1)

Er en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde af en ansøger, der under denne procedure er tilbageholdt på et sted, som geografisk er beliggende inde i landet, men som ved en retsforskrift er blevet sidestillet med et sted ved grænsen, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 43 i direktiv 2013/32/EU (2)?

2)

Er behandlingen af en sådan ansøgning om international beskyttelse fra en ansøger, som efter udløbet af fristen på fire uger i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 uden videre kan rejse ind i landet i henhold til national ret, men i henhold til en ny afgørelse om tilbageholdelse stadig opholder sig på det samme tilbageholdelsessted, der oprindeligt blev betragtet som et sted ved grænsen og nu af myndighederne er blevet kvalificeret som et sted på det nationale område, fortsat omfattet af anvendelsesområdet for artikel 43 i direktiv 2013/32?

3)

1. Kan en besluttende myndighed, som har indledt behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en grænseprocedure, og som ikke overholder fristen på fire uger i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 til at tage stilling til denne ansøgning, eller som allerede har truffet en afgørelse efter yderligere behandling, viderebehandle denne ansøgning i forbindelse med en prioriteret behandling som omhandlet i dette direktivs artikel 31, stk. 7, selv om alle undersøgelsesforanstaltninger, herunder den personlige samtale, har fundet sted inden udløbet af denne frist, når ansøgeren i henhold til en afgørelse fra en anden myndighed stadig opholder sig på det samme tilbageholdelsessted, der oprindeligt er blevet sidestillet med et sted ved grænsen, eftersom dennes tilbageholdelse er nødvendig »for at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse støttes på, og som ikke kunne fastlægges uden tilbageholdelse af ansøgeren, navnlig hvis der er en risiko for, at ansøgeren forsvinder«?

2.

Kan en besluttende myndighed, som har indledt behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en grænseprocedure, og som ikke overholder fristen på fire uger i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 til at tage stilling til denne ansøgning, eller som allerede har truffet en afgørelse efter yderligere behandling, viderebehandle denne ansøgning i forbindelse med en prioriteret behandling som omhandlet i dette direktivs artikel 31, stk. 7 uden at have afholdt en personlig samtale med ansøgeren inden for denne frist, når ansøgeren i henhold til en afgørelse fra en anden myndighed stadig opholder sig på det samme tilbageholdelsessted, der oprindeligt er blevet sidestillet med et sted ved grænsen, eftersom dennes tilbageholdelse er nødvendig »for at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse støttes på, og som ikke kunne fastlægges uden tilbageholdelse af ansøgeren, navnlig hvis der er en risiko for, at ansøgeren forsvinder«?

4)

Er en sådan anvendelse af den nationale lovgivning forenelig med artikel 8 i direktiv 2013/33 (3), hvorefter ansøgeren kun må tilbageholdes i undtagelsestilfælde, og det generelle formål med direktiv 2013/32?

5)

Skal artikel 31, 43 og 46 i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47 (4), fortolkes således, at [Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager)] i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse, som er truffet inden for rammerne af en procedure, der er indledt ved grænsen, ex officio skal undersøge, om fristen på fire uger er overskredet?