92001E1139

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1139/01

af Edward McMillan-Scott (PPE-DE) til Kommissionen

(10. april 2001)

Om: Bedrageri i Kommissionens kontor for turisme

Har Kommissionen modtaget de penge, som Tzoanos og Chatillon skylder den i overensstemmelse med de domme, der er afsagt af de franske domstole i sagen sidste efterår om bedrageri i Kommissionens kontor for turisme?

I benægtende fald, hvad gør Kommissionen for at sikre, at disse penge betales?

Hvilke disciplinærforanstaltninger har Kommissionen truffet over for Kommissionens tjenestemænd, som med eller uden deres vidende har gjort bedrageri i Kommissionens kontor for turisme muligt, hvilket Tzoanos og Chatillon blev erklæret skyldig i af de franske domstole sidste år? Hvor mange af dem er blevet forfremmet eller degraderet?

Ved Kommissionen, af hvilke årsager bedragerisagen, som involverer Tzoanos og Chatillon i Kommissionens kontor for turisme, er så længe om at blive bragt for domstolen i Belgien?

Hvorfor omfattede sagen om bedrageri i Kommissionens kontor for turisme, der for nylig blev afsluttet ved de franske domstole, ikke det europæiske år for turisme og handlinger foretaget af personer i og uden for Kommissionen som påstås at have været involverede?

Hvad har Kommissionen hvis overhovedet gjort for at fratage Tzoanos dennes pension, efter at han ved de franske domstole blev dømt for bedrageri i Kommissionens kontor for turisme?

Hvilke disciplinærforanstaltninger agter Kommissionen at tage med hensyn til det nuværende og tidligere personale, som var involveret i hændelserne vedrørende Tzoanos, som var genstand for dommen mod Kommissionen i den seneste IPK-sag ved De Europæiske Fællesskabers Domstol?

Vil Kommissionen nu, hvor bedrageri i begyndelsen af 1990'erne i Kommissionens kontor for turisme er blevet bevist ved en fransk domstol, acceptere, at de erklæringer, som forskellige kommissionsmedlemmer har fremsat over for Parlamentet om, at bedrageri ikke havde fundet sted, var absolut usande; vil det på passende vis takke de personer, som i nogle tilfælde med risiko for deres karriere, afslørede Tzoanos' og Chatillons bedrageriske aktiviteter og højtstående kommissionspersonales forsøg på at benægte, hvad der er sket?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(12. september 2001)

Der verserer stadig en appelsag ved førsteinstansretten i Paris (Tribunal de première instance de Paris) vedrørende bedrageri i Kommissionens kontor for turisme. Ifølge fransk ret kan resultatet af denne sag påvirke den afsagte dom for begge de berørte tjenestemænds vedkommende, selv om den ene af dem ikke har appelleret. Dommen kan derfor endnu ikke betragtes som endelig og definitiv. Det ærede medlems udtalelse i det sidste spørgsmål om, at bedrageri i begyndelsen af 1990'erne i Kommissionens kontor for turisme er blevet bevist ved en fransk domstol, mangler derfor endnu at blive bekræftet af appelretten.

Angående de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at de skyldige beløb tilbagebetales, når dommen er endelig og definitiv: som partie civile i denne sag har Kommissionen kunnet anmode det belgiske retsvæsen om tilladelse til at indefryse pensionsbetalingerne for den tjenestemand, der anses som den hovedansvarlige, med henblik på senere inddrivelse afhængigt af den dom, Tribunal de première instance de Paris afsiger. Det vil give mulighed for delvis inddrivelse af det skyldige beløb. Den 28. juni 2001 gav førsteinstansretten i Bruxelles tilladelse til indefrysning, som der var anmodet om, af 1 150 000 EUR. Det indledende forhør i forbindelse med appelsagen i Paris fandt sted i januar 2001, og der forventes tidligst dom i sagen ved årets udgang. Kommissionen kan ikke træffe beslutning om yderligere skridt for at få hele beløbet tilbagebetalt, før dommen er endelig og definitiv. Til den tid vil Kommissionen overveje forskellige relevante punkter og især spørgsmålet om, hvorvidt den skal påberåbe sig artikel 22 i personalevedtægten i denne sag.

Med hensyn til dommen fra Tribunal de première instance de Paris kan Kommissionen bekræfte, at denne kriminalsag ikke omfattede projekterne inden for rammene af det europæiske år for turisme (EYT), men drejede sig om projekterne under den efterfølgende handlingsplan for turisme. Oplysninger om projekterne finansieret som led i det europæiske år for turisme og dokumenterne og bemærkningerne fra Fællesskabets Revisionsret blev imidlertid videregivet til de franske forvaltningsmyndigheder og den franske revisionsret i 1996. Disse projekter har hidtil ikke været genstand for nogen officiel klage til det franske retsvæsen. Så snart Fællesskabets kontor for bekæmpelse af svig (OLAF) blev klar over, at disse myndigheder havde de faktiske oplysninger om EYT-projekterne, anmodede det de retsmyndigheder, der forestod kriminalsagen, om at tage dem i betragtning. Det gjorde retsmyndighederne imidlertid ikke med den begrundelse, at disse oplysninger var omfattet af forældelsesloven og ikke vedrørte den verserende sag (baseret på handlingsplanen for turisme).

I overensstemmelse med det løfte, Kommissionen gav i rapporten til Parlamentet og Revisionsretten i juli 1998, arbejder Kommissionens tjenestegrene fortsat på at opgøre de nøjagtige beløb, som støttemodtagerne under det europæiske år for turisme skylder Kommissionen, og alle de vigtigste oplysninger vil til sin tid blive meddelt den parisiske anklager.

I forbindelse med denne sag har Kommissionen indledt flere disciplinærsager. Beskyldningerne mod den hovedansvarlige tjenestemand er genstand for en kriminalsag anlagt i Frankrig (jf. ovenfor), og i overensstemmelse med personalevedtægten er Kommissionens procedurer suspenderet, indtil de kompetente retter har afsagt en endelig og definitiv dom. For de anklager, der ikke indgår i disse kriminalsager, har Kommissionen afsluttet disciplinærsagerne og afskediget begge tjenestemænd. Den hovedansvarlige tjenestemands appel af denne afgørelse blev afvist af Retten i Første Instans og derefter af De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Som svar på det ærede medlems spørgsmål om den belgiske retssags varighed og genstanden for den tidligere afsagte dom i Frankrig, henleder Kommissionen opmærksomheden på, at institutionen har pligt til at respektere medlemsstaternes suverænitet, og at det alene tilkommer deres nationale retsmyndigheder at træffe afgørelse om indholdet og omfanget af deres straffesager.

Den nylige IPK-sag, det ærede medlem henviser til, verserer stadig ved Domstolen.

Kommissionen mener, at forpligtelsen til at indberette uregelmæssigheder, hører med til den loyalitetspligt, dens ansatte har over for institutionen som arbejdsgiver, og Kommissionen er enig med det ærede medlem i, at tjenestemænd, der gør opmærksom på sådanne uregelmæssigheder gennem de foreskrevne kanaler, ikke bør udsættes for negative følger af deres ansvarlige handlemåde. I 1999 forbedrede Kommissionen derfor sit system for sikre og effektive kanaler til indberetning af alvorlige uregelmæssigheder og mulig beskyttelse af den tjenestemand, der foretager indberetningen. Som led i de kommissionsreformforslag, der nu drøftes i de relevante organer, har Kommissionen foreslået en yderligere styrkelse og udvidelse af dette system.