EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0096

2010/96/FUSP: Rådets afgørelse 2010/96/FUSP af 15. februar 2010 om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker

EUT L 44 af 19.2.2010, p. 16–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 12/12/2022

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/96(1)/oj

19.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 44/16


RÅDETS AFGØRELSE 2010/96/FUSP

af 15. februar 2010

om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 43.stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I resolution 1872 (2009) om situationen i Somalia, der blev vedtaget den 26. maj 2009, understregede FN's Sikkerhedsråd (UNSC) betydningen af at genoprette, uddanne, udstyre og fastholde somaliske sikkerhedsstyrker og opfordrede indtrængende medlemsstaterne og regionale og internationale organisationer til at yde teknisk bistand til uddannelse og udstyring af de somaliske sikkerhedsstyrker. I resolution 1897 (2009), der blev vedtaget den 30. november 2009, mindede UNSC om sine tidligere resolutioner og bekræftede, at det respekterer Somalias suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og enhed.

(2)

I sine konklusioner af 27. juli 2009 besluttede Rådet at optrappe engagementet i at fremme fred og udvikling i Somalia. Med henblik herpå undersøgte Rådet mulighederne for, at Unionen bidrager til den internationale indsats, herunder på sikkerhedsområdet.

(3)

I sine konklusioner af 17. november 2009 erklærede Rådet, at yderligere EU-støtte til sikkerhedssektoren i Somalia bør overvejes som led i en samlet EU-tilgang til situationen i Somalia, og at denne støtte bør være en del af en større og sammenhængende ramme omkring tæt samarbejde og samordning mellem EU og Den Afrikanske Union, De Forenede Nationer og andre relevante partnere, navnlig Amerikas Forenede Stater. Med hensyn til Den Afrikanske Union understregede Rådet endvidere betydningen af den rolle, som Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom) spiller.

(4)

Den 17. november 2009 godkendte Rådet et krisestyringskoncept om en eventuel europæisk sikkerheds- og forsvarsmission for at bidrage til uddannelsen af sikkerhedsstyrker under Somalias føderale overgangsregering og anmodede om yderligere planlægning. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) udpegede efterfølgende en planlægningsmyndighed.

(5)

Ved skrivelser af henholdsvis 18. november 2009 og 23. januar 2010 udtrykte Somalias føderale overgangsregering sin anerkendelse af Unionens bestræbelser på at koordinere uddannelsen af de somaliske sikkerhedsstyrker og dens arbejde for fred og stabilitet i Somalia og forsikrede Unionen om, at den var fuldt rede til at bære sin del af ansvaret for rekruttering, uddannelse, og fastholdelse af rekrutter, og den understregede også sit engagement i en bredere sikkerhedssektorpolitik i Somalia.

(6)

Ved skrivelse af 30. november 2009 hilste Den Afrikanske Unions særlige repræsentant for Somalia på vegne af Kommissionen for Den Afrikanske Union EU's positive overvejelser vedrørende uddannelse af over 2 000 somaliske sikkerhedsstyrker velkommen.

(7)

Den 8. december 2009 fastlagde Rådet en militær strategisk option for den eventuelle EU militærmission.

(8)

I sin rapport til UNSC den 31. december 2009 henviste FN's Generalsekretær til krisestyringskonceptet om en eventuel mission under den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik til støtte for uddannelsen af de somaliske sikkerhedsstyrker og understregede, at EU's instruktører, når EU's planlægning for gennemførelsen af uddannelsen er gennemført, vil forventes at følge de harmoniserede og godkendte undervisningsplaner.

(9)

Ved skrivelse af 5. januar 2010 hilste Ugandas forsvarsminister det velkommen, at Unionen påtænker at gennemføre en mission til støtte for den somaliske sikkerhedssektor, og anmodede Unionen om at deltage i uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker i Uganda i en periode på mindst et år.

(10)

Den 20. januar 2010 tilbød Unionen Somalias føderale overgangsregering at bidrage til uddannelsen af de somaliske sikkerhedsstyrker.

(11)

I sine konklusioner af 25. januar 2010 vedtog Rådet at oprette en EU militærmission, der skal bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker i Uganda, hvor der allerede uddannes somaliske styrker. Missionen vil også gøre det lettere at koordinere handling fra EU's side med Amisom. Rådet vedtog desuden, at EU-militærmissionen vil blive indledt med næste hold til træning, der skal begynde i foråret 2010, og at den vil blive gennemført i tæt samordning med partnere, herunder Somalias føderale overgangsregering, Uganda, Den Afrikanske Union, De Forenede Nationer og Amerikas Forenede Nationer. Rådet erkendte, at det er nødvendigt at gennemføre denne uddannelse som led i en bredere international indsats, og den bør bl.a. omfatte sikkerhedsundersøgelse af dem, der skal uddannes, overvågning og vejledning af styrkerne, når de er tilbage i Mogadishu, og finansiering og betaling af soldaternes løn.

(12)

PSC bør under ansvar af Rådet og af HR varetage den politiske kontrol med EU-militærmissionen, stå for den strategiske ledelse og træffe de nødvendige afgørelser i overensstemmelse med artikel 38, tredje afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(13)

Det er nødvendigt at forhandle og indgå internationale aftaler om tredjestaters deltagelse i EU-missioner og om status for EU-enhederne og deres personel.

(14)

Aktionsudgifterne i forbindelse med denne afgørelse, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, bør afholdes af medlemsstaterne i henhold til artikel 41, stk. 2, i TEU og i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2008/975/FUSP af 18. december 2008 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) (1) (i det følgende benævnt »Athena«).

(15)

I henhold til artikel 28, stk. 1, i TEU skal Rådets afgørelser angive de midler, der skal stilles til rådighed for Unionen. Det finansielle referencegrundlag for en periode på 12 måneder for de fælles udgifter til EU-militærmissionen er udtryk for det bedste skøn på nuværende tidspunkt og foregriber ikke de beløb, som fastlægges i det endelige budget i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Athena.

(16)

I medfør af artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager derfor ikke i finansieringen af denne mission —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Mission

1.   Unionen gennemfører en militær uddannelsesmission (i det følgende benævnt »EUTM Somalia«) for at bidrage til styrkelsen af Somalias føderale overgangsregering, så den kan fungere som en regering til gavn for Somalias borgere. Målet med EU's militærmission er navnlig at bidrage til et omfattende og bæredygtigt perspektiv for udviklingen af den somaliske sikkerhedssektor ved at styrke de somaliske sikkerhedsstyrker gennem specifik militæruddannelse og støtte til den uddannelse, som Uganda leverer, af 2 000 somaliske rekrutter op til og med delingsniveau, herunder den nødvendige modul- og specialuddannelse for officerer og underofficerer. EU-militærmissionen skal operere i tæt samarbejde og samordning med det internationale samfunds øvrige aktører, navnlig De Forenede Nationer, Den Afrikanske Unions mission i Afrika (Amisom) og Amerikas Forenede Stater.

2.   EU's militæruddannelse, der foregår i det regi, finder fortrinsvis sted i Uganda i overensstemmelse med de politiske mål for EU-missionen for at bidrage til uddannelsen af de somaliske sikkerhedsstyrker som defineret i krisestyringskonceptet, der blev godkendt af Rådet den 17. november 2009. Et af denne EU-militærmissions elementer placeres desuden i Nairobi.

Artikel 2

Udnævnelse af den øverstbefalende for EU-missionen

1.   Oberst Ricardo GONZÁLEZ ELUL udnævnes hermed til øverstbefalende for EU-missionen.

2.   Den øverstbefalende for EU-missionen varetager samme opgaver som en øverstbefalende for en EU-operation og en øverstbefalende for en EU-styrke.

Artikel 3

Udpegelse af EU-hovedkvarteret

EU-hovedkvarteret for missionen placeres i Uganda. Det omfatter desuden et forbindelseskontor i Nairobi og en støtteenhed i Bruxelles. Det fungerer både som operativt hovedkvarter og styrkehovedkvarter.

Artikel 4

Planlægning og iværksættelse af missionen

Afgørelsen om iværksættelse af EU-militærmissionen træffes af Rådet efter godkendelse af missionsplanen.

Artikel 5

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   Under ansvar af Rådet og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) udøver Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (»PSC«) den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EU-militærmissionen. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser i overensstemmelse med artikel 38 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Denne bemyndigelse omfatter de nødvendige beføjelser til at ændre planlægningsdokumenterne, herunder missionsplanen og kommandovejen. Den omfatter også de nødvendige beføjelser til at træffe beslutninger om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-missionen. Beslutningskompetencen med hensyn til EU-militærmissonens mål og afslutning forbliver i Rådet.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC modtager med regelmæssige mellemrum rapporter fra formanden for EU's Militærkomité (EUMC) vedrørende gennemførelsen af EU-militærmissionen. PSC kan, i det omfang det er relevant, indkalde den øverstbefalende for EU-missionen til sine møder.

Artikel 6

Militær ledelse

1.   EUMC forestår overvågningen af, at EU-militærmissionen, der gennemføres under ansvar af den øverstbefalende for EU-missionen, udføres korrekt.

2.   EUMC modtager med regelmæssige mellemrum rapporter fra den øverstbefalende for EU-missionen. Den kan, i det omfang det er relevant, indkalde den øverstbefalende for EU-missionen til sine møder.

3.   Formanden for EUMC fungerer som det primære kontaktled til den øverstbefalende for EU-missionen.

Artikel 7

Gennemførelse og sammenhæng i Unionens indsats

1.   HR sikrer, at denne afgørelse gennemføres og er i overensstemmelse med Unionens optræden udadtil som helhed, herunder Unionens udviklingsprogrammer.

2.   Den øverstbefalende for EU-missionen bistår HR med gennemførelsen af denne afgørelse.

Artikel 8

Tredjestaters deltagelse

1.   Uden at dette anfægter Unionens selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme, og i overensstemmelse med de relevante retningslinjer fra Det Europæiske Råd, kan tredjestater opfordres til at deltage i missionen.

2.   Rådet bemyndiger herved PSC til at opfordre tredjestater til at foreslå bidrag og efter henstilling fra den øverstbefalende for EU-missionen og EUMC at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag.

3.   Detaljerede bestemmelser vedrørende tredjestaters deltagelse fastlægges i aftaler, der indgås i henhold til artikel 37 i TEU og efter proceduren i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Hvis Unionen og en tredjestat har indgået en rammeaftale om denne tredjestats deltagelse i Unionens krisestyringsmissioner, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med denne mission.

4.   Tredjestater, der yder væsentlige militære bidrag til EU-militærmissionen har samme rettigheder og forpligtelser i den daglige ledelse af missionen som de medlemsstater, der deltager i missionen.

5.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser om nedsættelse af en bidragyderkomité, hvis tredjestater yder væsentlige militære bidrag.

Artikel 9

Det EU-ledede personels status

Status for EU-ledede enheder og deres personel, herunder privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for gennemførelsen og den uhindrede afvikling af missionen, kan fastlægges i en aftale, der indgås i overensstemmelse med artikel 37 i TEU og efter proceduren i artikel 218, stk. 3, i TEUF.

Artikel 10

Finansielle ordninger

1.   De fælles udgifter til EU-militærmissionen administreres i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2008/975/FUSP af 18. december 2008 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) (2) (»Athena«).

2.   Det finansielle referencegrundlag for de fælles udgifter til EU-militærmissionen beløber sig til 4,8 mio. EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 32, stk. 3, i Athena, er 60 %.

Artikel 11

Videregivelse af oplysninger til tredjeparter

1.   HR bemyndiges hermed til at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter, der er fremstillet med henblik på EU-militærmissionen, til De Forenede Nationer (FN), Den Afrikanske Union (AU), Amisom og andre tredjeparter, der er inddraget i denne afgørelse, op til den klassifikationsgrad, der er relevant for hver af dem, og i overensstemmelse med Rådets sikkerhedsforskrifter (3).

2.   HR bemyndiges hermed til at videregive ikke-klassificerede EU-dokumenter vedrørende Rådets forhandlinger om EU-militærmissionen, som i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (4) er omfattet af tavshedspligt, til FN, AU, Amisom og andre tredjeparter, der er inddraget i denne afgørelse.

Artikel 12

Ikrafttræden og afslutning

1.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

2.   EU-militærmissionen afsluttes i 2011 efter to sammenhængende uddannelsesperioder på seks måneder.

3.   Denne afgørelse ophæves fra den dato, hvor EU-hovedkvarteret, forbindelseskontoret i Nairobi og støtteenheden i Bruxelles i overensstemmelse med de planer, der er godkendt for så vidt angår EU-militærmissionens afslutning, afvikles, jf. dog de procedurer, der er fastlagt i ATHENA vedrørende EU militærmissionens revision og regnskabsaflæggelse.

Artikel 13

Offentliggørelse

1.   Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   PSC's afgørelser om udnævnelse af en øverstbefalende for EU-missionen, om accept af bidrag fra tredjestater samt om oprettelse af en bidragyderkomité offentliggøres ligeledes i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2010.

På Rådets vegne

Á. GABILONDO

Formand


(1)  EUT L 345 af 23.12.2008, s. 96.

(2)  EUT L 345 af 23.12.2008, s. 96.

(3)  Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19.3.2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse 2009/937/EU af 1.12.2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35).


Top