(1)

Ved brev af 26. oktober 2016 (2) indgav Síminn hf. (»klageren«) en klage over påstået statsstøtte ydet af Orkuveita Reykjavíkur (»OR«) til sit datterselskab Gagnaveita Reykjavíkur (»GR«) (3).

(2)

Ved beslutning nr. 86/19/COL (»indledningsbeslutningen«) (4) indledte Tilsynsmyndigheden den formelle undersøgelsesprocedure. Proceduren forud for vedtagelsen af indledningsbeslutningen er beskrevet i afsnit 2.

(3)

Tilsynsmyndigheden indledte den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende følgende fire foranstaltninger (samlet benævnt »foranstaltningerne«) (5):

Foranstaltning 1: Manglende betaling af markedsrenter til OR af den fordel, som GR opnåede ved en midlertidig suspension af rentebetalinger.

Foranstaltning 2: Indirekte finansiering fra OR til GR til udlægning af et fiberoptisk kabelnet i Ölfus kommune.

Foranstaltning 3: Kortfristet lån fra OR til GR.

Foranstaltning 4: Indføjelse af en betingelse i GR's låneaftaler med private långivere om OR's fortsatte majoritetsejerskab i GR.

(4)

I indledningsbeslutningen fandt Tilsynsmyndigheden foreløbig, at foranstaltningerne udgjorde statsstøtte, og Tilsynsmyndigheden udtrykte tvivl om foranstaltningernes forenelighed med EØS-aftalen. Foranstaltningerne er nærmere beskrevet i afsnit 2.4.

(5)

I betragtning 113 i indledningsbeslutningen opfordrede Tilsynsmyndigheden de islandske myndigheder til at fremsætte deres bemærkninger senest den 6. januar 2020. Tilsynsmyndigheden offentliggjorde også et meningsfuldt resumé og opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger senest en måned efter datoen for offentliggørelsen (6).

(6)

Ved brev af 5. marts 2020 (7) fremsendte de islandske myndigheder bemærkninger til indledningsbeslutningen i form af et brev af 4. marts 2020 med bilag fra GR og OR (8). Ingen andre interesserede parter fremsatte bemærkninger til Tilsynsmyndigheden.

(7)

Ved brev af 4. november 2021 sendte Tilsynsmyndigheden en formel anmodning om oplysninger til de islandske myndigheder (9). Ved brev af 14. januar 2023 (10) sendte de islandske myndigheder et svar på denne anmodning og fremsendte yderligere oplysninger i et brev af 21. januar 2022 (11).

(8)

Ved brev af 14. marts 2023 anmodede Tilsynsmyndigheden de islandske myndigheder om yderligere oplysninger (12). De islandske myndigheder besvarede denne anmodning ved brev af 25. april 2023 (13). Ved brev af 9. juni 2023 fremsendte de islandske myndigheder yderligere præciseringer (14).

(9)

GR er et telekommunikationsselskab, der blev etableret i 2007, og som ejes fuldt ud af OR (15). OR er en offentlig virksomhed, der er oprettet i henhold til lov nr. 139/2001 (16), og som ejes af kommunerne Reykjavík, Akranes og Borgarbyggð (17). GR blev oprettet som en selvstændig retlig enhed med henblik på at overholde kravene fra post- og telestyrelsen i Island (18) om adskillelse af OR's konkurrencebaserede og ikkekonkurrencebaserede aktiviteter (19).

(10)

OR er gennem sine forskellige datterselskaber aktiv inden for elektricitet, geotermisk vand til opvarmning, koldt vand og kloakvæsen (20). Datterselskabet GR (21) driver et telekommunikations- og datatransmissionsnet i Island. Selskabet leverer engrosadgang til sit fiberoptiske net til detailtjenesteudbydere, der tilbyder forskellige faste bredbånds- og datatransmissionstjenester.

(11)

Klageren er en virksomhed, der leverer telekommunikationsløsninger i Island. Dette omfatter mobile og faste bredbåndstjenester til privatkunder og erhvervskunder. På tidspunktet for indgivelsen af klagen til Tilsynsmyndigheden var klageren moderselskab for Míla (22), en virksomhed, der ejer og driver et landsdækkende telekommunikationsnet.

(12)

Indtil den 1. juli 2021 blev post- og telestyrelsens kompetence på telekommunikationsområdet fastlagt (23) i lov om post- og teleforvaltning nr. 69/2003 om gennemførelse af EU's regelsæt for elektronisk kommunikation (24). Post- og telestyrelsen sikrer bl.a. i overensstemmelse med artikel 36 i lov nr. 81/2003 om elektronisk kommunikation (»lov om elektronisk kommunikation«) (25), at indtægter fra ikkekonkurrencebaserede sektorer ikke subsidierer aktiviteter i den konkurrencebaserede telekommunikationssektor.

(13)

Som led i sine opgaver i forbindelse med håndhævelsen af artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation har post- og telestyrelsen til opgave at kontrollere OR's investeringer på telekommunikationsmarkedet og forretningsforbindelserne mellem GR og OR. Sådanne undersøgelser kan indledes på post- og telestyrelsens eget initiativ eller på foranledning af klager fra interesserede parter. GR er også forpligtet til at anmelde specifikke foranstaltninger, såsom forhøjelse af aktiekapitalen (26), til post- og telestyrelsen for at opnå forudgående godkendelse, og interesserede parter kan være parter i sådanne sager, hvis de påviser, at de har en legitim interesse i sagens udfald (27).

(14)

OR og GR undertegnede en rammeaftale den 8. marts 2007 (»rammeaftalen«) (28). Rammeaftalen indeholder flere tillæg, herunder tillæg nr. 4, »Låneaftalen i fremmed valuta« (»tillægget«), som regulerede et lån fra OR til GR (29). Tilsynsmyndigheden vil henvise til de nævnte dokumenter som rammeaftalen og tillægget.

(15)

I henhold til rammeaftalen og tillægget skulle GR betale lånet til OR over en tilbagebetalingsperiode på tolv år og med 24 forfaldsdatoer, nemlig den 1. maj og den 1. november hvert år. På de første 14 forfaldsdatoer skulle der kun betales renter. Den første forfaldsdato for rentebetalingen var den 1. november 2007. Tilbagebetalingen af hovedstolen bør først begynde den 1. november 2014 og derefter den 1. maj og den 1. november hvert år. Den sidste forfaldsdato for både rente og hovedstol var fastsat til den 1. maj 2019.

(16)

Post- og telestyrelsen konkluderede i sin beslutning nr. 32/2008 af 30. december 2008 (30), at låneperioden i rammeaftalen og tillægget skulle afkortes fra tolv til fem år. Forfaldsdatoerne skulle svare til det, der blev aftalt i det oprindeligt underskrevne tillæg, og betalingen af hovedstolen skulle finde sted den 1. maj 2012.

(17)

Den 1. oktober 2009 undertegnede GR og OR et bilag, som ændrede varigheden af rammeaftalen og tillægget fra 12 år til fem år. Dette var i overensstemmelse med post- og telestyrelsens beslutning nr. 32/2008. I bilaget blev maj 2012 fastsat som sidste forfaldsdato, hvor låntageren skulle tilbagebetale gælden fuldt ud med påløbne renter senest den 1. maj 2012.

(18)

Den 25. november 2009 indgik GR som låntager en låneaftale i form af en kreditlinje (»kreditlinjeaftalen«) (31) med NBI Ltd. (den tidligere Landsbankinn) som långiver. Kreditlinjeaftalen beløb sig til 1 400 mio. ISK og udløb den 15. juli 2011 (32).

(19)

En klausul i kreditlinjeaftalens artikel 12, litra k), forbød låntageren at tilbagebetale afdrag og/eller renter af lån i aftalens løbetid. Dette betød, at renten i henhold til rammeaftalen og tillægget i henhold til bestemmelserne i kreditlinjeaftalen ikke kunne betales, så længe kreditlinjeaftalen stadig var i kraft.

(20)

GR's betalinger til OR i henhold til rammeaftalen og tillægget blev derfor suspenderet i kreditlinjeaftalens løbetid, nærmere bestemt indtil den 15. juli 2011. Efter denne dato ville begrænsningerne ikke længere finde anvendelse, da kreditlinjeaftalen ikke længere var i kraft.

(21)

Som långiver til GR i henhold til rammeaftalen og tillægget var OR's samtykke nødvendig, for at der kunne laves eventuelle ændringer.

(22)

Suspensionen af rentebetalinger i henhold til rammeaftalen og tillægget indebar en ændring af den oprindelige aftale mellem OR og GR. OR's samtykke — som långiver i henhold til denne aftale — var derfor nødvendig for sådanne ændringer. Den 14. oktober 2009 sendte GR en skrivelse til OR (33) med anmodning om at godkende suspensionen af rentebetalinger i henhold til rammeaftalen og tillægget (34). Dette brev præciserer også, at slutdatoen for kreditlinjeaftalen er den 15. juli 2011.

(23)

Den 16. oktober 2009 godkendte OR's bestyrelse vilkårene i kreditlinjeaftalen (35). Den 19. oktober 2009 sendte OR et brev til GR (36) med en meddelelse om, at suspensionen af rentebetalingerne var blevet godkendt. I praksis betød dette, at OR havde indvilliget i at suspendere rentebetalingerne af 1. november 2009, 1. maj 2010, 1. november 2010 og 1. maj 2011 i henhold til rammeaftalen og tillægget.

(24)

Datoerne og beløbene for de suspenderede rentebetalinger var som følger: 1. november 2009 / ISK 81 240 732, 1. maj 2010 / ISK 61 415 704, 1. november 2010 / ISK 55 994 167 og 1. maj 2011 / ISK 62 994 280.

(25)

Post- og telestyrelsen konkluderede i beslutning nr. 25/2010 af 7. september 2010 (37), at kreditlinjeaftalens artikel 12, litra k), var i strid med artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation og post- og telestyrelsens tidligere beslutninger af 13. november 2006 nr. 10/2006 og af 30. december 2008 nr. 32/2008. Ved beslutning nr. 25/2010 pålagde post- og telestyrelsen GR at betale renter til OR i overensstemmelse med rammeaftalen og tillægget.

(26)

På det tidspunkt, hvor post- og telestyrelsens beslutning nr. 25/2010 blev truffet, overholdt GR allerede de forpligtelser, der var pålagt ved denne beslutning, da GR allerede havde foretaget de to pågældende rentebetalinger til OR. Nærmere bestemt blev rentebetalingen af 1. november 2009 foretaget den 16. december 2009 (44 dage efter suspensionen af betalingen), og rentebetalingen den 3. maj 2010 blev betalt den 30. august 2010 (120 dage efter suspensionen af betalingen) (38). Som forklaret af de islandske myndigheder foretog GR disse rentebetalinger forud for vedtagelsen af post- og telestyrelsens beslutning nr. 25/2010 på grundlag af sin korrespondance med post- og telestyrelsen vedrørende anvendelsen af artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation (39).

(27)

De to andre rentebetalinger med forfald den 1. november 2010 og den 1. maj 2011 blev aldrig suspenderet, da post- og telestyrelsens beslutning blev vedtaget før forfaldsdatoen for disse rentebetalinger.

(28)

Post- og telestyrelsen pålagde ikke i nogen af sine beslutninger GR at beregne og betale renter, der var påløbet i perioden med suspension af de pågældende rentebetalinger, og GR gjorde det heller ikke i praksis.

(29)

I indledningsbeslutningen, betragtning 97, indtog Tilsynsmyndigheden det foreløbige standpunkt, at GR havde opnået en fordel som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ved ikke at betale markedsrenter af den fordel, som virksomheden opnåede ved den midlertidige suspension af rentebetalingerne.

(30)

Den 28. april 2006 undertegnede OR og Ölfus kommune (»Ölfus«) en aftale (»ORF-aftalen«) (40) om oprettelse af Ölfus Revegetation Fund (»ORF«).

(31)

I henhold til ORF-aftalen forpligtede OR sig til at foretage årlige betalinger på 12,5 mio. ISK i seks år til ORF. Formålet med ORF, som det fremgår af ORF-aftalen, var at genoprette vegetationen på arealer i kommunen, der var forstyrret af kraftværker, samt generelt at forbedre arealerne i kommunen. I ORF-aftalen forpligtede OR sig endvidere til at støtte opbygningen af et fiberoptisk net i Ölfus.

(32)

Den 25. oktober 2007 godkendte Ölfus oprettelsen af ORF som en fond med særskilt ledelse, og Ölfus anførte i godkendelsesbeslutningen, at Ölfus var eneejer af ORF. ORF havde en bestyrelse bestående af tre medlemmer. To af dem blev udpeget af Ölfus og en af OR. Beslutninger truffet af bestyrelsen for ORF blev truffet i henhold til reglen om flertalsafstemning, som også er det generelle princip om afstemning i henhold til islandsk lovgivning (41).

(33)

Den 31. januar 2014 undertegnede OR og Ölfus en aftale om afslutning af projekter i henhold til ORF-aftalen. I henhold til aftalen gav OR afkald på alle rettigheder og overdrog disse samt pligten til at administrere og ansvaret for ORF til Ölfus (42).

(34)

Den 31. januar 2014 indgik GR og Ölfus en aftale om udlægning af et fiberoptisk bredbåndsnet, som skal drives inden for Ölfus (herefter »aftalen om fiberoptiske bredbåndsnet fra 2014«). I henhold til aftalens artikel 8 skulle Ölfus betale for udlægning, drift, administration og levering af tjenester på dette bredbåndsnet. Navnlig skulle Ölfus betale 80 mio. ISK i tre rater fra den 1. juni til den 1. august 2014 (43). Andre omkostninger og udgifter til udlægning og drift af nettet skulle afholdes af GR.

(35)

I en pressemeddelelse af 5. februar 2014 bebudede Ölfus at opløse ORF og omlægge dens midler (44).

(36)

Den 23. maj 2014 vedtog Ölfus en beslutning om opløsning af ORF. Ifølge beslutningen havde Ölfus ubetinget ret til at tildele kapital fra de tidligere ORF-midler til andre projekter i kommunen (45).

(37)

Den 2. juni 2015 vedtog post- og telestyrelsen beslutning nr. 11/2015 (46), hvori den vurderede, om de tidligere ORF-midler, der oprindeligt hidrørte fra OR, var blevet tildelt GR ved en aftale mellem Ölfus og GR. Post- og telestyrelsen vurderede også, om Ölfus havde overdraget ejendomsretten til bredbåndsnettet til GR i strid med artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation.

(38)

Post- og telestyrelsen besluttede, at GR skulle tilbagebetale Ölfus betalingerne i henhold til aftalen om fiberoptiske bredbåndsnet fra 2014. Post- og telestyrelsen foreslog enten kontant tilbagebetaling eller alternativt at tildele Ölfus en ejerandel i bredbåndsnettet. I sidstnævnte tilfælde skal værdien af ejerandelene svare til Ölfus' kapitalindskud i henhold til aftalen, når den krævede forrentning sker på markedsvilkår (47).

(39)

Efter drøftelser med post- og telestyrelsen om overholdelse af beslutning nr. 11/2015 forelagde GR den 3. december 2015 et udkast til aftale om ejerskab, drift og leje af bredbåndsnettet for post- og telestyrelsen. Efter flere yderligere udvekslinger mellem post- og telestyrelsen og GR (48) konkluderede post- og telestyrelsen ved brev af 26. maj 2016 (49), at aftaleudkastet var i overensstemmelse med artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation. Post- og telestyrelsen var også af den opfattelse, at de pågældende midler blev ydet til GR af Ölfus og ikke af OR (50).

(40)

Den 25. november 2016 undertegnede Ölfus og GR en aftale om ejerskab, drift og leasing af bredbåndsnet (51). Aftalens indhold svarer til indholdet af det udkast, som post- og telestyrelsen vurderede. Aftalens artikel 2 bestemmer, at kapitalindskuddet skal tilbagebetales i form af ejerandele i nettet på grundlag af den del af Ölfus' bidrag, som Ölfus har ydet til udlægningen (52).

(41)

I indledningsbeslutningen var Tilsynsmyndigheden foreløbig af den opfattelse, at GR havde opnået en fordel ved indirekte at have modtaget midler fra OR til udlægning af et fiberoptisk kabelnet i Ölfus. Midlerne er de midler, der er beskrevet i afsnit 2.4.2.

(42)

Ved brev af 20. april 2015 (53) og 7. juli 2015 (54) spurgte GR, og post- og telestyrelsen bekræftede, at førstnævntes deltagelse i en likviditetspulje drevet af OR ville være i overensstemmelse med artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation.

(43)

Den 1. december 2016 undertegnede GR og OR en aftale, der gav GR adgang til likviditetspuljen (55).

(44)

Den 20. marts 2019 konkluderede post- og telestyrelsen i sin beslutning nr. 3/2019 (56), at den kortfristede långivning til GR fra OR's likviditetspulje ikke var i overensstemmelse med artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation. Post- og telestyrelsen fandt, at lånet i likviditetspuljen ved ikke at afspejle markedsvilkårene var i strid med post- og telestyrelsens beslutning nr. 10/2006 (57) af 13. november 2006 og dermed artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation.

(45)

I indledningsbeslutningen var Tilsynsmyndigheden foreløbig af den opfattelse, at GR havde opnået en fordel ved at have modtaget et kortsigtet lån fra OR via den fælles likviditetspulje.

(46)

Foranstaltning 4 vedrører udskiftning af OR-lån til GR-lån med lån fra private långivere. De omhandlede lån fra private långivere indeholdt en betingelse om, at et fald i OR's ejerskab i GR til under 50 % gav långiveren ret til at kræve tilbagebetaling, opsige låneaftalen eller erklære lånet forfaldent (»klausulen om ændring af kontrol«). Ifølge klageren var de rentesatser, som private långivere anvendte, løbende blevet fastsat under markedsniveauet som følge af denne klausul.

(47)

I sin beslutning nr. 3/2019 fandt post- og telestyrelsen, at private långivere ved denne klausul knyttede ejerskabet af OR til låneaftalerne for at minimere sandsynligheden for misligholdelse (58). Post- og telestyrelsen fandt derfor, at klausulen kunne føre til mere fordelagtige lånevilkår (59).

(48)

I sidste ende besluttede post- og telestyrelsen, at GR's låneaftaler med private långivere ikke kunne indeholde en klausul om ændring af kontrol. I indledningsbeslutningen, betragtning 97, vurderede Tilsynsmyndigheden foreløbig, at GR kunne have opnået en fordel ved at medtage klausulen om ændring af kontrol med private långivere.

(49)

De islandske myndigheder påpeger i deres bemærkninger, at det kun var de to rentebetalinger, der rent faktisk var suspenderet den 2. november 2009 og den 3. maj 2010. Disse rentebetalinger blev endelig foretaget henholdsvis 44 og 120 dage efter forfaldsdatoen. Ingen betalinger fra OR er siden blevet suspenderet eller er afveget fra låneaftalernes vilkår og betingelser.

(50)

Den pågældende foranstaltning vedrører ikke at betale markedsrenter af den fordel, som OR opnåede ved en midlertidig suspension af rentebetalingerne. De islandske myndigheder anerkender, at den fritager låntageren for en økonomisk byrde og frigør kapital, der ellers ville blive anvendt til betalingerne, og som i princippet kunne udgøre en fordel.

(51)

Ifølge de islandske myndigheders beregninger af de to faktisk suspenderede rentebetalinger indtil betalingsdatoen beløber renten, der er beregnet ved hjælp af rentesatsen i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for referencesatser og diskonteringssatser (60), sig til 13 212 965 ISK/94 588 EUR. De islandske myndigheder mente, at dette beløb udgjorde de minimis-støtte (61). De islandske myndigheder har også bekræftet, at der ikke blev ydet anden de minimis-støtte til støttemodtageren.

(52)

De islandske myndigheder hævder også, at den 10-årige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 15 i del II i protokol 3, blev overskredet. Da de suspenderede rentebetalinger blev betalt den 16. december 2009 og den 30. august 2010, er de islandske myndigheder af den opfattelse, at forældelsesfristen for foranstaltning 4 var udløbet. Efter deres opfattelse kan kommunikation med Tilsynsmyndigheden i kølvandet på klagerens brev af 26. oktober 2016 ikke betragtes som en handling fra Tilsynsmyndighedens side, der afbryder forældelsesfristen.

(53)

I deres bemærkninger anfører de islandske myndigheder, at foranstaltningen ikke kan tilregnes OR. OR spillede ikke en direkte eller indirekte rolle (f.eks. gennem ORF's bestyrelse) i opløsningen og afhændelsen af ORF. Det var Ölfus snarere end OR, der traf beslutning om betaling af 80 mio. ISK til GR.

(54)

De islandske myndigheder mener, at Tilsynsmyndigheden med urette anførte, at OR havde fælles kontrol over ORF sammen med kommunens repræsentanter (62), da beslutningen fra ORF's bestyrelse blev truffet ved flertalsafstemning, uden at OR's repræsentant havde vetoret. Det var også med urette, at Tilsynsmyndigheden anførte, at ORF i 2014 besluttede at anvende sine midler til at finansiere udlægningen af et fiberoptisk net (63). Ölfus kommune havde som eneejer af ORF besluttet at opløse sidstnævnte og råde over selskabets midler. De islandske myndigheder bemærker, at post- og telestyrelsen også mente, at midlerne blev indbetalt af kommunen (64).

(55)

Desuden mener de islandske myndigheder, at den pågældende foranstaltning under alle omstændigheder blev tilbagebetalt, og at statsstøtten derfor allerede er blevet tilbagebetalt. Tilbagebetalingen blev foretaget i overensstemmelse med post- og telestyrelsen beslutning nr. 11/2015, og beløbet blev tilbagebetalt fuldt ud af GR til Ölfus kommune. Dette omfatter både hovedstolen af hver enkelt betaling og afkastet på markedsvilkår. De islandske myndigheder anfører, at dette afspejles i ejerandelen af nettet, som udgør 78 % ejerskab til Ölfus kommune.

(56)

Hvis Tilsynsmyndigheden mener, at foranstaltningen ikke blev fuldt tilbagebetalt, anfører de islandske myndigheder, at foranstaltningen er forenelig med EØS-aftalens funktion, enten i henhold til artikel 59, stk. 2, eller artikel 61, stk. 3, litra c). De islandske myndigheder anfører i forbindelse med begge disse artikler, at der forelå markedssvigt i Ölfus' landdistrikter, da ingen af parterne havde givet udtryk for planer om eller vilje til selvstændigt at etablere og drive bredbåndsnet i området inden for en periode på tre år.

(57)

I deres bemærkninger anfører de islandske myndigheder, at post- og telestyrelsen ikke tog hensyn til de kumulative betingelser for statsstøtte i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Selv om post- og telestyrelsen fokuserede på formelle krav til låneaftaler mellem forretningsmæssigt forbundne enheder som OR og GR, vurderede den ikke, om lånet gav GR en fordel, der ikke var tilgængelig på markedet.

(58)

De islandske myndigheder fremfører, at ved fastsættelsen af likviditetspuljens lånevilkår matchede OR og GR markedsrenten og betalingsbetingelserne i overensstemmelse med post- og telestyrelsens brev af 7. juli 2015.

(59)

Mere præcist baserede OR og GR renten på lån i likviditetspuljen på vilkårene for [...], som er GR's forretningsbank. I december 2016 fastsatte [...] renten for lignende lån til [...] (65) svarende til renten på [...] (66) for GR's lån i likviditetspuljen. Desuden havde [...] i december 2016 givet GR et tilbud (67) om finansiering af lån med [...], som førte til indgåelse af en egentlig låneaftale den 28. december 2016 (68).

(60)

Ifølge de islandske myndigheder var vilkårene og rentesatserne for lånene derfor på markedsvilkår, og GR's adgang til og udnyttelse af likviditetspuljen gav ikke virksomheden en fordel.

(61)

Ifølge de islandske myndigheder er klausulen om ændring af kontrol en standardkontraktbestemmelse i låneaftaler, og den blev ikke specifikt udarbejdet med henblik på OR og GR. De islandske myndigheder afgav også en juridisk udtalelse, hvori de anså klausulen for at være almindelig i låneaftaler i Island og Europa.

(62)

De islandske myndigheder mener, at tilsynsmyndighedens antagelse om, at klausulen om ændring af kontrol beroliger långiverne, er ubegrundet. Enhver foranstaltning, som OR har til rådighed for at bistå GR med at tilbagebetale nødlidende lån (69), er genstand for grundig kontrol og forudgående godkendelse af post- og telestyrelsen i henhold til artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation. Ejerskab giver derfor ikke sikkerhed for, at moderselskabet griber rettidigt og effektivt ind over for en långiver. Manglen på panterettigheder eller garantier i GR's låneaftaler er også et yderligere tegn på, at långivere betragter GR som en uafhængig debitor på grundlag af virksomhedens økonomiske situation, aktiviteter og fremtidsudsigter.

(63)

De islandske myndigheder mener derfor, at der skal fremlægges dokumentation for, at der er reel og faktisk årsagssammenhæng mellem ejerskab og lavere eller unormale rentesatser, præmie- og/eller betalingsbetingelser.

(64)

Ifølge de islandske myndigheder gennemførte post- og telestyrelsen ingen benchmarking. GR havde derimod forelagt post- og telestyrelsen en detaljeret analyse af de kreditvilkår, der blev tilbudt GR, og sammenlignede dem med de kreditvilkår, der tilbydes lignende virksomheder på kreditmarkederne.

(65)

Ifølge denne benchmarkinganalyse medførte klausulen om ændring af kontrol ikke nogen fordel for GR. Ændringen af kontrollen havde ikke den påståede virkning at sikre GR bedre rentespænd, end virksomheden ville have haft uden ejerskabet af OR. Tværtimod viste analysen, at låneaftalen var på markedsvilkår. De islandske myndigheder påpeger også, at post- og telestyrelsen havde konkluderet, at spændet (70) for GR svarede til det, der blev tilbudt teleselskaber, der blev anvendt i post- og telestyrelsens benchmarking.

(66)

De islandske myndigheder påpeger også, at post- og telestyrelsen i sin beslutning nr. 3/2019 forbød medtagelsen af klausulerne om ændring af kontrol i GR's nye låneaftaler. Efter vedtagelsen af post- og telestyrelsens beslutning nr. 3/2019 indgik GR den 21. juni 2019 en ny låneaftale med en privat långiver, uden at renteniveauet blev påvirket af fjernelsen af klausulen om ændring af kontrol. De islandske myndigheder hævder derfor, at klausulen ikke havde den virkning, som post- og telestyrelsen påstår, og at låneaftalerne var på markedsvilkår.

(67)

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, har følgende ordlyd: »Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«

(68)

En foranstaltning udgør således statsstøtte efter denne bestemmelse, hvis følgende betingelser er opfyldt: i) foranstaltningen skal være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler, ii) den skal give en virksomhed en fordel, iii) den skal begunstige visse virksomheder (selektivitet), og iv) den skal kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen (71).

(69)

Forud for vurderingen af foranstaltningen bemærker Tilsynsmyndigheden, at i modsætning til de islandske myndigheders bemærkninger, der er sammenfattet i betragtning (52), er forældelsesfristen for foranstaltning 1 ikke udløbet.

(70)

I henhold til artikel 15, stk. 1, i del II i protokol 3 er Tilsynsmyndighedens beføjelser til at tilbagegive støtte underlagt en forældelsesfrist på ti år. I henhold til artikel 15, stk. 2, i del II i protokol 3 løber forældelsesfristen fra den dag, hvor den ulovlige støtte tildeles støttemodtageren som individuel støtte. Endvidere afbryder enhver handling, der træffes af Tilsynsmyndigheden med hensyn til ulovlig støtte, forældelsesfristen. Tilsynsmyndigheden mener, at foranstaltning 1 blev ydet den 16. oktober 2009 (se afsnit 4.3.1 nedenfor). Ved brev af 28. november 2016 (72) videresendte Tilsynsmyndigheden klagen og de yderligere oplysninger, den modtog, til de islandske myndigheder med henblik på bemærkninger. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at forældelsesfristen for foranstaltning 1 ikke er udløbet på tidspunktet for vedtagelsen af den nuværende beslutning.

(71)

På grundlag af de kendsgerninger og argumenter, der er fremført i sagen, finder Tilsynsmyndigheden det desuden hensigtsmæssigt at indlede vurderingen af foranstaltningen med en analyse af, om den opfylder betingelserne for de minimis-støtte og derfor ikke udgør statsstøtte, da foranstaltningen anses for ikke at opfylde alle de kumulative kriterier i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(72)

Tilsynsmyndigheden har besluttet, at mindre støttebeløb på visse betingelser ikke anses for at opfylde alle kriterierne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og derfor ikke er omfattet af anmeldelsesproceduren. En sådan de minimis-støtte kan anses for ikke at påvirke samhandelen mellem EØS-staterne og for ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

(73)

Af de grunde, der er anført i betragtning 76-79 nedenfor, mener Tilsynsmyndigheden, at betingelserne for at vurdere, om foranstaltning 1 udgør de minimis-støtte, er fastsat i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (»de minimis-forordningen fra 2013«) som indarbejdet i EØS-aftalen (73).

(74)

Foranstaltning 1 vedrører de rentebetalinger med forfald den 1. november 2009, den 1. maj 2010, den 1. november 2010 og maj 2011, og som blev suspenderet af OR's bestyrelse, der indvilligede i at undertegne kreditlinjeaftalen den 16. oktober 2009 (jf. betragtning (23)).

(75)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at post- og telestyrelsen i beslutning nr. 25/2010 fandt, at rentebetalingerne ikke kunne suspenderes (se punkt (25)). Følgelig var det kun de to første rentebetalinger, der lå forud for post- og telestyrelsens beslutning, der rent faktisk blev suspenderet. Disse faktisk suspenderede rentebetalinger blev i sidste ende gennemført henholdsvis den 16. december 2009 (44 dage efter suspensionen af betalingen) og den 30. august 2010 (120 dage efter suspensionen af betalingen). Da disse betalinger blev foretaget, var der allerede akkumuleret renter af de suspenderede beløb, og de blev ikke tilbagebetalt.

(76)

I henhold til artikel 8 i de minimis-forordningen fra 2013 træder forordningen i kraft den 1. januar 2014. De minimis-forordningen fra 2013 blev indarbejdet i EØS-aftalen ved en afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg den 16. maj 2014 og trådte i kraft i EØS den 17. maj 2014 (74). Forordningen trådte derfor i kraft, efter at foranstaltningen var blevet indrømmet.

(77)

Artikel 7, stk. 1, i de minimis-forordningen fra 2013 bestemmer, at forordningen finder anvendelse på støtte, der er ydet inden dens ikrafttræden, hvis støtten opfylder alle betingelserne i forordningen. Støtte, der ikke opfylder disse betingelser, vurderes af Kommissionen i henhold til de relevante rammebestemmelser, retningslinjer og meddelelser.

(78)

Desuden finder de minimis-forordningen fra 2013 anvendelse på støtte til virksomheder i alle sektorer med de undtagelser, der er opregnet i forordningens artikel 1, litra a)-e). Da disse undtagelser ikke finder anvendelse i dette tilfælde, mener Tilsynsmyndigheden, at foranstaltning 1 falder ind under anvendelsesområdet for de minimis-forordningen fra 2013.

(79)

På denne baggrund vil Tilsynsmyndigheden vurdere, om foranstaltning 1 udgør de minimis-støtte i henhold til de minimis-forordningen fra 2013 i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i nævnte forordning.

(80)

Bestyrelsen for OR accepterede suspensionen af rentebetalingerne den 16. oktober 2009 i henhold til rammeaftalen og tillægget (se punkt (23)).

(81)

Det følger af artikel 3, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2013, at støtte anses for at være ydet »på det tidspunkt, hvor virksomheden har opnået ret til at modtage støtten i henhold til gældende national ret, uanset datoen for udbetalingen af de minimis-støtten til virksomheden« .

(82)

I henhold til islandsk lovgivning vil der kun blive betalt almindelige rentesatser for pengefordringer, der følger af en aftale, sædvane eller lov (75). Hvis dette ikke er tilfældet, vurderes det, at der ikke er nogen forpligtelse til at betale almindelig rente (76). Da parterne besluttede at suspendere rentebetalingerne, var de ikke enige om, at der skulle påløbe renter af disse suspensioner. Med andre ord havde GR ingen kontraktlig forpligtelse til at betale renter af de suspenderede rentebetalinger, og dette fulgte heller ikke af sædvane eller lov. Støtten blev derfor efter Tilsynsmyndighedens opfattelse ydet på det tidspunkt, hvor bestyrelsen for OR besluttede at suspendere rentebetalingerne.

(83)

Tilsynsmyndigheden mener derfor, at foranstaltning 1 blev ydet den 16. oktober 2009.

(84)

I artikel 2, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2013 er det fastsat, at »den samlede de minimis-støtte ydet af en medlemsstat til en enkelt virksomhed [ikke] må [...] overstige 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår« .

(85)

Ifølge artikel 4, stk. 1, i de minimis-forordningen fra 2013 finder forordningen kun anvendelse på støtte, hvis bruttosubventionsækvivalent kan forudberegnes præcist, uden at det er nødvendigt at foretage en risikovurdering (»gennemsigtig støtte«).

(86)

Foranstaltning 1 svarer heller ikke til de støtteinstrumenter, der er specificeret i artikel 4, stk. 2-6, i de minimis-forordningen fra 2013 (77). I henhold til forordningens artikel 4, stk. 7, betragtes støtte i form af andre instrumenter som gennemsigtig de minimis-støtte, hvis instrumentet indeholder en øvre grænse, der sikrer, at det relevante loft ikke overstiges.

(87)

Tilsynsmyndigheden gentager, at den 16. oktober 2009, dvs. datoen for tildeling af foranstaltning 1, suspenderede OR fire rentebetalinger. Tilsynsmyndigheden bemærker, at OR på daværende tidspunkt ikke vidste, at post- og telestyrelsen ville gribe ind i beslutning nr. 25/2010 af 7. september 2010 og ikke tillade suspension af rentebetalinger (jf. punkt (23)). Derfor omfattede OR's beslutning om suspension den 16. oktober 2009 alle fire rentebetalinger (jf. punkt (24)). Tilsynsmyndigheden mener derfor, at der ved vurderingen af, hvorvidt foranstaltning 1 er i overensstemmelse med reglerne om den samlede de minimis-støtte, og om den er gennemsigtig (artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 7, i de minimis-forordningen fra 2013), skal beregnes renter af alle fire suspenderede rentebetalinger.

(88)

Med hensyn til varigheden af suspensionsperioderne for de fire rentebetalinger var suspensionen af disse betalinger baseret på bestemmelserne i kreditlinjeaftalen. De suspenderede rentebetalinger skulle derfor betales senest på kreditlinjeaftalens forfaldsdatoer.

(89)

Det følger af ovenstående, at det på datoen for støttetildelingen (16. oktober 2009) var muligt at beregne det nøjagtige rentebeløb, der ville blive akkumuleret på de suspenderede rentebetalinger — fra støttetildelingstidspunktet til udløbet af kreditlinjeaftalen. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at foranstaltning 1 kan betragtes som gennemsigtig støtte i henhold til artikel 4, stk. 1, i de minimis-forordningen fra 2013. Da varigheden af suspensionen af rentebetalingerne desuden blev fastsat til en bestemt periode, er foranstaltning 1 også i overensstemmelse med artikel 4, stk. 7, i de minimis-forordningen fra 2013.

(90)

Med hensyn til forordningens krav om at vurdere overholdelsen af de minimis-støtteloftet for en »enkelt virksomhed« (78) har de islandske myndigheder bekræftet, at ingen anden virksomhed, der kontrolleres af Reykjavik kommune, eller deres datterselskaber, har modtaget de minimis-støtte i nogen periode på tre regnskabsår, i dette tilfælde 2007-2011. Det er derfor kun rentebeløbet beregnet på suspensionsperioderne for de fire pågældende rentebetalinger (79), der er relevante for vurderingen af, om de minimis-støtteloftet i artikel 3, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2013 er overholdt.

(91)

Tilsynsmyndigheden beregner de minimis-støtten på grundlag af følgende elementer: beløbene for de suspenderede rentebetalinger, det antal dage, hvor rentebetalingerne var suspenderet, og de rentesatser, der blev anvendt til at låne de suspenderede beløb i suspensionsperioderne på markedet.

(92)

Ifølge oplysningerne fra de islandske myndigheder er den markedsrente, der skal anvendes i dette tilfælde, 11,45 %, hvilket også anvendes i kreditlinjeaftalen mellem GR og en privat långiver. Denne rentesats er baseret på den foretrukne basisrentesats K-1 på 10,45 %, hvortil der blev lagt 100 basispoint (80). Tilsynsmyndigheden mener, at dette renteniveau er tilstrækkeligt til at beregne de minimis-støttens størrelse. Navnlig blev denne rente tilbudt GR af en privat långiver for et lignende lån på det relevante tidspunkt. Tilsynsmyndigheden bemærker også, at den referencesats, der blev anvendt som reference for markedsrenten, under alle omstændigheder var lavere i oktober 2009 (dvs. 7,67 %).

(93)

Renterne af de suspenderede betalinger med henblik på at vurdere de minimis-støttens størrelse beregnes derfor som følger:

Renter af suspensionen af rentebetalinger med forfald den 1. november 2009

Renter af suspensionen af rentebetalinger med forfald den 1. maj 2010

Renter af suspensionen af rentebetalinger med forfald den 1. november 2010

Renter af suspensionen af rentebetalinger med forfald den 1. maj 2011

(94)

På grundlag af ovenstående beløber den samlede de minimis-støtte under foranstaltning 1 sig til 184 924 EUR.

(95)

I henhold til artikel 2, stk. 6, i de minimis-forordningen fra 2013 og med henblik på lofterne i stk. 2 skal støtten udtrykkes som et kontant tilskud. Alle anvendte tal skal være brutto, dvs. før eventuelt fradrag af skat eller andre afgifter. Hvis støtten ydes som andet end tilskud, skal støttebeløbet være støttens bruttosubventionsækvivalent. Det følger også heraf, at støtte, der udbetales i flere rater, tilbagediskonteres til dens værdi på tildelingstidspunktet. Den rentesats, der anvendes til tilbagediskonteringsformål og til beregning af bruttosubventionsækvivalenten, er den gældende referencesats på støttetidspunktet.

(96)

I dette tilfælde blev støtten ydet i form af suspension af fremtidige rentebetalinger den 16. oktober 2009. Beløbet på 184 924 EUR bør derfor også tilbagediskonteres til værdien på støttetidspunktet. Selv om Tilsynsmyndigheden ikke har foretaget tilbagediskonteringen, bemærker Tilsynsmyndigheden, at tilbagediskontering ville føre til et endnu lavere støttebeløb, hvilket støtter konklusionen om, at de minimis-loftet er overholdt i dette tilfælde.

(97)

Tilsynsmyndigheden mener derfor, at støtte under foranstaltning 1 ikke overstiger det loft, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2013.

(98)

Ifølge artikel 6, stk. 1, første punktum, i de minimis-forordningen fra 2013 gælder det, at når en medlemsstat har til hensigt at yde de minimis-støtte til en virksomhed, giver den virksomheden skriftlig meddelelse om det potentielle støttebeløb (udtrykt i bruttosubventionsækvivalent) og om, at støtten er de minimis-støtte, med udtrykkelig henvisning til denne forordning og angivelse af dens titel med henvisning til Den Europæiske Unions Tidende.

(99)

I henhold til artikel 6, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2013 gælder det, at når en medlemsstat har oprettet et centralt register over de minimis-støtte med fuldstændige oplysninger om al de minimis-støtte, der er ydet af myndighederne i den pågældende medlemsstat, gælder kravet i stk. 1, første afsnit, ikke længere fra det tidspunkt, hvor registret dækker en periode på tre år.

(100)

Som forklaret af de islandske myndigheder var det centrale register over de minimis-støtte endnu ikke blevet oprettet den 16. oktober 2010. Artikel 6, stk. 1, første afsnit, finder derfor anvendelse på foranstaltning 1. Det var derfor op til de islandske myndigheder, når de havde til hensigt at yde de minimis-støtte til GR, at give sidstnævnte skriftlig meddelelse om det potentielle støttebeløb (udtrykt i bruttosubventionsækvivalent) og støttens karakter af de minimis-støtte med udtrykkelig henvisning til denne forordning og angivelse af dens titel og referencen til Den Europæiske Unions Tidende.

(101)

De islandske myndigheder har bekræftet, at GR ikke blev underrettet om hensigten om at yde de minimis-støtte i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i de minimis-forordningen fra 2013. Tilsynsmyndigheden er imidlertid af den opfattelse, at denne udeladelse ikke er til hinder for anvendelsen af de minimis-forordningen fra 2013 på foranstaltning 1 i overensstemmelse med Kommissionens fortolkning af denne forordning, som også afspejles i Kommissionens meddelelse om tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte (82) (herefter »tilbagebetalingsmeddelelsen fra 2019«).

(102)

Selv om Tilsynsmyndigheden endnu ikke har vedtaget retningslinjer, der svarer til Kommissionens meddelelse om tilbagebetaling fra 2019 (83), mener Tilsynsmyndigheden, at punkt 100 og 101 om de minimis-støtte afspejler de generelle principper, som Tilsynsmyndigheden anvender, med de fornødne ændringer.

(103)

I henhold til punkt 101 i tilbagebetalingsmeddelelsen fra 2019 kan Kommissionen acceptere, at de minimis-reglen anvendes med tilbagevirkende kraft på en støttemodtager på tre betingelser:

(104)

Ovenstående analyse viser, at med undtagelse af artikel 6, stk. 1, første punktum, opfyldte foranstaltning 1 fra det tidspunkt, hvor den blev ydet, alle de minimis-støttekravene i de minimis-forordningen fra 2013. Endvidere kan kravene i artikel 6, stk. 1, første punktum, ikke finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at foranstaltning 1 er i overensstemmelse med alle tre betingelser i punkt 101 i tilbagebetalingsmeddelelsen fra 2019, og at foranstaltning 1 derfor falder ind under de minimis-forordningen fra 2013.

(105)

På grundlag af ovenstående konkluderer Tilsynsmyndigheden, at foranstaltning 1 er i overensstemmelse med de minimis-forordningen fra 2013, og at den derfor ikke udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(106)

I indledningsbeslutningen var Tilsynsmyndigheden foreløbig af den opfattelse, at foranstaltning 2, dvs. modtagelse af midler indirekte fra OR til udlægning af et fiberoptisk kabelnet i Ölfus kommune, opfyldte alle kriterierne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og derfor udgjorde statsstøtte (86).

(107)

Ved vurderingen af klagens omfang og dermed ved fastlæggelsen af indledningsbeslutningens anvendelsesområde fandt Tilsynsmyndigheden, at klagen vedrørte påstået statsstøtte, der udelukkende blev ydet af OR til GR på forskellige måder (87). Både i den oprindelige klage og i de følgende bemærkninger har klageren konsekvent givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til at træffe forskellige foranstaltninger fra OR's side til fordel for GR (88). Dette er også tilfældet for foranstaltning 2.

(108)

Begrænsningen af indledningsbeslutningens anvendelsesområde til foranstaltninger udelukkende truffet af OR fremgår også af afsnit 6 heri. I betragtning 57 i indledningsbeslutningen overvejede Tilsynsmyndigheden således, at alene den omstændighed, at en foranstaltning er vedtaget af en offentlig virksomhed, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at tilregne den til staten. På samme måde anførte Tilsynsmyndigheden i betragtning 58 i indledningsbeslutningen, at »Tilsynsmyndigheden derfor i lyset af ovennævnte indikatorer skulle vurdere, om OR i forhold til GR handlede som en selvstændig enhed uden indflydelse fra sine ejere, eller om dens handlinger kan tilregnes de islandske myndigheder, dvs. Reykjavík kommune og kommunerne Akranes og Borgarbyggð«.

(109)

I betragtning 63 i indledningsbeslutningen fandt Tilsynsmyndigheden endvidere, at Tilsynsmyndigheden i lyset af OR's juridiske status, bestyrelsens sammensætning og de generelle omstændigheder, der er beskrevet ovenfor, ikke kan udelukke, at foranstaltningerne kan tilregnes staten, og at de indebærer overførsel af statsmidler, hvis og i det omfang de giver GR fordele. I betragtning 64 i indledningsbeslutningen opfordrede Tilsynsmyndigheden de islandske myndigheder til at fremsætte bemærkninger til spørgsmålet om tilregnelse. Tilsynsmyndigheden begrænsede derfor vurderingen af tilregnelsen til OR og dens forbindelse til Reykjavík kommune og kommunerne Akranes og Borgarbyggð frem for nogen anden enhed såsom Ölfus eller ORF.

(110)

På grundlag af ovenstående mener Tilsynsmyndigheden, at anvendelsesområdet for indledningsbeslutningen er begrænset til foranstaltninger, herunder foranstaltning 2, der udelukkende træffes af OR.

(111)

I henhold til fast retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) vedrørende den formelle undersøgelsesfase i statsstøtteproceduren er »Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF [...] forpligtet til at give de interesserede parter adgang til at fremsætte deres bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure [...]. Denne bestemmelse udgør et væsentligt formkrav. […]« (89). Tilsynsmyndigheden bemærker, at artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde svarer til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3.

(112)

Domstolen har endvidere fastslået, at »[i] henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 skal indledningsafgørelsen sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en foreløbig vurdering fra Kommissionens side og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked. Inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure uddybes og belyses de spørgsmål, der rejses i indledningsafgørelsen [...]. Det er derimod nødvendigt, at Kommissionen uden at være forpligtet til at foretage en fuldstændig vurdering af den omhandlede støtte giver en tilstrækkelig beskrivelse af rammerne for dens undersøgelse med henblik på ikke at gøre de interesserede parters ret til at fremkomme med deres bemærkninger indholdsløs [...]. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at de interesserede parter får kendskab til Kommissionens ræsonnement for midlertidigt at anse den omhandlede foranstaltning for at være ny støtte, der er uforenelig med det indre marked [...]« (90). Artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 (91) svarer til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3.

(113)

Retten fastslog endvidere, at »[h]eraf følger, at artikel 4 i forordning 2015/1589, som finder anvendelse i medfør af den nævnte forordnings artikel 15, stk. 1, vedrørende Kommissionens afgørelser om ulovlig statsstøtte således fastsætter en udtømmende liste over afgørelser, som Kommissionen kan vedtage efter den indledende undersøgelse af den omhandlede nationale foranstaltning, hvilken liste ikke omfatter muligheden for at vedtage en afgørelse, som erklærer en national foranstaltning for forenelig med det indre marked, uden at Kommissionen først har taget stilling til kvalificeringen af denne foranstaltning som statsstøtte. Navnlig bestemmer artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589, at Kommissionen kan erklære, at en foranstaltning er forenelig med det indre marked »for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF« (92). Artikel 4 og 15 i forordning 2015/1589 (93) svarer til artikel 4 og 13 i del II i protokol 3.

(114)

Tilsynsmyndighedens vurdering af foranstaltning 2 er baseret på anvendelsesområdet for indledningsbeslutningen og ovennævnte principper, der følger af veletableret retspraksis vedrørende retten til forsvar. Tilsynsmyndigheden noterer sig også Rettens dom for så vidt angår forpligtelsen til at konkludere, om der foreligger støtte, inden en støtteforanstaltning vurderes.

(115)

Som forklaret i det foregående underafsnit var anvendelsesområdet for indledningsbeslutningen begrænset til påstået statsstøtte, der udelukkende blev ydet af OR på forskellige måder til GR (94).

(116)

I bemærkningerne til indledningsbeslutningen forklarede de islandske myndigheder, at Ölfus var forpligtet til og foretog betalinger til GR i henhold til en aftale indgået mellem de to den 31. januar 2014 (se betragtning (34)) (95). Det var også Ölfus, der havde kompetence til at opløse ORF (se betragtning (35) og (36)).

(117)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at post- og telestyrelsens udtalelser i beslutning nr. 11/2015 (se betragtning (37)) viser, at foranstaltning 2 ikke udelukkende blev truffet af OR. Post- og telestyrelsens synspunkt fremgår klart af dens konklusion i beslutning nr. 11/2015 om, at OR og Ölfus i fællesskab tildelte fondens kapital til det fiberoptiske net (96). Post- og telestyrelsens synspunkt om, at foranstaltning 2 ikke blev truffet af OR, fremgår også af post- og telestyrelsens forslag til passende foranstaltninger vedrørende tilbagebetaling af midler modtaget af GR fra ORF. Post- og telestyrelsen foreslog navnlig, at GR enten kunne tilbagebetale midlerne til Ölfus, eller at Ölfus kunne opnå en passende andel af projektet i forhold til sin investering. Tilsynsmyndigheden gentager, at post- og telestyrelsens opfattelse også er et tegn på, at foranstaltningen blev truffet af Ölfus snarere end OR, og i det mindste ikke udelukkende af OR.

(118)

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at foranstaltning 2 — i modsætning til dens foreløbige synspunkt i indledningsbeslutningen — ikke udelukkende blev truffet af OR. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at foranstaltning 2 ikke udgør en foranstaltning truffet af OR til fordel for GR.

(119)

Tilsynsmyndigheden mener, at indledningsbeslutningens anvendelsesområde er begrænset til foranstaltninger, som OR har truffet over for GR (97). Tilsynsmyndigheden konkluderer derfor ikke i denne beslutning, om foranstaltning 2 udgør statsstøtte, i det omfang foranstaltningen blev truffet af en anden person end (eller sammen med) OR.

(120)

I henhold til Rettens dom i sag T-469/20 skal Tilsynsmyndigheden desuden vurdere, om der er tale om støtte, inden en foranstaltning vurderes at være forenelig med det indre marked (jf. betragtning (113)). I denne beslutning konkluderede Tilsynsmyndigheden, at foranstaltning 2 ikke udgjorde statsstøtte ydet til GR af OR. Tilsynsmyndigheden vurderer derfor ikke de islandske myndigheders argumenter vedrørende foranstaltningens forenelighed med EØS-aftalen.

(121)

Endelig bemærker Tilsynsmyndigheden, at GR på grundlag af de islandske myndigheders argumenter synes at have tilbagebetalt en potentiel fordel ved foranstaltning 2 til Ölfus (betragtning (55)). Af de grunde, der er anført i det foregående betragtning, konkluderer Tilsynsmyndigheden imidlertid ikke i denne beslutning, om GR har tilbagesøgt en potentiel fordel ved foranstaltningen.

(122)

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at foranstaltning 2 ikke udgør statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ydet af OR til GR.

(123)

EØS' retsorden er neutral i forhold til ejendomsretlige ordninger, og den påvirker på ingen måde EØS-landes ret til at handle som økonomiske aktører (98). Som anført af Tilsynsmyndigheden i dens retningslinjer om statsstøttebegrebet er offentlige myndigheder, når de direkte eller indirekte gennemfører økonomiske transaktioner i en hvilken som helst form, imidlertid underlagt EØS-statsstøttereglerne (99).

(124)

Økonomiske transaktioner, der gennemføres af offentlige organer (herunder offentlige virksomheder), giver ikke modparten en fordel, og udgør derfor ikke statsstøtte, hvis de gennemføres på normale markedsvilkår (100). For at foretage denne vurdering har EØS-domstolene udviklet et begreb kendt som »princippet om den markedsøkonomiske aktør«. Det afgørende element i testen af den markedsøkonomiske aktør er, om de offentlige organer handlede, som en markedsøkonomisk aktør ville have gjort i en lignende situation. Om en statslig indgriben foregår på markedsvilkår, skal vurderes på et ex ante-grundlag ud fra de oplysninger, der var tilgængelige på det tidspunkt, hvor der blev taget beslutning om indgrebet (101). Hvis dette ikke er tilfældet, har den virksomhed, indgrebet kommer til gode, fået en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået på normale markedsvilkår, hvilket stiller den i en gunstigere situation end dens konkurrenter (102).

(125)

Om en transaktion foregår på markedsbetingelser, må afgøres ud fra en samlet vurdering af den pågældende transaktions virkninger for de berørte virksomheder, uden hensyntagen til, om de specifikke midler, som bruges til at gennemføre transaktionen, er tilgængelige for markedsøkonomiske aktører (103).

(126)

I denne henseende tilkommer det Tilsynsmyndigheden at foretage en samlet vurdering, som skal tage hensyn til alle de relevante beviser i sagen, som gør det muligt for den at afgøre, om GR klart ikke kunne have opnået tilsvarende ydelser hos en sammenlignelig privat aktør (104).

(127)

På samme måde som ved enhver anden transaktion kan lån ydet af offentlige organer (herunder offentlige virksomheder) indeholde statsstøtte, hvis de ikke ydes på markedsbetingelser (105). I mangel af specifikke markedsoplysninger om en given lånetransaktion kan det fastslås, om lånet er ydet på markedsbetingelser, på grundlag af en sammenligning med sammenlignelige markedstransaktioner (dvs. gennem benchmarking) (106). Det hænder ofte, at benchmarking ikke fører til nogen præcis referenceværdi, men snarere fastsætter et interval af mulige værdier ved vurdering af en række sammenlignelige transaktioner. Hvis formålet med vurderingen er at fastslå, om det statslige indgreb er foregået på markedsvilkår, vil det normalt være passende at se på middelværdierne som f.eks. gennemsnittet eller medianen af de udvalgte sammenlignelige transaktioner (107).

(128)

Tilsynsmyndighedens foreløbige synspunkt i indledningsbeslutningen var, at den test, som post- og telestyrelsen anvendte i henhold til artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation, generelt sikrer, at alle transaktioner mellem GR og OR eller andre forretningsmæssigt forbundne virksomheder foregår på markedsvilkår. Dette indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at alle foranstaltninger, der er i strid med artikel 36, også udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(129)

Post- og telestyrelsen havde fastslået, at for at sikre effektiviteten af artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation skulle begrebet »tilskud« forstås bredt, således at det omfatter alle foranstaltninger fra OR, både direkte og indirekte, som potentielt giver GR en fordel, som dens konkurrenter på markedet ikke nyder godt af (108). Dette adskiller post- og telestyrelsens fortolkning af artikel 36 fra begrebet statsstøtte i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. For at sidstnævnte kan finde anvendelse, er en simpel potentiel fordel for den pågældende virksomhed ikke tilstrækkelig.

(130)

Det er blevet bekræftet af EØS-domstolene, at Tilsynsmyndigheden ikke kan antage, at en virksomhed har modtaget en fordel, der udgør statsstøtte, ved udelukkende at lægge en negativ formodning til grund, hvilken formodning — i mangel af andre elementer, der positivt kan godtgøre, at der foreligger en sådan fordel — er baseret på det forhold, at der ikke foreligger oplysninger, der kan medføre den modsatte konklusion (109).

(131)

Kortfristet långivning baseret på likviditetspuljeaftalen mellem OR og GR synes ikke at være i overensstemmelse med det normale formål med en koncernintern likviditetspuljeaftale. En likviditetspuljeaftale har normalt til formål at forvalte den kortfristede likviditet inden for koncernen på en effektiv måde ved at give de deltagende koncernselskaber mulighed for at kombinere deres kortfristede kredit- og debetpositioner på forskellige konti på én konto. Formålet med GR's ordning for kortfristet långivning fra OR var snarere at finansiere investeringer i etablering af fiberoptiske kabelinfrastrukturer i Reykjavik-området og de nærliggende kommuner. Tilsynsmyndigheden finder det derfor mere hensigtsmæssigt at sammenligne kortfristet långivning baseret på likviditetspuljeaftalen med en regelmæssig lånetransaktion ved vurderingen af relevante benchmarktransaktioner.

(132)

Post- og telestyrelsens beslutning nr. 3/2019 fokuserer på det forhold, at manglende formalisering af den kortfristede låneaftale mellem OR og GR skaber tvivl om den effektive finansielle adskillelse af de to virksomheder, som ville sikre, at indtægter fra ikkekonkurrencebaserede sektorer ikke subsidierer GR's aktiviteter i den konkurrencebaserede telekommunikationssektor. Den omstændighed, at likviditetspuljeaftalen mangler betingelser, der normalt findes i låneaftaler mellem uafhængige parter, og den potentielle risiko for konkurrencefordrejning på dette grundlag synes at være tilstrækkelig til, at post- og telestyrelsen kan fastslå en overtrædelse af artikel 36 i loven om elektronisk kommunikation. For at EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, kan finde anvendelse, skal låntageren, nemlig GR, imidlertid have opnået en reel fordel.

(133)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at det ikke er usædvanligt, at kortfristede låneaftaler inden for en koncern formaliseres i mindre grad end mellem uafhængige virksomheder i betragtning af låntagers og långivers fælles kontrol, hvilket bl.a. reducerer de transaktionsrisici, der ellers ville være mellem uafhængige parter (110). Dette kendetegn ved koncerninterne transaktioner er ikke specifikt for offentligt ejede virksomheder. Selv om likviditetspuljeaftalen ikke regulerer spørgsmål såsom løbetid og klausuler, som normalt ville have været indeholdt i en låneaftale mellem uafhængige parter, mener Tilsynsmyndigheden ikke, at denne manglende formalisering i sig selv er i stand til positivt at fastslå, at der faktisk foreligger en fordel.

(134)

Desuden anfører klageren (111), at renten på GR-lån ikke er på markedsvilkår, der afspejler den kreditrisiko, der er forbundet med en virksomhed som GR, med et meget højt gæld/EBITDA-forhold (112). Som det var tilfældet med post- og telestyrelsens beslutning, finder Tilsynsmyndigheden, at disse oplysninger er et tegn på en potentiel fordel, men ikke en kendsgerning, der i sig selv er i stand til positivt at fastslå, at der faktisk er tale om en fordel for GR. Desuden er forholdet mellem gæld og EBITDA blot en af flere relevante faktorer, der tages i betragtning, når långivere på det private marked vurderer, hvilke rentevilkår der skal tilbydes en låntager, og hvornår kreditvurderingsbureauerne fastsætter deres kreditvurderinger (113).

(135)

Tilsynsmyndigheden har også vurderet, om yderligere relevant dokumentation sammen med de oplysninger, der er tilgængelige fra post- og telestyrelsens beslutning og klageren, er i stand til positivt at fastslå, at GR faktisk har opnået en fordel.

(136)

På grundlag af de foreliggende oplysninger er det ikke muligt at fastslå, om markedsvilkårene er overholdt direkte ved hjælp af transaktionsspecifikke markedsdata. Lånetransaktionens overensstemmelse med markedsvilkårene skal derfor vurderes på grundlag af andre tilgængelige metoder (114). En tilgængelig metode er at vurdere, om en transaktion er foregået på markedsvilkår på grundlag af de betingelser, som sammenlignelige transaktioner er blevet gennemført på af private aktører i sammenlignelige situationer (benchmarking) (115).

(137)

For at fastlægge en relevant benchmarktransaktion er det nødvendigt at lægge særlig vægt på typen af den pågældende operatør, typen af transaktion og det eller de pågældende markeder. Tidspunktet for transaktionerne er også relevant, navnlig når der er sket en betydelig økonomisk udvikling mellem afslutningen af de vurderede transaktioner (116).

(138)

Der er en stærk indikation af, at lånetransaktionen er foregået på markedsvilkår, hvis GR på det tidspunkt, hvor den kortfristede långivning baseret på aftalen om likviditetspuljen blev påbegyndt, havde adgang til sammenlignelige alternative lånetransaktioner med tilsvarende rentevilkår. Det samme gælder, hvis der kan foretages rimeligt nøjagtige justeringer for eventuelle økonomisk væsentlige forskelle mellem benchmarktransaktionerne og den kortfristede långivning baseret på likviditetspuljeaftalen. Anvendelsen af sådanne transaktioner som benchmarks har den fordel, at det ikke er nødvendigt at foretage en yderligere vurdering af den pågældende operatør- og markedstype, eftersom GR selv vil være part i benchmarktransaktionerne.

(139)

Ifølge de islandske myndigheder blev GR tilbudt to lån fra private kommercielle långivere henholdsvis den 21. og den 22. december 2016. Dette skete efter, at likviditetspuljeaftalen blev undertegnet den 1. december 2016, men før den faktiske kortfristede långivning fra regionerne i den yderste periferi til GR begyndte i januar 2017. Som forklaret af de islandske myndigheder blev vilkårene drøftet med den private långiver forud for underskrivelsen af aftalen om likviditetspuljen, og OR tog hensyn til tidligere lånetilbud fra private långivere ved fastsættelsen af spændet (117).

(140)

For det første påpeger Tilsynsmyndigheden med hensyn til lånetilbuddet af 21. december 2016 fra [...] (118), at der var tale om et bindende tilbud (119). Nedenstående tabel indeholder en sammenligning af de økonomisk mest betydningsfulde vilkår i dette lånetilbud med vilkårene i likviditetspuljeaftalen.

Tabel 1.1

Lånetilbud fra [...] i forhold til likviditetspuljeaftalen med OR

(141)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at både [...] udbuddet og likviditetspuljeaftalen har variable rentesatser, der afhænger af markedsrenten. Den Reibor-baserede likviditetspuljeaftale resulterede i en rente tæt på den ikkeindekserede primære rente på tilbuddet fra [...]. Der er i det mindste tale om en indikation af, at likviditetspuljeaftalens rentesats er aftalt på et niveau, der er acceptabelt for markedet.

(142)

Der var ikke knyttet nogen forpligtelser til likviditetspuljeaftalen, hvilket er meget almindeligt i forbindelse med koncerninterne lånetransaktioner (jf. betragtning (133)). Ved at tilslutte sig låneforpligtelserne fra [...] vil den samme kreditorbeskyttelse, der opnås ved at begrænse minimumsegenkapitalprocenten, imidlertid i vid udstrækning også komme OR til gode.

(143)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at likviditetspuljeaftalen ikke omfatter oprettelses- og tilsagnsgebyrer. Tilsynsmyndigheden mener imidlertid, at fraværet af disse gebyrer i en koncernintern likviditetspuljeaftale ikke har nogen væsentlig betydning for vurderingen af rentesatsen for sidstnævnte.

(144)

For så vidt angår oprettelsesgebyret vedrører det informationsasymmetri og dermed forbundne yderligere risici og administrative omkostninger, der ikke er til stede i en koncernintern transaktion. Med hensyn til tilsagnsgebyret vedrører det en tredjepartslångiver, der forpligter sig til at stille et vist finansieringsniveau til rådighed i hele kreditlinjeaftalens løbetid. En koncernintern likviditetspulje har imidlertid ikke sådanne karakteristika, at den ikke skal anvendes til udlån til tredjemand, og den kan til enhver tid opsiges af moderselskabet.

(145)

Selv om sådanne gebyrer ville være relevante for vurderingen af en aftale om en koncernintern likviditetspulje (hvilket ikke er tilfældet), betyder størrelsen af disse gebyrer i tilbuddet af 21. december 2016 (se tabel 1.1) ikke, at renteniveauet i likviditetspuljeaftalen ligger uden for renteintervallet på markedet. Tilsynsmyndigheden gentager, at likviditetspuljeaftalen er indgået mellem nærtstående parter, ikke er beregnet til udlån til tredjeparter og kan opsiges af moderselskabet på et hvilket som helst tidspunkt. De relevante gebyrer ville derfor formodentlig blive fastsat i en likviditetspuljeaftale på et endnu lavere niveau end i [...] tilbud af 21. december 2016.

(146)

Efter at have taget hensyn til de økonomisk mest betydningsfulde vilkår i lånetilbuddet fra [...] finder Tilsynsmyndigheden, at den faktiske rentesats, der tilbydes GR, synes at være økonomisk sammenlignelig med renten i likviditetspuljeaftalen.

(147)

Selv om lånetilbud ikke fuldt ud skal sidestilles med faktiske transaktioner som benchmarks, da de ikke har resulteret i bindende transaktioner, er et bindende tilbud ikke desto mindre en god indikator for GR's alternative udlånsmuligheder. Oplysninger om en låntagers realistisk tilgængelige alternative transaktioner vil være blandt de informationskilder, som en privat långiver typisk vil tage i betragtning, når den forhandler vilkårene i en låneaftale.

(148)

For det andet modtog GR et andet lånetilbud af 22. december 2016 fra [...], som førte til indgåelsen af en låneaftale den 28. december 2016 (se betragtning (59)). Nedenstående tabel indeholder en sammenligning af de økonomisk mest betydningsfulde vilkår i denne aftale med vilkårene i likviditetspuljeaftalen.

Tabel 1.2.

Låneaftale med [...] i forhold til likviditetspuljeaftalen med OR

(149)

Som det fremgår af tabel 1.2 ovenfor, har lånet fra [...] en anden basisrente end lånet fra likviditetspuljen. Der er dog også en forskel i spændet, der fører til det samme samlede renteniveau.

(150)

Der var ikke knyttet nogen forpligtelser til likviditetspuljeaftalen, hvilket er almindeligt i forbindelse med koncerninterne lånetransaktioner (se også betragtning (133)). Ved at tilslutte sig forpligtelserne i låneaftalen med [...] vil den samme kreditorbeskyttelse, såsom restriktioner om minimumsegenkapitalprocenten [...], [...] og [...] imidlertid i vid udstrækning også komme OR til gode.

(151)

For så vidt angår manglen på oprettelsesgebyr i likviditetspuljeaftalen finder Tilsynsmyndigheden, at et sådant gebyr ikke er relevant i en koncernintern likviditetspuljeaftale af de grunde, der er anført i betragtning (144) ovenfor. Desuden er det pågældende oprettelsesgebyr, der er aftalt mellem ikkeforbundne parter, udtrykt som en procentdel af gebyret ([...] mio. ISK) i forhold til lånebeløbet ([...] mio. ISK), kun [...] %. Som engangsgebyr ville det således under alle omstændigheder ikke føre til en væsentlig forskel mellem rentesatserne for [...] låneaftalen og likviditetspuljeaftalen (jf. også punkt (145)).

(152)

Desuden er låneaftalen med [...] et eksempel på, at en kommerciel långiver accepterer renten på [...] i GR, så længe den er [...] som beskrevet ovenfor.

(153)

Efter at have overvejet de økonomisk mest betydningsfulde vilkår i lånetilbuddet fra [...] finder Tilsynsmyndigheden, at den rentesats, der tilbydes GR, synes at være økonomisk relativt sammenlignelig med renten i likviditetspuljeaftalen eller i det mindste inden for et interval af rentesatser, som GR sandsynligvis kunne have opnået på markedet.

(154)

På grundlag af ovenstående betragtninger finder Tilsynsmyndigheden, at lånetilbuddet fra [...] af 21. december 2016 og låneaftalen med [...] af 28. december 2016 udgør en rimelig og rettidig tilkendegivelse af markedsrenter på lån, der kan sammenlignes med lånevilkårene i likviditetspuljen fra OR til GR.

(155)

Tilsynsmyndigheden mener, at ovennævnte lånetilbud og låneaftale er mere repræsentative for realistisk tilgængelige finansieringsomkostninger for GR end dem, der ville gælde i henhold til Tilbudsmyndighedens retningslinjer om referencesatser og diskonteringssatser. Satserne i henhold til disse retningslinjer er kun tilnærmede værdier, der skal anvendes i situationer, hvor det ikke er let at udpege sammenlignelige markedstransaktioner (125). Usikkerheden med hensyn til pålideligheden af denne tilnærmede sats øges yderligere af, at der er betydelig usikkerhed med hensyn til fastsættelsen af de rette inputværdier, der er nødvendige for at opnå den tilnærmede sats, dvs. fastsættelse af den korrekte vurderingsklasse og graden af sikkerhed/tab ved misligholdelse for GR.

(156)

På dette grundlag finder Tilsynsmyndigheden, at lånetilbuddet fra [...] af 21. december 2016 og låneaftalen med [...] til GR af 28. december 2016 udgør de bedste tilgængelige tilnærmede satser for markedsrenten. Tilsynsmyndigheden finder derfor, at GR ikke synes at have modtaget en økonomisk fordel, som virksomheden ikke ville have opnået under normale markedsvilkår.

(157)

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at de foreliggende oplysninger ikke positivt viser, at den kortfristede långivning baseret på likviditetspuljeaftalen med OR i perioden fra januar 2017, hvor alle lån var betalt fuldt ud ved udgangen af 2017, gav GR en fordel. De oplysninger, som Tilsynsmyndigheden råder over, tyder snarere på, at rentevilkårene afspejler normale markedsvilkår for et sammenligneligt lån. Da ikke alle betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er opfyldt, udgør foranstaltning 3 ikke statsstøtte i henhold til nævnte artikel.

(158)

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fastsætter som en af de kumulative betingelser for, at en foranstaltning kan betragtes som statsstøtte, at foranstaltningen skal være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler (se også afsnit 4).

(159)

GR er et aktieselskab, som er ejet 100 % af OR. Offentlige virksomheders midler kan udgøre statsmidler efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fordi staten kan træffe bestemmelse om anvendelsen af disses midler (126).

(160)

I tilfælde af foranstaltninger truffet af offentlige virksomheder skal det imidlertid også undersøges, om de offentlige myndigheder på den ene eller den anden måde kan anses for at have været involveret i vedtagelsen af foranstaltningen. Alene den omstændighed, at en foranstaltning er vedtaget af en offentlig virksomhed, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tilregne den til staten (127).

(161)

I forbindelse med foranstaltning 4 er OR den eneste relevante enhed, der kan have foretaget en intervention på vegne af staten til fordel for GR. Tilsynsmyndigheden gentager, at indledningsbeslutningen omfatter foranstaltninger, der udelukkende træffes af OR (se betragtning (110)).

(162)

I indledningsbeslutningen anførte Tilsynsmyndigheden, at den skulle vurdere, om OR i forhold til GR handlede som en selvstændig enhed uden indflydelse fra sine ejere, eller om dens handlinger kan tilregnes de islandske myndigheder, dvs. Reykjavík kommune og kommunerne Akranes og Borgarbyggð (betragtning 58 i indledningsbeslutningen). Tilsynsmyndigheden kunne ikke konkludere, om foranstaltningerne kunne tilregnes staten og indebar overførsel af statsmidler (betragtning 63 i indledningsbeslutningen).

(163)

Efter vedtagelsen af indledningsbeslutningen fremsendte de islandske myndigheder bemærkninger, der viste, at OR ikke var part i nogen af de relevante låneaftaler indgået mellem GR og de to private långivere (128). Der er heller ingen dokumentation for, at staten (herunder kommunerne) er involveret i forhandlingen eller godkendelsen af låneaftalerne eller klausulen om ændring af kontrol. Tilsynsmyndigheden bemærker, at ingen andre interesserede parter fremsatte bemærkninger til indledningsbeslutningen.

(164)

Tilsynsmyndigheden finder således, at OR ikke er part i eller har deltaget i forhandlingerne om klausulen om ændring af kontrol, og at der ikke er noget bevis for statens deltagelse i gennemførelsen af foranstaltning 4.

(165)

De islandske myndigheder hævdede og fremlagde dokumentation for, at klausulen om ændring af kontrol blev indført efter anmodning fra långiverne (129). De fremlagde også en udtalelse fra en juridisk ekspert om klausuler om ændring af kontrol, der almindeligvis anvendes af finansielle institutioner både i Island og mere generelt i Europa (130). Den omstændighed, at denne klausul er almindeligt anvendt i Island, anerkendes også af post- og telestyrelsen. I sin beslutning nr. 3/2019 anfægtede post- og telestyrelsen ikke GR's påstand om, at klausulen om ændring af kontrol kunne sammenlignes med standardiserede internationale aftaler. Tværtimod anerkendte post- og telestyrelsen, at kontrolklausuler er normal markedspraksis for långivere (131).

(166)

De islandske myndigheder fremlagde også dokumentation for, at fjernelsen af klausulen om ændring af kontrol ikke havde nogen indvirkning på adgangen til og rentesatsen hos en privat långiver (jf. punkt (66)). Det fremgår af udvekslingerne mellem långiveren og GR, at førstnævnte ikke havde lagt vægt på ophævelsen af klausulen om ændret kontrol (132). Drøftelserne vedrørte klart GR's finansielle aspekter, som ikke havde noget at gøre med ejerskabet.

(167)

Ifølge fast retspraksis påhviler det Tilsynsmyndigheden at bevise, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1 (133).

(168)

Som forklaret ovenfor var OR ikke part i de låneaftaler, der var relevante for foranstaltning 4, og der foreligger ingen oplysninger om, at staten var involveret i at træffe foranstaltning 4. Det ser snarere ud til, at foranstaltningen blev indført efter anmodning fra långiverne, hvilket er normal markedspraksis.

(169)

Desuden viser de foreliggende oplysninger, at klausulen om ændring af kontrol — i modsætning til Tilsynsmyndighedens foreløbige vurdering i indledningsbeslutningen — ikke førte til mere fordelagtige lånevilkår eller adgang til lånekapital for GR.

(170)

Tilsynsmyndigheden bemærker også, at der efter vedtagelsen af indledningsbeslutningen ikke blev fremsat bemærkninger, som kunne være i modstrid med Tilsynsmyndighedens vurdering af foranstaltningens tilregnelse og fordel.

(171)

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at foranstaltning 4 ikke indebærer en intervention fra staten eller gennem statsmidler, som kan tilregnes staten. Tilsynsmyndigheden mener også, at foranstaltningen ikke gav GR en fordel. Da ikke alle betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er opfyldt, udgør foranstaltning 4 ikke statsstøtte i henhold til nævnte artikel.

(172)

På grundlag af den foregående vurdering konkluderer Tilsynsmyndigheden, at foranstaltning 1 til 4 ikke udgør statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ydet af OR til GR.