Beskæftigelse

INDLEDNING

Oprindelig skulle regeringskonferencen i 1996 ikke vedrøre Det Europæiske Fællesskabs politik og kompetence. Men skuffelsen over manglende henvisninger til beskæftigelsen i traktaten om Den Europæiske Union (1992) og det initiativ til bekæmpelse af arbejdsløshed, som blev taget på Det Europæiske Råds møde i Essen (9. og 10. december 1994), fik medlemsstaterne til at prioritere disse emner på den regeringskonference, som havde til formål at ændre Maastricht-traktaten, for således at reagere på noget af det, der bekymrer EU-borgerne mest.

Efter vanskelige drøftelser på grund af forskellige nationale forhold og politikker på beskæftigelsesområdet nåede man endelig til enighed om, at de nationale politikker har forrang, og at der ikke skulle gennemføres store udgiftskrævende programmer. Det nye kapital om beskæftigelse, der er tilføjet til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er resultatet af ovennævnte drøftelser.

Et nyt mål for Den Europæiske Union

Beskæftigelsesfremme optræder nu som et af Den Europæiske Unions mål og bliver et "spørgsmål af fælles interesse" for medlemsstaterne (artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab). Det nye mål går ud på at nå "et højt beskæftigelsesniveau" uden at skade Den Europæiske Unions konkurrenceevne (artikel B i traktaten om Den Europæiske Union - artikel 2 efter den nye nummerering, når Amsterdam-traktaten er trådt i kraft).

Med henblik på at nå dette mål har Unionen fået tildelt en ny beføjelse, som supplerer medlemsstaternes, og som tager sigte på at få udarbejdet en "samordnet strategi" for beskæftigelse. Det centrale element i denne strategi er de fælles retningslinjer, som defineres i overensstemmelse med de retningslinjer, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Essen.

I det nye afsnit VIII (artikel 125-130) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab anføres de pågældende mål nærmere sammen med de midler, der skal tages i anvendelse for at nå dem. Afsnittet indeholder også en bestemmelse om oprettelse af et beskæftigelsesudvalg.

Da beskæftigelsen omtales udtrykkeligt i traktaten, bliver de initiativer, som medlemsstaterne har taget på de forskellige møder inden for Det Europæiske Råd, og alle de initiativer, som Kommissionen har taget i de sidste to år, nu til en institution. Endvidere optræder afsnittet om beskæftigelse efter bestemmelserne vedrørende Den Økonomiske og Monetære Union og fungerer således som en modvægt ved at tilføje foranstaltninger til de makroøkonomiske bestemmelser, som imødekommer EU-borgernes forventninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Noget af det vigtigste i det nye afsnit er faktisk bestemmelsen om, at der skal tages hensyn til virkningerne for beskæftigelsen, når de enkelte fællesskabspolitikker og -aktioner defineres og gennemføres.

Fremskyndet gennemførelse

På Det Europæiske Råds møde i Amsterdam den 16. og 17. juni 1997 besluttede medlemsstaterne at fremskynde gennemførelsen af de nye bestemmelser om beskæftigelsen i Amsterdam-traktaten. Den 1. oktober 1997 fremsatte Europa-Kommissionen forslag til retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 1998.

BAGGRUND

På regeringskonferencen om Den Økonomiske og Monetære Union (1992) blev det drøftet, om det ville være hensigtsmæssigt at lade de konvergenskriterier, som medlemsstaterne skal opfylde for at deltage i ØMU, omfatte beskæftigelsen. Denne ide blev forkastet af de fleste regeringer, for de ønskede at bevare deres fortrinsret på beskæftigelsesområdet. Under debatten på nationalt plan forud for ratificeringen af den nye traktat har manglen på enhver henvisning til beskæftigelsen i den nye traktat dog været stærkt kritiseret i den offentlige mening. Den Europæiske Union har fremstået, som om den kun i ringe grad bekymrede sig om arbejdsløsheds- og beskæftigelsesproblemer på et tidspunkt, hvor indførelsen af den fremtidige Økonomiske og Monetære Union indebar - til tider vanskelige - sociale og arbejdsmarkedsmæssige valg for medlemsstaterne, som skulle reducere deres budgetunderskud.

Forberedelserne i Essen

På Det Europæiske Råds møde i Essen den 9. og 10. december 1994 blev der for første gang defineret retningslinjer på europæisk plan for beskæftigelsen på kort og mellemlang sigt. Konklusionerne fra topmødet bekræfter, at Den Europæiske Union prioriterer bekæmpelse af arbejdsløshed blandt sine opgaver, og det fremhæves, at en stor del af arbejdsløsheden i Europa er strukturelt betinget, og at det er af afgørende tydning med en ansvarlig dialog mellem arbejdsmarkedsparterne og politikerne for at løse problemet.

Det Europæiske Råd definerede endvidere fem hovedområder for medlemstaternes indsats på beskæftigelsesområdet:

• fremme af investeringer i erhvervsuddannelse, således at arbejdstagerne kan tilpasse sig til den teknologiske udvikling hele livet igennem;
• øget beskæftigelse i vækstperioder (navnlig ved en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, en lønpolitik, der fremmer jobskabende investeringer, og fremme af initiativer på regionalt og lokalt niveau);
• reduktion af de ikke-lønmæssige omkostninger for at fremme ansættelse, navnlig af ukvalificeret arbejdskraft;
• styrkelse af arbejdsmarkedspolitikkens effektivitet ved at definere indkomsstøtten bedre og regelmæssigt evaluere, om arbejdsmarkedspolitikkens instrumenter er effektive;
• styrkelse af foranstaltninger til fordel for de grupper, der er særlig ramt af ledighed, særlig langtidsledighed (unge, der forlader undervisningssystemet uden eksamensbevis, ældre arbejdstagere og kvinder).

Henstillingerne er omsat i flerårige programmer i medlemsstaterne. Kommissionen udarbejder hvert år en rapport om udviklingen i beskæftigelsen og den politik, medlemsstaterne fører, og foretager en evaluering heraf i forhold til de fastsætte prioriteter.

Tillidspagten

I juni 1996 iværksætte Europa-Kommissionen "En indsats for beskæftigelsen i Europa - En tillidspagt" med henblik på at aktivere alle berørte parter på fællesskabsplan, nationalt og lokalt plan, at udnytte den multiplikatorvirkning, som aktioner på europæisk plan kan have, og at integrere arbejdsløshedsbekæmpelsen i en samfundsmodel på mellemlang og lang sigt. På Det Europæiske Råds møde i Dublin (13.-14. december 1996) reagerede stats- og regeringscheferne positivt på opfordringen til at inddrage alle aktører på det økonomiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige område, og anmodede om, at forslagene til regionale og lokale beskæftigelsespagter blev gennemført hurtigt (80 af de pågældende pagter blev undertegnet i juni 1997).

I øvrigt har Den Europæiske Union gennemført mange aktioner på beskæftigelsesområdet via strukturfondene og Den Europæiske Socialfond. Beskæftigelsen optræder nu som en fællesskabspolitik og et punkt på dagsordenen for alle Det Europæiske Råds møder, og Amsterdam-traktaten giver mulighed for at udbygge fællesskabsinitiativer på beskæftigelsesområdet og skabe en sammenhængende politik på europæisk plan.

EN NY FÆLLESSKABSPOLITIK

Med det nye afsnit VIII udvikles der en samordnet strategi for beskæftigelse for at fremme en velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som kan reagere hurtigt på økonomiske forandringer.

Fælles retningslinjer

For det første vedtager Det Europæiske Råd konklusioner om beskæftigelsessituationen i Fællesskabet på grundlag af den årsrapport, som Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen udarbejder.

På grundlag af de pågældende konklusioner fremsætter Kommissionen forslag til retningslinjer for beskæftigelsespolitikken, som er i overensstemmelse med de overordnede økonomiske retningslinjer, der fastlægges inden for rammerne af Den Monetære Union (artikel 99, tidl. artikel 103). Efter høring af Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Beskæftigelsesudvalget vedtager Rådet de pågældende retningslinjer med kvalificeret flertal. Denne fremgangsmåde følger proceduren for konvergens mellem medlemsstaternes politik på det økonomiske område. De fælles retningslinjer anbefaler ikke en harmonisering af de nationale bestemmelser. De får dog indirekte virkning på medlemsstaternes politik.

Medlemsstaterne skal faktisk tage hensyn til de fælles mål i deres beskæftigelsespolitik. Rådet gennemgår derefter de årsrapporter, som medlemsstaterne fremlægger på dette område, og kan i givet fald - efter forslag fra Kommissionen - rette henstilling til en medlemsstat. Derefter vedtager Rådet henstillingen med kvalificeret flertal.

Denne fremgangsmåde har visse ligheder med den fremgangsmåde, der benyttes i forbindelse med den økonomiske politik. I forbindelse med beskæftigelsespolitikken kan der dog ikke iværksættes sanktioner over for medlemsstater, som ikke efterkommer Rådets henstillinger. I traktaten hedder det heller ikke, at henstillingerne kan offentliggøres.

I modsætning til bestemmelserne vedrørende Den Økonomiske og Monetære Union, fastsætter afsnit VIII ikke et makroøkonomisk mål som i forbindelse med konvergenskriterierne på det økonomiske område. Flere medlemsstater ønskede faktisk ikke at få anført forpligtende mål i traktaten, eftersom indførelsen af en samordnet strategi allerede var et vigtigt skridt.

Tilskyndelsesforanstaltninger

Rådet kan vedtage tilskyndelsesforanstaltninger med kvalificeret flertal og efter proceduren for fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet. Foranstaltningerne har til formål, at "fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og støtte deres indsats på beskæftigelsesområdet gennem initiativer, der tager sigte på at udvikle en udveksling af oplysninger og gode erfaringer, og som skal sikre komparativ analysevirksomhed og rådgivning samt fremme fornyende metoder og evaluere erfaringer, navnlig ved hjælp af pilotprojekter". De "indebærer ikke harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser". Den samordnede beskæftigelsesstrategi bør dog indirekte få virkning herpå.

I to erklæringer fastlægges de nærmere rammer for de pågældende tilskyndelsesforanstaltninger:

• i forbindelse med aktionerne anføres de forhold, der ligger til grund for deres vedtagelse, aktionernes varighed (maksimalt 5 år) og det maksimale finansieringsbeløb;
• finansieringen er begrænset, for den skal gennemføres under udgiftsområde 3 i de finansielle overslag, som svarer til ca. 6 % af fællesskabsbudgettet.

BESKÆFTIGELSESUDVALGET

Der har eksisteret et udvalg for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker siden december 1996. Det fik tillagt begrænsede beføjelser. Til erstatning heraf nedsætter Rådet som anført i den nye artikel 130 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab et udvalg, kaldet Beskæftigelsesudvalget, som svarer til Det Monetære Udvalg, der er nedsat i forbindelse med den Økonomiske og Monetære Union.

Dette rådgivende udvalg fremmer samordningen mellem medlemsstaterne vedrørende beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikkerne. Det følger udviklingen i de pågældende politikker i medlemsstaterne og Det Europæiske Fællesskab, afgiver udtalelser på Rådets eller Kommissionens anmodning eller på eget initiativ og bidrager til forberedelsen af Rådets drøftelser.

Som det nuværende Udvalg for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker sammensættes Beskæftigelsesudvalget af to repræsentanter for hver medlemsstat og Kommissionen. Det hører arbejdsmarkedets parter.

See also

For yderligere oplysninger:

• Det Europæiske Fællesskabs beskæftigelsespolitik