–

Centrul Român pentru Administrarea Drepturilor Artiștilor Interpreți (Credidam) ved avocaţi S. Brăileanu, A.-M. Gheorghişan og M. Niculeasa,

–

den rumænske regering ved E. Gane, R.I. Haţieganu og A. Rotăreanu, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Armenia og M. Herold, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Centrul Român pentru Administrarea Drepturilor Artiștilor Interpreți (Credidam) på den ene side og Guvernul României (den rumænske regering) og Ministerul Finanțelor (finansministeriet, Rumænien) på den anden side vedrørende en lovændring, hvorefter den virksomhed, som udøves af organisationer til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i forbindelse med opkrævning, fordeling og betaling af vederlag til indehaverne af disse rettigheder, pålægges merværdiafgift (moms), når disse vederlag ikke er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde.

3

Momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), bestemmer:

»Følgende transaktioner er momspligtige:

[...]

4

Dette direktivs artikel 9, stk. 1, bestemmer:

»Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.«

5

Det nævnte direktivs artikel 24, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Ved »levering af ydelser« forstås enhver transaktion, der ikke er en levering af varer.«

6

Momsdirektivets artikel 25 har følgende ordlyd:

»En levering af ydelser kan bl.a. bestå i en af følgende transaktioner:

[...]

7

Direktivets artikel 28 er sålydende:

»Når en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men for tredjemands regning, optræder som formidler i forbindelse med en ydelse, anses han for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.«

8

Nævnte direktivs artikel 73 fastsætter:

»Ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i artikel 74 til 77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.«

9

Artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84, s. 72) bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

10

Artikel 268 i Legea nr. 227/2015 privind Codul fiscal (lov nr. 227/2015 om skatter og afgifter, herefter »skatte- og afgiftsloven«) med overskriften »Afgiftspligtige transaktioner« bestemmer:

»1.   I momsmæssig forstand er transaktioner, der opfylder følgende kumulative betingelser, afgiftspligtige i Rumænien:

[...]«

11

Skatte- og afgiftslovens artikel 271 med overskriften »Levering af tjenesteydelser« har følgende ordlyd:

»1.   Ved levering af ydelser forstås enhver transaktion, der ikke er en levering af varer som defineret i artikel 270.

2.   Når en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men for tredjemands regning, optræder som formidler i forbindelse med en ydelse, anses han for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

3.   Levering af ydelser omfatter følgende transaktioner:

12

Artikel 144 i Legea nr. 8/1996 privind dreptul de autor și drepturile conexe (lov nr. 8/1996 om ophavsret og beslægtede rettigheder) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 489 af 14.6.2018, herefter »lov nr. 8/1996«), bestemmer:

»1.   Ophavsmanden eller indehaveren af en ophavsret eller en beslægtet rettighed udøver de rettigheder, som denne lov indrømmes ham, individuelt eller kollektivt under overholdelse af bestemmelserne i denne lov.

[...]«

13

Følgende fremgår af artikel 145 i lov nr. 8/1996:

»1.   Den kollektive forvaltning er obligatorisk for udøvelsen af følgende rettigheder:

2.   Med hensyn til de af stk. 1 omfattede kategorier af rettigheder repræsenterer kollektive forvaltningsorganisationer også de indehavere af rettigheder, som ikke har givet organisationerne fuldmagt til forvaltningen af deres rettigheder.«

14

Lovens artikel 150 bestemmer:

»1.   Kollektive forvaltningsorganisationer er i denne lovs forstand juridiske personer, der er oprettet frit, og hvis eneste eller primære aktivitet er forvaltning af ophavsrettigheder eller ophavsretsbeslægtede rettigheder, kategorier af rettigheder, typer af værker eller andre frembringelser, som overdrages dem af flere ophavsmænd eller indehavere af ophavsrettigheder til kollektiv fordel for disse.

2.   [...] kollektive forvaltningsorganisationer må ikke overføres eller overdrages ophavsret og beslægtede rettigheder eller udøvelsen af sådanne rettigheder.

3.   Kollektiv forvaltning af rettigheder, kategorier af rettigheder, typer af værker eller andre frembringelser omfatter med henblik på stk. 1 licensudstedelse, overvågning af anvendelsen af de rettigheder eller typer af værker, der forvaltes, sikring af, at rettighederne overholdes, opkrævning, fordeling og betaling af skyldige beløb til ophavsmænd eller indehavere af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, der hidrører fra vederlag for udnyttelse af de forvaltede rettigheder, eller investering af indtægter fra disse rettigheder.«

15

Den nævnte lovs artikel 169 fastsætter følgende:

»1.   Den kollektive forvaltning udøves efter følgende regler:

[...]

[...]

[...]

16

Punkt 8, stk. 12 og 13, under overskrift VII i Normele metodologice de aplicare a Legii nr. 227/2015 privind Codul fiscal, aprobate prin Hotărârea Guvernului nr. 1/2016 (gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 227/2015 om skatter of afgifter godkendt ved regeringsbeslutning nr. 1/2016) af 6. januar 2016 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 22 af 13.1.2016), som ændret ved Hotărârea Guvernului nr. 354/2018 pentru modificarea și completarea Normelor metodologice de aplicare a Legii nr. 227/2015 privind Codul fiscal, aprobate prin Hotărârea Guvernului nr. 1/2016 (regeringsbeslutning nr. 354/2018, der ændrer og gennemfører gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 227/2015 om skatter og afgifter, der blev vedtaget ved regeringsbeslutning nr. 1/2016) af 16. maj 2018 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 442 af 25.5.2018), bestemmer:

»12. I henhold til skatte- og afgiftslovens artikel 271 udfører indehaverne af reproduktionsrettighederne ikke en levering af ydelser i momsmæssig forstand til producenter og importører af tomme medier og apparater til optagelse og gengivelse af værker, hos hvilke kollektive forvaltningsorganisationer for ophavsret eller beslægtede rettigheder for disse rettighedshaveres regning, men i eget navn, opkræver godtgørelse for salg af disse apparater og medier. Skatte- og afgiftslovens artikel 271, stk. 2, finder ikke anvendelse på opkrævning af godtgørelse for privatkopiering, da dette ikke udgør en modydelse for en tjenesteydelse, der er omfattet af momsens anvendelsesområde. Kollektive forvaltningsorganisationer leverer tjenesteydelser, der er omfattet af afgiftens anvendelsesområde, til fordel for indehaverne af reproduktionsrettighederne, hvis vederlag er det administrationsgebyr, der indeholdes i de opkrævede beløb.

13. Skatte- og afgiftslovens artikel 271, stk. 2, finder anvendelse på andre beløb end de i stk. 12 omhandlede, som opkræves af organisationer til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, der hidrører fra de forvaltede rettigheder.«

17

Credidam er en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder, der udøver virksomhed i form af en forening for udøvende kunstnere. Den har bl.a. til formål at opkræve og fordele de vederlag, som brugerne af deres kunstneriske ydelser skal betale til de udøvende kunstnere. Organisationen modtager i denne forbindelse et administrationsgebyr til dækning af sine driftsomkostninger, som indeholdes i disse vederlag.

18

Den 20. juli 2018 anlagde Credidam sag ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) mod den rumænske regering med påstand om annullation af regeringsbeslutning nr. 354/2018, der ændrer og supplerer gennemførelsesbestemmelserne i skatte- og afgiftsloven, for så vidt som denne indarbejdede bestemmelserne i stk. 12 og 13 i punkt 8, under overskrift VII i gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 227/2015 om skatter og afgifter, som blev godkendt i regeringsbeslutning nr. 1/2016, bestemmelser, der er nævnt i denne doms præmis 16 (herefter »de anfægtede bestemmelser«). Disse bestemmelser fastsætter bl.a., at godtgørelse for privatkopiering, der opkræves af kollektive forvaltningsorganisationer på vegne af rettighedshaverne, ikke er omfattet af momsens anvendelsesområde, men at de administrationsgebyrer, som disse organisationer indeholder i disse vederlag, pålægges denne afgift.

19

Credidam har til støtte for sine påstande gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser er i strid med momsdirektivet, således som fortolket af Domstolen i dom af 18. januar 2017, SAWP (C-37/16, EU:C:2017:22), og af de nationale retter for så vidt angår identifikationen af transaktioner foretaget af momspligtige kollektive forvaltningsorganisationer, bl.a. ved at inkludere de administrationsgebyrer, som disse organisationer indeholder i de vederlag, der skal betales til rettighedshaverne.

20

Ved dom af 21. maj 2019 gav Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) Credidam medhold og annullerede de anfægtede bestemmelser. Ifølge denne ret er forvaltningsorganisationernes administrationsgebyrer accessoriske i forhold til rettighedshavernes vederlag, hvori de indeholdes, således at når disse vederlag ikke er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde, såsom vederlaget for privatkopiering, må det samme gælde for de administrationsgebyrer, der knytter sig hertil.

21

Den rumænske regering og finansministeriet, som havde interveneret i sagen til støtte for den rumænske regering i første instans, har iværksat appel ved Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol, Rumænien), som er den forelæggende ret. Til støtte for appellen har de gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser korrekt har identificeret de kollektive forvaltningsorganisationers momspligtige transaktioner, navnlig for så vidt angår disse administrationsgebyrer.

22

Den rumænske regering og finansministeriet har for denne ret gjort gældende, at disse bestemmelser, for så vidt som de fastslår, at kollektive forvaltningsorganisationer er momspligtige, og at de administrationsgebyrer, som de modtager fra rettighedshaverne, udgør modydelsen for en ydelse, der er leveret til rettighedshaverne, er i overensstemmelse med EU-retten og i øvrigt ligeledes svarer til de retningslinjer, som Momsudvalget vedtog på sit 111. møde den 30. november 2018. De har desuden anført, at Domstolen i dom af 18. januar 2017, SAWP (C-37/16, EU:C:2017:22), ikke tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sådanne gebyrer er momspligtige.

23

Credidam har for sit vedkommende gjort gældende, at de administrationsgebyrer, der indeholdes i vederlag, som ikke er momspligtige, og som i øvrigt ikke alene omfatter vederlaget for privatkopiering, men også det rimelige vederlag for andre kategorier af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, heller ikke er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde, for så vidt som disse gebyrer er accessoriske i forhold til sådanne vederlag og således følger deres afgiftsordning.

24

Ifølge Credidam kan de nævnte gebyrer, selv hvis det antages, at de ikke har en accessorisk karakter, under alle omstændigheder ikke anses for at være en modydelse for en ydelse, eftersom der ikke mellem de kollektive forvaltningsorganisationer og rettighedshaverne består noget retsforhold, inden for rammerne af hvilket der udveksles gensidige ydelser, idet forpligtelsen til at betale disse samme gebyrer er fastsat ved lov, som ligeledes fastsætter størrelsen heraf i form af en procentdel af disse vederlag.

25

Den forelæggende ret har anført, at selv om den på grundlag af Domstolens praksis er i stand til at udtale sig om den afgiftsordning, der skal anvendes på de vederlag, der oppebæres af kollektive forvaltningsorganisationer på vegne af rettighedshaverne, er dette ikke tilfældet for så vidt angår den ordning, der finder anvendelse på administrationsgebyrer, der indeholdes i disse vederlag.

26

I denne henseende har den for det første taget udgangspunkt i den forudsætning, ifølge hvilken kollektive forvaltningsorganisationer har status som afgiftspligtige personer som omhandlet i momsdirektivet, for så vidt som de udøver en økonomisk virksomhed, der hovedsageligt består i at repræsentere interesserne for de rettighedshavere, hvis repertoire de forvalter, og i at fungere som formidler i det retlige forhold mellem rettighedshaverne og slutbrugerne.

27

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt sådanne forvaltningstransaktioner, der foretages over for rettighedshaverne, udgør levering af tjenesteydelser mod vederlag i dette direktivs forstand, eftersom de administrationsgebyrer, der indeholdes for disse transaktioner, skal betales i henhold til loven, uanset om den kollektive forvaltning af rettighederne er obligatorisk eller fakultativ, og uanset om rettighedshaverne er medlemmer af den kollektive forvaltningsorganisation eller ej.

28

Denne ret har for det andet præciseret, at i en situation som den, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 21. januar 2021, UCMR – ADA (C-501/19, EU:C:2021:50), hvori en kollektiv forvaltningsorganisation som omhandlet i momsdirektivets artikel 28 deltog i levering af ydelser leveret af rettighedshaveren til slutbrugeren, skal den kollektive forvaltningsorganisation tilstille slutbrugerne en faktura, der omfatter den moms, der er beregnet på grundlag af det samlede vederlag, som denne organisation har modtaget, herunder af den procentdel af dette vederlag, der svarer til administrationsgebyret. I en sådan situation er administrationsgebyret momspligtigt som en del af det vederlag, der opkræves på vegne af rettighedshaverne.

29

Spørgsmålet er imidlertid, om administrationsgebyret ligeledes er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde, når det vederlag, som det vedrører, ikke er modydelsen for en momspligtig tjenesteydelse, såsom vederlaget for privatkopiering. I dette tilfælde udelukker den forelæggende ret nemlig ikke, at den kollektive forvaltningsorganisation for dette gebyr kan være omfattet af den samme afgiftsordning som den, der finder anvendelse på selve vederlaget, analogt med løsningen i dom af 14. juli 2011, Henfling m.fl. (C-464/10, EU:C:2011:489, præmis 36), hvorefter retsforholdet mellem kommittenten og kommissionæren er fritaget for moms, når den tjenesteydelse, som kommissionæren optræder i, selv er momsfritaget.

30

Ifølge den forelæggende ret skal det således afgøres, om den første transaktion – hvis det antages, at det administrationsgebyr, som den kollektive forvaltningsorganisation har indeholdt, udgør modydelsen for en transaktion, der er særskilt i forhold til den transaktion, der består i at opkræve det vederlag, der skal betales til rettighedshaveren – i forhold til den anden transaktion har en selvstændig eller accessorisk karakter.

31

På denne baggrund har Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Det fremgår af den forelæggende rets forklaringer, således som de er sammenfattet i denne doms præmis 28 og 29, at dens spørgsmål vedrører den afgiftsmæssige behandling, der med henblik på momsdirektivet skal forbeholdes den forvaltningsvirksomhed, der foretages af en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder til fordel for de pågældende rettighedshavere, og dette i det tilfælde, hvor denne virksomhed ikke har nogen forbindelse med eventuelle afgiftspligtige transaktioner, der udføres af disse rettighedshavere.

33

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c), skal fortolkes således, at en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder foretager en levering af ydelser som omhandlet i disse bestemmelser, når denne dels i henhold til loven modtager, fordeler og betaler rettighedshaverne det vederlag, som de ved lov fastsatte brugere skylder rettighedshaverne, dels i disse vederlag indeholder et administrationsgebyr, som skal betales til denne af rettighedshaverne, og som har til formål at dække de omkostninger, der er forbundet med denne virksomhed, i det tilfælde, hvor de vederlag, der således opkræves for rettighedshavernes regning, ikke i dette direktivs forstand udgør modydelsen for tjenesteydelser, som leveres af disse samme rettighedshavere til fordel for disse brugere.

34

Ifølge momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), er levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, momspligtig. I henhold til direktivets artikel 24, stk. 1, skal der ved levering af ydelser desuden forstås enhver transaktion, der ikke er en levering af varer. Direktivets artikel 25 opregner til orientering tre transaktioner, der udgør tjenesteydelser, herunder den, der er nævnt i litra c), og som består i udførelse af en ydelse i henhold til et pålæg fra det offentlige eller på dettes vegne eller ifølge loven.

35

Da den forelæggende ret har fastslået, at de i hovedsagen omhandlede opkrævnings-, fordelings- og betalingstransaktioner er en del af en økonomisk virksomhed, som den pågældende kollektive forvaltningsorganisation udøver i sin egenskab af afgiftspligtig person som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, vedrører dens tvivl for det første, om de således foretagne leveringer af ydelser er foretaget »mod vederlag« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra c).

36

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at muligheden for at kvalificere en levering af tjenesteydelser som en levering mod vederlag udelukkende forudsætter, at der består en direkte sammenhæng mellem denne levering og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. En sådan direkte sammenhæng foreligger, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren (dom af 15.4.2021, Administration de l’Enregistrement, des Domaines et de la TVA, C-846/19, EU:C:2021:277, præmis 36).

37

I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, udfører den pågældende kollektive forvaltningsorganisation, dvs. Credidam, til fordel for de rettighedshavere, som den repræsenterer, bl.a. forvaltningsydelser i henhold til den obligatoriske kollektive forvaltningsordning, der er fastsat i artikel 145 i lov nr. 8/1996, herunder de ydelser, der vedrører »retten til godtgørelse for privatkopiering«, der er omhandlet i denne artikel 145, stk. 1, litra a), og som kan sammenlignes med de ydelser, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 18. januar 2017, SAWP (C-37/16, EU:C:2017:22). Disse kollektive forvaltningsydelser omfatter bl.a. i henhold til lovens artikel 150, stk. 3, »opkrævning, fordeling og betaling af skyldige beløb til ophavsmænd eller indehavere af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder« for deres rettigheder.

38

For det andet skal rettighedshaverne i henhold til nævnte lovs artikel 169, stk. 1, litra h), over for den kollektive forvaltningsorganisation betale et administrationsgebyr, der er fastsat til højst 15% af de opkrævede beløb, og som har til formål at »dække alle omkostninger i forbindelse med driften af den kollektive forvaltningsorganisation, opkrævning, fordeling og betaling af vederlag«, og som indeholdes på tidspunktet for fordelingen af de skyldige beløb.

39

Med forbehold for den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, fremgår det således, at der i medfør af de ovennævnte bestemmelser i national ret mellem den pågældende kollektive forvaltningsorganisation og de rettighedshavere, som den repræsenterer, er indført et retsforhold, inden for rammerne af hvilket der udveksles gensidige ydelser, og som således skaber en direkte forbindelse mellem de kollektive forvaltningsydelser, som denne organisation leverer, og den monetære ydelse, som disse rettighedshavere leverer, og som består i betaling af administrationsgebyret. Dette gebyr skal nemlig kun betales, for så vidt som disse kollektive forvaltningsydelser leveres, og udgør den faktiske modydelse herfor.

40

Denne vurdering kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at leveringen af de omhandlede kollektive forvaltningsydelser og betalingen af det administrationsgebyr, der skal betales i denne forbindelse, er reguleret ved lov (jf. i denne retning dom af 21.1.2021, UCMR – ADA, C-501/19, EU:C:2021:50, præmis 36 og 37). Som anført i nærværende doms foregående præmis er det nemlig for det første netop i det foreliggende tilfælde denne lovgivningsmæssige ramme, der skaber en direkte forbindelse mellem leveringen af disse ydelser og betalingen af administrationsgebyret. For det andet fastsætter momsdirektivets artikel 25, litra c), udtrykkeligt, at levering af ydelser bl.a. kan bestå i udførelse af en tjenesteydelse i henhold til loven.

41

I denne forbindelse er det uden betydning, at den pågældende kollektive forvaltningsorganisation er en nonprofitorganisation, idet administrationsgebyret kun har til formål at dække foreningens udgifter. En afgiftspligtig person er således ifølge momsdirektivets artikel 9, stk. 1, enhver, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed, uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed (jf. i denne retning dom af 29.10.2015, Saudaçor, C-174/14, EU:C:2015:733, præmis 39 og 40).

42

Under disse omstændigheder skal kollektive forvaltningstransaktioner som de i hovedsagen omhandlede kvalificeres som levering af ydelser, som foretages mod vederlag som omhandlet i momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), sammenholdt med dette direktivs artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c).

43

For det andet har den forelæggende ret præciseret, at kollektive forvaltningstransaktioner ligeledes kan finde sted i forbindelse med levering af ydelser, som leveres af rettighedshaverne selv, og derfor skal anses for at udgøre en situation, hvor den kollektive forvaltningsorganisation optræder som formidler i forbindelse med disse ydelser, hvilken situation momsdirektivets artikel 28 finder anvendelse på.

44

Ifølge den forelæggende ret ville anvendelsen af artikel 28, som fortolket af Domstolen i dom af 14. juli 2011, Henfling m.fl. (C-464/10, EU:C:2011:489, præmis 36), have til følge, at administrationsgebyret således var momspligtigt som en del af de vederlag, der oppebæres på vegne af rettighedshaverne, og ville følge den afgiftsordning, der fandt anvendelse på disse sidstnævnte. Den forelæggende ret er i denne forbindelse i tvivl om, hvorvidt en sådan løsning ligeledes gælder analogt, når – som i det foreliggende tilfælde – de vederlag, hvori administrationsgebyret indeholdes, ikke udgør modydelsen for en tjenesteydelse, der er omfattet af momsdirektivet, og derfor ikke er afgiftspligtige.

45

I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der tages hensyn til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed (dom af 12.11.2020, ITH Comercial Timişoara, C-734/19, EU:C:2020:919, præmis 48).

46

Det er i henhold til momsdirektivets artikel 28 korrekt, at når en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men for tredjemands regning, optræder som formidler i forbindelse med en tjenesteydelse, anses han for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

47

Denne bestemmelse skaber således en retlig fiktion om to identiske tjenesteydelser, der leveres efter hinanden. I medfør af denne fiktion anses den erhvervsdrivende, der optræder som formidler ved leveringen af tjenesteydelser, og som er kommissionær, for først at have modtaget de omhandlede tjenesteydelser fra den erhvervsdrivende, for hvis regning denne handler, og som er kommittent, før den pågældende anses for dernæst selv at levere disse tjenesteydelser til kunden (dom af 4.5.2017, Kommissionen mod Luxembourg, C-274/15, EU:C:2017:333, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

48

Som den forelæggende ret har anført, og som den rumænske regering og Europa-Kommissionen ligeledes har fremhævet, finder momsdirektivets artikel 28 imidlertid ikke anvendelse i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, idet rettighedshaverne ikke leverer ydelser, som den kollektive forvaltningsorganisation optræder som formidler i.

49

I den foreliggende sag findes der nemlig, henset til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed ved den pågældende virksomhed, med henblik på anvendelsen af momsdirektivet kun de tjenesteydelser, som det pågældende forvaltningsorgan leverer direkte til rettighedshaverne, og som består i opkrævning, fordeling og betaling af de i hovedsagen omhandlede vederlag, og for hvilke administrationsgebyret udgør den faktiske modydelse.

50

Den omstændighed, at disse ydelser indebærer, at der hos brugerne og for disse rettighedshaveres regning opkræves vederlag, der udspringer af et retsforhold mellem disse parter, der ikke i sig selv giver anledning til afgiftspligtige transaktioner, og navnlig til levering af ydelser som omhandlet i momsdirektivet – såsom det forhold, at de nævnte rettighedshavere i forhold til disse brugere gives en ret til godtgørelse for privatkopiering – og at de således er »accessoriske« i forhold til gennemførelsen af ikke-momspligtige transaktioner, kan ikke fratage de nævnte ydelser, der foretages af den kollektive forvaltningsorganisation, deres momspligtige karakter.

51

I denne sammenhæng bemærkes, at selv om det er korrekt, at momsdirektivet giver momsen et meget vidt anvendelsesområde, er det kun virksomhed af økonomisk karakter, der er omfattet af denne afgift. I denne henseende har Domstolen præciseret, at virksomhed kun kan kvalificeres som økonomisk virksomhed som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, såfremt virksomheden svarer til en af de transaktioner, der er omhandlet i momsdirektivets artikel 2, stk. 1 (dom af 15.4.2021, Administration de l’Enregistrement, des Domaines et de la TVA, C-846/19, EU:C:2021:277, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis), herunder levering af ydelser mod vederlag.

52

Det følger heraf, at ikke-afgiftspligtige transaktioner som dem, der er nævnt i denne doms præmis 50, ikke kan kvalificeres som »økonomisk virksomhed« som omhandlet i momsdirektivet og derfor ikke er omfattet af dets anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 18.1.2017, SAWP, C-37/16, EU:C:2017:22, præmis 32).

53

Eftersom sådanne transaktioner ikke er omfattet af momsdirektivet, kan de under disse omstændigheder ikke tages i betragtning, hverken analogt med dette direktivs artikel 28 eller på anden måde, med henblik på at rejse tvivl om, hvorvidt en anden transaktion, om hvilken det er ubestridt, at den udgør en levering af ydelser mod vederlag som omhandlet i nævnte direktiv, er afgiftspligtig, når der ikke er fastsat noget grundlag herfor i samme direktiv.

54

Henset til det i nærværende doms præmis 49 anførte skal der heller ikke tages hensyn til de nævnte transaktioner i lyset af Domstolens praksis, der bl.a. følger af præmis 40-42 i dom af 4. marts 2021, Frenetikexito (C-581/19, EU:C:2021:167), vedrørende muligheden for i givet fald at undersøge, om en økonomisk transaktion består af en hovedydelse og en eller flere sekundære ydelser.

55

Det følger af det ovenstående, at momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c), skal fortolkes således, at en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder foretager en levering af ydelser som omhandlet i disse bestemmelser, når denne dels i henhold til loven modtager, fordeler og betaler rettighedshaverne det vederlag, som visse ved lov fastsatte brugere skylder rettighedshaverne, dels i disse vederlag indeholder et administrationsgebyr, som skal betales til denne af rettighedshaverne, og som har til formål at dække de omkostninger, der er forbundet med denne virksomhed, i det tilfælde, hvor de vederlag, der således opkræves for rettighedshavernes regning, ikke i dette direktivs forstand udgør modydelsen for tjenesteydelser, som leveres af disse samme rettighedshavere til fordel for disse brugere.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

skal fortolkes således, at

en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder foretager en levering af ydelser som omhandlet i disse bestemmelser, når denne dels i henhold til loven modtager, fordeler og betaler rettighedshaverne det vederlag, som visse ved lov fastsatte brugere skylder rettighedshaverne, dels i disse vederlag indeholder et administrationsgebyr, som skal betales til denne af rettighedshaverne, og som har til formål at dække de omkostninger, der er forbundet med denne virksomhed, i det tilfælde, hvor de vederlag, der således opkræves for rettighedshavernes regning, ikke i dette direktivs forstand udgør modydelsen for tjenesteydelser, som leveres af disse samme rettighedshavere til fordel for disse brugere.