–

KM ved abogado I. Armenteros Rodríguez,

–

Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) ved letrados P. García Perea og A.R. Trillo García,

–

den spanske regering ved J. Rodríguez de la Rúa Puig og M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem KM og Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) (det nationale institut for social sikring, Spanien) vedrørende sidstnævntes afslag på at anerkende, at de to ydelser for fuldstændig uarbejdsdygtighed, der på grundlag af forskellige bidragsperioder og forskellige skader er tilkendt KM i medfør af én og samme lovbestemte sociale sikringsordning, er forenelige.

3

Artikel 1 i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:

»Dette direktiv tilsigter gradvis gennemførelse for så vidt angår den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, i det følgende benævnt »princippet om ligebehandling.««

4

Dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra a), bestemmer, at direktivet finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, bl.a. »invaliditet«.

5

Nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår

6

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) bestemmer navnlig, at direktivet indeholder bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

7

Dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra f), bestemmer, at der ved »erhvervstilknyttede sikringsordninger« i dette direktiv forstås ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7, og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.

8

Artikel 9, stk. 1, i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 8/2015 (kongeligt lovdekret nr. 8/2015) af 30. oktober 2015 (BOE nr. 261 af 31.10.2015, s. 103291) (herefter »LGSS«), bestemmer:

»Den sociale sikringsordning består af følgende ordninger:

9

LGSS’ artikel 10 fastsætter:

»1.   Der skal oprettes særordninger for erhvervsaktiviteter, som på grund af deres art, særlige betingelser for tid og sted, hvor de udføres, eller på grund af produktionsprocessens art kræver, at der oprettes sådanne ordninger for at sikre en korrekt anvendelse af sociale sikringsydelser.

2.   Ved særlige ordninger forstås de ordninger, som følgende grupper henhører under:

[…]«

10

LGSS’ artikel 163 med overskriften »Ydelsers uforenelighed« bestemmer i stk. 1:

»Ydelser under den almindelige sociale sikringsordning er uforenelige med hinanden, når en og samme person modtager dem, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat ved love og administrative bestemmelser. I tilfælde af uforenelighed skal enhver, der kan have ret til to eller flere ydelser, vælge én af dem.«

11

Den 26. overgangsbestemmelse i LGSS, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»1. Uarbejdsdygtighed klassificeres, uanset hvad der er den afgørende årsag hertil, efter følgende skala:

2. I tilfælde af ulykke, uanset om den er erhvervsrelateret, forstås der ved sædvanligt erhverv det erhverv, der sædvanligvis udøves af arbejdstageren på ulykkestidspunktet. Ved sygdom, uanset om den er erhvervsrelateret, forstås der ved sædvanligt erhverv det erhverv, som udgør arbejdstagerens hovedaktivitet i perioden frem til begyndelsen af den i loven omhandlede uarbejdsdygtighed.

[…]

4. Ved fuldstændig uarbejdsdygtighed i forbindelse med et sædvanligt erhverv forstås uarbejdsdygtighed, der afskærer arbejdstageren fra at udføre samtlige opgaver i forbindelse med det sædvanlige erhverv eller dennes kerneopgaver, men at vedkommende dog kan blive beskæftiget inden for et andet erhverv.

[…]«

12

Artikel 34 i Decreto 2530/1970, por el que se regula el régimen especial de la Seguridad Social de los trabajadores por cuenta propia o autónomos (dekret nr. 2530/1970 om den særlige sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende) af 20. august 1970 (BOE 221 af 15.9.1970, s. 15148), fastsætter:

»De ydelser, som denne særordning tilkender modtagerne, er uforenelige med hinanden, medmindre andet udtrykkeligt er anført. Enhver, der kan have ret til to eller flere ydelser, skal vælge én af dem.«

13

Ved afgørelse af 2. marts 1999 anerkendte INSS, at sagsøgeren i hovedsagen, der var tilknyttet den almindelige sociale sikringsordning (herefter »RGSS«), var blevet fuldstændig uarbejdsdygtig med henblik på at udføre sit sædvanlige erhverv som administrativ assistent på grund af en ikke-erhvervsrelateret sygdom, der skyldtes et iskæmisk slagtilfælde, og tilkendte den pågældende en ydelse i henhold til RGSS beregnet på grundlag af de bidrag, der var betalt for perioden fra maj 1989 til april 1994.

14

Ved afgørelse af 20. marts 2018 anerkendte INSS, at sagsøgeren i hovedsagen, der i mellemtiden havde fået arbejde som dagplejeassistent, ligeledes var fuldstændig uarbejdsdygtig med henblik på at udføre sit nye sædvanlige erhverv på grund af en ikke- erhvervsrelateret ulykke, hvorved sagsøgeren havde brækket et lårben, og tilkendte vedkommende den tilsvarende ydelse i henhold til RGSS beregnet på grundlag af bidrag, der var betalt for perioden fra februar 2015 til januar 2017. INSS fandt imidlertid, at denne ydelse var uforenelig med den ydelse, der tidligere var tilkendt i henhold til LGSS’ artikel 163, hvilket bevirkede, at sagsøgeren i hovedsagen kun havde ret til en af ydelserne.

15

Den 23. januar 2019 afviste INSS den klage, som sagsøgeren havde indgivet over sidstnævnte afgørelse.

16

Den 12. marts 2019 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved den forelæggende ret med påstand om anerkendelse af, at den ydelse for uarbejdsdygtighed, der er knyttet til sagsøgerens arbejde som dagplejeassistent, er forenelig med den ydelse for uarbejdsdygtighed, der er knyttet til sagsøgerens tidligere stilling som administrativ assistent med henblik på at kunne kumulere disse to ydelser. Sagsøgeren har i denne forbindelse i det væsentlige gjort gældende, at LGSS’ artikel 163, på grundlag af hvilken INSS fastslog, at de to ydelser var uforenelige, ikke finder anvendelse, eftersom den medfører en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn og derfor er i strid med EU-retten.

17

Den forelæggende ret har indledningsvis præciseret, at sagsøgeren i hovedsagen har godtgjort, at vedkommende har indbetalt tilstrækkelige bidrag til at kunne oppebære de to ydelser.

18

Den forelæggende ret har dernæst anført, at den spanske socialsikringsordning består af flere ordninger, hvoraf de vigtigste er RGSS, som dækker arbejdstagere generelt, og Régimen Especial de Trabajadores Autónomos (den særlige ordning for selvstændige erhvervsdrivende (herefter »RETA«), der dækker selvstændige erhvervsdrivende i almindelighed, og at disse to ordninger bl.a. tilkender ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed til modtagere, der ikke længere er i stand til at arbejde af helbredsmæssige årsager.

19

Selv om LGSS’ artikel 163 ifølge den forelæggende ret er til hinder for en kumulation af de to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, der er tilkendt i RGSS, følger det imidlertid af retspraksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), at denne bestemmelse, der er fortolket modsætningsvis, gør det muligt at tillade en sådan kumulation, når de pågældende ydelser følger af forskellige ordninger, dvs. i almindelighed af RGSS og RETA, herunder på grundlag af samme skader. Ræsonnementet bag denne fortolkning er, at hver af disse ordninger forfølger et selvstændigt formål, nemlig for RGSS’ vedkommende at kompensere for den manglende mulighed for at udøve lønnet beskæftigelse, og for RETA’s vedkommende at kompensere for den manglende mulighed for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.

20

Den forelæggende ret hælder til den opfattelse, at anvendelsen af en sådan regel medfører en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt i henhold til artikel 4 i direktiv 79/7 og artikel 5 i direktiv 2006/54, for så vidt som denne regel, selv om den ikke sondrer på grundlag af køn og derfor tilsyneladende er neutral i denne henseende, ikke desto mindre kan være mere byrdefuld for kvinder. Ifølge de statistiske oplysninger, som INSS har fremlagt vedrørende referencedatoen den 31. januar 2020, fremgår det, at selv om der er en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, som er tilknyttet RGSS, udgør kvinderne kun 36,15% af de personer, der er tilknyttet RETA. Denne ringe andel afspejler, at det er vanskeligere for kvinder at udøve erhvervsmæssig virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende, hvilket skyldes, at kvinder samfundsmæssigt set traditionelt tildeles rollen som hjemmegående.

21

Da det således alene er muligt at kumulere ydelser erhvervet inden for rammerne af forskellige ordninger, og da andelen af mænd, der er tilknyttet RETA, er betydeligt højere end andelen af kvinder, vil det være lettere for mænd end for kvinder at foretage denne kumulation.

22

Endelig er den forelæggende ret af den opfattelse, at de argumenter, som INSS har fremført til støtte for, at de i hovedsagen omhandlede to ydelser er uforenelige, ikke er overbevisende. Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorvidt argumentet om, at det alene er muligt at opnå en enkelt ydelse for fuldstændig uarbejdsdygtighed til kompensation for indtægtstab som følge af uarbejdsdygtighed, er begrundet, henset til, at der på et givet tidspunkt kun kan være tale om ét sædvanligt erhverv. Dette argument bør nemlig føre til et forbud mod muligheden for at kunne kumulere to ydelser for fuldstændig uarbejdsdygtighed, der er tilkendt i henhold til særskilte ordninger.

23

På denne baggrund har Juzgado de lo Social no 26 de Barcelona (arbejdsret nr. 26 i Barcelona, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Domstolen har stillet en række spørgsmål til INSS og den spanske regering, som besvarede spørgsmålene ved skrivelser indleveret henholdsvis den 3. og den 7. december 2021.

25

Med henblik på indledningsvis at fastlægge rækkevidden af det første spørgsmål bemærkes, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om den spanske lovgivning om social sikring for så vidt angår denne lovgivnings betingelser – således som de er fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) – for at kunne kumulere to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed i en situation, hvor den tilknyttede arbejdstager har opfyldt betingelserne for tilkendelse af de pågældende ydelser på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt under forskellige ordninger, er forenelig med artikel 4 i direktiv 79/7 og artikel 5 i direktiv 2006/54.

26

Hvad i denne henseende angår anvendelsen af de direktiver, som den forelæggende ret har henvist til, fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at de i hovedsagen omhandlede ydelser for fuldstændig uarbejdsdygtighed, som sagsøgeren i hovedsagen ønsker at kumulere, er tilkendt i henhold til den i LGSS fastsatte sociale sikringsordning og har til formål at beskytte de forsikrede mod indtægtstab som følge af manglende evne til at udøve deres sædvanlige erhverv.

27

Sådanne ydelser henhører under direktiv 79/7, for så vidt som de indgår i en lovbestemt ordning, der sikrer beskyttelse mod en af de i dette direktivs artikel 3, stk. 1, opregnede risici, nemlig invaliditet, og idet de er direkte og faktisk forbundet med beskyttelsen mod denne risiko (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre), C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 35).

28

Som INSS, den spanske regering og Europa-Kommissionen har fremhævet, finder direktiv 2006/54 derimod ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen. Det følger nemlig af direktivets artikel 1, stk. 2, litra c), sammenholdt med samme direktivs artikel 2, stk. 1, litra f), at det nævnte direktiv ikke finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der er omfattet af direktiv 79/7 (dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre), C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 34).

29

Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, der forhindrer arbejdstagere, der er tilknyttet den sociale sikringsordning, i kumulativt at modtage to ydelser for fuldstændig arbejdsudygtighed, når disse ydelser henhører under én og samme sociale sikringsordning, samtidig med at den tillader en sådan kumulation, når ydelserne henhører under særskilte sociale sikringsordninger.

30

Det bemærkes, at selv om det er ubestridt, at EU-retten anerkender medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering i Den Europæiske Union tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte betingelserne for tildeling af ydelser på området for social sikring, forholder det sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten (dom af 14.4.2015, Cachaldora Fernández, C-527/13, EU:C:2015:215, præmis 25).

31

Følgelig er EU-retten principielt ikke til hinder for, at en medlemsstat i sin lovgivning om social sikring udelukker muligheden for samtidig at modtage to eller flere ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, eller for, at en sådan kumulation tillades under visse betingelser. En sådan lovgivning skal imidlertid overholde direktiv 79/7 og navnlig dets artikel 4, stk. 1, hvorefter princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, for så vidt angår bl.a. beregningen af ydelserne.

32

Det skal i denne forbindelse konstateres, at den i denne doms præmis 29 nævnte nationale lovgivning som anført af den forelæggende ret finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er tilknyttet forskellige spanske sociale sikringsordninger, og som principielt har opfyldt betingelserne for tilkendelse af mindst to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, således at denne lovgivning ikke indebærer en direkte forskelsbehandling.

33

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den samme nationale lovgivning indebærer en indirekte forskelsbehandling, skal dette begreb i forbindelse med direktiv 79/7 forstås således, at der ved indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn forstås, at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Villar Láiz, C-161/18, EU:C:2019:382, præmis 37).

34

I det foreliggende tilfælde hælder den forelæggende ret til den opfattelse, at den omhandlede nationale lovgivning indebærer en indirekte forskelsbehandling. Som bemærket i denne doms præmis 20 og 21 har den forelæggende ret anført, at selv om der ifølge de statistiske oplysninger, som den råder over, er en ligelig fordeling mellem kønnene på de personer, som er tilknyttet RGSS, udgør kvinderne kun ca. 36% af de personer, som er tilknyttet RETA, og at disse to ordninger omfatter størstedelen af de arbejdstagere, der er tilknyttet den spanske sociale sikringsordning. Mænd er således bedre stillet end kvinder med hensyn til at opnå ret til flere ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed inden for rammerne af særskilte ordninger og til at kunne kumulere de pågældende ydelser.

35

I denne henseende bemærkes for det første, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i forhold til de arbejdstagere, der har opnået ret til flere ydelser for fuldstændig uarbejdsdygtighed, indfører en forskelsbehandling på grundlag af et tilsyneladende neutralt kriterium, hvorefter de pågældende arbejdstagere kun kan kumulere sådanne ydelser, når de henhører under særskilte sociale sikringsordninger.

36

En sådan forskelsbehandling forekommer imidlertid at begunstige de arbejdstagere, der kan kumulere to eller flere ydelser, der henhører under særskilte sociale sikringsordninger, med hensyn til beregningen af ydelsernes samlede beløb, og at den omvendt kan stille de arbejdstagere, der ikke kan kumulere ydelserne, fordi de har modtaget dem i medfør af én og samme sociale sikringsordning, ufordelagtigt.

37

INSS og den spanske regering har fremhævet, at ydelser, der henhører under hver af disse sociale sikringsordninger, bl.a. adskiller sig fra hinanden ved deres bidrags- og beregningsmetode samt med hensyn til deres formål, og har endvidere anført, at disse forhold viser, at de arbejdstagere, der kan kumulere to eller flere ydelser, ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for arbejdstagere, der ikke har denne mulighed. De ovenfor nævnte forhold synes imidlertid ikke at rejse tvivl om konstateringen af, at muligheden for at kumulere to eller flere ydelser principielt gør det muligt for de berørte arbejdstagere at oppebære en samlet ydelse, der er højere end den enkelte ydelse, som de ellers ville have haft ret til, eller i øvrigt at godtgøre, at deres situationer ikke er sammenlignelige, så meget desto mere som ydelser i medfør af RGSS og RETA begge har til formål at kompensere for det indtægtstab, der opstår som følge af, at arbejdstageren er fuldstændigt ude af stand til at udøve sit sædvanlige erhverv som enten lønmodtager eller som selvstændig erhvervsdrivende, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

38

For det andet bemærkes med henblik på at vurdere, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan stille kvindelige arbejdstagere særlig ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, at en sådan særlig ufordelagtig situation navnlig foreligger, såfremt det kan påvises, at en national lovgivning stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn (jf. i denne retning dom af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 25).

39

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis det fastslås, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har til følge, at en betydelig større andel af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere fratages muligheden for at kumulere to eller flere ydelser for fuldstændig arbejdsdygtighed.

40

I et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor den nationale ret er i besiddelse af statistisk materiale, har Domstolen fastslået dels, at det tilkommer denne ret at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, dels, at den bedste metode til sammenligning består i at foretage en sammenligning mellem, på den ene side, andelene af de kvindelige arbejdstagere, som er omfattet af de omhandlede bestemmelsers anvendelsesområde, og som påvirkes af den angivelige forskelsbehandling, og, på den anden side, de tilsvarende andele for mandlige arbejdstageres vedkommende, som er omfattet af dette anvendelsesområde (dom af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 26).

41

Det påhviler i denne henseende den nationale retsinstans at vurdere, om det statistiske materiale, som er fremlagt for den, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det viser sig at være væsentligt (dom af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 27).

42

Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, at de procesdeltagere og berørte parter, der har afgivet indlæg, er uenige om, hvilken type oplysninger, der skal tages i betragtning for i henhold til den i denne doms præmis 40 omhandlede metode at fastlægge andelen af de personer, der er berørt af forskelsbehandlingen. De er bl.a. uenige om, hvorvidt de oplysninger, som den forelæggende ret har lagt til grund, og som er nævnt i denne doms præmis 34, vedrørende andelen af henholdsvis mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er tilknyttet RGSS og RETA, gør det muligt at fastlægge andelen af berørte personer, og INSS og den spanske regering har navnlig fremhævet den manglende direkte sammenhæng mellem tilknytningen til en given ordning og indrømmelse af retten til en ydelse.

43

Hvad angår relevansen af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, skal det fastslås, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke finder anvendelse på samtlige de arbejdstagere, der er tilknyttet forskellige spanske sociale sikringsordninger, men udelukkende på dem, der i princippet har opfyldt betingelserne for tilkendelse af mindst to ydelser for fuldstændig arbejdsdygtighed, således som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 65 i forslaget til afgørelse.

44

Det er nemlig kun arbejdstagere, der er omfattet af sidstnævnte kategori, der kan nægtes eller indrømmes en ret til at kumulere to eller flere ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, alt efter om de pågældende ydelser henhører under den samme eller særskilte sociale sikringsordninger.

45

Med henblik på at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indebærer en indirekte forskelsbehandling, skal der således ikke tages hensyn til de arbejdstagere, som ikke kan kumulere to eller flere ydelser alene af den grund, at de ikke opfylder betingelserne for at få tilkendt begge ydelser, hvilke betingelser imidlertid kræves opfyldt af de arbejdstagere, der er omfattet af de statistiske oplysninger vedrørende graden af tilknytning til de forskellige sociale sikringsordninger, som den forelæggende ret har lagt til grund (jf. analogt dom af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 30).

46

Med henblik på at afgøre, om en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan indebære en indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, skal der derfor først tages hensyn til samtlige de arbejdstagere, der er omfattet af denne lovgivning, dvs. alle de arbejdstagere, der i princippet har opnået ret til mere end en ydelse ved fuldstændig uarbejdsdygtighed. Endvidere skal der blandt den således afgrænsede gruppe af arbejdstagere fastsættes dels andelen af mandlige arbejdstagere, der er forhindret i at kumulere disse ydelser i forhold til mandlige arbejdstagere, der kan foretage en sådan kumulation, dels samme andel for så vidt angår kvindelige arbejdstagere. Endelig skal disse andele sammenlignes med hinanden med henblik på at vurdere, om en eventuel forskel mellem andelen af mandlige arbejdstagere, der er ufordelagtigt stillet, og andelen af kvindelige arbejdstagere, der er ufordelagtigt stillet, er væsentlig.

47

Denne metode er i øvrigt neutral i forhold til den omstændighed, som INSS og den spanske regering har fremhævet, at der er større risiko for, at mandlige arbejdstagere frem for kvindelige arbejdstagere bliver uarbejdsdygtige, og at de derfor bliver nødt til at ansøge om ydelser for fuld uarbejdsdygtighed. Den sammenligning, der skal foretages, har nemlig udelukkende til formål at fastslå, om den forskelsbehandling, der følger af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning med hensyn til de kategorier af mandlige og kvindelige arbejdstagere, for hvilke denne risiko allerede er en realitet, stiller et betydelig større antal kvinder ufordelagtigt i forhold til mænd, således som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse.

48

Hvad angår de oplysninger, der er hensigtsmæssige med henblik på en sådan sammenligning, fremlagde INSS den 3. december 2021 efter anmodning fra Domstolen de i denne anmodning definerede supplerende statistiske oplysninger vedrørende antallet af mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er ramt af mindst to tilfælde af uarbejdsdygtighed, og som den 10. november 2021 principielt havde opnået ret til ydelser for fuld uarbejdsdygtighed i henhold til enten mindst to sociale sikringsordninger eller alene i henhold til RGSS.

49

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omhandlede nationale lovgivning finder anvendelse på samtlige de arbejdstagere, der principielt har opfyldt betingelserne for tilkendelse af mindst to ydelser for uarbejdsdygtighed. Den kan således stille samtlige arbejdstagere, der i henhold til én og samme sociale sikringsordning, uanset hvilken, har opnået ret til mindst to ydelser for varig uarbejdsdygtighed, ufordelagtigt.

50

De oplysninger, der er nævnt i denne doms præmis 48, synes ganske vist at gøre det muligt på referencetidspunktet at foretage et pålideligt skøn over det samlede antal mandlige og kvindelige arbejdstagere, der drager fordel af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, nemlig de 7723 mandlige arbejdstagere og de 3460 kvindelige arbejdstagere, som på dette tidspunkt i princippet kunne kumulere mindst to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed.

51

Som Kommissionen imidlertid med rette har anført under retsmødet, udpeger disse oplysninger blandt de arbejdstagere, der ikke kan kumulere de ydelser, de har ret til, alene de 4047 mandlige arbejdstagere og de 3388 kvindelige arbejdstagere, der kun er tilknyttet RGSS. Disse oplysninger angiver derfor ikke samtlige de arbejdstagere, der på referencetidspunktet er stillet ufordelagtigt af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, og de gør det således ikke i sig selv muligt at fastlægge andelen af de mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er stillet ufordelagtigt af denne lovgivning i overensstemmelse med det, der er redegjort for ovenfor i præmis 40 og 46, bl.a. for så vidt angår de arbejdstagere, der alene er tilknyttet RETA, og på hvem den særlige regel, der er fastsat for personer, der er tilknyttet RGSS i LGSS’ artikel 163, stk. 1, finder anvendelse i medfør af artikel 34 i dekret nr. 2530/1970 om den særlige sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende.

52

Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at det, henset til det store antal personer, der er tilknyttet RETA, ikke er udelukket, at en hensyntagen til taloplysninger vedrørende de arbejdstagere, der i princippet har opnået ret til mindst to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed i henhold til denne ordning alene, kan have betydning for beregningen ud fra samtlige relevante oplysninger af de respektive andele af mandlige og kvindelige arbejdstagere, der stilles ufordelagtigt af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i overensstemmelse med den metode, der er nævnt i denne doms præmis 40 og 46.

53

Selv om oplysninger som dem, der er nævnt i denne doms præmis 48, i princippet er relevante med henblik på at fastlægge disse andele og således at fastslå, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan stille kvindelige arbejdstagere særligt ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, skal det sikres, at de oplysninger, der endeligt lægges til grund i denne henseende, er tilstrækkeligt pålidelige og omfattende til at fastsætte de nævnte andele korrekt.

54

Det tilkommer den forelæggende ret at foretage de nødvendige undersøgelser og i givet fald vurdere, om den eventuelle forskel mellem andelen af mandlige og kvindelige arbejdstagere, som stilles ufordelagtigt af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, er væsentlig, idet det præciseres, at en mindre, men vedvarende og relativt konstant forskel i en lang periode mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ligeledes kan vise, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning dom af 9.2.1999, Seymour-Smith og Perez, C-167/97, EU:C:1999:60, præmis 61).

55

Desuden har Domstolen allerede fastslået, at det tilkommer den nationale retsinstans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, der navnlig kan fastsætte, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås på enhver måde, herunder på grundlag af statistisk materiale (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

56

For det tredje bemærkes, at hvis den forelæggende ret efter denne vurdering når til den konklusion, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning stiller kvindelige arbejdstagere særligt ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, indebærer denne lovgivning en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, medmindre den er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn. Dette vil være tilfældet, hvis bestemmelsen opfylder et lovligt socialpolitisk mål, er egnet til at nå dette mål og er nødvendig herfor, idet den kun kan anses for at være egnet til at sikre det angivne mål, såfremt den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (dom af 24.2.2022, TGSS (Hushjælpsansattes situation ved arbejdsløshed), C-389/20, EU:C:2022:120, præmis 48).

57

Domstolen har i denne henseende fastslået, at medlemsstaterne ved valget af de foranstaltninger, hvormed målene for deres social- og beskæftigelsespolitik kan realiseres, råder over et vidt skøn (dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 57).

58

Selv om det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang den omtvistede lovbestemmelse er berettiget af et sådant objektivt forhold, er Domstolen, der inden for rammerne af en præjudiciel procedure skal give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 58).

59

I det foreliggende tilfælde har INSS og den spanske regering i det væsentlige gjort gældende, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er begrundet i formålet om at bevare den sociale sikringsordnings bæredygtighed. De har anført, dels at den mulighed for at kumulere mindst to ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, der er opnået i henhold til én og samme ordning, og som dækker den samme risiko for tab af erhvervsindtægter, har betydelige konsekvenser for finansieringen af den pågældende ordning, dels at muligheden for at kumulere ydelser, der henhører under særskilte ordninger, har en begrænset budgetmæssig virkning, og at disse ydelser i øvrigt dækker forskellige risici.

60

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt et sådant formål udgør et legitimt socialpolitisk mål, forholder det sig således, at selv om budgetmæssige hensyn ikke kan begrunde en forskelsbehandling, der forfordeler et af kønnene, kan formålene om at sikre en bæredygtig finansiering af ydelser ved uarbejdsdygtighed derimod, henset til den vide skønsmargen, som medlemsstaterne råder over, anses for lovlige socialpolitiske formål, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. i denne retning dom af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 38).

61

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er egnet til at opnå det påberåbte formål, er det korrekt, at en sådan lovgivning, for så vidt som den udelukker eller begrænser tilkendelsen af flere ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, navnlig i situationer, hvor en sådan kumulation risikerer at tilkende de berørte parter et samlet beløb, der overstiger det indtægtstab, som disse ydelser skal kompensere for, forekommer at være egnet til at bidrage til at bevare den sociale sikringsordnings finanser og til at sikre en rationel fordeling af de pågældende midler.

62

Når dette er sagt, har Kommissionen uden at blive modsagt på dette punkt gjort gældende, at uanset om arbejdstageren modtager ydelser, der henhører under én eller særskilte ordninger, afholdes udgifterne i forbindelse hermed fortsat af budgettet for den sociale sikringsordning.

63

Det skal endvidere bemærke, således som det er blevet fastslået i denne doms præmis 36 og 37, at muligheden for at kumulere flere ydelser, der er opnået i henhold til særskilte sociale sikringsordninger – til trods for de forskelle, der kan være mellem de ydelser, der henhører under de forskellige sociale sikringsordninger med hensyn til deres beregningsmetode, bidrag og formål – forekommer at give de berørte arbejdstagere en økonomisk fordel og kan medføre supplerende offentlige udgifter.

64

De budgetmæssige konsekvenser af en kumulation af flere ydelser ved fuldstændig uarbejdsdygtighed synes således ikke at være mærkbart forskellige alt efter om en sådan kumulation tillades for ydelser, der er tilkendt i henhold til én og samme ordning eller i henhold til særskilte ordninger, så meget desto mere når den pågældende arbejdstager, som i den foreliggende sag, har erhvervet ret til sine to ydelser på grundlag af forskellige bidragsperioder.

65

Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse følger det heraf, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke er gennemført på en sammenhængende og systematisk måde, således at den ikke kan anses for at være egnet til at nå det påberåbte mål.

66

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, der forhindrer arbejdstagere, der er tilknyttet den sociale sikringsordning, i kumulativt at modtage to ydelser for fuldstændig arbejdsudygtighed, når disse ydelser henhører under én og samme sociale sikringsordning, samtidig med at den tillader en sådan kumulation, når ydelserne henhører under særskilte sociale sikringsordninger, henset til, at denne lovgivning stiller kvindelige arbejdstagere særligt ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, bl.a. fordi den gør det muligt for en betydelig større andel af mandlige arbejdstagere – der er fastlagt på grundlag af det samlede antal af mandlige arbejdstagere, som er omfattet af denne lovgivning – i forhold til en tilsvarende andel af kvindelige arbejdstagere at kunne foretage denne kumulation, og at den pågældende lovgivning ikke er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

67

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

68

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, der forhindrer arbejdstagere, der er tilknyttet den sociale sikringsordning, i kumulativt at modtage to ydelser for fuldstændig arbejdsudygtighed, når disse ydelser henhører under én og samme sociale sikringsordning, samtidig med, at den tillader en sådan kumulation, når ydelserne henhører under særskilte sociale sikringsordninger, henset til, at denne lovgivning stiller kvindelige arbejdstagere særligt ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, bl.a. fordi den gør det muligt for en betydelig større andel af mandlige arbejdstagere – der er fastlagt på grundlag af det samlede antal af mandlige arbejdstagere, som er omfattet af denne lovgivning – i forhold til en tilsvarende andel af kvindelige arbejdstagere at kunne foretage denne kumulation, og at den pågældende lovgivning ikke er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.