Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2004/251/01

    Sag C-234/04: Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 26. maj 2004 af Landesgericht Innsbruck i sagen Rosmarie Kapferer mod Schlank Schick GmbH

    EUT C 251 af 9.10.2004, p. 1–2 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    9.10.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 251/1


    Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 26. maj 2004 af Landesgericht Innsbruck i sagen Rosmarie Kapferer mod Schlank Schick GmbH

    (Sag C-234/04)

    (2004/C 251/01)

    Ved kendelse afsagt den 26. maj 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 3. juni 2004, har Landesgericht Innsbruck i sagen Rosmarie Kapferer mod Schlank Schick GmbH forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

    A —

    Vedrørende førsteinstansens afgørelse af kompetencespørgsmålet

    1)

    Skal det i artikel 10 EF hjemlede samarbejdsprincip fortolkes således, at også en national retsinstans er forpligtet til, under de betingelser, som Domstolen opstillede i dommen i Kühne Heitz-sagen, at efterprøve og ophæve en retskraftig retsafgørelse, såfremt denne er i strid med fællesskabsretten? Er efterprøvelse og ophævelse af retsafgørelser eventuelt undergivet flere betingelser end forvaltningsretlige afgørelser?

    2)

    Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende:

    Er den i ZPO's § 534 fastsatte frist for ophævelse af retsafgørelser, der er i strid med fællesskabsretten, forenelig med princippet om fællesskabsrettens fulde virkning?

    3)

    Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende spørges endvidere:

    Er en international (henholdsvis stedlig) kompetencemangel, der ikke er afhjulpet i medfør af artikel 24 i forordning nr. 44/2001 (1), i strid med fællesskabsretten, således at de her nævnte principper medfører, at en retskraftig retsafgørelse kan tilsidesættes?

    Såfremt spørgsmål 3) besvares bekræftende:

    4)

    Skal en appelinstans efterprøve spørgsmålet om international (henholdsvis stedlig) kompetence ifølge forordning nr. 44/2001, såfremt førsteinstansens afgørelse af kompetencespørgsmålet, men ikke dens afgørelse af tvisten i hovedsagen, er retskraftig? Skal denne efterprøvelse (org. s. 3) i bekræftende fald ske ex officio eller alene, såfremt en af sagens parter nedlægger påstand herom?

    B —

    Vedrørende værneting i forbrugersager i medfør af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001:

    1)

    Har et vildledende gevinsttilsagn, der foranlediger indgåelse af en aftale, dvs. kontraktincitamentet, en tilstrækkelig nær tilknytning til den tilsigtede indgåelse af en forbrugeraftale, således at forbrugerværnetinget ifølge artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 kan finde anvendelse med hensyn til krav, afledt af kontrakten?

    Såfremt spørgsmål 1) besvares benægtende:

    2)

    Kan forbrugerværnetinget finde anvendelse med hensyn til krav, der er begrundet i skyldforhold, der ligger forud for kontraktens indgåelse, og har et vildledende gevinsttilsagn, der har virkning som kontraktincitament, en tilstrækkelig nær tilknytning til det deraf forårsagede skyldforhold, der ligger forud for kontraktens indgåelse, således at forbrugerværnetinget tillige kan finde anvendelse i disse sager?

    3)

    Kan forbrugerværnetinget alene finde anvendelse, såfremt de betingelser, som den erhvervsdrivende har stillet for deltagelse i gevinstspillet, er opfyldt, også såfremt disse betingelser ikke er væsentlige for det materielle krav ifølge § 5 i KSchG?

    Såfremt spørgsmål 1) og 2) besvares benægtende:

    4)

    Kan forbrugerværnetinget finde anvendelse ved henholdsvis et specielt lovbestemt krav i henhold til kontrakt på opfyldelse sui generis eller ved et fiktivt kontraktlignende krav på opfyldelse sui generis, (org. s. 4) der er begrundet i den erhvervsdrivendes gevinsttilsagn og forbrugerens fremsættelse af krav på gevinsten?


    (1)  EFT L 12, 2001, s. 1.


    Top