EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014PC0174

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende kaseiner og kaseinater til konsum og om ophævelse af Rådets direktiv 83/417/EØF

/* COM/2014/0174 final - 2014/0096 (COD) */

52014PC0174

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende kaseiner og kaseinater til konsum og om ophævelse af Rådets direktiv 83/417/EØF /* COM/2014/0174 final - 2014/0096 (COD) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse og formål

Rådets direktiv 83/417/EØF fastsætter bestemmelser om den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse laktoproteiner (kaseiner og kaseinater) til konsum. Det foreslås at ophæve dette direktiv og erstatte det med en ny tekst af følgende grunde: 1) for at bringe de beføjelser, der tillægges Kommissionen, i overensstemmelse med den nye sondring, der er indført ved traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF); 2) for at tage hensyn til anden lovgivning, som er vedtaget i mellemtiden, især på fødevareområdet; 3) for at tilpasse kravene til sammensætningen af de pågældende produkter til de relevante internationale normer udstedt af Codex Alimentarius.

1)      I Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skelnes der mellem på den ene side de beføjelser, der tillægges Kommissionen til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt, jf. artikel 290 (delegerede retsakter), og på den anden side de beføjelser, der tillægges Kommissionen til at vedtage gennemførelsesretsakter, når ensartede betingelser er nødvendige, som nævnt i artikel 291 (gennemførelsesretsakter). Den kontrol der er foretaget af bestemmelserne i direktiv 83/417/EEC i forbindelse med den nye sondring mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter har vist, at der er behov for, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at ændre, hvor det måtte være relevant, de tekniske definitioner og normer, der er fastlagt i bilagene for kaseiner og kaseinater til konsum for at tage hensyn til udviklingen i relevante internationale normer og til den tekniske udvikling. En sådan myndiggørelse er medtaget i dette forslag.

2)      I dette forslag tages der hensyn til videreudviklingen af parallel lovgivning, navnlig på fødevareområdet. Der er navnlig tale om en ajourføring af forordning (EF) nr. 2000/13[1], (EF) nr. 178/2002[2], (EF) nr. 882/2004[3], (EF) nr. 1332/2008[4] og (EF) nr. 1333/2008[5].

3)      Codex Alimentarius har vedtaget en international norm for kaseinprodukter til konsum[6]. Denne norm definerer bl.a. de væsentlige faktorer i sammensætningen af og kvalitetsfaktorerne for kaseinprodukter. For at gøre det muligt for fødevarevirksomhedslederne at nyde godt af lige konkurrencevilkår på verdensmarkedet foretages der med forslaget en tilpasning af de krav til sammensætning, der er fastsat i bilagene vedrørende kaseiner og kaseinater til konsum, til dem, der anvendes i forbindelse med den ovennævnte Codex-norm. Tilpasningen resulterer i to ændringer: det maksimale vandindhold i kaseinater til konsum hæves fra 10 til 12 % og det maksimale indhold af mælkefedt i syrekasein til konsum sænkes fra 2,25 til 2 % Med denne ændring er de krav til sammensætning, der er fastsat i forslaget, fuldt ud i overensstemmelse med den internationale norm.

Forslaget har ingen finansielle konsekvenser for Den Europæiske Unions budget.

Generel baggrund

I artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skelnes der mellem to forskellige typer kommissionsretsakter:

I henhold til artikel 290 i TEUF kan lovgiveren tillægge Kommissionen "beføjelse til at vedtage almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt." De retsakter, som Kommissionen vedtager på denne måde, betegnes i den terminologi, der anvendes i traktaten, som "delegerede retsakter" (artikel 290, stk. 3).

I henhold til artikel 291 i TEUF træffer medlemsstaterne "alle de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens juridisk bindende retsakter." Disse retsakter tillægger Kommissionen gennemførelsesbeføjelser, når det er nødvendigt med ensartede betingelser for at gennemføre dem. De retsakter, som Kommissionen vedtager på denne måde, betegnes i den terminologi, der anvendes i traktaten, som "gennemførelsesretsakter" (artikel 291, stk. 4).

Siden vedtagelsen af det oprindelige direktiv i 1983, er der vedtaget en række retsakter på fødevarelovgivningsområdet. De skal tages i betragtning.

Fremstillingen af kasein og kaseinater af mælk var omfattet af en EU-støtteordning, der blev gennemført indtil 2006. Denne støtteordning har ikke været anvendt siden og blev endegyldigt ophævet ved den politiske aftale om den reviderede fælles markedsordning for landbrugsprodukter, der blev indgået i 2013. Særlige bestemmelser, som afviger fra de internationale normer, er derfor ikke længere berettigede. Som følge heraf foreslås det, at kravene til sammensætningen af kaseinprodukter tilpasses den relevante Codex-norm.

Gældende foranstaltninger på det område, som forslaget vedrører

Artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)

Direktiv 2000/13/EF, forordning (EF) nr.178/2002, forordning (EF) nr. 882/2004, forordning (EF) nr.1332/2008 og forordning (EF) nr. 1333/2008

Codex Stan 290-1995.

Overensstemmelse med EU's andre politikker og mål

Forslaget er i overensstemmelse med den nye klassificering af beføjelser, der tillægges Kommissionen ved TEUF, med de relevante retsakter på fødevarelovgivningsområdet og med den internationale norm, som er udstedt for kaseinprodukter af Codex Alimentarius.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høring af interesserede parter

Det er ikke nødvendigt med en høring af interesserede parter, da forslaget hovedsageligt drejer sig om interinstitutionelle spørgsmål og ikke ændrer på substansen i direktiv 83/417/EØF, som i årtier har fungeret upåklageligt. Forslaget giver også mulighed for, at reglerne om kaseiner og kaseinater integreres bedre i fødevarelovgivningens videre retlige rammer, hvilket giver fordele i form af større klarhed og forenkling. Reglerne for overførsel af information fra virksomhed til virksomhed er også blevet strømlinet.

Den yderligere tilpasning til de internationale normer er blevet drøftet med industrien, som ser meget positivt på den foreslåede ændring.

Ekspertbistand

Der er heller ikke behov for ekstern ekspertise af de samme grunde.

Konsekvensanalyse

Der er heller ikke behov for en konsekvensanalyse af de samme grunde.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Resumé af forslaget

Forslaget: 1) identificerer behovet for, at Kommissionen tillægges delegerede beføjelser med det formål at vedtage ændringer af bilag I og II, og fastlægger den dertil svarende procedure for vedtagelse af disse retsakter i den nye juridiske kontekst, som blev indført med artikel 290 og 291 i TEUF; 2) tilpasser de eksisterende bestemmelser til den videre udvikling af lovgivningen, især på fødevareområdet; 3) justerer kravene til sammensætning af kaseiner til konsum til den tilsvarende Codex-norm, hvor dette er hensigtsmæssigt.

Retsgrundlag

Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Nærhedsprincippet

Forslaget hører under EU's og medlemsstaternes delte kompetence, og det opfylder subsidiaritetsprincippet.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Valg af reguleringsform

Formen af den oprindelige retsakt (et direktiv) ændres ikke. Forslaget går ud på at fastlægge de beføjelser, som Kommissionen tillægges inden for den nye juridiske kontekst, der blev skabt med Lissabontraktaten. Det tager også højde for udvikling på lovgivningsområdet i de seneste år og de eksisterende og opdaterede internationale normer.

Desuden tager forslaget hensyn til behovet for, at medlemsstaterne har et vist spillerum til at tilpasse gennemførelsen til den nationale retlige og administrative kontekst, navnlig med hensyn til muligheden for at vedtage nationale foranstaltninger vedrørende spørgsmål, der ikke specifikt harmoniseres i forslaget.

2014/0096 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende kaseiner og kaseinater til konsum og om ophævelse af Rådets direktiv 83/417/EØF

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[7],

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Ved Rådets direktiv 83/417/EØF[8] fastsættes der bestemmelse om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse laktoproteiner (kaseiner og kaseinater) til konsum. Siden direktivet trådte i kraft, er der sket en række ændringer, især udviklingen af en omfattende retlig ramme på fødevarelovgivningsområdet og vedtagelsen af en international norm i Codex Alimentarius for kaseinprodukter til konsum, som der skal tages højde for.[9]

(2)       Direktiv 83/417/EØF tillægger Kommissionen beføjelser til at gennemføre nogle af bestemmelserne heri. Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden bør disse beføjelser bringes i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (traktaten).

(3)       For klarhedens skyld bør direktiv 83/417/EØF derfor ophæves og erstattes af et nyt direktiv.

(4)       I betragtning af at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004, indeholder generelle, horisontale og ensartede EU-regler om metoder for prøveudtagning og analyse af fødevarer, er de tilsvarende bestemmelser i direktiv 83/417/EØF derfor ikke længere nødvendige.[10]

(5)       I betragtning af at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002[11] indeholder generelle, horisontale og ensartede EU-regler om vedtagelse af beredskabsforanstaltninger for fødevarer og foderstoffer, er de tilsvarende bestemmelser i direktiv 83/417/EØF derfor ikke længere nødvendige.

(6)       Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF[12] gælder ikke for forbindelser mellem virksomheder. Da de produkter, der er omfattet af dette direktiv, ikke sælges til den endelige forbruger, men kun fra den ene virksomhed til den anden til fremstilling af fødevarer, bør de specifikke regler, der allerede er indeholdt i direktiv 83/417/EØF, bibeholdes, tilpasses de nuværende rammer og forenkles. Disse regler fastsætter, hvilke oplysninger der skal afgives for disse produkter, for at fødevarevirksomhedslederne på den ene side kan få de oplysninger, de har brug for til mærkning af de endelige produkter, f.eks. allergener, og på den anden side undgå, at disse produkter forveksles med lignende produkter, der ikke er bestemt til konsum.

(7)       Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008[13] fastsætter definitionen af tekniske hjælpestoffer, som ligeledes omtales som tekniske hjælpestoffer i direktiv 83/417/EØF. Nærværende direktiv bør derfor fastholde udtrykket "tekniske hjælpestoffer".

(8)       Andre udtryk og henvisninger, der anvendes i bilagene til direktiv 83/417/EØF, bør tilpasses for at tage hensyn til dem, som anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008[14].

(9)       I Bilag I til direktiv 83/417/EØF fastsættes det maksimale vandindhold for kaseiner til konsum til 10 %, og det maksimale indhold af mælkefedt for syrekasein til konsum til 2,25 %. I betragtning af at international norm 290–1995, der er fastsat af Codex Alimentarius, fastsætter disse parametre til henholdsvis 12 % og 2 %, bør de tilsvarende parametre fastsættes i overensstemmelse med den internationale norm for at undgå handelsforvridninger.

(10)     For hurtigt at tilpasse eller ajourføre de tekniske elementer i bilagene, så der kan tages hensyn til udviklingen af relevante internationale normer eller tekniske fremskridt, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med traktatens artikel 290 vedrørende de normer, der gælder for kaseiner og kaseinater til konsum, der er fastsat i bilag I og II.

(11)     Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(12)     Medlemsstaterne bør have et vist spillerum til at vedtage nationale foranstaltninger vedrørende spørgsmål, der ikke specifikt harmoniseres i dette direktiv, så de kan tilpasses den nationale retlige og administrative kontekst. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne give meddelelse om deres nationale foranstaltninger til Kommissionen i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EC[15] —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Dette direktiv vedrører kaseiner og kaseinater, der er bestemt til konsum, samt blandinger heraf.

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

a)           "kaseiner": det vaskede og tørrede, i vand uopløselige proteinstof, som mængdemæssigt er det vigtigste proteinstof i mælk, og som fremstilles af skummetmælk ved udfældning:

b)           enten ved syrning,

c)           eller ved syrning med bakteriekultur,

d)           eller ved hjælp af osteløbe,

e)           eller ved hjælp af andre mælkekoagulerende enzymer,

og underkastet varmebehandling, som gør fosfatase negativ, uden at det berører muligheden for forudgående brug af ionbytnings- og koncentrationsmetoder

f)            "kaseinater": produkter fremstillet ved tørring af kaseiner behandlet med neutraliserende hjælpestoffer og underkastet varmebehandling, der gør fosfatasen negativ

g)           "skummetmælk": mælk uden tilsætning af nogen art, og hvorfra intet er fjernet bortset fra at fedtindholdet er reduceret 

h)           "syrekasein til konsum": kasein til konsum fremstillet ved udfældning ved hjælp af de tekniske hjælpestoffer og bakteriekulturer, der er anført i afsnit I, litra d), i bilag I og som opfylder de normer, der er anført i nævnte bilags afsnit I

i)            "løbekasein til konsum": "kasein til konsum fremstillet ved udfældning ved hjælp af de tekniske hjælpestoffer, der er anført i afsnit II, litra d), i bilag I, og som opfylder de normer, der er anført i nævnte bilags afsnit II

j)            "kaseinater til konsum": kaseinater fremstillet på grundlag af kaseiner til konsum, der er behandlet med de neutraliserende hjælpestoffer af levnedsmiddelkvalitet, som er anført i litra d) i bilag II, og som opfylder de normer, der er anført i nævnte bilag. 

Artikel 3

Medlemsstaterne træffer alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre følgende:

a)           at de i artikel 2 definerede produkter kun kan markedsføres, såfremt de svarer til de regler og normer, der er fastsat i dette direktiv og dets bilag I og II, og

b)           at de produkter, som ikke opfylder de normer, der er fastsat i bilag I og II, ikke anvendes til fremstilling af fødevarer og betegnes og mærkes på en sådan måde, at de ikke vildleder køberen med hensyn til deres art, kvalitet og anvendelse.

Artikel 4

De i artikel 2, litra d), e) og f), fastsatte betegnelser er forbeholdt de deri definerede produkter og skal i handelen anvendes til at betegne dem.

Artikel 5

1.           Der skal angives følgende obligatoriske oplysninger på de i artikel 2 definerede produkters emballage, beholdere eller etiketter, og de skal være klart synlige, let læselige og uudslettelige:

(a) den betegnelse, der er forbeholdt disse produkter i henhold til artikel 4, for kaseinaternes vedkommende med angivelse af kationens/kationernes art

(b) for produkter, der markedsføres i blandinger:

i)       angivelsen "blanding af …" efterfulgt af betegnelserne for de forskellige produkter, som blandingen består af, efter aftagende vægt

ii)      angivelse af kationens/kationernes art for kaseinatets/kaseinaternes vedkommende

iii)     proteinindholdet for blandinger indeholdende kaseinater

(c) nettomængden udtrykt i kilogram eller gram

(d) navn eller firmanavn samt adresse på den virksomhedsleder, i hvis navn eller firmanavn fødevaren markedsføres, eller, hvis denne virksomhedsleder ikke er etableret i EU, på den erhvervsdrivende, der importerer til EU-markedet

(e)     navnet på oprindelseslandet for produkter indført fra tredjelande

(f)     identifikation af varepartiet eller fremstillingsdatoen.

2.           Medlemsstaterne forbyder markedsføring af produkter, der er defineret i artikel 2, litra d), e) og f), i deres område, hvis de i stk. 1 omhandlede angivelser ikke er anført på et sprog, som er let forståeligt af køberne i den medlemsstat, hvori disse produkter markedsføres, medmindre sådanne oplysninger er givet på anden vis. Det hindrer ikke, at de nævnte angivelser anføres på flere sprog.

3.           Det er tilstrækkeligt, at de i stk. 1, litra b), nr. III), samt de i litra c), d) og e) omhandlede angivelser findes i et ledsagedokument.

Artikel 6

1.           Medlemsstaterne kan vedtage nationale foranstaltninger vedrørende spørgsmål, der ikke specifikt harmoniseres i dette direktiv, forudsat at de ikke forbyder, hindrer eller begrænser den frie bevægelighed for varer, som er i overensstemmelse med dette direktiv.

2.           Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen enhver national foranstaltning efter proceduren i direktiv 98/34/EF.

Artikel 7

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8 vedrørende ændringer til bilag I og II for at tage højde for udviklingen i de relevante internationale normer og for den tekniske udvikling.

Artikel 8

1.           Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.           Beføjelsen til at vedtage de delegerede retsakter, der er omtalt i artikel 7, tillægges Kommissionen for en ubestemt periode fra den […]. (Publikationskontoret skal udfylde datoen for dette direktivs ikrafttræden).

3.           Den i artikel 7 omhandlede delegation af beføjelse kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.           Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.           En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 7 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra datoen for meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 9

1.           Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. marts 2015. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.           Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 10

Direktiv 83/417/EØF ophæves.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 11

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 12

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne                     På Rådets vegne

Formand                                                        Formand

[1]               Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler.

[2]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.

[3]               Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes.

[4]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1332/2008 af 16. december 2008 om fødevareenzymer og om ændring af Rådets direktiv 83/417/EØF, Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999, direktiv 2000/13/EF, Rådets direktiv 2001/112/EF og forordning (EF) nr. 258/97.

[5]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer.

[6]               Codex Stan 290-1995.

[7]               EUT C , , s. .

[8]               Rådets direktiv 83/417/EØF af 25. juli 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse laktoproteiner (kaseiner og kaseinater) til konsum (EFT L 237 af 26.8.1983, s. 25).

[9]               Norm 290-1995 http://www.codexalimentarius.org/standards/en/

[10]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1)

[11]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

[12]               Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29).

[13]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16).

[14]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1332/2008 af 16. december 2008 om fødevareenzymer og om ændring af Rådets direktiv 83/417/EØF, Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999, direktiv 2000/13/EF, Rådets direktiv 2001/112/EF og forordning (EF) nr. 258/97 (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 7).

[15]               Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37).

BILAG I

KASEINER TIL KONSUM

I.            NORMER FOR SYREKASEIN TIL KONSUM

(a) Væsentlige faktorer i sammensætningen

1.       Maksimalt vandindhold                                                            12,0 vægtprocent

2.       Mindsteindhold af mælkeproteiner, beregnet på grundlag af                  

             tørstof                                                                                                                90 vægtprocent

             heraf mindsteindhold af kaseiner                                                 95 vægtprocent

3.       Maksimalt indhold af mælkefedt, beregnet på grundlag af tørstof     2,0 vægtprocent

4.       Maksimal titrerbar syre udtrykt i ml 0,1 N af normal

             natriumhydroxidopløsning pr. g                                                   0,27

5.       Maksimalt askeindhold (P2O5 inkluderet)                                      2,5 vægtprocent

6.       Maksimalt indhold af vandfri laktose                                          1 vægtprocent

7.       Maksimalt indhold af sedimenter (brændte partikler)                      22,5 mg i 25 g

(b) Forurenende stoffer

Maksimalt blyindhold                                                                         1 mg/kg

(c) Urenheder

Fremmedlegemer (såsom træ- eller metalpartikler, hår eller insektdele)         ingen i 25 g

(d) Tekniske hjælpestoffer og bakteriekulturer

i)        — mælkesyre

— saltsyre

— svovlsyre

— citronsyre

— eddikesyre

— ortophosphorsyre

ii)       — valle

— bakteriekulturer til frembringelse af mælkesyre

(e) Organoleptiske egenskaber

1.       Lugt:                    Ingen fremmed lugt

2.       Udseende:             Farve fra hvid til creme; produktet skal være fri                            for korn, som ikke giver efter for et let tryk.

II.          NORMER FOR LØBEKASEIN TIL KONSUM

(f) Væsentlige faktorer i sammensætningen

1.       Maksimalt vandindhold                                                            12 vægtprocent

2.       Mindsteindhold af mælkeproteiner, beregnet på

             grundlag af tørstof                                                                                          84 vægtprocent  

          heraf mindsteindhold af kaseiner                                                95 vægtprocent

3.       Maksimalt indhold af mælkefedt, beregnet på grundlag af tørstof     2 vægtprocent

4.       Maksimalt askeindhold (P2O5 inkluderet)                                      7,50 vægtprocent

5.       Maksimalt indhold af vandfri laktose                                          1 vægtprocent

6.       Maksimalt indhold af sedimenter (brændte partikler)                      22,5 mg i 25 g

(g) Forurenende stoffer

Maksimalt blyindhold                                                                         1 mg /kg

(h) Urenheder

Fremmedlegemer (såsom træ- eller metalpartikler, hår eller insektdele)         ingen i 25 g

(i) Tekniske hjælpestoffer

— osteløbe, der opfylder kravene i forordning (EF) nr. 1332/2008

— andre mælkekoagulerende enzymer, der opfylder kravene i forordning (EF) nr. 1332/2008

(j) Organoleptiske egenskaber

1. Lugt:                          Ingen fremmed lugt

2. Udseende:                   Farve fra hvid til creme; produktet skal være fri                            for korn, som ikke giver efter for et let tryk.

BILAG II

KASEINATER TIL KONSUM

NORMER FOR KASEINATER TIL KONSUM

(k) Væsentlige faktorer i sammensætningen

1.       Maksimalt vandindhold                                                                  8 vægtprocent

2.       Mindste mælkeproteinindhold, beregnet på grundlag af tørstof               88 vægtprocent

3.       Maksimalt indhold af mælkefedt, beregnet på grundlag af tørstof           2,0 vægtprocent

4.       Maksimalt indhold af vandfri laktose                                                1,0 vægtprocent

5.       pH-værdi                                                                                      6,0 til 8,0

6.       Maksimalt indhold af sedimenter (brændte partikler)                            22,5 mg i 25 g

(l) Forurenende stoffer

Maksimalt blyindhold                                                                               1 mg /kg

(m) Urenheder

Fremmedlegemer (såsom træ- eller metalpartikler, hår eller insektdele)               ingen i 25 g

(n) Tekniske hjælpestoffer

(eventuelle neutraliseringsmidler og buffere)

hydroxider                   natrium

karbonater                    kalium

af         calcium

fosfater                        ammonium

citrater                         magnesium

(o) Karakteristika

1.       Lugt:                    Meget svag fremmed smag og lugt.

2.       Udseende:             Farve fra hvid til creme; produktet skal være fri                             for korn, som ikke giver efter for et let tryk.

3.       Opløselighed:        Med undtagelse af calciumkaseinat næsten fuldstændig opløseligt i destilleret vand.

BILAG III

Sammenligningstabel

Rådets Direktiv 83/417/EØF || Dette direktiv

Artikel 1 || Artikel 1 og 2

Artikel 2 || Artikel 3

Artikel 3 || Artikel 4

Artikel 4, stk. 1 || Artikel 5, stk. 1

Artikel 4, stk. 2, første afsnit || Artikel 5, stk. 2

Artikel 4, stk. 2, andet afsnit || Artikel 5, stk. 3

Artikel 5 || Artikel 2, litra a) og b)

- || Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 1 || Artikel 6, stk. 2

Artikel 6, stk. 2 || Artikel 6, stk. 3

Artikel 7 || -

Artikel 8 || -

Artikel 9 || -

Artikel 10 || -

Artikel 11 || -

- || Artikel 7

- || Artikel 8

Artikel 12 || Artikel 9

- || Artikel 10

- || Artikel 11

Artikel 13 || Artikel 12

Bilag II, del I || Artikel 2, litra d) og e)

Bilag I, del II || Bilag I, del I

Bilag I, del III || Bilag I, del II

Bilag II, del I || Artikel 2, litra f)

Bilag II, del II || Bilag II

- || Bilag III

Top