EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Engroselektricitets- og gasmarkeder — EU’s tilsynsregler

Engroselektricitets- og gasmarkeder — EU’s tilsynsregler

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1227/2011 — om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger en ramme for overvågning af engrosenergimarkederne (*). Den sigter på at forbyde misbrug såsom insiderhandel (*) og markedsmanipulation (*).

HOVEDPUNKTER

Forordningen styrker Agenturet for Samarbejde mellem Energimyndigheders (ACER) rolle. ACER’s opgaver omfatter:

  • overvågning af handelsaktiviteter på engrosenergimarkedet. Det skal ske ved at oprette et europæisk register over markedsdeltagere på grundlag af oplysningerne fra de nationale myndigheder.
  • indsendelse af en årlig aktivitetsrapport til Europa-Kommissionen. Den kan omfatte:
    • henstillinger om, hvordan markedsregler kan gennemføres bedre for at forbedre gennemsigtigheden og integriteten
    • en evaluering af, om minimumskravene til organiserede markeder kan øge gennemsigtigheden.

Markedsmanipulation

Med oprettelsen af ACER søger forordningen at forhindre tilfælde af markedsmanipulation såsom:

  • afgivelse af falske ordrer
  • udbredelse af urigtige oplysninger
  • afgivelse af urigtige oplysninger til dem, som vurderer priser eller udgiver markedsrapporter, og som derved vildleder markedsdeltagere, der handler på baggrund af sådanne oplysninger
  • påstand om, at den elektricitetsproduktionskapacitet (*), den transmissionskapacitet (*) eller den naturgasmængde, der er til rådighed, er forskellig fra, hvad der faktisk findes. Dette kan potentielt påvirke prisniveauet for elektricitet og gas.

Deltagere

Markedsdeltagere skal:

  • lade sig registrere hos en national regulerende myndighed
  • give oplysninger til ACER og den nationale regulerende myndighed, således at disse organer kan overvåge handelsaktiviteterne
  • på rettidig vis offentliggøre intern viden (*), herunder viden om faciliteters kapacitet og anvendelse af dem, produktion, oplagring, forbrug og transmission af elektricitet, naturgas eller flydende naturgas (LNG).

Sanktioner

EU-landene skal håndhæve sanktioner, hvis denne forordning ikke overholdes. De skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og afspejle:

  • overtrædelsens grovhed
  • skadevirkningerne for forbrugerne
  • potentielle fortjenester ved at handle på grundlag af intern viden (*) og markedsmanipulation.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Engrosenergimarkeder: Det er markeder, hvor energi handles mellem energiforhandlere (såsom elselskaber), investeringsbanker og store energiforbrugere (f.eks. stålværker).

(*) Insiderhandel: når en enkeltperson forsøger at drage fordel af handel med et bestemt produkt baseret på viden, der endnu ikke er offentliggjort (intern viden). Uden denne viden er andre handlende dårligt stillede.

(*) Markedsmanipulation: bevidst indgriben i et markeds rimelige funktionsmåde. Det kan omfatte at udsende urigtige eller vildledende signaler om udbud og efterspørgsel af et bestemt produkt og på denne måde påvirke prisen.

(*) Elektricitetsproduktionskapacitet: kapaciteten til at producere elektricitet.

(*) Transmissionskapacitet: den kapacitet, som en fast infrastruktur som f.eks. stærkstrømsledninger har til at transportere elektricitet.

(*) Intern viden: viden om et produkt, der ikke er offentliggjort. Hvis den blev offentliggjort, ville denne viden påvirke prisen på det pågældende produkt.

BAGGRUND

Agenturet for Samarbejde mellem Energimyndigheder.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Fra den 28. december 2011.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1-16)

seneste ajourføring 26.10.2015

Top