prisforhoejelser blev gennemfoert. De af Kommissionen fremfoerte beviser har en saadan beviskraft, at oplysninger om sagsoegerens faktiske adfaerd paa markedet ikke kan aendre ved Kommissionens konklusioner om, at selskabet deltog i det ulovlige samarbejde om priser. Sagsoegerens paastande kan hoejst vaere med til at godtgoere, at selskabets adfaerd ikke fulgte den, der var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard.

191 For det andet foelger det af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder, der havde et klart konkurrencebegraensende formaal, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf. eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. II, s. 791, praemis 85). Selv om det antages, at sagsoegerens adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade selskabets ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, da det ikke offentligt tog afstand fra indholdet af de moeder, det deltog i.

192 Paa baggrund af ovenstaaende har Kommissionen bevist, at sagsoegeren deltog i det ulovlige samarbejde om priser i perioden fra februar 1989 til april 1991.

b) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger

193 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der var repraesenteret under moederne i PWG, fra slutningen af 1987 i et ulovligt samarbejde om standsninger af produktionsfaciliteterne, og der blev faktisk foretaget produktionsstandsninger fra 1990.

194 Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal i henhold til Stora's beskrivelse »bl.a. [var] 'droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet'«. Endvidere anfoerer Kommissionen med hensyn til »den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987« (betragtning 52, foerste afsnit), at den bl.a. sigtede mod at fastholde »et konstant udbudsniveau« (betragtning 58, foerste afsnit).

195 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

196 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

197 Stora udtaler foelgende (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24): »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

198 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

199 Kommissionen baserer ligeledes sine konklusioner paa bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 158).

200 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«.

201 Forfatterens begrundelse for, hvorfor han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

202 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

203 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

204 Paa baggrund af ovenstaaende findes Kommissionen at have godtgjort, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i moederne i PWG.

205 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, herunder sagsoegeren, ligeledes i dette ulovlige samarbejde.

206 Kommissionen bemaerker hertil:

»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for konkurrenterne paa moederne i JMC.

Oplysningerne om, hvor mange dage virksomhederne havde ordrer til, var relevante i to henseender:

- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsaetningerne for at gennemfoere prisforhoejelser var til stede

- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften maatte indstilles for at opretholde ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel ...« (beslutningens betragtning 69, tredje og fjerde afsnit).

207 Kommissionen anfoerer endvidere:

»De uofficielle notater fra to JMC-moeder, det ene i januar 1990 (se betragtning 84), det andet i september 1990 (se betragtning 87), samt andre dokumenter (se betragtning 94 og 95) bekraefter imidlertid, at de store producenter holdt deres mindre konkurrenter taet og loebende informeret i PG Paperboard om deres planer om at gennemfoere yderligere produktionsstandsninger som alternativ til at saenke priserne« (beslutningens betragtning 71, tredje afsnit).

208 Bevismaterialet vedroerende JMC's moeder (bilag 109, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter) bekraefter, at der som led i forberedelsen af prisforhoejelserne fandt droeftelser sted om produktionsstandsninger. Bl.a. naevner bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat fra Rena af 6. september 1990 (jf. ogsaa ovenfor, praemis 183), omfanget af prisforhoejelser i en raekke lande, datoerne for den fremtidige offentliggoerelse af disse samt ordrebeholdningen udtrykt i antal arbejdsdage for flere producenter. Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudsaa produktionsstandsninger, idet han anfoerer:

»Kopparfors 5-15 days 5/9 will stop for five days.«

209 Selv om bilag 117 og 109 til meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder direkte oplysninger om paataenkte produktionsstandsninger, afsloerer de imidlertid, at situationen med hensyn til ordrebeholdning og indgaaende ordrer blev droeftet under JMC's moeder den 6. september og den 16. oktober 1989. Der erindres om, at sagsoegeren deltog i JMC's moede den 6. september 1989 (jf. ovenfor, praemis 185).

210 I sammenhaeng med redegoerelserne fra Stora er disse dokumenter tilstraekkeligt bevis for, at de producenter, der deltog i JMC's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. De virksomheder, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, havde noedvendigvis kendskab til, at en gennemgang af ordrebeholdningen og indgaaende ordrer samt droeftelser af eventuelle produktionsstandsninger ikke alene skulle indgaa ved afgoerelsen af, om markedsvilkaarene var gunstige for en samordnet prisforhoejelse, men ligeledes ved afgoerelsen af, om produktionsstandsninger var noedvendige for at undgaa, at det samordnede prisniveau undermineredes af et for stort udbud. Det fremgaar saaledes navnlig af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, at deltagerne i JMC's moede den 6. september 1990 enedes om at annoncere en kommende prisforhoejelse, selv om en raekke producenter havde erklaeret, at de gjorde klar til at standse produktionen. Markedsforholdene syntes saaledes at kraeve, at der fandt (yderligere) produktionsstandsninger sted, saafremt en fremtidig prisforhoejelse reelt skulle kunne gennemfoeres, hvilket producenterne i hvert fald stiltiende havde accepteret.

211 Af disse grunde finder Retten, uden at det er fornoedent at undersoege de oevrige beviser, som Kommissionen har henvist til i beslutningen (bilag 102, 113, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter), at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der deltog i JMC's moeder og i det ulovlige samarbejde om priser, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

212 Retten kan i denne forbindelse ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at det forhold, at selskabet paa intet tidspunkt standsede produktionen, beviser, at det ikke deltog i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger.

213 For det foerste anerkender Kommissionen i beslutningen, at det var de foerende producenter, der paatog sig byrden med at indskraenke produktionen for at fastholde priserne (betragtning 71, andet afsnit).

214 For det andet bemaerkes, at selv om der blev foert bevis for, at sagsoegeren udnyttede sin produktionskapacitet maksimalt, og at dette ikke var i overensstemmelse med, hvad selskabet havde aftalt med sine konkurrenter i JMC, ville det ikke hermed vaere godtgjort, at selskabet ikke deltog i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger (jf. bl.a. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, praemis 165).

215 Sagsoegeren maa derfor anses for at have deltaget i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra februar 1989 til april 1991.

c) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om markedsandele

216 Sagsoegeren bestrider, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, men det har ikke anfaegtet den i beslutningen indeholdte bemaerkning om, at de producenter, der deltog i moederne i PWG, indgik en aftale om, at »de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked [blev] 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner« (betragtning 52, foerste afsnit).

217 Der skal paa denne baggrund henvises til, at Kommissionen i relation til de virksomheder, der ikke deltog i PWG's moeder, anfoerer foelgende:

»Medens de mindre kartonproducenter, der deltog i JMC's moeder, ikke blev indviet i de indgaaende droeftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle princippet om 'pris frem for maengde' og var derfor udmaerket klar over den almindelige forstaaelse, der herskede blandt de stoerre producenter med henblik paa at fastholde 'et konstant udbudsniveau' og uden tvivl ogsaa om behovet for at tilpasse deres egen markedsadfaerd hertil« (beslutningens betragtning 58, foerste afsnit).

218 Uanset at det ikke udtrykkeligt fremgaar af beslutningen, bekraefter Kommissionen herved Stora's redegoerelser, hvori det hedder:

»De producenter, der ikke deltog i PWG, blev normalt ikke orienteret om enkelthederne i droeftelserne vedroerende markedsandele. Uanset dette ville de som led i princippet om pris frem for maengde, som de var med i, fra de store producenter vaere blevet gjort bekendt med betydningen af ikke at underminere priserne ved at bevare et stabilt udbudsniveau.

For saa vidt angaar udbuddet af GC-kvaliteter var de andele, som daekkedes af producenter, der ikke deltog i PWG, saa ubetydelige, at det stort set ville vaere uden betydning, om de deltog i aftalerne vedroerende markedsandele eller ikke« (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.2).

219 Kommissionen bygger i lighed med Stora navnlig paa den antagelse, at selv om det ikke direkte er bevist, maa de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, men som bevisligt var med i andre elementer af den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 1, antages at have haft kendskab til det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele.

220 En saadan slutning kan ikke tiltraedes. Kommissionen har for det foerste ikke henvist til nogen form for beviser, der kan antages at godtgoere, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, havde tiltraadt en generel aftale om, at de stoerste producenters markedsandele skulle fastfryses.

221 For det andet kan den omstaendighed, at virksomhederne deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsning, ikke anses for bevis for, at de ligeledes deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele. I denne forbindelse bemaerkes, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele i modsaetning til, hvad Kommissionen tilsyneladende paastaar, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser og/eller om produktionsstandsninger. Det er tilstraekkeligt at fastslaa, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandelene for de stoerste producenter i PWG ifoelge beslutningen (jf. betragtning 52 ff.) havde til formaal at holde markedsandele paa et konstant niveau, med mulighed for aendring fra tid til anden, ogsaa i perioder, hvor markedsvilkaarene, herunder ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel, ikke kraevede, at produktionen tilpassedes for at sikre, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev gennemfoert. Det foelger heraf, at en eventuel deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser og/eller produktionsstandsninger ikke beviser, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, eller at de noedvendigvis havde eller burde have haft kendskab til denne.

222 Det bemaerkes for det tredje, at det fremgaar af beslutningens betragtning 58, andet og tredje afsnit, at Kommissionen som yderligere bevis for sin paastand henviser til bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, dvs. et notat, som Kommissionen har faaet fra Rena, og som ifoelge beslutningen vedroerer et saerligt moede i Nordic Paperboard Institute den 3. oktober 1988. I denne forbindelse bemaerkes blot, at sagsoegeren dels ikke var medlem af Nordic Paperboard Institute, dels at dokumentets omtale af, at det eventuelt blev noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, af de allerede anfoerte grunde ikke kan anses for bevis for et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele.

223 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning som den foreliggende, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

224 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen ikke bevist, at sagsoegeren vidste eller noedvendigvis burde vide, at selskabets retsstridige adfaerd indgik i en samlet plan, der ud over det ulovlige samarbejde om priser og det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger, som selskabet faktisk deltog i, ogsaa omfattede et ulovligt samarbejde om de stoerste producenters markedsandele.

225 Naar henses til ovenstaaende, har Kommissionen ikke bevist, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele i perioden fra marts 1989 til april 1991.

d) Sagsoegerens deltagelse i en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

226 Sagsoegerens argumentation maa forstaas saaledes, at det goeres gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, ved at antage, at den alene behoevede at paavise kartellets eksistens og virksomhed samt fremherskende traek som helhed og derefter fastslaa, om der forelaa trovaerdige og overbevisende beviser paa, at hver enkelt producent var deltager i den faelles ordning, og det tidsrum, i hvilket den enkelte producent deltog i ordningen (beslutningens betragtning 116).

227 Som allerede fastslaaet, har Kommissionen godtgjort, at sagsoegeren i den omhandlede periode deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger, men ikke i et ulovligt samarbejde om markedsandele.

228 Paa denne baggrund omfattede den faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen, som sagsoegeren ifoelge beslutningens artikel 1 deltog i, for selskabets vedkommende kun det ulovlige samarbejde om priser og det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger.

e) Konklusion vedroerende perioden fra februar 1989 til april 1991

229 Ud fra ovenstaaende betragtninger boer beslutningens artikel 1, ottende led, hvorefter den aftale og samordnede praksis, sagsoegeren deltog i, havde til formaal at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, annulleres i forhold til sagsoegeren.

230 Kommissionen har i oevrigt godtgjort, at sagsoegeren deltog i den i beslutningens artikel 1 konstaterede overtraedelse i perioden fra februar 1989 til april 1991.

Anbringendets fjerde led om en manglende definition af det relevante geografiske marked

231 Traktatens artikel 85, stk. 1, opstiller et forbud mod »alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet«.

232 I det foreliggende tilfaelde fandt Kommissionen, at sagsoegeren havde deltaget i en aftale og en samordnet praksis, der havde til formaal at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet og paavirkede handelen mellem medlemsstater (beslutningens betragtning 133-138). Som allerede fastslaaet (jf. ovenfor, praemis 112), fremgaar det af begrundelsen for beslutningen, at Kommissionen antog, at de ulovlige former for samarbejde mellem virksomhederne omfattede hele Faellesskabets omraade. Da Kommissionen saaledes fastslog, at der forelaa en overtraedelse, der sigtede mod at begraense konkurrencen paa hele Faellesskabets omraade, var det ikke noedvendigt forinden at definere det geografiske marked (jf. i samme retning Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 254, org. ref.: Rec. s. 429, paa s. 496, og Rettens dom af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, praemis 74).

233 Sagsoegeren kan ikke haevde, at de konkurrencestridige handlinger paa baggrund af betragtning 138 ikke vedroerte det portugisiske og det graeske marked. I den paagaeldende betragtning taler Kommissionen om den gennemgribende beskaffenhed af de hemmelige aftaler, som omfattede saa godt som enhver form for handel i hele EF med et vigtigt industriprodukt. Fodnoten, hvorefter »de eneste medlemsstater, for hvilke der ikke foreligger paalidelige beviser for prisfastsaettelsesaftaler, var Portugal og Graekenland, der ikke har nogen indenlandsk kartonproducent«, maa i lyset af hele beslutningens begrundelse og dens dispositive del forstaas saaledes, at hele faellesmarkedet efter Kommissionens opfattelse var omfattet af den konstaterede overtraedelse, selv om der ikke fandtes direkte beviser for saa vidt angaar det portugisiske og det graeske marked.

234 Det foelger heraf, at Kommissionen ikke haevdede, at de i beslutningen paapegede konkurrencestridige handlinger ikke omfattede det graeske og det portugisiske marked. Da beslutningen saaledes ikke er selvmodsigende, som haevdet af sagsoegeren (jf. ovenfor, praemis 130), maa argumentet forkastes.

235 Anbringendets fjerde led kan saaledes ikke tiltraedes.

236 Det foelger af ovenstaaende, at beslutningens artikel 1 boer annulleres i forhold til sagsoegeren, i det omfang det i bestemmelsen fastslaas, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, foer februar 1989. Endvidere boer beslutningens artikel 1, ottende led, hvorefter den aftale og samordnede praksis, sagsoegeren deltog i, havde til formaal at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, annulleres i forhold til sagsoegeren.

237 Anbringendet maa i oevrigt forkastes.

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

A - Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 med hensyn til boederne

Parternes argumenter

238 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten for saa vidt angaar metoden for beregningen af boeden, idet den navnlig ikke har angivet, hvilket referenceaar procentsatsen af omsaetningen blev anvendt paa, eller hvilken procentdel af omsaetningen der blev anvendt som grundsats, inden der blev taget hensyn til formildende og skaerpende omstaendigheder, ligesom den ikke engang har angivet den omsaetning, der blev lagt til grund. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det ikke udgoer en tilstraekkelig begrundelse, at Kommissionen blot opregner de omstaendigheder, der haevdes at vaere taget hensyn til med henblik paa boedeudmaalingen.

239 Ifoelge sagsoegeren indebaerer retten til en effektiv domstolsproevelse, at virksomhederne skal kunne kontrollere, at der ikke er sket forskelsbehandling af de virksomheder, der i faellesskab beskyldes for at have deltaget i en kollektiv, samlet og kontinuerlig overtraedelse. Ved at fastslaa, at det ikke kan accepteres, at virksomhederne skal anlaegge sag for at faa et detaljeret indblik i, hvorledes boeden er beregnet (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Trèfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 142), har Retten opstillet et generelt princip om, at der skal gives de beroerte virksomheder relevante oplysninger, der giver dem mulighed for at forstaa, hvilken beregningsmetode der er anvendt. Saadanne oplysninger skal derfor saa meget mere gives under en retssag.

240 Sagsoegeren understreger, at der maa sondres mellem Kommissionens skoensbefoejelse i forbindelse med boedeudmaalingen og pligten til at begrunde beslutningerne. Kommissionens skoensbefoejelse kan ikke have forrang for retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Kommissionen skal derfor forklare i detaljer, hvorledes den er naaet frem til den endelige procentdel af omsaetningen, der er lagt til grund ved udmaalingen af hver enkelt boede, hvilket ikke goer indgreb i den hemmelige karakter af Kommissionens raadslagning og heller ikke indebaerer en afsloering af virksomhedernes forretningshemmeligheder. Omsaetningen i de virksomheder, beslutningen er rettet til, er nemlig hverken hemmelige eller fortrolige.

241 Kommissionen anfaegter den af sagsoegeren anlagte fortolkning af dommen i sagen Tréfilunion mod Kommissionen. I den paagaeldende dom fastslog Retten, at anbringendet om en utilstraekkelig begrundelse ikke kunne tiltraedes, idet begrundelsen i den omhandlede beslutning maatte anses for tilstraekkelig. Kommissionen har ogsaa i naervaerende sag givet en tilstraekkelig begrundelse for den boede, der blev paalagt sagsoegeren, i overensstemmelse med Domstolens praksis paa omraadet (beslutningens betragtning 167-172).

242 I relation til sagsoegerens paastand om, at en angivelse af den procentdel af omsaetningen, der blev anvendt ved boedeudmaalingen, ikke giver adgang til fortrolige oplysninger om de virksomheder, der deltog i kartellet, har Kommissionen anfoert, at saadanne oplysninger normalt offentliggoeres i form af samlede tal, saaledes at konkurrenterne ikke kan faa noejagtigt kendskab til den paagaeldende virksomheds omsaetning inden for en bestemt del af dens oekonomiske aktiviteter, endsige paa et bestemt produktmarked.

Rettens bemaerkninger

243 Retten har allerede erindret om formaalet med pligten til at begrunde en individuel beslutning (jf. ovenfor, praemis 109).

244 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).

245 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 59).

246 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar af henholdsvis beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.

247 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.

248 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.

249 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De anvendte grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend«, og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke naevnt.

250 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens betragtning 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264). Tilsvarende indeholder betragtning 168, der skal laeses i sammenhaeng med de generelle overvejelser angaaende boederne i betragtning 167, en tilstraekkelig angivelse af de synspunkter, der blev lagt vaegt paa ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau.

251 For det andet bemaerkes, at naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.

252 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).

253 Uanset disse konstateringer bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved den ovennaevnte dom af 6. april 1995 i sagen Tréfilunion mod Kommissionen (praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.

254 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

255 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt i praemis 253, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist.

256 Det omhandlede anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

B - Anbringendet om en forkert vurdering af de i beslutningen opstillede kriterier for boedeudmaalingen

Parternes argumenter

257 Sagsoegeren har for det foerste bestridt det af Kommissionen anfoerte om, at de virksomheder, beslutningen er rettet til, bevidst overtraadte reglerne og forsoegte at skjule kartellets eksistens (beslutningens betragtning 167). De foreliggende dokumenter indeholder ikke nogen form for beviser eller indicier for, at sagsoegeren var involveret heri.

258 For det andet burde Kommissionen have taget hensyn til, at sagsoegerens aktiviteter var koncentreret paa det portugisiske, det graeske, det irske og det spanske marked, dvs. paa de nationale markeder, der ikke var omfattet af beslutningen.

259 For det tredje har Kommissionen ikke anvendt kriteriet angaaende den rolle, virksomhederne hver isaer spillede i de ulovlige aftaler (beslutningens betragtning 169, foerste afsnit, foerste led), korrekt i forhold til sagsoegeren. Den haevder saaledes ikke at have kendskab til den enkelte virksomheds noejagtige grad af deltagelse og medvirken i kartellet, idet den begraenser sig til en - for generel - sondring mellem »hovedmaendene« og de oevrige virksomheder. Denne sondring var kriteriet for anvendelsen af de to boedesatser paa 9% og 7,5%. Den foerste sats blev anvendt i forhold til »hovedmaendene«, som ifoelge de oplysninger, der blev givet til pressen af det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencespoergsmaal, var de virksomheder, der besluttede og gennemtvang aftalerne. Den anden sats blev anvendt i forhold til de andre virksomheder, herunder sagsoegeren. De to satser giver imidlertid ikke et korrekt billede af den rolle, de enkelte virksomheder spillede i de ulovlige aftaler. Forskellen mellem de to procentsatser er forholdsmaessigt langt mindre end i tidligere lignende sager. Sagsoegeren har stoettet sig til en tabel over de forskellige boeder, udtrykt i procent, som er paalagt henholdsvis »hovedmaend« og oevrige virksomheder i naervaerende sag og i tidligere lignende sager.

260 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren ikke for alvor kan haevde at have vaeret uvidende om, at selskabets handlinger var ulovlige, naar der er tale om en saa aabenbar overtraedelse af konkurrencereglerne som i det foreliggende tilfaelde. Desuden er det bevist, at de skriftlige spor af PWG's og JMC's aktiviteter blev bortskaffet med henblik paa at skjule den ulovlige adfaerd.

261 Hvad angaar overtraedelsens geografiske omfang har Kommissionen henvist til de allerede fremfoerte argumenter (jf. ovenfor, praemis 76 ff. og praemis 141).

262 Endelig finder Kommissionen, at den i tilstraekkelig grad tog hensyn til de forskellige virksomheders rolle i kartellet ved at sondre mellem kategorier af deltagere (beslutningens betragtning 170).

Rettens bemaerkninger

263 Beslutningens betragtning 167, tredje afsnit, indeholder foelgende: »Et saerligt alvorligt traek ved overtraedelsen er, at virksomhederne i et forsoeg paa at skjule kartellets eksistens gik saa langt som til paa forhaand at tilrettelaegge datoerne for og raekkefoelgen af hver enkelt af de store producenters annoncering af de nye prisstigninger.« Det hedder desuden i beslutningen, at »... producenterne [kunne] takket vaere denne udfoerlige plan for vildledning af kunderne have forklaret raekken af ensartede, regelmaessige og brancheomspaendende prisstigninger inden for kartonsektoren med henvisning til faenomenet 'oligopolitisk adfaerd' (beslutningens betragtning 73, tredje afsnit). Det fremgaar endelig af beslutningens betragtning 168, sjette led, at Kommissionen fastlagde det generelle boedeniveau under hensyn til den omstaendighed, at »der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.)«.

264 Det bemaerkes, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte beviser med foeje har sluttet, at virksomhederne har tilrettelagt tidspunkterne og raekkefoelgen for udsendelse af meddelelser om prisforhoejelser for at soege at skjule prissamordningen. Denne planlaegning fremgaar navnlig af redegoerelserne fra Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 30): »Der fandtes ingen standardprocedure for, hvem der foerst skulle annoncere prisforhoejelsen, og hvem der skulle foelge efter. PWG droeftede spoergsmaalet og aftalte, hvem der foerst skulle annoncere den enkelte prisforhoejelse, samt hvornaar de andre foerende producenter skulle annoncere deres prisforhoejelser. Raekkefoelgen var ikke den samme hver gang.« Den omhandlede planlaegning bekraeftes endvidere af Rena's notat vedroerende moedet i JMC den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter). Dokumentet indeholder praecise oplysninger om datoerne for annoncering af prisforhoejelser i januar 1991 for saa vidt angaar visse virksomheder i PWG (Mayr-Melnhof, Feldmuehle og Cascades), der noeje stemmer overens med de datoer, hvor virksomhederne faktisk udsendte deres meddelelser (jf. beslutningens betragtning 87 og 88).

265 Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende moederne i PWG og JMC, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

266 Heraf foelger, at de virksomheder, der deltog i disse organers moeder, ikke alene havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, men ydermere traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Der er derfor med rette, at Kommissionen har anset disse foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

267 Hvad dernaest angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen burde have taget hensyn til, at sagsoegerens aktiviteter var koncentreret paa det portugisiske, det graeske, det irske og det spanske marked, skal det blot bemaerkes, at det fremgaar af beslutningen, at disse nationale markeder var omfattet af de ulovlige former for samarbejde mellem virksomhederne (jf. ovenfor, praemis 112). Under disse omstaendigheder anlagde Kommissionen ikke et forkert skoen, da den i forbindelse med boedeudmaalingen tog hensyn til de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990.

268 Hvad endelig angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen fejlvurderede selskabets rolle i de ulovlige aftaler, erindres der om, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren gennem sin deltagelse i moederne i JMC deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra februar 1989 til april 1991.

269 Det er derimod blevet fastslaaet, at sagsoegeren ikke kunne goeres ansvarlig for et ulovligt samarbejde om markedsandele.

270 Paa trods heraf finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, stadig er saa grov, at boeden ikke boer nedsaettes.

271 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at sagsoegeren ikke deltog i PWG's moeder og derfor ikke blev betragtet som »hovedmand« i kartellet. Da selskabet ifoelge Kommissionen ikke var blandt kartellets »drivende kraefter« (beslutningens betragtning 170, foerste afsnit), blev der paalagt det en boede paa 7,5% af dets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Dette generelle boedeniveau er berettiget (jf. nedenfor, praemis 349 ff.).

272 Kommissionen antog ganske vist med urette, at de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG, »udmaerket [var] klar over« det ulovlige samarbejde om markedsandele (betragtning 58, foerste afsnit), men det fremgaar af selve beslutningen, at det var virksomhederne i PWG, der blev enige om at »fastfryse« markedsandelene (jf. f.eks. betragtning 52), og at der ikke fandt nogen droeftelser sted vedroerende markedsandelene for de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG. Endvidere anfoerer Kommissionen i beslutningens betragtning 116, andet afsnit, at »markedsdelingsaftalerne (saerlig fastfrysningen af markedsandelene (se betragtning 56 og 57)) i kraft af selve deres karakter foerst og fremmest angik de store producenter«. Det ulovlige samarbejde om markedsandele, som fejlagtigt blev lagt sagsoegeren til last, var saaledes ifoelge Kommissionen selv af sekundaer betydning i forhold til bl.a. det ulovlige samarbejde om priser.

273 For saa vidt som sagsoegeren goer gaeldende, at den boede, der blev paalagt selskabet, er for hoej i forhold til de boeder, der blev paalagt »hovedmaendene«, bemaerkes, at Kommissionen med rette antog, at de virksomheder, der deltog i PWG's moeder, maa baere et saerligt ansvar for overtraedelsen (beslutningens betragtning 170). Den har dernaest foretaget en korrekt vurdering af overtraedelsens grovhed, dels i henseende til kartellets »hovedmaend«, dels i henseende til dets »almindelige medlemmer«, idet den udmaalte boederne til de to kategorier af virksomheder, paa grundlag af en grundsats paa henholdsvis 9% og 7,5% af den relevante omsaetning.

274 Det understreges i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har paaberaabt sig naermere bestemte omstaendigheder til stoette for sin paastand om, at boedesatserne ikke var en korrekt afspejling af det saerlige ansvar, der paahviler de virksomheder, der deltog i PWG's moeder.

275 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

C - Anbringendet om, at sagsoegeren ikke har begaaet overtraedelsen forsaetligt eller uagtsomt

276 Sagsoegeren goer gaeldende, at det boer fastslaas, at boeden er uberettiget, idet selskabet ikke begik overtraedelserne forsaetligt eller som udslag af en uundskyldelig uagtsomhed. Det maa ud fra ordlyden af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 antages, at der findes en tredje kategori af handlinger, der ikke kan foere til boeder, nemlig handlinger, som virksomhederne foretager i uvidenhed eller ufrivilligt.

277 Dette anbringende kan ikke tiltraedes. Det fremgaar af fast retspraksis, at det ikke er noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen (jf. f.eks. Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 41, og dommen i sagen Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, a.st., praemis 157).

278 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen godtgjort, at sagsoegeren gennem sin deltagelse i moederne i JMC deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra februar 1989 til april 1991. Naar henses til de konstaterede handlingers karakter, kunne sagsoegeren ikke vaere uvidende om, at de havde til formaal at begraense konkurrencen.

D - Anbringendet om, at boeden er beregnet forkert

Parternes argumenter

279 Anbringendet omfatter to led.

280 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen i forbindelse med boedeudmaalingen ikke burde have taget hensyn til sagsoegerens omsaetning paa de markeder, der ifoelge meddelelsen af klagepunkter ikke var omfattet af overtraedelsen, dvs. det spanske, det irske, det graeske og det portugisiske marked. Endvidere ved sagsoegeren ikke, om Kommissionen anvendte den omsaetning, der svarer til nettosalget.

281 Som anbringendets andet led paaberaaber sagsoegeren sig flere formildende omstaendigheder ved overtraedelsen, som Kommissionen ikke tog behoerigt hensyn til.

282 For det foerste burde Kommissionen have taget hensyn til sagsoegerens adfaerd i kartellet (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 151, org. ref.: Rec. s. 733, praemis 56), som var kendetegnet ved, at selskabet ikke forsoegte at beskytte det nationale marked og i stigende grad traengte ind paa andre markeder.

283 For det andet burde sagsoegerens begraensede eller passive deltagelse i PG Paperboard ikke have foert til en boede eller hoejst til en meget lille boede (jf. Kommissionens beslutning 73/109/EOEF af 2.1.1973 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 85 og 86 i EOEF-traktaten (IV/26.918 - Den europaeiske sukkerindustri, EFT L 140, s. 17) og Kommissionens beslutning 84/405/EOEF af 6.8.1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.350 - Zinc Producer Group, EFT L 220, s. 27)).

284 Selskabets rolle som »outsider« fremgaar af tabellerne i bilagene til beslutningen, som viser, at kun fire af de syv paastaaede prisinitiativer laegges selskabet til last. Kommissionen foreholder nemlig kun selskabet, at det deltog i prisinitiativerne paa et eller to af de seks involverede markeder. Desuden rettes der ingen beskyldninger mod sagsoegeren i relation til de forskellige kartonkvaliteter.

285 For det tredje gennemfoerte sagsoegeren ikke de beslutninger, der haevdes at vaere truffet. Kommissionen burde navnlig have taget hensyn til, at selskabet foroegede sin eksport betydeligt (Kommissionens beslutning 69/240/EOEF af 16.7.1969 om en procedure i henhold til traktatens artikel 85 (IV/26.623 - Internationalt kininkartel, JO L 192, s. 5)), og at det ikke deltog i prisforhoejelsen paa et af de markeder, der var genstand for samordninger (Kommissionens beslutning 69/243/EOEF af 24.7.1969 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/26.267 - Farvestoffer, JO L 195, s. 11)).

286 I oevrigt har Kommissionen ikke fremfoert tilstraekkelige beviser for sagsoegerens faktiske adfaerd.

287 For det fjerde boer det forhold, at der ikke er tale om en forsaetlig overtraedelse, i det mindste medfoere en boedenedsaettelse. Navnlig hvad angaar informationsudvekslingssystemet har sagsoegeren foerst for kort tid siden faaet kendskab til de faellesskabsretlige konkurrenceregler som foelge af Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet i 1986. Selskabets kendskab til reglerne kan ikke sammenlignes med andre virksomheders, som gaar laengere tilbage.

288 For det femte er der grundlag for en boedenedsaettelse, naar det for foerste gang fastslaas, at bestemte former for praksis er i strid med konkurrenceretten. Dette gaelder i det foreliggende tilfaelde, hvor udveksling af oplysninger som noget nyt kvalificeres som en overtraedelse af konkurrencereglerne.

289 For det sjette har Kommissionen og Domstolen altid betragtet det som en formildende omstaendighed, at der er krise eller vedvarende recession i den beroerte branche.

290 Endvidere burde der efter sagsoegerens opfattelse ogsaa vaere taget hensyn til, at selskabet arbejdede med tab i de aar, hvor det paastaaede kartel bestod.

291 For det syvende boer der ved bedoemmelsen af boeden ud fra oekonomiske kriterier tages hensyn til sagsoegerens begraensede stoerrelse i forhold til samtlige europaeiske producenter. Henvisningen i beslutningens betragtning 169 giver ikke tilstraekkeligt grundlag for at vide, om der i forbindelse med boedeudmaalingen faktisk blev taget hensyn til dette element.

292 For det ottende finder sagsoegeren, at det ogsaa begrunder en boedenedsaettelse, at der ikke blev truffet foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af det paastaaede kartel (beslutningens betragtning 82 og 136).

293 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionens begaering om, at Retten forhoejer selskabets boede med en tredjedel, savner ethvert grundlag. Selskabet har nemlig ikke skiftet standpunkt i forhold til det, det indtog under proceduren for Kommissionen.

294 Kommissionen har gjort gaeldende, at det ligger inden for rammerne af Kommissionens skoensbefoejelse efter artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 at anvende den omsaetning, de virksomheder, der deltog i overtraedelsen, opnaaede inden for Faellesskabet.

295 For saa vidt angaar de paaberaabte formildende omstaendigheder har Kommissionen anfoert, at hverken sagsoegerens beslutning om at oege sin produktionskapacitet med henblik paa en stigning i efterspoergslen eller selskabets paastaaede aggressive eksportpolitik kan betragtes som uforenelige med kartellets maalsaetninger eller selskabets aktive deltagelse i kartellet.

296 Kommissionen vurderede sagsoegerens rolle i kartellet korrekt, idet selskabet ikke blev henfoert til »hovedmaendene«. Sagsoegerens handlinger blev ogsaa bedoemt korrekt i forhold til artikel 85, stk. 1.

297 For saa vidt angaar sagsoegerens argument om, at det er en formildende omstaendighed, at udveksling af oplysninger ikke tidligere er blevet betragtet som en overtraedelse, goer Kommissionen gaeldende, at anvendelse af et informationsudvekslingssystem til stoette for et kartel ikke kan anses for at vaere en ny overtraedelse af konkurrenceretten.

298 Branchens situation kan ikke begrunde en boedenedsaettelse. Desuden er Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til virksomhedernes oekonomiske situation i forbindelse med boedeudmaalingen (Domstolens dom af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 55).

299 Hvad angaar sagsoegerens beskedne stoerrelse goer Kommissionen gaeldende, at der er taget behoerigt hensyn hertil, idet den ved boedeudmaalingen lagde den enkelte virksomheds betydning inden for branchen til grund (beslutningens betragtning 169).

300 Hvad endelig angaar paastanden om, at der ikke blev truffet foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af kartellet, fremgaar det ifoelge Kommissionen af beslutningens betragtning 82 og 136, at medlemmerne af kartellet i JMC overvaagede prisinitiativerne, afsaetningen og ordrebeholdningerne, hvilket gav dem mulighed for at kontrollere og skride ind over for de virksomheder, der ikke fulgte den aftalte adfaerd.

301 Kommissionen konkluderer, at anbringendet savner ethvert grundlag. Den har endvidere anmodet Retten om inden for rammerne af sin fulde proevelsesret med hensyn til boedespoergsmaal at forhoeje sagsoegerens boede med mindst en tredjedel svarende til den boedenedsaettelse, der blev givet selskabet med den begrundelse, at det ikke i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter bestred de vaesentligste faktiske forhold, Kommissionen lagde vaegt paa. Da sagsoegeren for Retten har bestridt samtlige aspekter i overtraedelsen, med undtagelse af selskabets deltagelse i moederne, er der ikke laengere noget reelt grundlag for boedenedsaettelsen.

Rettens bemaerkninger

302 Retten har allerede fastslaaet, at eftersom det portugisiske, det graeske, det irske og det spanske marked er omfattet af beslutningen, kan Kommissionen ikke siges at have anlagt et forkert skoen, da den i forbindelse med boedeudmaalingen tog hensyn til de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990, herunder paa de naevnte nationale markeder (jf. ovenfor, praemis 267).

303 De tre foerste af de af sagsoegeren paaberaabte forhold, nemlig selskabets adfaerd i kartellet, dets begraensede og passive deltagelse i PG Paperboard's organer og den manglende gennemfoerelse af de i PG Paperboard aftalte prisforhoejelser, sigter alle mod at anfaegte Kommissionens vurdering af sagsoegerens rolle i kartellet.

304 Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren gennem sin deltagelse i moederne i JMC deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra februar 1989 til april 1991. Det er endvidere allerede blevet fastslaaet, at det ikke kan begrunde en boedenedsaettelse, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse ikke omfatter et ulovligt samarbejde om markedsandele.

305 Sagsoegeren kan ikke haevde, at selskabet spillede en mindre aktiv rolle i kartellet end de oevrige virksomheder, der blev betragtet som »almindelige medlemmer« heraf. Det fremgaar saaledes af tabel 4 i bilagene til beslutningen, at selskabet i perioden fra februar 1989 til april 1991 deltog regelmaessigt i JMC's moeder.

306 Det forhold, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfaerd paa markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, skal ikke noedvendigvis tages i betragtning som formildende omstaendighed ved boedeudmaalingen. En virksomhed, der paa trods af samordningen med sine konkurrenter foelger en mere eller mindre uafhaengig politik paa markedet, soeger eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel.

307 I det foreliggende tilfaelde giver de af sagsoegeren paapegede forhold ikke grundlag for at antage, at selskabets reelle adfaerd paa markedet kunne forhindre de konkurrencebegraensende virkninger af den konstaterede overtraedelse. Sagsoegeren har bl.a. i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter gjort gaeldende, at selskabet ikke havde annonceret prisforhoejelser over for kunderne, men at det udelukkende havde givet de nye prislister til sine agenter, saaledes at disse kunne anvende dem i forbindelse med de individuelle forhandlinger med kunderne. Selskabet har paa dette punkt paaberaabt sig nogle diagrammer (s. 37 og 39 i svaret paa meddelelsen af klagepunkter), der efter dets opfattelse viser, at de opnaaede priser var lavere end dem, der blev forlangt, og at selskabet kunne foroege sine markedsandele paa flere eksportmarkeder.

308 Kommissionen har imidlertid i beslutningen anerkendt, at faktureringspriserne ikke altid var identiske med de annoncerede priser. Den anfoerer bl.a.: »Selv om alle producenterne havde holdt fast ved beslutningen om at indfoere den fulde prisforhoejelse, betoed kundernes mulighed for at skifte over til en billigere materialekvalitet eller -type, at en leverandoer kunne blive noedt til at goere nogle indroemmelser over for sine faste kunder med hensyn til tidspunktet for forhoejelsens ikrafttraeden eller tilbyde yderligere fordele i form af maengderabat for at faa kunden til at acceptere hele grundprisforhoejelsen. Det ville derfor uundgaaeligt tage noget tid, foer en forhoejelse af grundprisen slog igennem« (betragtning 101, sjette afsnit). Sagsoegeren har saaledes ikke bevist, at selskabets faktureringspriser afveg maerkbart fra de priser, der blev anvendt af de oevrige deltagere i den konstaterede overtraedelse.

309 Det understreges endvidere, at sagsoegeren ikke har gjort gaeldende at have vaeret udsat for pression fra de oevrige virksomheder, der deltog i kartellet. Det goeres heller ikke gaeldende, at selskabet offentligt tog afstand fra beslutninger med hensyn til prisforhoejelser, der var blevet truffet paa moeder, hvori sagsoegeren deltog.

310 Under disse omstaendigheder var Kommissionen berettiget til ikke at tillaegge sagsoegerens adfaerd paa markedet, der angiveligt afveg fra, hvad der var aftalt inden for PG Paperboard, betydning som formildende omstaendighed.

311 Sagsoegeren kan i oevrigt ikke goere gaeldende, at selskabet ikke begik overtraedelsen forsaetligt. Som naevnt kunne sagsoegeren paa baggrund af de konstaterede handlingers karakter ikke vaere uvidende om, at de havde til formaal at begraense konkurrencen (jf. ovenfor, praemis 277 og 278).

312 Sagsoegeren goer ligeledes gaeldende, at udveksling af oplysninger som noget nyt kvalificeres som en overtraedelse af konkurrencereglerne.

313 Det fastslaas imidlertid i beslutningens artikel 1, at de i bestemmelsen naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«, dvs. et ulovligt samarbejde om priser, et ulovligt samarbejde om markedsandele og et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

314 Kommissionen ansaa saaledes kun udvekslingen af oplysninger for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at den fremmede kartellet. Sagsoegerens argument savner derfor ethvert grundlag.

315 Sagsoegeren har i oevrigt ikke godtgjort, at kartonbranchen i den af beslutningen omfattede periode var i en krisesituation, der kunne begrunde en boedenedsaettelse.

316 Sagsoegeren kan ikke goere gaeldende, at der burde vaere taget hensyn til selskabets underskud som en formildende omstaendighed. Anerkendelsen af en saadan forpligtelse ville nemlig medfoere en uberettiget konkurrencemaessig fordel for virksomheder, der er mindre tilpassede til markedsforholdene (dommen i sagen IAZ m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 55).

317 Hvad angaar sagsoegerens beskedne stoerrelse maa det konstateres, at Kommissionen har taget hensyn hertil, idet den i forbindelse med boedeudmaalingen baserede sig paa den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990.

318 Med hensyn til den sidste af de af sagsoegeren paaberaabte omstaendigheder, nemlig at der angiveligt ikke blev truffet foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af kartellet, bemaerkes, at det i forbindelse med boedeudmaalingen kan tillaegges vaegt som en skaerpende omstaendighed, at der traeffes foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af et kartel, hvorimod det ikke i sig selv kan udgoere en formildende omstaendighed, at der ikke traeffes saadanne foranstaltninger. I oevrigt har sagsoegeren selv henvist til bl.a. beslutningens betragtning 136, hvori det hedder (sidste afsnit): »Dokumentationen viser imidlertid klart, at gennemfoerelsen af prisinitiativer blev noeje overvaaget, og at manglende samarbejde ville blive taget op til droeftelse i JMC, hvor de, der ikke fulgte trop, blev opfordret af markedsfoererne til at stoette prisstigningerne«. Sagsoegeren har ikke bestridt rigtigheden af denne konstatering, hvorfor der ikke er noget grundlag for at antage, at Kommissionen som en formildende omstaendighed kunne have taget hensyn til, at der ikke blev truffet foranstaltninger med henblik paa at kontrollere gennemfoerelsen af kartellet.

319 Hvad endelig angaar Kommissionens begaering om, at Retten forhoejer boeden, skal det blot bemaerkes, at Kommissionen som svar paa et spoergsmaal fra Retten under retsmoedet ikke har kunnet angive, hvilke indsigelser i sagsoegerens processkrifter der ikke var blevet fremfoert i selskabets svar paa meddelelsen af klagepunkter. Kommissionens begaering kan allerede derfor ikke tages til foelge.

320 Det foelger af ovenstaaende, at det omhandlede anbringende ikke kan tiltraedes, og at Kommissionens begaering om en forhoejelse af sagsoegerens boede ikke kan tages til foelge.

E - Anbringendet om en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet

Anbringendets foerste led om manglende hensyntagen til kursfaldet paa den spanske peseta

Parternes argumenter

321 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det udgoer en forskelsbehandling af personer i samme situation, at der ikke bliver taget hensyn til virkningerne af kursfaldene paa bestemte europaeiske valutaer, i det konkrete tilfaelde den spanske peseta.

322 Kursen paa den spanske peseta i forhold til ecuen faldt betydeligt fra januar 1991 til juli 1994. Vekselkursen ESP/ECU var i juli 1990 1 ECU for 127,29 ESP, mens den i juli 1994 var 1 ECU for 157,32 ESP. De oekonomiske virkninger af den i ecu fastsatte boede er saaledes forholdsvis langt stoerre for de virksomheder, der har stoerstedelen af deres omsaetning i valutaer, der er faldet i kurs i forhold til ecuen.

323 I sager, hvor der paalaegges kollektive sanktioner, skal forskelle mellem de boeder, der paalaegges virksomhederne, vaere objektivt begrundet i virksomhedernes holdning og/eller individuelle adfaerd. I det foreliggende tilfaelde indeholder beslutningen imidlertid ingen begrundelse for den de facto-diskriminering, der foelger af, at boederne er fastsat i ecu. Kommissionen har saaledes handlet uagtsomt og tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

324 Kommissionen har ved beregningen af boeden omregnet omsaetningen i referenceaaret, dvs. regnskabsaaret 1990, til ecu ved hjaelp af gennemsnitskursen i det paagaeldende aar. Den har dernaest fastsat boeden efter den paa forhaand fastlagte procentsats, som i sagsoegerens tilfaelde var grundsatsen paa 7,5%, som foerst blev reduceret med 33,3%, fordi sagsoegeren ikke bestred de faktiske forhold, og derefter med en yderligere procentdel under hensyntagen til den korte varighed af selskabets deltagelse i overtraedelsen. Sagsoegeren ville i dag i national valuta skulle betale ca. 275 mio. ESP for at betale boeden. Hvis Kommissionen derimod havde omregnet sagsoegerens kartonomsaetning inden for Faellesskabet i 1990 til ecu efter den aktuelle vekselkurs, ville boeden beloebe sig til 1,42 mio. ECU, hvilket efter den aktuelle vekselkurs svarer til ca. 225 mio. ESP. Sagsoegerens boede er saaledes steget med 50 mio. ESP.

325 Kommissionens paastand om, at det er noedvendigt at omregne to omsaetninger udtrykt i forskellige valutaer til ecu for at kunne sammenligne dem og sikre ligebehandling, er ifoelge sagsoegeren helt forkert. Det er ikke noedvendigt at omregne omsaetningerne til ecu for at overholde ligebehandlingsprincippet, idet dette princip er overholdt, hvis der for to virksomheder, hvis overtraedelser er af samme grovhed og varighed, anvendes identiske procentsatser paa omsaetningen i samme regnskabsaar. Den ovennaevnte dom i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen er ikke i modstrid med denne konklusion.

326 Den af Kommissionen udoevede forskelsbehandling beror paa, at boederne er udtrykt i ecu, hvilket strider mod Domstolens praksis, hvorefter en omregning til ecu ikke er noedvendig. En saadan omregning er hverken paakraevet efter den primaere eller den afledte faellesskabsret, og den er i oevrigt heller ikke begrundet ud fra de oekonomiske realiteter (Domstolens dom af 9.3.1977, forenede sager 41/73, 43/73 og 44/73 - fortolkning, Société anonyme générale sucrière m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 445, praemis 12-15, 25 og 26). I sit forslag til afgoerelse forud for denne dom understregede generaladvokat Warner noedvendigheden af, at Kommissionen tager hensyn til den faktiske udvikling i valutakurserne, naar den fastsaetter sanktioner i ecu, for at undgaa uoenskede skaevheder. Han udtalte, at Kommissionen foerst skal afgoere, hvilken valuta den vil fastsaette boeden i med henblik paa tvangsfuldbyrdelse, og dernaest fastsaette dens korrekte stoerrelse under hensyntagen til den paagaeldende valutas reelle vaerdi.

327 Ifoelge sagsoegeren har Domstolen paa andre omraader udtalt, at godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom til EF-tjenestemaend, der har bopael i forskellige lande, boer ske i de nationale valutaer for at undgaa enhver forskelsbehandling af tjenestemaendene (dom af 13.2.1980, sag 256/78, Misenta mod Kommissionen, Sml. s. 219). Den har kontrolleret, at princippet om forbud mod forskelsbehandling har vaeret overholdt i sager, der drejede sig om virkningerne af valutakursudsving, bl.a. paa omraaderne for den faelles handelspolitik (Domstolens dom af 3.6.1980, sag 135/79, Gedelfi Grosseinkauf, Sml. s. 1713, og af 3.2.1982, sag 248/80, Gebrueder Glunz, Sml. s. 197) og den faelles landbrugspolitik (Domstolens dom af 3.7.1985, sag 39/84, Maizena m.fl., Sml. s. 2115, og af 3.10.1985, sag 46/84, Nordgetreide, Sml. s. 3127).

328 Forordning nr. 17 indeholder ikke noget krav om, at der skal anvendes ecu ved beregningen eller angivelsen af de i artikel 15, stk. 2, omhandlede boeder. Med muligheden for at paalaegge en boede paa op til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i den virksomhed, der har begaaet overtraedelsen, skaber forordningen klart en forbindelse mellem boedens stoerrelse og den fordel, virksomheden har draget af overtraedelsen. Denne fordel kommer hovedsagelig til udtryk i omsaetningen, der beregnes i national valuta og ikke i ecu.

329 Endelig er det efter sagsoegerens opfattelse upraktisk at anvende ecu. Boeden bliver nemlig betalt i national valuta, og i tilfaelde af manglende betaling maa Kommissionen ivaerksaette tvangsfuldbyrdelse i national valuta.

330 Kommissionen har anfoert, at naar der er tale om boeder, der paalaegges virksomheder, som er etableret i forskellige medlemsstater, og hvis omsaetning er angivet i forskellige valutaer, kraever ligebehandlingsprincippet, at de kan sammenlignes. Den eneste mulighed for at sammenligne forskellige valutaer bestaar i at omregne dem til samme enhed, i det konkrete tilfaelde ecu. Domstolen har anerkendt, at boeder skal kunne sammenlignes. Den har fastslaaet, at i det omfang der, med henblik paa fastlaeggelsen af forholdet mellem de boeder, som skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, skal tages udgangspunkt i omsaetningen, er det noedvendigt at afgraense den periode, som laegges til grund, saaledes at de fremkomne tal er saa sammenlignelige som muligt (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 122).

331 Det var i det foreliggende tilfaelde fuldt ud berettiget, at Kommissionen valgte at beregne boederne paa grundlag af omsaetningen i 1990 omregnet til ecu ved hjaelp af den gennemsnitlige vekselkurs i 1990. Det trufne valg er ikke alene i overensstemmelse med en fast praksis ved Kommissionen, som Faellesskabets retsinstanser ikke har kritiseret, men giver ogsaa et noejagtigt billede af alle de eventuelle fordele, der er draget af overtraedelsen (Rettens dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49).

332 Dommen i sagen Société anonyme générale sucrière m.fl. mod Kommissionen, a.st., blev afsagt i en ganske saerlig sammenhaeng og kan derfor ikke stoette sagsoegerens argumentation. Set i lyset af den paagaeldende sags faktiske omstaendigheder foelger det af dommen, at Kommissionen skal fastsaette boederne i ecu, mens det er betalingstidspunktet og den betalende bank, der bestemmer valutaen og vekselkursen.

333 Kommissionen har endelig anfoert, at anvendelsen af ecu ved beregningen og fastsaettelsen af boederne som foelge af ecuens relative stabilitet goer det muligt at undgaa den forskelsbehandling af virksomhederne, som valutakursudsvingene kunne medfoere. Systemet goer det muligt for Kommissionen at sikre, at boederne faktisk udgoer en bestemt procentdel af den reelle vaerdi af en virksomheds omsaetning i det valgte referenceaar.

Rettens bemaerkninger

334 Det bestemmes i beslutningens artikel 4, at boederne skal betales i ecu.

335 Det bemaerkes, at der intet er til hinder for, at Kommissionen udtrykker boeden i den monetaere enhed ecu, der er konvertibel til national valuta. Dette giver i oevrigt virksomhederne mulighed for lettere at sammenligne de paalagte boeder. Muligheden for at omveksle ecu til national valuta adskiller denne monetaere enhed fra de »regningsenheder«, der er naevnt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, hvorom Domstolen udtrykkeligt har fastslaaet, at da de ikke var et betalingsmiddel, skulle boeden noedvendigvis fastsaettes i national valuta (dommen i sagen Société anonyme générale sucrière, a.st., praemis 15).

336 I det omfang sagsoegerens kritik er rettet mod lovligheden af Kommissionens metode, hvorefter virksomhedernes omsaetning i referenceaaret omregnedes til ecu paa grundlag af en gennemsnitskurs for samme aar (1990), kan den ikke tiltraedes.

337 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode (jf. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 122).

338 En sammenligning mellem de oplyste omsaetninger, udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed. Da ecuens vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne, har Kommissionen med rette omregnet de enkelte virksomheders omsaetning til ecu.

339 Det er ligeledes med rette, at Kommissionen har baseret sig paa omsaetningen i referenceaaret (1990), samt at den har omregnet omsaetningen til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige valutakurser for dette aar. Dels har Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i overtraedelsesperioden, givet den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet (jf. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 120 og 121). Dels giver omregning af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal nemlig ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

340 Argumentet om, at omsaetningen i referenceaaret skulle have vaeret omregnet til ecu paa grundlag af valutakursen den dag, hvor beslutningen blev vedtaget, kan derfor ikke tiltraedes. En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, og som faktisk er forekommet i den foreliggende sag, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

341 Det bemaerkes endvidere, at flere af adressaterne for beslutningen har kartonfabrikker i mere end ét land (jf. beslutningens betragtning 7, 8 og 11). Beslutningens adressater driver ligeledes almindeligvis virksomhed i mere end én medlemsstat gennem lokale repraesentationer. De arbejder saaledes i en raekke nationale valutaer. Mere end en tredjedel af sagsoegerens egen omsaetning stammer saaledes fra eksportmarkeder. Naar en beslutning som den omtvistede paalaegger sanktioner i anledning af overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, og naar beslutningens adressater almindeligvis driver virksomhed i flere medlemsstater, udgoer omsaetningen i referenceaaret, naar den er omregnet til ecu paa grundlag af en gennemsnitsvekselkurs for samme aar, summen af omsaetningen i hvert af de lande, hvor virksomheden har aktiviteter. Den tager saaledes netop hensyn til de paagaeldende virksomheders reelle oekonomiske situation i referenceaaret.

342 Anbringendets foerste led kan saaledes ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om, at boedeniveauet er hoejere end det, Kommissionen har lagt i lignende sager

Parternes argumenter

343 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen skal overholde ligebehandlingsprincippet i forhold til niveauet for de boeder, der er paalagt i andre, lignende beslutninger, hvilket den i oevrigt selv har anerkendt (skriftlig forespoergsel nr. 2296/85, EFT 1986 C 123, s. 26).

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0348.2

344 Ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfaelde, idet den procentdel af omsaetningen, der blev anvendt ved fastsaettelsen af boeden, udgoer 9% for de virksomheder, der blev betragtet som de hovedansvarlige for kartellet. Dette boedeniveau er vaesentligt hoejere end i tidligere lignende beslutninger (f.eks. Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2.8.1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 - Armeringsnet, EFT L 260, s. 1) og Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16.2.1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1)). Sagsoegeren har naermere anfoert, at Kommissionen i 1994 inden for mindre end fem maaneder har truffet to meget forskellige beslutninger i relation til samme type paneuropaeisk kartel uden at give nogen egentlig begrundelse for sin holdningsaendring. Der er derfor tale om en diskriminering eller en ulige behandling under sammenlignelige omstaendigheder.

345 Kommissionen kan ikke benytte sin skoensbefoejelse til at begaa aabenbare overtraedelser af ligebehandlingsprincippet.

346 Selv om det efter Domstolens opfattelse er en forudsaetning for en korrekt anvendelse af Faellesskabets konkurrenceregler, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse boedeniveauet til de krav, der foelger af konkurrencepolitikken, er dette ikke ensbetydende med, at Kommissionen kan haeve og saenke det generelle boedeniveau fra den ene overtraedelse til den anden uden at give tilstraekkelige objektive grunde herfor.

347 Sagsoegeren har endelig under paaberaabelse af Kommissionens beslutning 94/815/EOEF af 30. november 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (sag IV/33.126 og 33.322 - Cement, EFT L 343, s. 1) anfoert, at der i naervaerende sag er tale om en aabenbar tilsidesaettelse af lighedsprincippet og et klart misforhold ved fastlaeggelsen af den generelle procentdel af omsaetningen, der blev lagt til grund ved boedeudmaalingen.

348 Kommissionen er af den opfattelse, at boedeniveauet i betragtning af den konstaterede overtraedelses grovhed, geografiske omfang og varighed er fuldt ud berettiget.

Rettens bemaerkninger

349 I medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder, der forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 54).

350 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

351 Det er ubestridt, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

352 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 105-108, og Rettens dom af 10.3.1992, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 385).

353 Kommissionen har for det andet med rette under retsmoedet haevdet, at der som foelge af sagens saerlige omstaendigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem det generelle boedeniveau i denne beslutning og det boedeniveau, Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«), som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. Som Retten har fastslaaet ovenfor, maa det i oevrigt anses for en saerligt skaerpende omstaendighed ved denne overtraedelse i forhold til de hidtidige overtraedelser, som Kommissionen har konstateret, at virksomhederne tog omhyggelige skridt for at skjule overtraedelsen.

354 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen.

355 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat.

356 Kommissionen kan endelig ikke ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau i denne sag anses for at have fraveget sin hidtidige beslutningspraksis i et saadant omfang, at den skulle have begrundet sin vurdering af overtraedelsens grovhed naermere (jf. bl.a. dommen i sagen Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 31).

357 Anbringendets andet led kan saaledes heller ikke tiltraedes.

358 Anbringendet maa herefter forkastes i sin helhed.

F - Anbringendet om en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

359 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfaelde, idet den krisesituation, branchen i oejeblikket befinder sig i, blev ladt fuldstaendig ude af betragtning ved fastsaettelsen af sanktionen. Det samme gaelder den forskellige behandling af virksomhederne i naervaerende sag i forhold til behandlingen af andre virksomheder i lignende sager for Kommissionen.

360 Den boede, der blev paalagt virksomheden Tetra Pak for en saerdeles grov og langvarig overtraedelse, svarende til 2,2% af omsaetningen (Kommissionens beslutning 92/163/EOEF af 24.7.1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/31.043 - Tetra Pak II, EFT 1992 L 72, s. 1)), var meget mindre end den, der blev paalagt sagsoegeren, selv om de overtraedelser, der laegges selskabet til last, er vaesentlig mindre langvarige og grove end dem, Tetra Pak havde begaaet.

361 En anden klar tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet ligger i misforholdet mellem de grundsatser, der blev anvendt for kartellets »hovedmaend« og dets »almindelige medlemmer«.

362 Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at kartonbranchen i oejeblikket befinder sig i en krisesituation. Selskabet har heller ikke forklaret, hvorfor der ved boedeudmaalingen skulle tages hensyn til en saadan situation, selv hvis den maatte antages at foreligge.

363 I oevrigt har sagsoegeren til stoette for naervaerende anbringende alene gentaget argumenter, der allerede er fremfoert i forbindelse med andre anbringender til stoette for paastanden om annullation eller nedsaettelse af boeden.

364 Da disse argumenter er blevet forkastet, kan naervaerende anbringende ikke tiltraedes.

365 Beslutningens artikel 1 boer herefter annulleres i forhold til sagsoegeren, i det omfang det i bestemmelsen fastslaas, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, foer februar 1989. Endvidere boer beslutningens artikel 1, ottende led, hvorefter den aftale og samordnede praksis, sagsoegeren deltog i, havde til formaal at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, annulleres i forhold til sagsoegeren.

366 Hvad angaar boedens stoerrelse boer der tages hensyn til, at sagsoegeren kun kan goeres ansvarlig for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra februar 1989 til april 1991. Derimod kan det, som allerede fastslaaet (jf. ovenfor, praemis 269 ff.), ikke begrunde en nedsaettelse af boeden, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse ikke omfatter et ulovligt samarbejde om markedsandele.

367 Da ingen af de oevrige anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende til stoette for sin paastand om annullation eller nedsaettelse af boeden, har kunnet tiltraedes, finder Retten, der har fuld proevelsesret, at boeden boer fastsaettes til 1 200 000 ECU.

368 I oevrigt boer Kommissionen frifindes.

Sagens omkostninger

369 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at hver part boer baere sine egne omkostninger.

370 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder gebyrer og renter i forbindelse med etablering af en bankgaranti eller en eventuel betaling af boeden. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at de udgifter, der er afholdt i forbindelse med etablering af en bankgaranti med henblik paa at forhindre en tvangsfuldbyrdelse af beslutningen, ikke udgoer udgifter, der er afholdt med henblik paa sagens behandling, som omhandlet i procesreglementets artikel 91, litra b) (jf. Domstolens kendelse af 20.11.1987, sag 183/83, Krupp mod Kommissionen, Sml. s. 4611, praemis 10, og Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 101). Det samme gaelder udgifterne i forbindelse med en eventuel betaling af boeden.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som tidspunktet for begyndelsen af den overtraedelse, der laegges sagsoegeren til last, blev fastsat til at ligge forud for februar 1989.

2) Artikel 1, ottende led, i beslutning 94/601 annulleres i forhold til sagsoegeren.

3) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i beslutning 94/601, fastsaettes til 1 200 000 ECU.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen.

5) Hver part baerer sine egne omkostninger.