This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62023CC0369
Opinion of Advocate General Ćapeta delivered on 11 July 2024.###
Forslag til afgørelse fra generaladvokat T. Ćapeta fremsat den 11. juli 2024.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat T. Ćapeta fremsat den 11. juli 2024.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2024:612
- Date of document:
- 11/07/2024
- Form:
- Generaladvokatens forslag til afgørelse
- Advocate General:
- Ćapeta
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
T. ĆAPETA
fremsat den 11. juli 2024 (1)
Sag C-369/23
Vivacom Bulgaria EAD
mod
Varchoven administrativen sad,
Natsionalna agentsia za prihodite
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien))
»Præjudiciel forelæggelse – en medlemsstats ansvar for skade forvoldt borgere som følge af tilsidesættelser af EU-retten, der kan tilskrives en national domstol, som træffer afgørelse i sidste instans – nationale regler, der giver en domstol i sidste instans kompetence til at behandle sager baseret på tilsidesættelser af EU-retten, som kan tilskrives denne domstol – artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – effektiv retsbeskyttelse – uafhængig og upartisk domstol – objektiv prøvelse af upartiskhed«
I. Indledning
1. Upartiskhed er et afgørende kendetegn for en domstol. Sokrates udtalte helt tilbage i 399 f.Kr., at en dommer skal kunne fire ting: lytte høfligt, svare klogt, overveje nøgternt og træffe en upartisk afgørelse (2).
2. Er en domstol, der skal træffe afgørelse om sin egen tilsidesættelse af EU-retten, upartisk?
3. Dette spørgsmål er opstået i forbindelse med et erstatningssøgsmål anlagt af et selskab på grundlag af en national domstol i sidste instans’ urigtige fortolkning af EU-retten.
II. De faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
4. Vivacom Bulgaria EAD (herefter »Vivacom«) er et bulgarsk selskab, der leverer telekommunikationstjenester.
5. I 2007 og 2008 udstedte selskabet fakturaer til to rumænske selskaber på grundlag af aftaler om salg af forudbetalte kort og værdikuponer til telekommunikationstjenester, hvoraf det fremgik, at merværdiafgiften (herefter »moms«) var på 0%.
6. I forbindelse med en afgiftskontrol fandt Natsionalna agentsia za prihodite (det nationale agentur for offentlige indtægter, Bulgarien, herefter »NAP«), at det ikke kunne bevises, at disse kort og værdikuponer var blevet modtaget af personer, der repræsenterede de pågældende rumænske selskaber. NAP betragtede således transaktionerne som en levering af tjenesteydelser med leveringssted i Bulgarien, hvor Vivacom udøvede sin virksomhed, i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der gennemfører momsdirektivet (3).
7. Som følge heraf udstedte NAP den 20. juni 2012 en afgiftskontrolafgørelse til Vivacom, hvorved der blev fastsat yderligere skyldig moms på i alt 760 183,15 bulgarske leva (BGN) (ca. 388 485 EUR).
8. Vivacom betalte det skyldige beløb og iværksatte en administrativ klageprocedure til prøvelse af denne afgørelse, som blev stadfæstet.
9. Vivacom anlagde derefter sag til prøvelse af kontrolafgørelsen ved Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien, herefter »ASSG«), som blev delvist forkastet. Ifølge denne domstol var Vivacom forpligtet til at betale momsen, fordi de pågældende transaktioner blev karakteriseret som levering af varer, men da kortene og værdikuponerne ikke havde forladt Vivacoms lager, var leveringsstedet på bulgarsk område.
10. Vivacom iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Bulgarien, herefter »VAS«). Ved dom af 16. december 2014 stadfæstede denne ret dommen afsagt af første instans. VAS tilsluttede sig navnlig ASSG’s konklusioner om, at transaktionerne var en levering af varer, og fastslog, at de relevante nationale regler var blevet anvendt korrekt. Da VAS er domstolen i sidste instans, var dens dom endelig.
11. Derefter anlagde Vivacom den 12. december 2019 et erstatningssøgsmål ved ASSG mod NAP og VAS på grundlag af statens ansvar som udviklet i EU-retten. Vivacom gjorde gældende, at NAP og VAS havde anvendt de relevante bestemmelser i momsdirektivet, som disse fortolkes af Domstolen i dens praksis, forkert.
12. Ved dom af 18. april 2022 forkastede ASSG Vivacoms søgsmål. Den forelæggende ret fastslog navnlig, at der ikke forelå en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten fra NAP’s eller VAS’ side.
13. ASSG fandt i denne henseende, at NAP havde anvendt den relevante lovgivning korrekt. Retten fandt endvidere, at selv om VAS med urette havde klassificeret transaktionerne som leverancer af varer i stedet for tjenesteydelser, ville en korrekt retlig kvalificering af disse leverancer ikke have ført til et andet resultat, eftersom betingelserne for momsfritagelse ikke var opfyldt, og at VAS med rette havde konkluderet, at der ikke var grundlag for at anvende Domstolens praksis, som Vivacom havde påberåbt sig.
14. Vivacom iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved VAS, som er den forelæggende ret i denne sag. Vivacom har bl.a. gjort gældende, at VAS’ samtidige rolle som domstol i sidste instans og part i tvisten ikke opfylder kravene til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol i henhold til EU-retten, selv om der er tale om en anden afdeling end den, der traf den endelige afgørelse i afgiftssagen.
15. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at Domstolen bør forelægges spørgsmålet om førstnævnte rets kompetence, inden sagens realitet behandles.
16. Den forelæggende ret har forklaret, at erstatningssøgsmål baseret på tilsidesættelser af EU-retten, som kan tilskrives VAS, i henhold til bestemmelserne i bulgarsk ret (4) henhører under forvaltningsdomstolenes kompetence. Som hovedregel behandles administrative sager ved domstolene i to instanser. VAS er domstolen i sidste instans, og derfor skal sådanne sager behandles af VAS i sidste instans.
17. Retten er derfor i tvivl om, hvorvidt nationale regler, der gør det muligt for den samme domstol både at være dommer og sagsøgte i samme sag, opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU vedrørende effektiv retsbeskyttelse inden for de områder, der er omfattet af EU-retten, og i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) vedrørende en uafhængig og upartisk domstol.
18. Den forelæggende ret har anført, at Vivacom ikke har fremlagt nogen konkrete beviser for omstændigheder, der giver anledning til at betvivle den subjektive upartiskhed hos dommerne i VAS-afdelingen, men er af den opfattelse, at VAS er forudindtaget på grund af dennes rolle som sagsøgt, og at den blotte omstændighed, at sagen mod VAS behandles i sidste instans ved den samme domstol, omend i en helt anden afdeling, er tilstrækkelig til at rejse alvorlig tvivl om hver af denne rets afdelingers uafhængighed og upartiskhed. Samme ret har endvidere anført, at der af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) vedrørende anvendelsen af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder (herefter »EMRK«) ikke kan udledes et klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt ret må behandle et søgsmål, hvori den selv er sagsøgte (5).
19. På denne baggrund har Varchoven administrativen sad (øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og [chartrets] artikel 47 […] til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 2c, stk. 1, nr. 1, i [ZODOV], sammenholdt med artikel 203, stk. 3, og artikel 128, stk. 1, nr. 6, i [APK], hvorefter et søgsmål med påstand om erstatning for en skade forvoldt ved [VAS’] tilsidesættelse af EU-retten, hvor [VAS] er sagsøgt, skal prøves af denne domstol i sidste instans?«
20. Vivacom Bulgaria, VAS, den bulgarske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ikke blevet afholdt et retsmøde.
III. Bedømmelse
A. Det spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag
21. I den skelsættende dom i Köbler-sagen (6) fastslog Domstolen, at princippet om, at en medlemsstat er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, også finder anvendelse, når tilsidesættelsen skyldes en afgørelse truffet af en domstol i sidste instans (herefter »Köbler-ansvar«) (7).
22. I denne dom forklarede Domstolen som svar på visse medlemsstaters argumenter om, at vanskeligheden ved at udpege den kompetente ret var til hinder for at anvende princippet om statens erstatningsansvar for afgørelser truffet af en national ret i sidste instans (8), at »gennemførelsen af det omhandlede princip [ikke] må hindres ved, at der ikke findes en kompetent retsinstans« (9).
23. I overensstemmelse med princippet om procesautonomi overlod Domstolen det til medlemsstaterne at fastsætte de processuelle regler, hvorefter borgerne kan anlægge søgsmål om Köbler-ansvar ved domstolene, og mindede om, at disse regler skal opfylde kravet om effektiv retsbeskyttelse (10).
24. Den foreliggende sag sætter spørgsmålstegn ved sådanne regler, der er indført af en medlemsstat for at imødekomme Köbler-ansvaret, for så vidt angår deres forenelighed med kravet om effektiv retsbeskyttelse.
25. Dette krav, som er et generelt princip i EU-retten (11), er i dag indarbejdet i både artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, som den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af.
26. Princippet om effektiv retsbeskyttelse har det samme indhold for så vidt angår dets anvendelse i EU-retten (12). Det kræver bl.a., at den domstol, der behandler påstanden om en angivelig tilsidesættelse af en i EU-retten forankret rettighed, som tilfældet er i denne sag, skal være uafhængig og upartisk (13).
27. Domstolen har i sin praksis anerkendt, at domstolenes uafhængighed omfatter to aspekter: et eksternt og et internt. Det eksterne aspekt kræver, at retten udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk tvang eller underordnet noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Det interne aspekt, der ligeledes betegnes som retslig upartiskhed, har til formål at sikre, at de dommere, der træffer afgørelse, har den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Det fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (14).
28. Det spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, vedrører kravet om upartiskhed, idet den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om de gældende bulgarske regler sikrer, at VAS, i lyset af dennes rolle som sagsøgt, ikke har nogen interesse i udfaldet af erstatningssøgsmålet, ud over lovens anvendelse. Kort sagt kan en sådan situation stride mod princippet nemo judex in causa sua, dvs. ingen kan være dommer i sin egen sag.
29. Hverken Köbler-dommen eller senere praksis (15) har behandlet dette spørgsmål.
30. Det potentielle problem med upartiskhed blev anerkendt af retslitteraturen (16). Det blev med få undtagelser (17) dog ikke drøftet yderligere.
31. Inden jeg redegør for min holdning til spørgsmålet om upartiskhed, som den foreliggende sag rejser, vil jeg på ny gennemgå Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens praksis, som kan have en vis relevans.
B. Fornyet gennemgang af retspraksis
1. Domstolens praksis
32. Domstolen har i sin praksis med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis anerkendt, at overholdelsen af kravet om upartiskhed kan prøves på to forskellige måder. Den subjektive prøvelse tager hensyn til en dommers personlige overbevisning og adfærd, hvorimod den objektive prøvelse består i at undersøge, om der uafhængigt af dommerens personlige optræden findes omstændigheder, der kan efterprøves, og som kan gøre det muligt at så tvivl om dommerens upartiskhed. I forbindelse med den objektive prøvelse af upartiskhed kan selv fremtræden have betydning (18).
33. Domstolen har behandlet kravet om upartiskhed i forhold til domstole og andre organer (19). Der er tre hovedtræk i praksis, som kan være af interesse i den foreliggende sag. Ingen af disse sager omhandlede dog den særlige situation i denne sag.
34. For det første er der praksis om begrebet en »ret i en af medlemsstaterne« i henhold til artikel 267 TEUF, hvor Domstolen har vurderet, om det forelæggende organ handlede som en tredjepart i relation til de interesser, der var på spil. Denne vurdering af upartiskhed blev imidlertid foretaget med henblik på at sondre mellem retslige og administrative funktioner (20), hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Der er ingen tvivl om, at VAS er en domstol, hvorfor det eneste spørgsmål er, om denne domstol i en situation som i denne sag kan betragtes som tilstrækkelig upartisk.
35. For det andet findes der praksis om både Domstolens og Rettens upartiskhed i forbindelse med erstatningssøgsmål, som er baseret på Rettens angivelige tilsidesættelser af forpligtelsen til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist i henhold til chartrets artikel 47 (21). Efter min opfattelse synes denne praksis af to grunde dog ikke at kunne overføres til denne sag. For det første vedrører denne praksis erstatningssøgsmål, der kan tilskrives Retten, og omhandler således ikke en situation, hvor Domstolen som en domstol i sidste instans ville skulle træffe afgørelse om angivelige tilsidesættelser af EU-retten, der kan tilskrives førstnævnte (22). For det andet vedrører den pågældende praksis tilsidesættelser af kravet om rimelig frist, hvorfor det ikke omhandler indholdet af retsafgørelser og angivelige fejl i fortolkningen og anvendelsen af EU-retten som tilfældet er med Köbler-ansvar.
36. For det tredje er der retspraksis, hvor Domstolen har truffet afgørelse om Rettens upartiskhed på grund af sammensætningen af den påkendende afdeling. En gruppe sager vedrører situationer, hvor nogle af de samme dommere havde sæde i flere på hinanden følgende dommerkollegier før og efter Domstolens hjemvisning i appelsager (23). En anden gruppe vedrører de samme dommere med sæde i relaterede sager (24). Derudover opstod spørgsmålet om en angivelig interessekonflikt, der var baseret på en dommers tidligere ansættelse (25). Domstolen fandt ikke, at der var et problem med upartiskhed i nogen af disse sager. Disse sager adskiller sig imidlertid fra denne sag, fordi de ikke vedrører en situation, hvor dommere traf afgørelse om deres egne tilsidesættelser af EU-retten.
2. Menneskerettighedsdomstolens retspraksis
37. Som anerkendt af Menneskerettighedsdomstolen i dennes retspraksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, har den i langt størstedelen af de sager, der omhandler spørgsmål om upartiskhed, fokuseret på den objektive prøvelse (26).
38. Menneskerettighedsdomstolen har endnu ikke truffet afgørelse i en sag, der omhandler en sammenlignelig situation, og som involverer en domstol i sidste instans (27). Der er dog sager, som kan have en vis relevans for den foreliggende sag.
39. I visse sager rejstes f.eks. spørgsmålet om upartiskheden hos dommere, der traf afgørelse om, hvorvidt de havde begået fejl i den retlige fortolkning eller anvendelse i deres tidligere afgørelser. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at dette kunne give anledning til en begrundet frygt for upartiskhed. I disse sager var det dog de samme dommere, der skulle afgøre, om de havde begået disse fejl, hvorfor Menneskerettighedsdomstolen fandt, at der var sket en overtrædelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1 (28). Derimod ville det i den foreliggende sag være op til forskellige dommere at træffe afgørelse om erstatningskravet, selv om det er den samme domstol.
40. Derudover omhandlede sagen Mihalkov mod Bulgarien (29) og sagen Boyan Gospodinov mod Bulgarien (30), som parterne har påberåbt sig ved Domstolen, krav om erstatning for den uberettigede domfældelse af sagsøgerne. Hvis man ser bort fra de komplekse faktuelle mønstre i disse to sager, opstod spørgsmålet om upartiskhed i de lavere retsinstanser, hvis domme kunne appelleres. Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at der var sket en overtrædelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, fordi der på den ene side var visse elementer, der gav anledning til begrundet tvivl om upartiskhed for så vidt angår de lavere retsinstanser, og fordi de højere retsinstanser på den anden side ikke formåede at fjerne denne tvivl. Det, der kan være relevant for den foreliggende sag, er, at de elementer, der førte Menneskerettighedsdomstolen til at anse tvivlen om upartiskhed for at være begrundet, var, at de pågældende lavere retsinstanser var sagsøgte i de erstatningssøgsmål, som de traf afgørelse om, og at erstatningen var blevet udbetalt fra disse domstoles budget.
41. Sammenfattende giver Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke noget klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt den objektive prøvelse af upartiskhed fører til den konklusion, at en domstol i sidste instans, der træffer afgørelse i sin egen sag, altid skal anses for at være partisk.
42. For at anvende den objektive prøvelse af upartiskhed i den foreliggende sag er det derfor først og fremmest vigtigt at forstå, hvad denne prøvelse indebærer.
C. Hvad indebærer den objektive prøvelse af upartiskhed?
43. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og parternes indlæg, er der ikke rejst tvivl om den subjektive upartiskhed hos de dommere, der skal træffe afgørelse, og som udgør VAS, i den foreliggende sag.
44. Denne sag vedrører snarere den objektive prøvelse af upartiskhed. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den omstændighed, at den samme domstol i sidste instans både er dommer og part, skaber en opfattelse af partiskhed set ud fra en udenforståendes perspektiv.
45. Hvorfor er dette vigtigt?
46. Med Domstolens ord drejer det sig om »den tillid, som et demokratisk samfunds domstole bør indgyde borgerne« (31).
47. Den objektive prøvelse af upartiskhed vedrører således den offentlige funktion af princippet om retsvæsenets upartiskhed, i tillæg til beskyttelsen af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang for parterne i en tvist (32). I denne henseende handler denne prøvelse om fremtræden, nemlig om rimelig tvivl om upartiskhed er blevet tilstrækkeligt fjernet i offentlighedens øjne (33).
48. En situation som i den foreliggende sag, hvor en domstol i sidste instans træffer afgørelse om et søgsmål baseret på en tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilskrives den samme domstol, synes umiddelbart at kunne give anledning til begrundet tvivl om denne domstols upartiskhed. VAS synes at være judex in causa sua.
49. Ikke desto mindre følger det af parternes holdning i denne sag, at visse elementer, der er baseret på de regler, som finder anvendelse på VAS i den foreliggende situation, enten mindsker eller forstærker dette indtryk af partiskhed.
50. Det er derfor min opfattelse, at der findes grader af sandsynlighed for, at de dommere, der træffer afgørelse i en sag, vil være forudindtaget i relation til en af parternes synspunkter.
51. F.eks. er sandsynligheden for partiskhed større, hvis de samme dommere træffer afgørelse om et erstatningskrav, der opstår på baggrund af deres egen afgørelse, end hvis sagen skal afgøres af en afdeling ved samme domstol, som er sammensat af andre dommere. Sandsynligheden for partiskhed er endnu mindre, hvis sagen afgøres af en helt anden domstol. Hvis man går et skridt videre, er sandsynligheden for partiskhed endnu mindre, hvis en anden gren af regeringen træffer afgørelse. Hvert af disse trin gør i offentlighedens øjne på en måde sagen en smule mindre causa sua for de dommere, der skal træffe afgørelse.
52. Hvis det anerkendes, at upartiskhed ikke er absolut, men af varierende grad, betyder det, at spørgsmålet om, hvorvidt tvivl om upartiskhed er blevet fjernet, også er af varierende grad. Spørgsmålet er så, hvor høj en grad af sandsynlighed der er for, og under hvilke betingelser det er muligt at konkludere, at offentlighedens opfattelse af upartiskhed er opnået i tilstrækkelig udstrækning.
53. Dette spørgsmål, som foreslået af Kommissionen, afhænger af forskellige elementer i det pågældende retssystem. Det kan efter min opfattelse derfor ikke besvares generelt for alle medlemsstater. Nogle medlemsstater kan f.eks. have én domstol i sidste instans i domstolshierarkiet, mens andre kan have to eller flere (34). Medlemsstaterne kan have forskellige grunde til at organisere deres retsvæsen på en bestemt måde.
54. Henset til de særlige forhold i hvert retssystem beror den acceptable løsning på en afvejning, som i relation til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at opnå en lavere grad af sandsynlighed for partiskhed, tager hensyn til andre interesser i det pågældende system (35). Set i lyset af betydningen af princippet om domstolenes upartiskhed bør de nationale retssystemer lægge betydelig vægt på dette princip ved afvejningen.
55. Det spørgsmål, der skal besvares i hvert enkelt tilfælde, er derfor, om den anvendte regel opnår den lavest mulige grad af sandsynlighed for partiskhed inden for rammerne af et givent retssystem. Den domstol, der besvarer dette spørgsmål, skal efterprøve, om manglen på yderligere elementer, der gør det muligt at opnå en endnu lavere grad af sandsynlighed for partiskhed, er begrundet på baggrund af andre interesser i det pågældende system.
56. Et sådant krav om afvejning er ikke nyt i EU-retten. Kravet, der i retslitteraturen betegnes som den processuelle »rule of reason« (36), blev udviklet i sager, som rejste spørgsmål om nationale reglers effektivitet inden for rammerne af den nationale procesautonomi (37).
D. Den objektive prøvelse af upartiskhed i den foreliggende sag
57. Det følger heraf, at svaret på det forelagte spørgsmål i sidste ende skal besvares af den forelæggende ret. Det er denne ret, snarere end Domstolen, der kan tage hensyn til andre interesser i det bulgarske retssystem for at vurdere, om en regel, der tillader VAS at træffe afgørelse om sit eget ansvar, reelt set er den lavest mulige grad af sandsynlighed for partiskhed.
58. Hvad skal vurderes?
59. På baggrund af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, synes der at være flere elementer, som kan fjerne tvivlen om VAS’ upartiskhed i nærværende sag. Disse elementer vedrører henvisning til en anden afdeling eller sågar en anden domstol, sagsøgtes identitet og de relevante budgetregler.
1. Sagen afgøres af en anden afdeling
60. For det første, som anført af den bulgarske regering og VAS, behandles erstatningssøgsmål baseret på tilsidesættelser af EU-retten, der kan tilskrives VAS, af en anden afdeling ved VAS, som er sammensat af andre dommere end dem, der traf den omtvistede retsafgørelse (38).
61. Dette element synes i et vist omfang at kunne mindske en begrundet tvivl om den pågældende domstols upartiskhed.
62. I denne henseende fremgår det af en overfladisk komparativ analyse, at dette er i overensstemmelse med praksis ved visse andre medlemsstaters domstole. I adskillige situationer, hvor domstolene i sidste instans traf afgørelse i søgsmål om Köbler-ansvar, som skyldtes tilsidesættelser af EU-retten, der kunne tilskrives disse domstole, blev spørgsmål om upartiskhed ikke rejst af hverken parterne eller af dommerne selv (39). Visse nationale domstole har vurderet, at der ikke er et problem med upartiskhed, når retten træffer afgørelse i en anden sammensætning (40).
63. Et beslægtet spørgsmål, der kan være af betydning, og som blev drøftet i parternes indlæg, er, hvordan sagerne fordeles. Hvis den afdeling, der skal træffe afgørelse om ansvar i den pågældende sag, udvælges tilfældigt, kan dette muligvis mindske en begrundet tvivl med hensyn til den manglende upartiskhed hos VAS-afdelingen, der træffer afgørelse i sagen.
2. Sagen afgøres af en anden domstol
64. En anden afdeling øger allerede afstanden mellem domstolen som en dommer og domstolen som en part. Hvis sagen imidlertid blev afgjort af en anden domstol, som Vivacom har argumenteret for, ville dette så meget desto mere sandsynligvis kunne mindske tvivlen med hensyn til eventuel forudindtagethed.
65. Som svar på Vivacoms argument har den bulgarske regering og VAS forklaret, at der ikke findes nogen mekanisme i bulgarsk ret, som ville gøre det muligt for andre domstole at behandle erstatningssøgsmål baseret på tilsidesættelser af EU-retten, der kan tilskrives VAS.
66. Ved anvendelse af den objektive prøvelse af upartiskhed skal den forelæggende ret derfor vurdere, om det kan begrundes, at det i henhold til national ret er umuligt at overføre sagen til en anden domstol.
67. Den bulgarske regering og VAS har i denne henseende gjort gældende, at national ret afspejler den nationale lovgivers valg om at tilpasse reglerne om forvaltningsdomstolenes kompetence og kompetencerne på det administrative område med henblik på at skabe et sammenhængende forvaltningsretligt system. Hvis forskellige domstole skulle træffe afgørelse i søgsmål, som omhandler forvaltningsretlige forhold, ville det medføre en fordrejning af retssystemet som fastsat i den bulgarske forfatning og den relevante nationale lovgivning, hvorefter forvaltningsdomstole har deres egen kompetence i forvaltningsretlige anliggender.
68. Man kan naturligvis forestille sig et andet retssystem end det, der findes i Bulgarien. Efter min opfattelse kræver den for de nationale domstole fastsatte forpligtelse til at finde den lavest mulige grad af sandsynlighed for partiskhed dog ikke en revision af medlemsstaternes eksisterende retssystemer. Dette er navnlig tilfældet, når et sådant retssystem råder over andre strukturelle garantier for upartiskhed. I den foreliggende sag er det ikke gjort gældende, at der er systemiske problemer med domstolenes uafhængighed eller upartiskhed i Bulgarien.
69. Jeg er derfor af den opfattelse, at de argumenter, som den bulgarske regering og VAS har fremført, kan begrunde beslutningen om at bibeholde kompetencen med hensyn til erstatningskrav i forvaltningsdomstolssystemet, selv om dette betyder, at den samme domstol i tilfælde af appel skal træffe afgørelse om sit eget ansvar.
3. Sagsøgtes identitet
70. I Köbler-dommen fastslog Domstolen, at staten var ansvarlig for tilsidesættelser begået af domstole i sidste instans. EU-retten antager derfor, at det er staten, og ikke nødvendigvis den ret, hvis angivelige tilsidesættelse af EU-retten ligger til grund for sagen, som er den sagsøgte.
71. Når staten formelt er den sagsøgte, og det ikke er selve domstolen, synes det at forbedre indtrykket af upartiskhed. Dette skyldes, at offentligheden sandsynligvis vil opfatte statens rolle som part og domstolens rolle som dommer i den pågældende sag som værende tydeligt adskilt.
72. I denne sag er dette element ikke helt klart. Ifølge Vivacoms argumenter er VAS den sagsøgte i hovedsagen, hvor den allerede har givet udtryk for sin holdning (41). VAS har derimod argumenteret for, at det i henhold til bulgarsk ret i erstatningssøgsmål, som skyldes tilsidesættelser af EU-retten, er staten, der er ansvarlig, og ikke den domstol, der ved sin afgørelse har forvoldt en borger skade. VAS har derfor yderligere gjort gældende, at VAS, som i denne sag er en juridisk enhed, der er udpeget som den sagsøgte i henhold til gældende ret, er den processuelle erstatning for staten (42).
73. Hvis den bulgarske stat blev angivet som den sagsøgte i stedet for VAS, selv om det kun var et formalitetsspørgsmål, ville sandsynligheden for at fjerne tvivl om VAS’ partiskhed i denne sag efter min mening være højere. Hvilken betydning der skal tillægges denne særlige opfattelse i afvejningen, er et spørgsmål, der henhører under den nationale domstols kompetence.
4. Budgetregler
74. En problemstilling, der er tæt forbundet med sagsøgtes identitet, er spørgsmålet om økonomi. Spørgsmålet er her, hvem der betaler erstatningen, hvis Köbler-ansvar fastslås. De relevante budgetregler kan derfor mindske eller forstærke tvivl om upartiskhed.
75. En erstatning fra statens budget i stedet for den pågældende domstols budget ville sandsynligvis i højere grad kunne fjerne tvivl om den pågældende domstols upartiskhed.
76. I den foreliggende sag ser det imidlertid ud til, at de tilkendte beløb vil blive trukket fra VAS’ budget, hvis påstanden om erstatning bliver taget til følge.
77. Dette behøver ikke i sig selv at føre til den konklusion, at der er et problem med upartiskhed. Som VAS og den bulgarske regering har anført, hvilket ikke er blevet bestridt af Vivacom, har tilkendelsen af erstatning ikke nogen indvirkning på dommernes løn eller arbejdsvilkår. Det forhold, at der findes en særskilt budgetpost i domstolens budget, var en faktor, som Menneskerettighedsdomstolen tog i betragtning for at sondre mellem sin afgørelse i sagen Mihalkov mod Bulgarien og en anden sag, hvori den fastslog, at der ikke var et problem med upartiskhed (43).
78. Påstanden om, at staten er den egentlige sagsøgte, er vanskelig at forene med den kendsgerning, at erstatningen betales fra VAS’ budget. Hvis sidstnævnte budgetregel er begrundet med f.eks. organiseringen af de offentlige finanser i Bulgarien, kan reglen dog stadig bestå den objektive prøvelse af upartiskhed. Dette er et anliggende for den nationale domstol.
79. For at opsummere afhænger beslutningen om upartiskhed i en konkret sag af forskellige elementer i det nationale retssystem set under ét og deres indbyrdes forhold.
80. Det forekommer mig, at de elementer, der er forelagt Domstolen i den foreliggende sag, og som vedrører eksistensen af en anden afdeling, sagsøgtes identitet og de relevante budgetregler, i tilstrækkelig grad fjerner en begrundet tvivl om VAS’ manglende upartiskhed i relation til at skulle træffe afgørelse i et erstatningssøgsmål, som er baseret på en tilsidesættelse af EU-retten, der kan tilskrives samme domstol.
IV. Forslag til afgørelse
81. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er ikke til hinder for nationale regler, hvorefter et erstatningssøgsmål, der er baseret på en tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilskrives en domstol i sidste instans, behandles af denne domstol, og hvor den samme domstol er sagsøgt, når disse regler opnår den lavest mulige grad af sandsynlighed for partiskhed inden for rammerne af et givent retssystem.
Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre dette spørgsmål under hensyntagen til de forskellige interesser, der efterstræbes i den pågældende medlemsstats domstolsvæsen.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Jf. C.G. Geyh, »The Dimensions of Judicial Impartiality«, Florida Law Review, bind 65, nr. 2, 2014, s. 493, navnlig s. 498.
3 – Jf. Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«).
4 – Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til artikel 2c, stk. 1, nr. 1, i Zakon za otgovornostta na darzhavata i obshtinite za vredi (lov om statens og kommunernes ansvar for skader, herefter »ZODOV«), der regulerer proceduren for erstatningssøgsmål mod staten på grundlag af en tilsidesættelse af EU-retten, og anfører, at i tilfælde af skade, der skyldes forvaltningsdomstolenes og VAS’ udøvelse af retslige funktioner, er disse sager underlagt Administrativnoprotsesualen kodeks (lov om forvaltningsretspleje, herefter »APK«). APK’s artikel 128, stk. 1, nr. 6, fastslår, at erstatningssøgsmål baseret på forvaltningsdomstolenes og VAS’ udøvelse af retslige funktioner er omfattet af forvaltningsdomstolenes kompetence, og at VAS er omfattet af forvaltningsdomstolenes kompetence, og at dette i henhold til samme lovs artikel 203, stk. 3, omfatter påstande om erstatning for skader, der opstår som følge af en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.
5 – Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at Menneskerettighedsdomstolen har fastslået overtrædelser af EMRK’s artikel 6, stk. 1, i dom af 10.7.2008, Milhalkov mod Bulgarien (CE:ECHR:2008:0410JUD006771901), og af 10.9.2018, Boyan Gospodinov mod Bulgarien (CE:ECHR:2018:0405JUD002841707), men ikke i afgørelse af 18.6.2013, Valcheva og Abrashev mod Bulgarien (CE:ECHR:2013:0618DEC000619411), og af 18.6.2013, Balakchiev m.fl. mod Bulgarien (CE:ECHR:2013:0618DEC006518710).
6 – Dom af 30.9.2003 (C-224/01, EU:C:2003:513, navnlig præmis 30-50). Denne dom byggede på tidligere retspraksis, herunder den skelsættende dom af 19.11.1991, Francovich m.fl. (C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428, navnlig præmis 35), og af 5.3.1996, Brasserie du Pêcheur og Factortame (C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, navnlig præmis 31), hvorved det blev fastslået, at der af selve traktaternes system følger et princip om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten. Jf. senest f.eks. dom af 4.10.2018, Kantarev (C-571/16, EU:C:2018:807, præmis 92), og af 24.11.2022, Varchoven administrativen sad (Ophævelse af den omtvistede bestemmelse) (C-289/21, EU:C:2022:920, præmis 35).
7 – For en generel diskussion jf. f.eks. M.-P.F. Granger, »Francovich liability before national courts: 25 years on, has anything changed?«, i P. Giliker (red.), Research Handbook on EU Tort Law, Edward Elgar, Cheltenham og Northampton, 2017, s. 93, Z. Varga, The Effectiveness of the Köbler Liability in National Courts, Hart, Oxford, 2020.
8 – Jf. dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, navnlig præmis 21, 28 og 44). Jf. ligeledes generaladvokat Légers forslag til afgørelse Köbler (C-224/01, EU:C:2003:207, navnlig punkt 18 og 21).
9 – Dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 45). Jf. ligeledes generaladvokat Légers forslag til afgørelse Köbler (C-224/01, EU:C:2003:207, punkt 107-114).
10 – Jf. dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 47).
11 – Jf. f.eks. dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses (C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 35), og af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) (C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 69).
12 – Generaladvokat Emiliou påpegede i sit forslag til afgørelse Asociaţia »Forumul Judecătorilor din România« (C-216/21, EU:C:2023:116, punkt 26), at det er åbenbart, at der inden for Unionens retsorden kun findes et enkelt princip om dommeres uafhængighed, og at indholdet af både artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 i alt væsentligt er det samme for så vidt angår domstolenes uafhængighed.
13 – Jf. f.eks. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere) (C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 57 og 58), og af 29.3.2022, Getin Noble Bank (C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 93 og 94).
14 – Jf. f.eks. dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 121 og 122), og af 18.4.2024, OT m.fl. (Ophævelse af en ret) (C-634/22, EU:C:2024:340, præmis 35).
15 – Domstolen har i efterfølgende sager bekræftet princippet om staters ansvar for retslige tilsidesættelser af EU-retten, som blev fastslået i Köbler-dommen, men i ingen af disse sager opstod spørgsmålet om retsvæsenets upartiskhed. Hidtil er de sager ved Domstolen, hvor Köbler-ansvaret har været omtvistet, generelt udsprunget af forelæggelser fra lavere domstole eller andre domstole, der har truffet afgørelse om tilsidesættelser af EU-retten, som kan tilskrives domstole i sidste instans. Jf. dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513) (domstol i første instans), af 13.6.2006, Traghetti del Mediterraneo (C-173/03, EU:C:2006:391) (domstol i første instans), af 9.9.2015, Ferreira da Silva e Brito m.fl. (C-160/14, EU:C:2015:565) (domstol i første instans), af 28.7.2016, Tomášová (C-168/15, EU:C:2016:602) (status som domstol i sidste instans er uklar), og af 29.7.2019, Hochtief Solutions Magyarországi Fióktelepe (C-620/17, EU:C:2019:630) (anden domstol). Domstolen har ligeledes truffet afgørelse i traktatbrudssøgsmål anlagt mod medlemsstater på grundlag af domstole i sidste instans’ tilsidesættelser af EU-retten, som heller ikke omhandlede denne problemstilling. Jf. dom af 9.12.2003, Kommissionen mod Italien (C-129/00, EU:C:2003:656), af 12.11.2009, Kommissionen mod Spanien (C-154/08, EU:C:2009:695), af 4.10.2018, Kommissionen mod Frankrig (Forskudsskat) (C-416/17, EU:C:2018:811), og af 14.3.2024, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (domstol i sidste instans) (C-516/22, EU:C:2024:231); jf. også dom af 24.11.2011, Kommissionen mod Italien (C-379/10, EU:C:2011:775) (manglende opfyldelse af ovenfor nævnte Traghetti-dom).
16 – Jf. f.eks. H. Toner, »Thinking the Unthinkable? State liability for Judicial Acts after Factortame (III)«, Yearbook of European Law, bind 17, nr. 1, 1997, s. 165, navnlig s. 187 og 188, G. Anagnostaras, »The Principle of State Liability for Judicial Breaches: The Impact of European Community Law«, European Public Law, bind 7, nr. 2, 2001, s. 281, navnlig s. 295 og 296, A. Garde, »Member States’ liability for judicial acts or omissions: much ado about nothing?«, Cambridge Law Journal, bind 63, nr. 3, 2004, s. 564, navnlig s. 566 og 567, C. van Dam, European Tort Law, Second edition, Oxford University Press, Oxford, 2013, s. 47, og A. Demark, »Contemporary Issues regarding Member State Liability for Infringements of EU Law by National Courts«, EU and Comparative Law Issues and Challenges Series, bind 4, 2020, s. 352, navnlig s. 372.
17 – I retslitteraturen er indførelsen af særlige procedurer eller særlige domstole for søgsmål baseret på Köbler-ansvar blevet drøftet. Jf. f.eks. P.J. Wattel, »Köbler, CILFIT og Welthgrove: We Can’t Go On Meeting Like This«, Common Market Law Review, bind 41, nr. 1, 2004, s. 177, navnlig s. 180. Andre overvejede at give Domstolen kompetence til at afgøre sådanne søgsmål. Jf. f.eks. B. Hofstötter, Non-Compliance of National Courts – Remedies in European Community Law and Beyond, TMC Asser Press, Haag, 2005, navnlig s. 165-175.
18 – Jf. dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 128) (med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 6.5.2003, Kleyn m.fl. mod Nederlandene, CE:ECHR:2003:0506JUD003934398, og af 6.11.2018, Ramos Nunes de Carvalho e Sá mod Portugal, CE:ECHR:2018:1106JUD005539113).
19 – For en sammenfatning af retspraksis se generaladvokat Pikamäes forslag til afgørelse Parlamentet mod UZ (C-894/19 P, EU:C:2021:497, punkt 54-118).
20 – Jf. f.eks. dom af 22.12.2010, RTL Belgium (C-517/09, EU:C:2010:821, navnlig præmis 41-47), af 31.1.2013, Belov (C-394/11, EU:C:2013:48, navnlig præmis 45-51), af 9.10.2014, TDC (C-222/13, EU:C:2014:2265, navnlig præmis 37), af 21.1.2020, Banco de Santander (C-274/14, EU:C:2020:17, navnlig præmis 72-74), og af 3.5.2022, CityRail (C-453/20, EU:C:2022:341, navnlig præmis 63-71).
21 – Jf. dom af 13.12.2018, Den Europæiske Union mod Kendrion (C-150/17 P, EU:C:2018:1014, præmis 27-40).
22 – I denne henseende skal jeg gøre opmærksom på, at Domstolen i dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 74-85), fandt, at Köbler-ansvaret kan overføres på ordningen vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold, og at Retten kan sidestilles med en domstol i en medlemsstat, der ikke træffer afgørelse i sidste instans, således at tilsidesættelser af EU-retten, der udspringer af Rettens afgørelser, ikke kan føre til et ansvar uden for kontraktforhold for Unionen, men at der i stedet bør indgives en appel, som udgør en egnet fremgangsmåde til genopretning af fejl begået i Rettens afgørelser.
23 – Jf. f.eks. dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl. (C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 44-61), og af 4.12.2019, H mod Rådet (C-413/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1044, præmis 45-63).
24 – Jf. f.eks. dom af 19.2.2009, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet (C-308/07 P, EU:C:2009:103, præmis 41-50).
25 – Jf. f.eks. dom af 24.3.2022, Wagenknecht mod Kommissionen (C-130/21 P, EU:C:2022:226, præmis 15-25).
26 – Menneskerettighedsdomstolen har tilføjet, at der ikke er nogen vandtæt opdeling mellem subjektiv og objektiv upartiskhed, da en dommers adfærd ikke blot kan give anledning til objektive betænkeligheder med hensyn til upartiskhed set fra den eksterne observatørs synspunkt (objektiv prøvelse), men også kan omhandle spørgsmålet om hans eller hendes personlige overbevisning (subjektiv prøvelse). Jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.4.2015, Morice mod Frankrig (CE:ECHR:2015:0423JUD002936910, § 75), og af 6.11.2018, Ramos Nunes de Carvalho e Sá mod Portugal (CE:ECHR:2018:1106JUD005539113, § 146).
27 – Der verserer i øjeblikket en sag for Menneskerettighedsdomstolen, som omhandler et spørgsmål svarende til det, der er rejst i denne sag. Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom, Doynov mod Bulgarien (anmodning nr. 27455/22), juridisk sammenfatning, maj 2023, vedrørende en anmodning indgivet i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, baseret på manglende upartiskhed hos VAS til at kunne træffe afgørelse om sit eget ansvar for en angivelig tilsidesættelse af EU-retten.
28 – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 29.7.2004, San Leonard Band Club mod Malta (CE:ECHR:2004:0729JUD007756201, §§ 61-66), og af 7.7.2020, Scerri mod Malta (CE:ECHR:2020:0707JUD003631818, §§ 75-81).
29 – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.7.2008 (CE:ECHR:2008:0410JUD006771901, §§ 46-51).
30 – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.9.2018 (CE:ECHR:2018:0405JUD002841707, §§ 54-60).
31 – Jf. dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 128) (med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 6.5.2003, Kleyn m.fl. mod Nederlandene, CE:ECHR:2003:0506JUD003934398, og af 6.11.2018, Ramos Nunes de Carvalho e Sá mod Portugal, CE:ECHR:2018:1106JUD005539113).
32 – Sammenhold med C.G. Geyh, citeret i fodnote 2 til dette forslag til afgørelse, som sondrer mellem de proceduremæssige, politiske og etiske dimensioner af upartiskhed.
33 – Som Domstolen har fastslået, »skal parternes synspunkter tages i betragtning […], men disse synspunkter er ikke afgørende. Det afgørende forhold består i at vide, om de omhandlede bekymringer kan anses for at være objektivt begrundede«. Jf. dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 129).
34 – Jf. i denne henseende generaladvokat Bots forslag til afgørelse Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen (C-385/07 P, EU:C:2009:210, punkt 337), hvori han fandt, at et kriterium, der skal tages i betragtning i forbindelse med kompetence for så vidt angår erstatningsansvar i retssystemet på EU-plan, er, at dette system kun består af to domstole.
35 – Vedrørende afvejningen af andre interesser over for princippet nemo judex in causa sua se A. Vermeule, »Contra Nemo iudex in sua Causa: The Limits of Impartiality«, Yale Law Journal, bind 122, nr. 2, 2012, s. 384.
36 – Jf. S. Prechal, »Community Law in National Courts: The Lessons from Van Schijndel«, Common Market Law Review, bind 35, nr. 3, 1998, s. 681, navnlig s. 690.
37 – Jf. dom af 14.12.1995, Peterbroeck (C-312/93, EU:C:1995:437, præmis 14), og af 14.12.1995, van Schijndel og van Veen (C-430/93 og C-431/93, EU:C:1995:441, præmis 19). Jf. f.eks. også senest dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 63), og af 23.11.2023, Provident Polska (C-321/22, EU:C:2023:911, præmis 63).
38 – Som VAS ligeledes har anført, udøves denne rets judicielle virksomhed i form af kollegier på tre eller fem medlemmer, og hvert dommerkollegium er selvstændigt uden nogen form for interaktion med andre kollegiesammensætninger eller med andre dommere i VAS.
39 – I to sager blev det f.eks. fastslået, at lavere retsinstanser var ansvarlige, men disse domme blev ved appel omstødt af domstolene i sidste instans, hvis fejlagtige anvendelse af EU-retten var omtvistet, og der blev ikke rejst spørgsmål om upartiskhed. Jf. Cour de cassations (kassationsdomstol, Frankrig) dom af 18.11.2016 (15-21.438, FR:CCASS:2016:AP00630) og Supremo Tribunal de Justiças (øverste domstol, Portugal) dom af 12.3.2009 (9180/07.3TBBRG.G1.S1). Disse to sager drøftes af Z. Varga, som er citeret i fodnote 7 i nærværende forslag til udtalelse, s. 57 og 58. Jf. også Riigikohus’ (øverste domstol, Estland) dom af 20.5.2022 (3-20-1684).
40 – Jf. f.eks. Grondwettelijk Hof/Cour constitutionnelles (forfatningsdomstol, Belgien) dom af 23.2.2017 (29/2017), Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) dom af 1.4.2022 (443882, FR:CECHR:2022:443882 20220401) og Hoge Raad der Nederlandens (Nederlandenes øverste domstol) dom af 21.12.2018 (17/00424, NL:HR:2018:2396).
41 – Man kan også på baggrund af det på første side i nærværende forslag til afgørelse anførte, hvor den foreliggende sag beskrives som Vivacom Bulgaria EAD mod Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) og Natsionalna agentsia za prihodite (det nationale agentur for offentlige indtægter), samt på baggrund af den omstændighed, at VAS har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen, få det indtryk, at VAS formelt er sagsøgte i denne sag.
42 – VAS har i sit skriftlige indlæg anført, at ansvaret i alle sager om erstatningsansvar, der er omfattet af ZODOV, og frem for alt i erstatningssøgsmål, som skyldes tilsidesættelser af EU-retten, påhviler staten og ikke den domstol, der har forvoldt skaden på en borger ved sin afgørelse, således som det fremgår af fortolkningsdom nr. 5/2013 og nr. 7/2014 afsagt af Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien).
43 – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.6.2013, Valcheva og Abrashev mod Bulgarien (CE:ECHR:2013:0618DEC000619411, § 100), og af 18.6.2013, Balakchiev m.fl. mod Bulgarien (CE:ECHR:2013:0618DEC006518710, § 61).
