—

Sunico ApS, M & B Holding ApS og Sunil Kumar Harwani, ved advokat O. Spiermann

—

Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, S. Ossowski og S. Lee, som befuldmægtigede, bistået af barrister A. Henshaw

—

den schweiziske regering ved D. Klingele, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og C. Barslev, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (told- og skattemyndighederne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, herefter »Commissioners«) på den ene side og Sunico ApS, M & B Holding ApS og Sunil Kumar Harwani (herefter samlet »Sunico«) på den anden side vedrørende justifikationssager anlagt af Commissioners vedrørende arrest i aktiver, der tilhører Sunico og befinder sig på det danske område.

3

Sjette og syvende betragtning til forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:

4

Denne forordnings artikel 1, stk. 1, definerer forordningens materielle anvendelsesområde på følgende måde:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«

5

Formålet med aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet i Bruxelles den 19. oktober 2005 (EUT L 299, s. 62, herefter »aftalen mellem EF og Danmark«) og godkendt på Den Europæiske Unions vegne ved Rådets afgørelse 2006/325/EF af 27. april 2006 (EUT L 120, s. 22), er at anvende bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Danmark. Som det fremgår af artikel 12, stk. 2, i aftalen mellem EF og Danmark (EUT L 94, s. 70), trådte aftalen i kraft den 1. juli 2007.

6

Præamblen til denne aftale er sålydende:

»[...]

[som finder], at [Den Europæiske Unions] Domstol bør have kompetence på de samme vilkår til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som stilles af en dansk ret, og at danske retter derfor bør anmode om afgørelser vedrørende præjudicielle spørgsmål på samme vilkår som retter i andre medlemsstater, for så vidt angår fortolkningen af [forordning nr. 44/2001] og gennemførelsesforanstaltningerne hertil

[...]«

7

Aftalens artikel 2, stk. 1, der har overskriften »Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område«, har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i [forordning nr. 44/2001], der er knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og – for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden – som [Kongeriget] Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 1, finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem [Den Europæiske Union og Kongeriget] Danmark.«

8

Under overskriften »Domstol[en]s kompetence med hensyn til fortolkning af denne aftale« fastsætter aftalens artikel 6, stk. 1 og 6, følgende:

»1.   Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk ret, anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med hensyn til [forordning nr. 44/2001] samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

[...]

6.   Hvis bestemmelserne i [EF-]traktaten vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til [forordning nr. 44/2001], kan [Kongeriget] Danmark meddele Kommissionen, at [Kongeriget] Danmark ikke vil anvende ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen får virkning tre måneder efter meddelelsen.«

9

Retsplejelovens § 634, stk. 1, bestemmer:

»Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten.«

10

Denne lovs § 634, stk. 5, fastsætter:

»Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal påkendelse af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.«

11

Som følge af en påstået unddragelse af merværdiafgift (herefter »moms«) af »karrusel«-typen, der til skade for den engelske statskasse havde muliggjort en unddragelse af den afgift, der var skyldig i et senere led, indledte Commissioners retssager i såvel Det Forenede Kongerige som Danmark.

12

Hvad for det første angår den i Det Forenede Kongerige iværksatte procedure anlagde Commissioners den 17. maj 2010 sag ved High Court of Justice (England & Wales) (Chancery Division) (Det Forenede Kongerige) mod flere juridiske og fysiske personer med hjemsted i Danmark, herunder Sunico.

13

Det ved denne ret omstridte spørgsmål var, hvorvidt Commissioners under en erstatningssag (»claim for damages«) mod ikke-hjemmehørende som Sunico kunne kræve en erstatning, der svarer til beløbet for den moms, som ikke er blevet betalt af en i Det Forenede Kongerige for denne afgift afgiftspligtig person, med den begrundelse, at disse ikke-hjemmehørende har deltaget i en efter engelsk ret ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri (»tortious conspiracy to defraud«). Nærmere bestemt gjorde Commissioners gældende, at nævnte ikke-hjemmehørende på Det Forenede Kongeriges område havde gjort sig skyldige i momsunddragelse af »karrusel«-typen. Commissioners gjorde ligeledes gældende, at de samme ikke-hjemmehørende – idet de ikke var momspligtige i Det Forenede Kongerige – havde været de reelle modtagere af de ved denne skatteunddragelsesmekanisme oppebårne beløb.

14

Den i Det Forenede Kongerige momspligtige person, som er involveret i denne momskarrusel, er hverken part i den for High Court of Justice verserende sag eller i tvisten i hovedsagen.

15

Idet de samme ikke-hjemmehørende ikke havde pådraget sig noget ansvar i henhold til Det Forenede Kongeriges momslovgivning, baserede Commissioners den ved High Court of Justice anlagte sag på bestemmelserne i denne medlemsstats regler om erstatning uden for kontrakt (»tort«), der finder anvendelse på konspiration om ulovlige midler (»unlawful means conspiracy«).

16

På datoen for forelæggelsesafgørelsen verserede sagen fortsat ved High Court of Justice.

17

På anmodning fra Commissioners havde de danske skattemyndigheder – på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift og ophævelse af forordning (EØF) nr. 218/92 (EUT L 264, s. 1) – forud for anlæggelsen af denne sag fremsendt oplysninger om de ikke-hjemmehørende, mod hvem der er anlagt sag ved High Court of Justice, til Commissioners.

18

Commissioners anlagde for det andet også sager i Danmark.

19

Den 18. maj 2010 tillod Fogedretten i København på begæring fra Commissioners, at der blev foretaget arrest i aktiver, der tilhører Sunico og befinder sig på det danske område, til sikkerhed for inddrivelsen af Commissioners’ erstatningskrav.

20

Sunico iværksatte kære til prøvelse af disse arrestkendelser, som dog blev stadfæstet af Østre Landsret den 2. juli 2010.

21

Ved særskilt stævning indleveret til Københavns Byret den 25. maj 2010 nedlagde Commissioners i henhold til retsplejelovens § 634, stk. 1, påstand om, at denne ret stadfæster den af Fogedretten i København foretagne arrest og fastslår en pligt til betaling af 40391100,01 britiske pund (GBP) svarende til den unddragne moms.

22

Sunico har dels nedlagt påstand om, at Commissioners betalingspåstand afvises fra realitetsbehandling, eller i det mindste frifindelse, dels – hvad angår den del af stævningen, der vedrører arresten – om, at dette sikrende retsmiddel ophæves.

23

Ved kendelse af 8. september 2010 henviste Københavns Byret sagen til behandling ved den forelæggende ret.

24

Sidstnævnte har besluttet at udskille spørgsmålet, om den sag, der er blevet indbragt for retten i medfør af retsplejelovens § 634, stk. 5, skal udsættes indtil afslutningen af den for High Court of Justice verserende sag.

25

Den forelæggende ret ønsker bl.a. oplyst, om en sag som den, der den 17. maj 2010 blev anlagt ved Det Forenede Kongeriges retter, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, således at en afgørelse, som er truffet af disse retter, kan anerkendes og fuldbyrdes i Danmark i henhold til denne forordning og aftalen mellem EF og Danmark.

26

På denne baggrund har Østre Landsret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 1 i [forordning nr. 44/2001] fortolkes således, at den inden for sit anvendelsesområde omfatter en sag, hvor myndighederne i en medlemsstat fremsætter et erstatningskrav over for virksomheder og fysiske personer, der har hjemsted i en anden medlemsstat, baseret på et anbringende om – i henhold til den første medlemsstats nationale ret – ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri ved deltagelse i unddragelse af moms, der skal betales til den første medlemsstat?«

27

Indledningsvis bemærkes, at Domstolen er kompetent til at tage stilling til den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

28

Som Kommissionen bekræftede under retsmødet for Domstolen, har Kongeriget Danmark efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, der ophævede artikel 68 EF, nemlig ikke gjort brug af den i artikel 6, stk. 6, i aftalen mellem EF og Danmark fastsatte mulighed for inden 60 dage efter Lissabontraktatens ikrafttræden at meddele Kommissionen, at Kongeriget Danmark ikke vil anvende denne ændring af EF-traktaten. Det følger heraf, at udvidelsen – efter ophævelsen af artikel 68 EF – af beføjelsen til at forelægge præjudicielle spørgsmål vedrørende det retlige samarbejde i civile sager til også at omfatte de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, også finder anvendelse på den forelæggende ret.

29

Med sit spørgsmål ønsker Østre Landsret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det omfatter en sag, hvorved en myndighed i en medlemsstat kræver erstatning fra fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, for en skade, som skyldes en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri med hensyn til moms, der skal betales i den første medlemsstat.

30

Sunico, som ønsker en gennemførelse af de for den forelæggende ret indbragte sager, har gjort gældende, at en afgørelse, der træffes af retterne i Det Forenede Kongerige under den mod Sunico anlagte erstatningssag, ikke kan få bindende virkning i Danmark. I medfør af forordning nr. 44/2001 kan en sådan afgørelse ikke fuldbyrdes i Danmark, for så vidt som Commissioners erstatningskrav er baseret på den omstændighed, at en i Det Forenede Kongerige momspligtig person ikke har betalt denne afgift, hvorfor kravet er underlagt engelsk momsret. Ifølge Sunico er en sådan sag følgelig ikke omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, idet skattesager udtrykkeligt er udelukket herfra.

31

Commissioners, der har nedlagt påstand om, at de for den forelæggende ret verserende sager udsættes, har gjort gældende, at i medfør af forordning nr. 44/2001 og aftalen mellem EF og Danmark skal en afgørelse, som bliver truffet af retterne i Det Forenede Kongerige i den mod Sunico anlagte erstatningssag, kunne fuldbyrdes i Danmark.

32

Det bemærkes indledningsvis, at for så vidt som forordning nr. 44/2001 nu er trådt i stedet for konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17, herefter »Bruxelleskonventionen«), i forbindelserne mellem medlemsstaterne, gælder den fortolkning, som Domstolen har foretaget af denne konvention, også for nævnte forordning, i det omfang dens bestemmelser svarer til bestemmelserne i Bruxelleskonventionen (jf. bl.a. dom af 11.4.2013, sag C-645/11, Sapir m.fl., EU:C:2013:228, præmis 31). Det fremgår desuden af 19. betragtning til forordning nr. 44/2001, at kontinuiteten i fortolkningen mellem Bruxelleskonventionen og denne forordning bør sikres.

33

I denne henseende skal det fastslås, at anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, som det også er tilfældet med Bruxelleskonventionen, er begrænset til begrebet »det civil- og handelsretlige område«. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at dette anvendelsesområde i særlig grad er afgrænset af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten eller tvistens genstand (jf. bl.a. dom af 18.10.2011, sag C-406/09, Realchemie Nederland, EU:C:2011:668, præmis 39, og dommen i sagen Sapir m.fl., præmis 32).

34

Domstolen har således fastslået, at selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser (jf. bl.a. dommen i sagen Sapir m.fl., præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

35

For at kunne afgøre, om dette er tilfældet i forbindelse med en tvist som den i hovedsagen foreliggende, er det nødvendigt at undersøge, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler Commissioners har iværksat søgsmålet ved High Court of Justice i Det Forenede Kongerige (jf. analogt dom af 14.11.2002, sag C-271/00, Baten, Sml. I, s. 10489, præmis 31, og af 15.5.2003, sag C-266/01, Préservatrice foncière TIARD, Sml. I, s. 4867, præmis 23).

36

I denne henseende må det konstateres, at det faktuelle grundlag for det krav, der er indbragt for denne ret, er den påståede svigagtige adfærd fra Sunico og de andre ikke-hjemmehørende personer, som er sagsøgt ved nævnte ret, hvor det gøres gældende, at de på Det Forenede Kongeriges område har deltaget i salg af varer gennem en transaktionskæde, der havde til formål at opbygge en skatteunddragelsesmekanisme af »momskarrusel«-typen, hvorved unddragelsen af denne afgift, som i et senere led skyldes af en afgiftspligtig person i denne medlemsstat, blev gjort mulig, og dermed, at de var de reelle modtagere af de ved denne skatteunddragelse oppebårne beløb.

37

Hvad angår det retlige grundlag for Commissioners’ krav er den af Commissioners anlagte sag mod Sunico ikke støttet på Det Forenede Kongeriges momslovgivning, men på Sunicos påståede deltagelse i en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri, hvilket henhører under denne medlemsstats regler om det civilretlige erstatningsansvar uden for kontrakt.

38

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at Sunico og de andre ikke-hjemmehørende personer, som er sagsøgt ved High Court of Justice, ikke er momspligtige i Det Forenede Kongerige, hvorfor de ikke er afgiftspligtige i henhold til denne medlemsstats lovgivning.

39

Som Kommissionen og Det Forenede Kongeriges regering har anført, udøver Commissioners inden for rammerne af dette retlige forhold ikke beføjelser, som rækker ud over, hvad der gælder efter de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatretlige personer. Således som generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, har Commissioners navnlig ikke mulighed for – som det normalt er tilfældet under udøvelsen af denne myndigheds offentligretlige beføjelser – selv at udstede det tvangsfuldbyrdelsesdokument, der gør det muligt for den at fortsætte opkrævningen af fordringen, men den skal i en sammenhæng som den, der foreligger i denne sag, anvende de almindelige retsmidler med henblik herpå.

40

Det følger heraf, at det mellem Commissioners og Sunico bestående retlige forhold ikke er et retligt forhold, der er baseret på offentlig ret – og i det foreliggende tilfælde på skatteretten – som indebærer, at der anvendes offentligretlige beføjelser.

41

Det fremgår ganske vist af forelæggelsesafgørelsen, at Commissioners’ erstatningskrav beløbsmæssigt svarer til den indgående moms, som en momspligtig person skylder i Det Forenede Kongerige. Den omstændighed, at der er en sammenhæng mellem omfanget af Sunicos erstatningsansvar over for Commissioners og beløbet på den afgiftsfordring, som denne myndighed har over for en afgiftspligtig person, kan imidlertid ikke anses for at være et bevis på, at den af Commissioners for High Court of Justice anlagte sag henhører under myndighedens udøvelse af offentligretlige beføjelser over for Sunico, for så vidt som det er ubestridt, at det mellem Commissioners og Sunico bestående retlige forhold ikke henhører under Det Forenede Kongeriges momslovgivning, men under denne medlemsstats regler om erstatningsansvar uden for kontrakt.

42

Hvad endelig angår spørgsmålet, om den anmodning om oplysninger, som Commissioners på grundlag af forordning nr. 1798/2003 fremsatte over for de danske myndigheder, inden de anlagde sagen for High Court of Justice, har en indvirkning på det retlige forhold mellem Commissioners og Sunico, bemærkes, at det ikke fremgår af de sagsakter, der foreligger for Domstolen, at Commissioners under den for High Court of Justice verserende sag har gjort brug af beviser, der er opnået som følge af myndighedens udøvelse af offentligretlige beføjelser.

43

Således som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, tilkommer det imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om dette ikke har været tilfældet, og om Commissioners i givet fald under myndighedens sag mod Sunico og de andre ikke-hjemmehørende personer, mod hvem der er anlagt sag ved High Court of Justice, befinder sig i samme situation som den, hvori en privatretlig person ville befinde sig.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det omfatter en sag, hvor en myndighed i en medlemsstat kræver erstatning fra fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, for en skade, som skyldes en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri med hensyn til moms, der skal betales i den førstnævnte medlemsstat.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at det omfatter en sag, hvor en myndighed i en medlemsstat kræver erstatning fra fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, for en skade, som skyldes en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri med hensyn til merværdiafgift, der skal betales i den førstnævnte medlemsstat.