Det fastlægger vilkår og betingelser for tildeling — og inddragelse — af status som fastboende udlænding til ikke-EU-borgere (tredjelandsstatsborgere*), der har boet lovligt i et land i Den Europæiske Union (EU) i mindst fem år.
Det fastlægger deres rettigheder og de områder, hvor de har de samme rettigheder som EU-borgere.
Det forklarer de betingelser, der gælder, hvis de ønsker at flytte til et andet EU-land.

HOVEDPUNKTER

For at opnå status som fastboende udlænding skal ikke-EU-borgere have boet lovligt og uden afbrydelse i et EU-land i fem år.
Fraværsperioder på under seks på hinanden følgende måneder og ikke over ti måneder i hele perioden er tilladt ved beregningen af de fem år.
Ikke-EU-borgere skal bevise, at de råder over faste og regelmæssige indtægter og kan forsørge sig selv og deres familie, samt at de har en sygeforsikring.
De nationale myndigheder skal træffe afgørelse om ansøgninger, vedlagt relevant dokumentation, senest seks måneder efter modtagelse.
Myndighederne kan nægte status som fastboende af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, men ikke af økonomiske årsager.
Hvis ansøgningen imødekommes, får ansøgeren opholdstilladelse i mindst fem år, som fornys automatisk.
Fastboende udlændinge kan miste deres status, hvis de:
- opnåede den ved svig
- bliver udvist, fordi de anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed
- forlader EU i 12 på hinanden følgende måneder.
Fastboende udlændinge har samme rettigheder som landets statsborgere for så vidt angår områder som beskæftigelse, uddannelse, social sikring, beskatning og foreningsfrihed. I visse tilfælde kan EU-landene dog begrænse denne ligebehandling.
Fastboende udlændinge kan flytte til et andet EU-land for at bo, arbejde eller studere i mere end tre måneder, hvis de opfylder visse betingelser. Deres familiemedlemmer kan ledsage dem.
Der findes nationale kontaktpunkter, hvor relevante oplysninger kan udveksles mellem EU-landene.
Lovgivningen finder ikke anvendelse på visse kategorier af ikke-EU-borgere som f.eks. studerende eller personer, der har arbejde af midlertidig karakter som f.eks. au pair eller sæsonarbejder.

Lovgivningen finder ikke anvendelse i Danmark, Irland eller Storbritannien (1), som har særlige ordninger vedrørende immigrations- og asylpolitik.

Direktivet blev ændret i 2011 for at omfatte ikke-EU-borgere som f.eks. flygtninge eller statsløse, som nyder international beskyttelse.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 23. januar 2004. EU-landene skulle indarbejde det i national lovgivning senest den 23. januar 2006.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGE BEGREBER

Tredjelandsstatsborger: enhver, der ikke er statsborger i et EU-land.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44-53)

Efterfølgende ændringer og rettelser til direktiv 2003/109/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 2004/114/EF af 13. december 2004 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (EUT L 375 af 23.12.2004, s. 12-18)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/801 af 11. maj 2016 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, og au pair-ansættelse (EUT L 132 af 21.5.2016, s. 21-57)

seneste ajourføring 04.05.2020

(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.

Top

All

Choose the experimental features you want to try