–

Girelli Alcool Srl ved avvocata P. Castellano,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Meloncelli,

–

Europa-Parlamentet ved E. Paladini og A. Tamás, som befuldmægtigede,

–

Rådet for Den Europæiske Union ved E. d’Ursel og G. Rugge, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Björkland og F. Moro, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 4, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (told- og monopolmyndigheden, Italien) (herefter »toldmyndigheden«) og Girelli Alcool Srl (herefter »Girelli«) vedrørende punktafgiftens forfald for en mængde ren ethanol, der er gået uigenkaldeligt tabt i forbindelse med en denaturering.

3

Følgende fremgår af ottende og niende betragtning til direktiv 2008/118:

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

»I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:

[...]

[...]«

5

Artikel 2 i direktiv 2008/118 er affattet således:

»Punktafgiftspligtige varer pålægges punktafgift på tidspunktet for:

6

Dette direktivs artikel 7 bestemmer:

»1.   Punktafgiften forfalder ved overgangen til forbrug og i den medlemsstat, hvor denne finder sted.

2.   I dette direktiv forstås ved »overgang til forbrug« et af følgende:

[...]

4.   Total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning som følge af disse varers art, som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure eller efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder, anses ikke for at være overgang til forbrug.

Ved anvendelsen af dette direktiv anses en vare for totalt ødelagt eller uigenkaldeligt gået tabt, når den er blevet gjort uanvendelig som punktafgiftspligtig vare.

Total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af de pågældende punktafgiftspligtige varer skal bevises på tilfredsstillende vis over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den totale ødelæggelse eller det uigenkaldelige tab fandt sted, eller hvis det ikke er muligt at fastslå, hvor tabet fandt sted, hvor det blev opdaget.

5.   Hver enkelt medlemsstat fastlægger sine egne regler og betingelser for, hvordan de i stk. 4 nævnte tab fastslås.«

7

Artikel 14, stk. 1, første punktum, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1) bestemmer:

»Den godkendte oplagshaver fritages for punktafgift på de tab, der er sket under en suspensionsordning som følge af hændelige begivenheder eller force majeure, og som er konstateret af myndighederne i den enkelte medlemsstat. [...]«

8

Artikel 27, stk. 1, i direktiv 92/83 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne fritager produkter, der er omfattet af dette direktiv, for den harmoniserede punktafgift på betingelser, som de fastsætter for at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af sådanne fritagelser og for at hindre svig, unddragelse eller misbrug, når de

[...]«

9

Artikel 204, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1) (herefter »toldkodeksen«) fastsætter:

»Toldskyld ved indførsel opstår:

[...]

i andre end de i artikel 203 omhandlede tilfælde, medmindre det godtgøres, at en sådan misligholdelse ikke har haft reelle følger for det korrekte forløb af den midlertidige opbevaring eller den pågældende toldprocedure.«

10

Toldkodeksens artikel 206, stk. 1, bestemmer:

»Uanset artikel 202 og artikel 204, stk. 1, litra a), anses toldskyld ved indførsel ikke at opstå i forbindelse med en bestemt vare, når der fremlægges bevis for, at misligholdelse af de forpligtelser, der følger af

skyldes, at den omhandlede vare er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure, eller endelig efter tilladelse fra toldmyndighederne.

En vare er gået uigenkaldeligt tabt som omhandlet i nærværende stykke, når den er blevet totalt uanvendelig for enhver.«

11

Decreto legislativo n. 504 – Testo unico delle disposizioni legislative concernenti le imposte sulla produzione e sui consumi e relative sanzioni penali e amministrative (lovdekret nr. 504 om den konsoliderede lovtekst vedrørende produktions- og forbrugsafgifter og de hertil svarende strafferetlige og administrative sanktioner) af 26. oktober 1995 (GURI nr. 279 af 29.11.1995, almindeligt tillæg nr. 143), som ændret ved decreto legislativo n. 48 – Attuazione della direttiva 2008/118/CE relativa al regime generale delle accise e che abroga la direttiva 92/12/CEE (lovdekret nr. 48 om gennemførelse af direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF) af 29. marts 2010 (GURI nr. 75 af 31.3.2010) (herefter »lovdekret nr. 504«), bestemmer følgende i artikel 2, stk. 2:

»Punktafgiften forfalder på det tidspunkt, hvor varen overgår til forbrug på statens område. [...]«

12

Artikel 4, stk. 1 og 5, i lovdekret nr. 504 har følgende ordlyd:

»1.   I tilfælde af uigenkaldeligt tab eller total ødelæggelse af varer under en afgiftssuspensionsordning indrømmes fritagelse for den tilsvarende afgift, såfremt den afgiftspligtige på tilfredsstillende vis over for skatte- og afgiftsmyndighederne beviser, at tabet eller ødelæggelsen af varerne er sket som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure. Medmindre der er tale om forarbejdet tobak, sidestilles handlinger, som skyldes simpel uagtsomhed udvist af tredjemand eller den afgiftspligtige selv, med hændelige omstændigheder og force majeure.

[...]

5.   Ved anvendelsen af nærværende lovdekret anses en vare for totalt ødelagt eller uigenkaldeligt gået tabt, når den er blevet gjort uanvendelig som punktafgiftspligtig vare.«

13

Girelli er en virksomhed med hjemsted i Italien, hvis virksomhed består i denaturering af ethanol. Der er tale om den proces, hvorved alkoholen gøres uegnet til konsum. Med henblik herpå råder virksomheden over en godkendt oplagring af ethylalkohol og et anlæg til denaturering og emballering.

14

Den 26. marts 2014 skete der i forbindelse med påfyldning af en tank i Girellis anlæg for denaturering af ethanol under opsyn af en tjenestemand fra toldmyndigheden et udslip af ren ethanol, der spredte sig over anlæggets gulv, gennem en ventil, som en af Girellis ansatte utilsigtet havde glemt at lukke. En del af varen blev opsamlet og kunne genbruges, mens resten gik uigenkaldeligt tabt.

15

Den 31. marts anmodede Girelli i henhold til artikel 4, stk. 1, i lovdekret nr. 504 om fritagelse for punktafgift for så vidt angår den mængde alkohol, der ved en fejl var gået tabt.

16

Den 5. juni 2014 afslog toldmyndigheden denne anmodning med den begrundelse, at det omhandlede tab ikke skyldtes hændelige omstændigheder eller force majeure, men uforsigtighed og fejl begået af en ansat hos Girelli, som ved en fejltagelse havde glemt at lukke tankens ventil.

17

Den 25. juli 2014 indgav Girelli sine bemærkninger til toldmyndigheden og bestred herved, at punktafgifterne på den mængde ethanol, der var gået tabt, var forfalden, idet virksomheden gjorde gældende, at det ikke var muligt at lade denne mængde ethanol overgå til forbrug.

18

Den 3. oktober 2014 afviste toldmyndigheden disse bemærkninger og udstedte et betalingspålæg for punktafgifter på i alt 17476,24 EUR.

19

Girelli anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Commissione tributaria provinciale di Milano (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i provinsen Milano, Italien) og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der ikke forelå en begivenhed, der udløste de omtvistede punktafgifter, med den begrundelse, at den del af varen, der var gået tabt, ikke var overgået til forbrug, og at den skadevoldende begivenhed kunne tilskrives hændelige omstændigheder, eller subsidiært simpel uagtsomhed.

20

Denne ret gav Girelli medhold, idet den i sin dom fastslog, at tabet af den pågældende vare, der skyldtes manglende omhu, hvilket imidlertid ikke kunne kvalificeres som et »groft« forhold, udgjorde simpel uagtsomhed, der i henhold til artikel 4, stk. 1, i lovdekret nr. 504 sidestilles med hændelige omstændigheder og force majeure.

21

Toldmyndigheden iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Commissione tributaria regionale della Lombardia (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Lombardiet, Italien), der fandt, at de to betingelser for, at der kunne indrømmes fritagelse for punktafgift, dvs. at tabet af den pågældende vare var uigenkaldeligt og skyldtes hændelige omstændigheder eller force majeure, var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

22

Toldmyndigheden har iværksat kassationsanke til prøvelse af dommen afsagt af Commissione tributaria regionale della Lombardia (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Lombardiet) og har til støtte herfor gjort gældende, at denne ret tilsidesatte artikel 4 i lovdekret nr. 504, idet den fandt, at den pågældende ansattes uagtsomme adfærd var omfattet af begrebet »hændelige omstændigheder«, og at denne ansattes fejl under alle omstændigheder skulle kvalificeres som »simpel uagtsomhed«.

23

Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), som er den forelæggende ret, er af den opfattelse, at den tvist, der verserer for den, rejser spørgsmålet om, hvorvidt begreberne »hændelige omstændigheder« og »force majeure« som omhandlet i EU-retten omfatter culpøs adfærd og i givet fald på hvilke betingelser. I modsat fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at en medlemsstat anser adfærd, der udgør en fejl, der kan kvalificeres som »simpel uagtsomhed«, for at være omfattet af disse begreber, er forenelig med EU-retten.

24

Den forelæggende ret har anført, at der i dens praksis kan udledes to forskellige tilgange til fortolkningen af begrebet »hændelige omstændigheder«. Ifølge den første tilgang, der er af subjektiv karakter, skal den person, der er underlagt forpligtelsen, bevise, at vedkommende ikke har udvist uagtsomhed, og at skaden indtraf på en måde, der ikke kunne forudses eller undgås ved at udvise den fornødne påpasselighed i lyset af sagens specifikke omstændigheder. Ifølge den anden tilgang, der er objektiv, er det irrelevant, hvorvidt denne person udviste påpasselighed eller forsømmelighed.

25

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at i lyset af den retspraksis, der følger af dom af 18. december 2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône (C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 24, 25 og 40), og af 18. maj 2017, Latvijas Dzelzceļš (C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 61), synes begreberne »hændelige omstændigheder« og »force majeure« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 – for så vidt som begge karakteriseres ved dels et objektivt element vedrørende usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, dels et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at vedkommende træffer urimeligt belastende foranstaltninger – ikke at omfatte culpøs adfærd og navnlig adfærd, der er karakteriseret ved simpel uforsigtighed, som efter sin art er forudsigelig og let at undgå.

26

Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at en medlemsstats lovgivning, der sidestiller simpel uagtsomhed med hændelige omstændigheder og force majeure, svarer til, at der som en særskilt grund til punktafgiftsfritagelse fastsættes et yderligere tilfælde, som imidlertid ikke synes at fremgå af dette direktivs bestemmelser.

27

Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om artikel 7, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/118, hvorefter »[t]otal ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af [...] varer [...] efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder« ikke anses for at være overgang til forbrug, kan fortolkes således, at den giver medlemsstaterne mulighed for at fastlægge andre generelle kategorier end hændelige omstændigheder og force majeure, som giver anledning til afgiftsfritagelse.

28

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at opbygningen af denne bestemmelse, der successivt henviser til »disse varers art«, »hændelige omstændigheder« og »force majeure« lader formode, at udtrykket »efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder« har en begrænset og opsamlende værdi, således at det henviser til andre specifikke begivenheder end dem, som vedrører hændelige omstændigheder og force majeure, og som ikke på forhånd kan identificeres, men som vedrører særlige faktiske omstændigheder, der, når de undergives den kompetente myndigheds forudgående vurdering, kan begrunde, at der træffes afgørelse om destruktion af varen.

29

Endelig har den forelæggende ret rejst spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »hændelige omstændigheder« kan have en anden rækkevidde end begrebet »force majeure«, bl.a. for så vidt angår betingelsen om det subjektive element, der karakteriserer disse to begreber som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 25.

30

På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Uden formelt at gøre gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, har Girelli rejst tvivl om relevansen af den forelæggende rets spørgsmål, idet virksomheden bl.a. har gjort gældende, at betingelsen om overgang til forbrug, som punktafgiftens forfald er underlagt i medfør af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, eftersom den i hovedsagen omhandlede vare uigenkaldeligt er gået tabt.

32

I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en sag er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, i lyset af den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 12.10.2023, KBC Verzekeringen, C-286/22, EU:C:2023:767, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

33

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 12.10.2023, KBC Verzekeringen, C-286/22, EU:C:2023:767, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

34

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, som vedrører fortolkningen af EU-retten, i det foreliggende tilfælde artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, netop har til formål at afgøre, om en punktafgiftspligtig vare, når den er gået uigenkaldeligt tabt under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, i overensstemmelse med denne bestemmelse skal anses for ikke at være »overgået til forbrug« som omhandlet i dette direktivs artikel 7, stk. 2. Heraf følger, at den tvivl, som Girelli har givet udtryk for, ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, men besvarelsen af disse med hensyn til realiteten.

35

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan følgelig antages til realitetsbehandling.

36

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse i lighed med begrebet »force majeure« skal forstås således, at det omfatter usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke har mulighed for at undgå, heller ikke selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed.

37

Indledningsvis bemærkes, at direktiv 2008/118, således som det fremgår af dets artikel 1, stk. 1, har til formål at fastlægge den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af punktafgiftspligtige varer, herunder alkohol og alkoholholdige drikkevarer.

38

I medfør af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118 forfalder punktafgiften ved overgangen til forbrug og i den medlemsstat, hvor denne finder sted. Denne artikels stk. 2 definerer begrebet »overgang til forbrug«. Dette begreb omfatter bl.a., når punktafgiftspligtige varer forlader en afgiftssuspensionsordning, herunder uretmæssigt.

39

Artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 præciserer ikke desto mindre, at total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning som følge af disse varers art, som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure eller efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder, ikke anses for at være overgang til forbrug. Det følger af denne bestemmelse, sammenholdt med den nævnte artikel 7, stk. 1, at punktafgiften på punktafgiftspligtige varer ikke forfalder i de tilfælde, der er opregnet i den nævnte bestemmelse.

40

Mens artikel 7, stk. 5, i direktiv 2008/118 bestemmer, at hver enkelt medlemsstat fastlægger sine egne regler og betingelser for, hvordan de i stk. 4 nævnte tab fastslås, henviser hverken dette direktivs artikel 7, stk. 5, eller artikel 7, stk. 4, til medlemsstaternes ret med hensyn til, hvilken betydning og rækkevidde der skal tillægges begreberne »hændelige omstændigheder« og »force majeure«.

41

Det fremhæves desuden i ottende betragtning til direktiv 2008/118, at betingelserne for punktafgiftens forfald bør være de samme i alle medlemsstater af hensyn til det indre markeds funktion. Med henblik herpå fastlægger direktivets artikel 7 det tidspunkt, hvor de punktafgiftspligtige varer overgår til forbrug. For så vidt som rækkevidden af begreberne »hændelige omstændigheder« og »force majeure« kan have indvirkning på punktafgiftens forfald, har disse nødvendigvis en selvstændig karakter, og det skal sikres, at de fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 22).

42

Ved fortolkningen af disse to selvstændige EU-retlige begreber skal der i overensstemmelse med fast retspraksis ikke blot tages hensyn til ordlyden af den bestemmelse, hvori begreberne er indeholdt, men også til den sammenhæng, hvori de indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 16.2.2023, Lufthansa Technik AERO Alzey, C-393/21, EU:C:2023:104, præmis 33).

43

Hvad for det første angår begrebet »force majeure« skal det indledningsvis bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at dette begreb inden for de forskellige områder af EU-retten, hvor det finder anvendelse, betegner de usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke har mulighed for at undgå, heller ikke selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 23, og af 25.1.2017, Vilkas, C-640/15, EU:C:2017:39, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). Begrebet »force majeure« omfatter således generelt et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den pågældende ikke har nogen indflydelse på, og et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af den omhandlede begivenhed skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 24).

44

Når dette er sagt, følger det af fast retspraksis, at begrebet »force majeure« ikke nødvendigvis har et ensartet indhold inden for de forskellige områder af EU-retten, hvor det anvendes, idet begrebet skal fastlægges i den juridiske sammenhæng, hvor det får betydning (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 25, og af 25.1.2017, Vilkas, C-640/15, EU:C:2017:39, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

45

I forbindelse med lovgivningen om punktafgifter har Domstolen vedrørende begrebet »force majeure« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, første punktum, i direktiv 92/12 fastslået, at opbygningen af og formålet med dette direktiv ikke kræver, at de omstændigheder, der er karakteristiske for force majeure, og som er fastslået i retspraksis på andre områder af EU-retten, fortolkes eller anvendes på en særlig måde (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 26-31).

46

Domstolen har nærmere bestemt i det væsentlige fastslået, at punktafgiftspligtige varer er punktafgiftspligtige alene som følge af deres fremstilling på eller indførsel til Unionens område, at punktafgifterne principielt også forfalder, såfremt der er tale om en manko eller et tab, for hvilket der ikke er indrømmet fritagelse af de kompetente myndigheder, og at fritagelsen i henhold til artikel 14, stk. 1, første punktum, i direktiv 92/12 for tab som følge af force majeure udgør en undtagelse fra denne hovedregel, som derfor skal være genstand for en streng fortolkning (dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 30).

47

Denne fortolkning kan overføres til artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118. Det fremgår nemlig af ordlyden af denne bestemmelse og af denne artikels opbygning, som er undersøgt i nærværende doms præmis 38 og 39, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 udgør en undtagelse til hovedreglen om, at punktafgifter på varer, der er blevet ødelagt eller er gået tabt, i princippet er forfaldne, således at denne bestemmelse i lighed med artikel 14, stk. 1, første punktum, i direktiv 92/12 skal fortolkes strengt.

48

Heraf følger, at begrebet »force majeure« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 betegner usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke har mulighed for at undgå, heller ikke selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed (dom af 18.12.2007, Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 31).

49

Hvad for det andet angår begrebet »hændelige omstændigheder« har dette i lighed med begrebet »force majeure« ikke nødvendigvis et ensartet indhold inden for de forskellige områder af EU-retten, hvor det anvendes, hvorfor dets betydning ligeledes skal fastlægges i den juridiske sammenhæng, hvor det får betydning (jf. i denne retning dom af 18.5.2017, Latvijas Dzelzceļš, C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 60-62 og den deri nævnte retspraksis).

50

Ved fortolkningen af begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i toldkodeksens artikel 206, stk. 1, har Domstolen fastslået, at dette begreb i lighed med begrebet »force majeure« er karakteriseret ved et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den pågældende ikke har nogen indflydelse på, og et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af den omhandlede begivenhed skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 18.5.2017, Latvijas Dzelzceļš, C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

51

Det følger af denne bestemmelse, at uanset toldkodeksens artikel 204, stk. 1, litra a), anses toldskyld ved indførsel ikke at opstå i forbindelse med en bestemt vare, når der fremlægges bevis for, at misligholdelse af de forpligtelser, der følger af anvendelse af den toldprocedure, som den pågældende vare er undergivet, skyldes, at den omhandlede vare er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure (jf. i denne retning dom af 18.5.2017, Latvijas Dzelzceļš, C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 58).

52

Henset til, at toldkodeksens artikel 206, stk. 1, fastsætter en undtagelse til reglen i toldkodeksens artikel 204, stk. 1, litra a), hvorefter misligholdelse af de forpligtelser, der følger af anvendelse af den toldprocedure, som en vare er undergivet, medfører, at der opstår toldskyld, har Domstolen heraf udledt, at begreberne »force majeure« og »hændelige omstændigheder« i førstnævnte bestemmelses forstand skal fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 18.5.2017, Latvijas Dzelzceļš, C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 62).

53

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at ordlyden af artikel 7, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/118 svarer til ordlyden af toldkodeksens artikel 206, stk. 1, og at den i lighed med denne bestemmelse fastsætter en undtagelse til hovedreglen om, at punktafgifter på varer, der er ødelagt eller gået tabt, fortsat er forfaldne.

54

Under disse omstændigheder, og henset til de ligheder, der er mellem told og punktafgifter, skal begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/118 med henblik på at sikre en sammenhængende fortolkning af EU-retten tillægges samme rækkevidde som den, Domstolen har lagt til grund for så vidt angår toldkodeksens artikel 206, stk. 1, som anført i nærværende doms præmis 50 (jf. analogt dom af 29.4.2010, Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 84).

55

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse i lighed med begrebet »force majeure« skal forstås således, at det omfatter usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke har mulighed for at undgå, heller ikke selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed.

56

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at anerkendelsen af, at der foreligger »hændelige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse under omstændigheder, der har givet anledning til total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer, kræver, at det fastslås, at den pågældende erhvervsdrivende har udvist tilstrækkelig omhu med henblik på at undgå, at den skadevoldende begivenhed indtræffer.

57

I denne henseende skal det indledningsvis fremhæves, således som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, at begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 både er karakteriseret ved et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af den omhandlede begivenhed skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger, og ved et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den pågældende ikke har nogen indflydelse på.

58

Anerkendelsen af, at der foreligger hændelige omstændigheder som omhandlet i denne bestemmelse, indebærer følgelig ikke blot, at den pågældende erhvervsdrivende har udvist den omhu, der normalt kræves i forbindelse med den pågældendes virksomhed for at sikre sig mod en sådan risiko, hvilket forudsætter en stadig aktiv adfærd med henblik på at identificere og vurdere potentielle risici samt evne til at træffe hensigtsmæssige og effektive foranstaltninger med henblik på at undgå, at sådanne risici indtræder (jf. i denne retning dom af 18.12.2007,Société Pipeline Méditerranée et Rhône, C-314/06, EU:C:2007:817, præmis 37), men også, at denne risikos indtræden skyldes usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som denne erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på.

59

Heraf følger, at når de omstændigheder, der har givet anledning til total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer, henhører under den godkendte oplagshavers ansvarsområde, er betingelsen om, at der skal foreligge omstændigheder, som den pågældende erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, ikke opfyldt, og dermed mangler det objektive element, der udgør begrebet hændelige omstændigheder, hvilket således er til hinder for, at det fastslås, at der foreligger hændelige omstændigheder.

60

Det uigenkaldelige tab af en punktafgiftspligtig flydende vare, som skyldes en lækage, der er opstået som følge af en ansats manglende påpasselighed, idet denne har undladt at lukke ventilen i en tank efter en omhældning af varen, kan ikke anses for at være en usædvanlig omstændighed, som den erhvervsdrivende, hvis virksomhed består i denaturering af ethylalkohol, ikke har nogen indflydelse på. Et sådant tab skal derimod anses for at henhøre under denne erhvervsdrivendes ansvarsområde og for at være en følge af mangel på den omhu, der normalt kræves i forbindelse med denne erhvervsdrivendes virksomhed, hvorfor hverken det objektive eller det subjektive element, der karakteriserer begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, er opfyldt under sådanne omstændigheder (jf. i denne retning dom af 18.5.2017, Latvijas Dzelzceļš, C-154/16, EU:C:2017:392, præmis 63).

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at anerkendelsen af, at der foreligger »hændelige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse, kræver dels, at den totale ødelæggelse eller det uigenkaldelige tab af punktafgiftspligtige varer skyldes usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den omhandlede erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, hvilket er udelukket, når disse omstændigheder henhører under den erhvervsdrivendes ansvarsområde, dels at denne erhvervsdrivende har udvist den omhu, der normalt kræves i forbindelse med den pågældendes virksomhed, for at sikre sig mod følgerne af en sådan begivenhed.

62

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorved forhold, der udgør simpel uagtsomhed, som kan tilskrives den omhandlede afgiftspligtige person, sidestilles med hændelige omstændigheder og force majeure.

63

I denne henseende bemærkes indledningsvis, således som det fremgår af besvarelsen af det første og det andet spørgsmål, at begrebet »hændelige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse er karakteriseret ved, at der foreligger usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den omhandlede erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke havde mulighed for at undgå, selv om den pågældende udviste den omhu, der normalt kræves i forbindelse med den pågældendes virksomhed.

64

En fejl, også selv om den ikke er alvorlig, der er begået af en ansat hos den pågældende erhvervsdrivende, udelukker imidlertid muligheden for, at det anerkendes, at der foreligger hændelige omstændigheder som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, for så vidt som fejlen henhører under denne erhvervsdrivendes ansvarsområde og udgør en mangel på den omhu, der normalt kræves i forbindelse med den pågældendes virksomhed.

65

Det skal dernæst fremhæves, at denne bestemmelse udtømmende opregner de tilfælde, hvor total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer ikke anses for at være overgang til forbrug, hvilket dermed er til hinder for punktafgiftens forfald. Dette er for det første tilfældet, når den totale ødelæggelse eller det uigenkaldelige tab er sket som følge af selve disse varers art, for det andet når ødelæggelsen eller tabet skyldes hændelige omstændigheder eller force majeure, og for det tredje når ødelæggelsen eller tabet sker efter tilladelse fra den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder.

66

Det må imidlertid konstateres, at en fejl, der skyldes simpel uagtsomhed udvist af en ansat hos den pågældende erhvervsdrivende, åbenbart hverken henhører under det første eller det andet tilfælde og principielt heller ikke under det tredje.

67

Endelig bemærkes, således som det er anført i nærværende doms præmis 47, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, for så vidt som denne bestemmelse udgør en undtagelse til hovedreglen om, at punktafgifter på varer, der er blevet ødelagt eller er gået tabt, i princippet er forfaldne, skal fortolkes strengt.

68

Det følger af nærværende doms præmis 65-67, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte, at punktafgiften ikke forfalder, under andre omstændigheder end dem, der er opregnet i den nævnte bestemmelse, navnlig når tabet eller ødelæggelsen af den punktafgiftspligtige vare er sket på grund af en fejl, der skyldes simpel uagtsomhed udvist af en ansat hos den pågældende erhvervsdrivende.

69

En anden fortolkning ville desuden kunne skade det mål om ensartethed, der er nævnt i ottende betragtning til direktiv 2008/118, hvorefter betingelserne for punktafgiftens forfald bør være de samme i alle medlemsstater af hensyn til det indre markeds funktion.

70

Når forhold, der udgør simpel uagtsomhed, som har ført til den totale ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af den punktafgiftspligtige vare, er begået i forbindelse med en denaturering af denne vare, som i sig selv på forhånd er godkendt af de kompetente nationale myndigheder, skal det imidlertid fastslås, at den totale ødelæggelse eller det uigenkaldelige tab er sket efter tilladelse fra de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, således at denne ødelæggelse eller dette tab ikke skal anses for at være overgang til forbrug, forudsat bl.a. at den totale ødelæggelse eller det uigenkaldelige tab af den nævnte vare er blevet bevist på tilfredsstillende vis over for de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, tredje afsnit, i direktiv 2008/118.

71

I denne henseende bemærkes for det første, at en vare i medfør af dette direktivs artikel 7, stk. 4, andet afsnit, anses for totalt ødelagt eller uigenkaldeligt gået tabt, når den er blevet gjort uanvendelig som punktafgiftspligtig vare.

72

For det andet fremgår det af artikel 27, stk. 1, litra a), i direktiv 92/83, at denatureret alkohol principielt er fritaget for punktafgift.

73

Det må følgelig fastslås, at denaturering bevirker, at alkoholen er blevet gjort »uanvendelig som punktafgiftspligtig vare« som omhandlet i artikel 7, stk. 4, afsnit 2, i direktiv 2008/118, og at en sådan proces følgelig fører til den totale ødelæggelse af denne vare.

74

Det følger af ovenstående betragtninger, at når forhold, der udgør simpel uagtsomhed, som har ført til den totale ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af den punktafgiftspligtige vare, er begået i forbindelse med en denaturering af alkohol, som på forhånd er blevet godkendt af de kompetente nationale myndigheder, skal det fastslås, at denne ødelæggelse eller dette tab er sket efter tilladelse fra de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, således at denne ødelæggelse eller dette tab ikke skal anses for at være overgang til forbrug som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2008/118.

75

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorved forhold, der udgør simpel uagtsomhed, som kan tilskrives den omhandlede afgiftspligtige person, i alle tilfælde sidestilles med hændelige omstændigheder og force majeure. Når forhold, der udgør simpel uagtsomhed, som har ført til den totale ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af den punktafgiftspligtige vare, er begået i forbindelse med en denaturering, som på forhånd er blevet godkendt af de kompetente nationale myndigheder, skal denne ødelæggelse eller dette tab imidlertid anses for at være sket efter tilladelse fra de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, således at denne ødelæggelse eller dette tab ikke skal anses for at være overgang til forbrug som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2008/118.

76

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at udtrykket »efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder« i denne bestemmelses første afsnit skal forstås således, at det tillader medlemsstaterne generelt at fastsætte, at total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning ikke udgør en overgang til forbrug, når denne omstændighed skyldes simpel uagtsomhed.

77

Det skal først bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.

78

Hvad indledningsvis angår ordlyden af artikel 7, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/118 bemærkes, at udtrykket »efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder« henviser til de kompetente nationale myndigheders mulighed for at vedtage administrative afgørelser om tilladelse i individuelle tilfælde og ikke til den nationale lovgivers mulighed for ad lovgivningsvejen at indføre andre generelle kategorier end dem, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, for hvilke overgang til forbrug og følgelig punktafgiftens forfald systematisk er udelukket.

79

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 indgår, bemærkes, at denne bestemmelse, henset til den strenge fortolkning, som den skal undergives, således som det er anført i nærværende doms præmis 47 og 67, ikke kan fortolkes således, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte andre tilfælde end dem, der er udtømmende opregnet i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118, for hvilke overgang til forbrug og følgelig punktafgiftens forfald systematisk er udelukket.

80

Endelig understøttes denne fortolkning af de mål, der forfølges med direktiv 2008/118, som i overensstemmelse med ottende betragtning hertil bl.a. tilsigter at ensrette betingelserne for punktafgiftens forfald i medlemsstaterne af hensyn til det indre markeds funktion.

81

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at udtrykket »efter tilladelse fra medlemsstatens kompetente myndigheder« i denne bestemmelses første afsnit ikke skal forstås således, at det tillader medlemsstaterne generelt at fastsætte, at total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning ikke udgør en overgang til forbrug, når denne omstændighed skyldes simpel uagtsomhed.

82

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: