Artikel 101(1) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TFEU) forbyder aftaler mellem virksomheder, der begrænser konkurrence Artikel 101(3) i TEUF giver dog en undtagelse for de aftaler, hvis fordele opvejer deres negative virkninger.
Forordningen anvender artikel 101(3) TEUF på nogen typer specialiseringsaftaler* der opfylder visse betingelser, ved at fritage dem for forbuddet i artikel 101(1) TEUF. Det skaber en juridisk sikker havn for disse aftaler og undgår derved behovet for en individuel vurdering af deres forenelighed med artikel 101 i TEUF.
Forordningen formål er at sikre en effektiv beskyttelse af konkurrencen og sikre virksomheders retssikkerhed.

HOVEDPUNKTER

Typen af aftale, der er omfattet af forordningen

Forordningen omfatter tre typer produktionsaftaler, der sammen benævnes specialiseringsaftaler:

Ensidige specialiseringsaftaler*,
Gensidige specialiseringsaftaler*,
Fælles produktionsaftaler*.

Forordningen gælder også for specialiseringsaftaler, der omfatter:

bestemmelser om overdragelse eller licensering af intellektuelle ejendomsrettigheder til en eller flere af parterne, hvis disse bestemmelser er nødvendige for at gennemføre aftalen og ikke er dens hovedformål
eksklusiv købs- eller eksklusiv leveringsforpligtelse
fælles distribution af specialiseringsprodukterne*.

Markedsandelstærskel

Fritagelsen, som forordningen giver, gælder på betingelse af, at parternes samlede markedsandel ikke overstiger 20 % på det eller de relevante markeder, som specialiseringsprodukterne tilhører. Hvis disse produkter er mellemprodukter, der bruges af en eller flere af parterne som bidrag til at producere andre produkter, som de også sælger, må parternes samlede markedsandel heller ikke overstige 20 % på det relevante marked, som disse andre produkter tilhører.
Hvor parternes samlede markedsandel i første omgang er inden for tærsklen på 20 %, men senere overstiger denne tærskel, gælder fritagelsen fortsat i en overgangsperiode på to på hinanden følgende kalenderår.
Markedsandele beregnes på grundlag af salgsværdidata eller, hvis sådanne data ikke er tilgængelige, på grundlag af anden pålidelig markedsinformation, herunder salgsmængder.

Alvorlige konkurrencebegrænsninger

Fritagelsen gælder ikke specialiseringsaftaler, der indeholder »alvorlige konkurrencebegrænsninger«, herunder begrænsninger, der:

fastsætte priser ved salg af produkterne til tredjemand, undtagen de priser, som direkte kunder skal betale, hvor aftalen giver mulighed for fælles distribution
begrænser produktion eller salg, med undtagelse af:
- aftalte produktmængder i ensidige eller gensidige specialiseringsaftaler
- aftalt kapacitet og produktionsmængder i fælles produktionsaftaler
- aftalte salgsmål i forbindelse med fælles distribution
dele markeder eller kunder.

Tilbagekaldelse af gruppefritagelse

Fordelen ved gruppefritagelsen kan trækkes tilbage af Europa-Kommissionen eller af nationale konkurrencemyndigheder i henhold til artikel 29 i forordning (EF) nr. 1/2003, hvis de finder, at en bestemt specialiseringsaftale har virkninger, der er uforenelige med artikel 101(3) TEUF.

Kommissionen kan især anvende denne beføjelse, hvor det relevante marked er stærkt koncentreret, og konkurrencen allerede er svag, f.eks. på grund af:

andre markedsdeltageres individuelle markedsposition
forbindelser mellem andre markedsdeltagere skabt af parallelle specialiseringsaftaler
forbindelser mellem parterne og andre markedsdeltagere.

Der er overgangsbestemmelser for aftaler der allerede var i kraft den 30. juni 2023, og som var omfattet af den tidligere gruppefritagelse for specialiseringsaftaler (forordning (EU) nr. 1218/2010), men som ikke opfylder betingelserne i den nye gruppefritagelse. Disse aftaler forbliver gruppefritaget indtil 30. juni 2025.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2023 og vil være gyldig indtil 30. juni 2035.

BAGGRUND

Den tidligere gruppefritagelse for specialiseringsaftaler (kommissionsforordning (EU) nr. 1218/2010) udløb den 30. juni 2023. Derfor var der behov for en ny forordning. Forordning (EU) 2023/1067 giver større klarhed i visse regler og dækker flere typer produktionsaftaler.
Specialiseringsaftaler gør det muligt for virksomheder med komplementære kompetencer og aktiver at operere mere effektivt og levere produkter billigere. Med effektiv konkurrence kan forbrugerne opnå fordele.
Forordningen er ledsaget af reviderede horisontale retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i TEUF på horisontale samarbejdsaftaler.
For yderligere oplysninger henvises til:
- Gruppefritagelser — Horisontale virksomhedsaftaler (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

Specialiseringsaftale. En ensidig specialiseringsaftale, en gensidig specialiseringsaftale eller en fælles produktionsaftale.

Ensidig specialiseringsaftale. En aftale mellem to eller flere parter, der er aktive på det samme produktmarked, hvor en eller flere parter er enige om helt eller delvist at ophøre med at producere bestemte produkter eller ikke at producere disse produkter og at købe produkterne fra en eller flere af de andre parter.

Gensidig specialiseringsaftale. En aftale mellem to eller flere parter, der er aktive på det samme produktmarked, hvor to eller flere parter gensidigt er enige om helt eller delvist at ophøre med at producere eller ikke at producere visse produkter men andre produkter og at købe produkterne fra en eller flere af de andre parter.

Fælles produktionsaftale. En aftale, hvor to eller flere parter er enige om at producere visse produkter i fællesskab.

Specialiseringsprodukt. Et produkt produceret under en specialiseringsaftale.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens forordning (EU) 2023/1067 af 1. juni 2023 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af specialiseringsaftaler (EUT L 143 af 2. juni 2023, s. 20-26).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens meddelelse — Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler (EUT C 259 af 21. juli 2023, s. 1-125).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets forordning (EØF) nr. 2821/71 af 20. december 1971 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3 på kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis (EFT L 285 af 29.12.1971, s. 46-48).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 09.10.2023

Top