1

Med sin appel har ClientEarth nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 4. april 2019, ClientEarth mod Kommissionen (T-108/17, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2019:215), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i et søgsmål anlagt af ClientEarth med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016) 8454 final af 7. december 2016 (herefter »den omtvistede afgørelse«), om afslag på en anmodning om intern prøvelse, der var indgivet den 2. august 2016 af ClientEarth (herefter »anmodningen om intern prøvelse fra 2016«), af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 3549 final af 16. juni 2016 om tilladelse til anvendelser af bis(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1, berigtiget i EUT 2007, L 136, s. 3), som ændret ved Kommissionens forordning (EU) 2016/217 af 16. februar 2016 (EUT 2016, L 40, s. 5) (herefter »REACH-forordningen«).

2

Artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, undertegnet i Aarhus (Danmark) den 25. juni 1998 og indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005 (EUT 2005, L 124, s. 1) (herefter »Århuskonventionen«) fastsætter:

»I tillæg til og med forbehold for procedurerne om prøvelse efter stk. 1 og 2 ovenfor, sikrer hver part, at medlemmer af offentligheden, der opfylder eventuelle kriterier i national ret, har adgang til administrative eller retslige procedurer for at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger og undladelser, der er i strid med de bestemmelser i national ret, der vedrører miljøet.«

3

REACH-forordningens artikel 55 med overskriften »Formålet med godkendelse og overvejelser om substitution« præciserer:

»Formålet med dette afsnit er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig med at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret, og at disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Alle producenter, importører og downstream-brugere, der ansøger om godkendelse, skal med henblik herpå analysere tilgængeligheden af alternativer samt overveje de hermed forbundne risici og de tekniske og økonomiske muligheder for substitution.«

4

REACH-forordningens artikel 56 med overskriften »Generelle bestemmelser« fastsætter:

»1.   En producent, importør eller downstream-bruger må ikke markedsføre et stof til en anvendelse eller selv anvende det, hvis det pågældende stof er optaget i bilag XIV, medmindre:

[…]«

5

REACH-forordningens artikel 57 med overskriften »Stoffer til optagelse i bilag XIV« har følgende ordlyd:

»Følgende stoffer kan optages i bilag XIV i henhold til proceduren i artikel 58:

[…]

[…]

6

REACH-forordningens artikel 58 med overskriften »Optagelse af stoffer i bilag XIV« fastsætter i stk. 1:

»Når der træffes en afgørelse om optagelse i bilag XIV af stoffer som nævnt i artikel 57, træffes denne afgørelse i overensstemmelse med den procedure, der er nævnt i artikel 133, stk. 4. […]

[…]«

7

REACH-forordningens artikel 59 med overskriften »Identifikation af de stoffer, der er nævnt i artikel [57]« bestemmer i stk. 1:

»Proceduren i stk. 2-10 finder anvendelse med henblik på identifikation af stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, og udarbejdelse af en liste over stoffer, der senere skal optages i bilag XIV. [Det Europæiske Kemikalieagentur] angiver i denne liste de stoffer, der er opført på dets arbejdsprogram i henhold til artikel 83, stk. 3, litra e).«

8

REACH-forordningens artikel 60 med overskriften »Meddelelse af godkendelser« har følgende ordlyd:

»1.   Kommissionen er ansvarlig for at træffe afgørelser om ansøgninger om godkendelser i henhold til dette afsnit.

2.   Der skal tildeles en godkendelse, hvis risikoen for menneskers sundhed eller miljøet ved anvendelsen af et stof som følge af de iboende egenskaber, der er specificeret i bilag XIV, er tilstrækkeligt kontrolleret i overensstemmelse med bilag I, punkt 6.4, og som dokumenteret i ansøgerens kemikaliesikkerhedsrapport, jf. dog stk. 3, idet der skal tages hensyn til udtalelsen fra Udvalget for Risikovurdering, jf. artikel 64, stk. 4, litra a). Ved tildelingen af en godkendelse samt fastsættelsen af eventuelle betingelser i forbindelse hermed skal Kommissionen tage hensyn til samtlige udledninger, emissioner og udslip, herunder risici i forbindelse med diffuse eller udbredte anvendelser, der er kendt på tidspunktet for afgørelsen.

[…]

3.   Stk. 2 finder ikke anvendelse på:

4.   Hvis der ikke kan udstedes en godkendelse i henhold til stk. 2 eller for stoffer omfattet af stk. 3, kan der kun udstedes en godkendelse, hvis det påvises, at de socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers sundhed eller miljøet, der følger af anvendelsen af stoffet, og hvis der ikke findes passende alternative stoffer eller teknologier. Afgørelse herom træffes og under hensyntagen til udtalelserne fra Udvalget for Risikovurdering og Udvalget for Socioøkonomisk Analyse […], efter at der er taget hensyn til alle af følgende elementer:

5.   Kommissionen skal ved sin vurdering af, om der findes egnede alternative stoffer eller teknologier, tage alle relevante aspekter i betragtning, herunder

[…]

7.   Der kan kun udstedes en godkendelse, hvis ansøgningen er udfærdiget i overensstemmelse med kravene i artikel 62.

[…]

10.   Uanset eventuelle betingelser for en godkendelse skal indehaveren af godkendelsen sikre, at eksponeringen reduceres til et så lavt niveau, som er teknisk og praktisk muligt.«

9

REACH-forordningens artikel 62 med overskriften »Ansøgninger om godkendelse« er affattet således:

»[…]

3.   Ansøgninger kan indgives for et eller flere stoffer, der svarer til definitionen på en gruppe af stoffer i punkt 1.5 i bilag XI, og for en eller flere anvendelser. Ansøgninger kan indgives for ansøgerens egen anvendelse/egne anvendelser og/eller for anvendelser, som han agter at markedsføre stoffet til.

4.   En ansøgning om godkendelse skal omfatte følgende oplysninger:

[…]

5.   Ansøgningen kan omfatte:

[…]«

10

Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13), der har overskriften »Anmodning om intern prøvelse af forvaltningsakter«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Enhver ikke-statslig organisation, der opfylder kriterierne i artikel 11, kan indgive anmodning om intern prøvelse til den fællesskabsinstitution eller det fællesskabsorgan, som har udstedt en forvaltningsakt i henhold til miljølovgivningen, eller, i tilfælde af en påstået administrativ undladelse, burde have udstedt en sådan akt.

[…]«

11

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 143/2011 af 17. februar 2011 om ændring af bilag XIV til forordning nr. 1907/2006 (EUT 2011, L 44, s. 2) optog den DEHP, som er en organisk forbindelse, der primært anvendes til blødgøring af plast fremstillet af polyvinylklorid (PVC), i dette bilag, på grund af dette stofs reproduktionstoksiske egenskaber som omhandlet i REACH-forordningens artikel 57, litra c).

12

Den 13. august 2013 indgav tre affaldsgenanvendelsesvirksomheder (herefter »ansøgerne«) en fælles ansøgning i henhold til REACH-forordningens artikel 62, sammenholdt med denne forordnings artikel 60, stk. 2 (herefter »ansøgningen om godkendelse«), med henblik på markedsføring af DEHP for følgende »anvendelser«:

13

I den analyse af alternativer, der ledsagede ansøgningen om godkendelse, angav ansøgerne:

»DEHP er et blødgøringsmiddel, som i årtier er blevet anvendt til blødgøring af PVC med henblik på fremstilling af plastificeret eller blødt PVC. […]

DEHP tilsættes således til PVC’et, inden plasten forarbejdes til plastartikler, og inden disse plastartikler bliver til affald, og er dermed et potentielt værdifuldt produkt for [ansøgerne]. DEHP spiller strengt taget ingen specifik funktionel rolle for [ansøgerne]; det forekommer ganske enkelt som en (overvejende uønsket) urenhed i det affald, som indsamles, sorteres og forarbejdes, og som dernæst markedsføres i form af »genvundet materiale«. Den begrænsede forekomst af DEHP (eller andre blødgørere) i det genanvendte produkt kan imidlertid i teorien medføre visse fordele for brugere i efterfølgende produktionsled (virksomheder, der forarbejder PVC) ved at:

14

Den 10. oktober 2014 afgav Udvalget for Risikovurdering (RAC) og Udvalget for Socioøkonomisk Analyse (SEAC) under Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) deres udtalelser om ansøgningen om godkendelse.

15

Ifølge RAC havde ansøgerne ikke godtgjort, at risiciene for arbejdstagernes sundhed i forbindelse med de to »anvendelser«, der var omfattet af ansøgningen, var tilstrækkeligt kontrolleret som krævet i REACH-forordningens artikel 60, stk. 2.

16

SEAC fandt, at der – på trods af visse mangler i den analyse, som ansøgerne havde indsendt for at dokumentere de socioøkonomiske fordele ved de »anvendelser«, der var omhandlet af ansøgningen om godkendelse – kunne tildeles godkendelse på grundlag af en »kvalitativ analyse«, der omfattede de relevante usikkerheder.

17

Den 12. december 2014 ajourførte og supplerede ECHA den eksisterende registrering af DEHP på den »liste over stoffer, der senere skal optages i bilag XIV« til REACH-forordningen som omhandlet i REACH-forordningens artikel 59, stk. 1 (herefter »kandidatlisten«), ved at identificere det som et stof med hormonforstyrrende egenskaber, for hvilket der foreligger videnskabelig dokumentation for sandsynlige alvorlige virkninger på miljøet, der er problematiske i samme grad som virkningen af de andre stoffer, der er anført i REACH-forordningens artikel 57, litra a)-e), jf. samme forordnings artikel 57, litra f).

18

Den 16. juni 2016 vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse C(2016) 3549 final om godkendelse af anvendelser af (DEHP) i henhold til REACH-forordningen (herefter »afgørelsen om godkendelse«).

19

Ved denne afgørelses artikel 1 godkendte Kommissionen følgende »anvendelser«:

20

Ifølge denne samme bestemmelse blev den nævnte godkendelse givet i medfør af REACH-forordningens artikel 60, stk. 4.

21

Med anmodningen om intern prøvelse fra 2016 anmodede ClientEarth, som er en almennyttig miljøbeskyttelsesorganisation, Kommissionen om at foretage en intern prøvelse af afgørelsen om godkendelse på grundlag af artikel 10 i forordning nr. 1367/2006.

22

Ved den omtvistede afgørelse afslog Kommissionen denne anmodning som ugrundet.

23

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. februar 2017 anlagde ClientEarth sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om godkendelse.

24

Ved afgørelse af 29. juni 2017 har formanden for Rettens Femte Afdeling taget ECHA’s anmodning om intervention til følge.

25

I den appellerede doms præmis 31 fandt Retten, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgeren i første instans havde nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om godkendelse.

26

Hvad angår påstanden om annullation af den omtvistede afgørelse afviste Retten i den appellerede doms præmis 92 ligeledes – og forkastede under alle omstændigheder – det første anbringendes første led om urigtig retsanvendelse og urigtige skøn i forbindelse med fortolkningen af begrebet »anvendelse« i REACH-forordningens artikel 56, stk. 1, litra a), og artikel 62, stk. 4, litra c).

27

I den appellerede doms præmis 151 forkastede Retten det første anbringendes andet led om urigtig retsanvendelse og urigtige skøn med hensyn til mangler i kemikaliesikkerhedsrapporten.

28

Retten fandt i den appellerede doms præmis 167, at de argumenter, der var anført til støtte for det første anbringendes tredje led om en urigtig retsanvendelse og åbenbart urigtige skøn med hensyn til vurderingen af passende alternativer, skulle undersøges inden for rammerne af det tredje anbringende.

29

I den appellerede doms præmis 178 forkastede Retten det første anbringendes fjerde led vedrørende en tilsidesættelse af REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, og artikel 64, stk. 3, og forkastede det første anbringende i sin helhed.

30

Hvad angår det andet anbringende om åbenbart urigtige skøn i forbindelse med den socioøkonomiske vurdering, der er omhandlet i REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, forkastede Retten i den appellerede doms præmis 189 dette anbringendes første led om en urigtig retsanvendelse og åbenbart urigtige skøn i forbindelse med referencerammen for denne vurdering, og i den appellerede doms præmis 204 afviste den – og forkastede under alle omstændigheder – dette anbringendes andet led om åbenbart urigtige skøn i forbindelse med afvejningen af risici og fordele.

31

I den appellerede doms præmis 224 forkastede Retten samme anbringendes tredje led om et åbenbart urigtigt skøn som følge af manglende hensyntagen til oplysninger i forbindelse med denne vurdering.

32

Følgelig forkastede Retten det andet anbringende i sin helhed.

33

Retten forkastede i den appellerede doms præmis 271 det tredje anbringende om en urigtig retsanvendelse og åbenbart urigtige skøn vedrørende analysen af alternativer.

34

I den appellerede doms præmis 307 forkastede Retten det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet som omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF.

35

Dermed frifandt Retten Europa-Kommissionen i det hele.

36

Appellanten har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

37

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

38

ECHA har nedlagt følgende påstande:

39

Til støtte for appellen har appellanten fremsat syv appelanbringender.

40

Med det første anbringende har appellanten anført, at Retten med urette afviste visse dele af appellantens annullationssøgsmål.

41

Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 53 og 54 fandt, at søgsmålet kun vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede afgørelse var lovlig, og ikke spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen om godkendelse var tilstrækkelig eller ej. Ifølge appellanten overholder denne fortolkning hverken Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, eller retten til effektive retsmidler.

42

Denne har tilføjet, at Retten i den appellerede doms præmis 54 fejlagtigt gjorde spørgsmålet om, hvorvidt appellantens argumenter omhandlende ansøgningen om godkendelse kunne antages til realitetsbehandling, betinget af, at de hævdede fejl udtrykkeligt fremgik af Kommissionens afgørelse om anmodningen om intern prøvelse.

43

Appellanten har for det andet anført, at Retten begik en fejl, da den i den appellerede doms præmis 55 og 56 fastslog, at ikke alene anbringenderne, men også argumenterne, der blev fremført for den inden for rammerne af et søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse om afslag på anmodningen om intern prøvelse fra 2016, kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de allerede var blevet fremsat i denne anmodning om intern prøvelse.

44

I replikken har appellanten gjort gældende, at Domstolen i dom af 12. september 2019, TestBioTech m.fl. mod Kommissionen (C-82/17 P, EU:C:2019:719), præciserede, at et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en anmodning om intern prøvelse ganske vist ikke kan støttes på nye anbringender eller beviser, som ikke er blevet påberåbt i anmodningen om intern prøvelse, men at den, der anmoder om en sådan prøvelse, ikke er forpligtet til at gentage nøjagtig de samme argumenter i forbindelse med søgsmålet for Unionens retsinstanser.

45

For det tredje har appellanten tilføjet, at visse af de argumenter, som Retten afviste i den appellerede doms præmis 62-61, 74-75, 85-87, 195-200 og 234-236, under alle omstændigheder var nævnt i appellantens anmodning om intern prøvelse fra 2016 eller blot udgjorde videreudviklinger heraf.

46

Kommissionen har anført, at det første appelanbringende ikke kan tages til følge.

47

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

48

Hvad angår appellantens argument om den retlige fejl, som Retten skulle have begået, for så vidt som den fastslog, at det søgsmål, der var anlagt til prøvelse af afgørelsen om godkendelse, ikke kunne antages til realitetsbehandling, bemærkes, således som Kommissionen har anført, at appellanten ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 26, hvori Retten fastslog, at appellanten ikke havde nedlagt påstand om annullation af ansøgningen om godkendelse, fordi denne ikke mente, at den opfyldte betingelserne i artikel 263 TEUF.

49

Hvad angår appellantens argument om den retlige fejl, som Retten skulle have begået, for så vidt som den fastslog, at de argumenter, der havde til formål at godtgøre eventuelle fejl begået af ansøgerne, ikke kunne antages til realitetsbehandling, skal det dels bemærkes, at det var uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 53 fastslog, at kun de anbringender, der havde til formål at godtgøre, at Kommissionens afgørelse om anmodningen om intern prøvelse var behæftet med retlige fejl eller urigtige skøn, der påvirkede denne afgørelses lovlighed, kunne antages til realitetsbehandling, og ikke dem, der omhandlede afgørelsen om godkendelse.

50

Dels følger det – i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende – ikke af den appellerede doms præmis 54, at det kun er de forhold, der »udtrykkeligt« er anført i Kommissionens afgørelse om anmodningen om intern prøvelse, der kan anfægtes for Retten, men at det kun er de fejl, som denne afgørelse er behæftet med, der kan være genstand for et sådant søgsmål, således som det ligeledes fremgår af den appellerede doms præmis 234 og 235.

51

Hvad angår argumentet om, at Retten begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 55 og 56 fastslog, at ikke kun anbringenderne, men også de argumenter, der blev fremført for den inden for rammerne af et søgsmål om annullation af en afgørelse, såsom den omtvistede afgørelse, alene kan antages til realitetsbehandling, hvis de allerede er blevet fremført i anmodningen om intern prøvelse fra 2016, skal det fastslås, at dette er uvirksomt, eftersom Retten under alle omstændigheder subsidiært ligeledes har fastslået, at appellantens argumenter i forbindelse med dennes første anbringende var ugrundede, uden at dette indholdsmæssige skøn er blevet anfægtet i nærværende appel.

52

Appellantens argument om, at alene den aktive introduktion eller den aktive anvendelse af et stof »i en industriel proces« udgør en »anvendelse« som omhandlet i REACH-forordningens artikel 56, stk. 1, litra a), som blev afvist i den appellerede doms præmis 62, blev nemlig subsidiært forkastet i den appellerede doms præmis 63-68 og 72.

53

Dette er ligeledes tilfældet for så vidt angår appellantens argument om, at Kommissionen reelt har godkendt en »hel proces«, dvs. »genanvendelse af materialer indeholdende et særligt problematisk stof«, og meddelt en godkendelse for »behandling af plastaffald« i strid med den europæiske affaldslovgivning, og med argumentet om »affaldsfasens ophør«, som Retten afviste i den appellerede doms præmis 75 og 87, og som den under alle omstændigheder forkastede i den appellerede doms præmis 76, 86, 88 og 89.

54

På samme måde blev appellantens argument vedrørende vurderingen af afvejningen af risiciene og fordelene, som blev afvist i den appellerede doms præmis 200, under alle omstændigheder anset for ugrundet i denne doms præmis 204, og argumentet, om at analysen af alternativer, der blev foreslået i ansøgningen om godkendelse, var såkaldt utilstrækkelig, fordi den ikke præciserede DEHP’s funktion, blev afvist i den appellerede doms præmis 234 og under alle omstændigheder forkastet som ugrundet i denne doms præmis 236.

55

Da samtlige argumenter, der er fremført til støtte for det første appelanbringende, er ugrundede eller uvirksomme, skal de følgelig forkastes.

56

Med det andet appelanbringende har appellanten anført, at Retten pålagde de ikke-statslige organisationer at løfte en for tung bevisbyrde. Appellanten har i denne henseende henvist til den appellerede doms præmis 57, 112, 113, 148-150 og 248-251.

57

Appellanten har bl.a. henvist til dom af 14. november 2013, ICdA m.fl. mod Kommissionen (T-456/11, EU:T:2013:594, præmis 61), hvori Retten pålagde andre økonomiske aktører et lavere bevisniveau.

58

Kommissionen har gjort gældende, at appellanten reelt nøjes med at gentage de argumenter, der blev fremført i første instans, og at det andet appelanbringende under alle omstændigheder er ugrundet.

59

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

60

I denne forbindelse skal det bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at en part, der anmoder om intern prøvelse af en forvaltningsakt i henhold til miljølovgivningen, med henblik på at præcisere grundene til anmodningen om fornyet prøvelse på den påkrævede måde skal angive de væsentlige faktiske omstændigheder eller retlige argumenter, som kan rejse rimelig, dvs. væsentlig, tvivl om EU-institutionens eller ‑organets vurdering i den omhandlede retsakt (jf. i denne retning, dom af 12.9.2019, TestBioTech m.fl. mod Kommissionen, C-82/17 P, EU:C:2019:719, præmis 69).

61

Hvad angår de mangler, som appellanten har påberåbt sig i den risikovurdering, som ansøgerne har fremlagt, udtalte Retten sig imidlertid ikke i den appellerede doms præmis 112 og 113 om det bevisniveau, som krævedes af appellanten, men fastslog i den appellerede doms præmis 114, at de argumenter, som appellanten havde påberåbt sig i denne forbindelse, var uvirksomme.

62

I den appellerede doms præmis 148-149 begrænsede Retten sig i øvrigt til at bemærke, at de af appellanten fremførte argumenter var utilstrækkelige, idet appellanten ikke kunne påberåbe sig mangler i sikkerhedsrapporten særskilt uden på en underbygget måde at anfægte den vurdering, som SEAC havde foretaget, hvori det var anført, at der i det foreliggende tilfælde kunne meddeles godkendelse.

63

Ved denne vurdering begrænsede Retten sig således til at drage konsekvenserne af de i nærværende doms præmis 60 nævnte princip.

64

Hvad angår analysen af alternativer skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 248-250, der er genstand for appellen, fastslog, at appellanten ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der kunne rejse tvivl om Kommissionens bedømmelse af de faktiske omstændigheder i den omtvistede afgørelse for så vidt angår de manglende alternativer. Denne konklusion var støttet på den konstatering dels, at appellanten ikke havde forklaret, på hvilket grundlag Kommissionen kunne have nået et andet resultat end det, der var indeholdt i SEAC’s udtalelse herom, dels, at appellanten under alle omstændigheder heller ikke specifikt i sin anmodning om intern prøvelse fra 2016 havde anfægtet Kommissionens overordnede konklusion om, at der manglede alternativer.

65

I modsætning til, hvad appellanten har anført, fremgår det således ikke af de nævnte præmisser, at Retten krævede af appellanten, at denne fremlagde en fuldstændig analyse af alternativer i stedet for ansøgerne, men blot, at den konstaterede, at appellanten ikke havde anført de væsentlige faktiske omstændigheder eller retlige argumenter, som kunne rejse rimelig tvivl om Kommissionens vurdering.

66

Det følger af det ovenstående, at det på ingen måde fremgår af de præmisser i den appellerede dom, der er omhandlet i det andet appelanbringende, at Retten pålagde appellanten en for tung bevisbyrde, og appellantens argument om, at andre økonomiske aktører blev pålagt et lavere bevisniveau i en sag, der er forskellig fra nærværende, kan derfor under alle omstændigheder ikke tages til følge.

67

Det følger heraf, at det andet appelanbringende er ugrundet og skal forkastes.

68

Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte REACH-forordningen, navnlig dennes artikel 55, idet den i den appellerede doms præmis 71, 72, 79, 91, 162, 238 og 242-244 fastslog, at den mindskelse af produktionen af nyfremstillet DEHP, som muliggør anvendelsen af genanvendt DEHP, kunne udgøre en anvendelse i overensstemmelse med REACH-forordningen og grundlaget for en relevant analyse af alternativer.

69

Appellanten har for det første anført, at Rettens ræsonnement hviler på et fejlagtigt postulat, eftersom den godkendelsesordning, der er fastsat i REACH-forordningen, ikke vedrører fremstillingen af disse stoffer i EU, men deres anvendelse eller markedsføring med henblik på en anvendelse, således som det fremgår af denne forordnings artikel 56. De artikler, hvori DEHP allerede er inkorporeret, kan desuden lovligt importeres til Unionen.

70

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten derved begik en fejl, idet den i den appellerede doms præmis 91 fastslog, at andre blandinger uden DEHP kunne være relevante alternativer, uden at tage hensyn til DEHP’s reelle funktion, der er at gøre materialet fleksibelt. På samme måde var det med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 247 fandt, at den blotte henvisning til andre kilder til PVC (nyfremstillet), der indeholder andre blødgørere, uden at disse nævnes, eller at deres egenskaber i forbindelse med materialets fleksibilitet nævnes.

71

Appellanten har tilføjet, at selv om REACH-forordningens artikel 55 foreskriver, at stoffer »efterhånden« erstattes, skal denne erstatning ikke desto mindre finde sted, så snart alternativer er til rådighed, i modsætning til, hvad der følger af den appellerede doms præmis 243 og 244. Ved at fastslå, at andre blødgørere eller fleksible materialer er uden relevans for denne vurdering, forhindrede Retten en sådan erstatning. Appellanten har tilføjet, at det var almindeligt kendt, at andre blødgørere, som var mere sikre, var til rådighed til fremstilling af et blødt plastprodukt.

72

Appellanten har i replikken gjort gældende, at denne ikke har sammenblandet begreberne stoffets »anvendelse« og »funktion«, men at det i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er stoffets funktion, der udgør det relevante kriterium i forbindelse med analysen af alternativer. Hvis et stof har en funktion i en blanding, skal analysen af alternativer nødvendigvis være baseret på denne funktion.

73

Kommissionen begik i øvrigt en fejl ved at anføre, at analysen af alternativer skal foretages ud fra ansøgernes perspektiv.

74

Kommissionen har anført, at dette appelanbringende ikke kan tages til følge.

75

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

76

Det skal bemærkes, at det blandt de forskellige præmisser i den appellerede dom, som appellanten har henvist til i sit tredje appelanbringende, kun er denne doms præmis 238 og 242-244, der indgår i dommens konklusion vedrørende tilsidesættelsen af REACH-forordningens artikel 55 og forordningens artikel 60, stk. 4 og 5, for så vidt angår analysen af alternativer.

77

Det skal ligeledes fastslås, at selv om Rettens analyse af foreneligheden af de alternativer, som Kommissionen tog hensyn til, henhører under vurderingen af de faktiske omstændigheder, rejser det tredje appelanbringende imidlertid ligeledes et retligt spørgsmål, for så vidt som det vedrører de betingelser, hvorunder Kommissionen skal vurdere alternativerne.

78

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at som det fremgår af ordlyden af REACH-forordningens artikel 60, stk. 2, og dennes artikel 60, stk. 4, vedrører de godkendelsesordninger, der er fastsat i disse bestemmelser, markedsføring med henblik på en anvendelse eller anvendelse af det stof, der er genstand for ansøgningen om godkendelse.

79

Desuden definerer REACH-forordningens artikel 3, nr. 24), begrebet »anvendelse« bredt som værende »enhver form for forarbejdning, anvendelse i kemiske produkter, forbrug, opbevaring, varetægt, behandling, […] blanding, fremstilling af en artikel eller enhver anden brug«, og denne forordnings artikel 56, stk. 1, litra a), pålægger en godkendelse ikke blot for anvendelsen af stoffet som sådan, men også når dette er indeholdt i en blanding.

80

Det var derfor uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 238 fastslog, at Kommissionen lovligt havde konkluderet, at den meddelte godkendelse i det foreliggende tilfælde vedrørte anvendelsen af DEHP indeholdt »i en blanding«.

81

Heraf følger ligeledes, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 239 fastslog, at vurderingen af alternativer derfor kunne foretages i forhold til denne »blanding« snarere end i forhold til det stof, der var indeholdt i blandingen, i forbindelse med vurderingen af alternativer.

82

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Retten ikke desto mindre begik en retlig fejl ved bl.a. i den appellerede doms præmis 238 at fastslå, at Kommissionen lovligt havde lagt til grund, at en af DEHP’s »funktioner«, der blev taget i betragtning ved undersøgelsen af alternativer, var at »reducere mængden af blødgørere, som skal tilsættes i forbindelse med fremstilling af bløde PVC-artikler af genanvendt blødt PVC-materiale«, skal det konstateres, at det ikke fremgår af de præmisser i den appellerede dom, som appellanten har henvist til i sit tredje appelanbringende, at Retten burde have erklæret analysen af de alternativer, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, ugyldig, eftersom Kommissionen ikke tog hensyn til materialets fleksibilitet eller nævnte dette, alt imens det derimod fremgår både af den appellerede doms præmis 238 og af denne doms præmis 242, at Kommissionen ligeledes tog hensyn til DEHP’s blødgørende funktion.

83

Det skal endvidere tilføjes, at appellanten, for så vidt som denne har gjort gældende, at det var »almindeligt kendt«, at andre mere sikre blødgørere var til rådighed til at fremstille et blødt plastprodukt, har rejst tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder. En sådan bedømmelse kan ikke undersøges inden for rammerne af nærværende appel, medmindre der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvilket appellanten ikke har gjort gældende.

84

Desuden fremgår det ikke af den appellerede doms præmis 244, at Retten fandt, at REACH-forordningens artikel 55 ikke pålagde at anvende alternativerne, når de var til rådighed. I den nævnte præmis 244 bemærkede Retten således blot, at således som det følger af selve ordlyden af denne artikel 55, er formålet derimod »efterhånden« at erstatte særligt problematiske stoffer med egnede alternative stoffer eller teknologier, »hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige«.

85

Det følger heraf, at de forskellige argumenter, som appellanten har fremført til støtte for sit tredje appelanbringende, er ugrundede, og at anbringendet skal forkastes.

86

Med det fjerde appelanbringende har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 104-111 fandt, at vurderingen af overensstemmelsen af ansøgningen om godkendelse, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, er rent formel, og ikke kræver af Kommissionen, at den kontrollerer, om de af ansøgeren fremlagte oplysninger opfylder kravene i denne forordnings artikel 62 og i bilag I hertil.

87

Appellanten har gjort gældende, at denne ikke bestrider Rettens fortolkning af REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, i den appellerede doms præmis 104 og 106, for så vidt som Retten er af den opfattelse, at det tilkommer Kommissionen at kontrollere, om en ansøgning »formelt« set er i overensstemmelse med kravene i denne forordnings artikel 62 uden at skulle afgøre, om der er »draget de rigtige konklusioner« i kemikaliesikkerhedsrapporten navnlig for så vidt angår et kemisk stofs egenskaber.

88

Appellanten har anført, at Retten imidlertid begik en fejl med hensyn til, hvad der skal forstås ved en »formel« kontrol, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 109 præciserede, at selv om bilag I til REACH-forordningen beskriver de elementer, som visse dokumenter, der indgives af ansøgeren om en godkendelse, nødvendigvis skal indeholde, såsom kemikaliesikkerhedsrapporten, pålægger dette bilag ikke Kommissionen inden for rammerne af den undersøgelse, der påhviler den i henhold til denne forordnings artikel 60, stk. 7, sammenholdt med forordningens artikel 62, at undersøge disse elementer.

89

Appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom er selvmodsigende, for så vidt som Retten i denne doms præmis 109 præciserede, at Kommissionen ikke på dette trin af proceduren skulle foretage en indholdsmæssig vurdering, samtidig med at den i den appellerede doms præmis 112 krævede, at Kommissionen skulle vurdere, om de fremlagte oplysninger var »kontrollerbare«, hvilket indebærer en vis undersøgelse af deres indhold.

90

Appellanten har for det første anført, at selv en »formel« overensstemmelseskontrol indebærer, at Kommissionen kontrollerer kemikaliesikkerhedsrapportens overensstemmelse med de præcise krav, der er nævnt i bilag I til REACH-forordningen, som bl.a. foreskriver »korrekt målte repræsentative« eksponeringsdata. For det andet tilsidesatte Retten denne forordnings artikel 62 og bilag I hertil ved således i den appellerede doms præmis 112 at fastslå, at ansøgerne havde opfyldt disse krav, uden at en sådan kontrol var blevet gennemført.

91

Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde appelanbringende er ugrundet.

92

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

93

I henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, udstedes der kun en godkendelse, hvis »ansøgningen er udfærdiget i overensstemmelse med kravene i artikel 62«.

94

Denne bestemmelse kræver således af Kommissionen, at den kontrollerer, om ansøgningen om godkendelse indeholder alle de oplysninger, der er krævet i den nævnte forordnings artikel 62, og bl.a. i medfør af denne samme bestemmelses stk. 4, litra d), en kemikaliesikkerhedsrapport, »i henhold til bilag I, der omfatter risiciene for menneskers sundhed og/eller miljøet ved anvendelsen af stoffet som følge af de iboende egenskaber, der er nærmere angivet i bilag XIV [til REACH-forordningen], medmindre en sådan allerede er indsendt som en del af registreringen«.

95

Som appellanten har anerkendt i appelskriftet, følger det heraf, at Retten i den appellerede doms præmis 104 og 106 med rette fastslog, at REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, indebærer, at Kommissionen skal undersøge, om en ansøgning om godkendelse formelt set opfylder kravene i forordningens artikel 62, uden at det på dette trin påhviler den at vurdere, om de fremlagte oplysninger er velbegrundede, og navnlig om der i kemikaliesikkerhedsrapporten vedrørende et stof er »draget de rigtige konklusioner« hvad angår stoffets egenskaber.

96

Desuden udgør undersøgelsen af, om de oplysninger, der således kræves, kan kontrolleres, en særskilt kontrol af, om de er velbegrundede, således at appellanten ikke med føje kan gøre gældende, at der foreligger en modsigelse mellem den appellerede doms præmis 109, hvori Retten anførte, at Kommissionen ikke er forpligtet til at foretage en indholdsmæssig undersøgelse på dette trin af proceduren af de oplysninger, som ansøgeren skal fremlægge i henhold til bilag I til REACH-forordningen, og samme doms præmis 112, som præciserede, at de dokumenter, der skal fremlægges i henhold til denne forordnings artikel 62, stk. 4, skal være kontrollerbare.

97

Det skal endvidere præciseres, at selv om den kontrol, der påhviler Kommissionen i henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, sammenholdt med denne forordnings artikel 62, ganske vist ikke må være overfladisk, og kræver, at denne institution i det mindste kontrollerer, at de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til denne forordning, foreligger, vil en undersøgelse som den, appellanten har foreslået, for så vidt angår overholdelsen af kravene i bilag I til REACH-forordningen lede Kommissionen til ligeledes at udtale sig om kvaliteten af de oplysninger, der er blevet fremlagt, og at foregribe den analyse, som skal foretages senere af institutionen for at afgøre, om de betingelser, der kræves for at opnå en godkendelse, er opfyldt.

98

Det følger heraf, at det fjerde appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

99

Appellanten har med sit femte appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 131-138 at fastslå, at REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, gør det muligt for Kommissionen at tage stilling til afvejningen af risici og fordele, uden at oplysningerne om risici opfylder kravene i bilag I til denne forordning.

100

Appellanten har ligeledes anført, at i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 135 og 136, kræver REACH-forordningen, at vurderingen af risikoeksponeringen specifikt vedrører anvendelse af det stof, som er ansøgt godkendt, og er repræsentativ for denne anvendelse.

101

Appellanten har tilføjet, at REACH-forordningens artikel 62, stk. 4, litra d), kræver en kemikaliesikkerhedsrapport, der er i overensstemmelse med bilag I til denne forordning, uanset hvilket retsgrundlag der påberåbes for at udstede godkendelsen.

102

Appellanten har ligeledes henvist til REACH-forordningens artikel 60, stk. 10, der kræver, at indehaveren af godkendelsen skal sikre, at eksponeringen reduceres til et så lavt niveau, som er teknisk og praktisk muligt, at godkendelsen meddeles i henhold til denne forordnings artikel 60, stk. 2, eller forordnings artikel 60, stk. 4.

103

Appellanten har i replikken tilføjet, at den appellerede doms præmis 130 og 131 under alle omstændigheder ikke udtrykkeligt bekræfter, at kemikaliesikkerhedsrapporten skal være mindst lige så fuldstændig og præcis med henblik på anvendelsen af REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, som med henblik på anvendelsen af REACH-forordningens artikel 60, stk. 2, og har anmodet Domstolen om at præcisere, at dette skal være tilfældet.

104

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at den i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke har sammenblandet den kvalitative analyse, som blev foretaget af SEAC, og den risikovurdering, der er nævnt i bilag I til REACH-forordningen, men appellanten er imidlertid af den opfattelse, at der er en forbindelse mellem den socioøkonomiske analyse af risikoen, herunder de kvalitative data, og den underliggende risikovurdering, som ansøgeren har foretaget i henhold til dette bilag I, som kun kan omfatte kvalitative data i et begrænset antal tilfælde. Appellanten har gjort gældende, at de beviser, som ansøgerne har fremlagt, udviste alvorlige mangler, således at det var umuligt at vurdere selve risikoen korrekt og at afveje risikoen korrekt med andre faktorer i forbindelse med den socioøkonomiske analyse.

105

Kommissionen har gjort gældende, at det femte appelanbringende ikke kan tages til følge.

106

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

107

Det skal indledningsvis bemærkes, at i henhold til ordlyden af REACH-forordningens artikel 60, stk. 7, kan der kun udstedes en godkendelse, hvis ansøgningen er udfærdiget i overensstemmelse med kravene i denne forordnings artikel 62, som i artiklens stk. 4, litra d), omhandler en kemikaliesikkerhedsrapport, der udarbejdes i henhold til bilag I til nævnte forordning, der omfatter risiciene for menneskers sundhed eller miljøet ved anvendelsen af stoffet som følge af de iboende egenskaber, der er nærmere angivet i bilag XIV til REACH-forordningen.

108

I øvrigt finder REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, subsidiært anvendelse i forhold til denne forordnings artikel 60, stk. 2, hvis der ikke kan udstedes en godkendelse i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse.

109

Det følger af ordlyden og af opbygningen af disse forskellige bestemmelser, at en godkendelse kun kan udstedes i henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, hvis ansøgeren har fremlagt kemikaliesikkerhedsrapport i henhold til bilag I til denne forordning.

110

Det følger imidlertid ikke af de præmisser i den appellerede dom, som appellanten har henvist til i sit femte appelanbringende, at Retten skulle have fastslået noget andet.

111

Det følger desuden heller ikke af den appellerede dom, at Retten har fastslået, at den af ansøgerne indleverede kemikaliesikkerhedsrapport ikke var i overensstemmelse med kravene i bilag I til REACH-forordningen.

112

I denne forbindelse bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 112 i øvrigt dels, at det for så vidt angår denne rapport var ubestridt mellem parterne, at ansøgerne havde opfyldt kravene i bilag I til REACH-forordningen, dels, at appellanten heller ikke havde fremlagt beviser i sin anmodning om intern prøvelse fra 2016, der kunne begrunde en anden analyse.

113

Det skal ligeledes præciseres, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 131 angav, at det forhold, at denne rapport indeholder usikkerheder eller mangler, kan give anledning til at overveje, om der baseret på de faktiske omstændigheder og beviser, som Kommissionen råder over, kan meddeles en godkendelse i medfør af REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, er der tale om et spørgsmål, som er adskilt fra det, der er genstanden for nærværende appelanbringende.

114

Det følger heraf, at det femte appelanbringende er ugrundet og skal forkastes.

115

Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 216-224 fastslog, at kun de oplysninger, der vedrører de iboende egenskaber ved et stof, der er optaget i bilag XIV til REACH-forordningen, er relevante for den risikovurdering, der er omhandlet i REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, og ikke oplysninger om iboende egenskaber, der er blevet optaget på kandidatlisten i henhold til REACH-forordningens artikel 59, stk. 1, men ikke er nævnt i dette bilag.

116

Appellanten er således af den opfattelse, at Kommissionen burde have taget hensyn til oplysningerne om DEHP’s egenskaber som hormonforstyrrende stof, der førte ECHA til i december 2014 at identificere DEHP som et særligt problematisk stof som omhandlet i REACH-forordningens artikel 57, litra f).

117

Appellanten har gjort gældende, at Retten med urette udelukkende støttede sig på en ordlydsfortolkning af REACH-forordningens artikel 60, stk. 2, og artikel 62, stk. 4, uden at tage hensyn til konteksten eller det formål, som forfølges af EU-lovgiver.

118

Appellanten har endvidere fremhævet, at Retten for det første i den appellerede doms præmis 216 anførte, at Kommissionen på eget initiativ skal undersøge alle relevante oplysninger, som den råder over på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelsen, og at risikovurderingen ikke er begrænset til en undersøgelse af de oplysninger, der findes i ansøgningen om godkendelse, og for det andet i denne doms præmis 217, at det ikke fremgår direkte af ordlyden af REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, første punktum, at vurderingen udelukkende skal baseres på de oplysninger om det undersøgte stofs iboende egenskaber, der er nævnt i bilag XIV til denne forordning.

119

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at bilag XVI til denne forordning ikke begrænser rækkevidden af de »fordele for menneskers sundhed og miljøet«, der er relevante for gennemførelsen af en socioøkonomisk analyse.

120

Endvidere forklarede Retten ikke grundene til, at REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, ikke kun henviser til de egenskaber, der er nævnt i bilag XIV til denne forordning, til forskel fra ordlyden af denne forordnings artikel 60, stk. 2, og dennes artikel 62, stk. 4, litra d).

121

Appellanten har i replikken gjort gældende, at Domstolen i dom af 23. januar 2019, Deza mod ECHA (C-419/17 P, EU:C:2019:52), som Kommissionen har henvist til i sit svarskrift, ikke tog stilling til Kommissionens forpligtelser i forbindelse med dens vurdering af en ansøgning om godkendelse.

122

Kommissionen har gjort gældende, at det sjette appelanbringende ikke kan tages til følge.

123

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

124

Det skal fastslås, at selv om præmis 216-223 i den appellerede dom, som appellanten har henvist til i sit sjette appelanbringende, er blevet fremført af Retten i den appellerede doms præmis 216, som om de er blevet undersøgt »subsidiært«, er det sjette appelanbringende imidlertid ikke uvirksomt, eftersom disse præmisser i realiteten indeholder en supplerende og ikke subsidiær analyse i forhold til den, der er anført i denne doms præmis 211-215.

125

I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, synes Domstolen ikke at have taget stilling til det spørgsmål, der rejses inden for rammerne af det sjette appelanbringende, i dom af 23. januar 2019, Deza mod ECHA (C-419/17 P, EU:C:2019:52).

126

Det var derfor uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 217-220 fandt, at selv om det ikke fremgår direkte af ordlyden af REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, første punktum, at den risikovurdering, som Kommissionen skal foretage, udelukkende skal baseres på de oplysninger om det undersøgte stofs iboende egenskaber, der er nævnt i bilag XIV til denne forordning, gør ordlyden af nævnte forordnings artikel 60, stk. 2, og artikel 62, stk. 4, litra d), der udtrykkeligt henviser til de iboende egenskaber, der er nævnt i bilag XIV til samme forordning, det muligt at konkludere, at dette må være tilfældet.

127

Retten fandt derfor med rette i den appellerede doms præmis 221-223, at eventuelle oplysninger om de iboende egenskaber ved et stof, der er blevet optaget på den kandidatliste, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 59, stk. 1, men ikke er blevet optaget i bilag XIV til denne forordning, ikke skal tages i betragtning i forbindelse med denne vurdering, henset dels til det forhold, at der ikke alene er tale om to forskellige faser af den godkendelsesprocedure, der er fastsat i denne forordning, dels, at den blotte optagelse af visse iboende egenskaber ved et stof på kandidatlisten ikke nødvendigvis eller automatisk indebærer, at disse optages i bilag XIV til nævnte forordning.

128

Desuden fremgår det hverken af ordlyden eller opbygningen af bilag XVI til REACH-forordningen vedrørende de elementer, som en socioøkonomisk analyse kan indeholde, at der skal anlægges en anden fortolkning.

129

Det følger heraf, at det sjette appelanbringende er ugrundet og skal forkastes.

130

Med det syvende appelanbringende har appellanten anført, at Retten tilsidesatte forsigtighedsprincippet i den appellerede doms præmis 284-295.

131

Appellanten har gjort gældende, at Retten fortolkede appellantens anbringende forkert, og at denne ikke gjorde gældende, at dette princip forpligtede Kommissionen til at nægte godkendelse i tilfælde, hvor betingelserne i REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, var opfyldt, men at den skulle vejlede institutionens vurdering ved anvendelsen af denne bestemmelse.

132

I et tilfælde som det foreliggende, hvor usikkerhed var til hinder for en tilstrækkelig risikovurdering, var Kommissionen ifølge appellanten forpligtet til at fastslå, at ansøgeren i henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, ikke havde løftet bevisbyrden for, at de nødvendige betingelser for at opnå denne godkendelse var opfyldt.

133

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at forsigtighedsprincippet i modsætning til, hvad Retten fastslog, ikke begrænser sig til at tillægge de offentlige myndigheder beføjelse til at vedtage en bestemt foranstaltning, men er påkrævet i deres handlinger, således som det bl.a. fremgår af dom af 9. september 2011, Dow AgroSciences m.fl. mod Kommissionen (T-475/07, EU:T:2011:445, præmis 144), og af 25. juli 2018, Confédération paysanne m.fl. (C-528/16, EU:C:2018:583, præmis 50).

134

Retten begik følgelig en retlig fejl, da den fastslog, at den socioøkonomiske analyse, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, havde »fritaget« Kommissionen fra sin forpligtelse til at anvende forsigtighedsprincippet i forbindelse med gennemførelsen af denne bestemmelse.

135

Kommissionen har gjort gældende, at det syvende appelanbringende er ugrundet.

136

ECHA har støttet Kommissionens argumenter.

137

I modsætning til, hvad appellanten har hævdet, fremgår det ikke af den appellerede doms præmisser, der er nævnt i forbindelse med det syvendes appelanbringende, at Kommissionen ikke er forpligtet til at anvende forsigtighedsprincippet, når den skal undersøge en ansøgning om godkendelse i henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 4.

138

I denne doms præmis 292 bemærkede Retten således nærmere bestemt, at REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, er udtryk for den nødvendige hensyntagen til dette princip og proportionalitetsprincippet, såfremt en af betingelserne i denne forordnings artikel 60, stk. 2, ikke er opfyldt – i dette tilfælde betingelsen om, at der fremlægges dokumentation for håndteringen af risikoen for menneskers sundhed eller miljøet ved anvendelsen af det omhandlede stof.

139

Det kan desuden ikke gyldigt gøres gældende, at forsigtighedsprincippet er til hinder for, at der meddeles en godkendelse i henhold til REACH-forordningens artikel 60, stk. 4, alene med den begrundelse, at der ikke foreligger bevis for kontrol med risikoen, idet der dermed rejses tvivl om gyldigheden af denne bestemmelse, der gør det muligt at udstede en godkendelse i et sådant tilfælde.

140

Appellanten har imidlertid ikke bestridt gyldigheden af denne bestemmelse, men den måde, hvorpå den skal anvendes.

141

Henset til det ovenstående kan det syvende appelanbringende derfor ikke tages til følge.

142

Da samtlige anbringender er blevet forkastet, skal appellen følgelig forkastes i det hele.

143

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

144

I henhold til dette reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af det nævnte reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

145

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten pålægges at betale sagsomkostningerne, og idet appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne.

146

Procesreglementets artikel 184, stk. 4, fastsætter, at en intervenient i første instans, som ikke selv har iværksat appel, kun kan pålægges at betale sagsomkostninger i appelsagen, hvis den pågældende har deltaget i den skriftlige eller den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen. I tilfælde, hvor en sådan part deltager i retsforhandlingerne, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

147

I overensstemmelse med disse bestemmelser skal intervenienten i første instans, ECHA, tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):