Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92001E000327

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0327/01 af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen. Klor i svømmebassiner.

    EFT C 318E af 13.11.2001, p. 34–35 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92001E0327

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0327/01 af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen. Klor i svømmebassiner.

    EF-Tidende nr. 318 E af 13/11/2001 s. 0034 - 0035


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0327/01

    af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

    (13. februar 2001)

    Om: Klor i svømmebassiner

    Offentliggørelser i pressen, hvor der henvises til laboratorieundersøgelser foretaget ved Leuvens universitet, har vakt stor foruroligelse. Ifølge resultaterne af disse undersøgelser er det klor, der anvendes til desinficering af vand, meget skadeligt for lungerne hos børn på under ni år.

    Har Kommissionen overvejet resultaterne af disse undersøgelser, og hvordan vil den kommentere dem?

    Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

    (26. april 2001)

    Den undersøgelse, som det ærede medlem omtaler, blev udført af universitetet i Leuven med det formål at vurdere luftforurenings indvirkning på lungesundheden hos børn. Der blev foretaget sammenligninger mellem børn fra byområder og børn fra landområder i Belgien. Undersøgelsen viste bl.a. en årsagssammenhæng mellem lungesundhed og besøg i indendørs svømmebade i forbindelse med skoleidræt/fritidsaktiviteter. Skønt der ikke blev påvist egentlige patologier, viste sundhedstilstanden af de undersøgte børns lunger, at de havde en lavere beskyttelsestærskel og var mere tilbøjelige til at udvikle astmatiske former for allergiske reaktioner. Forskerne mente, at en af de mulige årsager til deres observationer kunne være utilstrækkelig udluftning i de indendørs svømmebade, der var med i undersøgelsen. En dårlig udluftning af svømmebadene kunne have bevirket en ophobning af klorbaserede giftige kemiske stoffer (hypochlorit og kloraminer) i luften, som børnene derefter indåndede.

    Resultaterne af undersøgelsen er næppe overraskende, når man tager klor og klorbaserede stoffers giftighed i betragtning. Faktisk er der tidligere, efter længere tids eksponering for klor og klorbaserede stoffer i lukkede eller dårligt udluftede rum, meldt om lignende virkninger. Disse giftige luftarter dannes normalt i alle de situationer, hvor der anvendes klor eller hypochlorit (blegemiddel) til at sterilisere og desinficere vand (drikkevand, vand i svømmebassiner, toiletter osv.), hvori der kan forekomme organiske stoffer. Ved anvendelse udendørs eller under udluftning fortyndes disse luftarter til samme niveau som den omgivende

    luft. Derfor er der på de fleste klor- og hypochloritopløsninger, som fås i handlen, påsat mærkater med en advarsel til brugeren om at anvende disse produkter under udluftning.

    På den anden side skal de potentielle helbredsrisici forbundet med anvendelse af klor i svømmebassiner afvejes i forhold til klors gode egenskaber som det mest effektive steriliserings- og desinficeringsmiddel.

    I lyset af denne undersøgelse og kendskabet til klors sundhedsskadelige virkninger mener Kommissionen, at det stadig er mest hensigtsmæssigt at sørge for udluftning af indendørs svømmebade for at forebygge de pågældende risici. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som i første række er ansvarlige for de særlige lokale sundheds- og hygiejneforanstaltninger for denne type anlæg, er udmærket klar over, at udluftning er nødvendig.

    Top