–

NZ ved avvocata P. Perna,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato L. Fiandaca og F. Sclafani,

–

Europa-Kommissionen ved S. Delaude og D. Recchia, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) og af §§ 4 og 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), som findes i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43), og artikel 31 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem NZ, der er honorær dommer, og Ministero della Giustizia (justitsministeriet, Italien), arbejdsgiveren, vedrørende følgerne af NZ’s deltagelse i en vurderingsprocedure med henblik på at blive endeligt bekræftet i hendes stilling.

3

Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter i stk. 1:

»Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

4

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

5

I rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« er følgende fastsat:

»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:

6

Artikel 7 i direktiv 2003/88 med overskriften »Årlig ferie« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.«

7

Artikel 29 i decreto legislativo n. 116 – Riforma organica della magistratura onoraria e altre disposizioni sui giudici di pace, nonché disciplina transitoria relativa ai magistrati onorari in servizio, a norma della legge 28 aprile 2016, n. 57 (lovdekret nr. 116 om ændring af organiseringen af den honorære dommerstand og af andre bestemmelser vedrørende fredsdommere samt overgangsbestemmelser for tjenestegørende honorære dommere i overensstemmelse med lov nr. 57 af 28.4.2016) af 13. juli 2017 (GURI nr. 177 af 31.7.2017, s. 1), som ændret ved legge n. 234 – Bilancio di previsione dello Stato per l’anno finanziario 2022 e bilancio pluriennale per il triennio 2022-2024 (lov nr. 234 om statens prognose for regnskabsåret 2022 og den flerårige balance for 2022-2024) af 30. december 2021 (GURI nr. 310 af 31.12.2021, s. 1) (herefter »lovdekret nr. 116/2017«), bestemmer i stk. 1-3, 5 og 9:

»1.   Honorære dommere, som udøver deres hverv på datoen for dette lovdekrets ikrafttrædelse, kan på anmodning få en bekræftelse af, at de kan fortsætte i deres hverv, indtil de fylder 70 år.

2.   Honorære dommere, som udøver deres hverv på datoen for dette lovdekrets ikrafttrædelse, og hvis hverv ikke er bekræftet, fordi de ikke indgiver anmodning om bekræftelse eller ikke består den i stk. 3 nævnte vurderingsprocedure, har ret til, dog med mulighed for at give afkald herpå, en godtgørelse svarende til henholdsvis 2500 EUR, før skat, for hvert tjenesteår, i hvilket de har været beskæftiget med retsmøder i en periode svarende til mindst 80 arbejdsdage, og 1500 EUR, før skat, for hvert tjenesteår, i hvilket de har været beskæftiget med retsmøder i en periode svarende til mindre end 80 dage, op til et maksimumsbeløb på 50000 EUR pr. dommer, før skat. Med hensyn til opgørelsen af den godtgørelse, som udbetales i medfør af det foregående punktum, sidestilles en tjenesteperiode på over seks måneder med et år. Ved modtagelse af denne godtgørelse giver de nævnte dommere afkald på ethvert andet krav, som følger af ophøret af hvervet som honorær dommer.

3.   Med henblik på den genudnævnelse, der er anført i stk. 1, tilrettelægger det øverste råd for retsvæsenet ved afgørelse tre forskellige vurderingsprocedurer, der afholdes årligt i løbet af den treårige periode 2022-2024. De vedrører tjenestegørende honorære dommere, som på tidspunktet for dette dekrets ikrafttræden har tilbagelagt:

[...]

5.   Ansøgning om deltagelse i de i stk. 3 nævnte vurderingsprocedurer medfører, at der gives afkald på ethvert andet krav, uanset dettes karakter, som følger af det arbejde som honorær dommer, der er udført tidligere, med undtagelse af retten til den godtgørelse, der er fastsat i stk. 2 i tilfælde af manglende genudnævnelse.

[...]

9.   Honorære dommere, der gør tjeneste på datoen for dette dekrets ikrafttræden, ophører med at arbejde, hvis de ikke indgiver en ansøgning om deltagelse i den i stk. 3 omhandlede vurderingsprocedure.«

8

Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 2022.

9

NZ har siden den 14. februar 2001 været honorær dommer ved Tribunale di Vasto (retten i Vasto, Italien). Hun blev oprindeligt udnævnt for en periode på tre år og blev forlænget og fornyet hvert fjerde år indtil den 13. december 2022. På sidstnævnte dato blev hun endeligt bekræftet i sin stilling indtil det fyldte 70. år i henhold til artikel 29 i lovdekret nr. 116/2017, som indførte muligheden for, at honorære dommere, der var i tjeneste den 1. januar 2022, kunne ansøge om at deltage i en vurderingsprocedure med henblik på en endelig bekræftelse i denne stilling.

10

Mellem den 14. februar 2001 og den 13. december 2022 modtog NZ godtgørelser, der bl.a. var opgjort på grundlag af antallet af afholdte retsmøder.

11

NZ beklædte ikke retten i retsferierne, der var fastsat i den nationale lovgivning, og som lå mellem den 1. og den 31. august hvert år. I disse perioder modtog hun således ikke nogen godtgørelse.

12

NZ, der endvidere var medlem af advokatsamfundet, kunne fortsætte med sideløbende udøvelse af advokatvirksomhed indtil den 13. december 2022 uden for den retskreds, som hun var tilknyttet.

13

Som advokat var hun omfattet af den lovpligtige socialsikringsordning, der administreres af Cassa Nazionale Forense (den nationale socialsikringskasse for advokater, Italien). Hun var i denne forbindelse forpligtet til at betale et bidrag, hvis størrelse afhang af indtægterne fra hendes advokatvirksomhed samt af den godtgørelse, der fulgte af hendes hverv som honorær dommer.

14

Da NZ var af den opfattelse, at hun havde været udsat for en ulovlig forskelsbehandling for så vidt angår vederlaget for hendes arbejde før ikrafttrædelsen af artikel 29 i lovdekret nr. 116/2017 og den endelige bekræftelse af hendes stilling som honorær dommer, anlagde hun sag ved retten i første instans med påstand om anerkendelse af stillingen som honorær dommer som »lønmodtager« som omhandlet i italiensk ret eller som »arbejdstager« som omhandlet i EU-retten og dermed af hendes ret til at modtage en økonomisk og retlig behandling, der svarer til den, som arbejdstagere, der udfører tilsvarende opgaver i justitsministeriets tjeneste, får, herunder for så vidt som den vedrører helligdage, årlig ferie, barsels- og sygeorlov, syge- og ulykkesgodtgørelse, fratrædelsesgodtgørelse ved kontraktens ophør, social sikring og forsikring. Hun nedlagde ligeledes påstand om erstatning for det tab, der var lidt som følge af den angivelige manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i EU-retten med hensyn til orlov, barselsorlov og enhver anden beskyttelse. NZ nedlagde desuden påstand om, at denne ret fastslog, at dette ministerium havde misbrugt indgåelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i forhold til NZ, og om, at nævnte ministerium blev tilpligtet at erstatte det tab, som NZ havde lidt som følge heraf.

15

Ved dom af 14. marts 2022 gav retten i første instans sagsøgeren delvist medhold. Den fastslog, at NZ under udøvelsen af sit hverv som honorær dommer skulle kvalificeres som »arbejdstager« i EU-rettens forstand og havde ret til at oppebære den samme løn som den, der udbetales til en ordinær dommer. Denne ret fandt imidlertid, at denne kvalificering ikke var af en sådan art, at den gav hende ret til at blive tilknyttet den sociale sikringsordning for tjenestemænd ved Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) (det nationale institut for social sikring, Italien), når der ikke forelå et offentligt ansættelsesforhold. Den nævnte ret pålagde følgelig justitsministeriet at betale NZ den løn, der skulle betales for perioden forud for sagsanlægget inden for forældelsesfristen på fem år. Den nævnte ret fandt desuden, at NZ’s tidsbegrænsede ansættelsesforhold var blevet fornyet på en måde, der var udtryk for misbrug, og pålagde ministeriet at erstatte det tab, som NZ havde lidt, med ni månedlige ydelser, svarende til dem, der skulle udbetales til en ordinær dommer.

16

Justitsministeriet har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Corte d’appello di L’Aquila (appeldomstolen i Aquila, Italien), som er den forelæggende ret, idet det har bestridt såvel sammenligneligheden af hvervet som honorær dommer og ordinær dommer som det forhold, at der skulle foreligge misbrug af anvendelsen af tidsbegrænsede kontrakter.

17

NZ har iværksat kontraappel, idet hun har anfægtet den kvalificering af sit krav som et krav om løn og ikke om erstatning, som retten i første instans har lagt til grund, samt anvendelsen af den forældelsesfrist på fem år, og ikke på ti år, der følger af denne kvalificering. Hun har ligeledes bestridt, at hendes kvalificering som »arbejdstager« i EU-retlig forstand ikke gav hende ret til at blive tilsluttet INPS.

18

Mens appelsagen verserede, afsluttede NZ den procedure, som gav honorære dommere, der var i tjeneste den 1. januar 2022, mulighed for at anmode om at deltage i en vurderingsprocedure som omhandlet i artikel 29, stk. 3, i lovdekret nr. 116/2017.

19

Som således bekræftet honorær dommer har NZ siden den 13. december 2022 modtaget en fast løn, der beregnes på grundlag af lønnen for en tjenestemand, der er ansat af justitsministeriet, en retslig godtgørelse og spisebilletter. Dette vederlag udbetales ligeledes under retsferien, hvor hun ikke udøver virksomhed. Desuden blev NZ efter at have valgt godtgørelsesordningen, som alene gjaldt for tjenestemænd, fjernet af advokatfortegnelsen og af den nationale socialsikringskasse for advokater og blev tilknyttet INPS.

20

Henset til NZ’s deltagelse i den vurderingsprocedure, der er omhandlet i artikel 29, stk. 3, i lovdekret nr. 116/2017, og til den omstændighed, at denne artikel 29, stk. 5, fastsætter, at en sådan deltagelse for honorære dommere, der er blevet bekræftet i deres stilling ved afslutningen af denne procedure, indebærer, at der ex lege gives afkald på ethvert andet krav, der følger af deres tidligere honorære ansættelsesforhold, er justitsministeriet af den opfattelse, at tvisten i hovedsagen er blevet uden genstand.

21

NZ har anfægtet denne påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse, og har anmodet den forelæggende ret om at rejse et spørgsmål om den forfatningsmæssige lovlighed af artikel 29 i lovdekret nr. 116/2017, navnlig det afkald ex lege, der er fastsat i denne artikels stk. 5.

22

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt artikel 29, stk. 5, i lovdekret nr. 116/2017 er forenelig med rammeaftalens § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 samt chartrets artikel 31 og 47, navnlig for så vidt som det nævnte afkald ex lege påvirker retten til feriegodtgørelse svarende til den, der tilkommer ordinære dommere. Denne ret finder det hensigtsmæssigt at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i denne henseende, henset til den direkte virkning af disse bestemmelser og den efterfølgende beføjelse, som den råder over, til at undlade at anvende en national lovgivning, der er i strid med en bestemmelse, der har en sådan virkning.

23

Den forelæggende ret er desuden i tvivl om, hvorvidt artikel 29, stk. 5, i lovdekret nr. 116/2017 opfylder de krav, der følger af rammeaftalens § 5, stk. 1. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det ligeledes er hensigtsmæssigt at forelægge Domstolen et spørgsmål herom, for så vidt som et svar fra Domstolen på dette andet spørgsmål ville gøre det lettere at vurdere nødvendigheden af at forelægge spørgsmålet om den omhandlede nationale bestemmelses forfatningsmæssighed for Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien).

24

Under disse omstændigheder har Corte d’appello di L’Aquila (appeldomstol i Aquila, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Den italienske regering har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

26

Den har for det første gjort gældende, at Giudice di pace di Fondi (fredsdommeren i Fondi, Italien) allerede har forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, der er registreret under sagsnummer C-548/22, og som rejser spørgsmål, der er identiske med og vedrører de samme nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede. Denne regering er af den opfattelse, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse af procesøkonomiske grunde er uden betydning, og at hovedsagen burde have været udsat i afventning af Domstolens besvarelse i sag C-548/22.

27

For det andet har den forelæggende ret ikke fastslået nogen forbindelse mellem de EU-retlige principper, som den har henvist til, og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

28

Endelig er det andet spørgsmål for det tredje hypotetisk, eftersom det vedrører en anden situation end den, som sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i, for så vidt som sagsøgeren har bestået de mundtlige prøver i forbindelse med vurderingsproceduren og således ikke har modtaget den økonomiske godtgørelse i tilfælde af, at denne procedure mislykkedes, som er nævnt i dette spørgsmål.

29

Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og medlemsstaternes retter i henhold til artikel 267 TEUF tilkommer den national ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 17.9.2020, Burgo Group,C-92/19, EU:C:2020:733, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

30

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 17.9.2020, Burgo Group,C-92/19, EU:C:2020:733, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

31

Med henblik på at gøre det muligt for Domstolen at give en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, foreskrives i denne henseende i procesreglementets artikel 94, litra c), at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal indeholde en redegørelse for grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (dom af 27.4.2023, AxFina Hungary,C-705/21, EU:C:2023:352, præmis 26).

32

Det skal for det første bemærkes, at selv om omstændighederne i den sag, der gav anledning til dom af 12. september 2024, Presidenza del Consiglio dei ministri m.fl. (Vederlag til honorære dommere og anklagere) (C-548/22, EU:C:2024:730), hvorved Domstolen i øvrigt fastslog, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kunne antages til realitetsbehandling, kan sammenlignes med de i hovedsagen omhandlede, og at disse to sager rejser lignende spørgsmål, forholder det sig ikke desto mindre således, at navnlig henset til den faste retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 29 og 30, kan den nationale ret med forbehold for overholdelsen af de krav, der følger heraf, frit indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den. Selv om forekomsten af en fast retspraksis vedrørende et EU-retligt spørgsmål kan resultere i, at Domstolen træffer en kendelse i henhold artikel 99 i sit procesreglement, påvirker denne retspraksis ikke muligheden for at antage en præjudiciel forelæggelse til realitetsbehandling, når en national ret inden for rammerne af denne skønsbeføjelse i henhold til artikel 267 TEUF har besluttet at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl.,C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 49)

33

For det andet har den forelæggende ret, idet den har begrundet sin tvivl dels om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen, henset til rammeaftalens § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, kan fratages den ret til betalt ferie, som enhver arbejdstager har, dels om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede vurderingsprocedure er forenelig med rammeaftalens § 5, stk. 1, tilstrækkeligt redegjort for den forbindelse, som den har fastslået mellem de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

34

Hvad angår chartrets artikel 47 skal det imidlertid bemærkes, at den forelæggende ret ikke tilstrækkeligt konkret har forklaret, hvorfor en fortolkning af denne bestemmelse er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse i den foreliggende sag og ej heller beskrevet den forbindelse, som forelå mellem denne bestemmelse og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på denne sag, navnlig henset til dels den omstændighed, at den nævnte tvist vedrører sagsøgeren i hovedsagens udøvelse af retten til godtgørelse for årlig betalt ferie samt lovligheden af den mekanisme, der har til formål at forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, dels at sagsøgeren i hovedsagen har anlagt sag ved de kompetente nationale retsinstanser med henblik på at opnå beskyttelse af disse rettigheder.

35

Hvad for det tredje angår det andet spørgsmåls angiveligt hypotetiske karakter er den forelæggende ret, således som det utvetydigt fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i tvivl om, hvorvidt den foranstaltning, der pålægger honorære dommere at deltage i en vurderingsprocedure, at give afkald på enhver ret for perioden forud for denne procedure, og navnlig på retten til årlig betalt ferie, er foreneligt med EU-retten. Da sagsøgeren i hovedsagen i henhold til den pågældende nationale lovgivning har været tvunget til at give afkald på denne ret, eftersom hun har anmodet om at deltage i denne procedure, fremgår forholdet mellem den ønskede fortolkning af EU-retten og genstanden for tvisten i hovedsagen åbenbart, og dette andet spørgsmål er ikke af hypotetisk karakter for så vidt angår fortabelsen af den nævnte ret.

36

Det er imidlertid ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen har gennemført vurderingsproceduren med positivt resultat og er blevet endeligt bekræftet i sine stillinger som honorær dommer. De spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst om tilrettelæggelsen af denne procedure og den nationale lovgivning, der fastsætter en økonomisk godtgørelse i tilfælde af, at den nævnte procedure mislykkes, er derfor ikke relevante i hovedsagen. Det andet spørgsmål er således hypotetisk, for så vidt som det vedrører disse to spørgsmål.

37

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, med undtagelse af det andet spørgsmål, for så vidt som den vedrører de nærmere bestemmelser for tilrettelæggelsen af vurderingsproceduren for honorære dommere med henblik på deres endelige bekræftelse i deres funktioner og den økonomiske godtgørelse i tilfælde af, at denne procedure ikke lykkes.

38

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 30.4.2025, Genzyński,C-278/24, EU:C:2025:299, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

39

I det foreliggende tilfælde synes der at være en tæt forbindelse mellem de to spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet. Disse vedrører nemlig de rettigheder, som honorære dommere, der er blevet bekræftet i deres embede ved afslutningen af vurderingsproceduren, af denne grund ikke længere kan gøre gældende. Det første spørgsmål vedrører således fortolkningen af rammeaftalens § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31 og vedrører navnlig fortabelsen af retten til betalt ferie for perioden forud for denne bekræftelse, mens det andet spørgsmål vedrører fortolkningen af rammeaftalens § 5 og mere generelt afkaldet på enhver ret vedrørende denne forudgående periode.

40

Hvad for det første angår de bestemmelser, der er påberåbt i de forelagte spørgsmål, har den forelæggende ret anført, at vurderingsproceduren udgør en foranstaltning, der er vedtaget for at besvare Europa-Kommissionens anmodninger og dom af 16. juli 2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status) (C-658/18, EU:C:2020:572). I dette perspektiv har denne procedure til formål at gennemføre den pligt, der følger af rammeaftalens § 5, stk. 1, til at vedtage effektive foranstaltninger med henblik på at forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

41

Den forelæggende ret ønsker nemlig oplyst, om vurderingsproceduren er tilstrækkeligt afskrækkende til at kunne kvalificeres som en foranstaltning, der sanktionerer misbrug af sådanne kontrakter som omhandlet i § 5, stk. 1, og, følgelig heraf, om den overholder kravene i denne bestemmelse som fortolket af Domstolen.

42

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning har gjort det muligt for NZ at opnå en varig status for sin funktion og garantier for perioden efter denne fastansættelse i lighed med de reformer, der blev undersøgt i forbindelse med dom af 26. november 2014, Mascolo m.fl. (C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401), og af 8. maj 2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387). Til forskel fra disse reformer fastsætter denne lovgivning imidlertid, at ansøgningen om deltagelse i vurderingsprocedurerne indebærer, at honorære dommere giver afkald på ethvert andet krav, der følger af det tidligere ansættelsesforhold, og følgelig giver afkald på at påberåbe sig princippet om ikke-diskrimination i rammeaftalens § 4 til støtte for deres krav.

43

Den forelæggende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, om denne lovgivning er forenelig med den bestemmelse, som den har til hensigt at gennemføre, nemlig rammeaftalens § 5, der har til formål at forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, sammenholdt med denne aftales § 4 og med artikel 7 i direktiv 2003/88, som konkretiserer den ret til årlig betalt ferie, der er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2, som en arbejdstager kan påberåbe sig over for sin arbejdsgiver (jf. i denne retning dom af 9.11.2023, Keolis Agen,C-271/22 – C-275/22, EU:C:2023:834, præmis 28). Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at foretage en samlet gennemgang af de præjudicielle spørgsmål.

44

I denne henseende skal det desuden bemærkes, at selv om den forelæggende ret i ordlyden af det første forelagte spørgsmål har henvist til chartrets artikel 31, stk. 1, som fastsætter enhver arbejdstagers ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af den sammenhæng, hvori dette spørgsmål indgår, at dette spørgsmål reelt vedrører artikel 31, stk. 2.

45

For det andet skal det fastslås, at selv om det følger af ordlyden af den forelæggende rets spørgsmål nævner foreneligheden med EU-retten af artikel 29, stk. 5, i lovdekret nr. 116/2017, som pålægger honorære dommere i forbindelse med deres ansøgning om at deltage i den omhandlede vurderingsprocedure at give afkald på enhver ret, der følger af det tidligere honorære forhold, henviser denne ret imidlertid specifikt i begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen til afkald på retten til årlig betalt ferie, hvilken ret honorære dommere ikke har i retsferier til forskel fra ordinære dommere.

46

Hvad angår denne ret er den forelæggende ret nemlig af den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for en ordinær dommer. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at sagsøgeren i sin egenskab af »arbejdstager« og»arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse«, inden den i hovedsagen omhandlede lovgivning trådte i kraft, burde have fået medhold i sit krav om løn for den retslige ferieperiode, med forbehold for anvendelsen af de relevante forældelsesregler.

47

Hvad derimod angår retten til social beskyttelse er den forelæggende ret af den opfattelse, at situationen for honorære dommere og ordinære dommere ikke er sammenlignelig, og at en eventuel forskelsbehandling under alle omstændigheder er velbegrundet.

48

På baggrund af disse indledende betragtninger skal der således alene foretages en undersøgelse af et af de aspekter af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, som den forelæggende ret har fremhævet i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, nemlig pligten til at give afkald på retten til årlig betalt ferie for perioden forud for vurderingsproceduren.

49

Det skal følgelig fastslås, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om rammeaftalens § 5, stk. 1, sammenholdt med denne aftales § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der har til formål at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og som gør det til en pligt for, at honorære dommere i aktiv tjeneste kan ansøge om at deltage i en vurderingsprocedure med henblik på at få deres hverv bekræftet, indtil de fylder 70 år, at de forinden skal give afkald på den ret til årlig betalt ferie, der følger af EU-retten, for deres honorære ansættelsesforhold.

50

Rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægger medlemsstaterne med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

51

Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

52

Hvis der som i det foreliggende tilfælde ikke i EU-retten er fastsat særlige sanktioner i tilfælde, hvor der ikke desto mindre er konstateret misbrug, påhviler det desuden de nationale myndigheder at vedtage passende foranstaltninger for at imødegå en sådan situation, hvilke foranstaltninger ikke blot skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende, således at det sikres, at de regler, der er fastsat til gennemførelse af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (jf. i denne retning dom af 13.6.2024, DG de la Función Pública, Generalitat de Catalunya og Departamento de Justicia de la Generalitat de Catalunya, C-331/22 og C-332/22, EU:C:2024:496, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

53

Heraf følger, at hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

54

Det skal bemærkes, at det ikke tilkommer Domstolen for så vidt angår den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning at udtale sig om fortolkningen af bestemmelserne i national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret eller i givet fald de kompetente nationale retter, der skal afgøre, om de krav, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 50-53, er opfyldt ved de gældende nationale retsforskrifter (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl.,C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 81).

55

Det påhviler således den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning for at sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og afhjælpe konsekvenserne. Domstolen kan imidlertid i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens vurdering (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl.,C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 82 og 83 og den deri nævnte retspraksis).

56

I denne henseende bemærkes, således som Domstolen har fremhævet, at rammeaftalen ikke foreskriver en generel forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til en tidsubegrænset kontrakt. Rammeaftalens § 5, stk. 2, overlader det nemlig i princippet til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvornår tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold skal anses for tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold. Det følger heraf, at rammeaftalen ikke foreskriver betingelserne for at gøre brug af tidsubegrænsede kontrakter (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl.,C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det følger af denne bestemmelse, at medlemsstaterne har mulighed for i henhold til de foranstaltninger, der har til formål at forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, at ændre tidsbegrænsede ansættelsesforhold til tidsubegrænsede ansættelsesforhold, idet den stabilitet i ansættelsen, som disse giver, udgør den væsentligste del af beskyttelsen af arbejdstagerne (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, EU:C:2019:387), præmis 39).

58

Domstolen har således i det væsentlige fastslået, at en lovgivning, der fastsætter en ufravigelig regel, hvorefter disse ansættelsesforhold i tilfælde, hvor der foreligger misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, konverteres til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, vil kunne omfatte en foranstaltning, der effektivt sanktionerer et sådant misbrug (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

59

Retspraksis kræver således ikke en kumulation af foranstaltninger. Desuden bestemmer hverken princippet om, at der skal ydes fuld erstatning for det lidte tab, eller proportionalitetsprincippet, at der skal tildeles erstatning med karakter af straf. Disse principper kræver nemlig, at medlemsstaterne fastsætter en passende kompensation, der går ud over en rent symbolsk godtgørelse, dog uden at overstige en fuldstændig kompensation (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 41-43 og den deri nævnte retspraksis).

60

Rammeaftalen pålægger således ikke medlemsstaterne at fastsætte en ret til erstatning i tilfælde af misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som kan føjes til ændringen af det tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 45).

61

I det foreliggende tilfælde har den italienske regering fremhævet, at formålet med den i hovedsagen omhandlede lovgivning er at give honorære dommere i aktiv tjeneste alle de garantier, som en lønmodtager nyder godt af, ved at fastsætte en mulighed for fortsat tjeneste indtil det fyldte 70. år, forudsat at vurderingsproceduren med henblik på at efterprøve, om de betingelser, der kræves for at udøve dommerembedet, fortsat er opfyldt, jf. praksis fra Corte costituzionale (forfatningsdomstol), gennemføres med positivt resultat.

62

Det fremgår for det første af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen har bestået den vurderingsprocedure, der er fastsat i den nævnte lovgivning med henblik på hendes endelige bekræftelse i stillingen som honorær dommer.

63

For det andet afholdt sagsøgeren i hovedsagen ikke retsmøder i de årlige retsferier ved den ret, hvor hun er honorær dommer, og modtog ikke løn for disse perioder, inden hun blev endeligt bekræftet.

64

For det tredje indebærer anmodningen om deltagelse i vurderingsproceduren et krav om at give afkald på retten til årlig betalt ferie for perioden forud for denne endelige bekræftelse, som er sikret ved artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2.

65

Ifølge den italienske regering udgør afkaldet på »ethvert andet krav«, og dermed retten til årlig betalt ferie for en tidligere periode en passende modydelse for den endelige bekræftelse i stillingen som honorær dommer, eftersom beståelse af vurderingsproceduren ikke blot giver mulighed for, at det tidligere ansættelsesforhold kan opretholdes, men medfører, at dette ansættelsesforhold rent faktisk bliver varigt. At give afkald på tidligere krav ville således være en direkte følge af den »erstatning in natura«, der tildeles honorære dommere, som er blevet bekræftet.

66

Regeringen har ligeledes gjort gældende, at omvendt forskelsbehandling af ordinære dommere, over for hvem princippet om udvælgelsesprøve og princippet om eneret til dommerembeder finder fuld anvendelse, skal undgås.

67

Det bemærkes i denne henseende, at § 4, stk. 1, i rammeaftalen indeholder et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end sammenlignelige fastansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår, hvis dette udelukkende er begrundet i, at de udøver en aktivitet i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold (dom af 27.6.2024, Peigli,C-41/23, EU:C:2024:554, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

68

Hvis det godtgøres, at honorære dommere såsom sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for ordinære dommere, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, skal det undersøges, om der foreligger objektive grunde, der kan begrunde en sådan forskellig behandling (dom af 27.6.2024, Peigli,C-41/23, EU:C:2024:554, præmis 50).

69

I denne forbindelse bemærkes, at det ifølge denne ret ikke er berettiget ikke at tildele honorære dommere nogen feriedage med løn.

70

Domstolen har desuden allerede fastslået, at den omstændighed, at der foreligger en udvælgelsesprøve i forbindelse med ansættelse, der er forbeholdt stillinger som ordinære dommere med henblik på adgang til dommerstanden, og som således ikke finder anvendelse på ansættelse af honorære dommere, gør det muligt at udelukke, at sidstnævnte dommere fuldt ud er omfattet af de ordinære dommeres rettigheder. Selv om visse former for forskelsbehandling kan begrundes i forskellene i de krævede kvalifikationer og arten af de opgaver, som de ordinære dommere skal påtage sig ansvaret for, kan udelukkelse fra enhver ret til betalt ferie for honorære dommere ikke tillades i henhold til rammeaftalens § 4 (jf. i denne retning dom af 27.6.2024, Peigli,C-41/23, EU:C:2024:554, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

71

Denne ret er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, hvorefter »[m]edlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed«.

72

Det fremgår af fast retspraksis, at bestemmelsen afspejler og konkretiserer den grundlæggende ret til en årlig ferie med løn, som er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2 (dom af 9.11.2023, Keolis Agen,C-271/22 – C-275/22, EU:C:2023:834, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

73

Retten til en årlig periode med ferie med løn, som i henhold til chartrets artikel 31, stk. 2, sikres enhver arbejdstager, antager desuden ved sin blotte eksistens en på én gang imperativ og ubetinget karakter, som det ikke er fornødent at konkretisere ved EU-retlige eller nationale bestemmelser, som kun er påkrævede for at præcisere den nøjagtige varighed af den årlige betalte ferie og efter omstændighederne visse betingelser for brugen deraf. Det følger heraf, at denne bestemmelse i sig selv er tilstrækkelig til at tillægge arbejdstagerne en ret, der som sådan kan påberåbes i en tvist med deres arbejdsgiver i en situation, der er omfattet af EU-retten, og som derfor er omfattet af chartrets anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften,C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 74).

74

Rammeaftalens § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, er således til hinder for en national lovgivning, der til forskel fra det, som den fastsætter for ordinære dommere, udelukker honorære dommere, der befinder sig i en sammenlignelig situation, fra enhver ret til udbetaling af en godtgørelse i den ferieperiode, hvor de retslige aktiviteter er suspenderet (jf. i denne retning dom af 27.6.2024, Peigli,C-41/23, EU:C:2024:554, præmis 59).

75

Det følger for det første heraf, således som det følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 53 og 57, at en national lovgivning for at opfylde betingelserne i rammeaftalens § 5, stk. 1, i tilfælde af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal fastsætte effektive garantier med henblik på at sanktionere dette misbrug og fjerne følgerne heraf, idet ændringen af det tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold i princippet udgør en effektiv sanktion for et sådant misbrug.

76

For det andet udgør retten til en årlig betalt ferie, således som det fremgår af denne doms præmis 73, en subjektiv ret for hver arbejdstager, som denne er tillagt på bindende og ubetinget vis i henhold til EU-retten.

77

Rammeaftalens § 5, stk. 1, kan derfor ikke fortolkes således, at anvendelsen af de foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet for at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og for at eliminere følgerne heraf, kan gøres betinget af, at den pågældende arbejdstager giver afkald på en ret, som vedkommende er tillagt ved EU-retten i henhold til denne aftales § 4. Rammeaftalens § 5, stk. 1, og § 4 har nemlig selvstændige anvendelsesområder, der har til formål henholdsvis at sanktionere et sådant misbrug og at sikre tilsvarende behandling af arbejdstagere, når de arbejder på grundlag af et tidsbegrænset ansættelsesforhold.

78

Den nationale lovgivning, der sanktionerer misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold ved at give en honorær dommer mulighed for at få sine ansættelsesforhold omdannet til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, kan således ikke gøres betinget af, at denne dommer giver afkald på de rettigheder, som denne er tillagt ved EU-retten.

79

Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5, stk. 1, sammenholdt med denne aftales § 4, artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der har til formål at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og som gør det til en betingelse for, at honorære dommere i aktiv tjeneste kan ansøge om at deltage i en vurderingsprocedure med henblik på at få deres hverv bekræftet, indtil de fylder 70 år, at de forinden skal give afkald på den ret til årlig betalt ferie, der følger af EU-retten, for deres honorære ansættelsesforhold.

80

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

§ 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, som fremgår som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, sammenholdt med denne aftales § 4, artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovgivning, der har til formål at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og som gør det til en betingelse for, at honorære dommere i aktiv tjeneste kan ansøge om at deltage i en vurderingsprocedure med henblik på at få deres hverv bekræftet, indtil de fylder 70 år, at de forinden skal give afkald på den ret til årlig betalt ferie, der følger af EU-retten, for deres honorære ansættelsesforhold.