30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/1

(1)

Kommissionen har som følge af en klage forhørt sig hos de franske myndigheder om de i denne beslutning omhandlede foranstaltninger ved brev af 19. juli 1999, 16. december 1999, 24. august 2000 og 9. december 2000. Frankrig har svaret Kommissionen ved brev af 19. august 1999, 24. februar 2000 og 25. januar 2001. Kommissionens tjenestegrene har holdt møde med de franske myndigheder den 26. januar 2000 og med en delegation fra CIVDN (Comité interprofessionnel des vins doux naturels) den 31. marts 2000.

(2)

Da de pågældende foranstaltninger er blevet indført uden forudgående tilladelse fra Kommissionen, er de blevet opført i registret over uanmeldt støtte under nummer NN 139/2002.

(3)

Ved brev af 21. januar 2003 informerede Kommissionen Frankrig om sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, for så vidt angår den pågældende støtte.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(5)

De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger i brev af 16. og 18. juni 2003. Kommissionen modtog bemærkninger fra klageren, der blev fremsendt til de franske myndigheder i brev af 6. august 2004. De franske myndigheder svarede herpå i brev af 10. september 2004.

(6)

I 1996 besluttede CIVDN at iværksætte en omstilling af vinproduktionen med henblik på at erstatte en del af produktionen af naturligt søde vine (vins doux naturels) i regionen Pyrénées-Orientales ved rydning og genbeplantning af kvalitetsvinsorter for at råde bod på den strukturelle krise, som denne produktion var ramt af, og som regelmæssigt gav sig udslag i bratte afsætningsfald. Formålet med støtten var at finansiere en kvalitativ forbedring af vinstokbestanden i denne region. Støtten ophørte senest den 1. august 2000.

(7)

For at gennemføre denne omstillingsplan (benævnt »Rivesaltes-planen«) fik regionens producenter adgang til to støtteformer:

(8)

CIVDN har ved beslutning 96-1 af 5. juli 1996 indført en brancheafgift til finansiering af Rivesaltes- og Grand Roussillon-omstillingsplanen, for så vidt angår de kontrollerede oprindelsesbetegnelser (AOC).

(9)

Afgiften på 50 FRF (3) pr. hektoliter, som er produceret i regionen Pyrénées-Orientales, hvor de pågældende naturligt søde vine produceres, skulle anvendes til finansiering af udgiften til en jordudtagningspræmie for alle parceller, hvor der i 1995 blev produceret »Rivesaltes« eller »Grand Roussillon«, og hvor der fra 1996-høsten til og med 2000-høsten skulle produceres bordvin eller »vins de pays«. Den indkrævede afgift blev overført til en særlig fond.

(10)

Præmien er reelt blevet udbetalt til producenter, der forpligtede sig til ikke at påberåbe sig den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« eller »Grand Roussillon« i en periode på fem år. Præmien skulle således kompensere for indtægtstab, som skyldtes prisfald som følge af, at de to betegnelser ikke længere kunne anvendes. Præmien medførte ikke, at produktionen skulle ophøre eller begrænses, men var kun en kompensation for, at der skulle produceres uden de kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Formålet var således at opnå en hurtig reduktion af den mængde vin, der kan sælges med de kontrollerede oprindelsesbetegnelser.

(11)

Jordudtagningspræmien var på 5 000 FRF pr. år og pr. »udtaget« hektar. En støtteberettiget parcel kunne ikke længere tildeles præmien fra det år, hvor der blev foretaget en omstilling af produktionen.

(12)

Kommissionen har ikke modtaget oplysninger om det samlede støttebeløb, der er blevet udbetalt inden for rammerne af denne foranstaltning. Der er heller ikke blevet modtaget oplysninger om indtægterne fra brancheafgiften eller antallet af hektarer omfattet af foranstaltningen.

(13)

De franske myndigheder har oplyst, at den i 1996 vedtagne omstillingsplan for vindyrkningsmarkerne med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« vedrørte 3 250 ha: 1 250 ha til produktion af »Muscat de Rivesaltes«, 1 000 ha til produktion af »Côtes du Roussillon« og »Côtes du Roussillon Villages« (sorterne Syrah, Mourvèdre, Roussanne, Marsanne og Vermentino) og 1 000 ha til produktion af »vins de pays« (sorterne Chardonnay, Cabernet, Merlot osv.)

(14)

De franske myndigheder havde indvilget i at afsætte 111 mio. FRF til støtte for denne plan med følgende fordeling: 85 mio. FRF gennem Office national interprofessionnel des vins (Det Nationale Branchekontor for Vin) og 26 mio. FRF gennem lokale myndigheder (Languedoc-Roussillon og »conseil général des Pyrénées-Orientales«).

(15)

Støtten omfattede et beløb på 25 000 FRF/ha til omstilling til den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Muscat de Rivesaltes« og et beløb på 40 000 FRF/ha til omstilling til den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Côtes du Roussillon Villages« og til »vins de pays«.

(16)

De franske myndigheder har anslået de reelle omstillingsomkostninger i regionen til 110 000 FRF/ha. De franske myndigheder har bekræftet, at omstillingsplanerne for en stor dels vedkommende er blevet gennemført (2 350 ha af de planlagte 3 250 ha).

(17)

De samlede udgifter til den omstilling, der er foretaget, har ifølge de franske myndigheder været på 258,5 mio. FRF (39,4 mio. EUR). De offentlige myndigheder har bidraget med 75,25 mio. FRF (11,01 mio. EUR) i forhold til de oprindeligt forventede 111 mio. FRF (16,9 mio. EUR). Ifølge de franske myndigheders oplysninger har de offentlige myndigheder alt i alt bidraget med 29,11 % af udgifterne til den reelt gennemførte omstilling.

(18)

De franske myndigheder har gjort opmærksom på, at de i overensstemmelse med artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 om den fælles markedsordning for vin (4) hvert år til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor indsender en oversigt over arealer beplantet med vinstokke opdelt efter departement og den producerede druetype (druer til persning, til bl.a. kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (VQPRD), og spisedruer) samt en oversigt over rydning og plantning af vinstokke med samme opdeling efter departement og den producerede druetype. De franske myndigheder vedlagde en kopi af de skemaer, der blev indsendt for produktionsåret 1997/1998.

(19)

CIVDN har ved beslutning 97-3 af 29. december 1997 med virkning fra 1. januar 1998 indført en brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Rivesaltes«, »Grand Roussillon«, »Muscat de Rivesaltes« og »Banyuls«.

(20)

Afgiften uden skat pr. hektoliter blev fastsat til følgende: »Banyuls et Banyuls Grand Cru«: 25 FRF/hl, »Grand Roussillon«: 30 FRF/hl, »Muscat de Rivesaltes«: 50 FRF/hl og »Rivesaltes«: 30 FRF/hl.

(21)

Afgifterne er blevet anvendt på følgende måde: »Rivesaltes«: 25 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, »Grand Roussillon«: 45 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser og »Banyuls«: 20 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser.

(22)

CIVDN har ved beslutning 98-1 af 10. juli 1998 med virkning fra 1. september 1998 indført en brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Rivesaltes«, »Grand Roussillon« og »Maury«.

(23)

Afgifterne uden skat pr. hektoliter blev fastsat til følgende: »Grand Roussillon«: 25 FRF/hl, »Maury«: 5 FRF/hl og »Rivesaltes«: 35 FRF/hl.

(24)

Afgifterne er blevet anvendt på følgende måde: »Rivesaltes«: 30 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, »Grand Roussillon«: 20 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser og »Maury«: 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser.

(25)

De to ovennævnte afgifter blev ophævet ved beslutning 99-1 af 17. december 1999, ved hvilken CIVDN indførte en brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Banyuls«, »Banyuls Grand Cru«, »Muscat de Rivesaltes«, »Rivesaltes«, »Grand Roussillon« og »Maury«.

(26)

Afgifterne uden skat pr. hektoliter blev fastsat til følgende: »Grand Roussillon«: 25 FRF/hl, »Rivesaltes«: 35 FRF/hl, »Banyuls« og »Banyuls Grand Cru«: 25 FRF/hl, »Muscat de Rivesaltes«: 55 FRF/hl og »Maury«: 0 FRF/hl.

(27)

Afgifterne er blevet anvendt på følgende måde: »Rivesaltes«: 30 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, »Grand Roussillon«: 20 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, »Muscat de Rivesaltes«: 50 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, »Banyuls« og »Banyuls Grand Cru«: 20 FRF/hl til salgsfremme og 5 FRF/hl til arbejdet med kontrollerede oprindelsesbetegnelser.

(28)

Denne afgift blev med små ændringer videreført ved beslutning 00-1. Kommissionen rådede ved undersøgelsesprocedurens indledning ikke over oplysninger om sidstnævnte ordnings varighed eller eventuelle videreførelse.

(29)

Hvad angår de pågældende afgifter, noterede Kommissionen sig for det første, at de er blevet godkendt direkte af den franske regering efter proceduren i lov nr. 200 af 2. april 1943 om oprettelse af et brancheudvalg for »naturligt søde vine« og hedvin med kontrolleret oprindelsesbetegnelse. Sådanne afgifter kan kun indføres med en regeringsgodkendelse. Ifølge lov nr. 200 er afgifterne obligatoriske for alle medlemmer af de berørte erhvervsgrupper, så snart de er blevet godkendt af regeringen eller i det pågældende tilfælde af dennes befuldmægtigede. Det følger heraf, at en retsakt fra en offentlig myndighed er en nødvendighed, for at denne type af afgifter kan få virkning. Derfor mente Kommissionen på tidspunktet for indledningen af undersøgelsesproceduren, at der i det pågældende tilfælde er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler.

(30)

Hvad angår den jordudtagningspræmie, der er fastsat i den franske støtteordning, er sådanne præmier ikke fastsat i den fælles markedsordning eller mere konkret i Rådets forordning (EØF) nr. 456/80 af 18. februar 1980 om ydelse af præmier for midlertidig og endelig nedlæggelse af visse vinarealer samt præmier for afkald på genplantning (5). I denne forordning var der udelukkende fastsat en præmie for midlertidigt eller endeligt ophør med vindyrkning, der kunne udbetales, når en producent besluttede at medvirke til en formindskelse af vindyrkningskapaciteten i Fællesskabet gennem bl.a. rydning af vinstokke. Da præmien ikke er anvendt til at mindske vindyrkningskapaciteten eller til at finansiere foranstaltninger med henblik på ophør med vindyrkning, syntes foranstaltningen på tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning ikke at falde ind under anvendelsesområdet for den tidligere fælles markedsordning for vin i forordning (EØF) nr. 822/87.

(31)

Støttens formål synes at have været at yde økonomisk hjælp til de producenter, der som iværksættere frivilligt har besluttet at engagere sig rent kommercielt i erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse udgifterne synes at være knyttet til. Ifølge EF-Domstolens praksis (6) og Kommissionens faste praksis er der tale om driftsstøtte, når støtten tager sigte på at fritage en virksomhed for udgifter, som den normalt skulle have afholdt som led i sin løbende drift eller normale aktiviteter. Denne opfattelse er nedfældet i punkt 3.5 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (7) (i det følgende benævnt »landbrugsrammebestemmelserne«), hvorefter en sådan støtte ifølge sin natur kan true med at påvirke de fælles markedsordningers mekanismer.

(32)

Kommissionen konstaterede på dette punkt, at støtten er blevet ydet pr. ha pr. år, og at den derfor var nært knyttet til mængden af den producerede vin. Kommissionen mindede om, at den i intet tilfælde kan godkende en støtte, der er uforenelig med de bestemmelser, der gælder for en fælles markedsordning, eller som medfører forstyrrelser i den pågældende fælles markedsordnings funktion. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning fandt den, at jordudtagningspræmien syntes at være en driftsstøtte, der ville kunne gribe ind i mekanismerne for den fælles markedsordning for vin, og som derfor ville kunne være uforenelig med de gældende markeds- og konkurrenceregler.

(33)

Hvad omstillingsomkostningerne angår, var det fastsat i artikel 14 i forordning (EØF) nr. 822/87, at enhver form for national støtte til beplantning af vindyrkningsarealer var forbudt fra den 1. september 1988, undtagen støtte, der opfylder kriterier, som bl.a. gør det muligt at nå det fastsatte mål, nemlig en formindskelse af den producerede mængde eller en kvalitativ forbedring uden en forøgelse af produktionen. Derfor kan der kun gives tilladelse til vinstoksorter, som på den pågældende vindyrkningsjord er anerkendt som værende af forbedrende art og ikke anses for at være af høj produktivitet.

(34)

I Kommissionens forordning (EØF) nr. 2741/89 af 11. september 1989 om kriterierne for anvendelse af artikel 14 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 om den nationale støtte til beplantning af vindyrkningsarealer (8) fastlægges kriterierne for behandling af projekter for national støtte til beplantning af vindyrkningsarealer, der kan tillades efter traktatens artikel 87, 88 og 89. Artikel 2 i forordning (EØF) nr. 2741/89 bestemmer, at de nationale støtteprojekter på tilfredsstillende vis skal overholde målsætningen for nedsættelse af produktionsmængden eller kvalitetsforbedring uden produktionsstigning.

(35)

Artikel 5 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2741/89 bestemte, at støttebeløbet pr. ha beplantet vindyrkningsareal ikke måtte overstige 30 % af de faktiske omkostninger i forbindelse med rydning og beplantning. Da de samlede udgifter til den gennemførte omstilling ifølge de franske myndigheder skulle have været på 258 500 000 FRF, hvoraf de offentlige myndigheder skulle have bidraget med 75 250 000 FRF, konkluderer de franske myndigheder, at de offentlige myndigheder alt i alt har bidraget med 29,11 % af udgifterne til den reelt gennemførte omstilling. Det var imidlertid fastsat i artikel 5 i forordning (EØF) nr. 2741/89, at det relevante element til beregning af omstillingsomkostningerne var den faktisk tildelte støtte pr. ha beplantet vindyrkningsareal. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning syntes dette at udelukke samlede beregninger for omstillingen som helhed og dermed beregninger baseret på gennemsnittet pr. ha af de samlede udgifter. Endvidere beregnede de franske myndigheder dette gennemsnit i forhold til forskelligartede omstillingsforanstaltninger.

(36)

Kommissionen fandt på tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning, at under hensyntagen til de udgifter pr. ha, som de franske myndigheder havde oplyst (110 000 FRF/ha), skulle der for den i dette tilfælde ydede støtte have været et loft på henholdsvis 33 000 FRF/ha og 30 % af de reelle omkostninger for de enkelte producenter. Heraf følger det, at enhver overskridelse af dette loft og enhver overskridelse af de 30 % af de faktiske udgifter på individuelt plan ville kunne udgøre en støtte, som er uforenelig med de gældende regler.

(37)

I medfør af de beføjelser, som Kommissionen råder over i henhold til artikel 10 i forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (9), har den givet de franske myndigheder et påbud om at fremsende de nødvendige oplysninger vedrørende de to gennemførte omstillinger. Herunder bl.a. oplysninger om antallet af vinavlere, der har nydt godt af støtte til beplantning af vindyrkningsarealer, det berørte areal opdelt efter jordbundskategori, den andel af dette areal, der er ryddet inden beplantningen, og den andel af dette areal, der er anerkendt som værende egnet til produktion af VQPRD, de beplantede arealers formål (persningsdruer, spisedruer, druer til tørring, planteskole eller moderpodestamme osv.), de anvendte sorter, bevis for de franske myndigheders forudgående tilladelse til anvendelse af de pågældende sorter, udviklingen i produktionskapaciteten samt alle relevante oplysninger om støtteniveauet.

(38)

Hvad angår støtten til fremme af visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, har de franske myndigheder oplyst, at lovbestemmelserne vedrørende den skattelignende afgift til CIVDN-finansiering har været genstand for regelmæssige anmeldelser og allerede er blevet undersøgt og godkendt af Kommissionen. Kommissionen havde da også senest inden for rammerne af statsstøttesag N 184/97 (støtte og skattelignende afgifter til fordel for CIVDN) (10) for en periode indtil udgangen af 2002 godkendt en statsstøtte, som finansieres af en skattelignende afgift til dækning af bl.a. foranstaltninger vedrørende salgsfremme og det arbejde, som CIVDN udfører. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, der er modtaget, at de omhandlede afgifter, opkræves ud over den skattelignende afgift, der skal finansiere de kommunikations- og salgsfremmende foranstaltninger, som Kommissionen allerede har godkendt. Derfor fandt Kommissionen på tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning, at den tidligere givne tilladelse ikke udgjorde en stiltiende tilladelse til at foretage en ændring eller til at indføre en anden foranstaltning, der skulle supplere den tidligere godkendte støtte.

(39)

Kommissionen har givet de franske myndigheder påbud om at tilsende den de nødvendige oplysninger vedrørende disse støttebestemmelser, herunder de ikke-omtalte og ikke-anmeldte bestemmelser, der måtte være i kraft på nuværende tidspunkt, for at Kommissionen kan få mulighed for at vurdere bestemmelsernes overensstemmelse med de negative og positive kriterier, der gælder for reklame og salgsfremme, og det maksimale støtteniveau, som ville kunne godkendes. Disse oplysninger skulle også kunne gøre det muligt at måle virkningerne af en eventuel støttekumulation for den tidligere godkendte ordning og de her omhandlede ikke-anmeldte ordninger.

(40)

Kommissionen konstaterede også, at de her omhandlede skattelignende afgifter i deres mekanismer lå meget nær den ordning, som Kommissionen allerede har godkendt. Det fremgår endvidere af bestemmelserne vedrørende de pågældende afgifter, at de kun var lagt på vinproduktionen i en bestemt region. Det var derfor på tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning muligt at konkludere, at de i denne sag omhandlede skattelignende afgifter hverken belaster eller har belastet importerede produkter.

(41)

Den klager, som har fremsat følgende bemærkninger, har anmodet om at få sit navn hemmeligholdt. Kommissionen har efter en gennemgang af de anførte grunde fundet det hensigtsmæssigt at respektere dette ønske.

(42)

Ifølge klageren udgør jordudtagningspræmien og omstillingsstøtten to elementer af samme støtteordning, som har til formål at begrænse markedsføringen af en bestemt produktion. Den støtte, der blev givet til udtagning af parceller, og den, der blev givet til omstilling, skal kumuleres i forbindelse med vurderingen af foreneligheden med fællesskabsretten.

(43)

Klageren mener, at bestemmelserne om uafhængig finansiel forvaltning af Rivesaltes-planen i CIVDN's beslutning 96-1 af 5. juli 1996 ikke er blevet overholdt, da jordudtagningspræmien ikke udelukkende var blevet finansieret ved hjælp af midler fra den brancheafgift, som blev indført i 1996. Jordudtagningspræmien var således blevet finansieret med et beløb på 11 mio. FRF fra CIVDN's egne midler. Derudover var en del af de midler, der var blevet indbetalt som en afgift til finansiering af salgsfremme, blevet brugt til finansiering af planen, herunder navnlig jordudtagningspræmien.

(44)

Ifølge klageren havde »conseil général des Pyrénées-Orientales« overført 2 mio. FRF, som skulle bruges til finansiering af jordudtagningspræmien, til CIVDN i begyndelsen af regnskabsåret 2000. Endvidere havde »conseil général des Pyrénées-Orientales« i sit tidsskrift »L'accent Catalan« fra marts 2003 skrevet, at ud over jordudtagningspræmien og omstillingsstøtten var der blevet overført en støtte på 761 EUR og senere 1 293 EUR pr. hektar direkte til vinavlerne inden for rammerne af Rivesaltes-planen. Denne støtte var ikke blevet anmeldt til Kommissionen.

(45)

Hvad angår støtten til salgsfremme, hævder klageren, at de skattelignende afgifter, der er blevet indkrævet til CIVDN, var blevet anvendt til finansiering af reklamekampagner for deres egne produkter, dvs. for visse virksomheder, og ikke til finansiering af reklamekampagner for forskellige kategorier af kontrollerede oprindelsesbetegnelser generelt. Denne praksis anvendes stadig — i dag af »comité interprofessionnel des vins du Roussillon (CIVR)«, som har erstattet CIVDN, der er gået i betalingsstandsning. Denne støtte er i modstrid med fællesskabsbestemmelserne, da den ikke har et mål af almen interesse.

(46)

Ifølge klageren fortsatte CIVDN i 2001 og 2002 med at opkræve de skattelignende afgifter af forhandlerne, selv om CIVR, som er den organisation, der erstattede CIVDN, også begyndte at opkræve afgifter, hvilket er i strid med den nationale lovgivning.

(47)

De franske myndigheder fremsatte i brev af 16. juni 2003 deres bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for den anmeldte støtte.

(48)

Indledningsvis bekræftede de franske myndigheder, at de pågældende bestemmelser ikke blev videreført efter den periode, der først blev fastsat, hvilket vil sige fem år regnet fra produktionsåret 1996/1997. Kommissionen blev under alle omstændigheder informeret om opløsningen af CIVDN ved brev af 14. december 2000 og 6. december 2001. CIVR, som erstattede CIVDN, har ikke indført foranstaltninger af tilsvarende art.

(49)

De franske myndigheder forklarer, at foranstaltningen ikke havde til formål at reducere vindyrkningskapaciteten, eftersom støttemodtagerne skulle forpligte sig til at acceptere, at produktionen fra de udtagne parceller markedsføres som bordvin eller »vins de pays« og ikke som vin med kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Denne præmie kan dog ikke, som Kommissionen gør, ligestilles med simpel driftsstøtte i form af et ulovligt likviditetstilskud.

(50)

Præmien havde derimod til formål at sikre støttemodtagerne en modydelse for deres forpligtelse til at undlade at sælge produktionen fra de udtagne parceller som vin med kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Støttemodtagerne opnåede dermed ikke et indtægtssupplement, men blot en kompensation for et indtægtstab.

(51)

Hvis der regnes med det maksimalt tilladte udbytte på 40 hl, gav en hektar vindyrkningsareal med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« ved indførelsen af foranstaltningen således en produktion på henholdsvis 25 hl naturlig sød vin til 1 140 FRF/hl og 15 hl bordvin eller »vin de pays« til 350 FRF/hl, hvilket giver en omsætning på 32 250-33 000 FRF pr. hektar. Efter jordudtagningen kunne en hektar vindyrkningsareal give 50 hl bordvin eller »vin de pays« (departementets gennemsnitsudbytte), hvilket svarer til en omsætning på 12 500-17 500 FRF pr. hektar.

(52)

Den gennemsnitlige forskel efter jordudtagningen (producenternes indtægtsstab) var således på ca. 15 000 FRF/ha, hvorfra der for fuldstændighedens skyld skal trækkes omkostningerne til den alkohol, der er blevet brugt til fremstillingen af de naturligt søde vine, dvs. 2 000 FRF pr. 25 hl, hvilket betyder, at nettoforskellen er på 13 000 FRF/ha.

(53)

Selv om der tages hensyn til, at forskellen fra og med 1999 blev mindre på grund af et fald i produktionsprisen for naturligt søde vine (900 FRF/hl), så beløb den sig under alle omstændigheder til 6 500 FRF/ha [26 000 FRF (omsætning/hektar med kontrolleret oprindelsesbetegnelse) -17 500 FRF (omsætning/hektar for bordvin eller »vin de pays«) — 2 000 FRF (omkostninger til alkohol til fremstilling af de naturligt søde vine)].

(54)

De franske myndigheder mener, at jordudtagningspræmien ikke på nogen måde kan udgøre en driftsstøtte, som giver støttemodtagerne et ulovligt indtægtssupplement eller et ulovligt likviditetstilskud.

(55)

Derudover understreger de franske myndigheder, at jordudtagningspræmien ikke har skadet mekanismerne for den fælles markedsordning for vin som følge af forstyrrelser af markedet. I departementet Pyrénées-Orientales blev der i produktionsårene 1996/1997 til 1999/2000 således ikke destilleret nogen mængder inden for rammerne af den obligatoriske destillation. De mængder, som gik til præventiv destillation i de pågældende produktionsår, viser, at markedet for bordvin og »vins de pays« fungerer normalt.

(56)

Derudover fremhæver de franske myndigheder, at denne foranstaltning er solidarisk og ikke er blevet finansieret ved hjælp af bevillinger fra statens budget, men ved hjælp af en brancheafgift, som producenterne selv betalte.

(57)

Ifølge de franske myndigheder udgjorde denne foranstaltning et ekstraordinært supplement til statsstøtten til den forbedring af vindyrkningsarealerne, som blev indført i henhold til forordning (EØF) nr. 2741/89.

(58)

De franske myndigheder minder om, at støtten til forbedring af vinstokbestanden anmeldtes første gang i 1993 (støtte N 769/93) og er blevet behandlet i et oplysningsblad (FR/XXX/05.00/017) inden for rammerne af den løbende gennemgang af statsstøtte. Hvad angår årsrapporten, fremhæver de franske myndigheder, at oplysninger, der kræves i henhold til artikel 8 i forordning (EØF) nr. 2741/89 kan fremsendes »i forbindelse med den årlige meddelelse fra medlemsstaterne i henhold til artikel 9 i forordning (EØF) nr. 822/87«. Artikel 9 i forordning (EØF) nr. 822/87 bestemmer, at »hvert år inden den 1. september fremsender medlemsstaterne … en meddelelse til Kommissionen om udviklingen i vinproduktionskapaciteten, herunder en oversigt over vindyrkningsarealerne på deres områder« og hvert år inden den 1. december »en beretning om udviklingen i vinproduktionskapaciteten«.

(59)

De franske myndigheder gør opmærksom på, at de i overensstemmelse med artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 hvert år til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor indsender en oversigt over arealer beplantet med vinstokke opdelt efter departement og den producerede druetype (druer til persning, til bl.a. kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (VQPRD), og spisedruer) samt en oversigt over rydning og plantning af vinstokke med samme opdeling efter departement og den producerede druetype. De franske myndigheder vedlagde en kopi af de skemaer, der blev indsendt for produktionsåret 1997/1998. De franske myndigheder mener derfor ikke, at de kan kritiseres for, at de ikke har overholdt de forpligtelser, der følger af anvendelsen af forordning (EØF) nr. 822/87.

(60)

For at udarbejde en nøjagtig og fuldstændig oversigt over omstillingsstøtten, »Rivesaltes-planen«, er det ifølge de franske myndigheder nødvendigt at tage hensyn til, at arealerne til »Muscat de Rivesaltes« ikke er omfattet af det supplement til forbedringsstøtten, som planen indeholder bestemmelser om. Disse er kun blevet tildelt forbedringsstøtte i et omfang svarende til den nationale sats. Det beløb på 85 mio. FRF, som de franske myndigheder har anført i deres tidligere meddelelser, omfatter imidlertid 31 mio. FRF i statsstøtte til forbedring af de vindyrkningsarealer, hvor der produceres Muscat-vin.

(61)

Der kan opstilles følgende oversigt over omstillingsstøtten inden for rammerne »Rivesaltes-planen« for de arealer, der anvendes til produktion af »vins de pays« og »Côtes du Roussillon villages«:

(62)

Inden for rammerne af planen er der til 875 producenter blevet udbetalt et beløb på i alt 36,623 mio. FRF til forbedring af vindyrkningsarealerne inden for et område på 1 238 ha.

(63)

I 221 tilfælde er der blevet udbetalt mere end 33 000 FRF/ha; det drejer sig om et areal på 166 ha og i alt 0,883 mio. FRF.

(64)

De franske myndigheder har indsendt en oversigt over de sorter, der er blevet anvendt i forbindelse med omstillingen, og de forskellige beslutninger, hvori støttens omfang fastsættes hvert år.

(65)

De franske myndigheder understreger først, at disse foranstaltninger ikke blevet videreført efter den 31. december 2000.

(66)

Hvad angår de salgsfremmende foranstaltninger, der er blevet gennemført ved hjælp af indtægterne fra den »frivillige obligatoriske afgift« (CVO), er de af samme karakter som de foranstaltninger, som er blevet finansieret med midler fra den skattelignende afgift, som er blevet anmeldt til og godkendt af Kommissionen (støtte N 230/90 (11) og N 184/97).

(67)

Midlerne fra den frivillige obligatoriske afgift har således muliggjort en forstærkelse af de foranstaltninger, som blev gennemført ved hjælp af indtægterne fra den skattelignende afgift. Det har vist sig at være nødvendigt at intensivere de salgsfremmende foranstaltninger for disse vine for at udvikle afsætningsmulighederne under markedsforhold, der har haft alvorlige konsekvenser for den lokale vindyrkningsøkonomi.

(68)

I den forbindelse bemærker de franske myndigheder, at det er tilladt at finansiere støtten til salgsfremmende foranstaltninger med op til 100 %. Hvad angår støtten til reklame, påpeger de franske myndigheder, at der er tale om kampagner til fordel for produkter med kontrollerede oprindelsesbetegnelser, som finansieres ved hjælp af midler fra de skattelignende afgifter og frivillige bidrag.

(69)

De franske myndigheder har på Kommissionens anmodning fremsendt eksempler på det reklamemateriale, der er blevet anvendt.

(70)

De franske myndigheder har i brev af 10. september 2004 kommenteret bemærkningerne fra tredjeparter. De forklarer, at det hævdes, at støtten er blevet anvendt til andre formål end de planlagte, og at støtten er blevet tildelt én enkelt konkurrerende virksomhed. De franske myndigheder tager stærk afstand fra sådanne påstande, som direkte sætter spørgsmålstegn ved de forskellige berørte myndigheders ærlighed, og opfordrer Kommissionen til at undlade at tage hensyn til sådanne argumenter.

(71)

I traktatens artikel 87, stk. 1, hedder det: »Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(72)

Artikel 76 i forordning (EØF) nr. 822/87, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, bestemmer, at medmindre andet er bestemt i nævnte forordning, finder traktatens artikel 92, 93 og 94 (nu artikel 87, 88 og 89) anvendelse på produktion af og handel med vinprodukter.

(73)

Som støtte betragtes indgreb, der under enhver tænkelig form direkte eller indirekte kan give virksomheder en fordel, eller som bør betragtes som en økonomisk fordel, som modtagervirksomheden ikke ville have opnået under normale markedsbetingelser.

(74)

Hvad angår karakteren af de pågældende afgifter, bemærker Kommissionen, at myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning, og at de ressourcer, der er blevet skabt, har bidraget til gennemførelse af en politik, som støttes af staten. Det er ikke blevet fastslået, at det altid er støttemodtagerne, som betaler de pågældende afgifter. De opfylder derfor ikke de kriterier for ikke at være omfattet traktatens artikel 87, stk. 1, som fremgår af Domstolens praksis (12). Derfor mener Kommissionen, at der i det pågældende tilfælde er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler.

(75)

Som støtte betragtes endvidere ifølge Domstolens praksis indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt tynger en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (13).

(76)

Om der er tale om en støtte, og i givet fald hvilken form for støtte, afhænger af de potentielle brugere af »Rivesaltes-planen« og brancheafgifterne til salgsfremme for og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser samt finansieringen heraf. I forbindelse med den pågældende støtte er visse virksomheder blevet begunstiget i den forstand, at den kun er blevet tildelt producenter af produkter med kontrolleret oprindelsesbetegnelse i visse regioner.

(77)

For at bestemme, om den pågældende støtte henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1, må det afslutningsvis fastslås, om den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(78)

Domstolen har slået fast, at når en finansiel støtte, som ydes af en medlemsstat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (14).

(79)

At der findes en fælles markedsordning i sektoren, viser, at der er samhandel mellem medlemsstaterne inden for vinsektoren.

(80)

Nedenstående tabel viser som eksempel omfanget af samhandelen med vinprodukter mellem Frankrig og de øvrige medlemsstater i de sidste to år med omstilling i Frankrig, som nævnes.

(81)

Den støtte, der er blevet ydet, kan således påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, hvis den begunstiger visse nationale vinprodukter til skade for produktionen i andre medlemsstater. Vinsektoren er nemlig ekstremt følsom over for konkurrence på fællesskabsplan og dermed meget sårbar over for enhver foranstaltning til fordel for produktionen i én af medlemsstaterne.

(82)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at foranstaltningerne til fordel for virksomheder, der fremstiller produkter med kontrolleret oprindelsesbetegnelse i visse regioner, udgør en fordel, som finansieres med offentlige midler, som andre virksomheder ikke modtager, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, for så vidt den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen udgør således statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(83)

Traktatens artikel 87 indeholder dog bestemmelser om undtagelser fra det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet, selv om flere af dem helt klart ikke finder anvendelse i dette tilfælde, navnlig de i artikel 87, stk. 2, omhandlede. De franske myndigheder har ikke påberåbt sig disse undtagelsesbestemmelser.

(84)

De i traktatens artikel 87, stk. 3, omhandlede undtagelser bør fortolkes strengt ved enhver analyse af støtteprogrammer med regionalt eller sektorspecifikt sigte eller af ethvert individuelt tilfælde af anvendelse af generelle støtteordninger. De kan bl.a. kun anvendes, når Kommissionen har mulighed for at fastslå, at støtten er nødvendig for at opfylde et af de berørte mål. Det modsatte ville være ensbetydende med at tillade forstyrrende indgreb i samhandelen mellem medlemsstater og en fordrejning af konkurrencevilkårene i strid med Fællesskabets interesse, hvilket samtidig ville give de erhvervsdrivende i visse medlemsstater urimelige fordele.

(85)

Kommissionen er af den opfattelse, at de pågældende støtteordninger ikke tilsigter at fremme den økonomiske udvikling i et område, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). De tilsigter heller ikke at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Støtten tilsigter heller ikke at fremme kulturen eller bevare kulturarven som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(86)

Ifølge traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kan støtteordninger betragtes som forenelige med fællesmarkedet, når de har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, og de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at den i litra c) omhandlede undtagelsesbestemmelse kan anvendes, skal støtten bidrage til den pågældende sektors udvikling.

(87)

Kommissionen konstaterer, at de franske myndigheder ikke har underrettet Kommissionen om indførelsen af den pågældende støtte som krævet i traktatens artikel 88, stk. 3. I artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 er ulovlig støtte defineret som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Kravet om anmeldelse af statsstøtte fremgår af artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999 (15).

(88)

Da de foranstaltninger, Frankrig har iværksat, omfatter statsstøtteelementer, drejer det sig om ny støtte, som ikke er anmeldt til Kommissionen, og som derfor er ulovlig i henhold til traktaten.

(89)

I henhold til dels punkt 23.3 i landbrugsrammebestemmelserne, dels Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (16) skal al ulovlig støtte, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, evalueres efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på tidspunktet for støttens tildeling.

(90)

Landbrugsrammebestemmelserne har fundet anvendelse siden den 1. januar 2000. Al støtte tildelt efter denne dato skal derfor evalueres efter ovennævnte rammebestemmelser. Enhver støtte ydet inden denne dato skal derimod i givet fald bedømmes ud fra de regler og den praksis, der var gældende inden den 1. januar 2000.

(91)

Af punkt 3.2 i landbrugsrammebestemmelserne fremgår det, at selv om traktatens artikel 87, 88 og 89 i fuldt omfang finder anvendelse på de sektorer, der er omfattet af de fælles markedsordninger, er anvendelsen af disse artikler imidlertid underordnet de bestemmelser, der er fastsat i de relevante forordninger. Med andre ord kan en medlemsstats påberåbelse af traktatens artikel 87-89 ikke have forrang i forhold til bestemmelserne i forordningen om den fælles markedsordning for den pågældende sektor (17). Kommissionen skal også undersøge, om en støtte medfører forstyrrelser i den pågældende fælles markedsordnings funktion og dermed er uforenelig med fællesmarkedet.

(92)

Den støtte, der er fastsat i Rivesaltes-planen, er ydet mellem den 1. januar 1997 og den 31. juli 2000, dvs. inden ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin den 1. august 2000. Da der er tale om foranstaltninger, der falder ind under anvendelsesområdet for den fælles markedsordning for vin, skal de behandles ud fra den lovgivning, der var gældende på daværende tidspunkt, dvs. Rådets forordning (EØF) nr. 822/87.

(93)

Hvad angår støtten til salgsfremmende foranstaltninger for visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, som ifølge de franske myndigheder ikke er blevet videreført efter den 31. december 2000, skal den ydede støttes forenelighed med fællesmarkedet efterprøves ud fra rammebestemmelserne for statsstøtte til reklame for produkter opført i EF-traktatens bilag I og visse produkter uden for bilag I (18). I rammebestemmelsernes punkt 70 bestemmes det, at al ulovlig støtte, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, skal evalueres efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på tidspunktet for støttens tildeling.

(94)

Hvad angår den statsstøtte, der er blevet finansieret ved hjælp af en skattelignende afgift, skal de foranstaltninger, der er blevet finansieret ved hjælp af støtten, samt de nærmere regler for finansieringen af selve støtten undersøges af Kommissionen.

(95)

Jordudtagningspræmien blev finansieret ved hjælp af en brancheafgift til omstilling af vinproduktionen, som myndighederne gjorde obligatorisk. Præmien havde til formål at holde producenterne skadesløse i forbindelse med deres indtægtstab som følge af, at de forpligtede sig til ikke længere at påberåbe sig den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« og til at omstille deres produktion til bordvin eller »vins de pays«.

(96)

Hvad angår den jordudtagningspræmie, der er fastsat i den franske støtteordning, er sådanne præmier ikke fastsat i den fælles markedsordning eller mere konkret i Rådets forordning (EØF) nr. 456/80. I denne forordning var der udelukkende fastsat en præmie for midlertidigt eller endeligt ophør med vindyrkning, der kunne udbetales, når en producent besluttede at medvirke til en formindskelse af vindyrkningskapaciteten i Fællesskabet gennem bl.a. rydning af vinstokke.

(97)

Kommissionen konstaterer, at den franske foranstaltning ikke havde til formål at reducere vinproduktionen, men udelukkende at producenterne ikke skulle påberåbe sig den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes«. Da præmien således ikke er anvendt til at mindske vindyrkningskapaciteten eller til at finansiere foranstaltninger med henblik på ophør med vindyrkning, falder foranstaltningen ikke ind under anvendelsesområdet for den tidligere fælles markedsordning for vin.

(98)

Selv om det ser ud til, at forordning (EØF) nr. 456/80 ikke kan anvendes, eftersom produktionen ikke skulle ophøre, bør foranstaltningen undersøges på baggrund af andre horisontale bestemmelser vedrørende statsstøtte. I henhold til artikel 17 i forordning (EØF) nr. 456/80 er denne forordning ikke til hinder for, at der kan ydes støtte efter national lovgivning, når blot denne støtte ydes til formål, der svarer til de i denne forordning omhandlede, dog med forbehold af en undersøgelse i henhold til traktatens artikel 92, 93 og 94 (nu artikel 87, 88 og 89).

(99)

Den pågældende foranstaltning omfatter ikke bestemmelser om ophør med vinproduktion. Den kan således ikke ligestilles med en foranstaltning, hvis formål svarer til de i forordning (EØF) nr. 456/80 omhandlede, altså en formindskelse af vindyrkningskapaciteten.

(100)

De franske myndigheder har selv forklaret, at foranstaltningen ikke havde til formål at reducere vindyrkningskapaciteten, eftersom støttemodtagerne skulle forpligte sig til at acceptere, at produktionen fra de udtagne parceller markedsføres som bordvin eller »vins de pays« og ikke som vin med kontrollerede oprindelsesbetegnelser.

(101)

De franske myndigheder understreger, at præmien derimod havde til formål at sikre støttemodtagerne en modydelse for deres forpligtelse til at undlade at sælge produktionen fra de udtagne parceller som vin med kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Ifølge myndighederne opnåede støttemodtagerne dermed ikke et indtægtssupplement, men blot en kompensation for et indtægtstab. Alligevel mener de ikke, at denne præmie kan ligestilles med simpel driftsstøtte i form af et ulovligt likviditetstilskud.

(102)

I modsætning til de franske myndigheders angivelser mener Kommissionen, at den nationale støttes formål har været at yde økonomisk hjælp til de producenter, der som iværksættere frivilligt har besluttet at engagere sig rent kommercielt i erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse udgifterne er knyttet til. Statens kompensation for et indtægtstab, som virksomhederne frivilligt har valgt, udgør en offentlig støtte, som mindsker de økonomiske følger af et sådant valg.

(103)

Ifølge EF-Domstolens praksis (19) og Kommissionens faste praksis inden vedtagelsen af landbrugsrammebestemmelserne den 1. januar 2000 er der tale om driftsstøtte, når støtten tager sigte på at fritage en virksomhed for udgifter, som den normalt skulle have afholdt som led i sin løbende drift eller normale aktiviteter. Domstolen understreger, at det er fast retspraksis, at driftsstøtte ikke kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvis den på grund af sin karakter truer med at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(104)

Denne opfattelse er nedfældet i punkt 3.5 i landbrugsrammebestemmelserne, som fastsætter, at unilaterale statsstøtteforanstaltninger, som blot har til formål at forbedre producenternes økonomiske situation, men som på ingen måde bidrager til sektorens udvikling, og navnlig støtte, som udelukkende ydes på grundlag af pris, mængde, produktionsenhed eller produktionsmiddelenhed, betragtes som driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. I punkt 3.5 anføres det endvidere, at en sådan støtte ifølge sin natur kan true med at påvirke de fælles markedsordningers mekanismer.

(105)

Kommissionen noterer sig, at støtten er blevet ydet pr. ha pr. år og med udgangspunkt i en kontinuerlig produktion, og at den derfor er nært knyttet til mængden af den producerede vin.

(106)

Kommissionen finder således, at jordudtagningspræmien er en driftsstøtte, der vil kunne gribe ind i mekanismerne for den fælles markedsordning for vin, og som derfor er uforenelig med de gældende markeds- og konkurrenceregler.

(107)

I artikel 14 i forordning (EØF) nr. 822/87 var det fastsat, at enhver form for national støtte til beplantning af vindyrkningsarealer er forbudt fra den 1. september 1988, undtagen støtte, der opfylder kriterier, som bl.a. gør det muligt at nå det fastsatte mål, nemlig en formindskelse af den producerede mængde eller en kvalitativ forbedring uden en forøgelse af produktionen.

(108)

I forordning (EØF) nr. 2741/89 fastsættes kriterierne for behandling af projekter vedrørende national støtte til beplantning af vindyrkningsarealer, der kan tillades efter traktatens artikel 92, 93 og 94 (nu 87, 88 og 89).

(109)

Ifølge denne forordnings artikel 2 skal de nationale støtteprojekter på tilfredsstillende vis overholde den i artikel 14, stk. 2, andet led, i forordning (EØF) nr. 822/87 omhandlede målsætning for nedsættelse af produktionsmængden eller kvalitetsforbedring uden produktionsstigning.

(110)

Forordningens artikel 3 bestemmer, at beplantningen skal ske med en sort, som på den pågældende vindyrkningsjord ikke anses for at være af høj produktivitet, er anerkendt som værende af forbedrende art og er specielt godkendt af de nationale myndigheder inden for rammerne af det pågældende støtteprojekt.

(111)

De franske myndigheder har gjort opmærksom på, at de i overensstemmelse med artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 hvert år til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor indsender en oversigt over arealer beplantet med vinstokke opdelt efter departement og den producerede druetype (druer til persning, bl.a. til kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (VQPRD), og spisedruer) samt en oversigt over rydning og plantning af vinstokke med samme opdeling efter departement og den producerede druetype. De franske myndigheder vedlagde en kopi af de skemaer, der blev indsendt for produktionsåret 1997/1998.

(112)

Kommissionen har fra de franske myndigheder modtaget oplysninger om de sorter, der er blevet anvendt ved omstillingerne, hvorved den har kunnet konstatere, at de i betragtning 107-110 omhandlede betingelser opfyldes. På baggrund af oplysningerne har Kommissionen kunnet konstatere, at disser sorter havde de egenskaber, som blev krævet i henhold til fællesskabslovgivningen på det tidspunkt, hvor støtten blev bevilget.

(113)

Artikel 5 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2741/89 bestemte, at støttebeløbet pr. ha beplantet vindyrkningsareal ikke måtte overstige 30 % af de faktiske omkostninger i forbindelse med rydning og beplantning. De omkostninger, som skulle tages i betragtning ved tildelingen af støtten, kunne fastsættes skønsmæssigt i hvert område, bl.a. ud fra de geomorfologiske forhold.

(114)

Ifølge de første oplysninger fra de franske myndigheder har de offentlige myndigheder alt i alt bidraget med 29,11 % af udgifterne til den reelt gennemførte omstilling. De franske myndigheder konkluderer således, at det samlede støttebeløb ikke oversteg det loft på 30 %, som fællesskabslovgivningen fastsætter.

(115)

Det var fastsat i artikel 5 i forordning (EØF) nr. 2741/89, at det relevante element til beregning af omstillingsomkostningerne var den faktisk tildelte støtte pr. ha beplantet vindyrkningsareal. Dette udelukker samlede beregninger for omstillingen som helhed og dermed beregninger baseret på gennemsnittet pr. ha af de samlede udgifter.

(116)

Kommissionen finder, at under hensyntagen til de udgifter pr. ha, som de franske myndigheder har oplyst (110 000 FRF/ha), skulle der for den i dette tilfælde ydede støtte have været et loft på henholdsvis 33 000 FRF/ha og 30 % af de reelle omkostninger for de enkelte producenter.

(117)

Ifølge de nyeste oplysninger forelagt af de franske myndigheder er der samlet set inden for rammerne af planen blevet udbetalt et beløb på 36,623 mio. FRF til forbedring af vindyrkningsarealerne (1 238 ha (875 producenter)). I 221 tilfælde var der blevet udbetalt mere end 33 000 FRF/ha; det drejede sig om et areal på 166 ha og et beløb på i alt 883 000 FRF.

(118)

Kommissionen konkluderer, at hver enkelt overskridelse af loftet på 30 % af de reelle omkostninger og/eller loftet på 33 000 FRF/ha udgør statsstøtte, som ikke er forenelig med de gældende regler.

(119)

Kommissionen har senest inden for rammerne af statsstøttesag nr. N 184/97 for en periode indtil udgangen af 2002 godkendt en statsstøtte, som finansieres af en skattelignende afgift til dækning af bl.a. foranstaltninger med henblik på salgsfremme og det arbejde, som CIVDN udfører. Den oprindelige plan blev godkendt af Kommissionen i 1990 inden for rammerne af statsstøttesag nr. N 230/90. Kommissionen havde konkluderet, at støtten til kollektive salgsfremmende foranstaltninger vedrørende forbedring og styrkelse af det kvalitetsimage, som naturligt søde vine har blandt forbrugerne, og udvikling af afsætningen var blevet bevilget i overensstemmelse med rammeordningen for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og visse varer, der ikke henhører under EØF-Traktatens bilag II, men ikke fiskerivarer (20), som er den rammeordning, der finder anvendelse på denne type støtte. Kommissionen har desuden fastslået, at CIVDN's administrationsomkostninger ikke skal betragtes som støtte.

(120)

Kommissionen finder, at den tilladelse, der blev givet inden for rammerne af statsstøttesag nr. N 184/97, ikke udgør en stiltiende tilladelse til at foretage en ændring eller til som i dette tilfælde at indføre en anden foranstaltning, der skal supplere den tidligere godkendte støtte.

(121)

De franske myndigheder har bekræftet, at de salgsfremmende foranstaltninger, der er blevet gennemført ved hjælp af indtægterne fra den »frivillige obligatoriske afgift« (CVO), er af samme karakter som de foranstaltninger, som er blevet finansieret med midler fra den skattelignende afgift, som er blevet anmeldt til og godkendt af Kommissionen. Ifølge de franske myndigheder var der således blot tale om en forøgelse af det samlede budget for foranstaltningen.

(122)

Eftersom de samme vilkår skulle have fundet anvendelse ved tildelingen af denne støtte, kan Kommissionen med henvisning til sin beslutning i statsstøttesag nr. N 184/97 konkludere, at støtten til salgsfremme for og arbejdet med de kontrollerede oprindelsesbetegnelser, som blev finansieret ved hjælp af de nye afgifter, er forenelig med de gældende konkurrenceregler.

(123)

Kommissionen noterer sig tredjeparternes bemærkninger om, at de finansierede foranstaltninger er i strid med konkurrencereglerne vedrørende støtte til reklame for landbrugsprodukter, fordi støtten er blevet udbetalt til bestemte virksomheder. Den forelagte dokumentation tyder dog snarere på, at de pågældende foranstaltninger er salgsfremmende foranstaltninger, som kan sidestilles med teknisk bistand, som meget vel kan ydes til vinavlere.

(124)

I overensstemmelse med Domstolens praksis (21) finder Kommissionen normalt, at når en statsstøtte finansieres gennem obligatoriske afgifter, kan dette få en indvirkning på støtten ved at have en beskyttende virkning, der går længere end den egentlige støtte. De pågældende bidrag er obligatoriske afgifter. I overensstemmelse med samme retspraksis finder Kommissionen endvidere, at en støtte ikke kan finansieres af skattelignende afgifter, der også er lagt på produkter indført fra andre medlemsstater.

(125)

Kommissionen har inden for rammerne af statsstøttesag nr. N 184/97 allerede fastslået, at den ordning, som de franske myndigheder har indført, ikke berører importerede produkter.

(126)

Det fremgår endvidere af bestemmelserne vedrørende de pågældende skattelignende afgifter, at de kun var lagt på produktionen af naturligt søde vine med kontrollerede oprindelsesbetegnelser i regionen Pyrénées-Orientales. Jordudtagningspræmien er blevet finansieret ved hjælp af en afgift, som kun er lagt på den regionale produktion af den vin, der er omfattet af foranstaltningen, og ikke på nogen importerede produkter.

(127)

Det kan derfor konkluderes, at de i denne sag omhandlede skattelignende afgifter hverken belaster eller har belastet importerede produkter.

(128)

Den statsstøtte i form af en jordudtagningspræmie, som Frankrig har bevilget franske vinproducenter, som har forpligtet sig til at undlade at påberåbe sig de kontrollerede oprindelsesbetegnelser »Rivesaltes« og »Grand Roussillon« fra 1996-høsten til og med 2000-høsten, er uforenelig med fællesmarkedet.

(129)

Den statsstøtte, som Frankrig har givet inden for rammerne af en omstillingsplan for vindyrkningsmarkerne med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« fra 1996-høsten til og med 2000-høsten, og som i visse tilfælde overskred 30 % af de reelle omkostninger og/eller loftet på 5 030,82 EUR/ha (33 000 FRF/ha), er uforenelig med fællesmarkedet.

(130)

Den statsstøtte i form af foranstaltninger vedrørende salgsfremme for og arbejdet med de kontrollerede oprindelsesbetegnelser »Rivesaltes«, »Grand Roussillon«, »Muscat de Rivesaltes« og »Banyuls«, som Frankrig bevilgede mellem 1. januar 1998 og 31. december 2000, er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(131)

Kommissionen er ikke blevet underrettet om de pågældende foranstaltninger, jf. traktatens artikel 88, stk. 3, og de udgør derfor ulovlig støtte, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999.

(132)

Kommissionen beklager, at Frankrig har bevilget den nævnte støtte i strid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(133)

Hvad angår støtte, som er bevilget før vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning, er der grund til at bemærke, at den pågældende støtte, i betragtning af den præceptive karakter af de procedureregler, som er fastsat i traktatens artikel 88, stk. 3, regler hvis direkte virkning Domstolen har fastslået i dom af 19. juni 1973 i sag 77/72, Carmine Capolongo mod Azienda Agricola Maya (22), i dom af 11. december 1973 i sag 120/73, Gebrüder Lorenz GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland (23), og i dom af 22. marts 1977 i sag 78/76, Firma Steinicke & Weinlig mod Forbundsrepublikken Tyskland (24), ikke efterfølgende kan lovliggøres (dom af 21. november 1991 i sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Den Franske Republik (25).

(134)

Domstolen har mindet om, at når en støtteforanstaltning, hvis finansiering indgår som en integrerende del, gennemføres under tilsidesættelse af underretningspligten, er de nationale retter i princippet forpligtet til at kræve tilbagebetaling af afgifter eller bidrag, der er opkrævet specifikt til finansiering af støtten. Den minder også om, at de nationale retter skal beskytte borgernes rettigheder, hvis de nationale myndigheder tilsidesætter forbuddet mod at gennemføre støtten, jf. traktatens artikel 88, stk. 3, sidste punktum, som har direkte virkning. De nationale retter skal, over for de borgere, som kan påberåbe sig, at bestemmelsen er tilsidesat, sikre, at der drages alle konsekvenser heraf i henhold til national ret, såvel med hensyn til gyldigheden af de retsakter, der er udstedt til gennemførelse af støtteforanstaltningerne, som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt (26).

(135)

Er den ulovlige støtte uforenelig med fællesmarkedet, bestemmer Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Tilbagebetalingen er en forudsætning for at kunne genoprette den tidligere situation, for derved ophæves de finansielle fordele, som modtageren af den ulovlige støtte uretmæssigt har nydt godt af siden tidspunktet for tildelingen af støtten.

(136)

I henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999 skal den støtte, der skal tilbagebetales, indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, som fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed.

(137)

Støtten skal tilbagebetales i overensstemmelse med de procedurer, som er fastsat i den franske lovgivning. Beløbene omfatter påløbne renter fra det tidspunkt, hvor støtten blev udbetalt, indtil det tidspunkt, hvor den er fuldt tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af Kommissionens referencesats ved hjælp af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (27).

(138)

Kommissionen råder ikke over oplysninger om det samlede støttebeløb, der er blevet bevilget som jordudtagningspræmie, da den ikke har kendskab til indtægterne og det antal hektar, for hvilke der er bevilget støtte. Uden at det på nogen måde påvirker dens konklusioner, noterer Kommissionen sig tredjeparternes oplysninger om, at jordudtagningspræmien skal have været genstand for finansiering og supplerende offentlig støtte, som ikke er blevet indberettet af de franske myndigheder. Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, var den offentlige støtte til finansiering af omstillingsstøtten på 11,01 mio. EUR.

(139)

Nærværende beslutning foregriber ikke de konsekvenser, som Kommissionen eventuelt drager med hensyn til finansieringen af den fælles landbrugspolitik via Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) —

30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/14

(1)

Ved brev af 15. oktober 2004, der blev registreret den 25. oktober, fik Kommissionen tilsendt en klage over påstået ulovlig statsstøtte til Frucona Košice a.s. Klageren sendte yderligere oplysninger den 3. februar 2005. Der blev holdt et møde med klageren den 24. maj 2005.

(2)

På grundlag af klagerens oplysninger bad Kommissionen ved brev af 6. december 2004 Slovakiet om at underrette den om den omstridte foranstaltning. Slovakiet svarede ved brev af 4. januar 2005, der blev registreret den 17. januar, og hvorved det oplyste Kommissionen om eventuel ulovlig støtte til Frucona Košice a.s. og bad den godkende den som redningsstøtte til et selskab i økonomiske vanskeligheder. Slovakiet indsendte yderligere oplysninger ved brev af 24. januar 2005, der blev registreret den 28. januar. Kommissionen bad om yderligere oplysninger ved brev af 9. februar 2005, som blev besvaret ved brev af 4. marts 2005, der blev registreret den 10. marts. Der blev holdt et møde med de slovakiske myndigheder den 12. maj 2005.

(3)

Ved brev af 5. juli 2005 oplyste Kommissionen Slovakiet om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til støtten.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til foranstaltningen.

(5)

De slovakiske myndigheder indsendte deres bemærkninger ved brev af 10. oktober 2005, der blev registreret den 17. oktober 2005. Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part (modtageren af støtten) ved brev af 24. oktober 2005, der blev registreret den 25. oktober. Den videresendte dem til Slovakiet med en opfordring til at kommentere dem. Slovakiets kommentarer indgik ved brev af 16. december 2005, der blev registreret den 20. december. Den 28. marts 2006 blev der holdt et møde med støttemodtageren, som fik lejlighed til at uddybe sine bemærkninger. Slovakiet fremsendte yderligere oplysninger ved brev af 5. maj 2006, der blev registreret den 8. maj.

(6)

Modtageren af den økonomiske støtte er Frucona Košice a.s. (i det følgende benævnt »modtageren«), som på tidspunktet for de afgørende begivenheder var aktiv inden for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer, frugt og grønsager på dåse og eddike. Modtageren producerer nu ikke længere alkohol og alkoholholdige drikkevarer, men opererer på engrosmarkedet for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Selskabet ligger i en region, der er berettiget til regionalstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

(7)

På tidspunktet for de afgørende begivenheder havde modtageren omkring 200 beskæftigede. I forbindelse med sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelse fremlagde modtageren tal for sin omsætning (inklusive punktafgifter og moms), der er anført i følgende tabel.

Tabel 1

Omsætning i forskellige produktionssegmenter, inklusive punktafgifter og moms [SKK]

(8)

Disse tal adskiller sig betydeligt fra dem, Kommissionen har modtaget fra de slovakiske myndigheder, og som den har anført i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse (5). De slovakiske myndigheder anfægtede ikke ovennævnte tals rigtighed i forbindelse med deres reaktion på modtagerens bemærkninger efter indledningen af den formelle undersøgelse. Ifølge de slovakiske myndigheder opfylder modtageren kriterierne for en mellemstor virksomhed.

(9)

Den anfægtede foranstaltning består i, at skattekontoret, Košice IV, (i det følgende benævnt »skattekontoret«) afskriver en skattegæld i henhold til en ordning med virksomhedens kreditorer. Denne procedure er underlagt lov 328/91 om konkurs og ordning med kreditorer (i det følgende benævnt »konkursloven«).

(10)

En ordning med kreditorerne (i det følgende benævnt »ordning« eller »kreditorprocedure«) er en domstolsovervåget procedure, der i lighed med konkursproceduren sigter mod at afklare forgældede selskabers økonomiske situation (6). Under konkursproceduren ophører selskabet med at eksistere, og enten sælges dets aktiver til en ny ejer, eller selskabet træder i likvidation. Under kreditorproceduren fortsætter det forgældede selskab derimod sin virksomhed uden ændring af ejerskabet.

(11)

Kreditorproceduren indledes af det forgældede selskab. Målet er at opnå en aftale med kreditorerne (i det følgende benævnt »aftale«), hvorved det forgældede selskab betaler en del af sin gæld, og kreditorerne giver afkald på den resterende. Denne aftale skal godkendes af den overvågende domstol.

(12)

Kreditorer, hvis tilgodehavender er sikret, for eksempel ved pant, optræder som separatister. For at forslaget til en ordning kan accepteres, skal alle separatisterne stemme for, hvorimod et kvalificeret flertal er tilstrækkeligt for andre kreditorers vedkommende. Separatister stemmer individuelt og har vetoret over forslaget.

(13)

Separatister har også en privilegeret stilling i konkursproceduren. Indtægterne fra salget af de sikrede aktiver i konkursproceduren skal udelukkende bruges til dækning af separatisternes krav. Hvis separatisternes krav ikke alle kan opfyldes på grundlag af dette salg, medtages de udestående beløb i anden gruppe med de andre kreditorers krav. I anden gruppe fyldestgøres kreditorerne proportionalt.

(14)

I henhold til konkursloven skal det selskab, der ansøger om en ordning med kreditorerne, forelægge den overvågende domstol en liste over foranstaltninger med henblik på dets reorganisering og på den fortsatte finansiering af dets aktiviteter efter ordningen.

(15)

I henhold til lov 511/92 om forvaltning af skatter og afgifter og ændringer i systemet med lokale finansielle myndigheder (i det følgende benævnt »skatteforvaltningsloven«) har et selskab mulighed for at bede skattemyndighederne om henstand med betalingen af skatter. Der opkræves renter af beløbet, og der skal stilles sikkerhed for skattegælden.

(16)

Skattefuldbyrdelsesproceduren, der tager sigte på at opfylde statens skattekrav gennem salg af fast ejendom, løsøre eller selskabet som helhed, er også underlagt skatteforvaltningsloven.

(17)

Mellem november 2002 og november 2003 udnyttede modtageren den mulighed, skatteforvaltningsloven giver, for at få henstand med sin betaling af punktafgiften på alkohol (7). Gælden beløb sig til i alt 477 015 759 SKK (12,6 mio. EUR). Før skattekontoret accepterede at yde henstand, sikrede det sine tilgodehavender i modtagerens aktiver, som det er foreskrevet i loven. De slovakiske myndigheder gør gældende, at værdien af denne sikkerhed på grundlag af modtagerens regnskaber var 397 476 726 SKK (10,5 mio. EUR). Modtageren hævder imidlertid, at værdien af sikkerheden ifølge ekspertvurderinger ved udgangen af 2003 var 193 940 000 SKK (5 mio. EUR). Dette er ifølge modtageren værdien af de sikrede aktiver (løsøre, fast ejendom og tilgodehavender) udtrykt i såkaldte ekspertpriser.

(18)

Pr. 1. januar 2004 begrænsede den ændrede skatteforvaltningslov muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til kun en enkelt gang om året. Modtageren udnyttede denne mulighed for punktafgiften for december 2003, der skulle betales i januar 2004. Selskabet var imidlertid ikke i stand til at betale eller få henstand med punktafgiften for januar 2004, der skulle betales den 25. februar 2004. Som følge heraf blev modtageren til et forgældet selskab i konkurslovens betydning og mistede også sin tilladelse til produktion og forarbejdning af alkohol.

(19)

Den 8. marts 2004 indgav modtageren en ansøgning om en kreditorprocedure til den kompetente regionale domstol. Efter at have fastslået, at alle de nødvendige juridiske krav var opfyldt, traf den regionale domstol den 29. april 2004 en afgørelse om, at kreditorproceduren kunne gå i gang. Ved høringen den 9. juli 2004 stemte kreditorerne for den ordning, som modtageren havde foreslået. Den overvågende regionale domstol bekræftede ordningen ved afgørelse af 14. juli 2004.

(20)

I august 2004 ankede skattekontoret domstolens bekræftende afgørelse. Ved afgørelse af 25. oktober 2004 fastslog højesteret, at anken ikke kunne tages til påkendelse og erklærede, at den regionale domstols afgørelse, som godkendte ordningen, var gyldig og kunne fuldbyrdes pr. 23. juli 2004. Anklagemyndigheden ankede efterfølgende den regionale domstols afgørelse i henhold til den ekstraordinære ankeprocedure. Denne sag verserer stadig for højesteret.

(21)

Kreditorerne, herunder skattekontoret, blev enige med modtageren om følgende ordning: 35 % af gælden skulle tilbagebetales af modtageren inden en måned fra ordningens ikrafttræden, og kreditorerne skulle give afkald på de resterende 65 % af gælden. Alle kreditorerne blev derfor behandlet på identiske betingelser. De faktiske beløb pr. kreditor er anført i følgende tabel.

Tabel 2

Modtagerens gældsstatus før og efter kreditorproceduren [SKK]

(22)

Skattekontorets krav, som blev medtaget i kreditorproceduren, androg 640 793 831 SKK (16,86 mio. EUR) og omfattede ubetalte punktafgifter for perioden maj 2003-marts 2004 og moms for perioden januar-april 2004 med straftillæg og renter. De krav, skattekontoret gav afkald på, beløb sig til 416 515 990 SKK (11 mio. EUR). Ordningen gav skattekontoret 224 277 841 SKK (5,86 mio. EUR).

(23)

I kreditorproceduren optrådte skattekontoret som separatist og stemte som sådan særskilt for ordningen. Skattekontorets privilegerede stilling skyldtes, at nogle af dets tilgodehavender, som var medtaget i kreditorproceduren, var sikrede i forbindelse med modtagerens henstand med skattebetalingen i 2002 og 2003 (jf. betragtning 17). Alle de andre kreditorer stemte for den foreslåede ordning. Deres tilgodehavender var almindelige handelstilgodehavender, som ikke var sikret på nogen måde.

(24)

I sit forslag til en ordning fremlagde modtageren i overensstemmelse med konkurslovens krav om en detaljeret beskrivelse af reorganiseringsforanstaltningerne vedrørende produktion, distribution og arbejdsstyrke (herunder afskedigelser).

(25)

Med hensyn til organisation og arbejdsstyrke planlagde modtageren følgende foranstaltninger: oprettelse af en fælles produktionsenhed for alle produktionsaktiviteterne, reorganisering af transportfaciliteterne ved eksklusion af køretøjer med den laveste bogførte restværdi og reorganisering af de kommercielle aktiviteter. Disse foranstaltninger skulle ledsages af afskedigelse af 50 medarbejdere i marts-maj 2004. I samme periode skulle yderligere 50 medarbejdere arbejde for 60 % løn.

(26)

På det produktionsmæssige og tekniske område erklærede modtageren, at produktionsanlæggene til alkohol ville blive udlejet fra april 2004, eftersom selskabet havde mistet sin tilladelse til alkoholproduktion. Modtageren havde planer om at reducere eller standse produktionen af visse urentable alkoholfri drikkevarer og erklærede, at der forud for indførelse af et eventuelt nyt produkt i denne kategori ville blive gennemført en analyse af dets rentabilitet.

(27)

Modtageren nævner også følgende foranstaltninger: den omstrukturering af omkostningerne, der skulle følge af de lavere produktionsomkostninger efter indstillingen af alkoholproduktionen og af den delvise nedlæggelse af selskabets egen transportvirksomhed og salget af gammelt udstyr til skrot.

(28)

Modtageren planlagde også at sælge en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet og nævnte muligheden af at sælge eller udleje anlægget til eddikeproduktion. De slovakiske myndigheder bekræftede i deres kommentarer til beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at salget af administrationsbygningen, butikken og rekreationsfaciliteten ikke havde fundet sted.

(29)

Modtageren planlagde et intensivt salg af sin lagerbeholdning af leveringsklare produkter (10).

(30)

I henhold til dette forslag skulle modtageren finansiere ordningen over sine egne midler (salg af lagerbeholdning) på [mindre end 150] mio. SKK og gennem ekstern finansiering i form at et banklån på 100 mio. SKK. Ud fra de oplysninger, modtageren indsendte som reaktion på indledningen af den formelle undersøgelse, blev den udestående gæld til sidst dækket af indtægterne af udstedelsen af nye aktier (21 mio. SKK; 0,56 mio. EUR), indtægterne af salget af lagerbeholdning ([mindre end 150] mio. SKK; [mindre end 3,9] mio. EUR) og et leverandørlån fra Old Herold s.r.o. ([70-130] mio. SKK; [1,8-3,4] mio. EUR). Forfaldstiden for Old Herold s.r.o.'s fakturaer var 40 dage, hvilket ifølge modtageren var en lang periode, som skyldtes modtagerens vanskelige økonomiske situation. Denne forlængede forfaldstid gjorde det muligt for modtageren at opspare de nødvendige kontanter.

(31)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse meddelte de slovakiske myndigheder Kommissionen, at modtagerens udestående gæld til skattekontoret på 224 277 841 SKK blev betalt den 17. december 2004. De bekræftede, at de under Kommissionens procedure havde suspenderet den gældsafskrivning, der var opnået enighed om under kreditorproceduren.

(32)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt den omstridte gældsafskrivning involverede statsstøtte. Især mente den, at skattekontorets adfærd i forbindelse med kreditorproceduren ikke var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske kreditorprincip. Den fandt navnlig, at skattekontoret var i en situation, der var juridisk forskellig fra de andre kreditorers, da det ejede pantesikrede fordringer og havde mulighed for at indlede skattefuldbyrdelsesproceduren. Den tvivlede på, at kreditorproceduren førte til det bedst mulige resultat for staten sammenlignet med konkursproceduren eller skattefuldbyrdelsesproceduren.

(33)

Kommissionen rejste dernæst tvivl om, hvorvidt den omstridte støtte var forenelig med fællesmarkedet. Den betvivlede især, at støtten kunne anses for forenelig som redningsstøtte, som de slovakiske myndigheder havde hævdet. Redningsstøtte kan kun være likviditetsstøtte i form af lånegarantier eller lån. Den omstridte foranstaltning er imidlertid en gældsafskrivning, hvilket svarer til et tilskud, der ikke skal tilbagebetales. Støtten blev heller ikke bevilget på den betingelse, at modtageren fremlagde en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan eller tilbagebetalte støtten fuldt ud inden 6 måneder efter, at redningsforanstaltningen var godkendt.

(34)

Kommissionen undersøgte dernæst den omstridte foranstaltnings forenelighed som omstruktureringsstøtte og rejste tvivl om, hvorvidt to af hovedbetingelserne var opfyldt, nemlig at der forelå en omstruktureringsplan, som sikrede genetablering af den langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist, og at støtten var begrænset til det strengt nødvendige.

(35)

Ud over de oplysninger, der beskrives ovenfor i del II, indsendte modtageren følgende bemærkninger.

(36)

Modtageren fremfører, at grunden til selskabets økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 2004 var ændringen af skatteforvaltningsloven, som begrænsede muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til en gang om året. Dette var en vigtig ændring for modtageren, som, med sine egne ord, havde regnet med denne mulighed i de foregående år.

(37)

Om selve sagens realitet fremførte modtageren først, at Kommissionen ikke havde kompetence til at undersøge den omstridte foranstaltning, fordi foranstaltningen var iværksat før tiltrædelsesdatoen og ikke var gyldig efter tiltrædelsen. Foranstaltningen hævdes at være iværksat før tiltrædelsen, fordi kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004 og, som modtageren gør gældende, blev godkendt af domstolen den 29. april 2004, dvs. før Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union. Endvidere siges skattemyndighederne at have tilkendegivet, at de var enige i den foreslåede ordning ved de forhandlinger, der gik forud for indledningen af kreditorproceduren. Der blev holdt et møde med Den Slovakiske Republiks skattedirektorat i december 2003, og den 3. februar 2004 sendte det lokale skattekontor modtageren et brev, hvori det angiveligt bekræftede muligheden for at anvende en ordning.

(38)

Modtageren fremførte endvidere, at den omstridte foranstaltning, selv i det tilfælde, hvor Kommissionen selv mente sig kompetent til at behandle sagen, ikke kunne betragtes som statsstøtte, fordi det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt.

(39)

For det første fremfører modtageren, at sammenligningen mellem kreditorproceduren og skattefuldbyrdelsesproceduren er vildledende, fordi indledningen af førstnævnte udelukker eller suspenderer sidstnævnte. Skattefuldbyrdelsesproceduren var derfor ikke et alternativ for skattekontoret. Endvidere ville skattekontoret ifølge modtageren have været juridisk forpligtet til at iværksætte konkursproceduren eller en kreditorprocedure i henhold til insolvenslovgivningen efter nogle uger eller måneder, hvis det ikke frivilligt havde indledt kreditorproceduren.

(40)

For det andet fremfører modtageren, at statens beslutning om at undgå konkurs og i stedet søge at finde en løsning gennem kreditorproceduren, opfyldte det markedsøkonomiske kreditorprincip. Som bevis herpå fremlægger selskabet erklæringer fra to revisorer og en bobestyrer på, at skattekontoret ville få mere ud af kreditorproceduren end af konkursproceduren, og at det ville ske hurtigere. Selskabet fremlægger også yderligere materiale og statistikker for at påvise, at konkursproceduren i Slovakiet i gennemsnit varer 3-7 år og kun giver et meget begrænset udbytte ved salg af aktiver (11).

(41)

Modtageren baserer hovedsagelig sin analyse på revisionsfirmaet EKORDA's rapport af 7. juli 2004, som skattekontoret hævdes at have haft til rådighed før kreditorernes afstemning den 9. juli 2004. Der blev imidlertid ikke fremlagt noget bevismateriale for, at dette rent faktisk var tilfældet.

(42)

Ifølge EKORDA's rapport ville indtægterne af salget af aktiver i tilfælde af konkurs i bedste fald være 204 mio. SKK (5,3 mio. EUR) og, efter fradrag af diverse gebyrer på 45 mio. SKK, kun 159 mio. SKK (4,2 mio. EUR). Modtageren selv korrigerede det gebyrbeløb, der skulle fratrækkes (36 mio. SKK), og nåede frem til et tal på 168 mio. SKK (4,4 mio. EUR). Selv om skattekontoret som den eneste separatist og langt den største kreditor ville få det meste af dette provenu, ville det stadig være mindre end det, skattekontoret fik efter ordningen.

(43)

For at nå frem til dette resultat brugte EKORDA som grundlag bogføringsværdien pr. 31. marts 2004 af anlægsaktiver, lagerbeholdning, kontanter og kortfristede tilgodehavender efter en justering, der afspejlede det forhold, at de ikke kunne inddrives, samt deres lave værdi. Det justerede den nominelle værdi af modtagerens aktiver med en såkaldt likvidationsfaktor for hver enkelt del af aktiverne i tilfælde af salg under en konkursprocedure (45 % for anlægsaktiver, 20 % for lagerbeholding og kortfristede tilgodehavender og 100 % for kontanter).

(44)

EKORDA nævner såvel det fremtidige skatteprovenu af modtagerens (12) drift som beskæftigelsesudviklingen i regionen og udviklingen i fødevarebranchen i Slovakiet som meget vigtige faktorer, der påvirkede beslutningen om at opretholde modtagerens drift.

(45)

Modtageren nævner også to andre rapporter. Revisoren Marta Kochová konkluderede, at maksimumindtægten fra salget af aktiverne, som dog ikke var blevet vurderet, ville være 100 mio. SKK (2,6 mio. EUR), eller, efter fradrag af gebyrer på 22 mio. SKK, kun 78 mio. SKK (2 mio. EUR). Der blev ikke givet nogen yderligere oplysninger om denne rapport. Bobestyreren Holovačová har efter sigende udtalt, at kreditorproceduren efter hendes mening generelt er mere fordelagtig for kreditorer end konkurs. Det er en kendsgerning, at kreditor har en interesse i, at skyldnerens økonomiske aktiviteter fortsætter (fremtidige indtægter fra handel eller fra skatter).

(46)

For det tredje fremfører modtageren, at langsigtede hensyn bør tages i betragtning, såsom fremtidigt skatteprovenu. Det hævdes, at retspraksis, som udelukker socialpolitiske hensyn fra det markedsøkonomiske kreditorprincip (13), ikke gælder, når den offentlige myndighed ser på beregningen af det fremtidige skatteprovenu. Ifølge modtageren er den offentlige myndighed her i samme situation som en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold og i sin egenskab af leverandør er interesseret i kundens overlevelse. Modtageren henviser dernæst til retspraksis vedrørende det markedsøkonomiske investorprincip.

(47)

Modtageren konkluderer, at det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt, og at den omstridte foranstaltning ikke skal betragtes som statsstøtte.

(48)

Hvis Kommissionen alligevel skulle konkludere noget andet, mener modtageren, at den omstridte foranstaltning er forenelig som omstruktureringsstøtte. Selskabet fremfører, at skattekontoret havde efterprøvet dets forretningsplan for genetablering af langsigtet rentabilitet, før det accepterede ordningen. At der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan er ifølge modtageren irrelevant i en situation, hvor Kommissionen foretager en efterfølgende vurdering af sagen, fordi Kommissionen nu er i stand til at se, om modtageren faktisk blev levedygtig. Dog mener modtageren, at en detaljeret omstruktureringsplan er nødvendig i tilfælde af en forudgående vurdering. Modtageren beskriver dernæst kort de omstruktureringsforanstaltninger, der er truffet, nemlig forøgelse af egenkapitalen, afskedigelser og salg af lagerbeholdning, og giver udtryk for den opfattelse, at indstillingen af produktionen af alkohol og alkoholholdige drikkevarer og udlejningen af produktionsaktiverne til selskabet Old Herold s.r.o. virkelig var en omstruktureringsforanstaltning. Skønt indstillingen af produktionen oprindeligt blev påtvunget selskabet ved inddragelse af tilladelsen, ansøgte modtageren ikke om en ny tilladelse efter ordningen.

(49)

Ifølge modtageren var kravet om, at selskabets bidrag til omstruktureringen skulle være betydeligt, også opfyldt.

(50)

Endelig fremfører modtageren, at den kendsgerning, at selskabet opererer i en støtteberettiget region og er en af de største regionale arbejdsgivere, bør tages i betragtning ved anvendelsen af de rammebestemmelser, der gælder for omstruktureringsstøtte.

(51)

De slovakiske myndigheder fremsatte i deres svar på indledningen af den formelle undersøgelse nogle kommentarer til de oplysninger, som er nævnt ovenfor i del II.

(52)

De slovakiske myndigheder bekræftede, at skattekontoret på tidspunktet for afstemningen i forbindelse med kreditorproceduren ikke tog statsstøtteaspektet i betragtning. Skattekontoret anså ikke ordningen for en form for statsstøtte, og modtageren blev derfor ikke bedt om at fremlægge en omstruktureringsplan, som er forskellig fra den forretningsplan, der fremlægges for domstolen i henhold til insolvenslovgivningen.

(53)

De slovakiske myndigheder fremsatte følgende kommentarer til støttemodtagerens bemærkninger.

(54)

De slovakiske myndigheder mente ikke, at modtagerens bemærkninger om konkursprocedurens gennemsnitlige varighed og det gennemsnitlige provenu fra salg af aktiver under en konkursprocedure var relevante i den foreliggende sag. Ifølge dem ville konkursprocedurens varighed — i betragtning af det beskedne antal kreditorer og beholdningen af aktiver med en positiv likvidationsværdi, som oversteg det beløb, staten fik udbetalt efter ordningen — have været kortere end gennemsnitsperioden, og skattekontorets udbytte ville have været større, end det var tilfældet ved ordningen. De slovakiske skattemyndigheder gennemførte en inspektion hos selskabet den 21. juni 2004 og fandt, at modtageren pr. 17. juni 2004 havde en kontantbeholdning på 161,3 mio. SKK, tilgodehavender på 62,8 mio. SKK, lagre af alkohol og alkoholholdige drikkevarer til en værdi af 84 mio. SKK og anlægsaktiver med en bogført værdi på 200 mio. SKK.

(55)

De slovakiske myndigheder mener, at skattefuldbyrdelsesproceduren var et reelt alternativ for skattekontoret. De bekræfter, at skattekontoret havde mulighed for at indlede denne procedure forud for kreditorproceduren, hvilket det også kunne have gjort, hvis domstolen havde afvist at bekræfte ordningen (fordi skattekontoret som separatist ikke havde stemt for den).

(56)

De slovakiske myndigheder er ikke enige i modtagerens påstand om, at dennes økonomiske vanskeligheder skyldtes ændringen i skatteforvaltningsloven. Ifølge dem skyldtes modtagerens økonomiske vanskeligheder den økonomiske strategi, der bestod i, at modtageren brugte indirekte skatter til at drive sin forretning med. I stedet burde modtageren blot have opkrævet skatterne fra sine kunder og overført dem til staten.

(57)

De slovakiske myndigheder er heller ikke enige i, at mødet med Den Slovakiske Republiks skattedirektorat i december 2003 er bevis på en foreløbig accept af ordningen fra skattekontorets side. De fremlagde et brev af 6. juli 2004, som var blevet sendt af Den Slovakiske Republiks skattedirektorat til det underordnede skattekontor med besked om ikke at acceptere den ordning, modtageren havde foreslået, fordi den var ufordelagtig for staten. Dette brev henviste dernæst til et andet, mere generelt brev af 15. januar 2004 fra finansministeren til det underordnede skattedirektorat med besked om ikke at acceptere forslag til ordninger med kreditorer, som ville betyde, at skattemyndighederne skulle give afkald på skattetilgodehavender. Endvidere fortolkede de slovakiske myndigheder det brev af 3. februar 2004, som modtageren henviste til (jf. betragtning 37), som en udtrykkelig afvisning af 35 % ordningen.

(58)

De slovakiske myndigheder fremfører, at modtageren ikke havde betalt punktafgifter inden for den foreskrevne henstandsperiode (januar 2001-marts 2004) og regelmæssigt havde fået sine skatteforpligtelser udsat.

(59)

Ifølge de slovakiske myndigheder rejser de betydelige forskelle i vurderingerne i de to revisorers rapporter tvivl om begge rapporters troværdighed. De tvivler især på den likvidationsfaktor, EKORDA tilskriver nuværende aktiver. Denne faktor burde være højere end 20 %.

(60)

Endelig havde modtageren ifølge de slovakiske myndigheder ikke udarbejdet en realistisk omstruktureringsplan, og de foranstaltninger, der blev foreslået i forbindelse med kreditorproceduren, kunne ikke betragtes som omstruktureringsforanstaltninger.

(61)

Da nogle af de relevante begivenheder i den foreliggende sag fandt sted før Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, skal Kommissionen først fastslå, om den er kompetent til at behandle den omstridte foranstaltning.

(62)

Foranstaltninger, der er iværksat før tiltrædelsen og ikke længere gælder efter tiltrædelsen, kan ikke undersøges af Kommissionen hverken i henhold til overgangsordningen efter punkt 3 i bilag IV til tiltrædelsesakten, eller i henhold til de procedurer, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 88. Hverken tiltrædelsesakten eller EF-traktaten forpligter eller bemyndiger Kommissionen til at undersøge disse foranstaltninger.

(63)

Foranstaltninger iværksat efter tiltrædelsen falder imidlertid klart inden for Kommissionens kompetenceområde i henhold til EF-traktaten. For at fastslå, på hvilket tidspunkt en given foranstaltning blev iværksat, er det relevante kriterium det juridisk bindende dokument, hvormed de kompetente nationale myndigheder tilkender støtte (14).

(64)

Modtageren hævdede i den foreliggende sag, at den omstridte foranstaltning blev iværksat før tiltrædelsen og ikke gælder derefter (jf. betragtning 37).

(65)

Kommissionen kan ikke acceptere de argumenter, der fremlægges af modtageren. Forslaget om at indlede kreditorproceduren er ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed, men modtagerens eget tiltag. Domstolens afgørelse om at iværksætte kreditorproceduren er heller ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed. Denne afgørelse tillod kun modtageren og dennes kreditorer at gå videre med forhandlingerne om ordningen, men udgjorde klart ikke den bevilgende begivenhed. Der foreligger intet bevis for, at skattedirektoratet skulle have givet udtryk for sin enighed i den omstridte foranstaltning på mødet i december 2003. De slovakiske myndigheder benægtede tværtimod, at der skulle have foreligget en sådan foreløbig aftale. Brevet af 3. februar 2004 afviser udtrykkeligt forslaget om 35 % ordningen.

(66)

Den kompetente myndigheds beslutning om at give afkald på nogle af sine krav blev truffet den 9. juli 2004, da skattekontoret accepterede den ordning, der blev foreslået af modtageren.

(67)

Spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningen er gældende efter tiltrædelsen, er derfor ikke længere relevant.

(68)

Kommissionen konkluderer derfor, at den er kompetent til at vurdere den omstridte foranstaltning i henhold til EF-traktatens artikel 88.

(69)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(70)

Når en offentlig myndighed, såsom et skattekontor, giver afkald på et tilgodehavende, er der tale om anvendelse af statsmidler, og da foranstaltningen begunstiger en individuel virksomhed, er den selektiv.

(71)

Indtil de begivenheder, som udløste insolvensproceduren, opererede modtageren på markedet for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer samt frugt og grønsager på dåse. I 2003 var modtageren den tredjestørste producent af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i Slovakiet. Siden inddragelsen af tilladelsen til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i marts 2004 har modtageren været aktiv på engrosmarkedet for alkohol og alkoholholdige drikkevarer produceret af et andet selskab, Old Herold, s.r.o., som anvender de produktionsfaciliteter, det lejer af modtageren. Alle segmenter, hvor modtageren var aktiv før kreditorproceduren, og hvor den er aktiv i øjeblikket, er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne.

(72)

I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure rejste Kommissionen tvivl om, hvorvidt foranstaltningen fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene ved at give modtageren en fordel, som selskabet normalt ikke ville kunne opnå på markedet. Kommissionen tvivlede med andre ord på, om staten havde opført sig som en markedsøkonomisk kreditor i forhold til modtageren.

(73)

Det blev fastslået, at ordningen indeholdt de samme gældssaneringsvilkår for både de private kreditorer og skattekontoret. 35 % af gælden skulle udbetales til kreditorerne inden for en fastsat periode — et krav, som modtageren opfyldte. De resterende 65 % blev afskrevet.

(74)

Før ordningen var skattekontoret imidlertid i en juridisk og økonomisk mere fordelagtig position end kreditorerne. Det er derfor nødvendigt at undersøge i detaljer, om skattekontoret brugte alle disponible midler for at opnå den størst mulige tilbagebetaling af sine tilgodehavender, som en markedsøkonomisk kreditor ville gøre.

(75)

For at fastslå, om det markedsøkonomiske kreditorprincip blev overholdt, skal Kommissionen fastslå, om skattekontoret opnåede mere ved at acceptere den ordning, som modtageren havde foreslået, end ved en konkursprocedure eller en skattefuldbyrdelsesprocedure.

(76)

Den Slovakiske Republik fremfører kort sagt, at foranstaltningen efter dens opfattelse skal betragtes som statsstøtte. Den erkender, at spørgsmålet om statsstøtte ganske enkelt ikke blev overvejet på det tidspunkt, hvor ordningen blev iværksat. I modsætning hertil fremfører modtageren, at foranstaltningen ikke omfatter støtte, og fremlægger især ovennævnte rapporter fra to revisorer.

(77)

På grundlag af de oplysninger, som både modtageren og de slovakiske myndigheder har fremlagt, har Kommissionen med hensyn til modtagerens økonomiske situation i det pågældende år fastslået følgende forhold, der er relevante for anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip. Kommissionen kan ikke kontrollere modtagerens tal pr. 31. marts 2004 og de slovakiske myndigheders tal pr. 17. juni 2004 på grundlag af modtagerens regnskaber. Kommissionen har imidlertid ingen grund til at betvivle disse tal.

Tabel 3

Modtagerens økonomiske situation 2003-04 [mio. SKK]

(78)

Kommissionen vil først undersøge den dokumentation, modtageren har fremlagt til støtte for sin udtalelse om, at konkursproceduren ville have stillet skattekontoret ringere end kreditorproceduren. Eftersom hverken de slovakiske myndigheder eller modtageren har fremlagt nogen beregning angående skattefuldbyrdelsesproceduren, vil Kommissionen undersøge, hvad skattekontoret kunne have opnået via denne procedure. Endelig vil den undersøge indirekte beviser, som både de slovakiske myndigheder og modtageren har fremlagt.

(79)

Kommissionen anser ikke EKORDA-rapporten for et pålideligt sammenligningsgrundlag for den foreslåede ordning og en eventuel konkursprocedure. De slovakiske myndigheder deler Kommissionens betænkeligheder.

(80)

Indledningsvis noterer Kommissionen, at EKORDA ved udgivelsen af sin rapport den 7. juli 2004 (kun to dage før kreditorernes møde) lagde modtagerens aktiver pr. 31. marts 2004 til grund for sine beregninger. Det fremgår klart af tabel 3, at de forskellige aktivers niveau ændredes betydeligt efter 31. marts 2004. Især blev en betydelig del af lagerbeholdningen solgt, hvilket førte til en øget kontantbeholdning. Disse ændringer er af stor betydning for anvendelsen af EKORDA's likvidationsfaktorer, som strækker sig fra 20 % for lagerbeholdning og kortfristede tilgodehavender til 100 % for kontanter. Hvis det antages, at EKORDA's likvidationsfaktorer er korrekte, og man anvender EKORDA's metode, viser følgende tabel, at resultatet af EKORDA's beregning ville have været anderledes, hvis den havde været baseret på tal fra 28. april 2004 og 17. juni 2004, dvs. stadig før kreditorernes møde den 9. juli 2004. Disse tal viser også, at EKORDA's likvidationsfaktorer ikke er realistiske.

Tabel 4

Sammenligning af det sandsynlige provenu af salget af modtagerens aktiver ved en konkursprocedure [mio. SKK]

(81)

Det skal bemærkes, at den forretningsplan, som modtageren har forelagt domstolen, omfatter salg af lagerbeholdning for [mindre end 150] mio. SKK over perioden marts-maj 2004. EKORDA må derfor have været klar over, at modtagerens aktiver ville undergå betydelige ændringer efter 31. marts 2004, men tog ikke hensyn til det.

(82)

Hvis EKORDA havde taget hensyn til den bogførte værdi af modtagerens aktiver fra 28. april 2004, ville det være nået frem til den konklusion, at udbyttet ved konkurs ville have været højere (238 mio. SKK; 6,3 mio. EUR) end det, som modtageren foreslog i ordningen (225 mio. SKK; 5,93 mio. EUR (26)). Denne konklusion ville have været endnu tydeligere, hvis analysen var blevet foretaget i juni 2004 (275 mio. SKK; 7,2 mio. EUR), stadig i så god tid, at skattekontoret kunne gøre brug af sin vetoret og afvise forslaget og dermed standse kreditorproceduren. Også i denne forbindelse skal det bemærkes, at disse resultater er opnået ved anvendelse af EKORDA's antagelser og metode.

(83)

Kommissionen er imidlertid ude af stand til at acceptere den metode, der er anvendt af EKORDA, og finder ikke antagelserne i dets analyse troværdige. Denne konklusion understøttes af de slovakiske myndigheders tvivl som beskrevet i betragtning 55 og 60.

(84)

For det første forklarer EKORDA ikke i sin rapport, hvordan det fastsatte de 3 likvidationsfaktorer. De slovakiske myndigheder erklærede, at likvidationsfaktoren for lagerbeholdningen burde være på over 20 %.

(85)

Kommissionen bemærker, at modtageren i 2004 var i stand til at opnå [mindre end 150] mio. SKK ved salget af sin lagerbeholdning (jf. betragtning 30). Dette er mere end [40-50] % af lagerbeholdningens bogførte værdi, som EKORDA lagde til grund for sin vurdering. Dette tyder i høj grad på, at likvidationsfaktoren på 20 % var for lav. Ændringerne i regnskabet i 2004 med hensyn til lagerbeholdning støtter denne konklusion. Desuden skønnede modtageren selv i sin forretningsplan, at provenuet af salget af lagerbeholdningen over perioden marts-maj 2004 ville være [mindre end 110] mio. SKK (jf. betragtning 30). EKORDA ignorerede dette skøn. Endelig kan det ud fra modtagerens aktiviteter antages, at lagerbeholdningen omfattede færdige produkter, som let kunne være solgt direkte til forhandlere eller forbrugere, og ikke halvfabrikata, der krævede yderlige forarbejdning.

(86)

Endvidere anvendte EKORDA en dobbeltjustering med hensyn til kortfristede handelstilgodehavender. Det justerede først deres bogførte værdi med 40 % (den bogførte værdi var 166 mio. SKK, og den værdi, EKORDA brugte i sine beregninger, var 98 mio. SKK) og anvendte dernæst den lave likvidationsfaktor på 20 %. Denne metode er tvivlsom. Det er acceptabelt at justere bogføringsværdien af tilgodehavender, så den afspejler deres faktiske værdi på et givet tidspunkt. EKORDA giver imidlertid ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurs/likvidation kun ville være en femtedel (20 mio. SKK) af, hvad modtageren selv mente at kunne opnå fra sine debitorer (98 mio. SKK).

(87)

Endvidere synes likvidationsfaktoren på 45 % for langfristede aktiver at være for lav. Ifølge modtageren var værdien af de aktiver, skattekontoret havde pant i, 194 mio. SKK (27). Denne værdi er ifølge modtageren udtrykt i priser, som blev anslået af uafhængige eksperter omkring udgangen af 2003/begyndelsen af 2004. Efter Kommissionens opfattelse skulle en sådan »ekspertpris« normalt afspejle aktivets generelle pris og være udtryk for den pris, som aktivet kunne sælges til på det tidspunkt. EKORDA giver ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurssalget af langfristede aktiver kun ville udgøre 45 % af deres bogførte værdi på 205 mio. SKK (28), når modtageren selv vurderede disse aktiver meget højere.

(88)

Hvad angår modtagerens udsagn om, at det ville være vanskeligt at finde en køber, fordi størstedelen af de pantsatte maskiner og det pantsatte inventar var begrænset til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer eller produkter på dåse, har Kommissionen følgende to kommentarer. For det første skal det bemærkes, at »ekspertprisen« på den pantsatte faste ejendom var 105 mio. SKK, hvilket i sig selv er højere end det totale udbytte efter EKORDA's skøn (92 mio. SKK). For det andet viser den faktiske udvikling i selskabet, at nogle af disse produktionsaktiver hurtigt fandt en bruger, Old Herold, s.r.o., da først modtageren havde mistet sin tilladelse til at producere alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Der ser derfor ud til at have været en umiddelbar interesse i disse produktionsaktiver fra en konkurrents side.

(89)

Endvidere påvirkes EKORDA-rapportens troværdighed også af beregningsmetoden for de forskellige gebyrer, der i forbindelse med en konkursprocedure skulle trækkes fra det samlede udbytte af salget af aktiver. Mens EKORDA trak 45 mio. SKK fra i gebyrer, gav modtageren i sin erklæring et tal på 36 mio. SKK, og revisoren fr. Kochovás angiver et skøn på højst 22 mio. SKK. Sådanne uoverensstemmelser rejser tvivl om rigtigheden af EKORDA's antagelser med hensyn til gebyrernes størrelse og derfor også med hensyn til det udbytte, der kunne være opnået ved en konkursprocedure. Det bemærkes ikke desto mindre, at udbyttet ved konkurs i betragtning af modtagerens situation den 17. juni 2004 ville have været større end ved den foreslåede ordning, selv med gebyrer på 36 mio. SKK.

(90)

Endelig bemærker Kommissionen, at de slovakiske myndigheder ikke støtter modtagerens påstand om, at skattekontoret skulle have haft EKORDA's rapport til sin rådighed før kreditorernes møde den 9. juli 2004.

(91)

Hvad angår fr. Kochovás rapport, kan Kommissionen ikke vurdere den, da den ikke har en kopi af den. Ud fra de foreliggende oplysninger er det ikke klart, hvornår og til hvilket formål denne rapport blev udarbejdet, eller hvilke antagelser og data den byggede på. Kommissionen bemærker dog, at denne revisors konklusioner er væsentligt forskellige fra EKORDA's konklusioner. Bobestyreren fr. Holovačovás rapport erklærer blot, at kreditorproceduren generelt er mere fordelagtig for kreditorer end konkurs. Kommissionen kan ikke godtage nogen af disse to rapporter som bevis for eller imod modtagerens påstand om, at det markedsøkonomiske kreditorprincip er overholdt.

(92)

På grundlag af det foreliggende bevismateriale konkluderer Kommissionen derfor, at salget af aktiverne ved en konkursprocedure efter al sandsynlighed ville have givet modtagerens kreditorer et højere udbytte. I betragtning af at skattekontoret ville blive fyldestgjort i første gruppe som separatist og desuden ville få det meste af det udbytte, der blev udloddet i anden gruppe (på grund af dets kravs størrelse sammenlignet med andre kreditorers), konkluderer Kommissionen, at næsten hele udbyttet i forbindelse med konkurs ville tilfalde skattekontoret.

(93)

Skattekontoret havde til forskel fra private kreditorer ret til på eget initiativ at indlede skattefuldbyrdelsesproceduren gennem salg af fast ejendom, maskiner og inventar eller firmaet som helhed. Kommissionen finder modtagerens udsagn om, at kreditorproceduren beskytter selskabet mod skattefuldbyrdelsesproceduren, irrelevant. Som bekræftet af de slovakiske myndigheder var skattefuldbyrdelsesproceduren et reelt alternativ for skattekontoret, enten før iværksættelsen af kreditorproceduren eller efter skattekontorets veto mod den foreslåede ordning. Det er derfor nødvendigt at overveje denne mulighed, når det skal fastslås, om det markedsøkonomiske kreditorprincip er overholdt. Modtageren sammenligner ikke den foreslåede ordning med det mulige resultat af skattefuldbyrdelsen.

(94)

Kommissionen har i sin analyse anvendt både modtagerens og de slovakiske myndigheders oplysninger. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at de slovakiske myndigheder har bekræftet, at skattekontoret havde en panteret svarende til 397 mio. SKK, som anført i beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure. Denne værdi siges at være opnået på grundlag af modtagerens regnskaber. Modtageren fremfører for sit vedkommende, at værdien af de pantsatte aktiver udtrykt i »ekspertpriser« er 194 mio. SKK (jf. betragtning 17). Kommissionen behøver ikke at fastslå, hvilket tal der er korrekt, men kan ikke desto mindre drage følgende konklusioner.

(95)

For det første udgjorde pantet modværdien af modtagerens udsatte skattegæld, som fastsat i skatteforvaltningsloven. Hvis værdien af modtagerens aktiver faktisk kun beløb sig til halvdelen af pantet, som anført i den ekspertudtalelse, modtageren fremlagde, var den pantesikkerhed, som staten krævede for denne henstand, utilstrækkelig. Under disse omstændigheder opfyldte den skattehenstand, skattekontoret tillod mellem november 2002 og november 2003 på i alt 477 mio. SKK, efter al sandsynlighed ikke det markedsøkonomiske kreditorprincip. Da denne skattehenstand blev iværksat før tiltrædelsesdatoen og ikke er gyldig derefter, er Kommissionen ikke kompetent til at vurdere disse foranstaltningers forenelighed med fællesmarkedet. I forbindelse med denne sag behøver Kommissionen heller ikke at fastslå, om disse foranstaltninger udgjorde statsstøtte. Hvis den tidligere henstand allerede udgjorde statsstøtte, kan der dog ikke længere henvises til det markedsøkonomiske kreditorprincip, når den udsatte gæld senere (delvis) afskrives.

(96)

For det andet ville en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold — selv i det tilfælde, hvor det lavere tal, modtageren har fremlagt, blev anvendt ved beregningen af provenuet af en skattefuldbyrdelsesprocedure — have foretrukket denne procedure frem for kreditorproceduren, hvis muligheden havde foreligget.

(97)

Under en skattefuldbyrdelsesprocedure kan skattemyndigheden sælge debitors aktiver (tilgodehavender og andre kortfristede aktiver, løsøre, fast ejendom) direkte. På det tidspunkt, hvor skattekontoret stemte for ordningen, havde modtageren en lagerbeholdning med en værdi af 84 mio. SKK, inddrivelige tilgodehavender på 63 mio. SKK og en kontantbeholdning på 161 mio. SKK (jf. betragtning 54). Det skal bemærkes, at værdien af de kortfristede aktiver alene (308 mio. SKK; 8,1 mio. EUR) ville overstige det udbytte, ordningen ville medføre (225 mio. SKK; 5,93 mio. EUR). Selv om tilgodehavenderne blev trukket helt fra (29), ville alene værdien af de kortfristede aktiver (245 mio. SKK; 6,4 mio. EUR) stadig overstige det udbytte, ordningen ville medføre. Desuden havde modtageren andre aktiver, hvis værdi var mindst 194 mio. SKK.

(98)

Skattefuldbyrdelsesproceduren ville heller ikke medføre administrationsgebyrer, som det var tilfældet med konkursproceduren. Det er en procedure, som indledes og styres af skattemyndigheden selv, så det kan antages, at den ville blive gennemført hurtigt.

(99)

Kommissionen konkluderer derfor, at skattefuldbyrdelsesproceduren på grundlag af modtagerens aktiver ville have ført til et større udbytte end ordningen.

(100)

Kommissionen noterer sig især det brev, der er fremlagt af de slovakiske myndigheder, og som skattedirektoratets direktør har sendt til sin underordnede, direktøren for det pågældende skattekontor (jf. betragtning 57). Brevet er et klart bevis på, at skattedirektoratet (som tidligere havde haft direkte kontakt med modtageren) modsatte sig den foreslåede ordning og gav det lokale skattekontor en klar instruks om ikke at stemme for ordningen. Den grund, der blev nævnt i brevet, var, at den foreslåede ordning var »ufordelagtig« for staten.

(101)

Det blev også påvist af de slovakiske myndigheder, at finansministeriet i begyndelsen af 2004 havde givet skattekontorerne en klar instruks om ikke at acceptere ordninger med forslag om afskrivning af skattekontorernes tilgodehavender (30). Denne instruks blev givet i forbindelse med ændringen af skatteforvaltningsloven pr. 1. januar 2004 som led i bestræbelserne på at styrke disciplinen i skatteopkrævningen.

(102)

Desuden bemærker Kommissionen, at skattekontoret selv havde anket denne ordning allerede den 2. august 2004, dvs. ikke engang en måned efter, at der blev opnået enighed om ordningen.

(103)

Modtageren fremførte, at skattekontoret havde meddelt, at det var enigt i ordningen, allerede før modtageren indledte proceduren. Det er Kommissionens opfattelse, at det bevismateriale, modtageren har fremlagt, indikerer det modsatte. Ved brev af 3. februar 2004 skriver direktøren for skattekontoret til modtageren, at han ganske vist ikke principielt er modstander af brugen af kreditorproceduren, men at han ikke kan tilslutte sig modtagerens forslag om en ordning med en tilbagebetaling af 35 % af gælden.

(104)

På grundlag af dette bevismateriale kan Kommissionen kun konkludere, at de slovakiske myndigheder var imod den ordning, som modtageren havde foreslået, og at dette allerede var tilfældet, inden kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004, inden kreditorernes afstemning den 9. juli 2004 og også efter domstolens godkendelse af ordningen.

(105)

Modtageren fremførte, at de langsigtede virkninger, såsom kontinuiteten i statens skatteprovenu, skulle tages i betragtning (jf. betragtning 46).

(106)

For det første skal det understreges, at det markedsøkonomiske kreditorprincip adskiller sig fra det markedsøkonomiske investorprincip. Mens en markedsøkonomisk investor er i en situation, hvor han kan afgøre, om han vil indlede forretningsforbindelser med det pågældende selskab, og er motiveret af den langsigtede strategiske udsigt til at opnå et passende afkast af sin investering (31), vil en »markedsøkonomisk kreditor«, som allerede har forretningsmæssige eller offentligretlige forbindelser med det insolvente selskab, søge at opnå tilbagebetaling af beløb, som han allerede har til gode (32), på betingelser, der er så fordelagtige som muligt, hvad angår tilbagebetalingens størrelse og tidsrammen. Den markedsøkonomiske kreditors og den markedsøkonomiske investors motivationer vil derfor være forskellige. Følgelig har retspraksis defineret to særskilte principper for de to situationer.

(107)

For det andet er det vigtigt at bemærke, at der med hensyn til analogien mellem en kreditor, der er leverandør, og staten, er en fundamental forskel i deres tilgodehavenders karakter. Da leverandørens forhold til det insolvente selskab udelukkende er kontraktligt, kan han komme til at lide under tabet af en forretningspartner. Hvis det insolvente selskab likvideres eller sælges, er leverandøren nødt til at finde en ny kunde eller indgå kontrakt med den nye ejer. Risikoen er større, når leverandøren er stærkt afhængig af det insolvente selskab. En sådan kreditor vil absolut tage hensyn til fremtiden. Til forskel herfra er statens forhold til det insolvente selskab baseret på offentlig ret og er derfor ikke afhængigt af parternes vilje. Enhver ny ejer, der overtager det likviderede selskabs aktiver, vil automatisk være forpligtet til at betale skatter. Endvidere er staten aldrig afhængig af en enkelt skatteyder. Endelig, og som det vigtigste, er staten ikke profitorienteret, når den påligner skatter, og den handler ikke på kommercielle vilkår eller med kommercielle hensigter i denne forbindelse. Ovenstående analogi er derfor ikke velbegrundet.

(108)

Kommissionen konkluderer, at statens situation i den foreliggende sag ikke kan sammenlignes med en markedsøkonomisk investors eller en afhængig markedsøkonomisk kreditors situation. Et fremtidigt skatteindtægtstab kan derfor ikke tages i betragtning ved anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip.

(109)

Endelig skal det på grundlag af den skatteoversigt, som modtageren har fremlagt, bemærkes, at størstedelen af de skatter, modtageren har betalt siden 1995, har været indirekte skatter (punktafgifter og moms). Da disse skatter betales af de endelige forbrugere, ville modtagerens likvidation ikke have haft nogen indvirkning på opkrævningen af dem, så længe forbrugerne fortsatte med at købe de beskattede produkter (i dette tilfælde hovedsagelig alkohol og alkoholholdige drikkevarer) af andre producenter. Modtagerens argument med hensyn til et betragteligt fremtidigt skatteindtægtstab er derfor ikke troværdigt.

(110)

På grundlag af ovennævnte bevismateriale konkluderer Kommissionen, at det markedsøkonomiske kreditorprincip ikke er overholdt i den foreliggende sag, og at staten gav modtageren en fordel, som selskabet ikke ville have kunnet opnå på markedet.

(111)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omstridte foranstaltning skal betragtes som statsstøtte, som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(112)

Den statsstøtte, der er ydet modtageren, svarer til det beløb, skattekontoret gav afkald på i forbindelse med kreditorproceduren, nemlig 416 515 990 SKK.

(113)

Foranstaltningens primære formål er at støtte en kriseramt virksomhed. I sådanne tilfælde er det muligt at anvende undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), som tillader statsstøtte, der fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, og når de relevante betingelser er opfyldt.

(114)

I betragtning af modtagerens produktionsportefølje har Kommissionen vurderet, om de særlige regler, der gælder for landbrug, gælder i den foreliggende sag. På grundlag af de slovakiske myndigheders oplysninger om modtagerens omsætning konkluderede Kommissionen i sin beslutning om indledning af den formelle undersøgelse, at de fleste af modtagerens produkter ikke falder ind under bilag I til EF-traktaten, og at de generelle regler for statsstøtte derfor gælder.

(115)

Modtageren anfægtede i sine bemærkninger til beslutningen om indledning af den formelle undersøgelse de omsætningstal, der tidligere var blevet fremlagt af de slovakiske myndigheder (jf. tabel 1), men ikke Kommissionens beslutning om at foretage sin vurdering på grundlag af de generelle regler for statsstøtte. Uden at ville fastslå, om modtagerens tal er korrekte (33), efterprøvede Kommissionen, om dens ovennævnte konklusion ville holde på grundlag af de nye tal. Den konkluderer, at det meste af modtagerens omsætning stammer fra produkter, som ikke falder ind under bilag I til EF-traktaten. Det er således de generelle og ikke de sektorspecifikke regler for statsstøtte, der gælder.

(116)

Rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte selskaber reguleres for øjeblikket af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (34) (de nye rammebestemmelser), som har erstattet de tidligere rammebestemmelser, der blev vedtaget i 1999 (35) (1999-rammebestemmelserne).

(117)

I de nye rammebestemmelser er det fastsat, at de skal gælde for vurderingen af al rednings- eller omstruktureringsstøtte, der er ydet uden Kommissionens forudgående godkendelse (ulovlig støtte), hvis al støtten eller en del heraf er blevet ydet efter offentliggørelsen af de nye rammebestemmelser i Den Europæiske Unions Tidende (punkt 104), dvs. efter den 1. oktober 2004. Hvis støtten imidlertid er ydet ulovligt før den 1. oktober 2004, skal undersøgelsen foretages på grundlag af de rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet (punkt 104).

(118)

Kommissionen bemærker, at skattekontoret godkendte ordningen den 9. juli 2004 med virkning fra den 23. juli 2004. Det betyder, at støtten blev ydet ulovligt før 1. oktober 2004. 1999-rammebestemmelserne, som var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, finder derfor anvendelse.

(119)

Kommissionen konkluderer, at modtageren er en mellemstor virksomhed som omhandlet Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (36).

(120)

Ifølge 1999-rammebestemmelsernes punkt 5, litra c), betragtes en virksomhed som kriseramt, når den efter de nationale regler opfylder betingelserne for konkursbehandling.

(121)

Modtageren var part i den kreditorprocedure, der gælder for insolvente selskaber som defineret i konkursloven, og er derfor berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte.

(122)

Den omstridte foranstaltning blev oprindeligt beskrevet af de slovakiske myndigheder som redningsstøtte. I henhold til 1999-rammebestemmelserne rejste Kommissionen tvivl om støttens forenelighed som redningsstøtte af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor.

(123)

Hverken de slovakiske myndigheder eller modtageren har kommenteret denne tvivl. Kommissionen har ikke fået forelagt nogen nye oplysninger i denne henseende.

(124)

Eftersom ovennævnte tvivl ikke er fjernet, konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er forenelig som redningsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(125)

Kommissionen rejste af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor, tvivl om, hvorvidt støtten var forenelig som omstruktureringsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(126)

Kommissionen bemærker, at de slovakiske myndigheder, som skal bevise, at statsstøtten er forenelig med fællesmarkedet, ikke har fremlagt nogen nye oplysninger til støtte for denne konklusion. Den har taget modtagerens bemærkninger til efterretning.

(127)

I henhold til 1999-rammebestemmelserne skal omstruktureringsstøtte være betinget af, at der gennemføres en realistisk og sammenhængende omstruktureringsplan, som skal genetablere virksomhedens rentabilitet på længere sigt. Medlemsstaten forpligter sig til at sikre gennemførelsen af planen, som skal godkendes af Kommissionen. Hvis virksomheden ikke gennemfører planen, betragtes det som misbrug af støtte.

(128)

Omstruktureringsplanen skal sætte modtageren i stand til at genetablere sin langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist og på grundlag af realistiske antagelser med hensyn til de fremtidige driftsvilkår. Planen skal beskrive de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, og fastlægge passende foranstaltninger til at modvirke disse vanskeligheder. Omstruktureringstiltag må ikke kun bestå i finansiel støtte, der tager sigte på at afvikle gæld og dække tidligere tab, men skal også tackle årsagerne til vanskelighederne.

(129)

For selskaber, der ligger i støttede områder, og for små og mellemstore virksomheder foreskriver 1999-rammebestemmelserne, at der for godkendelse af støtte stilles mindre strenge krav til gennemførelse af modydelser og tilsynsrapporternes indhold. Disse faktorer fritager dog hverken virksomhederne for kravet om at udarbejde en omstruktureringsplan eller medlemsstaterne for forpligtelsen til at gøre omstruktureringsstøtten betinget af, at der gennemføres en omstruktureringsplan.

(130)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse bekræftede de slovakiske myndigheder, at den forretningsplan, modtageren var forpligtet til at fremlægge som en betingelse for indledning af kreditorproceduren, kun blev behandlet af den kompetente domstol, dvs. ikke af den bevilgende myndighed, og at hverken domstolen eller skattekontoret overvågede planens gennemførelse.

(131)

I modsætning til denne bekræftelse fremførte modtageren, at skattekontoret havde undersøgt, om forretningsplanen ville kunne genetablere selskabets langsigtede rentabilitet, inden det godkendte ordningen, men modtageren fremlagde intet bevismateriale til støtte for denne påstand.

(132)

Modtageren fremførte endvidere, at det var uden betydning, om der forelå en formel omstruktureringsplan i tilfælde, hvor Kommissionen skulle foretage en efterfølgende vurdering af støtte, da Kommissionen jo i så fald var i stand til at fastslå, om modtageren rent faktisk var blevet levedygtig. Ifølge modtageren kan der kun kræves en formel omstruktureringsplan i tilfælde af en forudgående vurdering, som er den eneste type vurdering, 1999-rammebestemmelserne gælder for.

(133)

Dette argument er ikke korrekt. 1999-rammebestemmelserne gælder for vurderingen af både anmeldt og ulovlig støtte. Uanset hvornår vurderingen finder sted, gælder kravet om, at omstruktureringsstøtten gøres betinget af, at der udarbejdes en omstruktureringsplan, som kan genskabe virksomhedens rentabilitet. Kommissionen skal foretage sin vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet.

(134)

Det kan konkluderes, at skattekontoret som den bevilgende myndighed ikke havde lejlighed til at vurdere en omstruktureringsplan og til at gøre afskrivningen af sine tilgodehavender betinget af gennemførelsen af en omstruktureringsplan, som var underlagt tilsyn. Det betyder, at den første formelle betingelse, som gælder fuldt ud, også for en efterfølgende vurdering, ikke var opfyldt.

(135)

Hvad angår forretningsplanens indhold, har de slovakiske myndigheder ikke fremlagt nogen oplysninger, som fjerner Kommissionens tvivl om, hvorvidt planen udgør en reel omstruktureringsplan som fastsat i 1999-rammebestemmelserne.

(136)

Kommissionen kan kun fastholde den konklusion, som den anførte i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse. Den fremlagte forretningsplan er slet og ret en plan, der vedrører modtagerens akutte problem med voksende gæld til staten. Planen analyserer på ingen måde de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, eller selskabets økonomiske situation på det tidspunkt eller dets økonomiske udsigter. Eftersom denne analyse manglede, foreslog modtageren ikke nogen konkrete tiltag for at fjerne de enkelte årsager til vanskelighederne. Den eneste foranstaltning, der er beskrevet i detaljer, er den foreslåede finansielle omstrukturering gennem ordningen med kreditorerne.

(137)

Planen nævner slet ikke forøgelsen af modtagerens egenkapital, der omtales af modtageren som en af omstruktureringsforanstaltningerne. Der er intet i sagsakterne, der viser, at kapitalforøgelsen gennem Hydree Slovakia skulle betragtes som en foranstaltning, der kunne sikre, at modtageren ikke på langt sigt ville gentage sin strategi med at finansiere sin produktion gennem moms- og punktafgiftsgæld, som i sidste ende var det, der bragte selskabet i vanskeligheder. De slovakiske myndigheder bekræftede selv, at kapitalforøgelsen ikke på nogen måde mindsker risikoen for, at de økonomiske problemer gentager sig. Denne risiko er så meget desto større, når det tages i betragtning, at kapitalforøgelsen beløb sig til 21 mio. SKK, mens den omstrukturerede gæld var på 644 mio. SKK.

(138)

Kapitalforøgelsen er ikke i sig selv noget bevis på markedets tillid til, at modtageren på ny bliver levedygtig på lang sigt. Kommissionen bemærker, at det på trods af en aktiv indsats ikke lykkedes modtageren at opnå noget lån fra en privat bank.

(139)

Kommissionen bemærker endvidere, at udlejningen af produktionsfaciliteterne til modtagerens konkurrent Old Herold s.r.o. klart var begrundet i, at modtageren havde mistet sin tilladelse til at producere alkohol og alkoholholdige produkter, og ikke skyldtes, at produktionen ville have været tabsgivende og derfor måtte omstruktureres. Det er sandt, at modtageren selv kunne have anmodet om en ny tilladelse, efter at ordningen var afsluttet, men ikke gjorde det. Kommissionen bemærker imidlertid, at modtageren fortsat sælger de produkter, der produceres af Old Herold ved hjælp af modtagerens faciliteter, og sælger dem under sit eget varemærke og endog planlægger at øge dette salg, som angivet i årsberetningen for perioden 29. april-30. december 2004. Udlejningen af disse produktionsaktiver kan derfor ikke anses for en omstruktureringsforanstaltning, fordi der på grundlag af alt det foreliggende bevismateriale ikke var noget behov for omstrukturering af denne del af produktionen.

(140)

Hvad angår de resterende foranstaltninger, der er foreslået i forretningsplanen, er Kommissionens tvivl ikke fjernet. Disse foranstaltninger er ganske enkelt aktiviteter i den sædvanlige forretningsgang og ikke rationaliseringsforanstaltninger (salg af gammelt udstyr eller gamle køretøjer). De to foreslåede strukturforanstaltninger (indstilling af produktionen af urentable alkoholfri produkter og salg af fast ejendom) var meget uklart beskrevet uden nogen nøjagtig angivelse af produkterne eller en tidsplan. De slovakiske myndigheder bekræftede, at den faste ejendom, der skulle sælges (en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet), ikke var blevet solgt pr. 10. oktober 2005, dvs. at denne planlagte foranstaltning ikke var blevet gennemført som bebudet.

(141)

Da der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan og en reel analyse af vanskelighederne, og da der ikke er truffet de nødvendige foranstaltninger til at rette op på disse vanskeligheder, kombineret med markedsvilkårene og -udsigterne, må Kommissionen konkludere, at den forretningsplan, modtageren har fremlagt, ikke er en reel omstruktureringsplan som fastsat af 1999-rammebestemmelserne (37). Kommissionens tvivl om, hvorvidt modtageren på ny ville kunne blive levedygtig på lang sigt, er derfor ikke fjernet.

(142)

Selv om Kommissionen fortsat er i tvivl med hensyn til den langsigtede rentabilitet, da der ikke foreligger en reel omstruktureringsplan, og dette i sig selv er tilstrækkeligt til at konkludere, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet, vil den også analysere 1999-rammebestemmelsernes andet centrale kriterium, nemlig at støtten skal være begrænset til det strengt nødvendige.

(143)

I henhold til 1999-rammebestemmelsernes punkt 40 skal støttens størrelse og intensitet begrænses til det strengt nødvendige for at gøre det muligt at foretage en omstrukturering på grundlag af modtagerens eksisterende finansielle midler. Modtageren forventes at yde et betydeligt bidrag til omstruktureringen over sine egne midler.

(144)

Omstruktureringsomkostningerne beløb sig til 644 591 440 SKK (16,96 mio. EUR), som svarede til den samlede gæld, der blev omstruktureret gennem ordningen. Modtageren betalte 35 % af dette beløb, dvs. 225 607 028 SKK (5,93 mio. EUR).

(145)

De slovakiske myndigheder gav ingen yderligere forklaring med hensyn til den tvivl, Kommissionen havde givet udtryk for i denne forbindelse. Modtageren forklarede, hvordan den resterende gæld efter ordningen blev finansieret (jf. betragtning 30). Ifølge modtageren beløb selskabets eget bidrag sig til [mindre end 300] mio. SKK ([mindre end 7,9] mio. EUR).

(146)

For det første bemærker Kommissionen, at de midler, modtageren havde til rådighed, oversteg den resterende gæld efter ordningen. Dette tyder på, at støtten ikke var begrænset til det strengt nødvendige.

(147)

Hvad der er vigtigere, er, at kreditten fra Old Herold efter Kommissionens opfattelse ikke kan betragtes som modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning. Tilgodehavender udgør en permanent kilde til finansiering af selskabets drift. De er kortfristede lån, som imidlertid skal betales tilbage. Det er kun i de tilfælde, hvor leverandører accepterer en længere betalingsfrist end den normale, at selskabet får yderligere midler til rådighed til omstrukturering. En sådan henstand er et tegn på, at markedet har tillid til, at en genetablering af rentabiliteten er realistisk.

(148)

Modtageren påviste på ingen måde, at Old Herolds betalingshenstand strakte sig langt ud over, hvad der er normal handelspraksis mellem modtageren og leverandørerne. Betalingsfristen på 40 dage synes at være standardpraksis, særlig i betragtning af at den blev bevilget modtageren efter ordningen. Modtageren var derfor ikke længere i økonomiske vanskeligheder. Selve ordningens formål var netop at hjælpe modtageren ud af de økonomiske problemer.

(149)

Kommissionen konkluderer derfor, at denne forlængede betalingsfrist ikke kan anses for et bidrag til omstruktureringen gennem eksterne midler.

(150)

Uden denne henstand andrager modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning [mindre end 170] mio. SKK ([mindre end 4,5] mio. EUR og svarer således til [mindre end 27] % af omstruktureringsomkostningerne.

(151)

Til forskel fra de nye rammebestemmelser indeholdt 1999-rammebestemmelserne ikke nogen tærskler for, hvornår modtagerens eget bidrag anses for at være betydeligt.

(152)

I betragtning af Kommissionens praksis med anvendelsen af 1999-rammebestemmelserne og udviklingen i Kommissionens politik i denne henseende hen imod indførelsen af tærsklerne under de nye rammebestemmelser (38) anser Kommissionen bidraget på [mindre end 27] % for at være temmelig lavt. Et sådant bidrag kunne eventuelt kun accepteres under 1999-rammebestemmelserne, hvis alle de andre betingelser for godkendelse af støtten var opfyldt, og Kommissionen ville være nødt til at tage hensyn til, om selskabet er aktivt i et støtteberettiget område, og i hvilket omfang finansieringskilderne afspejler markedets — ud over modtagerens og aktionærernes — tillid til selskabets langsigtede rentabilitet eller andre specifikke træk ved sagen.

(153)

På baggrund af ovenstående er Kommissionen ikke enig i, at modtagerens bidrag i den foreliggende sag er betydeligt. Den konkluderer, at dens tvivl om, hvorvidt modtagerens eget bidrag var betydeligt, og hvorvidt støtten er begrænset til det strengt nødvendige, ikke er fjernet.

(154)

Kommissionen konkluderer, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet som rednings- eller omstruktureringsstøtte. Der kan heller ikke anvendes andre af EF-traktatens undtagelsesbestemmelser i den foreliggende sag.

(155)

Kommissionen finder, at Den Slovakiske Republik ulovligt har tilladt Frucona Košice a.s., at afskrive skattegæld, og således har overtrådt EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Denne støtte er ikke forenelig med fællesmarkedet ifølge nogen af EF-traktatens undtagelsesbestemmelser.

(156)

Selv om skattekontorets gennemførelse af afskrivningen har været stillet i bero under Kommissionens procedure, finder Kommissionen, at modtageren opnåede denne fordel på det tidspunkt, hvor skattekontoret besluttede at frafalde en del af sit krav og dermed stillede støtten til rådighed for modtageren. Dette tidspunkt var den 23. juli 2004, hvor kreditorernes aftale trådte i kraft. Den fordel, modtageren opnåede i forhold til sine konkurrenter, bestod i, at skattekontoret ikke havde håndhævet sit skattekrav.

(157)

For at genoprette den tidligere situation skal statsstøtten tilbagebetales —

30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/32

(1)

I overensstemmelse med artikel 88, stk. 3, i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til skibsbygning (1) (herefter rammebestemmelserne) meddelte Tyskland ved brev af 19. oktober 2005, registreret i Kommissionen samme dag, Kommissionen sine planer om at yde statsstøtte til Detlef Hegemann Rolandwerft GmbH & Co. KG (Rolandwerft). Ved brev af 16. november 2005 anmodede Kommissionen om supplerende oplysninger, som Tyskland fremsendte ved brev af 23. december 2005 (registreret samme dag). Ved brev af 18. januar 2006 (registreret samme dag) ændrede Tyskland den anmeldte støtte.

(2)

Ved brev af 22. februar 2006 underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for denne støtte. Kommissionens beslutning om procedurens indledning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Kommissionen opfordrede Tyskland og andre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger. Verband für Schiffbau und Meerestechnik (sammenslutningen for skibsbygning og marineteknik) fremsatte bemærkninger den 28. juni 2006 (der registreredes samme dag). Støttemodtageren fremsatte bemærkninger i brev af 30. juni 2006 (der registreredes 7. juli 2006).

(3)

Bemærkningerne blev fremsendt til Tyskland i brev af 17. juli 2006. Kommissionen modtog Tysklands svar i brev af 11. august 2006 (der registreredes samme dag).

(4)

Tyskland fremsendte sit svar til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure i brev af 6. april 2006 (registreret samme dag). Der blev fremsendt bilag i brev af 11. april 2006 (registreret den 12. april 2006). Kommissionen anmodede den 17. august 2006 om supplerende oplysninger, som Tyskland fremsendte i brev af 14. september 2006 (registreret den 15. september 2006). Tyskland fremsendte supplerende oplysninger til Kommissionen i brev af 20. november 2006 (registreret samme dag). Den 22. november 2006 blev der afholdt et møde med repræsentanter for Tyskland og værftet. Efter dette møde fremsendte Tyskland supplerende oplysninger til Kommissionen i brev af 24. november 2006 (registreret samme dag).

(5)

Støttemodtageren er Rolandwerft. Værftet ligger i det nedersaksiske Berne i distriktet Wesermarsch (Tyskland), der er et støtteområde i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), i EF-traktaten. Værftet ligger ved Weser, der munder ud i Nordsøen. Det tilhører Hegemann-Gruppe og er en stor virksomhed, der ikke kan betragtes som lille eller mellemstor virksomhed, jf. Kommissionens henstilling om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (2).

(6)

Rolandwerft producerer søgående skibe. Værftets kerneaktiviteter er koncentreret om bygning af feederskibe, der er den mindste størrelse inden for containerskibe. Værftet bygger desuden specialskibe som RoRo/LoLo-skibe og biltransportskibe. I 1999 reagerede Rolandwerft på den ændrede efterspørgsel på markedet og begyndte at bygge større skibe med en længde på op til […] m (3), en vægt på indtil […] t og en transportkapacitet på op til 850 TEU. For at kunne producere disse større skibe måtte der foretages en tilpasning på værftet og gennemføres et investeringsprogram, som blandt andet omfattede udbygning af skibselevatoren. Der var også planer om en forlængelse af udrustningskajen, men dette projekt måtte dog udsættes af økonomiske grunde. Rolandwerft beskæftiger sig også med skibsreparationer. Reparationsarbejderne gennemføres både på land og til vands.

(7)

Skibene præfabrikeres først i sektioner i hal 3 og i større moduler på byggepladsen i det fri. De præfabrikerede skibsdele føres herefter ind i byggehal 1, hvor de samles til nybygninger. De færdige nybygninger føres til skibselevatoren og derfra ud i vandet. Den videre udrustning foregår i en montagehal, der kan modtage skibe med en længde på op til 140 m. Udrustningskomponenter løftes ved hjælp af en 50-tons kajkran og en 8-tons byggekran, der begge opererer på kajkranbanen.

(8)

Siden begyndelsen af 1990, erne har Rolandwerft udrustet to skibe samtidig (bortset fra i tider med vigende efterspørgsel). Ved den oprindelige kaj kunne de to skibe (der dengang var endnu kortere) fortøjres direkte ved kajen. Da Rolandwerft i 1999 begyndte at bygge større skibe, blev kajen for kort. Af økonomiske grunde forlængede Rolandwerft imidlertid ikke straks kajen, men benyttede en overgangsløsning, som indebar, at det andet skib blev fortøjret ved siden af det skib, der lå direkte ved kaj (parallel fortøjning). For hvert skib, der blev udrustet ved den parallelle fortøjningsplads måtte Rolandwerft ca. […] gange i en periode på […] leje en ekstra bilkran og […] for […] en mindre flydekran.

(9)

Udrustning og reparationer af skibe ved den parallelle fortøjningsplads viste sig imidlertid omstændelig, kostbar og urentabel. Desuden var ulykkesrisikoen større..

(10)

Formålet med foranstaltningen er at støtte investeringer inden for følgende fem forskellige områder på værftet: hal 1 og 3, kaj 1, svejseautomater og bygning af en ny kaj. De fleste af investeringerne er allerede gennemført. Støtteanmodningen blev fremsat, inden investeringerne blev påbegyndt.

(11)

Ifølge Tyskland resulterer investeringerne i skabelse af 35 arbejdspladser på Rolandwerft. En del af færdiggørelsesarbejderne var tidligere givet i underentreprise til en stålvirksomhed i […], som fremstillede forstævnssektioner til Rolandwerft. Som følge af investeringerne får Rolandwerft mulighed for igen at integrere produktionen af forstævnssektioner i sin egen produktionsproces.

(12)

Ved hjælp af investeringerne kan hal 1 forlænges med 55 m. Som meddelt Kommissionen er det i øjeblikket nødvendigt at udføre en stor del af skibsbygningsarbejderne i det fri. Efter investeringsprojektets gennemførelse kan næsten hele arbejdet foregå i hallen.

(13)

Hal 3 indeholder anlæg til bygning af sektioner. Halporten var oprindelig 17,4 m bred, medens de skibe, der normalt blev bygget på Rolandwerft, havde en bredde på 22,2 m. Derfor kunne sektionerne ikke fremstilles i den retning, der var nødvendig til montagen, men måtte bygges på tværs af hallen og derfor bagefter transporteres gennem porten. Derefter måtte de drejes 90 gr. ved hjælp af bilkraner for at blive føjet til de tilstødende sektioner. Denne procedure var tidskrævende og kostbar. Den snævre halport begrænsede også sektionernes længde, så at Rolandwerft var tvunget til at fremstille et større antal sektioner, end hvad der egentlig var nødvendigt. For at afhjælpe denne situation var det nødvendigt at udvide halporten. Denne del af projektet blev gennemført i 2004.

(14)

En anden del af investeringsprojektet, der blev gennemført i 2004, bestod i at forlænge hallen i nordvestlig retning. I denne del af hallen bliver sektionerne sammensvejset til moduler. Som følge af forlængelsen kan svejsearbejderne nu foregå i hallen, dvs. uafhængigt af vejrliget. Kranbanerne blev forlænget ind i den nye del af sektionsbyggehallen.

(15)

De enkelte sektioner bygges ovenpå kølblokke, med hvilke de også transporteres. Da Rolandwerft siden investeringerne i 1999 bygger større skibe, opfyldte de gamle kølblokke ifølge Tyskland ikke længere kravene. Desuden skal sektionerne opstilles nøjagtigt mod hinanden, inden de svejses sammen. Inden investeringerne blev gennemført, blev der anvendt en bilkran, hvilket var tids- og omkostningskrævende Derfor investerede værftet i 2004 i moderne hydrauliske kølblokke, hvilket i høj grad bidrog til at forenkle opstillingen af sektioner.

(16)

Et andet investeringsprojekt, som påbegyndtes i august 2005, vedrører forlængelse af hal 3 i sydøstlig retning, og som resulterede i, at arbejdet ikke længere skal gennemføres i det fri.

(17)

Til investeringsprojektet hører også, at kranbanen ved den oprindelige kaj forlænges med 96 m. Denne kaj har en længde på 200 m. Inden forlængelsen var det kun muligt at udruste ca. halvdelen af skibet med kranen. Rolandwerft måtte benytte […] bilkraner for at udruste den anden halvdel. Kranbanen blev forlænget, således at skibe kan betjenes i hele kranens længde. Denne investering blev ligeledes gennemført i 2004.

(18)

I 2004 blev der desuden investeret i moderne svejseautomater, som sikrer, at svejsearbejdet kan foregå automatisk og hurtigere.

(19)

Investeringsprogrammet for 2005 og 2006 omfatter anlæg af en ny udrustningskaj. Samtidig skal den oprindelige kaj forlænges med 180 m. Bygningen af udrustningskajen kræver følgende foranstaltninger: udgravning af jord på flodsiden, påfyldning af jord på landsiden og etablering af forbindelse til gade- og vejnet. Desuden skal kranbanen forlænges med yderligere 150 m, en ny 35 ton kran skal anskaffes og installeres, og de nødvendige medieforbindelser skal etableres. Arbejderne med henblik herpå blev indledt i august 2005.

(20)

Dette investeringsprojekt er en følge af den beslutning om at bygge større skibe, der blev truffet i 1999. Dengang investerede værftet allerede i udbygning af skibselevatoren for at tilpasse sine anlæg. Ifølge støttemodtagere blev investeringerne i kajanlægget hovedsagelig udsat af to grunde: for det første var der et mere presserende behov for de disponible midler på Peene-Werft, der ligeledes hører under Hegemann-Gruppe; dette værft gennemgik på det pågældende tidspunkt en omfattende omstrukturering. På grund af afmatningen på markedet, som varede nogle år, var der ikke flere midler til rådighed til at afslutte investeringerne ved Rolandwerft. Derfor kunne disse investeringer bedst stilles i bero, fordi udrustning og reparation af skibe, der ligger parallelt i forhold til hinanden, var teknisk mulig (selv om det var urentabelt).

(21)

En anden fordel ved investeringsprojektet er, at den nye kaj giver værftet mulighed for at deltage i fremtidige licitationer om bygning og reparation af marineskibe. På grund af de risici, der var forbundet med, at der arbejdes samtidig på to skibe, der ligger parallelt i forhold til hinanden, havde Rolandwerft ikke haft mulighed for at udføre skibsbygnings- og reparationsarbejder for den tyske marine. På grund af de hermed forbundne risici nægtede den tyske marine at give ordrer til Rolandwerft, selv om værftet principielt hører til blandt den gruppe værfter, der kan deltage i licitation om sådanne ordrer.

(22)

Projektomkostningerne andrager i alt 13 mio. EUR. Omkostningerne fordeler sig som følger — Tabel:

(23)

Tyskland har planer om at yde Rolandwerft en støtte på 1,56 mio. EUR. De støtteberettigede omkostninger svarer til de samlede omkostninger på 13 mio. EUR. Støtteintensiteten er derfor 12 %. Støtten ydes på grundlag af en godkendt regionalstøtteordning (4). Støtteanmodningen blev fremsat, inden investeringsprojektet påbegyndtes.

(24)

Støtten ydes af delstaten Niedersachsen gennem NBank Hannover.

(25)

Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, fordi den nærer tvivl om, hvorvidt støtten er forenelig med rammebestemmelserne. Kommissionen nærer tvivl om, hvorvidt investeringerne i den nye udrustningskaj kan betragtes som investeringer i allerede eksisterende anlæg.

(26)

Kommissionen var endvidere i tvivl om, hvorvidt investeringerne vil medføre en udvidelse af produktionskapaciteten ved Rolandwerft, hvilket ikke er foreneligt med rammebestemmelserne og fællesmarkedet.

(27)

Kommissionen modtog bemærkninger fra støttemodtager Rolandwerft samt fra Verband für Schiffbau und Meerestechnik.

(28)

Ifølge støttemodtager medfører investeringsprojektet ikke, at værftets skibsbygningskapacitet udvides. Støttemodtager henviser til, at enhver produktivitetsstigning resulterer i en kapacitetsforøgelse for de bestående anlæg. Det betyder dog ikke, at værftets kapacitet forøges som helhed. I forbindelse med Rolandwerft resulterede investeringerne ganske vist i en produktivitetsstigning, men dette medførte ikke nogen forøgelse af værftets samlede kapacitet. Produktivitetsstigningen blev derimod absorberet af en øget intern produktionsaktivitet, som tidligere var blevet outsourcet. Produktionsvolumen målt i CGT (compensated gross tonnes) forøges derfor ikke.

(29)

Støttemodtager fremlægger en oversigt over de skibe, der er fremstillet inden for de seneste år, samt værftets ordrebøger. I 2004 fremstillede Rolandwerft […] skibe, svarende til ca. […] CGT. I 2006 er der planlagt bygning af […] skibe med en kapacitet på […] CGT. I 2007 og 2008 tilstræbes et årligt produktionsvolumen på […] CGT.

(30)

Støttemodtager anfører, at værftet tidligere ind imellem har købt sektioner eller hele skrog fra underleverandører. Selv med køb af skrog og sektioner fra underleverandører kan værftets produktionsvolumen ikke forøges, fordi skibsudrustning altid kræver en vis tid, og fordi de eksisterende anlæg ikke giver mulighed for at foretage en effektiv udrustning af et større antal skibe. I de nuværende skibsbygningshaller er det derfor kun muligt at færdiggøre et skib af gangen. Sammenføjning af skibe i skibsbygningshal 1 kræver ca. […] uger pr. skib.

(31)

Støttemodtager fremlagde oplysninger om produktionsgangen på værftet. Ifølge disse oplysninger er værftet allerede fuldt udnyttet, og der er ikke mulighed for at fremstille flere skibe efter gennemførelsen af investeringsprojektet. Værftsanlægget er begrænset til en samlet kapacitet fra ca. […] til […] CGT, som allerede var opnået inden investeringsprojektet, fordi en del af arbejderne var outsourcet.

(32)

Støttemodtager understreger, at værftet på baggrund af investeringsprojektet vil være i stand til at deltage i udbud vedrørende skibsbygnings-, reparations- og ombygningsarbejder på marineskibe. Værftet har hidtil ikke haft denne mulighed, fordi det har været nødvendigt at udføre arbejderne ved parallel kajplads. Produktionsvolumen målt i CGT vil derfor sammenlignet med det nuværende niveau falde, fordi marineskibe ikke betragtes som handelsskibe. Endelig anfører støttemodtager, at selv om Kommissionen ikke deler Tysklands opfattelse af, at rammebestemmelserne ikke forbyder investeringsstøtte til projekter, der er forbundet med produktionsstigning, er dette irrelevant i forbindelse med vurderingen af støtten til Rolandwerft, fordi der ikke er tale om nogen kapacitetsforøgelse.

(33)

Støttemodtager oplyser endvidere, at investeringerne udelukkende vedrører bestående anlæg. Især med hensyn til investeringerne i forlængelse af kajen for at kunne udruste to skibe direkte ved kajen, er der ikke tale om opførelse af et nyt anlæg. Værftet råder allerede nu over to kajpladser til udrustning af skibe, der ligger parallelt i forhold til hinanden. Støttemodtager fremhæver, at den parallelle kajplads indebærer øget risiko, og at marinen derfor har nægtet at tildele Rolandwerft ordrer. Den planlagte investering består i at ombygge den bestående kaj for at øge dennes produktivitet. Støttemodtager fremlægger oplysninger om, hvor mange uger den parallelle kajplads blev udnyttet om året, og hvorledes den skal udnyttes i fremtiden.

(34)

Støttemodtager forklarer endvidere, at formålet med forlængelsen af kranbanen og installationen af en kran i forbindelse med kajforlængelsen er, at man skal ophøre med den ineffektive og omkostningskrævende brug af bil- og flydekraner, som man i øjeblikket benytter ved udrustning af skibe ved den parallelle fortøjningsplads. Udrustning af det andet skib direkte ved kajen, som vil være mulig på grund af investeringsprojektet, vil resultere i øget omkostningseffektivitet og produktivitet.

(35)

Det tyske Verband für Schiffbau und Meerestechnik (herefter »sammenslutningen«) er af den opfattelse, at Kommissionens betænkeligheder med hensyn til en mulig kapacitetsforøgelse ikke kan begrundes i rammebestemmelserne. Den nuværende markedssituation berettiger heller ikke denne betænkelighed, da den planlagte støtte ikke resulterer i nogen konkurrenceforvridning.

(36)

Sammenslutningen anfører, at Fællesskabets politik på området for statsstøtte til skibsbygning er blevet ændret inden for de seneste år. Rammebestemmelserne indeholdt ikke nogen bestemmelser, som forbyder investeringsstøtte til kapacitetsudvidelse. Sammenslutningen går ud fra, at sådanne bestemmelser ikke længere vil blive betragtet som hensigtsmæssige. Sammenslutningen tilføjer, at tidligere sektorspecifikke ordninger i rammebestemmelserne så vidt muligt er opgivet. Spørgsmålet om kapacitet nævnes ganske vist i forbindelse med støtte til lukning. Andre former for støtte f.eks. omstruktureringsstøtte, falder ind under de generelle bestemmelser for statsstøtte.

(37)

Sammenslutningen anfører endvidere, at en snæver fortolkning af reglerne ville være i strid med LeaderSHIP 2015-initiativet, der indgår i Lissabon-strategien. Konkurrencedygtighed og produktivitet i den europæiske økonomi bør fremmes ved hjælp af investeringer i forskning, udvikling og innovation, hvilket kræver investeringer i moderne produktionsanlæg. Hvis statsstøtte til investeringer ikke kan knyttes sammen med kapacitetsforøgelser, vil dette være i strid med sigtet med LeaderSHIP 2015-initiativet, især det mål, der går ud på at sikre og udbygge positionen inden for bestemte markedssegmenter. Et af disse markedssegmenter er markedet for små og mellemstore containerskibe, hvor Europa allerede har en udmærket position i forhold til Korea og Kina.

(38)

Sammenslutningen er af den opfattelse, at de planlagte investeringer ikke fordrejer konkurrencen. Der er i øjeblikket ikke nogen overkapacitet, fordi det internationale skibsbygningsmarked oplever et opsving. Efterspørgslen fortsætter med at være gunstig, selv om der forventes en mindre tilbagegang i 2008/2009. På grund af en støt voksende verdenshandel stiger søtransporten også. Det gælder især transport af industrivarer med containerskibe. Efterspørgslen efter større skibe fra 5 000 til 8 000 TEU, som ikke kan gå ind i små havne, stiger. Det resulterer i en større efterspørgsel efter små feederskibe til videre fordeling af containere. Rolandwerft kan fremstille skibe på en størrelse på op til 900 TEU.

(39)

Ifølge sammenslutningen er feederskibe et vigtigt segment for de tyske værfter. De største konkurrenter er dog de kinesiske værfter, der er førende på markedet med 42,5 % af de afgivne ordrer på verdensplan. Tyskland er på andenpladsen med 26,8 % af ordrerne.

(40)

I segmentet for skibe på op til 900 TEU er der ifølge sammenslutningen kun meget få europæiske konkurrenter, som primært findes i Tyskland og Nederlandene. Sammenslutningen ser et stort vækstpotentiale i dette segment. Da de kinesiske værfter tilbyder deres skibe til lave priser, vil tyske og europæiske værfter kun kunne fastholde deres position på markedet, hvis de garanterer høj kvalitet og hele tiden øger produktiviteten.

(41)

Sammenslutningen fremhæver endvidere, at Kina og Vietnam vil øge deres skibsbygningskapacitet og dermed deres markedsandele. Det viser, at konkurrencen inden for skibsbygningsområdet i langt højere grad finder sted på globalt plan end inden for Europa.

(42)

I sine bemærkninger til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure henviser Tyskland til, at punkt 26 i rammebestemmelserne ikke indeholder nogen bestemmelser vedrørende kapacitet. Punkt 26 indeholder især ikke nogen bestemmelse om, at investeringsstøtte til projekter, der skulle forbyde investeringsstøtte til projekter, der udover en produktionsstigning resulterer i en kapacitetsforøgelse. Tyskland fremhæver endvidere, at forbedring af produktiviteten inden for skibsbygningsindustrien er et af EU-politikkens vigtigste mål på dette område. Formålet med LeaderSHIP 2015-initiativet er at forbedre de europæiske værfter samt at mindske de handicaps, som den europæiske skibsbygningsindustri står over for som følge af, at skibsbygningsindustrien i Asien subventioneres. Dette mål kan efter tysk opfattelse kun opnås ved at forbedre produktiviteten.

(43)

Tyskland er endvidere af den opfattelse, at det ikke kan udledes af punkt 3 i rammebestemmelserne, at der ved vurderingen af et projekts forenelighed skal tages hensyn til, hvilke virkninger det har på kapaciteten. Skibsbygningsindustrien er endvidere ikke længere præget af de i punkt 3 i rammebestemmelserne nævnte forhold, men er i dag præget af en positiv ordresituation, høje priser og kapacitetsmangler.

(44)

Tyskland fremhæver desuden, at den europæiske skibsbygningsindustris markedsandel i de sidste årtier har været faldende, medens Japan, Korea og Kina har øget deres andele ved hjælp af statsstøtte. Denne statsstøtte nævnes i punkt 3, litra c), i rammebestemmelserne som en af de faktorer, der skal tages hensyn til. De europæiske værfter må derfor gøres deres yderste for at forbedre produktiviteten.

(45)

Efter tysk opfattelse resulterer enhver produktivitetsstigning automatisk i højere output. En produktivitetsstigning ifølge rammebestemmelserne kan derfor ikke betyde, at der produceres samme mængde med mindre input, dvs. med mindre arbejde. Tyskland henviser endelig til formålet med regionalstøtten, der går ud på at bidrage til den regionale udvikling og skabe arbejdspladser. Produktivitetsforøgelse bør derfor ikke resultere i nedgang i antallet af arbejdspladser.

(46)

Med hensyn til markedssituationen fremhæver Tyskland, at godstransporten er voksende, og at der i segmentet for containerskibe kan iagttages en tendens til større skibe. Der findes allerede nu skibe med en lastekapacitet på 5 000 TEU, og de nyere prognoser omfatter skibe med en lastekapacitet på 8 000 TEU. Da sådanne store skibe kun kan gå ind i nogle få havne, vil der alligevel være behov for små skibe for at fordele lasten. Derfor falder den store efterspørgsel efter feederskibe på 850 TEU som Rolandwerft fremstiller ikke.

(47)

Tyskland redegør desuden nærmere for investeringsprojektet og vedføjer billeder, der illustrerer foranstaltningerne og værftets situation.

(48)

Forlængelse af hal 1 vil give værftet mulighed for at færdiggøre et skib fuldstændigt i bygningshallen, hvilket ikke er muligt på nuværende tidspunkt. Ved at forsyne de eksisterende færdiggørelsesområder med tag, bliver arbejdet mere produktivt og effektivt.

(49)

Tyskland tilføjer, at et skib, der for øjeblikket ligger ved kaj 1, kun beslaglægger 2/3 af kajområdet. Den sydlige del af den ikke-udnyttede kaj forlænges. Det betyder ikke, at der bygges et »nyt anlæg« i den i rammebestemmelserne anførte betydning. Så snart kajen er forlænget, vil der blive installeret en kran, der skal erstatte den nuværende bilkran.

(50)

Tyskland tilføjer, at den parallelle kajplads fra 2003 til 2005 blev benyttet […] om året (inklusive leverancer). Tyskland bekræfter endnu en gang, at den parallelle kajplads flyttes til den nye kaj. Den nye kaj vil i årets løb blive udnyttet omtrent lige så længe, som den parallelle kajplads er blevet det i de seneste år. Tyskland anfører desuden, at udrustning af et skib ved den parallelle kajplads medfører en øget risiko, fordi den nødvendige flydekran måtte placeres midt på Weser. I fremtiden vil der ikke længere blive udrustet nogen skibe på den anden kajplads ved kaj 1.

(51)

Ifølge Tyskland kan forlængelse af udrustningskajen, hvorved der bliver mulighed for at udruste to skibe ved kajen, ikke sidestilles med bygning af et nyt anlæg. Der er udelukkende tale om en mindre forlængelse af en eksisterende kaj. Også uden investeringsprojektet er kajen allerede længere end et feederskib, således at værftet uden projektet vil kunne udruste to mindre skibe samtidig.

(52)

Tyskland hævder, at Rolandwerft derfor allerede råder over to udrustningspladser, selv om en af de to så at sige ligger i »anden række«. Da det andet skib ikke ligger inden for kajkranens rækkevidde, har det været nødvendigt at benytte bil- eller flydekraner. Efter forlængelsen af kajen bliver arbejdet betydeligt mere effektivt, fordi skibet kan udrustes direkte fra kajen. Tyskland tilføjer, at den tyske marine har nægtet at tildele Rolandwerft ordrer, fordi værftet udrustede skibe, der ligger parallelt i forhold til hinanden.

(53)

Tyskland argumenterer, at flytning af den anden kajplads til en forlænget eksisterende kaj ikke kan betragtes som bygning af et nyt anlæg men derimod er en foranstaltning, som har til formål at forbedre produktiviteten ved begge kajpladser, da de ikke længere ligger parallelt i forhold til hinanden men efter hinanden. Den nye kran, der installeres på den nye kaj, skal erstatte de bil- og flydekraner, der benyttes i øjeblikket. Efter installationen af den nye kran, bliver arbejdet mere effektivt.

(54)

Tyskland fremhæver, at foranstaltningen er nødvendig, fordi udrustning af et skib i anden række er tidskrævende og ineffektiv. Projektet giver desuden Rolandwerft mulighed for at deltage i udbud vedrørende skibsreparationer og ombygninger for den tyske marine.

(55)

Tyskland oplyser endvidere, at Rolandwerft tidligere har bygget mindre feederskibe, hvor der kunne fortøjres to skibe ved kajen samtidig. Markedsefterspørgslen har imidlertid ændret sig til bredere og længere feederskibe, således at der ikke længere var plads til to af disse skibe ved kajen samtidig. Ved udrustning og reparation af skibe var værftet derfor begyndt på at fortøjre et andet skib parallelt med det skib, der lå direkte ved kaj. Forlængelsen af kajen betyder blot, at udrustningsanlægget tilpasses til længere skibe.

(56)

Det oplyses fra tysk side, at Rolandwerft tidligere i enkelte tilfælde har samarbejdet med Peene-Werft og har udrustet skrog, der var præfabrikeret af dette værft. I den seneste tid har Rolandwerft dog kun fremstillet skibe, som helt har været fremstillet af værftet selv. Tyskland anfører, at reparationsaktiviteterne ikke kunne udvides, så længe det nuværende nybygningsniveau blev opretholdt.. En del af reparationsarbejderne udføres på land. Hertil er der brug for den udendørs byggeplads, der allerede benyttes til fremstilling af nybygninger.

(57)

Tyskland oplyser endvidere, at den nye kran ikke kun skal benyttes ved den nye kaj men også vil optimere løftekapaciteten på den oprindelige kaj, hvorved den maksimale løftekapacitet forøges.

(58)

Det fremhæves for tysk side, at sammenslutningen støtter det tyske standpunkt. Tyskland er af den opfattelse, at man skal tillægge sammenslutningens holdning stor betydning, da den repræsenterer den tyske skibsindustris politiske og økonomiske interesser, de tyske værfter samt deres underleverandører. Som repræsentant for forskellige interessegrupper råder sammenslutningen endvidere over de seneste markedsinformationer. Hvis sammenslutningen konkluderer, at den påtænkte støtte til Rolandwerft ikke er en ulempe for den tyske skibsbygningsindustri, bør Kommissionen tage hensyn hertil. Tyskland fremhæver endvidere, at Kommissionen ikke har modtaget nogen negative bemærkninger vedrørende støtten.

(59)

Med hensyn til bemærkningerne fra støttemodtageren understreger Tyskland, at Rolandwerft har dokumenteret, at investeringsprojektet ikke resulterer i nogen kapacitetsforøgelse. Tyskland bekræfter, at man ikke finder, at dette spørgsmål er relevant for vurderingen af støttens forenelighed.

(60)

Ifølge EF-traktatens artikel 87 er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Ifølge EF-Domstolens og Førsteinstansrettens retspraksis er kriteriet for at påvirke samhandelen opfyldt, hvis den begunstigede virksomhed udøver en aktivitet, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne.

(61)

Støtten ydes af delstaten Niedersachsen og kan derfor betragtes som statsstøtte. Den giver Rolandwerft en fordel, som værftet ikke ville kunne opnå på markedet. Rolandwerft beskæftiger sig med bygning af søgående skibe. Da der er handel med disse skibe, truer foranstaltningen med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Derfor udgør støtten statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og skal vurderes som sådan.

(62)

Artikel 87, stk. 2 og 3, i EF-traktaten indeholder undtagelser fra de generelle støtteforbud i stk. 1.

(63)

Kommissionen har vedtaget rammebestemmelserne for at vurdere støtte til skibsbyggeri. De indeholder særlige regler for støtte til skibsbygningsindustrien, når og hvis de særlige forhold inden for skibsbygningsindustrien kræver særlig behandling. Ifølge disse rammebestemmelser forstås ved udtrykket »skibsbygning« bygning i Fællesskabet af selvdrevne, søgående handelsskibe. Ved »reparation af skibe« forstås reparation eller istandsættelse i Fællesskabet af selvdrevne, søgående handelsskibe. Rolandwerfts aktiviteter falder ind under disse definitioner, så at den omhandlede støtte skal vurderes på grundlag af rammebestemmelserne. Rolandwerft fremstiller ikke fiskerfartøjer til Fællesskabet. Ifølge rammebestemmelserne for undersøgelse af statsstøtte inden for fiskeri og akvakurtursektoren (5) er støtte til værfter til bygning af fiskerfartøjer i Fællesskabet forbudt.

(64)

I punkt 26 i rammebestemmelserne hedder det »regionalstøtte til skibsbygning eller reparation eller ombygning af skibe kan kun betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis støtten ydes til investeringer i opgradering eller modernisering af bestående værfter med henblik på at forbedre produktiviteten i de bestående anlæg og ikke er kædet sammen med en finansiel omstrukturering«.

(65)

Støtteintensiteten må ikke overstige 12,5 % eller det gældende loft for regionalstøtte i områder omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), alt efter hvilket af disse der er lavest. I det foreliggende tilfælde gælder loftet på 12,5 %. Endvidere må støtten kun anvendes til støtteberettigede udgifter som defineret i de gældende EF-retningslinjer for regionalstøtte (6).

(66)

Formålet med disse investeringer er at rationalisere produktionsprocessen på Rolandwerft ved at opgradere anlæg og overdække de arbejdsområder, der tidligere befandt sig i det fri. Disse foranstaltninger kan derfor betragtes som modernisering eller opgradering af et bestående værft.

(67)

En del af projektet vedrører forlængelse af hal 1 samt forlængelse af hal 3 i nordvestlig og sydøstlig retning. Kommissionen finder, at disse forlængelser af skibshallerne vedrører bestående anlæg. Projektet fører i realiteten ikke til bygning af en ny skibshal. Formålet med forlængelsen er udelukkende, at skibsbygningsaktiviteter, der tidligere foregik i det fri, nu kan udføres i hallen.

(68)

De øvrige investeringer i hal 3 med henblik på forlængelse af kranspor, udvidelse af halport samt modernisering af kølblokke skal ligeledes betragtes som investeringer i beståede anlæg. Kommissionen finder endvidere, at forlængelsen af kranspor på kaj 1 og investeringer i moderne svejseautomater også vedrører investeringer i bestående anlæg. Dette synspunkt gav Kommissionen allerede udtryk for i sin beslutning om procedurens indledning.

(69)

Kommissionen går ud fra, at formålet med investeringerne er at forbedre de bestående anlægs produktivitet. Forlængelsen af hallerne resulterer i en produktivitetsstigning, da arbejdet nu ikke længere er afhængigt af vejrliget. Udvidelsen af porten i hal 3 resulterer i en mærkbar omkostningsnedsættelse, fordi sektionerne ikke længere skal drejes, og fordi det bliver muligt at fremstille længere sektioner. Det samme gælder for forlængelsen af kransporet i hal 3 og forlængelsen af kaj 1, hvorved man kan spare […] anvendelse af bilkraner, anskaffelse af hydrauliske kølblokke, hvorved den manuelle placering af de enkelte sektioner ved hjælp af bilkraner bliver overflødig og anskaffelse af svejseautomater, hvorved det er muligt at spare tid og omkostninger ved manuel svejsning.

(70)

Investeringsprojekterne har en tydelig effekt på produktiviteten, men derimod er virkningerne på kapaciteten ubetydelige, fordi der ikke etableres nye anlæg, og fordi enhver kapacitetsudvidelse blot er en følge af produktivitetsstigning ved bestående anlæg. Støttemodtager har endvidere understreget, at produktivitetsstigningen ikke resulterer i nogen kapacitetsudvidelse på værftet udtrykt i CGT, fordi produktivitetsstigningen ved anlægget absorberes af en øget intern produktion, fordi aktiviteter, der tidligere var outsourcet, nu integreres i produktionen. Kommissionen finder derfor, at der ikke er tale om nogen uforholdsmæssig kapacitetsforøgelse.

(71)

Kommissionen konkluderer derfor, at foranstaltning 1-6 i oversigten i betragtning 22 kan betragtes som investeringer i modernisering eller opgradering af et bestående værft med henblik på at forbedre produktiviteten. De hermed forbundne omkostninger på 8 360 000 EUR skal derfor betragtes som støtteberettigede omkostninger.

(72)

Foranstaltning 7 og 8 i betragtning 22 vedrører anlæg af en ny kaj og anskaffelse af en ny kran. Kommissionen finder, at disse investeringer kan betragtes som opgraderings- eller moderniseringsforanstaltninger af to grunde. For det første plejede Rolandwerft inden investeringsprojektet at udruste to skibe samtidig og foretage reparationer, fordi de fortøjrede et skib parallelt med det skib, der allerede lå direkte ved kaj. Denne fremgangsmåde var ineffektiv og omkostningskrævende. I kraft af investeringerne kan der nu ligge to skibe direkte ved kaj på værftet, og udrustningen af begge skibe kan foregå under bedre vilkår. For det andet er der i forbindelse med disse investeringer tale om de sidste i en række af investeringer, der blev påbegyndt i 1999 for at tilpasse værftet til bygning af større skibe. Værftet havde omlagt sin produktion, fordi efterspørgslen havde ændret sig fra de væsentligt mindre feederskibe til de feederskibe der i dag fremstilles af Rolandwerft. Kommissionen finder, at tilpasning af produktionen til markedsefterspørgslen kan betragtes som modernisering.

(73)

Formålet med investeringerne er også at forbedre de bestående anlægs produktivitet. Skibsudrustning ved den oprindelige kaj bliver mere rentabel, fordi skibene ikke længere ligger ved siden af hinanden, og fordi det ikke længere er nødvendigt at krydse tværs over det skib, der ligger ved kaj. Selv om man går ud fra, at der i forbindelse med den nye kaj ikke blot er tale om flytning at et bestående anlæg, finder Kommissionen, at bygningen af den nye udrustningskaj vil resultere i, at produktiviteten ved den oprindelige kaj forbedres.

(74)

Også den anden kran, der installeres på den forlængede kaj, resulterer i en produktivitetsstigning ved den oprindelige kaj. De to kraner har tilsammen en løfteevne på i alt 85 ton, hvilket skal sammenlignes med den tidligere maksimale løfteevne på 50 ton. Det betyder, at kajkranerne kan løfte en last, hvor der tidligere var behov for at leje en flydekran. Efter investeringerne vil det kun være nødvendigt at benytte en flydekran til indsætning af skibsmotorer. Alle øvrige løfteaktiviteter kan udføres af de to kraner ved den forlængede kaj. For det andet bliver den oprindelige kran ofte brugt til arbejder, der udføres på den mindre udendørs byggeplads, der ligger bag kajen. Efter investeringerne kan den anden kran benyttes, når den første benyttes til arbejder på denne udendørs byggeplads. Det vil hermed ikke være nødvendigt at afbryde udrustningsarbejderne i sådanne faser.

(75)

Kommissionen konkluderer derfor, at formålet med investeringerne er at øge det bestående anlægs produktivitet.

(76)

Kommissionen finder endvidere, at investeringerne ikke medfører en uforholdsmæssig kapacitetsforøgelse.

(77)

Indledningsvis fastslår Kommissionen, at Rolandwerft i mere en 15 år altid har udrustet to skibe samtidig. Udrustningen af skibe i anden række var tænkt som en overgangsløsning, indtil investeringerne i kajen kunne gennemføres. Ifølge de tyske oplysninger har denne overgangsløsning været anvendt i så mange år på grund af den særlige markedssituation og de særlige omstændigheder på værftet. Hegemann-Gruppe havde som ejer af værftet besluttet, at de disponible midler primært skulle investeres i Peene-Werft. Efter afslutningen af omstruktureringen på Peene-Werft i 2005 og på grund af opsvinget på markedet var Hegemann-Gruppe nu i stand til at gennemføre moderniseringsprojektet på Rolandwerft. Da værftet i de sidste 15 år regelmæssigt har udrustet to skibe samtidigt (med afbrydelser i tider med ringe efterspørgsel), ser Kommissionen ingen anledning til at antage, at Rolandwerft i tiden inden investeringerne kun havde kapacitet til at udruste ét skib.

(78)

Ud fra en teknisk synsvinkel vil Rolandwerft ikke være i stand til at øge sit output af nybygninger og reparationer på grund af flaskehalse i de indledende arbejdsfaser, dvs. skibsbygningshallerne og den udendørs byggeplads. Hallerne og den udendørs byggeplads er allerede fuldt udnyttet, hvilket forhindrer en potentiel produktivitetsstigning. Med hensyn til værftets reparationsaktiviteter oplyser Tyskland, at ca. 50 % af enhver reparationsordre skal foregå på land, altså på den udendørs byggeplads, men at denne byggeplads allerede er fuldt udnyttet på grund af nybygningsarbejder. Derfor er nye reparationsarbejder kun mulig på bekostning af nybygninger, og ikke oveni nybygninger. Det samme gælder for skibsombygninger. Da investeringerne ikke vedrører flaskehalsene, er det ikke muligt at øge kapaciteten til nybygninger, reparationer og ombygninger. Det fremhæves endvidere, at disse anlægskrævende flaskehalse ikke kan fjernes uden betydelige omkostninger, da hele produktionsprocessen i så fald skal fordobles.

(79)

Kommissionen har endvidere undersøgt, om den nye kaj vil medføre, at værftets kapacitet til at udruste skrog, der er fremstillet ved andre værfter, vil blive forøget. Også her er skibsbygningshallerne flaskehalsen. Medens Rolandwerfts egne nybygninger på forhånd udrustes i værftets haller, er de præfabrikerede skrog normalt tomme og kræver omfattende udrustnings- og udstyrsarbejder. For at udruste skrogene vil der være behov for teknisk udstyr på kajen, som normalt benyttes i hallerne til nybygninger. Hvis skibsbygningshallerne og de dertil hørende anlæg er fuldt udnyttet, kan anlæggene ikke samtidig benyttes til udrustning af skrog. Derfor er det ikke muligt for Rolandwerft at udvide sine aktiviteter på området for udrustning af præfabrikerede skrog og samtidig holde sine nybygnings- og sine reparationsaktiviteter på det nuværende høje niveau.

(80)

Tyskland har desuden anført, at værftet ikke i øjeblikket udruster skrog, og at der ikke er planer herom. I år med stærk efterspørgsel er sådan en aktivitet højst usandsynlig, fordi potentielle skrogleverandørers ordrebøger flere år frem vil være fulde, og Rolandwerft derfor ikke kan skaffe præfabrikerede skrog af den nødvendige høje kvalitet på markedet. Denne oplysning bekræftes af Rolandwerfts aktiviteter inden for de senere år, hvor værftet ikke har udstyret præfabrikerede skrog, selv om det i teorien ville have været muligt på den parallelle kajplads. Tyskland har i øvrigt anført, at det i en situation med afmatning på markedet, hvor underleverandørerne igen vil have ledig kapacitet, og hvor det vil være muligt at finde skrog på markedet, må antages, at Rolandwerfts ordrebeholdning også vil falde. I en sådan situation vil Rolandwerft af rentabilitetshensyn vælge at udnytte sin egen kapacitet til bygning af skibsskrog frem for at udruste præfabrikerede skrog. Selv om værftet udrustede præfabrikerede skrog, ville det ske i stedet for nybygning og ikke oveni.

(81)

Kommissionen konkluderer, at selv om der i kraft af investeringerne hypotetisk vil kunne blive tale om en mindre kapacitetsforøgelse på området for udrustning af præfabrikerede skrog, vil en sådan forøgelse under alle omstændigheder blive ubetydelig på grund af de nævnte tekniske forhold. Da den opnåede produktivitetsstigning, navnlig i form af færre udgifter til leje af kraner, vil være betydelig, kan en ubetydelig kapacitetsforøgelse på grund af, at der undertiden foretages udrustning af skrog, ikke betragtes som uforholdsmæssig.

(82)

Kommissionen konstaterer endvidere, at Rolandwerft for at understøtte sin påstand om, at der ikke tilstræbes nogen kapacitetsforøgelse, har tilbudt at forpligte sig til ikke at udvide udnyttelsen af den nye kaj i en periode på fem år. Dette tilsagn, der er fremlagt af Tyskland, indebærer, at værftet vil begrænse sine aktiviteter ved den nye kaj på områderne nybygning, udrustning af præfabrikerede skrog samt skibsreparationer og -ombygninger til […] pr. år i en periode på fem år, efter at investeringerne ved den nye kaj er afsluttet. Udnyttelsen af den nye kaj i […] svarer til værftets planlagte aktiviteter for de kommende år, således som de er forelagt Kommissionen. Rolandwerft har desuden forpligtet sig til, at det ikke vil bygge to fartøjer parallelt i samme periode. Kommissionen fastslår, at disse forpligtelser ikke kan betragtes som bevis for, at investeringerne ikke resulterer i kapacitetsforøgelse. Den betragter dog tilsagnet som endnu et bevis for, at de af støttemodtageren anførte tekniske, praktiske og økonomiske grunde er velfunderede, og at sigtet med investeringerne ikke er en kapacitetsforøgelse men derimod en forøgelse af produktiviteten.

(83)

Kommissionen finder derfor, at formålet med investeringerne i den nye kaj og anskaffelse af den nye kran er at opgradere eller modernisere et bestående værft med henblik på at forbedre det bestående anlægs produktivitet. Investeringen resulterer ikke i en uforholdsmæssig kapacitetsforøgelse. Kommissionen finder derfor, at bygning af en ny kaj og anskaffelse af en ny kran opfylder betingelserne i rammebestemmelserne for regional investeringsstøtte. Investeringerne på 4 640 000 EUR er derfor støtteberettigede.

(84)

Kommissionen konkluderer, at den påtænkte regionalstøtte til Rolandwerft svarende til 12 % af 13 000 000 EUR, dvs. 1 560 000 EUR, opfylder betingelserne for regionalstøtte i rammebestemmelserne for skibsbygningsindustrien. Den planlagte støtte opfylder derfor betingelserne for at være forenelig med fællesmarkedet -

30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/41

(1)

Ved brev af 19. februar 2004 (D/51178) anmodede Kommissionen de franske myndigheder om oplysninger om den franske leasingordning med fiskalt sigte til fordel for bestemte af finansministeriet godkendte virksomheder, som blev indført i medfør af artikel 77 i lov nr. 98-546 af 2. juli 1998 om forskellige økonomiske og finansielle bestemmelser (2). Ved brev af 18. marts 2004 anmodede de franske myndigheder om en forlængelse af den fastsatte frist for fremsendelse af de ønskede oplysninger. Ved brev af 3. maj 2004 (A/33117) modtog Kommissionen de pågældende oplysninger fra de franske myndigheder. Ved brev af 6. juli 2004 (D/54933) anmodede Kommissionen de franske myndigheder om yderligere oplysninger, som den modtog den 2. august 2004 (A/36007).

(2)

Ved brev af 14. december 2004 (D/205909) informerede Kommissionen de franske myndigheder om sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter traktatens artikel 88, stk. 2. Denne beslutning er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). I beslutningen anmodede Kommissionen Frankrig og de interesserede parter om at fremsætte deres bemærkninger inden for en bestemt frist.

(3)

Ved brev af 6. januar 2005 (A/30266) og senere af 4. februar 2005 anmodede de franske myndigheder om en forlængelse af denne frist, og denne anmodning efterkom Kommissionen ved brev af hhv. 11. januar 2005 (D/50220) og 16. februar 2005 (D/51190).

(4)

Kommissionen modtog bemærkningerne fra de franske myndigheder den 15. marts 2005 (A/32251). Den modtog ligeledes inden for den fastlagte frist bemærkninger fra seksten interesserede parter, som den videresendte til de franske myndigheder den 9. juni 2005 (D/54454).

(5)

Ved brev af 7. juli 2005 (A/35587) anmodede de franske myndigheder om en forlængelse af den fastsatte frist til at kommentere de interesserede parters bemærkninger. Kommissionen efterkom denne anmodning, og de franske myndigheder fremsendte endelig deres bemærkninger ved brev af 20. juli 2005 (A/35981).

(6)

Ved elektronisk post af 2. marts 2006 (A/31655) fremsendte de franske myndigheder supplerende bemærkninger vedrørende den foreliggende ordning til Kommissionen.

(7)

I henhold til artikel 39 C, første afsnit, i den franske skattelov (code général des impôts) fordeles afskrivningen af aktiver, der er udlejet eller på anden vis stillet til rådighed, over aktivets almindelige levetid.

(8)

Artikel 77 i lov nr. 98-546 indfører to bestemmelser i skatteloven, der tilsigter at bekæmpe skatteunddragelser i forbindelse med interessentskabers og økonomiske firmagruppers finansieringstransaktioner (4).

(9)

I henhold til artikel 39 C, afsnit 2, i skatteloven må fradragsberettigede afskrivninger på et aktiv, der udlejes af en firmagruppe, således ikke overstige den leje, firmagruppen oppebærer, med fradrag af andre udgifter i tilknytning til det berørte aktiv.

(10)

De degressive afskrivninger og de finansielle udgifter er pr. definition koncentreret på aktivets første brugsår, og firmagruppen vil derfor have et stort underskud i disse år og først få overskud i en anden periode, når lejeindtægten overstiger de samlede afholdte udgifter (inkl. afskrivninger og finansielle udgifter). Firmagruppen er omfattet af interessentskabsordningen, og dens underskud i de første aktivitetsår kan derfor fratrækkes det skattepligtige overskud fra medlemmernes løbende aktiviteter. Formålet med det i skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, fastlagte afskrivningsloft er således at bekæmpe misbrug af denne finansieringsform med skatteoptimering for øje.

(11)

Skatteloven indeholder dog en undtagelse fra denne begrænsning i form af en afskrivningsordning for bestemte virksomheder. Det bestemmes således i skattelovens artikel 39 CA, at loftet i skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, ikke finder anvendelse på økonomiske firmagruppers finansiering af afskrivningsberettigede aktiver efter et system med degressiv afskrivning over en periode på mindst otte år (5), hvis dette er forhåndsgodkendt af finansministeriet.

(12)

Denne godkendelse forudsætter, at bl.a. følgende betingelser er opfyldt:

(13)

Firmagruppen — der i princippet består af finansieringsinstitutter — køber normalt det aktiv, der skal finansieres, til markedsprisen, og leaser det til brugeren. Den af brugeren erlagte leje og prisen for at kunne udnytte købsoptionen efter kontraktens udløb gør det muligt for firmagruppen at dække sin egen finansiering, herunder renter og kapital.

(14)

Ud over at den øvre grænse for afskrivningen således ophæves (6), gør ministeriets godkendelse det muligt at hæve den for det pågældende aktiv normalt gældende koefficient for den degressive afskrivning med et point. Fortjenesten ved firmagruppens salg af aktivet til brugeren, der ofte sker, når to tredjedele af den almindelige brugsperiode er gået, er desuden fritaget for beskatning.

(15)

For så vidt angår betingelsen om, at der skal foreligge en betydelig økonomisk og social interesse (7), har de franske myndigheder anført, at der ikke findes retningslinjer for, hvordan denne interesse skal vurderes, og at undersøgelsen heraf især er baseret dels på investeringens indirekte indvirkning på beskæftigelsessituationen, konkurrencedygtigheden og aktivitetens udvikling i det pågældende økonomiske område, herunder navnlig dens bidrag til udviklingen eller etableringen af et produktions-, forvaltnings- eller beslutningscenter, dels på investeringens bidrag til at forbedre sikkerheden og miljøbeskyttelsen.

(16)

Med hensyn til tilbageførslen til brugeren af aktivet af mindst to tredjedele af den skattebegunstigelse, som firmagruppen får gennem godkendelsen (8), fremgår det af artikel 39 CA i skatteloven, at denne tilbageførsel tager form af en lejenedsættelse eller et nedslag i prisen på købsoptionen. Desuden skal det nøjagtige beløb, som firmagruppen skal tilbageføre til brugeren af aktivet, fastsættes i forbindelse med godkendelsen.

(17)

På Kommissionens foranledning har de franske myndigheder udarbejdet en opgørelse pr. aktivitetssektor over samtlige ansøgere om godkendelse og de virksomheder, der faktisk er omfattet af den foreliggende ordning:

(18)

De franske myndigheder har i denne sammenhæng anført, at blandt de 56 anmodninger, for hvilke der ikke er truffet nogen beslutning om godkendelse, er 21 trukket tilbage, 13 er henlagt og 22 afvist. Med hensyn til de 22 anmodninger, der blev afvist, har de franske myndigheder præciseret, at 15 heraf vedrørte finansiering af et aktiv inden for søtransport og 7 finansiering af et aktiv inden for lufttransport.

(19)

De franske myndigheder har ligeledes fremhævet, at godkendelsesprocedurerne i henhold til skattelovens artikel 39 CA blev ophævet den 14. december 2004, dvs. den dato, de modtog meddelelsen om Kommissionens beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure.

(20)

I sin beslutning af 14. december 2004 fandt Kommissionen, at investorerne, medlemmerne af økonomiske firmagrupper med fiskalt sigte og brugerne af de aktiver, som disse firmagrupper havde finansieret, i medfør af artikel 39 CA i skatteloven var blevet indrømmet en begunstigelse. Vedrørende den foreliggende foranstaltnings selektivitet anførte Kommissionen dels, at finansministeriet tilsyneladende havde skønsmæssige beføjelser til at vurdere godkendelsesbetingelserne, hvilket betød, at det efter subjektive kriterier kunne vælge, hvem der skulle have adgang til den foreliggende ordning. Endvidere mente Kommissionen, at skatteordningen under skattelovens artikel 39 CA var en støtteforanstaltning, som hovedsagelig kom transportsektoren til gode. Kommissionen fandt i den sammenhæng ikke, at den foreliggende foranstaltning kunne begrundes i det franske skattesystems karakter eller opbygning. Ifølge Kommissionen blev de foreliggende begunstigelser endvidere finansieret med statslige midler, foranstaltningen virkede konkurrenceforvridende og påvirkede samhandelen inden for EU.

(21)

For så vidt angår ordningens forenelighed med fællesmarkedet fandt Kommissionen på dette stadium ikke, at der var nogen af undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, som var relevante i det foreliggende tilfælde. Ordningen opfyldte tilsyneladende hverken betingelserne i retningslinjerne, rammebestemmelserne eller EF-retningslinjerne på statsstøtteområdet. Ordningen var derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(22)

Kommissionen har følgelig besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure for at fjerne sin tvivl om, hvorvidt ordningen udgør statsstøtte, og om den er forenelig med fællesmarkedet.

(23)

De franske myndigheder gør i deres bemærkninger indledningsvis gældende, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA ikke udgør statsstøtte. Den er alene en teknisk bestemmelse under de almindelige retsregler, som gør det muligt for de offentlige myndigheder at føre tilsyn med den foreliggende finansieringsform, og ikke en undtagelse fra de almindelige retsregler. Begrænsningen af den fradragsberettigede afskrivning i medfør af skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, fastslår en formodning om skatteunddragelse og har til formål at hindre, at denne finansieringsmekanisme udnyttes med henblik på skatteoptimering. Ordningen under skattelovens artikel 39 CA har ligeledes til formål at bekæmpe skatteunddragelse. Investeringerne i meget store kapitalgoder, der er berørt af denne bestemmelse, forrentes først relativt sent, og leasing sker derfor ikke kun med henblik på skatteoptimering, men er også en økonomisk nødvendighed.

(24)

I denne sammenhæng fremfører de franske myndigheder, at de betingelser, der skal være opfyldt, førend en godkendelse kan gives, gør det muligt at foretage en forudgående vurdering af transaktioner med finansiering af forbrugsgoder gennem leasing med købsoption, således at finansieringer, som er begrundet i skatteoptimering, ikke omfattes af den foreliggende skatteordning.

(25)

Dette er ifølge de franske myndigheder navnlig tilfældet for betingelsen om, at investeringen skal være af betydelig økonomisk og social interesse, især i henseende til beskæftigelsen, idet den kun er opfyldt, hvis der til anmodningen om godkendelse er knyttet en jobskabelsesforpligtelse. De franske myndigheder præciserer i den sammenhæng, at de nye stillinger skal opretholdes i mindst samme periode, som aktivet bruges, dvs. varigheden af leasingkontrakten eller kontrakten om tilrådighedsstillelse, altså mindst otte år. De gør gældende, at de skabte job skal betyde en nettoforøgelse af antallet af ansatte i det selskab, der anmoder om godkendelsen, og at disse job skal være direkte knyttet til investeringen.

(26)

De franske myndigheder præciserer, at nogle af anmodningerne om godkendelse er blevet afvist, fordi det fremlagte finansieringsprojekt ikke var af betydelig økonomisk og social interesse. Eksempler på en sådan manglende interesse kan inddeles i to former for situationer. For det første at antallet af nye stillinger ikke var stort nok, hverken kvalitativt eller kvantitativt, til at styrke eller gøre det muligt at oprette et beslutnings- og forvaltningscenter. For det andet at ansøgerens finansielle situation gav ham adgang til andre finansieringsmidler, som ikke tilskyndede til jobskabelse.

(27)

Betingelsen om, at medlemmerne af firmagruppen skal tilbageføre størstedelen af den skattemæssige begunstigelse, som de indrømmes i medfør af skattelovens artikel 39 CA, til brugeren af aktivet, har ligeledes til formål at bekæmpe skatteoptimering, idet transaktioner, som alene tager sigte på likviditetsforbedringer, ikke er omfattet af ordningen.

(28)

Desuden gør de franske myndigheder gældende, at denne kontrolmulighed ikke har skønsmæssig karakter. I den sammenhæng henviser de til Conseil Constitutionnels (det franske forfatningsråds) retspraksis, i henhold til hvilken en godkendelse som omfattet af skattelovens artikel 39 CA ikke indrømmes skønsmæssigt, men at finansministeriet alene har beføjelse til at sikre, at den foreliggende transaktion opfylder lovens bestemmelser (9).

(29)

Den skattemæssige begunstigelse i form af fradraget af afskrivningsbeløbet medfører under alle omstændigheder ikke noget skatteindtægtstab, blot en omfordeling af skattegrundlaget over tid. Den del af skattebegunstigelsen, som medlemmerne af firmagruppen beholder, kan desuden sammenlignes med et afkast, hvis omfang bestemmes af markedsvilkårene og en klassisk handelsforhandling.

(30)

Og endelig med hensyn til skatteordningens af Kommissionen påståede selektive karakter gør de franske myndigheder flere argumenter gældende.

(31)

For det første at den nævnte ordning er en generel foranstaltning for både industrisektoren og transportsektoren. Som eksempel nævner de franske myndigheder maskinel til forarbejdning af papirmasse, olielastrum, trykpresser og køleenheder, som alle er industriaktiver, der kan afskrives degressivt over en periode på mindst otte år. Desuden anfører de franske myndigheder, at visse transportmidler ikke er omfattet af ordningen, f.eks. lastbiler og busser, på grund af disses kortere afskrivningsperiode. Den foreliggende afskrivningsperiode gælder således for alle aktiver, hvor investeringens først forrentes efter en relativt lang periode.

(32)

For det andet at ordningen er koncentreret om transportmateriel, hvilket skyldes forhold, som de franske myndigheder ikke har nogen indflydelse på, nemlig dels udviklingen i industrivirksomhedernes finansielle situation, dels investorernes stigende interesse for transportmateriel. Dette område omfatter aktiver, som ifølge de franske myndigheder er meget tiltrækkende i investorernes øjne, idet disse for at begrænse deres risici vælger let omsættelige aktiver for det tilfælde, at brugeren kommer ud for vanskeligheder.

(33)

For det tredje at den foreliggende ordning ikke favoriserer franske virksomheder, da nationalitet ikke er en relevant faktor for at blive medlem af en firmagruppe. En udenlandsk investor og navnlig et finansieringsinstitut har således angiveligt adgang til den nævnte ordning og den deraf følgende likviditetsforbedring uanset dennes skattemæssige bopæl.

(34)

Hvis man antager, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA er en undtagelse fra de almindelige retsprincipper, skulle denne have et ubegrænset anvendelsesområde, ubegrænset anvendelsestid og være baseret på objektive, horisontale kriterier for bekæmpelse af skatteunddragelser. Den ville dermed ikke kunne betegnes som statsstøtte i lighed med den skatteordning, der er genstand for Kommissionens beslutning 96/369/EF af 13. marts 1996 om afskrivningsfordele for tyske selskaber (10).

(35)

I henseende til skattefritagelsen for fortjenesten ved salg anfører de franske myndigheder, at de to tredjedele af den skattebegunstigelse, som firmagruppens medlemmer herved opnår, også skal tilbageføres til slutbrugeren af aktivet. De gør gældende, at denne skattefritagelse, der er underlagt forskellige betingelser, er berettiget på grund af det franske skattesystems karakter eller opbygning. Den skulle være nødvendig i tilfælde af salg før kontraktens udløb for at sikre, at skattebegunstigelse ved fradraget af afskrivningen fortsat består på de betingelser, der er fastsat i de almindelige retsregler. Endvidere fremfører de franske myndigheder, at denne fritagelse fra 1. januar 2007 er i overensstemmelse med de almindelige retsregler. Fra denne dato vil fortjeneste ved salg af værdipapirer, der repræsenterer kapitalandele, som den pågældende har ejet i mere end to år, være skattefritaget, dog med undtagelse af en andel af udgifter og omkostninger svarende til 5 % af nettoresultatet af den fortjeneste ved salget, der er anvendt ved fastlæggelsen af det skattepligtige resultat. I lyset af datoen for indgåelse af kontrakterne om tilrådighedsstillelse af aktiverne mellem firmagrupperne og brugerne vil den dato efter hvilken det er muligt at sælge aktiverne før kontraktens udløb, ligge efter 1. januar 2007, da dette salg kun kan finde sted, når to tredjedele af de pågældende kontrakter er gennemført. Medlemmerne af firmagruppen vil således få adgang til denne skattefritagelse i medfør af de almindelige retsregler.

(36)

De franske myndigheder gør også gældende, at fritagelsen for betaling af skat af fortjenesten ved salget ikke sker automatisk. En af betingelserne for denne fritagelse er ifølge myndighederne, at den faktiske bruger af aktivet skal påvise, at han på grund af dens pris ikke er i stand til at købe den uden at skabe ubalance i sin økonomi. Ifølge en rapport af 25. marts 1998, udarbejdet af ordføreren for Nationalforsamlingens finansudvalg, skal denne betingelse navnlig ses i lyset af udsigten til indførelsen af alternativer til skattefradraget for tegning af skibsanparter, som blev ophævet med finansloven for 1998 (i det efterfølgende betegnet skibsanpartsordningen).

(37)

For så vidt angår skatteordningens forenelighed med det fælles marked, anfører de franske myndigheder, at hvis ordningen udgør statsstøtte, er den i overensstemmelse med traktatens artikel 87, stk. 3, fordi den fremmer udviklingen af visse aktiviteter uden samtidig at ændre samhandelsvilkårene i et omfang, der strider med den fælles interesse. Ordningen under skattelovens artikel 39 CA skulle således ikke begunstige nationale erhvervsdrivende til skade for erhvervsdrivende fra andre medlemsstater og skulle ikke være mere fordelagtig end ordninger i andre medlemsstater.

(38)

De henviser i den sammenhæng til den særlige situation for søtransporten, idet det især er erhvervsdrivende inden for denne sektor, der benytter sig af den foreliggende ordning. De konstaterer i den sammenhæng, at ordningen har samme følger som skibsanpartsordningen — en ordning for finansiering af skibe, der er registreret i Frankrig — som er anmeldt til og godkendt af Kommissionen på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 3 (11). Skibsanpartsordningen blev ophævet i 1998 på grund af dens overordentlig store budgetmæssige omkostninger. Den lovgivende myndighed besluttede at indføre leasingordningen i en situation, hvor antallet af fransk indregistrerede handelsskibe faldt, og der var et ønske om at sænke skatteudgifterne. Ikrafttrædelsen af skattelovens artikel 39 CA har ifølge de franske myndigheder ikke medført en vækst i Frankrigs maritime sektor, men en konsolidering og foryngelse af flåden under fransk flag. Derimod øgedes de øvrige medlemsstaters flåder, både i antal og tonnage. Ordningen har derfor ikke skadet udviklingen af de øvrige medlemsstaters maritime sektor.

(39)

Ordningen under skattelovens artikel 39 CA er desuden i overensstemmelse med EF-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren (i det efterfølgende benævnt retningslinjerne fra 1997) og Kommissionens meddelelse C (2004) 43 — EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren (i det efterfølgende benævnt retningslinjerne fra 2004) (12). Den bidrager navnlig til at styrke konkurrenceevnen for EU's flåder på verdensmarkedet for søtransport, sikre beskæftigelsen i EU både til havs og til lands, bevare og forbedre EU's maritime knowhow og viden på området og udvikle de maritime kvalifikationer (pkt. 2.2 i de nævnte retningslinjer). Endvidere forbedrer den sikkerheden og miljøbeskyttelsen gennem fornyelsen af flåden. For så vidt angår især beskæftigelsen af besætningsmedlemmer og bevarelsen af arbejdspladser af høj kvalitet på landjorden erindrer de franske myndigheder om, at en af forudsætningerne for at få en godkendelse er, at der på EU's område findes et strategisk beslutningscenter vedrørende forvaltning af maritime aktiviteter og af skibe. Både arbejdspladser i forbindelse med den direkte forvaltning af søtransport og med dertil knyttede aktiviteter som forsikring, mæglervirksomhed og finansiering vil således indirekte få fordel af den foreliggende skatteordning.

(40)

De gør dog opmærksom på, at der hverken i fællesskabsretningslinjerne fra 1997 (13) eller fra 2004 (14) er sat en direkte forbindelse mellem den støtte, der er nødvendig for at bevare og udvikle søtransporten, og antallet af nye job. Det fremgår desuden af retningslinjerne fra 2004, at »på nuværende tidspunkt er der ingen beviser for, at ordningerne fordrejer konkurrencen inden for samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der strider mod den fælles interesse«, og at »det er blevet påvist, at sådanne foranstaltninger sikrer arbejdspladser af høj kvalitet […]« (punkt 3.1).

(41)

Og endelig med hensyn til anvendelsen af princippet om berettiget forventning henviser de franske myndigheder til Kommissionens beslutning 2002/15/EF af 8. maj 2001 om Frankrigs statsstøtte til selskabet »Bretagne Angleterre Irlande« (»BAI« eller »Brittany Ferries«) (15), hvor den gennemgår den foreliggende ordning.

(42)

De franske myndigheder nævner ligeledes deres brev til Kommissionen af 17. marts 1998 (A/32232) om indførelsen af den franske skattelovs artikel 39 C, andet afsnit, og 39 CA. Uanset dette brev og de forskellige sager, som Kommissionen har undersøgt (16), hvor der har været tale om skattelovens artikel 39, har ordningen ikke ifølge de franske myndigheder i de seks år, den har været i kraft, været genstand for procedurer.

(43)

Under disse omstændigheder har Kommissionens tavshed ifølge de franske myndigheder skabt en berettiget forventning om overensstemmelse mellem den franske skattelovs artikel 39 og det fælles marked, hvorfor der ikke kan fremsættes krav om tilbagebetaling af støtten fra de pågældende virksomheder.

(44)

Seksten interesserede parter har fremsendt deres bemærkninger til Kommissionen i medfør af traktatens artikel 88, stk. 2, inden for den fastsatte frist. Listen over de interesserede parter er vedlagt nærværende beslutning som bilag.

(45)

I henseende til for det første spørgsmålet om arten af den foreliggende ordning er hovedparten af de interesserede parter uenige med Kommissionen.

(46)

Ifølge Caisse Nationale des Caisses d'Epargne et de Prévoyance (CNCE), Calyon Corporate and Investement Bank (i det efterfølgende betegnet Calyon) og BNP Paribas (i det efterfølgende betegnet BNP) udgør ordningen under den franske skattelovs artikel 39 CA ikke en statsstøtte, men er derimod en ordning, der gør det muligt at føre tilsyn med anvendelsen af de almindelige retsregler på afskrivningen af visse aktiver. Skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, i kombination med 39 CA sigter således mod at bekæmpe tab af skatteindtægter, hvilket underbygges af det parlamentariske forberedelsesarbejde, der gik forud for vedtagelsen af lov nr. 98-546 (rapport fra finansudvalget til Nationalforsamlingen af 25. marts 1998).

(47)

Société Générale (SG), BNP og Brittany Ferries gør gældende, at der ikke med skattelovens artikel 39 CA indføres et skattemæssigt rum, der strider mod de almindelige retsregler, men at den derimod er en tilbagevenden til de almindelige retsregler for afskrivninger. Det drejer sig om en generel ordning. Ifølge SG skal den økonomiske fordel, der opstår på grund af skattehenstanden i medfør af skattelovens artikel 39 CA, sammenlignes med de almindelige afskrivningsregler og ikke den restriktive ordning under skattelovens artikel 39 C, andet afsnit. Den foreliggende ordning er desuden åben for alle erhvervslivets aktører, som opererer på fransk område, og for øvrigt er skattelovens artikel 39 CA ikke rettet mod et bestemt aktiv eller en bestemt økonomisk sektor. Begunstigelser i medfør af denne artikel er således ikke forbeholdt hverken den franske handelsflåde eller franske pengeinstitutter.

(48)

Firmagruppens medlemmers identitet er for øvrigt heller ikke afgørende for indrømmelsen af en godkendelse, og den foreliggende ordning indeholder ingen restriktioner med hensyn til firmagruppens medlemmer, der bidrager med deres skattemæssige kapacitet. Ifølge disse interesserede parter kan man derfor ikke med rimelighed mene, at bestemmelserne i skattelovens artikel 39 C og 39 CA til sammen giver medlemmerne af firmagruppen en selektiv, skattemæssig begunstigelse.

(49)

For øvrigt indrømmes godkendelser under skattelovens artikel CA ikke skønsmæssigt. Ifølge Gaz de France og BNP kan ministeriets godkendelse tværtimod kun indrømmes, hvis nogle objektive, ikke-diskriminerende betingelser er opfyldt. BNP erindrer i den sammenhæng om, at det i henhold til Domstolens praksis (17) påhviler Kommissionen at påvise, at erhvervslivets aktører behandles skønsmæssigt inden for rammerne af individuelle foranstaltninger. At myndighederne har en skønsmargen kan alene føre til den konklusion, at en foranstaltning er selektiv, hvis det drejer sig om en individuel foranstaltning og ikke den generelle ordning, som denne foranstaltning er baseret på. Det skal understreges, at skattemyndighederne ikke kan indføre betingelser, som ikke er omfattet af loven. Men i det foreliggende tilfælde fremgår det udtrykkeligt af loven, hvilke kriterier der skal anvendes i vurderingen af, om der består en »betydelig økonomisk og social interesse«. BNP, CNCE og Calyon henviser i denne sammenhæng til forfatningsrådets afgørelse (18), som de franske myndigheder har gjort gældende. Under alle omstændigheder kan enhver beslutning om afslag på godkendelse ankes med påstand om beføjelsesoverskridelse til en administrativ domstol, som pådømmer motivet for dette afslag.

(50)

Ifølge især Calyon og BNP er ordningens selektivitet et resultat af markedspraksis og nogle særtræk ved transportaktiver (visse garantier for nyttiggørelse og likviditet på langt sigt) og ikke indholdet af skattelovens artikel 39 CA. Transportaktiver har tilsyneladende nogle særtræk, som muliggør langsigtet finansiering. Selv hvis skattelovens artikel 39 CA ikke krævede finansministeriets forudgående godkendelse, ville de, der kunne nyde godt af ordningen, være de samme som nu.

(51)

Ifølge BNP er betingelserne for at anvende ordningen under skattelovens artikel 39 CA begrundet i det franske skattesystems karakter eller opbygning, idet visse økonomiske sektorer kræver betydelige investeringer.

(52)

CNCE fastholder også, at man kan opnå de samme skattemæssige begunstigelser i henhold til bestemmelserne i de almindelige retsregler som i henhold til skattelovens artikel 39 CA. Skattelovens artikel 39 CA adskiller sig ikke væsentligt fra de almindelige retsregler for afskrivninger i henseende til omfanget af de skattemæssige følger. Ifølge CNCE består det særlige ved denne artikel i, at den degressive afskrivningskoefficient hæves med et point, og at der er mulighed for skattefritagelse for fortjenesten ved salget. BNP erkender dog, at staten beregner de budgetmæssige omkostninger ved anvendelsen af skattelovens artikel 39 CA på baggrund af skattelovens artikel 39 C, andet afsnit.

(53)

Begunstigelsen ved at afskrivningskoefficienten hæves med et point, skulle blive opvejet af, at de bogførte underskud i medfør af skattelovens artikel 39 CA kun er fradragsberettigede med et beløb svarende til en fjerdedel af firmagruppens medlemmers overskud fra deres transaktioner, hvoraf der skal betales almindelig selskabsskat. Denne skattebegunstigelse sigter desuden mod at opveje de specifikke begrænsninger eller restriktioner, der er knyttet til opnåelsen af en godkendelse. BNP præciserer i den sammenhæng, at det overskud, som tilfalder medlemmerne af firmagruppen, fordi afdragskoefficienten hæves med et point, er betinget og relativt begrænset. Det kan under ingen omstændigheder skabe en konkurrencemæssig begunstigelse. Air France anfører i den sammenhæng, at der ved finansiering i henhold til den foreliggende ordning sammenlignet med finansiering i form af direkte lån kan opnås en besparelse på 6-10 % af flyets pris. Air France hævder desuden, at de besparelser, som lejeren får, er helt sammenlignelige med den økonomiske fortjeneste, der kan opnås med andre skatteordninger.

(54)

Med hensyn til skattefritagelsen for fortjenester ved salg bemærker CNCE, at muligheden for at ansøge herom er et resultat af det franske skattesystems karakter eller opbygning og derfor ikke kan betegnes som statsstøtte. Dens økonomiske begrundelse skulle gøre den nødvendig eller funktionel i forhold til systemets effektivitet. Skattefritagelsen for fortjeneste ved salg er begrundet med nødvendigheden af at beholde den likviditetsforbedring, der opnås med første del af foranstaltningen under skattelovens artikel 39 CA. Ifølge Calyon sætter skattefritagelsen for skibe rederen i en situation, der er sammenlignelig med den situation, han ville have været i, hvis han havde købt skibet direkte, og hvis han havde haft den tilstrækkelige økonomiske kapacitet til at trække afskrivningerne fra. Ifølge BNP er formålet med skattefritagelsen for fortjenesten, at de pågældende stadig skal have fordel af skattehenstanden i tilfælde af, at brugeren udøver sin købsoption før leasingkontraktens udløb. SG mener for sit vedkommende, at skattefritagelsen for fortjenesten ved salget er en kompensation for de specifikke begrænsninger, der er knyttet til den foreliggende skatteforanstaltning, bl.a. forbuddet mod at sælge leasingselskabets anparter, medmindre brugeren oprindeligt har fremsat udtrykkeligt ønske herom. Brugerens driftsudgifter skulle kompensere for denne fritagelse.

(55)

Ifølge Brittany Ferries er skattefritagelsen for fortjenesten som omfattet af skattelovens artikel 39 CA ikke gunstigere end den fritagelse, der er omfattet af de almindelige retsregler (med forbehold af en andel af udgifter og omkostninger på 5 %), der træder i kraft fra 2007.

(56)

Air France gør gældende, at de besparelser, der kan opnås ved denne skatteforanstaltning, kan sammenlignes med de besparelser, der opnås gennem andre landes finansieringsformer med skatteincitamenter. Til de transaktioner, der finansieres i medfør af skattelovens artikel 39 CA, er desuden knyttet modydelser med det formål at relativisere fordelene ved denne foranstaltning. Air France meddeler endvidere, at firmagrupper i visse tilfælde i henhold til kontrakten kan overføre de skattemæssige risici og dertil knyttede udgifter til lejeren, hvilket i høj grad reducerer brugernes eventuelle besparelser.

(57)

Flere interesserede parter, bl.a. Compagnie Méridionale de navigation, anfører, at den foreliggende ordning skaber adskillige begrænsninger for rederierne, som fastsættes af staten som modydelse for godkendelsen. Fordelene ved denne skatteordning skulle således opveje merudgifterne ved at forvalte skibe, der fører fransk flag; disse merudgifter kan i alt væsentligt tilskrives hyre til den franske besætning, der er en af de højest betalte i Europa. Fouquet Sacop understreger i denne sammenhæng, at ordningen har fået dette selskab til at fremskynde udviklingen under fransk flag, fordi den foreliggende ordning udligner begrænsningerne og merudgifterne ved at føre fransk flag. CMA CGM, Broström Tankers, Pétro Marine og Louis Dreyfus Armateurs gør gældende, at de uden fordelen ved den foreliggende ordning ikke havde kunnet foretage deres investeringer under fransk flag og dermed bidrage til udviklingen af EU's flåde. Bourbon Maritime meddeler, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA gør det muligt at bevare job af høj kvalitet inden for den direkte forvaltning af søtransporten og de dertil knyttede aktiviteter, og at den dermed effektivt bidrager til at forbedre sikkerheden og miljøbeskyttelsen.

(58)

For det andet vedrørende traktatens artikel 87, stk. 1, om indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne anfører flere interesserede parter, at medlemmerne af firmagrupperne og brugerne af de pågældende aktiver kan være udenlandske erhvervsdrivende eller deres franske datterselskaber. Desuden skulle den foreliggende ordning ikke være gunstigere end eksisterende ordninger i andre medlemsstater. SG præciserer i den sammenhæng, at kun et fåtal af de af SG's kunder, der er berørt af godkendelserne, er franske.

(59)

For det tredje med hensyn til den foreliggende ordnings forenelighed med fællesmarkedet anfører CNCE, at de godkendelser, som er indrømmet rederierne, er i overensstemmelse med ånden bag retningslinjerne fra 1997 og 2004 (19). Den foreliggende foranstaltning skulle således være forenelig med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), når denne fortolkes på baggrund af principperne i de nævnte retningslinjer.

(60)

Brittany Ferries hævder, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA er forenelig med fællesmarkedet, for så vidt som denne bestemmelse alene sigter mod at råde bod på »markedssvigt« i henseende til finansiering af investeringer i meget store kapitalgoder. De fleste interesserede parter understreger desuden, at andre medlemsstater har reageret på samme måde og indført lignende foranstaltninger.

(61)

For det fjerde vedrørende anvendelser i det foreliggende tilfælde af princippet om berettiget forventning anfører de fleste interesserede parter — der er omfattet af ordningen — at de altid har været overbevist om, at den foreliggende foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1. Anvendelser af ovennævnte princip vil derfor i det foreliggende tilfælde betyde, at der ikke kan fremsættes krav om tilbagebetaling.

(62)

SG anfører i den sammenhæng, at interessentskaber, som udviser underskud på grund af afskrivninger, i medfør af den ordning der var gældende før indførelsen af den foreliggende ordning, kan overføre disse i deres helhed til de pågældende selskabers interessenters skattepligtige resultat. Men Kommissionen har angiveligt aldrig ment, at denne ordning under de almindelige retsregler har udgjort en statsstøtte.

(63)

Det anføres ligeledes, at Kommissionen har forholdt sig tavs i seks år. Ifølge Calyon har Kommissionen tilsyneladende haft kendskab til adskillige transaktioner med finansiering af aktiver i medfør af skattelovens artikel 39 CA uden nogensinde at have sat spørgsmålstegn ved deres gyldighed i henhold til traktatens artikel 87 (20). CNCE anfører i den sammenhæng, at den tid, der er forløbet siden den dato, hvor Kommissionen fik kendskab til støtten, og datoen for indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, er overordentlig og ifølge Calyon urimeligt lang. Kommissionen skulle for øvrigt allerede helt undtagelsesvist have fastslået, at der består en berettiget forventning hos modtageren, hvilket medfører, at støtten ikke skal tilbagebetales, da der var gået omkring tre år fra Kommissionen fik kendskab til foranstaltningen, og til den traf sin endelige beslutning (21).

(64)

Nogle interesserede parter understreger også, at Kommissionen tidligere har godkendt anpartsordningen — en ordning, som skattemæssigt var mere gunstig end den foreliggende ordning — og at dette forhold har dannet grundlag for deres berettigede forventning om lovligheden af den foreliggende ordning. Ifølge CNCE er det ikke en forudsætning for at etablere en berettiget forventning, at Kommissionen har udtalt sig om en identisk ordning. Alene en godkendelse af en lignende ordning er tilstrækkeligt til at skabe en sådan berettiget forventning. I sin beslutning af 8. maj 2001 (22) skulle Kommissionen således have godkendt en lignende ordning. CNCE og SG henviser ligeledes til flere lignende ordninger, som Kommissionen har godkendt (23), og til Domstolens dom i sagen RSV mod Kommissionen (24).

(65)

Mere specifikt mener Brittany Ferries, at Kommissionens beslutning af 8. maj 2001 (25) for dette selskabs vedkommende har skabt en berettiget forventning om, at den foreliggende ordning ikke udgør statsstøtte.

(66)

CNCE understreger ligeledes, at Frankrig vedtog lov nr. 98-546 ca. tre måneder efter at have informeret Kommissionen herom i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3. Da Kommissionen ikke reagerede herpå inden for to måneder efter denne anmeldelse, skulle den foreliggende foranstaltning være omfattet af de eksisterende støtteordninger i henhold til Lorenz-dommen (26).

(67)

To af de interesserede parter har desuden efter at have anmodet om anonymitet fremsendt bemærkninger til Kommissionen inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure.

(68)

Den ene af disse parter anfører i de bemærkninger, den har fremsendt til Kommissionen, at den foreliggende ordning er ulovlig. Den anmoder Kommissionen om at udvide den nugældende administrative undersøgelsesprocedure til at omfatte anpartsordningen. Denne part mener i lighed med Kommissionen i dennes afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure dels, at den foreliggende ordning er selektiv, fordi den favoriserer franske redere, dels at den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, navnlig på markedet for kanalruter mellem Frankrig og Storbritannien. Den gør i den sammenhæng gældende, at ordningen, der træder i stedet for anpartsordningen, er indført for at tilfredsstille den franske maritime industri, således som det fremgår af finansudvalgets rapport af 25. marts 1998.

(69)

Ordningen begunstiger franske erhvervsdrivende og bidrager dermed til at øge overkapaciteten på markedet for kanalruter, fordi den gør det muligt at opkøbe nye skibe for erhvervsdrivende i sektoren, der ikke har de økonomiske midler dertil. Selskaberne Seafrance's og Brittany Ferries' køb af skibe viser den konkurrenceforvridning, der opstår på grund af ordningens indførelse. Disse selskabers kapacitet skulle være kraftigt forøget på grund af disse opkøb.

(70)

Den anden interesserede part, som har anmodet Kommissionen om anonymitet, har i sine bemærkninger henvist til de franske erhvervsdrivendes konkurrencemæssige fortrinssituation, først og fremmest Brittany Ferries, der skyldes, at de kan finansiere deres skibe under den foreliggende ordning. De henviser i den sammenhæng til, at Brittany Ferries fortsat tilbyder transporttjenester på ruten mellem Frankrig og Storbritannien og mellem Frankrig og Irland trods de vanskelige konkurrencemæssige forhold på disse ruter, som for øvrigt har betydet, at P&O er forsvundet fra dette marked.

(71)

Ifølge de franske myndigheder bestyrker de fleste interesserede parters bemærkninger deres holdning til den foreliggende ordning og navnlig følgende:

(72)

Med hensyn til bemærkningerne fra de to interesserede parter, hvis identitet fortroligholdes, anfører de franske myndigheder, at de er baseret på unøjagtige eller upræcise oplysninger.

(73)

Vedrørende argumentet om, at den skattebegunstigelse, som Brittany Ferries skulle have fået tildelt gennem ordningen for fiskale økonomiske firmagrupper, indirekte skulle have ført til, at P&O ikke længere tilbyder transporttjenester på de to kanalruter, svarer de franske myndigheder, at kun to af Brittany Ferries' skibe er omfattet af ordningen, og at finansieringen af skibet »Mont St Michel« gennem denne mekanisme er godkendt med Kommissionens beslutning af 8. maj 2001 (27).

(74)

De britiske konkurrencemyndigheder har i den sammenhæng foretaget en tilbundsgående undersøgelse af den nævnte erhvervsdrivendes tilbagetrækning fra markedet. Det fremgår imidlertid ikke af undersøgelsens konklusioner, at konkurrenceforvridning var grunden til, at denne erhvervsdrivende trak sig ud af markedet. For øvrigt skulle nedgangen i nogle aktørers omsætning tilskrives den konstante skærpelse af konkurrencen fra luftfartselskaberne og deres lave priser, og ikke at andre redere har indsat nyere skibe på ruterne.

(75)

Med hensyn til den ene interesserede parts ønske om at få Kommissionen til at udvide sin undersøgelse til at omfatte anpartsordningen, erindrer de franske myndigheder om, at denne ordning blev erklæret forenelig med traktatens bestemmelser i beslutningen af 3. maj 1996.

(76)

Endelig skyldes den øgede kapacitet på kanalruterne ikke, at selskaberne har haft adgang til ordningen med fiskale økonomiske firmagrupper. Der skal i denne sammenhæng tages hensyn til de nytilkomne på de transporttjenester, som hidtil har været betjent af »gamle« selskaber. De franske myndigheder meddeler ligeledes, at Eurotunnel har fordoblet sin godstransportkapacitet i perioden 2000-2003, og at P&O har købt Stena-Lines anparter og moderniseret sin flåde.

(77)

Efter at have fuldført den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2, og på baggrund af de argumenter, der i den forbindelse er fremsat af de franske myndigheder og de interesserede parter, finder Kommissionen, at skatteordningen under den franske skattelovs artikel 39 CA udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

(78)

Det hedder i traktatens artikel 87, stk. 1, at »... statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, [er] uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(79)

For at en national foranstaltning skal udgøre en statsstøtte, skal følgende betingelser være opfyldt: 1) den pågældende foranstaltning skal give modtagerne en fordel, 2) denne begunstigelse skal være selektiv, og 3) den foreliggende foranstaltning skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (28).

(80)

Nedenfor fremlægges begrundelsen for, at ordningen under den franske skattelovs artikel 39 CA som beskrevet ovenfor anses for at opfylde disse betingelser.

(81)

Der skal erindres om, at afskrivninger af aktiver, der udlejes eller stilles til rådighed, ifølge den franske skattelovs artikel 39 CA, første afsnit, skal være fordelt over hele den almindelige brugsperiode.

(82)

Skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, og artikel CA vedrører afskrivningsregler for navnlig firmagruppers finansiering af lejede aktiver eller aktiver, der er stillet til rådighed. Ifølge de franske myndigheder er disse to bestemmelser indført for at bekæmpe misbrug af denne finansieringsform.

(83)

De franske myndigheder og nogle af de interesserede parter gør gældende, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA svarer til en tilbagevenden til almindelige retsregler for fradrag af afskrivninger, dvs. til bestemmelserne i nævnte lovs artikel 39, stk. 1, andet afsnit, og artikel 39 C, første afsnit, og derfor ikke udgør en statsstøtte. Skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, er en undtagelse fra bestemmelserne i disse artikler.

(84)

Ifølge fast retspraksis skal der i medfør af traktatens artikel 87, stk. 1, alene tages hensyn til, om en statslig foranstaltning inden for rammerne af en juridisk ordning begunstiger »bestemte virksomheder eller produktioner« i forhold til andre, som i henseende til det formål, den pågældende ordning sigter mod at opfylde, befinder sig i en faktisk og juridisk sammenlignelig situation (29).

(85)

For at fastslå, om noget udgør en begunstigelse som omhandlet i retspraksis vedrørende begrebet statsstøtte, er det afgørende at fastslå den gældende referenceregel eller almindelige ordning inden for rammerne af et bestemt juridisk regelgrundlag, som denne begunstigelse skal holdes op imod (30). På det område har Domstolen for øvrigt bestemt, at det bliver stedse vigtigere at fastlægge en referenceramme i forbindelse med skatteforanstaltninger, fordi selve tilstedeværelsen af en begunstigelse kun kan vurderes i forhold til en såkaldt normal beskatning, dvs. den gældende beskatningsform i det geografiske referenceområde (31).

(86)

For at få fastlagt denne referenceregel inden for rammene af ordningen for afskrivning af lejede aktiver eller aktiver stillet til rådighed må der imidlertid alene tages hensyn til bestemmelser, der vedrører interessentskabers, såsom firmagruppers, finansiering af sådanne aktiver. Sker det ikke, vil den faktuelle og juridiske situation, der danner grundlag for fastlæggelsen af begunstigelsen, ikke være sammenlignelig, hverken med hensyn til medlemmerne af firmagruppen eller brugerne af aktiverne.

(87)

Referencerammen for det foreliggende tilfælde vedrørende fastlæggelse af den fradragsberettigede afskrivning er således den principielle begrænsning af denne afskrivning for aktiver finansieret af firmagrupper som omfattet af skattelovens artikel 39 C, andet afsnit (32). Det kan ikke være skattelovens artikel 39 C, første afsnit, der finder anvendelse, da denne bestemmelse ikke gælder for firmagruppers finansieringstransaktioner, dvs. for strukturer, der omfatter flere juridiske enheder, generelt finansieringsinstitutter, som fordeler risiciene ved transaktionen mellem sig, til forskel fra en finansieringstransaktion, der gennemføres af et enkeltstående finansieringsinstitut, som bærer alle risici ved transaktionen. I denne sammenhæng skal det ligeledes nævnes, at en finansieringstransaktion, der foretages af en sådan skattemæssigt gennemskuelig struktur, muliggør skatteoptimering til forskel fra finansieringsformer, der ikke omfatter en firmagruppe, idet en firmagruppes resultater i de første aktivitetsår fratrækkes de skattepligtige fortjenester, som medlemmerne af firmagruppen oppebærer gennem deres løbende aktiviteter.

(88)

Kommissionen mener derfor, at de franske myndigheder og nogle af de interesserede parter ikke har noget grundlag for at påstå, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA udgør en tilbagevenden til almindelige afskrivningsregler, og at nævnte lovs artikel 39 C, andet afsnit, udgør den referenceordning, som den skattemæssige begunstigelse, der opnås ved anvendelsen af artikel 39 CA, skal sammenholdes med. Det er endvidere relevant at anføre, at det udtrykkeligt fremgår af skattelovens artikel 39 CA, at skattebegunstigelsen beregnes ud fra den negative eller positive saldo af de tilbagediskonterede værdier i relation til hhv. den reducerede eller forhøjede skat, sammenholdt med de værdier, der ville fremkomme med anvendelsen af denne artikels andet afsnit.

(89)

Med hensyn til skattefordelen som omhandlet i skattelovens artikel 39 CA skal det konstateres, at kun de medlemmer af firmagruppen (33), der finansierer løsøre med en afskrivningsperiode på mindst otte år, har adgang til skattefordelene i skattelovens artikel 39 CA, dvs. 1) en undtagelse fra det principielle loft over den fradragsberettigede afskrivning, 2) forhøjelsen på et point af afskrivningskoefficienten og 3) den eventuelle fritagelse for beskatning af fortjenesten ved salg.

(90)

Med hensyn til ophævelsen af loftet over den fradragsberettigede afskrivning under skattelovens artikel 39 CA skal det understreges, at det enkelte medlem af firmagruppen i løbet af aktivets værdinedskrivningsperiode, hvor firmagruppen har et negativt resultat, kan fratrække firmagruppens underskud i sit eget skattepligtige overskud i forhold til sin andel i firmagruppen. I denne sammenhæng tages der ikke hensyn til afskrivningsloftet i skattelovens artikel 39 C, andet afsnit.

(91)

Anvendes undtagelsen i skattelovens artikel 39 CA i underskudsperioden, kan hvert medlem af firmagruppen følgelig få reduceret det grundlag, som under almindelige omstændigheder ville skulle beskattes i medfør af skattelovens artikel 39 C, andet afsnit. Afskrivningsbeløbet er ikke begrænset til lejebeløbet med fradrag af andre udgifter til det udlejede aktiv, og det kan derfor hæves i de første underskudsgivende regnskabsår. Dette underskud kan i henhold til skattelovens artikel 39 CA kun fratrækkes med en fjerdedel af firmagruppens medlemmers skattepligtige fortjeneste hidrørende fra deres aktiviteter, hvoraf der skal betales almindelig selskabsskat; dette kan ganske vist begrænse denne fordel, men det betyder ikke, at den ikke findes.

(92)

De franske myndigheder gør i denne sammenhæng gældende, at de skattemæssige besparelser, der således opnås i de første år af finansieringstransaktionen, udlignes af den forhøjede skat, der skal erlægges, når firmagruppen begynder at give overskud, idet den skyldige leje overstiger afskrivningsbeløbene. Kommissionen mener imidlertid, at fordelen opstår på grund af den udskudte betaling af skatten og svarer til summen af de tilbagediskonterede skattebeløb, der er indbetalt i den samlede afskrivningsperiode under hensyntagen til den anvendte rentesats.

(93)

Denne analyse bekræftes for øvrigt i Senatets rapport nr. 413 (34), idet det her hedder, at »de skattebesparelser, som medlemmerne således opnår i de første driftsår, udlignes af den efterfølgende ekstraskat, når finansieringsstrukturen realiserer et overskud«. Denne tidsmæssige forskydning gør det imidlertid ifølge rapporten muligt at opnå en likviditetsforbedring, der svarer til forskellen mellem de tilbagediskonterede værdier af skattebesparelserne fra de første regnskabsår og ekstraskatten fra de sidste regnskabsår. Kommissionen anfører ligeledes, at det fremgår af skatteinstruks nr. 120 af 17. juni 1999 (35), at den skattefordel, der opnås med anvendelsen af skattelovens artikel 39 CA, gør det muligt at opnå skattebesparelser.

(94)

Det kan derfor konstateres, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA sigter mod at gøre det muligt for medlemmerne af en firmagruppe at få adgang til en fordel i form af en skattehenstand.

(95)

Argumentet om, at de brugere, der ikke giver firmagruppen deres accept i henhold til skattelovens artikel 39 CA, har adgang til andre finansieringsformer for at undgå loftet over fradragsberettigede afskrivninger under skattelovens artikel 39 C, andet afsnit, og derfor ikke er ringere stillet end dem, hvis firmagruppe er godkendt, kan derfor ikke tages til følge. Det skal for det første erindres, at Kommissionen i henseende til en støtteordning kan begrænse sig til at undersøge den foreliggende ordnings generelle karakteristika og ikke er pligtig at undersøge hvert enkelt tilfælde, hvor den er blevet anvendt (36). For det andet ville et sådant argument betyde, at der skulle tages hensyn til hver enkelt situation, både faktuelt og juridisk (37), og endog til hypotetiske situationer.

(96)

Endelig kan det ikke udelukkes, at brugere, der ikke er omfattet af bestemmelserne i skattelovens artikel 39 CA, ikke kan få adgang til alternative finansieringer. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en bankinstitution af hensyn til den pågældende virksomheds finansielle situation beslutter ikke at påtage sig alle risici ved den pågældende finansieringstransaktion (leasing), eller hvis andre finansieringsformer af hensyn til balancestrukturen eller brugernes finansieringskapacitet viser sig at være umulige (direkte investeringer med anvendelse af lån eller egne midler). Selv hvis disse brugere havde adgang til en anden finansieringsform, og afskrivningsloftet derved blev ophævet, ville man under alle omstændigheder alligevel være tvunget til at opgive den oprindelige, mere fordelagtige løsning til fordel for et andet valg, som nødvendigvis ville være mindre gunstigt, og at de ikke ville være omfattet af den specifikke beskatning for leasing gennem firmagrupper (takket være den af skattelovens artikel 39 CA omfattede tilbageførsel).

(97)

Ud over ophævelsen af loftet over det fradragsberettigede afskrivningsbeløb bliver den degressive afskrivningskoefficient hævet med et point for firmagruppens medlemmer, og hvis brugeren af aktivet køber dette før kontraktens udløb, skal medlemmerne ikke beskattes af fortjenesten derved (38).

(98)

Denne hævede koefficient og den eventuelle skattefritagelse for fortjenesten ved salget er fordele, som medlemmerne af firmagruppen har ret til i medfør af skattelovens artikel 39 CA, men som de ikke ville have ret til under referenceskatterammen, dvs. samme lovs artikel 39 C, andet afsnit. Anvendelsen af skattelovens artikel 39 CA i henseende til de to fordele kan dog under ingen omstændigheder betragtes som en tilbagevenden til almindelige retsregler, således som de franske myndigheder påstår, idet nævnte lovs artikel 39 C ikke omfatter sådanne skattebegunstigelser.

(99)

Med hensyn til argumentet om, at skattefritagelsen for fortjenesten ved salget fra 2007 indgår i de almindelige retsregler, skal det konstateres, at argumentet under alle omstændigheder er irrelevant, da tilstedeværelsen af denne fordel skal bedømmes i forhold til de gældende juridiske rammer og ikke en fremtidig juridisk situation (39). Parterne påstår for øvrigt ikke, at en ændring af gældende retsrammer ville ophæve en skattefordel, der er indrømmet på et tidligere tidspunkt.

(100)

Med hensyn til om de fordele, der følger af anvendelsen af den foreliggende ordning, hidrører fra staten, skal der erindres om, at begrebet støtte er videre end begrebet tilskud, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddet, men også foranstaltninger, som i forskellige former mindsker de udgifter, der normalt skal afholdes over en virksomheds budget, og som uden at være tilskud i ordets egentlige betydning er af samme art og har samme virkning (40). Det følger heraf, at en foranstaltning, ved hvilken de offentlige myndigheder tildeler bestemte virksomheder en fritagelse, en nedsættelse eller blot en henstand med betaling af skat, som normalt skulle erlægges, selvom denne ikke indebærer en overførsel af statens midler, sætter modtagerne i en gunstigere situation end andre skatteydere, udgør en statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1 (41). Selvom foranstaltningerne under skattelovens artikel 39 CA således ikke indebærer en overførsel af statsmidler, kan det ikke afvises, at de medfører et tab af skatteindtægter og derfor udgør statsfinansiering.

(101)

Kommissionen finder derfor, at medlemmerne af firmagruppen er indrømmet begunstigelser i form af skattebesparelser (fjernelse af loft og forøgelse af afskrivningskoefficienten) og — i tilfælde af salg af aktivet på bestemte vilkår inden kontraktens udløb — en skattefritagelse, som udgør en omkostning på den franske stats budget.

(102)

Da medlemmerne af firmagruppen skal tilbageføre mindst to tredjedele af den samlede skattebegunstigelse som følge af anvendelsen af skattelovens artikel 39 CA til brugeren af aktivet, konkluderer Kommissionen, at den begunstigelse, de nyder godt af, højst udgør en tredjedel af denne samlede begunstigelse. Kommissionen erindrer i den sammenhæng om, at medlemmerne af firmagruppen hovedsagelig er finansieringsinstitutter.

(103)

Med hensyn til brugerne af de pågældende aktiver tager tilbageførslen af en del af firmagruppens medlemmers samlede skattebegunstigelse ifølge den omstridte bestemmelse form af en nedsættelse af lejen eller af prisen på købsoptionen. Når denne begunstigelse overføres til brugerne, reducerer den de udgifter, de normalt skal afholde over budgettet i forbindelse med leasingaktiviteterne. Da tilbageførslen udgør mindst to tredjedele af firmagruppens medlemmers fordel, som disse har fået via statsmidler, indrømmes brugerne med denne foranstaltning en begunstigelse hidrørende fra staten som omhandlet i traktatens artikel 87, som mindst udgør to tredjedele af den samlede begunstigelse.

(104)

De franske myndigheder og nogle af de interesserede parter påstår imidlertid, at skatteordningen under skattelovens artikel 39 CA er en almindelig foranstaltning i fransk skatteret. Derfor skal det søges afdækket, om den samlede begunstigelse for medlemmerne af firmagruppen og brugerne er af selektiv karakter.

(105)

Indledningsvist skal det bemærkes, at det særlige ved en statslig foranstaltning, dvs. dens selektive karakter, er et af kendetegnene ved begrebet statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1. Det skal her vurderes, om den foreliggende skatteordning medfører fordele, der alene begunstiger bestemte virksomheder eller aktivitetssektorer (42).

(106)

En skatteforanstaltning, der kan betegnes som en statsstøtte, adskiller sig i princippet fra en generel skatteforanstaltning ved, at antallet af modtagere er begrænset enten faktisk eller juridisk. For at en foranstaltning skal kunne betegnes som statsstøtte, skal modtagervirksomhederne tilhøre en kategori, der retligt eller faktisk defineres af et kriterium, der er fastlagt i den pågældende foranstaltning (43).

(107)

I det foreliggende tilfælde finder skattelovens artikel 39 CA alene anvendelse på afskrivningsberettiget løsøre efter en degressiv model over en periode på mindst otte år. Løsøret skal være nyt ved erhvervelsen, medmindre der er tale om skibe, som kan købes brugt. Det fremgår for øvrigt af Senatets rapport nr. 413 (44), at »[…] anordningen har netop til formål gennem meget gunstige skattelempelser at tilskynde til store investeringer«.

(108)

Skattelettelsen som følge af anvendelsen af denne foranstaltning er således de jure alene rettet mod medlemmer af firmagrupper, der finansierer sådanne aktiver (45), og brugerne af de pågældende aktiver gennem forpligtelsen til at tilbageføre mindst to tredjedele af den samlede skattefordel for medlemmerne af firmagruppen. Da investorerne — medlemmerne af firmagruppen — ikke finansierer aktiverne under skattelovens artikel 39 CA, kan brugerne af aktiver med en afskrivningsperiode på under otte år ikke få adgang til denne skattebegunstigelse.

(109)

Uanset om brugerne af aktiver, der ikke er omfattet af ordningen i skattelovens artikel 39 CA, skulle have en interesse i at anvende en anden finansieringsform end den fiskale økonomiske firmagruppe, kan de alligevel ikke få adgang til denne finansieringsform.

(110)

I lyset af afskrivningsperioden for de pågældende aktiver, der er fastlagt i skattelovens artikel 39 CA, er denne ordning i praksis til fordel for virksomheder i transportsektoren, især sø- og lufttransport, og for firmagrupper, der finansierer aktiver til denne sektor.

(111)

Det fremgår af oplysningerne fra de franske myndigheder, at 182 af de 189 indgivne anmodninger om godkendelse i medfør af skattelovens artikel 39 CA vedrørte transportsektoren. Ifølge samme oplysninger tegner den maritime sektor alene sig for 75 % af de indgivne godkendelsesanmodninger og for 82 % af de indrømmede godkendelser (se tabel i ovenstående betragtning 17).

(112)

Indførelsen af en fritagelse for at være omfattet af loftet for afskrivninger af aktiver, der finansieres af en firmagruppe, er hovedsagelig begrundet med den lovgivende myndigheds ønske om at begunstige transportsektoren og mere specifikt søtransportsektoren.

(113)

Dette forhold fremgår af flere oplysninger.

(114)

For det første er det blandt de aktiver, der er omfattet af ordningen under skattelovens artikel 39 CA kun skibe, som er nævnt i skatteinstruks nr. 120 (46). De eneste brugte aktiver, der kan være omfattet af skatteordningen for firmagrupper under skattelovens artikel 39 CA, er således skibe. Med hensyn til proceduren for tildeling af godkendelser hedder det med hensyn til skibe, at anmodninger om godkendelse skal være indrømmet, inden de sættes i ordre, da de kan afskrives fra det tidspunkt, de kommer i dok (47).

(115)

For det andet fremgår det af det forberedende arbejde forud for vedtagelsen af lov nr. 98-546 og især af Senatets rapport nr. 413 (48), at den foregående skatteforanstaltning omfattede alle økonomiske sektorer, mens skattelovens artikel 39 CA »alene finder anvendelse på meget store kapitalgoder (fly, TGV, skibe o.l.)«. Mere specifikt vedrørende søtransportsektoren gøres der i rapporten opmærksom på, at den foreliggende ordning ikke virker lige så fremmende for investeringer i denne sektor som anpartsordningen. Indførelsen i skattelovens artikel 39 CA af en bestemmelse om skattefritagelse for fortjenester, der stammer fra salg af aktivet til brugeren før kontraktens udløb, er begrundet med, at den foreliggende ordning er mindre velegnet til investeringer i søtransport. De franske myndigheder gør ligesom i deres bemærkninger af 3. maj 2004 gældende, at baggrunden for beslutningen om på visse betingelser at indrømme firmagrupper skattefritagelse for fortjenester hidrørende fra salg af aktivet som supplement til skattehenstanden i tilknytning til afskrivningen skal ses ud fra et ønske om at bremse stagnationen i antallet af registreringer af handelsskibe i Frankrig og om at nedsætte skattebyrden.

(116)

For det tredje hedder det i den almindelige rapport nr. 66 om finanslovforslaget fra 1999 (49), at »lov nr. 98-546 […] har gjort det muligt at indføre en ny skatteforanstaltning til fremme af investeringer i søtransport«. Det fremgår ligeledes, at selvom præferenceordningen for finansiering gennem leasing i henhold til skattelovens artikel 39 CA ikke udelukkende finder anvendelse på skibe, er den i realiteten udformet med henblik herpå.

(117)

I lyset af samtlige foranstående betragtninger mener Kommissionen, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA er af selektiv karakter, for så vidt som den favoriserer bestemte erhvervsdrivende i transportsektoren og finanssektoren. Ordningen gjaldt ikke for alle erhvervsdrivende og kan derfor ikke betegnes som en generel skattepolitisk foranstaltning.

(118)

Denne bedømmelse ændres ikke af de franske myndigheders argumenter.

(119)

For det første: De franske myndigheders argument om, at mange forskellige sektorer kan få del i den foreliggende skatteforanstaltning, kan ikke tages til følge. Ud over det forhold at det kun er bestemte aktiver, der er omfattet af den foreliggende skatteordning, kan man ikke konkludere, at det yderst marginale antal anmodninger om godkendelse af finansiering af aktiver fra andre sektorer end transportsektoren (50) kan skabe tvivl om den foreliggende ordnings specificitet. Kommissionen finder for øvrigt, at det forhold, at antallet af virksomheder, der kan få adgang til en foranstaltning, er meget stort, eller at disse virksomheder hidrører fra forskellige aktivitetssektorer, ikke er tilstrækkeligt til at skabe tvivl om dens selektive karakter (51).

(120)

For det andet: I modsætning til hvad de franske myndigheder påstår, er argumentet om, at der findes lignende skatteordninger i andre medlemsstater, irrelevant og kan ikke anvendes til at berettige ordningen under skattelovens artikel 30 CA. Der kan ikke foretages en sammenlignende undersøgelse af skattereglerne i alle medlemsstaterne, ikke engang af nogle af dem, uden at forvanske selve formålet med bestemmelserne om statsstøttekontrol. Da medlemsstaternes skattebestemmelser ikke er harmoniseret på fællesskabsplan, ville en sådan undersøgelse skulle sammenligne faktiske og retlige situationer, der er forskellige på grund af lovgivnings- og forskriftsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne (52). Det er endvidere opfattelsen, at det forhold, at en medlemsstat gennem ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene i en bestemt økonomisk sektor med vilkårene i andre medlemsstater, ikke fjerner disse foranstaltningers karakter af støtte (53). På samme måde har det forhold, at konkurrenter fra andre medlemsstater har adgang til sammenlignelige skatteforanstaltninger, uanset om de er lovlige, ingen betydning for, om den foreliggende ordning udgør en støtte (54).

(121)

For det tredje: Frankrig og nogle af de interesserede parter påstår, at den foreliggende ordnings ikke-selektive karakter godtgøres ved, at de franske myndigheder ikke kan gøre brug af skønsmæssige beføjelser, når de skal indrømme en godkendelse.

(122)

Kommissionen gør opmærksom på, at selv foranstaltninger, som ved første øjekast gælder for alle virksomheder, i henhold til retspraksis kan have en vis selektivitet og derfor betragtes som foranstaltninger, der begunstiger visse virksomheder eller produktioner. Det er navnlig tilfældet, når de myndigheder, der skal anvende den generelle bestemmelse, besidder en vis skønsmæssig beføjelse med hensyn til lovens anvendelse (55).

(123)

Det skal i det foreliggende tilfælde fastslås, at den omhandlede skatteforanstaltning kun er åben for brugere af bestemte aktiver og medlemmer af de firmagrupper, der finansierer disse aktiver, og de facto kun begunstiger transport- og finanssektoren, og betingelsen om specificitet er derfor opfyldt. Andre finansieringsprojekter vedrørende aktiver fra andre sektorer end transportsektoren, og/eller hvis afskrivningsperiode er på under otte år, kan indeholde garantier, der udelukker ethvert ønske om skatteoptimering. I lyset af denne skatteforanstaltnings begrænsede anvendelsesområde er det ikke nødvendigt for at fastslå den omstridte foranstaltnings selektive karakter at konstatere, at de kompetente nationale myndigheder har en skønsmæssig beføjelse i den nævnte foranstaltning (56).

(124)

Adspurgt om omfanget af den kontrol, som de franske myndigheder er forpligtede til at gennemføre, i forbindelse med betingelsen om, hvorvidt en investering er af betydelig økonomisk og social interesse generelt og især for beskæftigelsen (57), har de franske myndigheder anført, at denne interesse vurderes i forhold til seks kriterier, hvoraf et er baseret på »investeringens indvirkning på det økonomiske miljø i det område, den foretages, og brugeren operer«. Kommissionen finder imidlertid, at de nationale myndigheder i vurderingen af, om denne betingelse er opfyldt, har en skønsmæssig beføjelse.

(125)

Til trods for at en sådan målsætning er helt legitim, skal det anføres, at der ikke er nogen forbindelse mellem denne betingelse, dvs. om at investeringen skal være af økonomisk interesse, og lovgivningsmyndighedens tilsigtede formål med kravet om en forudgående ministeriel godkendelse før investeringens gennemførelse. Betingelserne for at få indrømmet godkendelsen skal gøre det muligt at fastslå, at adgangen til ordningen med finansiering gennem firmagrupper ikke tager sigte på skatteoptimering. Men betingelsen om, at investeringen skal være af økonomisk interesse, hindrer ikke en sådan skatteoptimering. Til trods for afskrivningsperioden for de pågældende aktiver er det muligt, at sådanne finansieringstransaktioner ikke sigter mod skatteoptimering, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er af betydelig økonomisk og social interesse, især i henseende til beskæftigelse.

(126)

Her skal der atter henvises til Senatets rapport nr. 413 (58), hvoraf det fremgår, at betingelsen om en betydelig økonomisk og social interesse er »et middel til at fremme aktiver produceret på nationalt område eller finansieringer til fordel for en fransk bruger«. Mere generelt kan det for øvrigt læses i rapporten, at godkendelsesproceduren giver myndighederne en for stor skønsmargen.

(127)

Det forhold, at betingelsen om investeringens økonomiske interesse er utilstrækkelig i forhold til det tilsigtede mål, bestyrker med andre ord ifølge Kommissionen de nationale myndigheders skønsmargen.

(128)

Stadig med hensyn til de franske myndigheders skønsmargen i vurderingen af anmodninger om godkendelse skal det konstateres, at det franske forfatningsråds beslutning af 30. december 1987 (59), som de franske myndigheder og nogle af de interesserede parter har henvist til, ikke er relevant i denne sammenhæng. I den sag drejede det sig om en skatteforanstaltning, der giver en ny juridisk person, som er oprettet efter en sammenlægning af to selskaber, mulighed for i en begrænset periode at overtage hele eller dele af de to fusionerede selskabers underskud. Samtidig blev det muligt at fratrække underskud, som ikke var trukket fra forud for fusionen, i efterfølgende overskud, dog forudsat at der forelå en godkendelse fra finansministeriet, og det skete inden for rammerne af denne godkendelse. Forfatningsrådet var blevet anmodet om at udtale sig om, hvorvidt denne godkendelsesprocedure var i overensstemmelse med forfatningens artikel 34, som giver lovgivningsmyndigheden beføjelse til at fastlægge en skattebegunstigelses anvendelsesområde. Forfatningsrådet fandt, at den pågældende bestemmelse ikke gav lovgivningsmyndigheden mulighed for at uddelegere sine skattemæssige beføjelser til ministeriet, og at sidstnævnte alene fik beføjelse til at sikre overholdelse af de i loven fastsatte betingelser i overensstemmelse med lovgivningsmyndighedens målsætning om at hindre skatteunddragelser. Forfatningsrådet udtalte sig i denne beslutning om hhv. den lovgivende og den regeludstedende magt på skatteområdet, men på ingen måde om, at ministeriet skulle have en skønsmæssig beføjelse i forbindelse med vedtagelsen af de enkeltstående foranstaltninger, der er nødvendige for lovens gennemførelse.

(129)

Kommissionen mener under alle omstændigheder, at betingelserne i traktatens artikel 87, stk. 1, ikke kan tilsidesættes af de nationale domstoles retspraksis.

(130)

For det fjerde: Argumentet om at de nationale myndigheder ikke har beføjelse til at træffe vilkårlige beslutninger, eftersom deres beslutning kan indankes for de nationale domstole for at få afklaret begrundelsen for afslaget på godkendelse; her skal der erindres om, at det ikke er nødvendigt at kontrollere, om skattemyndighedernes adfærd er vilkårlig, for at afgøre, om en foranstaltning er eller ikke er generel. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at den pågældende myndighed har en skønsmæssig beføjelse, der gør det muligt for den at tilpasse betingelserne for godkendelse af skattebegunstigelsen på baggrund af de enkeltstående investeringsforslag, der indgives til godkendelse (60). Det er desuden blevet fastslået, at eftergivelse af gæld i henhold til en retsprocedure og i overensstemmelse med gældende national lovgivning er af selektiv karakter, eftersom de ikke er en automatisk følge af lovens anvendelse, men et resultat af de pågældende offentlige organers skønsmæssige valg. Fællesskabets retsinstans erindrer i denne sammenhæng om, at der i traktatens artikel 87, stk. 1, ikke sondres mellem årsager til eller målsætninger for de statslige indgreb, men at de fastlægges ud fra deres følger (61). Men det forhold, at afgørelser om afslag på godkendelser kan indankes for en national domstol, ændrer ikke ved, at de nationale myndigheder har en skønsmargen i forbindelse med anvendelsen af betingelserne for at få en ministeriel godkendelse.

(131)

Og endelig mener Kommissionen, at de franske myndigheders påstand om, at der ikke sondres mellem medlemmerne af firmagruppens og brugernes nationalitet, ændrer ikke ved, at ordningen under skattelovens artikel 39 CA er af selektiv karakter (62), så meget desto mere som det fremgår af Senatets rapport nr. 413 (63), at betingelsen om at investeringen skal have en betydelig økonomisk og social interesse, er »et middel til at fremme aktiver produceret på nationalt område eller finansieringer til fordel for en fransk bruger«.

(132)

På baggrund af ovenstående mener Kommissionen derfor, at ordningen under den franske skattelovs artikel 39 CA er af selektiv karakter.

(133)

De franske myndigheder gør gældende, at de samlede bestemmelser i artikel 39 C, stk. 2, og 39 CA i skatteloven giver skattevæsenet mulighed for at foretage en forudgående kontrol med henblik på at bekæmpe skatteunddragelse som følge af misbrug af transaktioner til finansiering af løsøre foretaget af skattemæssigt gennemsigtige strukturer som firmagrupper. De mener, at skattesystemets karakter og opbygning dermed berettiger ordningen i henhold til artikel 39 CA i skatteloven. De understreger i den forbindelse, at ordningen i henhold til artikel 39 CA i skatteloven »bygger på objektive og horisontale kriterier for bekæmpelse af skatteunddragelse«.

(134)

Ganske vist omfatter begrebet statsstøtte ikke statslige foranstaltninger, hvorved der indføres en differentiering mellem virksomheder, når denne differentiering følger af den pågældende byrdeordnings karakter eller opbygning, og som disse foranstaltninger er en del af. Den omstændighed, at en støtteforanstaltning kan være begrundet i skattesystemets karakter eller opbygning, henviser til en konkret skattemæssig foranstaltnings overensstemmelse med det generelle skattesystems art og indretning. Men afgiftsdifferentiering må ikke blot være dikteret af generelle formål og målsætninger, som staten fremmer ved at indføre de pågældende foranstaltninger (64).

(135)

I den foreliggende sag mener Kommissionen, at artikel 39 C, stk. 2, i skatteloven begrænser det fradragsberettigede afskrivningsbeløb og dermed faktisk sigter mod at bekæmpe skattemæssigt gennemsigtige strukturers misbrug med det formål at få en skattemæssig gevinst i forbindelse med transaktioner til finansiering af aktiver, der udlejes eller stilles til rådighed. Dette formål forekommer nødvendigt og rationelt med henblik på at sikre, at skattesystemet fungerer effektivt med hensyn til afskrivninger på aktiver, der udlejes eller stilles til rådighed, og må som følge heraf betragtes som grundlæggende for det nævnte system (65).

(136)

Derimod kan ordningen i henhold til artikel 39 CA i skatteloven ikke begrundes i karakteren og opbygningen af de franske afskrivningsregler for aktiver, der udlejes eller stilles til rådighed. Selvom der tillades undtagelser fra det principielle loft over afskrivninger i henhold til artikel 39 C, stk. 2, i skatteloven, må disse undtagelser udelukkende baseres på betingelser, der efter opfyldelse skal kunne forhindre, at skattemæssigt gennemsigtige strukturer såsom firmagrupper, finansierer de pågældende aktiver med henblik på skatteoptimering.

(137)

Men for det første kan man ikke begrunde begrænsningen af anvendelsesområdet for den pågældende undtagelse til finansiering af afskrivningsberettigede aktiver over en periode på mindst otte år selv eller kombineret med de øvrige betingelser for at opnå godkendelse i henhold til de franske myndigheders mål. De franske myndigheder har i øvrigt ikke i forbindelse med denne administrative procedure givet nogen forklaring på, hvorfor de i forhold til målet om at bekæmpe skatteunddragelse har valgt at begrænse denne undtagelse til aktiver med en sådan afskrivningsperiode.

(138)

For det andet har de nationale myndigheder, som det tidligere er konstateret, en skønsmargin i kraft af betingelserne for at få ministeriel tilladelse, navnlig dén om, at der i forbindelse med finansieringstransaktionen skal foreligge en økonomisk og social, bl.a. beskæftigelsesmæssig, interesse. Denne betingelse er i øvrigt uden forbindelse med Frankrigs mål om at bekæmpe skatteunddragelse. Under alle omstændigheder kan et sådant socialt mål ikke i sig selv medføre, at den pågældende ordning ikke betegnes som støtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, idet denne artikel ikke skelner mellem årsager til eller mål for statslige indgreb, men definerer dem i forhold til deres virkninger (66). Det er i øvrigt tidligere blevet fastslået, at traktatens artikel 87, stk. 1, ville være formålsløs, hvis fremme af formål vedrørende oprettelse eller fastholdelse af arbejdspladser kunne medføre, at specifikke foranstaltninger ikke skulle betegnes som statsstøtte, når statsstøtten i de fleste tilfælde er blevet ydet med henblik på at oprette eller fastholde arbejdspladser (67).

(139)

I den forbindelse gør de franske myndigheder endvidere gældende, at skatteordningen i artikel 39 CA i skatteloven har gjort det muligt at forny og konsolidere handelsflåden. På samme måde anfører Air France, at denne ordning fremmer fornyelsen af deres flåde, hvilket er blevet nødvendigt efter ændringen af miljøstandarderne. Men ud over at sådanne påstande bestyrker Kommissionens vurdering af den nævnte ordnings selektive karakter, kan det ikke lægges til grund, at forfølgelsen af et politisk, økonomisk eller industrielt formål kan medføre, at en selektiv foranstaltning ikke omfattes af anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1 (68). I en lignende sag er det i øvrigt blevet fastslået, at en ordning om ydelse af en rentegodtgørelse af kreditter, der er bevilget til indkøb eller leje med forkøbsret af køretøjer for fysiske personer, smv'er, regionale offentlige foretagender og lokale offentlige servicevirksomheder, var støtte og ikke kunne godkendes med den begrundelse, at foranstaltningen af hensyn til miljøbeskyttelse og vejsikkerhed sigtede mod at åbne mulighed for en fornyelse af den spanske park af erhvervskøretøjer (69).

(140)

Alle de hensyn af almen interesse, som den foreliggende ordning har til formål eller til følge at tilgodese, nemlig beskæftigelsen, fornyelsen eller konsolideringen af de berørte skibe eller luftfartøjer, er ikke, uanset hvor legitime de end måtte være, berettiget af skattesystemets karakter og opbygning og er endog irrelevante i forbindelse med, om en foranstaltning kan betegnes som en statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(141)

Kommissionen mener ligeledes, at det med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 87, stk. 1, er ligegyldigt, om ordningen i henhold til skattelovens artikel 39 CA er mindre gunstig for disse virksomheder end skibspartsordningen, idet den foreliggende ordning i denne sag skal vurderes af Kommissionen på det tidspunkt, hvor den blev indført (70).

(142)

Det følger af ovenstående, at Kommissionen mener, at ordningen i henhold til artikel 39 CA i skatteloven ikke er begrundet i det foreliggende skattesystems karakter og opbygning, og at der som følge heraf ikke kan sættes spørgsmålstegn ved dets selektive karakter.

(143)

Som det tidligere er fastslået, er de, der er omfattet af ordningen i artikel 39 CA i skatteloven, dels erhvervsdrivende inden for transport- og industrisektorerne og dels medlemmerne af firmagrupper, der finansierer aktiver i disse sektorer, og som for størstepartens vedkommende er finansinstitutioner. Samtlige disse operatører er aktive på EU-markederne for ovennævnte sektorer.

(144)

Det skal i den forbindelse bemærkes, at støtte, der sigter mod at fritage en virksomhed for omkostninger, som den normalt ville skulle afholde i sin almindelige forvaltning eller drift, i princippet fordrejer konkurrencebetingelserne (71). Det er således fastslået, at enhver støtte, der ydes til en virksomhed, som opererer på Fællesskabets marked, er egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (72).

(145)

I den foreliggende sag mener Kommissionen imidlertid på baggrund af de foreliggende sektorers art og internationale dimension, at den foreliggende støtte styrker operatørernes stilling i disse sektorer, der deltager i den nationale og mellemstatslige samhandel inden for EU.

(146)

De, der er omfattet af den foreliggende ordning, befinder sig således i en privilegeret position i forhold til både deres nationale konkurrenter (73) og til deres konkurrenter i andre medlemsstater, der ikke kan være omfattet af denne ordning, fordi de ikke finansierer eller bruger de aktiver, som er støtteberettigede under ordningen, eller fordi de ikke er skattepligtige i Frankrig.

(147)

Selvom det vedrørende sidstnævnte punkt er uomtvistet, at der formelt set ikke er nogen juridisk hindring for, at økonomiske operatører fra andre medlemsstater end Frakrig kan finansiere eller bruge de i skattelovens artikel 39 CA omhandlede aktiver, begunstiger den foreliggende ordning i praksis operatører med skattemæssigt hjemsted i Frankrig. Det er i den sammenhæng relevant at konstatere, at alle de interesserede parter, der er omfattet af den foreliggende ordning, og som har indsendt bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure, er selskaber under fransk ret. Det er endvidere på sin plads at minde om, at den sektor, der er mest berørt af den foreliggende skatteordning, er søtransportsektoren, og i den forbindelse har de franske myndigheder selv gjort gældende, at ordningen havde til formål at standse stagnationen i antallet af fransk indregistrerede handelsskibe, og at nedbringe skatteudgiften. Her er det endelig relevant at anføre, at det i Senatets rapport nr. 143 (74) hedder, at ordningen er »et middel til at fremme aktiver fremstillet på det nationale område eller finansieringer gennemført til fordel for en fransk bruger«.

(148)

Uden at der derfor er grund til at foretage en økonomisk analyse af den faktiske situation på de berørte markeder (75), og på baggrund af at den skatteordning, Frankrig har indført, styrker de heraf begunstigede erhvervsdrivendes stilling i samhandelen mellem medlemsstaterne i forhold til andre konkurrerende operatører, mener Kommissionen, at denne ordning påvirker samhandelen mellem medlemsstater og fordrejer konkurrencen mellem disse operatører.

(149)

På baggrund af alle ovenstående betragtninger mener Kommissionen, at ordningen i artikel 39 CA i den franske skattelov udgør en statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(150)

Det er tidligere blevet fastslået, at skattefordelene ved at anvende artikel 39 CA i skatteloven er, at loftet over fradragsberettigede afskrivninger fjernes, at afskrivningskoefficienten forhøjes med et point, og endelig at en fortjeneste ved salg eventuelt fritages for beskatning.

(151)

Støttebeløbet for hver leasingtransaktion svarer til forskellen mellem den faktiske værdi af den indbetalte skat i løbet af den samlede afskrivningsperiode under hensyntagen til forhøjelsen med et point af afskrivningskoefficienten og den værdi, der ville fremkomme ved at anvende bestemmelserne i artikel 39 C, stk. 2, i skatteloven, idet der til den forskel skal lægges den eventuelle fritagelse for beskatning af fortjenesten ved salg (76). Dette beløb fastlægges for hver leasingtransaktion efter de nærmere betingelser, der er fastsat i paragraf 46 og 47 i skatteinstruks nr. 120 (77), med henblik på tilbageførsel af en del af den samlede fordel til brugeren.

(152)

Vedrørende den nøjagtige fordeling af den samlede fordel, der fremkommer ved anvendelse af artikel 39 CA i skatteloven, er medlemmerne af en firmagruppe, som er de direkte begunstigede, forpligtede til at tilbageføre mindst 2/3 af denne fordel til brugeren af det pågældende aktiv. Ved hver leasingtransaktion fastlægges skattebegunstigelsens nøjagtige beløb, som skal tilbageføres til brugeren, imidlertid ved tildeling af godkendelsen i henhold til bestemmelserne i artikel 39 CA i skatteloven.

(153)

I overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, skal medlemsstaten indberette enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte procedure har ført til endelig beslutning.

(154)

I den foreliggende sag har de franske myndigheder ved brev af 17. marts 1998 (A/32232) underrettet Kommissionen om indførelsen af en ordning til begrænsning af afskrivning af aktiver, der udlejes, med henblik på at bekæmpe brugen af denne ordning med det ene formål at opnå en skatteoptimering og med mulighed for en undtagelse for denne begrænsning. I dette brev anfører de franske myndigheder, at de ikke mener, at denne ordning er en statsstøtte, der på forhånd skal indberettes til Kommissionen i medfør af traktatens artikel 88, stk. 3.

(155)

Kommissionen mener ikke, at dette brev under disse omstændigheder kan anses for at være en meddelelse i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3. For fuldstændighedens skyld understreger Kommissionen, at det pågældende brev ikke var i overensstemmelse med de krav til formalia, der er nævnt i Kommissionens brev til medlemsstaterne SG (81) 12740, af 2. oktober 1981, som var gældende på det tidspunkt. Frankrig handlede således ulovligt, da man gennemførte den foreliggende støtteordning i modstrid med artikel 88, stk. 3.

(156)