EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Handelshindringer: En mekanisme til hurtig intervention

Handelshindringer: En mekanisme til hurtig intervention

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2679/98 om fri bevægelighed for varer mellem EU-landene

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger regler, som skal hjælpe med at sikre fri bevægelighed for varer og forebygge fysiske hindringer mod handel (f.eks. grænseblokader, demonstrationer/strejker eller angreb på lastvogne) ved at give mulighed for at dele oplysninger om sådanne hindringer mellem alle lande i Den Europæiske Union (EU).

HOVEDPUNKTER

  • Det er ikke hensigten, at denne forordning skal fortolkes på nogen måde, som begrænser grundlæggende rettigheder i EU-landene (f.eks. retten til at strejke).
  • Hvis en handelshindring forekommer eller ser ud til at ville forekomme, skal alle EU-lande med relevante oplysninger straks videreformidle disse til Europa-Kommissionen. Kommissionen videreformidler derefter straks disse oplysninger til alle EU-lande sammen med andre oplysninger, som den anser for at være relevante.
  • Det EU-land, hvori hindringen forekommer, skal hurtigst muligt besvare anmodninger fra Kommissionen og fra andre EU-lande om oplysninger vedrørende hindringens art samt om, hvilke forholdsregler det har taget eller agter at tage. Alle oplysninger, der udveksles mellem EU-landene, skal også sendes til Kommissionen.
  • Hvis der forekommer en hindring, skal det berørte EU-land træffe alle fornødne og relevante foranstaltninger for at sikre varernes frie bevægelighed og derefter informere Kommissionen om dets foranstaltninger.
  • Hvis Kommissionen fastslår, at der forekommer en hindring, redegør den over for det berørte EU-land for, hvordan den er kommet til denne konklusion, og anmoder EU-landet om at træffe alle fornødne og relevante foranstaltninger for at fjerne hindringen. EU-landet har derefter fem dage til at underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger det har truffet eller agter at træffe, eller fremsende en begrundet redegørelse for, hvorfor der ikke er behov for foranstaltninger.
  • EU-lande, som ikke svarer inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, kan indbringes for Den Europæiske Unions Domstol.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 1999.

BAGGRUND

  • Hurtig og effektiv fri bevægelighed for varer er et grundlæggende princip for EU. Når der opstår hindringer for varernes frie bevægelighed, kan det medføre alvorlige økonomiske tab, og det sigter mekanismen til hurtig intervention mod at forhindre.
  • Denne forordning tager udgangspunkt i artikel 268 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og finder anvendelse på tydelige, umiskendelige og uberettigede hindringer for varernes frie bevægelighed, som udspringer af et EU-lands handlinger eller manglende handlinger.
  • For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 af 7. december 1998 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne (EFT L 337 af 12.12.1998, s. 8-9)

seneste ajourføring 06.12.2016

Top