Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Anvendelse af OECD-retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter

Anvendelse af OECD-retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1233/2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den sikrer, at EU anvender arrangementet inden for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), hvorved der fastlægges regler, i henhold til hvilke de nationale eksportkreditinstitutter kan tilbyde økonomisk støtte til deres eksportører.

Betingelserne er fastsat i det ikke-bindende arrangement vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, »arrangementet«, hvoraf seneste udgave blev offentliggjort i januar 2019. Hensigten er at garantere ensartede vilkår for offentligt støttede eksportkreditter på de internationale markeder.

Forordningen erstatter afgørelse 2001/76/EF (offentligt støttede eksportkreditter) og 2001/77/EF (rammeaftale om projektfinansiering i forbindelse med offentligt støttede eksportkreditter).

HOVEDPUNKTER

OECD-arrangementet:

  • tilstræber at fremme konkurrencen mellem eksportører på grundlag af de eksporterede varers og tjenesteydelsers kvalitet og pris frem for de mest gunstige offentligt støttede finansielle betingelser
  • finder anvendelse på al offentlig støtte, der ydes af eller på vegne af en regering i forbindelse med finansiering af eksport af varer og/eller tjenesteydelser, herunder finansiel leasing, med en løbetid på mindst 2 år
  • identificerer følgende forskellige typer officiel støtte og opstiller klare grænser for brugen
    • eksportkreditgarantier eller -forsikring
    • finansiering, f.eks. direkte kredit eller rentestøtte
    • bunden bistand* og handelsrelateret ubunden bistand
  • indeholder specifikke betingelser for
    • skibe
    • kernekraftværker
    • civile fly
    • vedvarende energi, modvirkning og tilpasning af klimaændringer samt projekter inden for vand
    • jernbaneinfrastruktur
    • projekter inden for kulfyret elektricitetsproduktion
  • finder ikke anvendelse på eksport af militært udstyr og landbrugsprodukter.

Europa-Kommissionen:

  • har siden 9. december 2011 haft beføjelse til at bruge delegerede retsakter, under visse betingelser, til at indarbejde eventuelle ændringer i OECD-arrangementet direkte i EU-lovgivningen
  • udarbejder en årlig oversigt til Europa-Parlamentet om de oplysninger den modtager i de nationale årlige aktivitetsrapporter (se nedenfor)
  • Har siden 2011 forelagt en årlig rapport for Europa-Parlamentet om dens internationale forhandlinger om at fastsætte globale standarder for offentligt støttede eksportkreditter.

Af hensyn til gennemsigtigheden skal EU-landene sende en årlig aktivitetsrapport til Kommissionen med angivelse af følgende:

  • aktiver og passiver
  • indløste fordringer og inddrivelser
  • nye forpligtelser
  • eksponeringer
  • præmiesatser
  • miljømæssige risici, og hvordan der tages hensyn til disse.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 9. december 2011.

BAGGRUND

OECD-arrangementet trådte kraft i den 1. april 1978 og er tidsubegrænset. Det er en frivillig, snarere end juridisk bindende, aftale mellem deltagerne. Selv om det ikke er en officiel OECD-retsakt, har den organisationens administrative støtte.

Ud over EU deltager følgende lande i arrangementet: Australien, Canada, Japan, Korea, New Zealand, Norge, Schweiz og USA.

De nuværende deltagere kan invitere andre OECD-medlemmer og ikke-medlemmer til at deltage i arrangementet.

VIGTIGE BEGREBER

Bunden bistand: penge ydet eller lånt til et land med betingelser for brugen.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45-112).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) nr. 1233/2011 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 21.02.2019

Top