EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Retlig beskyttelse: databaser

Retlig beskyttelse: databaser

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 96/9/EF om retlig beskyttelse af databaser

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det har til formål at sikre retlig beskyttelse af databaser* i forhold til to aspekter:

  • ophavsretlig beskyttelse af intellektuel frembringelse i forbindelse med udvælgelse eller strukturering af materiale
  • sui generis*-beskyttelse af en betydelig investering af ressourcer (økonomiske, menneskelige, tidsmæssige og arbejdsmæssige) med henblik på at indsamle, kontrollere og præsentere indholdet i en database.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Direktivet:

  • finder anvendelse på databaser, uanset deres form (f.eks. elektronisk (online) eller ikke-elektronisk (offline))
  • finder ikke anvendelse på den software, der benyttes ved fremstillingen eller driften af en database eller på de værker og det materiale, den indeholder.

Det berører ikke retsforskrifterne vedrørende især patenter, varemærker, design og modeller eller illoyal konkurrence.

Ophavsret

  • En database er beskyttet af ophavsretten, hvis udvælgelsen eller struktureringen af databasens indhold udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse.
  • Ophavsmanden har en række enerettigheder (ophavsretlige enerettigheder), f.eks. eksemplarfremstilling, ændring, spredning osv.
  • En legitim bruger af en database kan udføre handlinger, der falder ind under de ophavsretlige enerettigheder, såfremt disse er nødvendige for at bruge databasen, dog med forbehold af visse begrænsninger.
  • Andre undtagelser må også forventes (f.eks. illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning).

Sui generis-rettigheder

  • Ud over de ophavsretlige regler fastlægger direktivet også en række sui generis-rettigheder således at, ophavsmanden til en database kan forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelse af databasens indhold.
  • Sui generis-rettigheder er økonomiske rettigheder og kan som sådan overdrages, overføres eller gives i kontraktlig licens.
  • Legitime brugere af en database kan udtrække og genanvende ikke-væsentlige dele af indholdet i en database uden at skulle have tilladelse hertil. De må dog ikke urimeligt skade de legitime interesser, der tilkommer ophavsmanden til databasen eller de legitime interesser, der tilkommer en person, der leverer de værker eller præstationer, den indeholder.
  • Andre undtagelser må også forventes (f.eks. illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning).
  • Retten til at forhindre uautoriseret udtræk og/eller genanvendelse af indholdet i en database gælder i en periode på 15 år med virkning fra den dato, hvor frembringelsen af databasen er afsluttet.
  • Beskyttelse imod uautoriseret udtræk eller genanvendelse gælder kun for databaser, hvis fremstiller er statsborger i EU, et selskab eller en virksomhed med hjemsted eller hovedkontor, central administration eller hovedforretningssted i EU.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 16. april 1996, og det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 31. december 1997.

BAGGRUND

Der har været to evalueringer af direktivet, en i 2005 og en i 2018.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Database: en samling af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på anden måde.
Sui generis-ret: en ejendomsret, der minder om men stadig adskiller sig fra ophavsret. Formålet med denne ret er at anerkende den betydelige investering, der ligger i at indsamle, kontrollere og præsentere indholdet i en database, idet den ikke omfatter det kreative aspekt afspejlet i ophavsret.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (EFT L 77 af 27.3.1996, s. 20-28).

seneste ajourføring 11.01.2019

Top