1.

Europa-Kommissionen har udsendt en meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne i EU's medlemsstater (2). Denne ikke-bindende retsakt indeholder de principper og regler, Europa-Kommissionen følger på statsstøtteområdet. Den beskriver også, hvordan samarbejdet mellem Europa-Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater skal foregå.

2.

EFTA-Tilsynsmyndigheden (»Tilsynsmyndigheden«) finder, at den ovennævnte meddelelse er relevant for EØS. For at bevare lige konkurrencevilkår og sikre en ensartet anvendelse af EØS’ statsstøtteregler overalt i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde vedtager Tilsynsmyndigheden derfor dette kapitel under fuld hensyntagen til de nationale domstoles uafhængighed i EFTA-staterne.

3.

Tilsynsmyndigheden er fast besluttet på at skride ind over for al ulovlig og uforenelig statsstøtte. Til trods for, at en egentlig privat håndhævelse ved de nationale domstole hidtil kun har spillet en forholdsvis begrænset rolle på statsstøtteområdet, mener Tilsynsmyndigheden, at private sagsanlæg kan være forbundet med betydelige fordele for statsstøttepolitikken. Søgsmål ved de nationale domstole giver tredjeparter mulighed for at behandle og løse mange statsstøtterelaterede spørgsmål direkte på nationalt plan. Ved overtrædelser af statsstøttereglerne kan de nationale domstole desuden iværksætte meget effektive forholdsregler til fordel for sagsøgerne. Dette kan igen bidrage til at styrke den generelle statsstøttedisciplin.

4.

Hovedformålet med dette kapitel er at informere de nationale domstole og andre interesserede om de retsmidler, der er adgang til i tilfælde af en overtrædelse af statsstøttereglerne, og give dem nogle retningslinjer for den praktiske anvendelse af disse regler. Desuden søger Tilsynsmyndigheden at udbygge samarbejdet med de nationale domstole ved at indføre mere praktiske redskaber, der kan støtte de nationale dommere i deres daglige arbejde.

5.

Dette kapitel erstatter kapitlet i EFTA-Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer om samarbejdet mellem nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden på statsstøtteområdet (3) uden at foregribe den fortolkning af EØS-aftalen og de gældende bestemmelser, som EFTA-Domstolen måtte anlægge.

6.

Det første spørgsmål, som nationale domstole og potentielle sagsøgere skal tage stilling til, er, om den konkrete foranstaltning rent faktisk udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61.

7.

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, omhandler »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter«.

8.

Statsstøttebegrebet dækker ikke kun statslige subsidier (4). Det omfatter også bl.a. skattelettelser og investeringer foretaget med offentlige midler under omstændigheder, hvor en privat investor ikke ville have medvirket (5). Om støtten ydes direkte af staten eller af offentlige eller private organer oprettet eller udpeget af staten til at forvalte støtten, er uden betydning i den henseende (6). Men for at offentlig støtte skal kunne betragtes som statsstøtte, skal støtten begunstige bestemte virksomheder eller produktion af bestemte varer (»selektivitet«) og dermed adskille sig fra generelle foranstaltninger, som EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ikke finder anvendelse på (7). Desuden skal støtten fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, og den skal påvirke samhandelen mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen (8).

9.

Spørgsmålet om, hvorvidt visse foranstaltninger udgør statsstøtte, er ofte blevet behandlet af EFTA-Domstolen og Det Europæiske Fællesskabs retsinstanser (9) samt i de beslutninger, Tilsynsmyndigheden og Europa-Kommissionen har truffet. Desuden har Tilsynsmyndigheden udsendt udførlige retningslinjer for en række komplekse spørgsmål, f.eks. anvendelsen af det private investorprincip (10) og det private kreditorprincip (11), betingelserne for, at statsgarantier skal betragtes som statsstøtte (12), behandlingen af offentligt salg af jord (13), eksportkreditforsikring (14), direkte beskatning af virksomhederne (15), risikokapitalinvesteringer (16) og statsstøtte til forskning, udvikling og innovation (17). Desuden er Kommissionens forordning om statsstøtte under de minimis-tærsklerne (18) blevet inkorporeret i EØS-aftalen. Nationale domstole og potentielle sagsøgere kan finde værdifulde oplysninger om statsstøttebegrebet i EFTA-Domstolens og EF-Domstolens retspraksis samt i de retningslinjer, Tilsynsmyndigheden har udsendt, og i dens beslutningspraksis.

10.

I tilfælde af tvivl om, hvorvidt der foreligger statsstøtte, kan de nationale domstole anmode Tilsynsmyndigheden om en udtalelse i henhold til afsnit 2 i dette kapitel. Dette indskrænker ikke de nationale domstoles mulighed for at indhente en vejledende udtalelse fra EFTA-Domstolen i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34.

11.

Ifølge sidste punktum i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen må EFTA-staterne ikke gennemføre statsstøtteforanstaltninger uden Tilsynsmyndighedens forudgående godkendelse (standstill-klausulen):

»EFTA-Tilsynsmyndigheden skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Er EFTA-Tilsynsmyndigheden af den opfattelse, at det påtænkte er uforeneligt med EØS-aftalens funktion i henhold til EØS-aftalens artikel 61, iværksætter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte procedure. Den pågældende stat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte procedure har ført til endelig beslutning« (19).

12.

Der er imidlertid en række omstændigheder, hvor statsstøtte kan gennemføres lovligt uden Tilsynsmyndighedens forudgående godkendelse:

13.

Nationale søgsmål i statsstøttesager vedrører undertiden anvendelsen af en gruppefritagelsesforordning og/eller en eksisterende eller godkendt støtteordning. Når sagen drejer sig om, hvorvidt forordningen eller en støtteordning finder anvendelse, kan den nationale domstol kun tage stilling til, om alle forordningens eller ordningens betingelser er opfyldt. Hvis det ikke er tilfældet, kan den ikke tage stilling til en støtteforanstaltnings forenelighed, for det kan alene Tilsynsmyndigheden (23).

14.

Hvis den nationale domstol skal afgøre, om foranstaltningen falder ind under en godkendt støtteordning, kan den kun undersøge, om alle betingelserne i godkendelsesbeslutningen er opfyldt. Hvis de spørgsmål, der rejses på nationalt plan, drejer sig om gyldigheden af en beslutning truffet af Tilsynsmyndigheden, bør den nationale domstol følge den procedure, der er fastlagt i tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34 (24). Gyldigheden af en beslutning truffet af Tilsynsmyndigheden kan imidlertid ikke anfægtes ved at indhente en rådgivende udtalelse fra EFTA-Domstolen, hvis sagsøgeren helt klart kunne have anfægtet beslutningen ved EFTA-Domstolen i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 36, men ikke har gjort det (25).

15.

Den nationale domstol kan anmode Tilsynsmyndigheden om en udtalelse i henhold til afsnit 2 i dette kapitel, hvis den nærer tvivl med hensyn til anvendelsen af den generelle gruppefritagelsesforordning eller en eksisterende eller godkendt støtteordning.

16.

Såvel de nationale domstole som Tilsynsmyndigheden spiller en vigtig rolle for håndhævelsen af statsstøttereglerne, om end disse roller er forskellige (26).

17.

Det er Tilsynsmyndighedens primære opgave at undersøge, om de foreslåede støtteforanstaltninger er forenelige med EØS-aftalen, på grundlag af de kriterier, der er fastsat i aftalens artikel 61, stk. 2 og 3. Tilsynsmyndigheden er enekompetent til at foretage denne vurdering af foreneligheden, under forbehold af EFTA-Domstolens prøvelsesret. De nationale domstole har ikke beføjelse til at erklære en statsstøtteforanstaltning forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 og 3 (27).

18.

Den nationale domstols rolle afhænger af den pågældende støtteforanstaltning og af, om denne er behørigt anmeldt til og godkendt af Tilsynsmyndigheden:

19.

Når nationale domstole skal tilgodese privatpersoners interesser, skal de tage fuldt hensyn til nøvendigheden af at håndhæve bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen og til EØS-markedets interesser.

20.

De nationale domstoles rolle i ovennævnte situationer er beskrevet mere udførligt i afsnit 1.2 og 1.3 i dette kapitel.

21.

Ifølge EF-Domstolens retspraksis giver standstill-klausulen i EF-traktatens artikel 88, stk. 3, som afspejles i sidste punktum i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, berørte parter (f.eks. støttemodtagerens konkurrenter) direkte og effektive individuelle rettigheder (30). Disse berørte parter kan gøre deres rettigheder gældende ved at anlægge sag ved kompetente nationale domstole mod den støtteydende EU-medlemsstat. Behandlingen af sådanne retssager og dermed beskyttelse af konkurrenternes rettigheder efter EF-traktatens artikel 88, stk. 3, er en af de nationale domstoles vigtigste opgaver på statsstøtteområdet.

22.

De nationale domstole i EFTA-staterne har samme funktion. I EFTA-staterne er EØS-rettens interne virkninger imidlertid underlagt forfatningsretten, jf. protokol 35 til EØS-aftalen. Ifølge protokol 35 har EFTA-staterne pligt til, om fornødent ved at fastsætte en lovbestemmelse herom, at garantere, at EØS-reglerne har forrang i tilfælde af konflikt mellem gennemførte EØS-regler og andre lovbestemmelser. Ifølge EFTA-Domstolen skal enkeltpersoner og erhvervsdrivende på nationalt plan kunne gøre alle rettigheder, som bestemmelserne i EØS-retten (31) afføder, gældende som bestemmelser, der udgør en del af eller er blevet indføjet i den respektive nationale retsorden, hvis de er ubetingede og tilstrækkeligt præcise (32). Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse og i overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis angående samme bestemmelse i EF-traktatens artikel 88, stk. 3, opfylder artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen det implicitte kriterium i protokol 35 til EØS-aftalen om, at bestemmelsen skal være ubetinget og tilstrækkelig præcis.

23.

At sidste punktum i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen er blevet inkorporeret i EFTA-staternes retsorden (33), giver berørte parter mulighed for at anlægge sag ved de nationale domstole mod en tilsidesættelse af standstill-klausulen. En national domstol bør derfor udnytte alle de midler, den råder over, og anvende alle relevante bestemmelser i den nationale ret til at håndhæve den nationale lov, der er vedtaget til gennemførelse af sidste punktum i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (34).

24.

At de nationale domstole spiller en væsentlig rolle i denne forbindelse, skyldes også, at Tilsynsmyndighedens egne beføjelser til at beskytte konkurrenter og andre tredjeparter mod ulovlig støtte er begrænsede. I særdeleshed kan Tilsynsmyndigheden ikke vedtage en endelig tilbagesøgningsbeslutning, blot fordi støtten ikke blev anmeldt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (35). Tilsynsmyndigheden skal derfor foretage en udførlig vurdering af foranstaltningens forenelighed, uanset om standstill-forpligtelsen er overholdt eller ej (36). Denne vurdering kan være meget tidskrævende, og Tilsynsmyndighedens beføjelser til at udstede foreløbige tilbagesøgningspåbud er underlagt meget strenge retlige krav (37).

25.

Som følge heraf er søgsmål ved nationale domstole en vigtigt klageadgang for konkurrenter og andre tredjeparter, der er berørt af ulovlig statsstøtte. De retsmidler, der findes ved de nationale domstole, omfatter følgende:

26.

Hvert af disse retsmidler er beskrevet mere udførligt i afsnit 1.2.1-1.2.6 i dette kapitel.

27.

De nationale domstole er forpligtet til at beskytte rettighederne for borgere, der er berørt af overtrædelser af standstill-klausulen. De nationale domstole skal derfor drage alle de fornødne juridiske konsekvenser i overensstemmelse med national ret, når artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolaftalen er blevet overtrådt (38). De nationale domstoles forpligtelser omfatter imidlertid ikke kun ulovlig statsstøtte, der allerede er udbetalt. De omfatter også tilfælde, hvor en ulovlig udbetaling vil blive foretaget. De nationale domstole skal sikre, at privatpersoners interesser ikke tilsidesættes (39). I tilfælde af en forestående udbetaling af ulovlig støtte har den nationale domstol derfor pligt til at forhindre, at denne udbetaling finder sted.

28.

De nationale domstoles forpligtelse til at forhindre, at en ulovlig støtte udbetales, kan opstå inden for forskellige proceduremæssige rammer, afhængigt af de forskellige typer af søgsmål der findes efter national ret. Sagsøgeren vil meget ofte søge at anfægte gyldigheden af den nationale afgørelse om ydelse af den ulovlige statsstøtte. I sådanne tilfælde vil den logiske konsekvens af, at afgørelsen om støttens tildeling er fundet ugyldig som følge af medlemsstatens tilsidesættelse af traktatens artikel 1, stk. 3, normalt være at forhindre, at den ulovlige støtte udbetales (40).

29.

Når en national domstol stilles over for ulovligt ydet støtte, skal den drage alle retlige konsekvenser deraf i henhold til national ret. Den nationale domstol skal derfor i princippet beordre den ulovlige statsstøtte fuldt tilbagesøgt (41). Et sådant påbud om fuld tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte indgår som en del af den nationale domstols pligt til at beskytte sagsøgers (f.eks. en konkurrents) individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Den nationale domstols tilbagesøgningsforpligtelse er derfor ikke afhængig af, om støtteforanstaltningen er forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 eller 3, eller ej.

30.

Da de nationale domstole skal kræve fuld tilbagebetaling af ulovlig støtte, uanset dens forenelighed, kan tilbagesøgningen foregå hurtigere ved en national domstol end via en klage til Tilsynsmyndigheden. I modsætning til Tilsynsmyndigheden (42) kan og skal den nationale domstol begrænse sig til at afgøre, om foranstaltningen udgør statsstøtte, og om standstill-klausulen finder anvendelse på den.

31.

De nationale domstoles tilbagesøgningsforpligtelse er imidlertid ikke absolut. Ifølge dommen i »SFEI«-sagen (43) kan der forekomme ekstraordinære omstændigheder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at tilbagesøge en ulovlig statsstøtte. De retlige kriterier, der bør lægges til grund i denne forbindelse, bør svare til det, der gælder efter artikel 14 og 15 i Del II i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (44). Med andre ord kan en national domstol ikke undlade at kræve fuld tilbagesøgning af en ulovlig statsstøtte under henvisning til omstændigheder, der ikke er til hinder for at kræve tilbagesøgning. Ved vurderingen heraf vil EFTA-Domstolen lægge meget strenge kriterier til grund (45). I overensstemmelse med de principper, EFTA-Domstolen og EF-Domstolen følger, kan en modtager af ulovlig statsstøtte i princippet ikke påberåbe sig legitime forventninger, når Tilsynsmyndigheden har krævet støtten tilbagesøgt (46). Baggrunden herfor er, at enhver påpasselig erhvervsdrivende vil være i stand til at afklare, om den støtte, vedkommende har modtaget, var blevet anmeldt eller ej (47).

32.

Som begrundelse for, at den nationale domstol ikke kræver tilbagebetaling i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, skal en specifik og konkret omstændighed derfor have skabt en berettiget forventning hos støttemodtagere (48). Dette kan være tilfældet, hvis Tilsynsmyndigheden selv har afgivet præcise løfter om, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte, eller at den ikke er omfattet af standstill-klausulen (49).

33.

I overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis (50) ophører den nationale domstols forpligtelse til at kræve fuld tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte med at bestå, hvis Tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor den nationale domstol træffer afgørelse, allerede har fastslået, at støtten er forenelig med EØS-aftalen. Da formålet med standstill-klausulen er at sikre, at kun forenelig støtte kan gennemføres, kan dette formål ikke længere blive bragt i fare, hvis Tilsynsmyndigheden allerede har fastslået, at støtten er forenelig med EØS-aftalen (51). Den nationale domstols forpligtelse til at beskytte individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen berøres derfor ikke, hvis Tilsynsmyndigheden endnu ikke har truffet en beslutning, uanset om der er indledt en procedure eller ej (52).

34.

Selv om den nationale domstol efter en positiv beslutning fra Tilsynsmyndigheden ikke længere har en EØS-retlig forpligtelse til at kræve fuld tilbagebetaling, kan den fortsat have en tilbagesøgningsforpligtelse i henhold til national ret (53). Når der foreligger en sådan tilbagesøgningsforpligtelse, er dette imidlertid uden betydning for medlemsstatens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten.

35.

Når den nationale domstol har fastslået, at ulovlig støtte er blevet tildelt i strid med artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns-og domstolsaftalen, skal den fastlægge støttens omfang for at beregne det beløb, der skal tilbagesøges. Den nationale domstol vil kunne finde støtte hertil i EFTA-Domstolens og EU-domstolenes retspraksis vedrørende anvendelsen af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og i Tilsynsmyndighedens retningslinjer og beslutningspraksis. Såfremt den nationale domstol støder på vanskeligheder ved beregningen af støttebeløbet, kan den anmode Tilsynsmyndigheden om bistand, som nærmere beskrevet i afsnit 2 i dette kapitel.

36.

Den økonomiske fordel ved ulovlig støtte er ikke begrænset til støttens nominelle beløb. Støttemodtageren opnår derudover en økonomisk fordel som følge af den for tidlige gennemførelse af støtten. Dette skyldes, at såfremt støtten var blevet anmeldt til Tilsynsmyndigheden, havde udbetalingen fundet sted senere (hvis i det hele taget). Derved havde støttemodtageren været nødt til at låne de pågældende midler på kapitalmarkederne og betale renter til markedssatser.

37.

Denne urimelige tidsfordel er grunden til, at artikel 14, stk. 2, i Del II i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen i tilfælde af tilbagebetalingskrav fra Tilsynsmyndigheden ikke kun foreskriver tilbagebetaling af det nominelle støttebeløb, men også betaling af renter fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte blev stillet til modtagerens rådighed, og indtil den reelt er blevet tilbagebetalt. Den rentesats, der skal anvendes i denne forbindelse, er fastsat i Tilsynsmyndighedens afgørelse nr. 195/04/KOL af 14. juli 2004 (54).

38.

I overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis (55) og under hensyn til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen bør nationale domstole kræve den økonomiske fordel, der følger af en for tidlig gennemførelse af støtten (i det følgende benævnt »ulovlighedsrenter«), tilbagesøgt. Det skyldes, at den for tidlige gennemførelse af ulovlig støtte alt efter omstændighederne i det mindste vil undergive konkurrenter de konkurrencemæssige virkninger af støtten på et tidligere tidspunkt, end det ellers ville have været tilfældet. Støttemodtageren har derfor opnået en utilbørlig fordel (56).

39.

Den nationale domstols forpligtelse til at kræve betaling af ulovlighedsrenter kan opstå i to forskellige situationer:

40.

For at opfylde deres forpligtelse til at opkræve ulovlighedsrenter skal de nationale domstole beregne det rentebeløb, der skal betales. Følgende principper gælder i denne henseende:

41.

I tvivlstilfælde kan den nationale domstol anmode Tilsynsmyndigheden om bistand i henhold til afsnit 2 i dette kapitel.

42.

Nationale domstole kan komme ud for at skulle tage stilling til krav om erstatning for tab påført støttemodtagerens konkurrenter og andre tredjeparter som følge af den ulovlige statsstøtte (63). Sådanne erstatningssøgsmål er sædvanligvis rettet mod den myndighed, der har ydet statsstøtten. Denne mulighed kan navnlig have betydning for sagsøgeren, da et vellykket erstatningssøgsmål, i modsætning til søgsmål, der blot tager sigte på tilbagebetaling, giver sagsøgeren en direkte økonomisk kompensation for det lidte tab. Sådanne søgsmål er naturligvis underlagt de nationale retsregler. Tilsynsmyndigheden understreger i den forbindelse, at de nationale domstole bør udnytte alle de midler, de råder over, og anvende alle relevante bestemmelser i den nationale ret til at håndhæve den nationale lov, der er vedtaget til gennemførelse af sidste punktum i artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

43.

Uanset muligheden for at kræve erstatning i henhold til national ret kan tilsidesættelse af standstill-klausulen i princippet give anledning til erstatningskrav baseret direkte på EFTA-Domstolens retspraks (64). EFTA-staterne er erstatningsansvarlige for tab, som er forvoldt borgerne på grund af en tilsidesættelse af forpligtelser, der følger af såvel sekundære EØS-retlige retsakter og EØS-aftalens hoveddel (65). Et sådant erstatningsansvar foreligger, hvis: i) den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, ii) tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og iii) der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af EFTA-statens forpligtelse og de skadelidtes tab (66).

44.

Den første betingelse (EØS-retlig forpligtelse, der tager sigte på at beskytte individuelle rettigheder) vil efter Tilsynsmyndighedens opfattelse være opfyldt, når der er tale om overtrædelser af artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. EFTA-Domstolen har statueret, at en tilsidesat retsregel anses for at tillægge borgerne rettigheder, når denne retsregel er ubetinget og tilstrækkelig præcis (67). Som anført ovenfor under nr. 22, anser Tilsynsmyndigheden dette kriterium for at være opfyldt for artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

45.

Betingelsen om en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EØS-retten vil også generelt være opfyldt med hensyn til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. EFTA-Domstolen har statueret, at dette spørgsmål afhænger af, om en kontraherende part i EØS-aftalen ved udøvelsen af sine lovgivningsbeføjelser helt klart groft har tilsidesat de grænser, der gælder for denne udøvelse. Ved afgørelsen af, om en denne betingelse er opfyldt, skal der tages hensyn til alle de forhold, der gør sig gældende i den konkrete situation. Der skal således bl.a. tages hensyn til, hvor klart og præcist den tilsidesatte regel er formuleret, hvilke skønsbeføjelser denne regel giver de nationale myndigheder, hvorvidt tilsidesættelsen af den og den derved forvoldte skade var forsætlig eller ufrivillig; og om en eventuel retlig fejl var undskyldelig eller ej (68). Med hensyn til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen har EFTA-staternes myndigheder imidlertid ingen skønsbeføjelse til ikke at anmelde statsstøtteforanstaltninger. De er principielt underlagt en absolut forpligtelse til at anmelde alle sådanne foranstaltninger inden gennemførelsen heraf. Selv om EFTA-Domstolen kan tage hensyn til, om den pågældende tilsidesættelse af EØS-retten er undskyldelig (69) i forbindelse med statsstøtte, bør EFTA-staternes myndigheder være fuldt vidende herom og kan normalt ikke gøre gældende, at de ikke havde kendskab til standstill-klausulen. I tvivlstilfælde kan EFTA-staterne altid anmelde foranstaltningen til Tilsynsmyndigheden for derved at opnå retlig sikkerhed (70).

46.

Den tredje betingelse om, at tilsidesættelsen af EFTA-retten skal have påført sagsøgeren et faktisk og reelt økonomisk tab, kan opfyldes på forskellige måder.

47.

Sagsøgeren vil ofte gøre gældende, at støtten direkte forårsagede en tabt fortjeneste. Stillet over for et sådant krav bør den nationale domstol tage hensyn til følgende betragtninger:

48.

Muligheden for at kræve erstatning er principielt uafhængig af en eventuel parallel undersøgelse, som Tilsynsmyndigheden måtte være i gang med at foretage af den samme støtteforanstaltning. En sådan igangværende undersøgelse fritager ikke den nationale domstol for forpligtelsen til at sikre individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (73). Da sagsøgeren i givet fald er i stand til at godtgøre, at vedkommende har lidt tab som følge af den for tidlige gennemførelse af støtten og navnlig som følge af støttemodtagerens ulovlige tidsfordel, er vellykkede erstatningskrav heller ikke udelukket i tilfælde, hvor Tilsynsmyndigheden allerede har godkendt støtten på det tidspunkt, hvor den nationale domstol træffer afgørelse (74).

49.

Nationale procedureregler gør det undertiden muligt for den nationale domstol at basere sig på rimelige skøn med henblik på at fastsætte det faktiske erstatningsbeløb, der skal ydes sagsøgeren. Når det er tilfældet, og forudsat at effektivitetsprincippet (75) overholdes, vil det også være muligt at anvende sådanne skøn i forbindelse med erstatningskrav, som opstår i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i tilsyns- og domstolsaftalen. Dette kan være et nyttigt redskab for nationale domstole, som står over for vanskeligheder med hensyn til beregningen af tab.

50.

De juridiske forudsætninger for erstatningskrav i henhold til EØS-retten og spørgsmål om beregning af tab kan også danne grundlag for anmodninger om bistand fra Tilsynsmyndigheden i henhold til afsnit 2 i dette kapitel.

51.

Som beskrevet ovenfor, har potentielle sagsøgere ret til at rejse erstatningskrav over for den myndighed, der har bevilget statsstøtten. Der kan imidlertid være omstændigheder, hvor sagsøgeren foretrækker at kræve erstatning direkte af støttemodtageren.

52.

Da artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen ikke pålægger støttemodtageren nogen direkte forpligtelser, er der ikke i EØS-retten nogen hjemmel til sådanne krav (76). Dette udelukker imidlertid ikke på nogen måde muligheden for at få medhold i et erstatningssøgsmål mod støttemodtageren på grundlag af den materielle nationale ret. I denne forbindelse må potentielle sagsøgere gøre nationale regler for ansvar uden for kontraktforhold gældende. (77)

53.

De nationale domstoles pligt til at drage de nødvendige retlige konsekvenser af overtrædelser af standstill-klausulen er ikke begrænset til deres endelige afgørelser. Det indgår også som en del af de nationale domstoles rolle i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen at træffe foreløbige forholdsregler, når dette er relevant for at sikre borgernes rettigheder (78) og effektiviteten af artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

54.

De nationale domstoles beføjelse til at træffe foreløbige forholdsregler kan være af central betydning for berørte parter, når der er behov for hurtig afhjælpning. På grund af deres evne til at handle hurtigt over for ulovlig støtte, deres nærhed og de forskellige foranstaltninger, de har til rådighed, har de nationale domstole særdeles gode forudsætninger for at træffe foreløbige forholdsregler i tilfælde, hvor der allerede er eller vil blive udbetalt ulovlig støtte.

55.

De enkleste tilfælde er tilfælde, hvor den ulovlige støtte endnu ikke er blevet udbetalt, men hvor der er risiko for, at sådanne udbetalinger vil blive foretaget under sagen ved den nationale domstol. I sådanne tilfælde kan den nationale domstol på grund af sin forpligtelse til at forhindre overtrædelser af artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (79) være nødt til at træffe en foreløbig forholdsregel, der forhindrer den ulovlige udbetaling, indtil spørgsmålene vedrørende sagens realitet er afklaret.

56.

I tilfælde af, at den ulovlige udbetaling allerede er foretaget, skal de nationale domstole på grundlag af deres rolle i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 sædvanligvis kræve fuld tilbagebetaling (herunder ulovlighedsrenter). På grund af effektivitetsprincippet (80) må den nationale domstol ikke udsætte dette ved uretmæssigt at forsinke sagen. Sådanne forsinkelser vil ikke kun berøre de individuelle rettigheder, som artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 beskytter, men også direkte øge de konkurrenceskadelige virkninger, som skyldes støttens ulovlighed.

57.

På trods af denne generelle forpligtelse kan der imidlertid være omstændigheder, hvor den nationale domstols endelige afgørelse forsinkes. I sådanne tilfælde kræver forpligtelsen til at beskytte de individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, at den nationale domstol træffer de foreløbige forholdsregler, den har mulighed for i henhold til de gældende nationale procedureregler, for i det mindste foreløbigt at bringe de konkurrenceskadelige virkninger af støtten til ophør (»foreløbig tilbagesøgning«) (81). Anvendelsen af de nationale procedureregler i den forbindelse er underlagt kravet om ækvivalens og effektivitet (82).

58.

Når den nationale domstol på grundlag af EFTA-domstolens, EU-domstolenes og Tilsynsmyndighedens praksis er nået til den foreløbige konklusion, at den pågældende foranstaltning involverer ulovlig statsstøtte, mener Tilsynsmyndigheden, at den bedste løsning, afhængigt af den nationale retsplejelov, vil være at stille krav om, at den ulovlige statsstøtte og ulovlighedsrenterne indsættes på en spærret konto, indtil sagens substans er afklaret. I sin endelige afgørelse vil den nationale domstol så enten stille krav om, at midlerne på den spærrede konto tilbagebetales til den myndighed, der har bevilget statsstøtten, hvis ulovligheden bekræftes, eller at midlerne frigives til støttemodtageren.

59.

Foreløbig tilbagesøgning kan desuden være et meget effektivt instrument i tilfælde, hvor sagen ved den nationale domstol behandles parallelt med Tilsynsmyndighedens undersøgelse (83). Tilsynsmyndighedens igangværende undersøgelse fritager ikke den nationale ret for dens forpligtelse til at beskytte individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (84). Den nationale domstol må derfor ikke bare suspendere sin egen sag, indtil Tilsynsmyndigheden har truffet afgørelse, og i mellemtiden undlade at beskytte sagsøgerens rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Såfremt den nationale domstol ønsker at afvente resultatet af Tilsynsmyndighedens vurdering af foreneligheden, inden den endeligt og uigenkaldeligt kræver tilbagebetaling, bør den derfor træffe passende foreløbige forholdsregler. Også i denne forbindelse synes det at være en hensigtsmæssig løsning at stille krav om, at midlerne indsættes på en spærret konto. I tilfælde, hvor:

60.

De nationale domstole kan også blive stillet over for statsstøttespørgsmål i tilfælde, hvor Tilsynsmyndigheden allerede har stillet krav om tilbagesøgning. Selv om de fleste tilfælde vil være sager med påstand om annullation af et nationalt tilbagebetalingskrav, kan tredjeparter også kræve erstatning fra de nationale myndigheder for ikke at gennemføre en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Tilsynsmyndigheden.

61.

I henhold til artikel 14, stk. 3, i Del II i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen skal EFTA-staterne omgående gennemføre tilbagesøgningsbeslutninger. Tilbagesøgningen sker i overensstemmelse med gældende procedurer i national ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af beslutningen om tilbagesøgning. Såfremt en national procedureregel forhindrer omgående og/eller effektiv tilbagesøgning, skal den nationale domstol undlade at anvende denne bestemmelse (88).

62.

Gyldigheden af tilbagebetalingskrav udstedt af nationale myndigheder med henblik på gennemførelse af en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Tilsynsmyndigheden kan anfægtes ved en national domstol. Reglerne for sådanne søgsmål er anført udførligt i kapitlet om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte i EFTA-Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer (89), hvis grundprincipper opsummeres nedenfor.

63.

I særdeleshed kan nationale domstole ikke anfægte gyldigheden af Tilsynsmyndighedens tilgrundliggende beslutninger, såfremt sagsøgeren kunne have anfægtet denne beslutning direkte ved EFTA-Domstolen (90). Dette indebærer også, at når en anfægtelse i henhold til artikel 36 i tilsyns- og domstolsaftalen havde været mulig, kan den nationale domstol ikke udsætte gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen med henvisning til forhold vedrørende gyldigheden af Tilsynsmyndighedens beslutning (91).

64.

Såfremt det ikke er klart, at sagsøgeren kan indbringe et annullationssøgsmål i henhold til artikel 36 i tilsyns- og domstolsaftalen (f.eks. fordi foranstaltningen var en støtteordning med et bredt anvendelsesområde, som sagsøgeren måske ikke kunne bevise, at han var individuelt berørt af), skal den nationale domstol principielt yde retslig beskyttelse. I de tilfælde, hvor sagen vedrører gyldigheden og lovligheden af Tilsynsmyndighedens beslutning, skal den nationale domstol følge den procedure, der er fastlagt i artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen.

65.

For at der kan træffes foreløbige forholdsregler under sådanne omstændigheder, skal de meget strenge retlige krav, som EF-domstolen opstillede i »Zuckerfabrik«-sagen (92) og »Atlanta«-sagen (93), være opfyldt: En national domstol kan kun udsætte tilbagesøgningskrav på følgende betingelser: i) den nærer alvorlig tvivl med hensyn til den anfægtede retsakts gyldighed. Hvis spørgsmålet om den anfægtede retsakts gyldighed ikke allerede er blevet forelagt EFTA-Domstolen, skal den følge den procedure, der er fastlagt i artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen, ii) der skal foreligge uopsættelighed i den forstand, at de foreløbige forholdsregler er nødvendige for at forhindre, at den part, der begærer dem, lider et alvorligt og uopretteligt tab, og iii) domstolen skal tage behørigt hensyn til EØS’ interesse. Den nationale domstol skal ved sin vurdering af, hvorvidt disse betingelser er opfyldt, respektere enhver afgørelse fra EFTA-Domstolen om lovligheden af Tilsynsmyndighedens beslutning eller om en begæring om foreløbige forholdsregler på EØS-plan (94).

66.

Ligesom overtrædelser af standstill-klausulen kan den omstændighed, at myndighederne i EFTA-staterne ikke efterkommer en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 14 i Del II i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, efter Tilsynsmyndighedens opfattelse give anledning til erstatningskrav i henhold til EFTA-domstolens retspraksis (95). Behandlingen af sådanne erstatningskrav afspejler efter Tilsynsmyndighedens opfattelse principperne med hensyn til overtrædelser af standstill-klausulen (96). Grunden hertil er, i) at EFTA-statens tilbagesøgnings forpligtelse tager sigte på at beskytte de samme individuelle rettigheder som standstill-klausulen, og ii) at Tilsynsmyndighedens tilbagesøgningsbeslutninger ikke overlader noget skøn til de nationale myndigheder; en tilsidesættelse af tilbagesøgningsforpligtelsen skal således principielt betragtes som tilstrækkelig kvalificeret. Om et erstatningskrav for manglende gennemførelse af en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Tilsynsmyndigheden kan imødekommes, vil også i denne forbindelse afhænge af, om sagsøgeren kan godtgøre, at vedkommende har lidt tab direkte som følge af den forsinkede tilbagesøgning (97).

67.

Nationale domstole er forpligtet til at håndhæve standstill-klausulen og beskytte borgernes rettigheder i forbindelse med ulovlig statsstøtte. Nationale procedureregler finder principielt anvendelse på sådanne søgsmål (98). Anvendelsen af national ret er dog under disse omstændigheder underlagt to væsentlige betingelser:

68.

Mere generelt skal de nationale domstole undlade at anvende nationale procedureregler, hvis en anvendelse heraf vil være i strid med de principper, der er anført i punkt 67.

69.

Effektivitetsprincippet har direkte indvirkning på mulige sagsøgeres søgsmålskompetence ved nationale domstole i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. I denne henseende kræver EØS-retten, at nationale regler om søgsmålskompetence ikke gør indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (101). Nationale regler kan derfor ikke begrænse søgsmålskompetencen til kun at omfatte støttemodtagerens konkurrenter (102). Tredjeparter, som ikke er berørt af den konkurrencefordrejning, der følger af støtteforanstaltningen, kan også have en tilstrækkelig søgsmålsinteresse ved en national domstol af andre grunde (som det er blevet fastslået i afgiftssager) (103).

70.

Den ovennævnte retspraksis er navnlig relevant for statsstøtte, der er ydet i form af fritagelser for afgifter og andre finansielle forpligtelser. I sådanne tilfælde er det ikke ualmindeligt, at personer, der ikke er omfattet af samme fritagelse, anfægter deres egen afgiftsbyrde på grundlag af artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (104).

71.

Andre afgiftspligtige personer kan imidlertid kun gøre standstill-klausulen gældende, såfremt deres egen afgiftsbetaling udgør en integrerende del af den ulovlige statsstøtteforanstaltning (105). Dette er tilfældet, når afgiftsprovenuet i henhold til den relevante nationale lovgivning udelukkende skal anvendes til at finansiere den ulovlige støtte og har direkte indvirkning på størrelsen af den statsstøtte, som er ydet i strid med artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. (106)

72.

Hvis der er indrømmet fritagelser for almindelige afgifter, er disse kriterier normalt ikke opfyldt. En virksomhed, der er pligtig at betale sådanne afgifter, kan derfor generelt ikke påberåbe sig, at en anden virksomheds afgiftsfritagelse er ulovlig, i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (107). Det følger også af EF-Domstolens faste retspraksis, at en udvidelse af en ulovlig afgiftsfritagelse til at omfatte sagsøgeren ikke er noget hensigtsmæssigt middel i forbindelse med en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. En sådan foranstaltning vil ikke ophæve de konkurrenceskadelige virkninger af ulovlig støtte, men tværtimod forstærke dem (108).

73.

Effektivitetsprincippet kan også indvirke på indsamlingen af beviser. Hvis f.eks. bevisbyrden med hensyn til et bestemt krav gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for en sagsøger at bevise sit krav (f.eks. fordi vedkommende ikke råder over den nødvendige dokumentation), er den nationale domstol forpligtet til at anvende alle de til rådighed værende midler efter den nationale retsplejelov for at give sagsøgeren adgang til sådanne beviser. Dette kan, såfremt det er fastsat i national ret, omfatte forpligtelsen for den nationale domstol til at pålægge den sagsøgte eller en tredjemand at stille de nødvendige dokumenter til rådighed for sagsøgeren (109).

74.

I henhold til EØS-aftalens artikel 3, der bygger på EF-traktatens artikel 10, har de kontraherende parter pligt at træffe alle foranstaltninger for at sikre, at de forpligtelser, EØF-aftalen afføder, overholdes, og til at fremme samarbejdet inden for aftalens rammer (110). Ifølge EF-Domstolens retspraksis indebærer EF-traktatens artikel 10, at Europa-Kommissionen skal bistå de nationale domstole, når de anvender fællesskabsretten (111). Omvendt kan de nationale domstole forpligtes til at bistå Europa-Kommissionen, når den udfører sine opgaver (112). Tilsynsmyndigheden mener, at den er pålagt en tilsvarende forpligtelse til et loyalt samarbejde med de nationale domstole i EFTA-staterne i henhold til EØS-aftalens tilsvarende artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2.

75.

I betragtning af den centrale rolle, som de nationale domstole spiller i forbindelse med håndhævelsen af statsstøttereglerne, er Tilsynsmyndigheden forpligtet til at bistå de nationale domstole, når disse har behov for en sådan bistand for at kunne træffe afgørelse i en verserende sag. Selv om det tidligere kapitel i EFTA-Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer om samarbejde mellem de nationale domstole og Tilsynsmyndigheden på statsstøtteområdet (113) allerede gav de nationale domstole mulighed for at anmode Tilsynsmyndigheden om bistand, er denne mulighed ikke blevet udnyttet regelmæssigt af de nationale domstole. Tilsynsmyndigheden ønsker derfor at gøre et nyt forsøg på at etablere et tættere samarbejde med de nationale domstole ved at stille mere praktiske og brugervenlige støttemekanismer til rådighed. I den forbindelse har den lagt EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om samarbejdet mellem EFTA-Tilsynsmyndigheden og domstolene i EFTA-staterne om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 til grund (114).

76.

Tilsynsmyndighedens bistand til de nationale domstole kan have to forskellige former:

77.

Når Tilsynsmyndigheden bistår de nationale domstole, skal den overholde sin tavshedspligt og beskytte sin egen funktion og uafhængighed (115). I opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til EØS-aftalens artikel 3 over for de nationale domstole er Tilsynsmyndigheden derfor forpligtet til at forholde sig neutral og objektiv. Eftersom Tilsynsmyndighedens bistand til de nationale domstole er led i dens forpligtelse til at forsvare offentlighedens interesse, vil den ikke varetage parternes private interesser i den sag, der verserer for den nationale domstol. Tilsynsmyndigheden vil derfor ikke konsultere nogen af parterne i den nationale sag om sin bistand til den nationale domstol.

78.

Den bistand, der ydes nationale domstole i henhold til dette kapitel, er frivillig og påvirker ikke den nationale domstols mulighed for eller pligt til at anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse om fortolkningen af EØS-retten eller dennes gyldighed i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34.

79.

Tilsynsmyndighedens pligt til at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af statsstøttereglerne omfatter forpligtelsen til at meddele dem relevante oplysninger, som den er i besiddelse af (116).

80.

En national domstol kan bl.a. anmode Tilsynsmyndigheden om følgende typer oplysninger:

81.

For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole vil anmodninger om oplysninger blive behandlet så hurtigt som muligt. Tilsynsmyndigheden vil bestræbe sig på at meddele den nationale domstol de ønskede oplysninger inden en måned fra modtagelsen af anmodningen. Hvis Tilsynsmyndigheden må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger, regnes denne periode på en måned fra det tidspunkt, hvor de supplerende oplysninger er modtaget. Hvis Tilsynsmyndigheden skal konsultere tredjeparter, der berøres direkte af meddelelsen af oplysningerne, regnes perioden på en måned fra det tidspunkt, hvor denne konsultation er afsluttet. Dette kunne f.eks. være tilfældet med hensyn til visse typer oplysninger, der videregives af en privatperson (118), eller hvis en domstol i én EFTA-stat anmoder om oplysninger, der er videregivet af en anden EFTA-stat.

82.

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger til de nationale domstole, skal den overholde de garantier, som EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 giver fysiske og juridiske personer (119). Efter tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 er myndighedens medlemmer, tjenestemænd og andre ansatte forpligtede til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder. Efter EØS-aftaltens 122 må de kontraherende staters repræsentanter, delegerede og eksperter såvel som deres tjenestemænd selv efter ophør af deres hverv ikke videregive oplysninger af den art, der er omfattet af tavshedspligten. Dette kan være både fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder.

83.

EØS-aftalens artikel 3 og 122 sammenholdt med tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 medfører ikke noget absolut forbud mod, at EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, til de nationale domstole. Som bekræftet af EU-domstolene kræver pligten til loyalt samarbejde, at Europa-Kommissionen giver den nationale domstol de oplysninger, som sidstnævnte måtte anmode om (120). Ud fra samme synsvinkel finder Tilsynsmyndigheden, at dette også gælder oplysninger underlagt tavshedspligt.

84.

Når Tilsynsmyndigheden agter at videregive oplysninger, der er omfattet af tavhedspligt, til en national domstol, skal den derfor erindre domstolen om dens forpligtelser i henhold til EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14. Den vil spørge den nationale domstol, om den kan eller vil garantere beskyttelsen af sådanne fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder. Hvis den nationale domstol ikke kan give en sådan garanti, meddeler Tilsynsmyndigheden ikke de pågældende oplysninger (121). Når den nationale domstol på den anden side har givet en sådan garanti, videregiver Tilsynsmyndigheden de ønskede oplysninger.

85.

Der findes yderligere scenarier, hvor Tilsynsmyndigheden ikke vil videregive oplysninger til en national domstol. Tilsynsmyndigheden kan navnlig afslå at udlevere oplysninger til en national domstol, hvis dette vil gribe ind i EØS-aftalens funktion. Dette vil være tilfældet, hvis en videregivelse vil skade gennemførelsen af de opgaver, Tilsynsmyndigheden har fået tillagt (122) (f.eks. oplysninger om Tilsynsmyndighedens interne beslutningsproces).

86.

Når en national domstol anmodes om at anvende statsstøttereglerne i en verserende sag, skal den overholde alle relevante EØS-regler på statsstøtteområdet og EFTA-Domstolens og EUI-domstolenes eksisterende retspraksis. Desuden kan en national domstol søge vejledning i Tilsynsmyndighedens beslutningspraksis og i de meddelelser og retningslinjer om anvendelse af statsstøttereglerne, som Tilsynsmyndigheden har udsendt. Der kan imidlertid være omstændigheder, hvor ovennævnte kilder ikke er tilstrækkelige for den nationale domstol i forbindelse med de pågældende problemstillinger. I lyset af Tilsynsmyndighedens forpligtelser i henhold til EØS-aftalens artikel 3 og i betragtning af den vigtige og komplekse rolle, som de nationale domstole spiller i forbindelse med håndhævelsen af statsstøttereglerne, giver Tilsynsmyndigheden derfor de nationale domstole mulighed for at anmode den om at afgive udtalelse om relevante spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (123).

87.

Sådanne udtalelser fra Tilsynsmyndigheden kan principielt vedrøre alle økonomiske, faktuelle eller juridiske spørgsmål, der opstår som led i den nationale sag (124). Spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØS-retten kan naturligvis også foranledige den nationale domstol til at anmode EFTA-Domstolen om en præjudiciel afgørelse i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34.

88.

Blandt mulige emner for udtalelser fra Tilsynsmyndigheden indgår bl.a.:

89.

Som anført i punkt 17 ovenfor, har Tilsynsmyndigheden enekompetence til at vurdere, om en støtteforanstaltning er forenelig med EØS-aftalen i henhold til aftalens artikel 61, stk. 2 og stk. 3. De nationale domstole har ikke kompetence til at vurdere foreneligheden af en støtteforanstaltning. Selv om Tilsynsmyndigheden derfor ikke kan afgive udtalelser om foreneligheden, er dette ikke til hinder for, at den nationale domstol kan anmode om oplysninger af proceduremæssig art med hensyn til, om Tilsynsmyndigheden allerede er i færd med at vurdere foreneligheden af en bestemt støtteforanstaltning (eller har til hensigt at gøre dette), og hvornår dens beslutning i givet fald forventes vedtaget (126).

90.

Når Tilsynsmyndigheden afgiver udtalelse, vil den kun give den nationale domstol de faktuelle oplysninger eller den økonomiske eller juridiske afklaring, den har bedt om, uden at tage stilling til indholdet i den sag, der verserer for den nationale domstol. Tilsynsmyndighedens udtalelse er desuden ikke retligt bindende for den nationale domstol.

91.

For at gøre samarbejdet med de nationale domstole så effektivt som muligt vil anmodninger om udtalelser fra Tilsynsmyndigheden blive behandlet så hurtigt som muligt. Tilsynsmyndigheden vil bestræbe sig på at udtale sig til den nationale domstol inden fire måneder fra modtagelsen af anmodningen. Hvis Tilsynsmyndigheden må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger vedrørende dens anmodning, regnes denne periode på fire måneder fra det tidspunkt, hvor de supplerende oplysninger er modtaget.

92.

Det skal imidlertid bemærkes i denne forbindelse, at de nationale domstoles generelle forpligtelse til at beskytte individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen også gælder i den periode, hvor Tilsynsmyndigheden udarbejder den ønskede udtalelse. Grunden hertil er, som anført i punkt 59 ovenfor, at den nationale domstols forpligtelse til at beskytte individuelle rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i Del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen gælder, uanset om der stadig afventes en udtalelse fra Tilsynsmyndigheden eller ej (127).

93.

Som allerede anført i punkt 77 i dette kapitel, vil Tilsynsmyndigheden ikke konsultere parterne, inden den afgiver udtalelse til den nationale domstol. Tilsynsmyndighedens udtalelse skal under den nationale sag behandles i overensstemmelse med de relevante nationale procedureregler, der skal respektere generelle principper i EØS-retten.

94.

Nationale domstole kan rette alle anmodninger om bistand i henhold til afsnit 2.1 og 2.2. i dette kapitel og ethvert andet skriftligt eller mundtligt spørgsmål om statsstøttepolitikken, der måtte opstå i deres daglige arbejde, til:

95.

EFTA-Tilsynsmyndigheden vil kort redegøre for sit samarbejde med de nationale domstole i henhold til dette kapitel i sin årsberetning. Den kan også gøre sine udtalelser og indlæg tilgængelige på sit websted.

96.

Bestemmelserne i dette kapitel tager sigte på at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af statsstøttereglerne. De er ikke bindende for de nationale domstole, og de påvirker heller ikke deres uafhængighed. Dette kapitel påvirker heller ikke EFTA-staternes eller fysiske eller juridiske personers rettigheder og forpligtelser i henhold til EØS-retten.

97.

Dette kapitel erstatter det hidtidige kapitel i Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer om samarbejde mellem nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden på statsstøtteområdet.

98.

Tilsynsmyndigheden vil tage dette kapitel op til revision fem år efter dets vedtagelse.