EU’s digitale covidcertifikat

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2021/953 om EU’s digitale covidcertifikat

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den indfører Den Europæiske Unions (EU) digitale covidcertifikat, som er en harmoniseret ramme for bevis på covid-19-vaccination, testresultat eller restitution. Certifikatet er udviklet til at:

• være sikkert og interoperabelt*
• hjælpe indehavere med at udøve deres ret til fri bevægelighed under covid-19-pandemien
• være en koordineret måde at lette rejser på, hvis EU-medlemsstaterne indfører restriktioner for at begrænse spredningen af covid-19.

HOVEDPUNKTER

Rammen dækker, hvordan følgende certifikater udstedes, accepteres og kontrolleres.

• Vaccinationscertifikat. Bekræfter, at personen har modtaget en covid-19-vaccine, og indeholder oplysninger om vaccinen, antallet af doser, der er givet, og datoen for vaccination. Vaccinationscertifikater udstedes af den medlemsstat, hvor vaccinationen blev givet.
• Testcertifikat. Bekræfter, at personen har fået foretaget en nukleinsyre-amplifikationstest (NAAT-test*) eller en antigentest*, der er anført på EU’s fælles liste over covid-19-antigentest for at teste for en infektion med den virus, som forårsager covid-19 (SARS-CoV-2), herunder oplysninger om testen, datoen og tidspunktet for testen og resultatet. Testcertifikaterne udstedes af den medlemsstat, hvor testen fandt sted.
• Restitutionscertifikat. Bekræfter, at personen er kommet sig efter en SARS-CoV-2-infektion efter et positivt resultat af en NAAT-test eller en antigentest, der er anført på EU’s fælles liste over covid-19-antigentest, herunder datoen for den positive test. Restitutionsattesten udstedes af den medlemsstat, hvor den restituerede person befinder sig.

Medlemsstaterne udsteder særskilte certifikater for hver vaccinationsdosis, hvert testresultat eller hver restitution, med følgende karakteristika:

• i digitalt format eller papirformat
• med en QR-kode for at lette verifikation og beskytte mod forfalskninger
• gratis
• på medlemsstatens officielle sprog og engelsk
• gyldigt i alle medlemsstater.

Certifikaterne indeholder kun begrænsede nødvendige oplysninger, som kontrollørerne ikke må opbevare. I forbindelse med kontroller tjekkes kun certifikatets gyldighed og ægthed ved at kontrollere den udstedende myndigheds digitale signatur, som er gemt i QR-koden.

Signaturer på certifikater kan kontrolleres i hele EU.

Når en medlemsstat accepterer bevis for vaccination, test eller restitution for at fravige restriktioner for den frie bevægelighed, skal de acceptere EU-certifikater, der er udstedt af andre medlemsstater på de samme betingelser.

Vaccinationscertifikater, der er udstedt efter afslutningen af den primære vaccinationscyklus, gælder i 270 dage for så vidt angår rejse inden for EU. Medlemsstaterne bør kun acceptere certifikater, hvis der ikke er gået mere end 270 dage siden sidste dosis. Denne acceptperiode er begrænset til personer i alderen 18 år og derover. Certifikater, der er udstedt for boosterdoser, har ikke en maksimal gyldighed. Restitutionscertifikater udløber senest 180 dage efter det positive testresultat. Der er ikke angivet en udløbsdato på testcertifikater.

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/483 med ændringer styrker tillidsrammen ved at støtte bilateral udveksling af lister over annulleringer af certifikater mellem medlemsstater, hvor certifikater er udstedt fejlagtigt som følge af svig eller som følge af suspendering af en covid-19-vaccinationsbatch, der viser sig at være fejlbehæftet.

Besiddelse af certifikatet må ikke:

• være en forudsætning for udøvelsen af retten til fri bevægelighed
• føre til forskelsbehandling på grundlag af besiddelse af et certifikat af en særlig kategori.

Operatører af grænseoverskridende passagertransporttjenester, som i henhold til national ret er forpligtet til at gennemføre visse folkesundhedsmæssige foranstaltninger under covid-19-pandemien, må kontrollere — men ikke opbevare — oplysningerne i certifikaterne. De bør indarbejde certifikatordningen i deres drift i lufthavne, havne, jernbane- og busstationer.

En separat henstilling vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union dækker spørgsmålet om at lempe restriktioner for den frie bevægelighed inden for EU. Det grundlæggende princip er, at enhver, der udøver sin ret til fri bevægelighed, og som har et gyldigt digitalt EU-covidcertifikat, ikke må underlægges yderligere restriktioner, såsom yderligere test, medmindre der er tale om særlige situationer. Da henstillingen ikke er bindende, har hver medlemsstat dog et vist råderum til, hvordan den skal anvendes. Alle medlemsstater skal acceptere certifikatet som gyldigt bevis, men der er dog en vis variation i konsekvenserne for indehaverne.

Den indenlandske brug af covid-19-certifikater, såsom for at regulere adgangen til arrangementer, restauranter, sportspladser, offentlig transport eller arbejdspladser, falder ikke ind under anvendelsesområdet for forordning om EU’s digitale covidcertifikat. Medlemsstaterne kan bruge EU’s digitale covidcertifikat til indenlandske formål, men de skal tilvejebringe et retsgrundlag i national ret, der blandt andet skal overholde kravene til databeskyttelse.

Ligestilling af covid-19-certifikater fra ikke-EU-lande

Hvor et ikke-EU-land udsteder interoperable certifikater, der overholder de nødvendige tekniske standarder, kan Europa-Kommissionen vedtage gennemførelsesafgørelser (»afgørelser om ækvivalens«), som fastslår, at covid-19-certifikater udstedt af det pågældende land er ækvivalente med EU’s digitale covidcertifikater.

Det medfører, at det pågældende ikke-EU-land bliver forbundet til EU’s digitale system for covidcertifikater. Certifikaterne udstedt af dette land skal herefter accepteres direkte på samme betingelser som EU-certifikaterne.

Kommissionen har hidtil vedtaget sådanne afgørelser for følgende ikke-EU-lande:

• Schweiz (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1126)
• Vatikanstaten (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1272)
• San Marino (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1273)
• Ukraine (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1380)
• Nordmakedonien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1381)
• Tyrkiet (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1382)
• Andorra (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1476)
• Albanien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1477)
• Færøerne (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1478)
• Monaco (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1479)
• Panama (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1480)
• Marokko (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1481)
• Israel (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1482)
• Armenien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1894)
• Det Forenede Kongerige (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1895)
• New Zealand (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1993) og for så vidt angår Cookøerne, Niue og Tokelau, gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1949)
• Moldova (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1994)
• Georgien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1995)
• Serbien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1996)
• Togo (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2056)
• Singapore (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2057)
• El Salvador (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2113)
• Libanon (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2187)
• De Forenede Arabiske Emirater (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2188)
• Kap Verde (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2189)
• Tunesien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2296)
• Montenegro (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2297)
• Uruguay (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2298)
• Thailand (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2299)
• Taiwan (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2300)
• Benin (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/206)
• Jordan (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/207)
• Colombia (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/533)
• Malaysia (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/534)
• Seychellerne (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/724)
• Vietnam (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/725)
• Indonesien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/726)
• Sydkorea (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1096)
• Madagaskar (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1097)
• Kosovo* (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1098)
• Bahrain (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1099)
• Ecuador (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1100)
• Filippinerne (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1338)
• Oman (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1339)
• Peru (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1340)
• Brasilien (gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1948).

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den skulle oprindeligt gælde i 12 måneder fra den 1. juli 2021 til den 30. juni 2022. Den 29. juni 2022 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet dog en forlængelse af forordningen indtil den 30. juni 2023.

Da man på nuværende tidspunkt ikke kan forudsige virkningerne af en mulig stigning i infektioner, og da det også afhænger af, om der opstår nye varianter, vil forlængelsen gøre det muligt for folk at fortsætte med at bruge deres certifikat til at rejse i EU, hvis en stigning i antal infektioner gør det nødvendigt for medlemsstaterne at genindføre rejsebegrænsninger midlertidigt i anden halvdel af 2022 og første halvdel af 2023.

Denne forlængelse bør dog ikke forstås som et krav om, at EU’s medlemsstater, navnlig dem, der ophæver de nationale folkesundhedsforanstaltninger, skal opretholde eller indføre restriktioner for den frie bevægelighed.

BAGGRUND

Forordning (EU) 2021/954 vedrører EU’s digitale covidcertifikat og ikke-EU-borgere, som lovligt opholder sig eller bor i EU.

For yderligere oplysninger henvises til:

• EU’s digitale covidcertifikat (Europa-Kommissionen)
• EU’s digitale covidcertifikat, vaccinationer og rejsebegrænsninger (Europa-Kommissionen)
• Reaktion på coronavirus (Europa-Kommissionen)
• Genåbne EU (Den Europæiske Union).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU’s digitale covidcertifikat) for at lette fri bevægelighed under covid-19-pandemien (EUT L 211 af 15.6.2021, s. 1-22).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2021/953 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1035 af 29. juni 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU’s digitale covidcertifikat) for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område under covid-19-pandemien (EUT L 173 af 30.6.2022, s. 46-49).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1034 af 29. juni 2022 om ændring af forordning (EU) 2021/953 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU’s digitale covidcertifikat) for at lette fri bevægelighed under covid-19-pandemien (EUT L 173 af 30.6.2022, s. 37-45).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/503 af 29. marts 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 for så vidt angår undtagelse af mindreårige fra acceptperioden for vaccinationscertifikater udstedt i formatet for EU’s digitale covidcertifikat (EUT L 102 af 30.3.2022, s. 8-10).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/483 af 21. marts 2022 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1073 om fastsættelse af tekniske specifikationer og regler for gennemførelsen af tillidsrammen for EU’s digitale covidcertifikat som fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 (EUT L 98 af 25.3.2022, s. 84-104).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/256 af 22. februar 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 for så vidt angår udstedelse af restitutionscertifikater på grundlag af hurtige antigentest (EUT L 42 af 23.2.2022, s. 4-8).

Rådets henstilling (EU) 2022/107 af 25. januar 2022 om en koordineret tilgang til fremme af sikker fri bevægelighed under covid-19-pandemien og om erstatning af henstilling (EU) 2020/1475 (EUT L 18 af 27.1.2022, s. 110-123).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2288 af 21. december 2021 om ændring af bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 for så vidt angår acceptperioden for vaccinationscertifikater, der er udstedt i formatet for EU’s digitale covidcertifikat, og som angiver afslutningen af den primære vaccinationsserie (EUT L 458 af 22.12.2021, s. 459-462).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1073 af 28. juni 2021 om fastsættelse af tekniske specifikationer og regler for gennemførelsen af tillidsrammen for EU’s digitale covidcertifikat som fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 (EUT L 230 af 30.6.2021, s. 32-53).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU’s digitale covidcertifikat) for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område under covid-19-pandemien (EUT L 211 af 15.6.2021, s. 24-28).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1-88).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73-114).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45-65).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77-123). Tekst offentliggjort i berigtigelse (EUT L 229 af 29-06-2004, s. 35-48).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 07.11.2022