Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Brug af IT til forbedring af ældres livskvalitet

Brug af IT til forbedring af ældres livskvalitet

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse nr. 554/2014/EU om EU’s deltagelse i forsknings- og udviklingsprogrammet »Et aktivt liv længst muligt i eget hjem« (Active and Assisted Living), der iværksættes i fællesskab af flere EU-lande

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Afgørelse nr. 554/2014/EU om Den Europæiske Unions (EU) deltagelse i udviklingsprogrammet »Et aktivt liv længst muligt i eget hjem« (Active and Assisted Living) er baseret på resultaterne af det tidligere program, der blev fastlagt 2008. Programmet finansieres af Europa-Kommissionens budget for Horisont 2020 og de finansielle bidrag fra de 17 deltagende stater.

Alle EU-lande og lande, der er associeret med Horisont 2020, kan anmode om at deltage i partnerskabet, forudsat at de yder de nødvendige finansielle bidrag.

Det primære formål med programmet er at finde innovative løsninger baseret på informations- og kommunikationsteknologi (IKT) inden for aktiv og sund aldring i hjemmet og derved forbedre ældres livskvalitet og selvstændighed og bidrage til at øge effektiviteten inden for sundheds- og socialsektoren. Disse IKT-baserede løsninger ventes også at spille en vigtig rolle i opfyldelsen af EU’s mål om to yderligere sunde leveår senest i 2020.

HOVEDPUNKTER

Mål

  • At fremskynde udviklingen og brugen af økonomisk overkommelige, innovative IKT-baserede løsninger, der muliggør aktiv og sund aldring i hjemmet, på arbejdspladsen og i lokalsamfundet, herunder applikationer til social- og sundhedsomsorg
  • At støtte udviklingen af løsninger med en IKT-komponent, der supplerer den menneskelige kontakt frem for at erstatte den, for at sikre, at ældre ikke føler sig isolerede, og at de forbliver uafhængige
  • At udvikle omkostningseffektive, tilgængelige og energieffektive løsninger, der tager hensyn til aspekter som socioøkonomiske faktorer og køn

Gennemførelse

Programmet gennemføres ved »Længst muligt i eget hjem« (Ambient Assisted Living) (AAL), en international nonprofitforening, som er oprettet under belgisk lovgivning. AAL forvalter Unionens finansielle bidrag og sikrer en effektiv gennemførelse af programmet.

Årlige arbejdsplaner

Hvert år godkendes en arbejdsplan af Europa-Kommissionen. Planen identificerer emner for indkaldelser af forslag og former for finansiering.

Indkaldelser af forslag

Disse offentliggøres på den fælles deltagerportal Funding and tender opportunities. Under hensyntagen til varigheden af Horisont 2020 skal indkaldelser af forslag under AAL-programmet iværksættes senest den 31. december 2020, selv om indkaldelser i behørigt begrundede tilfælde kan iværksættes senest den 31. december 2021.

Budget

Unionens finansielle bidrag til AAL-programmet til dækning af administrations- og driftsomkostninger udgør op til 175 mio. EUR.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft den 27. juni 2014.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 554/2014/EU af 15. maj 2014 om Unionens deltagelse i forsknings- og udviklingsprogrammet »Et aktivt liv længst muligt i eget hjem« (Active and Assisted Living), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater (EUT L 169 af 7.6.2014, s. 14-26)

seneste ajourføring 06.03.2020

Top