Ez a dokumentum az EUR-Lex webhelyről származik.
Dokumentum 62023CN0223
Case C-223/23, Redu: Request for a preliminary ruling from the Curtea de Apel Brașov (Romania) lodged on 11 April 2023 — Criminal proceedings against L.D.
Sag C-223/23, Redu: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Braşov (Rumænien) den 11. april 2023 — straffesag mod L.D.
Sag C-223/23, Redu: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Braşov (Rumænien) den 11. april 2023 — straffesag mod L.D.
EUT C 261 af 24.7.2023., 7—8. o.
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
24.7.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 261/7 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Braşov (Rumænien) den 11. april 2023 — straffesag mod L.D.
(Sag C-223/23, Redu (1))
(2023/C 261/13)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Curtea de Apel Braşov
Tiltalt i straffesagen
L.D.
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Skal artikel 2 TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 4, [stk. 3], TEU, sammenholdt med 2., 15. og 22. betragtning til samt artikel 11, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (2), hvad angår medlemsstatens pligt til at træffe alle de passende og fornødne foranstaltninger til at opnå målet om at forbedre færdselssikkerheden på vejene, inden for rammerne af personers frie bevægelighed i EU, i medfør af Kommissionens beslutning 2006/928/EF (3), og henset til artikel 49, stk. 1, sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en retlig situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den dømte appellant med et særligt retsmiddel har nedlagt påstand om ophævelse af en endelig straffedom for kørsel af køretøjer med suspenderet kørekort, hvilket ville sætte appellanten i stand til atter at udøve førerretten og færdes frit i hele EU, idet han har påberåbt sig princippet om anvendelse af den mildeste strafferetlige lov, som ville have fundet anvendelse under realitetsbehandlingen, og som ville have foreskrevet en kortere forældelsesfrist, der ville være udløbet før afgørelsen af sagen, men som er fastlagt efterfølgende ved en afgørelse, hvor den nationale forfatningsdomstol har fastslået, at en lov om afbrydelse af forældelsesfristen for strafferetligt ansvar (afgørelsen af 2022) er i strid med forfatningen, idet der er lagt vægt på passivitet fra lovgiver, som ikke har grebet ind for at tilpasse loven til en anden afgørelse fra forfatningsdomstolen truffet fire år før førnævnte afgørelse (afgørelsen af 2018) — i hvilken periode de almindelige retsinstansers praksis som følge af anvendelsen af den førstnævnte afgørelse allerede var fast, for så vidt som nævnte lov fortsat fandtes i den form, der tilsigtedes med forfatningsdomstolens første afgørelse, hvilket i praksis har medført, at forældelsesfristen for alle lovovertrædelser, for hvilke der ikke var afsagt endelig dom inden forfatningsdomstolens første afgørelse, blev halveret, og straffesagen i forhold til den tiltalte i sagen følgelig blev henlagt? |
2) |
Skal artikel 2 TEU om retsstatens værdier og respekt for menneskerettighederne i et samfund præget af retfærdighed og artikel 4, [stk. 3], TEU om princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, i medfør af Kommissionens beslutning 2006/928/EF hvad angår opgaven med at sikre det rumænske retsvæsens effektivitet, henset til artikel 49, [stk. 1], sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter princippet om anvendelse af den mildeste strafferetlige lov, i forbindelse med det nationale retsvæsen som helhed fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en retlig situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den dømte appellant med et særligt retsmiddel har nedlagt påstand om ophævelse af endelig straffedom for kørsel af køretøjer med suspenderet kørekort, hvilket ville sætte appellanten i stand til atter at udøve førerretten og færdes frit i hele EU, idet han har påberåbt sig princippet om anvendelse af den mildeste strafferetlige lov, som ville have fundet anvendelse under realitetsbehandlingen, og som ville have foreskrevet en kortere forældelsesfrist, der ville være udløbet før afgørelsen af sagen, men som er fastlagt efterfølgende ved en afgørelse, hvor den nationale forfatningsdomstol har fastslået, at en lov om afbrydelse af forældelsesfristen for strafferetligt ansvar (afgørelsen af 2022) er i strid med forfatningen, idet der er lagt vægt på passivitet fra lovgiver, som ikke har grebet ind for at tilpasse loven til en anden afgørelse fra forfatningsdomstolen truffet fire år før førnævnte afgørelse (afgørelsen af 2018) — i hvilken periode de almindelige retsinstansers praksis som følge af anvendelsen af den førstnævnte afgørelse allerede var fast, for så vidt som nævnte lov fortsat fandtes i den form, der tilsigtedes med forfatningsdomstolens første afgørelse, hvilket i praksis har medført, at forældelsesfristen for alle lovovertrædelser, for hvilke der ikke var afsagt endelig dom inden forfatningsdomstolens første afgørelse, blev halveret, og straffesagen i forhold til den tiltalte i sagen følgelig blev henlagt? |
3) |
I bekræftende fald, og alene såfremt reglerne ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, skal princippet om EU-rettens forrang da fortolkes således, at dette princip er til hinder for en lovgivning eller en national praksis, hvorefter de almindelige nationale retsinstanser er bundet af afgørelser fra den nationale forfatningsdomstol og bindende afgørelser fra den øverste nationale domstol og derfor ikke af egen drift kan undlade at anvende den nationale retspraksis, der følger af sådanne afgørelser, idet disse almindelige retsinstanser ellers ville gøre sig skyldige i en disciplinær forseelse, også selv om de, henset til Domstolens dom, måtte finde, at en sådan retspraksis er i strid med artikel 2 TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 4, [stk. 3], TEU, sammenholdt med 2., 15. og 22. betragtning til samt artikel 11, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort, hvad angår medlemsstatens pligt til at træffe alle de passende og fornødne foranstaltninger til at opnå målet om at forbedre færdselssikkerheden på vejene, i medfør af Kommissionens beslutning 2006/928/EF, og henset til artikel 49, [stk. 1], sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som i den i hovedsagen omhandlede situation? |
(1) Navnene i denne sag er fiktive. De svarer ikke til nogen af sagsparternes rigtige navne.
(3) Kommissionens Beslutning af 13.12.2006 om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Rumæniens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områdernes retsreform og bekæmpelse af korruption (EUT 2006, L 354, s. 56).