FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 14. april 2011 (1)

Sag C-110/10 P

Solvay SA

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – kartel (artikel 81 EF) – ret til forsvar – aktindsigt – bortkomst af sagsakter fra den administrative procedure – ret til at blive hørt – ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist – uforholdsmæssig lang sagsbehandling – det europæiske sodamarked«

Indhold

I –   Indledning

II – Tvistens baggrund

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

IV – Påstanden om ophævelse af den appellerede dom

A –   Retten til forsvar (det andet og tredje appelanbringende)

1.     Retten til aktindsigt (det andet appelanbringende)

a)     Formaliteten med hensyn til det andet appelanbringende

b)     Realiteten med hensyn til det andet appelanbringende

2.     Retten til at blive hørt (det tredje appelanbringende)

a)     Det tredje appelanbringendes første led

b)     Det tredje appelanbringendes andet led

c)     Foreløbig konklusion

B –   Retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist (det første appelanbringende)

1.     Kravene til vurderingen af sagsbehandlingstiden (det første appelanbringendes første og andet led)

a)     Det indledende spørgsmål om, hvorvidt Solvays klagepunkter er irrelevante

b)     Behovet for en samlet vurdering af sagsbehandlingstiden (det første appelanbringendes første led)

c)     Den påberåbte mangelfulde begrundelse (det første appelanbringendes andet led)

2.     Retsvirkningerne af en uforholdsmæssig lang sagsbehandling (det første appelanbringendes tredje, fjerde og femte led)

a)     Kravet om, at der skal foreligge en påvirkning af retten til forsvar (det første appelanbringendes tredje led)

b)     Sagsbehandlingstidens påvirkning af Solvays evne til at forsvare sig i det foreliggende tilfælde (det første appelanbringendes fjerde led)

i)     Klagepunktet om en mangelfuld begrundelse

ii)   Klagepunktet om den materielle fejl

iii) Visse yderligere klagepunkter

iv)   Foreløbig konklusion

c)     Påstanden om, at Solvay gav afkald på en nedsættelse af bøden (det første appelanbringendes femte led)

3.     Foreløbig konklusion

C –   Ophævelsen af den appellerede dom

D –   Afgørelse af sagen i første instans

1.     Retten til aktindsigt

2.     Retten til at blive hørt

3.     Retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist

4.     Foreløbig konklusion

V –   Påstanden om nedsættelse af bøden

A –   Indledende bemærkning

B –   Nedsættelse af bøden

1.     Den administrative og retslige procedures uforholdsmæssig lange varighed

2.     Bødenedsættelsens omfang

VI – Sagens omkostninger

VII – Forslag til afgørelse

I –    Indledning

1.        Domstolen skal nu for anden gang træffe afgørelse i en appelsag, der vedrører Solvay og CFK (2).

2.        Den foreliggende sag er nært forbundet med den verserende konnekse sag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen. Begge sager vedrører omstændigheder, der forelå på det europæiske sodamarked i 1980’erne, og som i 1989/1990 resulterede i, at Europa-Kommissionen indledte en kartelprocedure (3).

3.        Det er ganske vist ikke et misbrug af en dominerende stilling på markedet, der ligger til grund for den foreliggende tvist, men en kartelaftale, som ifølge Kommissionen resulterede i, at markedet blev opdelt mellem det belgiske selskab Solvay (4) og den tyske virksomhed CFK (5) i perioden fra 1987 til 1990. Kommissionen har derfor i to tilfælde (i 1990 og 2000) pålagt Solvay en bøde, som selskabet indtil nu har anfægtet ved Retten.

4.        Parterne er på det nuværende stadium fortsat uenige om to grundlæggende retsspørgsmål, der dels vedrører retten til aktindsigt – og navnlig følgerne af, at visse sagsakter er forsvundet – dels princippet om en rimelig sagsbehandlingstid.

5.        Påstanden om, at sagen har trukket uforholdsmæssigt længe ud, har Solvay i øvrigt ligeledes gjort gældende i en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRD), der er indgivet parallelt med den foreliggende appelsag, og som er rettet mod alle 27 EU-medlemsstater, og hvori der er nedlagt påstand om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, i EMRK (6)(7).

II – Tvistens baggrund

6.        Som Retten har fastslået (8), foretog Europa-Kommissionen i april 1989 i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 (9) en række uanmeldte undersøgelser (»kontrolundersøgelser«) hos virksomheder, der producerede soda (10), heriblandt det belgiske selskab Solvay (11). Den bad efterfølgende de berørte virksomheder om uddybende oplysninger.

7.        I forlængelse af disse undersøgelser fastslog Kommissionen, at Solvay for det første havde deltaget i karteller og for det andet havde misbrugt sin dominerende stilling på sodamarkedet.

8.        Den foreliggende sag vedrører kun et kartel, som Kommission har afsløret (12). Kommissionen fastslog, at Solvay og CFK havde indgået en aftale, som betød, at de to virksomheder »fra omkring 1987 og mindst indtil udgangen af 1990« opdelte sodamarkedet mellem sig. Solvay garanterede CFK en årlig mindsteafsætning af soda i Tyskland, beregnet på grundlag af CFK’s afsætning i 1986, og ydede CFK kompensation for fald i afsætningen ved at aftage de mængder, der var nødvendige for at bringe CFK’s afsætning op på den garanterede mindsteafsætning (13).

9.        Deltagelsen i dette kartel var årsag til, at Kommissionen i 1990 i sin første beslutning i henhold til EØF-traktatens artikel 85, sammenholdt med forordning nr. 17 (beslutning 91/298/EØF (14)), pålagde begge virksomheder en bøde, hvorved bøden til Solvay svarede til 3 mio. EUR, og bøden til CFK svarede til 1 mio. EUR (15). Den første beslutning var imidlertid behæftet med en formel fejl med hensyn til stadfæstelsen og blev derfor annulleret af Retten (16). I 2000 vedtog Kommissionen derefter uden videre administrativ behandling (17) – og navnlig uden fornyet høring af Solvay – sin anden beslutning, der havde hjemmel i artikel 81 EF, sammenholdt med forordning nr. 17, og hvori Solvay (18) igen blev pålagt en bøde af samme størrelse (beslutning 2003/5/EF) (19). Det er den sidstnævnte beslutning, der er genstand for denne retssag.

10.      Solvay fik kun delvis medhold i sin påstand om annullation af beslutning 2003/5 i første instans. Retten nedsatte bøden med 25% til 2,25 mio. EUR i dommen af 17. december 2009, men frifandt i øvrigt Kommissionen (20). Solvay (21) har iværksat den foreliggende appel til prøvelse af dommen i første instans, der først blev afsagt efter otte år og ni måneder.

11.      Retstvistens kronologiske forløb kan i det væsentlige sammenfattes som følger:

–        Administrativ procedure indtil vedtagelsen af den første bødebeslutning

April 1989:          Kommissionen foretager undersøgelser.

Marts 1990:          Kommissionen fremsender en klagepunktsmeddelelse.

December 1990: Kommissionen vedtager beslutning 91/298 om at pålægge en bøde.

–        Retslig procedure med henblik på annullation af den første bødebeslutning

Maj 1991:          Solvay anlægger annullationssøgsmål ved Retten (sag T-31/91).

Juni 1995:          Beslutning 91/298 annulleres.

August 1995:          Kommissionen appellerer dommen (sag C-287/95 P).

April 2000:          Appellen forkastes.

–        Administrativ procedure indtil vedtagelsen af den anden bødebeslutning

December 2000: Kommissionen vedtager beslutning 2003/5 om at pålægge en bøde.

–        Retslig procedure efter vedtagelsen af den anden bødebeslutning

Marts 2001:          Solvay anlægger annullationssøgsmål ved Retten (sag T-58/01).

December 2009:  Retten afsiger den appellerede dom (sag T-58/01).

Marts 2010:           Solvay iværksætter den foreliggende appel (sag C-110/10 P).

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

12.      Solvay har nedlagt følgende påstande i den foreliggende appelsag:

–        Den appellerede dom af 17. december 2009 ophæves.

–        Prøvelsen af søgsmålet tages op til fornyet behandling vedrørende de ophævede dele af dommen, og Kommissionens beslutning af 13. december 2000 annulleres helt eller delvist, afhængig af indholdet i de omhandlede anbringender.

–        Bøden på 2,25 mio. EUR ophæves eller – subsidiært – nedsættes i betydeligt omfang for den alvorlige skade, appellanten har lidt på grund af den usædvanligt lange sagsbehandlingstid.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

13.      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14.      Ved Domstolen blev der først indgivet skriftlige indlæg og derpå den 18. januar 2011 afholdt mundtlig forhandling i sagen. Der blev afholdt fælles retsmøde i sagerne C-109/10 P og C-110/10 P.

IV – Påstanden om ophævelse af den appellerede dom

15.      Solvay har med sin hovedpåstand, der støttes på tre appelanbringender, nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom. Jeg vil behandle disse anbringender i en anden rækkefølge. Jeg vil først behandle de procesretlige problemer i forbindelse med aktindsigten og retten til at blive hørt (jf. afsnit A nedenfor) og derefter undersøge problemerne vedrørende retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist (jf. afsnit B nedenfor).

16.      Selv om det stadig var den gamle forordning om behandling af kartelsager – forordning nr. 17 – der fandt anvendelse i denne sag, er de omhandlede retsspørgsmål også fortsat relevante for tiden efter moderniseringen af bestemmelserne om behandling af kartelsager, hvilket skete ved forordning (EF) nr. 1/2003 (22).

17.      Den foreliggende sag omhandler i modsætning til sag C-109/10 P (23) ikke materielle problemer i forbindelse med anvendelsen af artikel 81 EF og 82 EF (nu artikel 101 TEUF og 102 TEUF).

A –    Retten til forsvar (det andet og tredje appelanbringende)

18.      Med det andet og tredje appelanbringende har Solvay i det væsentlige gjort gældende, at der er gjort indgreb i selskabets ret til forsvar.

19.      Det er et grundlæggende princip i EU-retten, som gentagne gange er fastslået i Domstolens praksis, at der skal indrømmes ret til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder (24). Dette princip er nu også blevet kodificeret i artikel 41, stk. 2, litra a), og artikel 48, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder (25).

20.      De klagepunkter, som Solvay har fremsat i forbindelse med sit andet og tredje appelanbringende, er af grundlæggende betydning og giver Domstolen anledning til at præcisere sin praksis vedrørende retten til forsvar i administrative procedurer vedrørende karteller.

21.      Disse anbringender indgår i følgende processuelle sammenhæng:

–        Før vedtagelsen af den første bødebeslutning i sagen i 1990 (beslutning 91/298) gav Kommissionen på grundlag af en klagepunktsmeddelelse Solvay mulighed for at fremsætte bemærkninger (26). Solvay fik dog ikke egentlig aktindsigt. Selskabet fik alene stillet kopier af de belastende dokumenter, som Kommissionen havde baseret sine klagepunkter på, til rådighed (27). Formålet med dette var at »forenkle proceduren« (28).

–        I 2000, dvs. før vedtagelsen af den anden bødebeslutning (beslutning 2003/5), som anfægtes i den foreliggende sag, blev Solvay ikke hørt igen (29), og selskabet fik heller ikke aktindsigt denne gang (30).

–        Først i den anden sag ved Retten (sag T-58/01) fremlagde Kommissionen en del af sagsakterne fra den administrative procedure, hvilket Retten flere gange havde opfordret den til som led i foranstaltninger med henblik på sagens forberedelse (31). Solvay fik mulighed for at undersøge en lang række dokumenter, som selskabet ikke tidligere havde haft adgang til, på Rettens Justitskontor. Selskabet fik også lejlighed til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt den kunne have anvendt disse dokumenter til sit forsvar, i sagen ved Retten (32).

–        Kommissionen erkendte over for Retten, at det ikke var lykkedes den at finde den resterende del af sine sagsakter, nærmere betegnet fem ringbind (33). Kommissionen kunne heller ikke forelægge Retten en indholdsfortegnelse over de manglende dokumenter (34).

22.      Solvay har på dette grundlag for det første gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af selskabets ret til aktindsigt (det andet appelanbringende, jf. afsnit 1 nedenfor), og for det andet, at der er sket en tilsidesættelse af dets ret til at blive hørt (det tredje appelanbringende, jf. afsnit 2 nedenfor).

1.      Retten til aktindsigt (det andet appelanbringende)

23.      Som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer retten til aktindsigt, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (35).

24.      Det er ubestridt, at Solvay under den administrative procedure kun fik adgang til de sagsakter, som Kommissionen anvendte imod Solvay i den anfægtede beslutning. En lang række andre dokumenter i sagsakterne, som Solvay også havde ret til at se med henblik på sit forsvar, fik selskabet ikke adgang til. Kommissionen har således tilsidesat en grundlæggende procedureregel (36), der udspringer af retten til god forvaltning (37). Når den anfægtede beslutning er vedtaget, kan en sådan procedurefejl ikke længere bringes ud af verden, navnlig ikke ved, at der fremlægges enkelte dokumenter under en senere retssag (38).

25.      Parterne er på det nuværende stadium kun uenige om, hvorvidt Retten burde have annulleret den anfægtede beslutning på grund af den nævnte procedurefejl, begået af Kommissionen. Efter fast retspraksis kan procedurefejl i forbindelse med aktindsigt under den administrative procedure således kun føre til annullation af Kommissionens beslutning, når der er gjort indgreb i retten til forsvar (39).

26.      Den foreliggende sag vedrører i modsætning til sag C-109/10 P kun den eventuelle tilsidesættelse af retten til forsvar i forbindelse med de sagsakter, der er gået tabt (40).

27.      Solvay mener til forskel fra Kommissionen og Retten, at selskabets ret til forsvar er blevet tilsidesat, og har fremført en lang række argumenter herfor. Appellanten har herved først og fremmest støttet sig på de almindelige EU-retlige principper om overholdelse af retten til forsvar, formodning om uskyld og fordeling af bevisbyrden. Solvay har desuden gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i Domstolens statut, og tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, artikel 48 og artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og artikel 6, stk. 1, TEU.

28.      Solvay har imidlertid kun fremført uddybende argumenter om retten til forsvar og i et vist omfang om uskyldsformodningen. Selskabets isolerede henvisninger til chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU er uden selvstændigt indhold og kræver derfor ikke nærmere efterprøvelse. Hvad angår artikel 6, stk. 1, TEU er det tilstrækkeligt at fastslå, at denne bestemmelse ikke som sådan indeholder garantier for grundlæggende rettigheder. Artikel 6 i EMRK finder ikke direkte anvendelse på EU-institutionerne, før EU har tiltrådt EMRK (41), men tages i betragtning ved fortolkningen og anvendelsen af de påberåbte almindelige retsgrundsætninger og grundrettigheder i EU-retten (42).

a)      Formaliteten med hensyn til det andet appelanbringende

29.      Kommissionen har bestridt, at en stor del af det andet appelanbringende kan antages til realitetsbehandling. Den har anført, at vurderingen af, om Solvay kunne have anvendt visse dokumenter til sit forsvar, indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne, som det alene tilkommer Retten at foretage, og at dette spørgsmål i princippet ikke kan efterprøves i forbindelse med en appel.

30.      Denne opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig. Domstolen er i det foreliggende tilfælde ikke blevet anmodet om at sætte sin egen vurdering af visse dokumenter i sagsakterne i stedet for Rettens bedømmelse (43). Den skal tværtimod undersøge, om Retten har lagt de rigtige kriterier og parametre til grund for sin bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. Der er således tale om et retsspørgsmål, som Domstolen kan behandle i sin egenskab af ankeinstans (44).

b)      Realiteten med hensyn til det andet appelanbringende

31.      Det andet appelanbringende omhandler den appellerede doms præmis 257-264, hvori Retten undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt Solvays ret til forsvar var blevet tilsidesat på grund af de fem ringbind, der var gået tabt (45), og fastslog, at det ikke var tilfældet (46).

32.      Appellanten har fremført en række forskellige kritikpunkter til den omtvistede del af dommen, som det andet appelanbringendes fem led er rettet mod. I mange tilfælde overlapper de imidlertid hinanden. Det gennemgående spørgsmål er, om Retten var berettiget til at udelukke, at Solvay kunne have anvendt de sagsakter, der var gået tabt, til sit forsvar (47).

33.      Udgangspunktet for overvejelserne bør være, at en virksomhed, som i strid med reglerne ikke fik indsigt i visse sagsakter under den administrative procedure, alene skal godtgøre over for Retten, at den kunne have anvendt de pågældende dokumenter til sit forsvar (48). Det er tilstrækkeligt, at den berørte virksomhed godtgør, at der er en, om end blot ubetydelig, mulighed for, at den kunne have anvendt de dokumenter, som den ikke fik indsigt i under den administrative procedure, til sit forsvar (49).

34.      I det foreliggende tilfælde var det dog vanskeligt for Retten at undersøge, om de dele af sagsakterne, som Solvay ikke fik indsigt i, var relevante, fordi de pågældende dokumenter var forsvundet.

35.      Man kan selvfølgelig ikke automatisk gå ud fra, at sagsakter, der er gået tabt, kunne have været anvendt til den berørte virksomheds forsvar. Hvis der eksempelvis findes en detaljeret indholdsfortegnelse, hvoraf det kan sluttes, at de pågældende dele af sagsakterne kun indeholdt dokumenter, som det alligevel ikke var muligt at få indsigt i – det gælder især for Kommissionens udkast til beslutninger og interne notater, men kan også gælde for andre fortrolige dokumenter (50) – kan det på forhånd udelukkes, at retten til forsvar er blevet tilsidesat.

36.      I det foreliggende tilfælde var det omsonst at forsøge at rekonstruere indholdet af de forsvundne sagsakter (51). Det fremgår tilsyneladende ikke af gældende retspraksis, hvem der skal holdes ansvarlig for dette. De domme, der tidligere er afsagt, drejede sig således om sagsakter fra den administrative procedure, hvis indhold var kendt og kunne efterprøves af Retten (52).

37.      Det påhviler i princippet den berørte virksomhed at angive og bevise, at den kunne have anvendt sagsakter, som den i strid med reglerne ikke fik indsigt i under den administrative procedure, til sit forsvar (53). Dette må dog forudsætte, at virksomheden som et minimum er i besiddelse af konkrete oplysninger om forfatterne til de dokumenter, som den ikke har fået adgang til, og om dokumenternes art og indhold.

38.      Kommissionen er derimod ansvarlig for, at nogle af sagsakterne er forsvundet. Kommissionen er i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik forpligtet til at håndtere sagsakterne korrekt og opbevare dem på en forsvarlig måde. Som led i god forvaltningsskik skal der udarbejdes detaljerede indholdsfortegnelser, således at der senere kan gives indsigt i sagsakterne.

39.      Hvis det – som her – ikke er praktisk muligt at rekonstruere indholdet af sagsakter, der er gået tabt, fordi der ikke findes en sådan indholdsfortegnelse, kan der af hensyn til retten til forsvar kun drages én konklusion, nemlig at det ikke kan udelukkes, at den berørte virksomhed kunne have anvendt de dokumenter, der er bortkommet, til sit forsvar.

40.      I den appellerede dom antager Retten alligevel det modsatte, nemlig at der ikke er noget, der giver grundlag for at antage, at Solvay havde kunnet finde dokumenter i de manglende sagsmapper, der ville have gjort det muligt for selskabet at rejse tvivl om Kommissionens konstateringer (54).

41.      Retten begrundede bl.a. dette med, at Solvay ikke i stævningen ved første instans havde bestridt, at selskabet havde indgået en kartelaftale med CFK (55). Vurderingen af, om Solvay kunne have anvendt de forsvundne sagsakter til sit forsvar, kædes altså sammen med de forsvarsargumenter, der var fremført mod Kommissionens konklusion om, at der forelå en konkurrencebegrænsende aftale (56). Retten går med andre ord ud fra, at en virksomhed, der ikke har gode kort på hånden, heller ikke vil kunne finde et trumfkort i den resterende del af sagsakterne.

42.      Denne fremgangsmåde er retligt forkert. Det skal ganske vist undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, om retten til forsvar er blevet tilsidesat. Ved denne undersøgelse skal der dog også tages hensyn til, hvad Kommissionen har lagt den berørte virksomhed til last, dvs. hvilken kritik den har rettet mod virksomheden (57). Virksomheden skal være i stand til at forsvare sig mod de »klagepunkter«, Kommissionen har fremsat. Det er til gengæld uden betydning, hvilke faktiske klagepunkter virksomheden allerede har fremsat mod den anfægtede beslutning, og om den får medhold i disse klagepunkter.

43.      Retten antog fejlagtigt, at spørgsmålet om, hvorvidt Solvay kunne have haft gavn af de forsvundne dokumenter, afhang af, om selskabet havde bestridt visse forhold, som Kommissionen havde fastslået – nemlig at der fandtes en kartelaftale med CFK – og om selskabet kunne have fremført visse argumenter i stævningen, selv om det ikke fik fuld indsigt i sagsakterne (58).

44.      Den burde kun have undersøgt, om de forsvundne dele af sagsakterne muligvis indeholdt oplysninger, som Solvay kunne have anvendt til at underbygge den argumentation, som selskabet tidligere havde fremført mod den anfægtede beslutning, på en bedre måde eller måske til at fremføre nye argumenter (59), uanset om det drejede sig om spørgsmålet, om der fandtes en aftale med CFK, om denne aftales formål eller om dens virkninger.

45.      I denne forbindelse skal opmærksomheden henledes på den omstændighed, at det på grund af utilstrækkelige beviser ikke lykkedes for Solvay at godtgøre, at den omtvistede aftale med CFK var begrundet, fordi de to virksomheder havde planer om at fusionere (60). Under den administrative procedure forklarede Solvay således, at det tyske datterselskab DSW (61) i 1988 forhandlede med CFK om at overtage denne virksomhed og i den forbindelse ønskede at holde CFK i drift. Til dette formål skulle CFK midlertidigt garanteres en vis mindsteafsætning på det tyske marked for at sikre virksomhedens fortsatte eksistens og for at gøre det attraktivt at overtage den (62).

46.      Det er muligt, at CFK’s bemærkninger indeholdt relevante oplysninger om, hvorfor kontakterne mellem Solvay og CFK var nødvendige. Det kan ikke udelukkes, at de forsvundne sagsakter indeholdt sådanne bemærkninger (63). De kunne i hvert fald have haft betydning for vurderingen af overtrædelsens grovhed og varighed og for fastlæggelsen af den bøde, Kommissionen pålagde (64).

47.      Solvay behøvede i modsætning til, hvad Retten synes at mene, ikke at angive nærmere, i hvilket omfang de forsvundne sagsakter indeholdt oplysninger, der kunne have været til gavn for Solvay. Det var umuligt at rekonstruere indholdet af disse dokumenter i sagen for Retten, og man kan ikke forlange det umulige. Følgerne heraf kunne heller ikke lægges Solvay til last, eftersom Kommissionen var ansvarlig for, at de pågældende dokumenter forsvandt (65).

48.      Det må sammenfattende konkluderes, at Retten ikke anvendte de rigtige kriterier, da den undersøgte, om Solvay kunne have anvendt de dokumenter i sagsakterne, der var bortkommet, til sit forsvar. Den har fejlbedømt de krav, der i denne henseende følger af retten til forsvar. Det andet appelanbringende bør således tiltrædes.

49.      Den tilsidesættelse af uskyldsformodningen, som Solvay også har gjort gældende i denne sammenhæng, har intet selvstændigt indhold, som ligger ud over de behandlede spørgsmål om redegørelsespligten og bevisbyrden i forbindelse med retten til forsvar. Det er derfor ikke fornødent at undersøge dette klagepunkt nærmere.

2.      Retten til at blive hørt (det tredje appelanbringende)

50.      Med det tredje appelanbringende har Solvay anfægtet den appellerede doms præmis 165-174, hvori Retten konkluderede, at Kommissionen ikke var forpligtet til at høre selskabet på ny, før den vedtog den anfægtede beslutning (66). Solvay mener, at Kommissionen burde have iværksat en høring i 2000 som led i den administrative procedure, fordi den første bødebeslutning (beslutning 91/298), der blev annulleret af Retten, ikke bare blev stadfæstet uretmæssigt, men også blev vedtaget uden den nødvendige indrømmelse af aktindsigt.

a)      Det tredje appelanbringendes første led

51.      Solvay har med dette anbringendes første led gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i Domstolens statut. Der blev i den appellerede dom ikke taget stilling til, om der krævedes en ny høring på grund af de fejl, der blev begået under den første administrative procedure med hensyn til aktindsigten. Retten undlod således at behandle et af de klagepunkter, som Solvay havde fremsat i første instans.

52.      Dette argument må forkastes. Retten behandlede kravet om en ny høring som følge af den tidligere procedurefejl i forbindelse med aktindsigten, om end kun i en enkelt sætning. Den besvarede dette spørgsmål ved at henvise til sine bemærkninger om aktindsigten (67). Det var efter Rettens opfattelse en logisk og rigtig konklusion, eftersom Retten lagde til grund, at Kommissionen ikke havde tilsidesat retten til forsvar ved ikke at give aktindsigt (68). I forhold til den løsning, der er valgt i den appellerede dom, var det således ikke nødvendigt at høre Solvay igen.

53.      Rettens udtalelse om retten til at blive hørt er således tilstrækkelig begrundet. Det tredje appelanbringendes andet led, der gennemgås i det følgende, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt denne begrundelse også er materielt korrekt og ikke er udtryk for urigtig retsanvendelse.

b)      Det tredje appelanbringendes andet led

54.      Solvay har med det tredje appelanbringendes andet led rejst det materielle spørgsmål om, hvorvidt der på grund af de procedurefejl, der fandt sted i 1990 med hensyn til aktindsigten, krævedes en ny høring af selskabet på et senere tidspunkt, dvs. inden vedtagelsen af den her omtvistede bødebeslutning (beslutning 2003/5).

55.      Solvay har i det væsentlige anført, at selskabets ret til at blive hørt og dets almindelige ret til forsvar blev tilsidesat. Appellanten har endvidere gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, artikel 48 og artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU samt af princippet om god forvaltningsskik og artikel 266 TEUF (tidligere artikel 233 EF). Retten kritiseres med alle disse klagepunkter for at have set bort fra, at Kommissionen burde have iværksat en ny høring af Solvay.

56.      Retten til at blive hørt er en del af retten til forsvar, som skal respekteres under administrative kartelprocedurer. Retten til at blive hørt indebærer, at den virksomhed, der er genstand for en undersøgelse, under den administrative procedure bliver i stand til på hensigtsmæssig vis at tilkendegive sit syn på omstændighederne, på relevansen af de faktiske forhold samt på de dokumenter, som Kommissionen har lagt vægt på (69). På det lovgivningsmæssige plan var dette princip på tidspunktet for den anfægtede beslutnings vedtagelse fastsat i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 (70).

57.      Det er ubestridt, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde i 1990 – forud for vedtagelsen af den første bødebeslutning (beslutning 91/298) – gav Solvay mulighed for at fremsætte bemærkninger på grundlag af en klagepunktsmeddelelse. Det er alene omtvistet, om de foranstaltninger, som Kommissionen i henhold til artikel 233 EF (nu artikel 266 TEUF) skulle træffe efter annulleringen af den første bødebeslutning, omfattede en ny høring.

58.      Det følger ikke umiddelbart af artikel 233 EF, at Kommissionen er nødsaget til at starte helt forfra med sagsbehandlingen i forbindelse med en administrativ kartelprocedure i henhold til forordning nr. 17. Kommissionen kan derimod genoptage proceduren fra det punkt, hvor EU’s retsinstanser fastslår, at der er sket en procedurefejl. Hvis de administrative foranstaltninger, der blev truffet forud for procedurefejlen, var retmæssige, behøver de ikke at blive gentaget.

59.      I PVC-sagen, hvori Kommissionens første beslutning blev annulleret, fordi kommissærkollegiet begik en formel fejl i forbindelse med den endelige vedtagelse, accepterede Domstolen, at Kommissionen havde vedtaget en ny beslutning med stort set samme ordlyd uden at foretage en ny høring af de berørte virksomheder (71). Med støtte i denne retspraksis fastslog Retten i den appellerede dom, at det heller ikke var nødvendigt at høre Solvay på ny i det foreliggende tilfælde (72).

60.      PVC-sagen og den foreliggende sag kan ved første øjekast forekomme ens. I den foreliggende sag blev Kommissionens første bødebeslutning (beslutning 91/298) således også annulleret på grund af en formel fejl, der fandt sted ved slutningen af den administrative procedure, nærmere bestemt i forbindelse med beslutningens stadfæstelse.

61.      Ved nærmere betragtning er der imidlertid stor forskel på de to sager. I den foreliggende sag var den administrative procedure i modsætning til, hvad der var tilfældet i PVC-sagen, behæftet med en anden alvorlig mangel, der indtraf længe før bødebeslutningens endelige vedtagelse og stadfæstelse, nemlig at den berørte virksomhed Solvay ikke fik aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom (73).

62.      EU’s retsinstanser nøjedes med at undersøge spørgsmålet om stadfæstelse i deres domme vedrørende den første bødebeslutning (beslutning 91/298) (74) og beskæftigede sig ikke med retten til aktindsigt og retten til forsvar. Det kan dog ikke sluttes heraf, at EU’s retsinstanser bekræftede, at den administrative procedure var forløbet korrekt med hensyn til aktindsigten og retten til forsvar.

63.      I forbindelse med beslutning 91/297, der var baseret på den samme administrative kartelprocedure som beslutning 91/298, fastslog Retten tværtimod, at retten til forsvar var blevet tilsidesat på grund af utilstrækkelig aktindsigt (75). Kommissionen har desuden haft en klar praksis for indrømmelse af aktindsigt lige siden 1982 (76).

64.      Kommissionen kan have ret i, at Retten ikke udtalte sig klart om aktindsigtens formål og omfang i de domme, den afsagde den 29. juni 1995 (77). Senest på tidspunktet for vedtagelsen af den i denne sag omtvistede anden bødebeslutning i 2000 var eventuelle uklarheder dog afklaret (78).

65.      Efter at den første bødebeslutning var blevet annulleret, burde Kommissionen under de foreliggende omstændigheder have genoptaget den administrative procedure på stadiet umiddelbart efter klagepunktsmeddelelsens fremsendelse. Den burde have givet Solvay omfattende aktindsigt i overensstemmelse med reglerne og have hørt selskabet igen på dette grundlag.

66.      Den omstændighed, at der ikke lå nye klagepunkter til grund for den anden her omtvistede bødebeslutning (beslutning 2003/5), ændrer intet ved den omstændighed, at Kommissionen havde pligt til at iværksætte en ny høring efter at have givet aktindsigt (79). Solvay havde ganske vist allerede i 1990 en gang haft lejlighed til at udtale sig om alle de klagepunkter, som Kommissionen lagde til grund for såvel den første som den anden bødebeslutning. Selskabet havde dog kun fået adgang til de belastende dokumenter og havde derfor et meget overfladisk kendskab til sagsakterne (80).

67.      Retten til at blive hørt indebærer ikke kun, at man har ret til at fremsætte bemærkninger til alle Kommissionens klagepunkter. Den berørte virksomhed skal derimod have mulighed for at give sin mening til kende på grundlag af alle de sagsakter, som den har krav på at få indsigt i. I modsat fald ville retten til forsvar i kartelsager i vidt omfang blive virkningsløs.

68.      Når den berørte virksomhed forinden har fået aktindsigt i overensstemmelse med reglerne, har den langt bedre muligheder for at fremsætte bemærkninger. Det er særligt indlysende, at en virksomhed, der har fået indsigt i både belastende og diskulperende dokumenter, kan forsvare sig mere effektivt mod Kommissionens klagepunkter end en virksomhed, der kun har haft adgang til det belastende materiale.

69.      Retten gjorde sig således skyldig i urigtig retsanvendelse med hensyn til retten til at blive hørt ved at fastslå, at Kommissionen ikke behøvede at høre Solvay på ny. De retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med vedrørende retten til aktindsigt, gør sig reelt også gældende her (81).

70.      Det er ikke nødvendigt at gå nærmere ind på princippet om god forvaltningsskik, som Solvay også har påberåbt sig, eftersom den argumentation, der bygger på dette princip, er uden selvstændigt indhold, henset til de argumenter, der er fremført om retten til forsvar og retten til at blive hørt. Det er som tidligere nævnt (82) heller ikke nødvendigt at undersøge artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU.

c)      Foreløbig konklusion

71.      Når alt tages i betragtning, bør det tredje appelanbringendes andet led således tiltrædes.

B –    Retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist (det første appelanbringende)

72.      Med det første appelanbringende, der vedrører den appellerede doms præmis 100-123, har Solvay gjort gældende, at selskabets ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist er blevet tilsidesat. Denne grundlæggende ret er anerkendt i Domstolens praksis som et almindeligt EU-retligt princip, der både finder anvendelse på Kommissionens administrative procedure og på den retslige procedure for EU’s retsinstanser (83). Dette princip er i mellemtiden også blevet kodificeret i artikel 41, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder.

73.      Selv om EU’s retsinstanser flere gange tidligere allerede har beskæftiget sig med problematikken om en rimelig sagsbehandlingstid i konkurrencesager, forekommer det mig, at de af Solvay rejste retsspørgsmål er særligt vigtige. De vedrører for det første en sag, hvor der ikke er tvivl om, at den samlede sagsbehandlingstid i alle faser af den administrative og retslige procedure var meget lang. De pågældende klagepunkter skal for det andet ses på baggrund af Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009, hvor Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blev retligt bindende (artikel 6, stk. 1, TEU).

74.      Det første appelanbringende indeholder fem led, der vedrører dels vurderingen af sagsbehandlingstiden (jf. afsnit 1 nedenfor), dels retsvirkningerne af, at sagsbehandlingstiden var uforholdsmæssig lang (jf. afsnit 2 nedenfor).

1.      Kravene til vurderingen af sagsbehandlingstiden (det første appelanbringendes første og andet led)

75.      De retlige krav til vurderingen af sagsbehandlingstiden er genstand for både det første og det andet led i det første appelanbringende.

a)      Det indledende spørgsmål om, hvorvidt Solvays klagepunkter er irrelevante

76.      Solvays klagepunkter om sagsbehandlingstiden er ikke, som Kommissionen har anført, »stort set irrelevante«. For at kunne ophæve den appellerede dom er det naturligvis også nødvendigt at gøre sig en række overvejelser om, hvilke sanktioner der skal anvendes, hvis sagsbehandlingen har strakt sig over for lang tid. Man kommer imidlertid ikke uden om at skulle undersøge sagsbehandlingstiden (84), fordi retten til at få afgjort sin sag inden for en rimelig frist ikke kan anses for at være tilsidesat, hvis det ikke er fastslået, at sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang. De kriterier, som Retten har lagt til grund for sin vurdering af sagsbehandlingstiden, er ikke unddraget Domstolens kontrol under en appelsag.

77.      Solvays klagepunkter om sagsbehandlingstiden ville kun være irrelevante, hvis appellanten havde fremført dem uden forbindelse til klagepunkterne om retsvirkningerne af uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid. Det er imidlertid ikke tilfældet her. Den appellerede dom kritiseres derimod i begge henseender, idet det første appelanbringendes tredje, fjerde og femte led er særligt rettet mod retsvirkningerne.

78.      Kommissionens indvending om, at klagepunkterne er irrelevante, må som følge heraf forkastes.

b)      Behovet for en samlet vurdering af sagsbehandlingstiden (det første appelanbringendes første led)

79.      Solvay har med det første appelanbringendes første led gjort gældende, at Retten betragtede de enkelte faser af den administrative og retslige procedure særskilt, da den skulle vurdere sagsbehandlingstiden, i stedet for at anlægge en samlet vurdering af forløbet siden undersøgelserne i april 1989.

80.      Det vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, om sagsbehandlingstiden er rimelig, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (85). Domstolen har i den forbindelse præciseret, at listen over disse kriterier ikke er udtømmende (86).

81.      Når Retten undersøger sagsbehandlingstiden, er det naturligvis hensigtsmæssigt, at den også vurderer de enkelte faser i proceduren hver for sig (87). Hvis en af faserne i proceduren har strakt sig over uforholdsmæssig lang tid, kan det alene på dette grundlag fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist (88).

82.      For at sikre en hensigtsmæssig undersøgelse af sagsbehandlingstiden er det imidlertid ikke nok at foretage en sådan »isoleret« vurdering, idet der også skal foretages en vurdering af den administrative procedures og den eventuelle retslige procedures samlede varighed (89).

83.      Behovet for en samlet vurdering kan ikke afvises med, at administrative og retslige procedurer er forskellige, og at de krav, som forvaltningen og retsinstansen skal opfylde, står forskellige steder i chartret om grundlæggende rettigheder. Det eneste, der betyder noget for den berørte virksomhed, er, hvornår der tages endelig stilling til dens »sag«, og at det er et upartisk organ, der gør det. Artikel 41, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder konkretiserer faktisk det samme processuelle princip, nemlig at de retsundergivne har ret til at få deres sag afgjort inden for en rimelig frist.

84.      Hvis de enkelte faser af den administrative og retslige procedure ikke har strakt sig over uforholdsmæssig lang tid, vil retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist normalt ikke være tilsidesat. Jo flere faser proceduren består af – en eller flere administrative og/eller retslige procedurer – jo vigtigere er det imidlertid at tage hensyn til den samlede varighed.

85.      I det foreliggende tilfælde blev den første administrative procedure (fra 1989 til 1990) og den første retslige procedure (fra 1991 til 2000) efterfulgt af en – mindre omfattende – ny anden administrativ procedure (2000) og en ny retslig procedure (fra marts 2001) (90). Da den appellerede dom blev afsagt, havde alle disse faser i proceduren allerede strakt sig over mere end 20 år, og der er på nuværende tidspunkt gået hele 22 år. Der findes dårligt nok andre sager om den europæiske konkurrencelovgivning, der har varet i så lang tid (91).

86.      Det var under disse omstændigheder ikke muligt at foretage en hensigtsmæssig undersøgelse af sagsbehandlingstiden uden at tage hensyn til den administrative og retslige procedures samlede varighed frem til det tidspunkt, hvor den appellerede dom blev afsagt. Da Retten ikke har foretaget en sådan samlet vurdering, er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl. Det første appelanbringendes første led bør således tages til følge.

c)      Den påberåbte mangelfulde begrundelse (det første appelanbringendes andet led)

87.      Solvay har desuden påberåbt sig, at der foreligger en mangelfuld begrundelse (artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i Domstolens statut), fordi Retten ikke medregnede sin egen procedure i sagsbehandlingstiden.

88.      Retten nævnte faktisk ikke, hvor længe den procedure, der foregik ved Retten, havde varet (proceduren i sag T-58/01). Det er imidlertid værd at bemærke, at begrundelsen for en dom i første instans også kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og forudsat at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (92).

89.      Retten lagde i det foreliggende tilfælde til grund, at den anfægtede beslutning ikke allerede på grund af sagsbehandlingstiden kunne annulleres, men kun på grundlag af en tilsidesættelse af retten til forsvar, der var affødt af sagsbehandlingstiden. Da Retten ikke fandt, at der forelå en tilsidesættelse af retten til forsvar, var det ikke nødvendigt at foretage en udtrykkelig vurdering af de argumenter, som Solvay havde fremført om sagsbehandlingstiden for Retten, i den appellerede dom. Begrundelsen er derfor ikke mangelfuld på dette punkt.

90.      Det første appelanbringendes andet led bør under disse omstændigheder forkastes.

2.      Retsvirkningerne af en uforholdsmæssig lang sagsbehandling (det første appelanbringendes tredje, fjerde og femte led)

91.      Solvay beskæftiger sig i det første appelanbringendes tredje, fjerde og femte led med retsvirkningerne af den eventuelle overskridelse af en rimelig sagsbehandlingstid i forbindelse med den administrative og retslige procedure.

a)      Kravet om, at der skal foreligge en påvirkning af retten til forsvar (det første appelanbringendes tredje led)

92.      Det første appelanbringendes tredje led rejser et retsspørgsmål, der er af grundlæggende betydning. Parterne er uenige om, hvorvidt det er begrundet at annullere den anfægtede beslutning, alene fordi den grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist er blevet tilsidesat, eller om det også skal påvises, at den berørte virksomheds evne til at forsvare sig er blevet påvirket (93).

93.      Retten lagde i den appellerede dom til grund, at det kun er muligt at annullere en beslutning, der er vedtaget af Kommissionen, fordi sagsbehandlingen har taget uforholdsmæssig lang tid, hvis det er godtgjort, at den tid, der er forløbet, har påvirket den berørte virksomheds evne til at forsvare sig (94). Denne tilgang stemmer overens med Domstolens faste praksis, hvorefter der som hovedregel skal tages hensyn til, om sagsbehandlingstiden kan have haft indflydelse på sagens udfald (95).

94.      Solvay har dog påpeget, at denne retspraksis ikke længere er aktuel, og har opfordret Domstolen til at tage den op til fornyet vurdering i betragtning af, at chartret om grundlæggende rettigheder blev retligt bindende, da Lissabontraktaten trådte i kraft.

95.      Chartrets artikel 52, stk. 3, er af særlig betydning i denne sammenhæng. Denne bestemmelse opstiller i det første punktum et homogenitetsprincip, hvorefter de grundlæggende rettigheder i chartret, som svarer til dem, der er sikret ved EMRK, har samme betydning og omfang som i EMRK.

96.      Det er korrekt, at den grundlæggende ret inden for EU til at få sin sag afgjort inden for en rimelig frist i henhold til artikel 41, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder er fastsat i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i EMRK (96). I modsætning til det af Solvay anførte kræves det dog ikke i henhold til artikel 6, stk. 1, i EMRK, som den aktuelt fortolkes af EMRD, at bødebeslutninger, der vedtages i kartelsager, skal annulleres, og at den administrative procedure skal indstilles, alene fordi den rimelige frist er overskredet.

97.      Som Kommissionen med rette har påpeget, giver EMRK i almindelighed de kontraherende stater et vist skøn med hensyn til, hvilke metoder og midler de vil anvende for at bekæmpe eventuelle krænkelser af grundlæggende rettigheder (97).

98.      Det fremgår desuden af EMRD’s praksis vedrørende artikel 6, stk. 1, i EMRK, at den fuldstændige ophævelse af de strafferetlige sanktioner og henlæggelse af den pågældende straffesag blot er én mulighed for skadesløsholdelse i artikel 41 i EMRK i forbindelse med krænkelse af grundlæggende rettigheder på grund af for lang sagsbehandlingstid (98). De nationale myndigheder har dog ikke pligt til at ophæve sanktionerne og henlægge sagen. EMRD har i stedet gjort det klart, at en nedsættelse af den udmålte straf også anses for en passende skadesløsholdelse, hvis sagsbehandlingen har varet for længe (99). I en sag om økonomisk kriminalitet, der drejede sig om alvorligt bedrageri og strakte sig over 17 år, nøjedes EMRD således med at fastslå, at sagsbehandlingstiden havde været for lang, og at straffen skulle nedsættes (100). Denne løsning kan efter min opfattelse også anvendes i kartelsager, der har mange lighedspunkter med sager om økonomisk kriminalitet.

99.      Hertil kommer, at EMRD ikke synes at henregne konkurrenceretten til den klassiske strafferet. EMRD går ud fra, at de strafferetlige garantier, der gives i artikel 6, stk. 1, i EMRK, ikke nødvendigvis skal anvendes fuldt ud uden for strafferettens kerneområde (101).

100. Efter den gældende lovgivning må det derfor antages, at homogenitetsprincippet i artikel 52, stk. 3, første punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder ikke nødvendigvis indebærer, at EU’s retsinstanser inden for rammerne af den europæiske konkurrencelovgivning har pligt til at annullere den anfægtede beslutning, når der foreligger en tilsidesættelse af retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist.

101. Ifølge artikel 52, stk. 3, andet punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder er det tilladt at anvende strengere EU-retlige krav end dem, der er fastsat i EMRK. Det er der dog ingen grund til at gøre i det foreliggende tilfælde inden for konkurrenceområdet.

102. Når der fastsættes en sanktion, fordi den grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist er blevet tilsidesat, skal der både tages behørigt hensyn til den berørte virksomheds interesse og til den almene interesse.

103. Den berørte virksomheds interesse består i at blive holdt skadesløs i videst muligt omfang for virkningerne af tilsidesættelsen af den grundlæggende rettighed (102). Den almene interesse består i at sikre, at konkurrencereglerne i det indre europæiske marked, der hører til de grundlæggende bestemmelser i traktaterne (103), gennemføres på en effektiv måde (104).

104. Hvis man annullerede en bødebeslutning, som Kommissionen havde vedtaget i en kartelsag, udelukkende fordi den administrative eller retslige procedure ikke var blevet afsluttet inden for en rimelig frist, ville det ikke kun være den pålagte bøde, der bortfaldt, men også konklusionen om, at konkurrencereglerne var tilsidesat. En sådan løsning ville stride mod den almene interesse i, at konkurrencereglerne gennemføres effektivt, og ligge uden for den berørte virksomheds berettigede interesse i at blive holdt skadesløs i videst muligt omfang for krænkelsen af dennes grundlæggende rettigheder.

105. Virksomheden bør ikke kunne rejse tvivl om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse, udelukkende fordi sagen ikke er blevet behandlet inden for en rimelig frist (105). Sanktionen for tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid kan under ingen omstændigheder føre til at tillade en virksomhed at fortsætte eller genetablere en adfærd, om hvilken det er fastslået, at den er i strid med EU-reglerne (106).

106. På den baggrund finder jeg ingen anledning til at foreslå Domstolen at ændre sin hidtidige praksis på området. Det første appelanbringendes tredje led bør derfor forkastes.

b)      Sagsbehandlingstidens påvirkning af Solvays evne til at forsvare sig i det foreliggende tilfælde (det første appelanbringendes fjerde led)

107. Det første appelanbringendes fjerde led vedrører den appellerede doms præmis 113-117, hvori Retten fastslog, at en eventuel tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist ikke havde påvirket Solvays evne til at forsvare sig effektivt, og at selskabets ret til forsvar derfor ikke var blevet tilsidesat. Solvay mener i det væsentlige, at der er tale om en mangelfuld begrundelse og en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar og princippet om en rimelig sagsbehandlingstid. Retten tog ikke tilstrækkeligt hensyn til, hvor vanskeligt det var for Solvay at tilrettelægge sit forsvar efter så lang tid.

i)      Klagepunktet om en mangelfuld begrundelse

108. Klagepunktet om en mangelfuld begrundelse som omhandlet i artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i Domstolens statut, er baseret på, at Retten angiveligt ikke tog stilling til en lang række argumenter, som Solvay fremførte under sagen i første instans, vedrørende selskabets vanskeligheder med at forsvare sig.

109. Denne argumentation er ikke overbevisende. I medfør af begrundelsespligten påhviler det som tidligere nævnt ikke Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og forudsat at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (107).

110. Retten udtalte sig faktisk direkte, om end meget kortfattet, om Solvays argumentation om, at det var vanskeligt for selskabet at forsvare sig mod Kommissionens beskyldninger, når der var gået så lang tid. Retten gjorde i det væsentlige opmærksom på, at Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde havde truffet foranstaltninger til sagens oplysning siden den første retssag, og at den ikke havde inddraget nogen ny faktor, der gjorde det nødvendigt at udøve en ret til forsvar (108).

111. Solvay er muligvis ikke enig i den materielle bedømmelse af de faktiske omstændigheder i sagen, men det betyder ikke, at begrundelsen er mangelfuld (109).

ii)    Klagepunktet om den materielle fejl

112. Appellanten har dog også i materiel henseende anfægtet Rettens udsagn om, at den tid, der var forløbet, ikke havde påvirket Solvays evne til at forsvare sig. Solvay mener, at det er udtryk for en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar og princippet om en rimelig sagsbehandlingstid.

113. Det kan umiddelbart se ud til, at Solvay prøver at få Domstolen til at sætte sin egen vurdering i stedet for Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ikke er tilladt i en appelsag (110).

114. Solvay har dybest set ikke gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, men at den undlod at tage hensyn til en omstændighed, som Solvay anser for vigtig. Retten tog efter Solvays opfattelse ikke i betragtning, at den tid, der var gået siden procedurens indledning, havde påvirket Solvays evne til at forsvare sig under den retslige procedure. Retten tog fejlagtigt kun stilling til, hvordan tidsforløbet havde påvirket Solvays evne til at forsvare sig i forhold til Kommissionen (dvs. under den administrative procedure).

115. Denne argumentation er korrekt.

116. Når det undersøges, om en sagsbehandling, der menes at have varet uforholdsmæssigt længe, har påvirket den berørte virksomheds evne til at forsvare sig i negativ retning, kan Retten ikke begrænse sig til kun at se på en bestemt fase af proceduren. Den skal tværtimod mere generelt undersøge, om sagsbehandlingstiden kunne gøre det vanskeligt for virksomheden at forsvare sig mod Kommissionens kritik (111).

117. Dette forsvar finder sted første gang under den administrative procedure, hvor virksomheden får mulighed for at give sin mening til kende på grundlag af en klagepunktsmeddelelse. Forsvaret er imidlertid ikke begrænset til den administrative procedure. Den berørte virksomhed kan derimod anlægge sag ved EU’s retsinstanser til prøvelse af en bødebeslutning, som Kommissionen har vedtaget (artikel 263, stk. 4, TEUF, tidligere artikel 230, stk. 4, EF). Virksomheden skal også under en sådan retslig procedure have mulighed for at forsvare sig effektivt mod det, som Kommissionen lægger den til last, hvilket på dette tidspunkt fremgår af en formel beslutning.

118. Det var derfor en fejl, at Retten kun undersøgte, om Solvay var i stand til at forsvare sig effektivt under den administrative procedure (112), og om varigheden af en tidligere retslig procedure – den retslige procedure i sag T‑31/91 vedrørende den første bødebeslutning (beslutning 91/298) – havde haft negative virkninger (113). Retten undlod at tage selskabets nuværende evne til at forsvare sig under den anden retslige procedure – den retslige procedure i sag T-58/01 vedrørende den her omtvistede beslutning 2003/5 – med i sine overvejelser.

119. Der er to grunde til, at Retten burde have taget hensyn til selskabets evne til at forsvare sig under den retslige procedure i sag T-58/01: For det første havde Solvay udtrykkeligt opfordret til, at der også blev taget hensyn til den verserende retslige procedures varighed, og for det andet fik Solvay først aktindsigt i forbindelse med denne retslige procedure, nærmere bestemt i 2005. Det havde derfor stor betydning, om Solvay stadig var i stand til at forsvare sig effektivt mod Kommissionens beskyldninger og konklusioner i 2005.

120. Den grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist indebærer, at Kommissionen under en administrativ kartelprocedure skal vedtage sin bødebeslutning så hurtigt, at den berørte virksomhed stadig kan forsvare sig effektivt mod den ved EU’s retsinstanser.

121. Da Retten slet ikke tog stilling til dette retligt relevante forhold, er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl.

iii) Visse yderligere klagepunkter

122. Med det første appelanbringendes fjerde led har Solvay endelig gjort gældende, at de faktiske omstændigheder er blevet urigtigt gengivet, og at artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU er blevet tilsidesat.

123. Disse yderligere klagepunkter kræver ikke nærmere efterprøvelse. Indvendingen om, at de faktiske omstændigheder blev urigtigt gengivet, er ikke tilstrækkeligt underbygget (114), og der er efter min opfattelse heller intet, der tyder på, at der var tale om urigtig gengivelse. Med hensyn til artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU finder den første af disse bestemmelser ikke direkte anvendelse, og den sidste indeholder ikke som sådan garantier for grundlæggende rettigheder (115).

iv)    Foreløbig konklusion

124. Det første appelanbringendes fjerde led bør delvis tages til følge.

c)      Påstanden om, at Solvay gav afkald på en nedsættelse af bøden (det første appelanbringendes femte led)

125. Solvay har med det første appelanbringendes femte og sidste led især anfægtet den appellerede doms præmis 122. Retten bemærkede heri, at Solvay »i stævningen udtrykkeligt [har] givet afkald på muligheden for, at bøden nedsættes som kompensation for den angivelige tilsidesættelse af [Solvays] ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist«. Dette opfatter Solvay som urigtig gengivelse af den argumentation, som selskabet fremførte under sagen i første instans.

126. Der foreligger efter fast retspraksis en urigtig gengivelse af beviserne, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at gengivelsen af de foreliggende beviser er urigtig (116). I overensstemmelse hermed kan den argumentation, der blev fremført af parterne i første instans, kun anses for at være gengivet urigtigt, hvis det er åbenbart, at Retten misforstod denne argumentation eller fremstillede den på en forkert måde.

127. Retten har beklageligvis ikke præciseret i den omtvistede bemærkning i den appellerede dom, hvilken del af Solvays stævning der henvises til. Under appelsagen nåede parterne imidlertid frem til, at Retten måtte have baseret det af Solvay anfægtede udsagn på stævningens punkt 88 og 89. Selskabet har i stævningens punkt 88 i det væsentlige understreget, at tilsidesættelsen af princippet om en retfærdig rettergang kun kan afhjælpes, hvis den anfægtede beslutning annulleres. Den angivelige tilsidesættelse af artikel 6 i EMRK afhjælpes ikke, blot fordi bøden nedsættes. I stævningens punkt 89 har Solvay dernæst konkluderet, at den af selskabet anfægtede åbenbare overskridelse af en rimelig frist kun kan resultere i, at den anfægtede beslutning annulleres (117).

128. Det fremgår efter min opfattelse ikke af dette uddrag af stævningen, at Solvay har givet afkald på, at bøden nedsættes på grund af sagsbehandlingstiden. Det kan heller ikke udledes af Solvays skriftlige indlæg for Retten, at selskabet »udtrykkeligt har givet afkald« på, at bøden nedsættes på grund af den uforholdsmæssig lange sagsbehandling.

129. Solvay har blot klarlagt sin egen retsopfattelse i punkt 88 og 89 i stævningen ved første instans. Selskabet har forklaret, at retsvirkningen af den angivelige tilsidesættelse af princippet om en rimelig sagsbehandlingstid efter dets mening bør være, at den anfægtede beslutning annulleres, og ikke, at bøden nedsættes.

130. Der er en principiel forskel på at tilkendegive sin retsopfattelse og at give udtrykkeligt afkald på muligheden for, at bøden nedsættes som kompensation for en angivelig tilsidesættelse af en rettighed. Denne forskel tog Retten ikke hensyn til i den appellerede doms præmis 122.

131. Det fremgår af den appellerede doms præmis 122, at Retten åbenbart misforstod Solvays argumentation i første instans og desuden fremstillede den på en forkert måde. Der var altså tale om urigtig gengivelse af selskabets argumentation.

132. Denne urigtige gengivelse fremgår særligt tydeligt, når det tages i betragtning, at Solvay andetsteds i stævningen ved første instans faktisk gjorde gældende, at Retten burde nedsætte bøden, og i den forbindelse udtrykkeligt henviste til sin »argumentation vedrørende annullationsanbringenderne« og dermed også til sin argumentation vedrørende den uforholdsmæssig lange sagsbehandlingstid (118).

133. Det første appelanbringendes femte led bør således tiltrædes.

3.      Foreløbig konklusion

134. Det første appelanbringende bør således delvis tiltrædes.

C –    Ophævelsen af den appellerede dom

135. Som det fremgår af det ovenfor anførte, kan de tre appelanbringender, Solvay har fremført, i det store og hele godtages. Eftersom disse appelanbringender er begrundede, giver de hver især i sig selv anledning til, at den appellerede dom ophæves i sin helhed.

D –    Afgørelse af sagen i første instans

136. Ifølge artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut kan Domstolen selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

137. Det er tilfældet her. Samtlige faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning for afgørelsen af Solvays søgsmål, blev behandlet under sagen for Retten, hvor parterne fik lejlighed til at fremføre deres argumenter. Det er derfor ikke nødvendigt at hjemvise sagen til Retten, idet Domstolen derimod selv kan træffe afgørelse om Solvays påstand om annullation af den anfægtede beslutning. Domstolen bør vælge denne mulighed i betragtning af, at sagen har strakt sig over usædvanligt lang tid – 22 år fra Kommissionens undersøgelser i april 1989 frem til i dag.

138. Jeg vil i det følgende give en kort redegørelse for den anfægtede beslutnings lovlighed i forhold til tre aspekter, nemlig aktindsigten (jf. afsnit 1 nedenfor), retten til at blive hørt (jf. afsnit 2 nedenfor) og sagsbehandlingstiden (jf. afsnit 3 nedenfor).

1.      Retten til aktindsigt

139. Det står fast, at Solvay ikke fik aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom, før den anfægtede beslutning blev vedtaget (119).

140. Det kan som nævnt ikke udelukkes, at Solvay i de sagsakter, der var gået tabt, kunne have fundet oplysninger, som selskabet kunne have anvendt til sit forsvar. Kommissionen går i øvrigt selv ud fra, at nogle af de manglende ringbind »indeholdt korrespondance i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17«, dvs. de begæringer om oplysninger, som Kommissionen fremsatte over for forskellige virksomheder, og virksomhedernes svar (120). Disse bemærkninger fra andre virksomheder kunne have indeholdt oplysninger, der var relevante for vurderingen af aftalen mellem Solvay og CFK, i hvert fald hvad angår den fastslåede overtrædelses varighed og størrelsen af den fastsatte bøde. Især de oplysninger om overtrædelsens varighed, som Kommissionen fremlagde i den anfægtede beslutning, var mangelfulde og indbyrdes modstridende (121).

141. Det er således ikke utænkeligt, at den administrative procedure ville have haft et andet udfald, i det mindste hvad angår størrelsen af den pålagte bøde, hvis Solvay havde fået aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom.

142. Den anfægtede beslutning kan som følge heraf annulleres i sin helhed alene på grund af den procedurefejl, der blev begået med hensyn til aktindsigten (sagsakter, der var gået tabt).

2.      Retten til at blive hørt

143. Det står endvidere fast, at Kommissionen forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutnings i 2000 ikke hørte Solvay på ny, selv om det var retligt påkrævet (122). Denne procedurefejl hænger tæt sammen med den manglende aktindsigt.

144. Det kan ikke afvises, at den administrative procedure ville have fået et andet udfald, hvis Kommissionen også i 2000 – efter forskriftsmæssig aktindsigt – havde givet selskabet mulighed for at ytre sig om Kommissionens kritik (123).

145. Den anfægtede beslutning bør også af denne grund annulleres i sin helhed.

3.      Retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist

146. Hvad endelig angår sagsbehandlingstiden skal denne vurderes ud fra samtlige omstændigheder i den konkrete sag (124).

147. Det skal i det foreliggende tilfælde tages i betragtning, at Kommissionen forholdt sig fuldstændigt passiv i tidsrummet mellem annullationen af den første bødebeslutning (beslutning 91/298) og afsigelsen af Domstolens dom i den første appelsag (125). Der gik altså fire år og syv måneder, hvor der ikke skete noget (126).

148. Kommissionens passivitet kan ikke begrundes med, at Kommissionen havde appelleret den dom, hvorved den første bødebeslutning blev annulleret. Det står Kommissionen frit for at udtømme alle de processuelle muligheder, der findes, og at indbringe sagen for Domstolen, hvis den ikke får medhold i første instans. Det betyder dog ikke, at Kommissionen må stille den administrative procedure i bero, så længe appelsagen verserer (127).

149. Appellen har ikke opsættende virkning (artikel 60, stk. 1, i Domstolens statut). Den 29. juni 1995, hvor Retten afsagde dom i sag T-31/91, havde Kommissionen således pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der var nødvendige for at opfylde Rettens annullationsdom; jf. artikel 233, stk. 1, EF (nu artikel 266, stk. 1, TEUF). Princippet om god forvaltningsskik fordrede også, at der hurtigst muligt blev vedtaget en ny materiel beslutning, eller at den administrative procedure blev indstillet.

150. Kommissionen kunne med lethed have videreført den administrative procedure allerede i juli 1995 i stedet for at vente til april 2000 (128). Kommissionen behøvede blot at præcisere i sin nye bødebeslutning, at denne beslutning bortfaldt, hvis Kommissionen fik medhold i appelsagen.

151. Det kan under disse omstændigheder konkluderes, at den administrative procedure varede uforholdsmæssigt længe, alene fordi Kommissionen forholdt sig passiv i næsten fem år fra juli 1995 til april 2000. Som jeg tidligere har nævnt (129), er det derfor overflødigt at undersøge varigheden af andre faser i proceduren nærmere og at vurdere den samlede sagsbehandlingstid (130).

152. Selv om det er fastslået, at princippet om en rimelig sagsbehandlingstid er tilsidesat, er det dog kun muligt at annullere den anfægtede beslutning, hvis sagsbehandlingstiden har påvirket den berørte virksomheds evne til at forsvare sig (131). Det er virksomheden, der skal bevise dette.

153. Domstolen stiller generelt strenge krav til denne bevisførelse (132). Den berørte virksomheds argumentation skal understøttes af overbevisende beviser og må ikke være af abstrakt og upræcis karakter (133). Hvis det f.eks. – som her – hævdes, at virksomheden har fået sværere ved at forsvare sig, fordi nogle af de tidligere ansatte er fratrådt, skal det som regel angives, hvilke personer der er tale om, hvilken stilling de havde, og hvornår de forlod virksomheden, og der skal endvidere angives arten og rækkevidden af de oplysninger eller præciseringer, som de kunne være kommet med, og de omstændigheder, der gjorde det umuligt for de pågældende at udtale sig, skal også angives (134).

154. Solvay har tydeligvis ikke fremlagt så detaljerede oplysninger under den verserende retslige procedure ved EU’s retsinstanser.

155. I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid tages i betragtning, at den periode fra 1987 til 1990, hvor Solvay kritiseres for at have deltaget i et kartel, lå 10-13 år tilbage i tiden allerede i slutningen af 2000, hvor den anden bødebeslutning blev vedtaget. I 2005, hvor Solvay endelig fik aktindsigt ved Retten, var der endda gået 15-18 år, siden den overtrædelse, som Kommissionen fastslog havde fundet sted.

156. Det er klart, at selskabets medarbejdere – og navnlig dens tidligere medarbejdere – vil huske mindre efter så lang tid.

157. Under sagen i første instans tilbød Solvay ikke desto mindre Retten at gøre nærmere rede for, hvilke ledende medarbejdere der var i selskabets sodadivision i den pågældende periode, og hvornår disse medarbejdere fratrådte eller døde.

158. Det var under de foreliggende omstændigheder ikke rimeligt at forlange mere af Solvay.

159. Det må i særdeleshed ikke bebrejdes appellanten, at denne ikke har præciseret, hvilke begivenheder og beviser virksomhedens tidligere medarbejdere kunne have meddelt oplysninger om. Selskabet er nemlig stadig ikke bekendt med alle de sagsakter, som den burde have haft adgang til (135). Det kan ikke forlanges, at Solvay godtgør, om og i hvilket omfang selskabets tidligere medarbejdere kunne have givet oplysninger om de sagsakter, der er gået tabt, hvis indhold er ukendt, og hvori der på intet tidspunkt blev givet indsigt under sagsbehandlingen.

160. Kravene til, hvordan det bevises, at den tid, der er forløbet, har påvirket den berørte virksomheds evne til at forsvare sig, må som udgangspunkt ikke være så strenge, at det i praksis bliver umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for virksomheden at fremlægge dette bevis.

161. Da visse sagsakter, der muligvis indeholdt Kommissionens korrespondance med andre virksomheder, uigenkaldeligt er gået tabt (136), kan det ikke udelukkes, at Solvays tidligere medarbejdere kunne have hjulpet selskabet i dets forsvar, hvis ellers det var lykkedes at komme i kontakt med dem. Det kan i hvert fald ikke udelukkes, at disse medarbejdere kunne have bidraget med baggrundsoplysninger, der ikke fandtes i de skriftlige optegnelser.

162. Der er henset til det ovenfor anførte tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at den uforholdsmæssig lange sagsbehandlingstid har påvirket Solvays evne til at forsvare sig over for Kommissionen. Denne omstændighed begrunder i sig selv, at den anfægtede beslutning annulleres.

4.      Foreløbig konklusion

163. Det fremgår allerede af undersøgelsen af visse retsspørgsmål vedrørende aktindsigten, høringen og sagsbehandlingstiden, som appellanten rejste under sagen i første instans, at den anfægtede beslutning (beslutning 2003/5), truffet af Kommissionen, bør annulleres i sin helhed. Det er derfor ikke nødvendigt at efterprøve de øvrige anbringender, som Solvay gjorde gældende i første instans.

V –    Påstanden om nedsættelse af bøden

164. Solvay har ud over påstanden om, at den appellerede dom ophæves, og at den anfægtede beslutning annulleres (137), også nedlagt påstand om, at den bøde, som Retten fastsatte på ny, ophæves eller nedsættes som kompensation for den alvorlige skade, selskabet mener at have lidt på grund af den usædvanligt lange sagsbehandlingstid.

165. Ifølge den løsning, som jeg har foreslået, nemlig at den appellerede dom ophæves (138), og at den anfægtede beslutning annulleres (139), er denne påstand fra Solvays side ikke længere relevant. I det følgende vil jeg alligevel behandle den subsidiært og for fuldstændighedens skyld.

A –    Indledende bemærkning

166. Efter Domstolens hidtidige praksis findes der to forskellige måder, hvorpå man kan løse problemet med den uforholdsmæssig lange sagsbehandlingstid. I Baustahlgewebe-sagen, hvor den berørte virksomhed var blevet pålagt en bøde i medfør af kartelreglerne, valgte Domstolen at nedsætte bøden (140). I sagen Der Grüne Punkt, hvor der ikke var pålagt en sådan bøde, kunne Domstolen kun henvise den berørte virksomhed til at anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 268 TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF (tidligere artikel 235 EF, sammenholdt med artikel 288, stk. 2, EF) (141).

167. Kommissionen tilkendegav under retsmødet sin støtte til den sidstnævnte løsning, dvs. den løsning, der er beskrevet i sagen Der Grüne Punkt. Den begrundede dette med, at det er nødvendigt at gennemføre konkurrencelovgivningen effektivt. En nedsættelse af bøden vil efter Kommissionens opfattelse gøre det vanskeligere at gennemføre de europæiske konkurrenceregler på en effektiv måde.

168. Denne indvending er ikke overbevisende.

169. Der er på den ene side ingen tvivl om, at gennemførelsen af de europæiske konkurrenceregler, som er nødvendige for det indre markeds funktion (142), er et af traktaternes grundlæggende mål (143). Der kræves effektive og afskrækkende sanktioner for at nå dette mål.

170. På den anden side skal der under en procedure som den administrative procedure i kartelsager, der nærmest er af strafferetlig karakter (144), tages særligt hensyn til de grundlæggende processuelle garantier. Bestemmelserne på konkurrenceområdet må kun gennemføres med de midler, der er tilladt i en retsstat. Hvis en grundlæggende rettighed som retten til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist tilsidesættes i forbindelse med en kartelsag, har den berørte virksomhed således ret til effektiv afhjælpning.

171. Den løsning, der skal anvendes ved overskridelse af en rimelig sagsbehandlingstid, må derfor nødvendigvis baseres på en afvejning af kravet om, at konkurrencereglerne gennemføres, og kravet om, at tilsidesættelsen af den grundlæggende rettighed afhjælpes effektivt.

172. Af procesøkonomiske hensyn og for at sikre en umiddelbar og effektiv afhjælpning over for den berørte virksomhed bør Domstolen, hvor det er muligt, dvs. i forbindelse med bøder, også fortsat vælge den løsning, den har beskrevet i Baustahlgewebe-dommen (145).

173. I dette tilfælde gennemføres konkurrencelovgivningen tilstrækkeligt effektivt ved at det fastslås, at den berørte virksomhed har gjort sig skyldig i en overtrædelse og har pligt til at bringe denne overtrædelse til ophør (146). Over for de andre markedsaktører vil den bøde, der oprindeligt blev fastsat af Kommissionen eller Retten, stadig have en afskrækkende virkning. Domstolen forholder sig ikke til, om foranstaltningen er passende. Den metode, der blev anvendt i Baustahlgewebe-dommen, består udelukkende i, at den oprindelige bøde fratrækkes det beløb, der betragtes som en passende kompensation for den uforholdsmæssig lange sagsbehandling (147).

B –    Nedsættelse af bøden

174. Baustahlgewebe-dommen (148) beror reelt på Domstolens fulde prøvelsesret, jf. artikel 261 TEUF, med hensyn til de konkurrenceretlige sanktioner, der er nævnt i artikel 17 i forordning nr. 17 (149). Domstolen kan således frit ophæve, nedsætte eller forhøje bøder eller tvangsbøder.

175. Ifølge den retspraksis, der er fastsat i Baustahlgewebe-dommen, skal sagsbehandlingstiden vurderes først (afsnit 1 nedenfor), hvorefter omfanget af den eventuelle bødenedsættelse skal fastlægges (afsnit 2 nedenfor).

1.      Den administrative og retslige procedures uforholdsmæssig lange varighed

176. Det skal som tidligere nævnt (150) vurderes, om sagsbehandlingstiden er rimelig, på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd.

177. De enkelte faser i proceduren skal i den forbindelse undersøges hver for sig, men der skal også foretages en vurdering af den administrative og retslige procedures samlede varighed (151).

178. For så vidt angår de enkelte faser i proceduren, er to af dem særligt problematiske i forhold til princippet om en rimelig sagsbehandlingstid, nemlig den periode i forbindelse med den første appelsag, hvor Kommissionen forholdt sig fuldstændigt passiv (proceduren i de forenede sager C-287/95 P og C-288/95 P), og den anden procedure for Retten (proceduren i sag T-58/01) (152).

179. Jeg har allerede fastslået, at den passivitet, som Kommissionen udviste i fire år og syv måneder fra juli 1995 til april 2000, dvs. mens den første appelsag verserede, bevirkede, at Solvays grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist blev tilsidesat (153). Det har derfor ingen betydning for den foreliggende sag, om sagsbehandlingstiden for Domstolen også var uforholdsmæssig lang i denne periode, fordi appelsagen varede i fire år og syv måneder.

180. Den anden procedure for Retten (sag T-58/01) strakte sig over otte år og ni måneder, hvilket umiddelbart forekommer urimeligt længe.

181. Som appellanten med rette har anført, kan en sådan langvarig sagsbehandling i det foreliggende tilfælde ikke begrundes med, at sagen på nogen måde var kompleks. Retten stod kun over for to parter, der var kun begrænset behov for oversættelse (154), og de materielle og retlige omstændigheder, som parterne havde gjort gældende, var ikke forbundet med særlige vanskeligheder. Sagen var ganske vist konneks med den verserende procedure i sag T‑57/01, men de mange ens anbringender i de to sager burde have givet en synergieffekt i forbindelse med efterprøvelsen, hvilket burde have fremskyndet sagsbehandlingen i stedet for at forhale den.

182. En vigtig grund til, at sagsbehandlingen trak ud, var sikkert, at det var nødvendigt at give Solvay indsigt i sagsakterne fra den administrative procedure under den retslige procedure (155). Det er imidlertid helt uacceptabelt, at det skulle tage halvandet år (to år, hvis parternes skriftlige indlæg medregnes) (156). Solvay var uden skyld i dette tidsspilde. Retten burde i givet fald have opstillet klare tidsfrister for Kommissionen og have draget Kommissionen til ansvar, hvis den ikke overholdt disse frister.

183. Det kan i øvrigt konstateres, at Retten også forholdt sig meget passiv i visse perioder. Det gælder f.eks. for de 29 måneder, der gik, fra Kommissionen fremsatte sine bemærkninger om, hvorvidt Solvay kunne anvende visse dokumenter til sit forsvar, til den mundtlige forhandling blev indledt (157). Det bør også nævnes, at der gik næsten 18 måneder, fra retsmødet fandt sted den 26. juni 2008, indtil dommen blev afsagt den 17. december 2009 (158).

184. Det siger sig selv, at problemer i forbindelse med Rettens interne organisation, f.eks. den regelmæssige nybesættelse af dommerembederne eller dommernes forfald, ikke må blive til skade for de retsundergivne (159).

185. I det foreliggende tilfælde strakte såvel den administrative som den retslige procedure sig under disse omstændigheder over uforholdsmæssig lang tid.

186. Konklusionen er den samme, hvis man betragter varigheden af samtlige faser i den administrative og retslige procedure under ét:

–        Sagsbehandlingstiden skal i overensstemmelse med EMRD’s praksis vedrørende artikel 6, stk. 1, i EMRK regnes fra den dag, hvor Solvay blev genstand for de første foranstaltninger, som blev truffet på grund af mistankerne mod selskabet, og som havde vigtige følgevirkninger for dets situation (160). I det foreliggende tilfælde skete dette allerede lang tid inden meddelelsen af klagepunkter (som ligner en formel »tiltale«), nemlig den dag i april 1989, hvor Kommissionen foretog sin ransagning hos Solvay (161).

–        I mellemtiden blev proceduren på intet tidspunkt afbrudt.

–        Sagsbehandlingen regnes for afsluttet den dag, hvor Domstolen afsiger dom i den pågældende appelsag (162).

187. Dette betyder, at sagsbehandlingen samlet set har varet i 22 år. Det kan lades stå åbent, om en så lang sagsbehandlingstid nogensinde kan være begrundet. Hvis den skal være begrundet, kræver det i hvert fald, at der foreligger usædvanlige omstændigheder, f.eks. fordi de materielle og retlige omstændigheder, der skal efterprøves, er meget komplekse, eller den berørte virksomhed bærer en stor del af ansvaret for de forsinkelser, der er sket under sagsbehandlingen. Det er ikke tilfældet her.

188. Det skal indskydes, at sagsbehandlingens samlede varighed ikke uden videre kan begrundes med, at adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner endnu ikke er forældet (163). Forældelsesfristen angiver således kun de overordnede tidsmæssige rammer, inden for hvilke der kan træffes foranstaltninger til at pålægge bøder for overtrædelse af de europæiske konkurrenceregler. Inden for forældelsesfristen kræver princippet om en rimelig sagsbehandlingstid, at sagen undersøges og afgøres hurtigst muligt, og at den ikke forhales ubegrundet. De berørte virksomheder udsættes nemlig for et større pres under en verserende sag og er hele tiden konfronteret med usikkerheden om, hvornår sagen mod dem vil være afsluttet, og hvilket udfald den vil få. I denne situation giver princippet om en rimelig sagsbehandlingstid dem en større beskyttelse end den, der følger af forældelsesfristen (164).

189. På dette grundlag må jeg derfor konkludere, at Solvays grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist blev tilsidesat.

190. Ifølge den retspraksis, der er fastsat i Baustahlgewebe-dommen (165), bør den appellerede dom derfor ophæves på grund af den uforholdsmæssig lange sagsbehandlingstid, i hvert fald for så vidt som bøden herved blev fastsat til 2,25 mio. EUR.

2.      Bødenedsættelsens omfang

191. Parterne svarede under retsmødet meget forskelligt på spørgsmålet om, med hvor meget bøden i det foreliggende tilfælde burde nedsættes. Solvay mener, at bøden i betragtning af sagsbehandlingstiden bør nedsættes så meget, at den kun bliver af symbolsk karakter, hvorimod Kommissionen mener det stik modsatte, nemlig at det ikke er bøden, men nedsættelsen af bøden, der skal være af symbolsk karakter.

192. I Baustahlgewebe-sagen, der er det eneste fortilfælde, nedsatte Domstolen kun bøden med et beskedent beløb. Domstolen nedsatte den bøde på 3 mio. ECU, som Retten havde fastsat, med 50 000 ECU (166), hvilket kun svarer til en nedsættelse på 1,67%.

193. Henset til bestemmelserne i EMRK er det tvivlsomt, om en så beskeden nedsættelse af bøden er tilstrækkelig i dag. Det fremgår af EMRD’s praksis vedrørende artikel 6, stk. 1, i EMRK, som ifølge artikel 52, stk. 3, første punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder også skal tages i betragtning i EU-retten, at skadesløsholdelsen afhænger af, hvor omfattende overskridelsen af den rimelige sagsbehandlingstid var (167).

194. Der var i det foreliggende tilfælde tale om en væsentlig overskridelse af den rimelige sagsbehandlingstid såvel i forhold til enkelte faser af den administrative og retslige procedure som i forhold til alle faser samlet set. I godt fire år og syv måneder skete der intet i forbindelse med den administrative procedure (168), sagen ved første instans strakte sig over otte år og ni måneder (169), og sagsbehandlingen har nu samlet set varet i 22 år (170), og når der heller ikke er tale om usædvanlige omstændigheder, ligger dette meget fjernt fra, hvad der kan anses for en rimelig sagsbehandlingstid.

195. Det vil under disse omstændigheder ikke være passende blot at nedsætte bøden med et beskedent beløb, som Domstolen gjorde i Baustahlgewebe-dommen, og som Kommissionen også synes at forestille sig i det foreliggende tilfælde.

196. Den uforholdsmæssigt lange sagsbehandling medfører en tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed og kræver en effektiv sanktion. Der skal herved både tages hensyn til grovheden af den overtrædelse, som den berørte virksomhed har begået, og til grovheden af den tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, som den for lange sagsbehandlingstid har medført (171).

197. Der er i det foreliggende tilfælde tale om en alvorlig tilsidesættelse af den grundlæggende ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist. Der bør derfor ske en betydelig nedsættelse af bøden. Det skal dog også indgå i overvejelserne, at Kommissionen betragtede kartelaftalen mellem Solvay og CFK som en »alvorlig overtrædelse« af en grundlæggende bestemmelse om det indre marked (artikel 81 EF) (172). Efter afvejning af samtlige omstændigheder i sagen finder jeg det derfor passende, at bøden nedsættes med 50%. Beregningerne bør ske med udgangspunkt i den bøde, Retten har fastsat.

198. Såfremt Domstolen ikke ophæver den appellerede dom i dens helhed og ikke annullerer den anfægtede beslutning (173), foreslår jeg, at bøden på 2,25 mio. EUR i hvert fald nedsættes med 50%.

VI – Sagens omkostninger

199. Ifølge artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

200. I henhold til artikel 69, stk. 2, sammenholdt med artikel 118 i Domstolens procesreglement, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Solvay har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen i første instans, og Kommissionen har tabt sagen ved begge instanser, bør Kommissionen afholde omkostningerne i begge sager.

VII – Forslag til afgørelse

201. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

»1)      Rettens dom af 17. december 2009 i sag T‑58/01, Solvay mod Kommissionen, ophæves.

2)      Kommissionens beslutning 2003/5/EF af 13. december 2000 annulleres.

3)      Kommissionen betaler sagens omkostninger for begge instanser.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2 –      Jf. vedrørende den første appelsag Domstolens dom af 6.4.2000, forenede sager C-287/95 P og C-288/95 P, Kommissionen mod Solvay, Sml. I, s. 2391.

---

3 –      Jf. endvidere indledningen til mit forslag til afgørelse af dags dato i sag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen, punkt 1-6.

---

4 –      Solvay SA (tidligere Solvay et Cie SA) er et aktieselskab efter belgisk ret, der driver virksomhed inden for medicinalsektoren, den kemiske sektor, plastiksektoren og forarbejdningssektoren.

---

5 –      Chemische Fabrik Kalk GmbH.

---

6 –      Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (»EMRK«, undertegnet i Rom den 4.11.1950).

---

7 –      Solvays klage af 26.2.2010 til EMRD er vedlagt som bilag til det appelskrift, der er indgivet i den foreliggende sag.

---

8 –      Jf. vedrørende dette og følgende punkter præmis 5-42 i Rettens dom af 17.12.2009, sag T-58/01, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 4781, herefter også »den appellerede dom«, og præmis 22 i Rettens dom af 17.12.2009 i den konnekse sag T-57/01, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 4621.

---

9 –      Rådets forordning (EØF) nr. 17 af 6.2.1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

---

10 –      Soda anvendes til glasfremstilling (soda med høj massefylde) samt inden for den kemiske industri og metalindustrien (soda med lav massefylde). Der skelnes mellem natursoda (med høj massefylde) og industrielt fremstillet soda (med såvel høj som lav massefylde). Natursoda udvindes ved knusning, rensning og kalcinering af trona. Industrielt fremstillet soda fremkommer ved reaktionen af almindeligt salt og kalksten gennem den ammoniaksodaproces, der blev udviklet af Solvay-brødrene i 1863.

---

11      Der blev desuden foretaget kontrolundersøgelser hos virksomhederne AKZO, CFK, Imperial Chemical Industries (ICI), Matthes & Weber og Rhône Poulenc. Det skete på grundlag af Kommissionens beslutning af 5.4.1989 om kontrolundersøgelser, der er citeret i dommen i sag T-57/01, Solvay mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 19.

---

12 –      Med hensyn til Kommissionens konklusion om, at Solvay har misbrugt sin dominerende stilling på markedet, henviser jeg til mit forslag til afgørelse af dags dato i den konnekse sag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen, der verserer for Domstolen.

---

13 –      Jf. herved bl.a. præmis 23, 27 og 31 i den appellerede dom.

---

14 –      Kommissionens beslutning 91/298/EØF af 19.12.1990 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/33.133 – B: Soda – Solvay, CFK), EFT 1991 L 152, s. 16. Denne beslutning er blot en ud af fire beslutninger, som Kommissionen vedtog den pågældende dag, og som var rettet mod sodaproducenter. Af disse andre beslutninger var en rettet mod Solvay og ICI (Kommissionens beslutning 91/297/EØF af 19.12.1990 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 [(IV/33.133 – A: Soda – Solvay, ICI, EFT 1991 L 152, s. 1)], den anden mod Solvay alene (Kommissionens beslutning 91/299/EØF af 19.12.1990 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 86 [(IV/33.133 – C: Soda – Solvay, EFT 1991 L 152, s. 21)], og den tredje mod ICI alene (Kommissionens beslutning 91/300/EØF af 19.12.1990 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 86 [(IV/33.133 – D: Soda – ICI, EFT 1991 L 152, s. 40)].

---

15 –      Dengang henholdsvis 3 mio. ECU og 1 mio. ECU.

---

16 –      Rettens dom af 29.6.1995, sag T-31/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1821, stadfæstet ved Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Solvay, nævnt ovenfor i fodnote 2.

---

17 –      Præmis 247 i den appellerede dom.

---

18 –      Kommissionen henlagde sagen mod CFK i 2000, formentlig fordi virksomheden i mellemtiden havde indstillet produktionen af soda.

---

19 –      Kommissionens beslutning 2003/5/EØF af 13.12.2000 i en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (COMP/33.133 – B: Soda – Solvay, CFK), EFT 2003 L 10, s. 1, herefter også »den anfægtede beslutning«. Kommissionen vedtog samme dag beslutning 2003/6/EF af 13.12.2000 om en procedure efter EF-traktatens artikel 82 (COMP/33.133 – C: Soda – Solvay, EFT 2003 L 10, s. 10), som danner grundlag for den konnekse appelsag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen, der verserer for Domstolen.

---

20 –      Dommen i sag T-58/01, Solvay mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 8. Retten afsagde samme dag dom i den konnekse sag T-57/01, Solvay mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 8. Denne dom er genstand for en appel i sag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen, der også verserer for Domstolen.

---

21 –      Herefter også »appellanten« eller »selskabet«.

---

22 –      Rådets forordning af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1). Denne forordning anvendes ifølge artikel 45, stk. 2, fra den 1.5.2004.

---

23 –      Jf. punkt 17-122 i mit forslag til afgørelse af dags dato i sag C-109/10 P.

---

24 –      Dom af 14.9.2010, sag C-550/07 P, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 92; jf. også dom af 2.10.2003, sag C-194/99 P, Thyssen Stahl mod Kommissionen, »Thyssen Stahl-dommen«, Sml. I, s. 10821, præmis 30, og af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 34.

---

25 –      Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blev højtideligt proklameret i Nice den 7.12.2000 (EFT 2000 C 364, s. 1) og igen i Strasbourg den 12.12.2007 (EUT 2007 C 303, s. 1, og EUT 2010 C 83, s. 389).

---

26 –      Præmis 7 og 10 i den appellerede dom.

---

27 –      Præmis 7, 242 og 243 i den appellerede dom.

---

28 –      Præmis 243 i den appellerede dom.

---

29 –      Præmis 25 i den appellerede dom og 70. betragtning til den anfægtede beslutning.

---

30 –      Præmis 247 og 248 i den appellerede dom.

---

31 –      Præmis 40-48 i den appellerede dom.

---

32 –      Præmis 50 og 51 i den appellerede dom.

---

33 –      Præmis 48, 49 og 254 i den appellerede dom.

---

34 –      Præmis 49, 246 og 256 i den appellerede dom.

---

35 –      Dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, »Aalborg Portland-dommen«, Sml. I, s. 123, præmis 68, og af 1.7.2010, sag C-407/08 P, Knauf Gips, »Knauf Gips-dommen«, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 22.

---

36 –      Retten lagde i den appellerede doms præmis 245-248 ligeledes til grund, at der forelå en sådan procedurefejl.

---

37 –      Jf. herved artikel 41, stk. 2, litra b), i chartret om grundlæggende rettigheder.

---

38 –      Dom af 8.7.1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, »Hercules-dommen«, Sml. I, s. 4235, præmis 78, af 2.10.2003, sag C-199/99 P, Corus UK mod Kommissionen, »Corus UK-dommen«, Sml. I, s. 11177, præmis 128, og af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, »PVC II-dommen«, Sml. I, s. 8375, præmis 318, og Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 104; jf. også Rettens domme af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, præmis 98, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, præmis 108.

---

39 –      Hercules-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 77, Corus UK-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 127, og PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 317, 322 og 323.

---

40 –      I sag C-109/10 P omhandler det tredje appelanbringende de sagsakter, der er gået tabt, og det fjerde appelanbringende de dokumenter fra den administrative procedure, der blev givet indsigt i ved Retten (jf. herved punkt 156-206 i mit forslag til afgørelse af dags dato i denne sag).

---

41 –      Artikel 6, stk. 2, TEU som affattet ved Lissabontraktaten.

---

42 –      Jf. bl.a. Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 64; jf. i samme retning dom af 28.3.2000, sag C-7/98, Krombach, Sml. I, s. 1935, præmis 25 og 26, af 14.2.2008, sag C-450/06, Varec, Sml. I, s. 581, præmis 44 og 46, og af 23.12.2009, sag C-45/08, Spector Photo Group og Van Raemdonck, Sml. I, s. 12073, præmis 43.

---

43 – Det ville også være retsstridigt (jf. PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote38, præmis 330 og 331, og Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 77, sammenholdt med præmis 76).

---

44 – Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 125; jf. i samme retning dom af 14.10.2010, sag C-280/08 P, Deutsche Telekom mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77, 155 og 195, hvori Domstolen realitetsbehandlede en række klagepunkter, hvormed det var gjort gældende, at Retten havde lagt urigtige retlige kriterier til grund i afgørelsen i første instans; jf. desuden dom af 25.1.2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, »Sumitomo-dommen«, Sml. I, s. 729, præmis 40, af 10.7.2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, »Impala-dommen«, Sml. I, s. 4951, præmis 117, og af 16.12.2008, sag C-47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 77.

---

45 – Præmis 257 i den appellerede dom.

---

46 – Præmis 263 og 264 i den appellerede dom.

---

47 – Jf. navnlig præmis 262, første punktum, i den appellerede dom.

---

48 – PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 318 og 324, Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 75, og Knauf Gips-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 23.

---

49 –      Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 131.

---

50 –      Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 68, og Knauf Gips-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 22.

---

51 –      Præmis 256 i den appellerede dom.

---

52 –      Jf. navnlig PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, Corus UK-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, og Knauf Gips-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35.

---

53 –      PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 318 og 324, Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 74, 75 og 131, og Knauf Gips-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 23 og 24.

---

54 –      Præmis 262, første punktum, i den appellerede dom.

---

55 –      Præmis 262 i den appellerede dom.

---

56 –      Præmis 260-262 i den appellerede dom.

---

57 –      Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 127, 128 og 131.

---

58 –      Præmis 262 og 263 i den appellerede dom.

---

59 –      Jf. ligeledes punkt 170-175 og punkt 177 i mit forslag til afgørelse af dags dato i sag C-109/10 P.

---

60 –      Solvay fremhævede dette forhold både i appelskriftet og under retsmødet for Domstolen.

---

61 –      Deutsche Solvay Werke.

---

62 –      Jf. herved 49. betragtning til den anfægtede beslutning.

---

63 –      Det er værd at bemærke, at Kommissionen selv synes at gå ud fra, at i hvert fald nogle af de manglende ringbind indeholdt »korrespondance i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17«, dvs. de begæringer om oplysninger, som Kommissionen fremsatte over for forskellige virksomheder, og virksomhedernes svar (jf. præmis 49 i den appellerede dom).

---

64 –      Jf. herved Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 75, og Knauf Gips-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 23, hvorefter det er tilstrækkeligt, at dokumenter »på den ene eller den anden måde [havde] kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel beslutning, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet«.

---

65 –      Jf. punkt 38 i dette forslag til afgørelse.

---

66 –      Jf. navnlig præmis 172 i den appellerede dom.

---

67 –      Præmis 173 i den appellerede dom.

---

68 –      Jf. herved punkt 23-49 i dette forslag til afgørelse.

---

69 –      Dom af 25.1.2007, sag C-407/04 P, Dalmine mod Kommissionen, Sml. I, s. 829, præmis 44, og af 10.5.2007, sag C-328/05 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 3921, præmis 71; jf. endvidere dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 10, og af 9.11.1983, sag 322/81, Nederlandsche Banden-Industrie-Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 7, PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 85, og Impala-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 61; jf. i samme retning – på andre retsområder – dom af 24.10.1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 21, af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, navnlig præmis 348, og af 1.10.2009, sag C-141/08 P, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, Sml. I, s. 9147, præmis 83.

---

70 –      Den nugældende bestemmelse er artikel 27, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003.

---

71 –      PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, navnlig præmis 88.

---

72 –      Jf. navnlig præmis 165 og 166 i den appellerede dom.

---

73 –      Jf. herved præmis 245-248 i den appellerede dom og punkt 21 og 24 i dette forslag til afgørelse.

---

74 –      Rettens dom i sag T-31/91, Solvay mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 16, og Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Solvay, nævnt ovenfor i fodnote 2.

---

75 –      Dommen i sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 38, navnlig præmis 99, 103 og 104, og dommen i sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 38, navnlig præmis 109, 113 og 118. Disse domme blev afsagt den samme dag som dommen i sag T-31/91, nævnt ovenfor i fodnote 16, hvori Retten annullerede beslutning 91/298, fordi den ikke var blevet stadfæstet forskriftsmæssigt.

---

76 –      Jf. herved redegørelsen i Kommissionens tolvte beretning om konkurrencepolitikken (1982), s. 40 og 41 (citeret i uddrag i den appellerede doms præmis 244).

---

77 –      Jf. navnlig Rettens dom af 29.6.1995, sag T-37/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1901, præmis 61-66 og 73, hvori det blev fastslået, at retten til forsvar ikke var tilsidesat.

---

78 –      Jf. for det første Hercules-dommen fra 1999, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 75 og 76, og for det andet Kommissionens meddelelse fra 1997, hvori den forpligtede sig til at indrømme aktindsigt (»Kommissionens meddelelse om interne procedureregler for behandling af anmodninger om aktindsigt i sager angående EF-traktatens artikel 85 og 86, EKSF-traktatens artikel 65 og 66 samt Rådets forordning [(EØF)] nr. 4064/89«, EFT 1997 C 23, s. 3).

---

79 –      Præmis 24, 167 og 171 i den appellerede dom.

---

80 –      Præmis 7, 242 og 243 i den appellerede dom.

---

81 –      Jf. herved punkt 23-48 i dette forslag til afgørelse.

---

82 –      Jf. herved punkt 28 i dette forslag til afgørelse.

---

83 –      PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 179. Jf. vedrørende anvendelsen af dette princip under den retslige procedure også dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, »Baustahlgewebe-dommen«, Sml. I, s. 8417, præmis 21, Thyssen Stahl-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 154, Sumitomo-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 115, og dom af 16.7.2009, sag C-385/07 P, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, »Der Grüne Punkt-dommen«, Sml. I, s. 6155, præmis 177-179; jf. vedrørende anvendelsen af det samme princip under den administrative procedure domme af 21.9.2006, sag C-105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, »FEG-dommen«, Sml. I, s. 8725, præmis 35-52, og sag C-113/04 P, Technische Unie mod Kommissionen, »TU-dommen«, Sml. I, s. 8831, præmis 40-57.

---

84 –      Jf. i denne retning også PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 176-178; i dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 176-196, undersøgte Domstolen ligeledes, om sagsbehandlingstiden var rimelig, selv om det ikke kunne fastslås, at den havde haft indflydelse på sagens udfald.

---

85 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 29, PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 187, Thyssen Stahl-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 155, Sumitomo-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 116, og dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 181.

---

86 –      Thyssen Stahl-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 156, Sumitomo-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 117, og dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 182; jf. også PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 188.

---

87 –      Jf. i denne retning PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 184, samt FEG-dommen, navnlig præmis 37, 38 og 40, og TU-dommen, navnlig præmis 42, 43 og 45, begge nævnt ovenfor i fodnote 83.

---

88 –      Det har dog ingen betydning for spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en sådan procedurefejl har; jf. herved punkt 91-124 og 164-197 i dette forslag til afgørelse.

---

89 –      Domstolen tog ganske vist ikke endelig stilling til dette spørgsmål i PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 229 og 230, men det fremgår klart af EMRD’s praksis, at det er vigtigt at anlægge en samlet vurdering af sagsbehandlingstiden. Jf. herved navnlig dom af 15.7.1982, sag 8130/78, Eckle mod Tyskland, Series A, nr. 51. I denne dom tog EMRD hensyn til, hvor længe de omtvistede procedurer varede alt i alt (præmis 79 og 80), og anførte, at sagsbehandlingstiden omfatter hele proceduren, inkl. ankeproceduren (»covers the whole of the proceedings in issue, including the appeal proceedings«, præmis 76). I sin dom af 20.3.2009, sag 12686/03, Gorou mod Grækenland, præmis 46, fastslog EMRD (nr. 2, Store Afdeling), at artikel 6 i EMRK var blevet tilsidesat som følge af den samlede sagsbehandlingstid (»the length of the proceedings as a whole«); jf. i samme retning dom af 15.2.2008, sag 38311/02, Kakamoukas m.fl. mod Grækenland, præmis 32, hvori EMRD (Store Afdeling) tog udgangspunkt i den omtvistede procedures samlede varighed (»total length of the disputed proceedings«).

---

90 –      Jf. den kronologiske oversigt i punkt 11 i dette forslag til afgørelse.

---

91 –      Den samlede varighed af PVC-sagen var dog næsten lige så lang, eftersom Kommissionen iværksatte de første undersøgelser i oktober 1983 (jf. Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 1), og den sidste dom (PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38) blev afsagt i oktober 2002.

---

92 – Dom af 9.9.2008, forenede sager C-120/06 P og C-121/06 P, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6513, præmis 96, af 16.7.2009, sag C-440/07 P, Kommissionen mod Schneider Electric, Sml. I, s. 6413, præmis 135, af 20.5.2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30, og af 16.12.2010, sag C-480/09 P, AceaElectrabel Produzione mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77.

---

93 –      Selv om denne uenighed også kommer til udtryk i det første appelanbringendes andre led, vil jeg kun behandle de fremførte argumenter i forbindelse med det første anbringendes tredje led.

---

94 –      Præmis 113 i den appellerede dom; jf. også præmis 120-122 i nævnte dom.

---

95 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 49, og dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 193; jf. vedrørende sammenhængen med retten til forsvar FEG-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, navnlig præmis 42, 43 og 60-62, og TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, navnlig præmis 47, 48 og 69-71.

---

96 –      Forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007 C 303, s. 17), jf. navnlig forklaringen ad artikel 47, stk. 2 (på s. 30).

---

97 –      I dom af 26.10.2000, sag 30210/96, Kudla mod Polen, Report of Judgments and Decisions 2000-XI, præmis 154, anerkendte EMRD’s Store Afdeling, at der er stor forskel på, hvilke retsmidler de kontraherende stater tager i brug, når sagsbehandlingstiden er for lang (»there is no prevailing pattern in the legal orders of the Contracting States in respect of remedies for excessive length of proceedings«); jf. også EMRD’s dom af 31.3.2009, sag 22644/03, Simaldone mod Italien, præmis 78. Den Europæiske Kommissionen for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen) foretog i 2006 en komparativ analyse af de gældende regler (analyse nr. 316/2004, der kan ses på følgende websted: < http://www.venice.coe.int/docs/2006/CDL-AD(2006)036rev-e.pdf >, senest set den 26.1.2011). Jf. desuden med hensyn til de forskellige løsninger, der er valgt inden for EU, generaladvokat Légers forslag til afgørelse af 3.2.1998 i Baustahlgewebe-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 52 og 53.

---

98 –      EMRD’s dom i sagen Eckle mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 89, præmis 94, og dom af 13.11.2008, sag 10597/03, Ommer mod Tyskland (nr. 1), præmis 68; jf. endvidere EMRD’s kendelse af 17.11.2005, sag 72438/01, Sprotte mod Tyskland.

---

99 –      EMRD’s dom af 10.11.2005, sag 65745/01, Dželili mod Tyskland, præmis 103, og af 24.2.2005, sag 63214/00, Ohlen mod Danmark, præmis 29 og 30, dommen i sagen Ommer mod Tyskland (nr. 1), nævnt ovenfor i fodnote 98, præmis 68, og kendelse af 12.6.2008, sag 32071/04, Menelaou mod Cypern; jf. i samme retning dommen i sagen Eckle mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 89, præmis 67, hvorefter skadesløsholdelsen i hvert fald principielt kan bestå i, at straffen nedsættes. Jf. endvidere punkt 119-123 i Venedigkommissionens analyse nr. 316/2004, nævnt ovenfor i fodnote 97.

---

100 –      EMRD’s dom af 21.6.1983, sag 8130/78, Eckle mod Tyskland (artikel 50), Series A, nr. 65, præmis 24.

---

101 –      Dom afsagt af EMRD (Store Afdeling) den 23.11.2006, sag 73053/01, Jussila mod Finland, præmis 43.

---

102 –      Jf. i denne retning også artikel 41 i EMRK.

---

103 –      Domstolen har i en række nyere domme fremhævet behovet for at sikre en effektiv gennemførelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF (tidligere artikel 81 EF og 82 EF), heriblandt dom af 11.6.2009, sag C-429/07, X BV, Sml. I, s. 4833, præmis 33-35, og af 7.12.2010, sag C-439/08, VEBIC, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, navnlig præmis 59 og 61.

---

104 –      Dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 194. Jf. i samme retning vedrørende straffesager generelt punkt 228-232 i Venedigkommissionens analyse, nævnt ovenfor i fodnote 97. Venedigkommissionen understregede i punkt 240, at frikendelse og henlæggelse af straffesager bør være undtagelsen (»[a]cquittal and discontinuance of the proceedings should be only applied in exceptional cases«).

---

105 –      Dommen i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 194.

---

106 –      Generaladvokat Bots forslag til afgørelse af 31.3.2009 i sagen Der Grüne Punkt, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 305 og 306. Domstolen tilsluttede sig udtrykkeligt generaladvokatens holdning i dommens præmis 194.

---

107 –      Jf. punkt 88 og fodnote 92 i dette forslag til afgørelse.

---

108 –      Præmis 114-116 i den appellerede dom.

---

109 –      Dom af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 80, og dommen i sagen Gogos mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 92, præmis 35.

---

110 –      Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 47-49, dommen i sagen Wunenburger mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 109, præmis 66, Sumitomo-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 38, og dommen i sagen Kommissionen mod Schneider Electric, nævnt ovenfor i fodnote 92, præmis 103.

---

111 –      Denne tankegang kom allerede til udtryk i FEG-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 45-49, og TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 50-54, hvoraf det fremgår, at Retten skal tage hensyn til, hvordan varigheden af alle faser af den administrative procedure kan have påvirket den berørte virksomheds muligheder for at forsvare sig.

---

112 –      Præmis 115 og 116 i den appellerede dom.

---

113 –      Præmis 118-121 i den appellerede dom (det fremgår navnlig klart af den indledende præmis 118, at der er tale om den tidligere retslige procedure vedrørende beslutning 91/298).

---

114 –      Jf. herved artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten og artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), i Domstolens procesreglement samt Aalborg Portland-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 35, præmis 50, dom af 25.10.2007, sag C-167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 141, præmis 41, og af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 16.

---

115 –      Jf. punkt 28 i dette forslag til afgørelse vedrørende artikel 6 i EMRK og artikel 6, stk. 1, TEU.

---

116 –      Dom af 18.1.2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 37, og af 22.11.2007, sag C-260/05 P, Sniace mod Kommissionen, Sml. I, s. 10005, præmis 37, samt dommen i sagen Lafarge mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 114, præmis 17.

---

117 –      I den franske originaltekst: »La requérante estime dès lors que le dépassement manifeste du délai raisonnable dans la présente procédure […] ne peut qu’entraîner l’annulation pure et simple de la décision attaquée […]« (punkt 89 i stævningen for Retten, nævnt i punkt 47 i Solvays appelskrift).

---

118 –      Punkt 209 i stævningen ved første instans (der er citeret i uddrag i punkt 49 i Solvays appelskrift) har følgende ordlyd: »[S]i, par impossible, le Tribunal devait rejeter l’ensemble des moyens d’annulation développés par la requérante, la requérante invite le Tribunal à prendre en compte […] l’ensemble des considérations présentées dans la présente requête au titre des moyens d’annulation dans son appréciation de la nécessité d’infliger une amende à la requérante et du montant de celle-ci […]«

---

119 –      Jf. punkt 21 og 24 i dette forslag til afgørelse.

---

120 –      Præmis 49 i den appellerede dom.

---

121 –      Præmis 296-303 i den appellerede dom.

---

122 –      Jf. punkt 21 og 65 i dette forslag til afgørelse.

---

123 –      Jf. punkt 54-70 i dette forslag til afgørelse.

---

124 –      Jf. punkt 80 og fodnote 85 i dette forslag til afgørelse.

---

125 –      Dom af 6.4.2000 i sagen Kommissionen mod Solvay, nævnt ovenfor i fodnote 2.

---

126 –      Jf. den kronologiske oversigt i punkt 11 i dette forslag til afgørelse.

---

127 –      Dette gjorde Solvay med rette opmærksom på allerede under sagen i første instans (jf. præmis 93 i den appellerede dom). I PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, navnlig præmis 204 og 205, lod Domstolen dette spørgsmål stå åbent, fordi appellanten ikke havde fremført et sådant klagepunkt.

---

128 –      Domstolen afsagde dom i sagen Kommissionen mod Solvay, nævnt ovenfor i fodnote 2, i april 2000.

---

129 –      Jf. punkt 81 i dette forslag til afgørelse.

---

130 –      Jf. vedrørende varigheden af proceduren for Retten i sag T-58/01 og vurderingen af den samlede sagsbehandlingstid punkt 176-189 i dette forslag til afgørelse.

---

131 –      Jf. punkt 92-106 i dette forslag til afgørelse.

---

132 –      FEG-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 56-60, og TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 64, 67 og 69.

---

133 –      TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 69, og FEG-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 56.

---

134 –      FEG-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 57 og 58, og TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 64-69.

---

135 –      Jf. punkt 21 og 31-49 i dette forslag til afgørelse.

---

136 –      Præmis 49 i den appellerede dom.

---

137 –      Jf. punkt 15-163 i afsnit IV af dette forslag til afgørelse.

---

138 –      Jf. herved punkt 135 i dette forslag til afgørelse.

---

139 –      Jf. herved punkt 139-163 i dette forslag til afgørelse.

---

140 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 48, 141 og 142.

---

141 –      Der Grüne Punkt-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 195.

---

142 –      Dom af 1.6.1999, sag C-126/97, Eco Swiss, Sml. I, s. 3055, præmis 36, og af 20.9.2001, sag C-453/99, Courage og Crehan, Sml. I, s. 6297, præmis 20.

---

143 –      Jf. herved den retspraksis, der er nævnt ovenfor i fodnote 103.

---

144 –      Jf. herved generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse af 10.2.2011 i den verserende sag C-272/09 P, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, navnlig punkt 64, generaladvokat Bots forslag til afgørelse af 26.10.2010 i de verserende forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, navnlig punkt 41, og den verserende sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, navnlig punkt 49, samt mit forslag til afgørelse af 3.7.2007 i sag C-280/06, ETI m.fl., dom af 11.12.2007, Sml. I, s. 10893, punkt 71, og af 23.4.2009 i sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, punkt 39; jf. i samme retning mit forslag til afgørelse af 8.9.2005 i FEG-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 108, og TU-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 100.

---

145 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, navnlig præmis 48. Det skal indskydes, at Kommissionen i visse tilfælde selv har valgt at nedsætte bøden, når den har konkluderet, at den administrative procedure ved Kommissionen har varet uforholdsmæssigt længe (jf. herved FEG-dommen og TU-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 9).

---

146 –      Jf. herved punkt 104 og 105 i dette forslag til afgørelse.

---

147 –      Jf. i denne retning Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, navnlig præmis 141.

---

148 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 48 og 142.

---

149 –      For fremtiden artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

---

150 –      Jf. punkt 80 i dette forslag til afgørelse.

---

151 –      Jf. navnlig punkt 81-81 i dette forslag til afgørelse.

---

152 –      Jf. den kronologiske oversigt i punkt 11 i dette forslag til afgørelse.

---

153 –      Jf. punkt 147-151 i dette forslag til afgørelse.

---

154 –      Eftersom processproget er fransk, var alle parternes skriftlige indlæg affattet på det sprog, som forhandlingerne i forbindelse med den appellerede dom foregik på. Der var alene et begrænset behov for oversættelse i forbindelse med den meddelelse, der skulle offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (jf. artikel 24, stk. 6, i Domstolens procesreglement) ved begyndelsen af den retslige procedure. Ved afslutningen af proceduren i første instans skulle den appellerede dom oversættes med henblik på offentliggørelse, men det forhindrede ikke Retten i at forkynde og fremsende dommen på processproget, så snart forhandlingerne var afsluttet.

---

155 –      Præmis 40-50 i den appellerede dom.

---

156 –      Den 19.12.2003 anmodede Retten Kommissionen om at fremlægge en udførlig fortegnelse over alle de dokumenter, der indgik i den administrative procedure. Den 14.4.2005 fik Solvay indsigt i de sagsakter, Kommissionen havde fremlagt, på Rettens Justitskontor (præmis 40 og 50 i den appellerede dom). Såfremt perioden indtil 18.11.2005, hvor Kommissionen fremsatte sine bemærkninger om, hvorvidt Solvay kunne anvende de pågældende sagsakter til sit forsvar, medregnes, forløb der næsten to år.

---

157 –      Kommissionen fremsatte sine bemærkninger den 17.11.2005, og den mundtlige forhandling blev indledt i maj 2008 (præmis 51 og 55 i den appellerede dom).

---

158 –      Til sammenligning fandt Domstolen i Baustahlgewebe-sagen, hvor Retten havde forenet 11 konnekse sager med henblik på den mundtlige forhandling, at princippet om en rimelig sagsbehandlingstid var tilsidesat, fordi der under sagen i første instans var medgået 32 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling og til beslutningen om at indlede den mundtlige forhandling, og idet der var medgået 22 måneder fra afslutningen af den mundtlige forhandling til afsigelsen af Rettens dom (Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 45 og 46).

---

159 –      Jf. herved mit forslag til afgørelse af 4.3.2010 i sagen Gogos mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 92, punkt 88.

---

160 –      Dom afsagt af EMRD (Store Afdeling) den 17.12.2004, sag 49017/99, Pedersen og Baadsgaard mod Danmark, Report of Judgments and Decisions 2004-XI, præmis 44; jf. i samme retning EMRD’s dom af 16.7.1971 i sagen Ringeisen mod Østrig, Series A, nr. 13, præmis 110, og af 22.5.1998 i sagen Hozee mod Nederlandene, Report of Judgments and Decisions 1998-III, præmis 43.

---

161 –      PVC II-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 182; jf. mere generelt mit forslag til afgørelse af 8.12.2005 i FEG-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 108-112, og TU-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 100-104.

---

162 –      EMRD’s dom af 28.6.1978, sag 6232/73, König mod Tyskland, Series A, nr. 27, præmis 98, og dommen i sagen Eckle mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 89, præmis 76.

---

163 –      Forældelsesfristen er på fem år regnet fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt, og afbrydes ved alle skridt, der foretages med henblik på at undersøge eller forfølge denne overtrædelse. Adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner forældes definitivt den dag, hvor der er forløbet et tidsrum svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller en tvangsbøde. Forældelsen af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner suspenderes dog, så længe en sag om Kommissionens beslutning verserer for EU-Domstolen. Jf. generelt artikel 1-3 i Rådets forordning (EØF) nr. 2988/74 af 26.11.1974 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1). Artikel 25 i forordning nr. 1/2003 er trådt i stedet for denne bestemmelse. Generaladvokat Bot beskrev en række problemer i forbindelse med forældelse og suspension af forældelse under retssager i sit forslag til afgørelse i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 144, navnlig punkt 66-81 og 245-251, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 144, navnlig punkt 177-212.

---

164 –      Jf. mit forslag til afgørelse i FEG-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 111, og TU-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 83, punkt 103.

---

165 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 48 og 142.

---

166 –      Baustahlgewebe-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 83, præmis 141 og 142.

---

167 –      EMRD’s dom i sagen Dželili mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 99, præmis 103, og dommen i sagen Ommer mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 98, præmis 50.

---

168 –      Jf. punkt 147-151 og 179 i dette forslag til afgørelse.

---

169 –      Jf. punkt 180-184 i dette forslag til afgørelse.

---

170 –      Jf. punkt 186 og 187 i dette forslag til afgørelse.

---

171 –      Jf. i denne retning EMRD’s dom i sagen Eckle mod Tyskland (artikel 50), nævnt ovenfor i fodnote 100, præmis 24.

---

172 –      62. betragtning til den anfægtede beslutning. Retten bekræftede, at Solvays deltagelse i det pågældende kartel måtte kvalificeres som »alvorlig« (præmis 276 og 286 i den appellerede dom). Denne del af den appellerede dom har Solvay ikke anfægtet i forbindelse med appelsagen.

---

173 –      Jf. herved navnlig punkt 135 og 163 i dette forslag til afgørelse.