Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E001482

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1482/02 af Massimo Carraro (PSE) til Rådet. Madagaskar.

    EUT C 52E af 6.3.2003, p. 74–75 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92002E1482

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1482/02 af Massimo Carraro (PSE) til Rådet. Madagaskar.

    EU-Tidende nr. 052 E af 06/03/2003 s. 0074 - 0075


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1482/02

    af Massimo Carraro (PSE) til Rådet

    (22. maj 2002)

    Om: Madagaskar

    I de seneste to måneder har Madagaskar været på grænsen til en borgerkrig. Årsagen hertil er resultatet af valget den 16. december sidste år, som trods mange tilfælde af valgsvindel fra diktatoren Ratsirakas side blev vundet af Ravalomanana.

    Det internationale samfund har beklageligvis endnu ikke interveneret for med fasthed at fordømme de alvorlige begivenheder på Madagaskar. De missionærer og ordenssøstre fra Ursulas orden, der har været til stede på Madagaskar siden 1960, har derimod gjort en modig indsats for at beskytte menneskerettighederne og civilsamfundet.

    Kan Rådet på denne baggrund redegøre for, hvad Den Europæiske Union agter at gøre for at genindføre demokratiet og forhindre, at situationen på Madagaskar forværres?

    Kan Rådet under hensyntagen til den store og vanskelige opgave, der udføres af ursulinerinderne og af de mange europæiske missionærer på Madagaskar, forklare, hvordan Den Europæiske Union agter at støtte det arbejde, der udføres af gejstlige, som arbejder for at forsvare demokratiet og den nødlidende befolkning i konfliktområder?

    Svar

    (5. november 2002)

    EU har nøje fulgt den seneste udvikling i Madagaskar efter præsidentvalget. Den udsendte allerede den 17. april sin første erklæring, hvori den udtrykte bekymring over forværringen af situationen i Madagaskar og fordømte de stedfundne voldsepisoder og krænkelser af menneskerettighederne.

    I betragtning af at situationen synes at være gået i hårdknude, har EU med tilfredshed noteret sig det initiativ, som OAU og FN har taget med bistand fra præsident Wade, præsident Kerekou, præsident Gbagbo og præsident Chissano, og som førte til den aftale, som Didier Ratsiraka og Marc Ravalomanana undertegnede den 18. april i Dakar. Da EU konstaterede, at aftalen ikke blev gennemført, og at volden på øen tog til, udtrykte den igen den 8. maj sin beklagelse over, at visse provinsguvernører havde erklæret deres provinser uafhængige, og gentog, at EU er overbevist om, at Dakar-aftalen fortsat er den rette ramme for en løsning. Den Afrikanske Union lagde i sin afgørelse af 9. juli 2002 stærk vægt på, at der meget snart må afholdes valg og fastlægges institutionelle ordninger, som gør det muligt at sikre overgangen.

    Den Europæiske Union støttede i sin erklæring af 11. juli 2002 præsident Ravalomanana og erklærede sig rede til at støtte forberedelsen af de parlamentsvalg, denne har bebudet, samt forsoningsprocessen. EU vil i øvrigt yde et væsentligt bidrag til genopbygningen af Madagaskar.

    Den 26. juli 2002 indbød Verdensbanken og UNDP donorerne til et møde i Paris med henblik på at fremme genopbygningen af Madagaskar. Europa-Kommissionen deltog i dette møde.

    Top