This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62023CC0187
Opinion of Advocate General Campos Sánchez-Bordona delivered on 11 April 2024.###
Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 11. april 2024.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 11. april 2024.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2024:309
- Date of document:
- 11/04/2024
- Form:
- Generaladvokatens forslag til afgørelse
- Advocate General:
- Campos Sánchez-Bordona
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 11. april 2024 (1)
Sag C-187/23 [Albausy] (i)
E.V.G.-T.
procesdeltagere:
P.T.,
F.T.,
G.T.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – civilretligt samarbejde – forordning (EU) nr. 650/2012 – udstedelse af det europæiske arvebevis – anfægtelser, som fremlægges under proceduren for udstedelse«
1. Forordning (EU) nr. 650/2012 (2) har til formål at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for personer, som ønsker at gøre deres rettigheder gældende i arvesager med grænseoverskridende virkninger.
2. Med henblik på dette formål indfører arveretsforordningen et europæisk arvebevis (3) for det indre marked og fastsætter detaljerede regler for ordningen for udstedelse heraf og for dets virkninger. Med dette bevis kan arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere let dokumentere deres status og/eller rettigheder samt beføjelser i alle medlemsstater.
3. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse udspringer af en sag, hvor den afdødes ægtefælle, som anser sig for at være enearving til en testamentsarv, har anmodet den kompetente nationale myndighed om at udstede et europæisk arvebevis. Den afdødes søn og børnebørn har bestridt gyldigheden af det fremlagte testamente over for samme myndighed. Parterne er uenige om, hvilken virkning denne anfægtelse har for udstedelsen af arvebeviset.
4. Domstolen har allerede besvaret andre præjudicielle spørgsmål vedrørende denne type beviser (4), men ingen af disse sager vedrørte de tvivlsspørgsmål, som rejses i den foreliggende sag, og som kun skal behandles, hvis anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
I. Retsforskrifter. EU-retten
A. Arveretsforordningen
5. Artikel 62 (»Indførelse af det europæiske arvebevis«), stk. 1, har følgende ordlyd:
»Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.«
6. Artikel 63 (»Formålet med beviset«) fastsætter følgende:
»1. Formålet med beviset er, at det skal kunne anvendes af arvinger, legatarer med direkte rettigheder i arvesagen og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger eller legatarer og/eller deres beføjelser som testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere.
2. Beviset kan navnlig anvendes til at bevise et eller flere af følgende forhold:
a) statussen og/eller arveretten for hver arving eller i givet fald hver legatar, der er nævnt i beviset, og deres respektive arveandele
b) tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i beviset
c) beføjelserne for den person, der er angivet i beviset, til at optræde som testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer.«
7. Artikel 64 (»Kompetence til at udstede beviset«) har denne ordlyd:
»Beviset udstedes i den medlemsstat, hvis retter er kompetente i henhold til artikel 4, artikel 7, artikel 10 eller artikel 11. Den udstedende myndighed skal være:
a) en ret, som defineret i artikel 3, stk. 2, eller
b) en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager.«
8. Artikel 65 (»Anmodning om et bevis«), stk. 3, litra l), har følgende ordlyd:
»Anmodningen skal indeholde de oplysninger, der er anført nedenfor, i det omfang ansøgeren har kendskab til disse oplysninger, og de er nødvendige for, at den udstedende myndighed kan attestere de forhold, som ansøgeren ønsker bekræftet, og den skal ledsages af alle relevante dokumenter, enten originaler eller genparter, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af deres ægthed, jf. dog artikel 66, stk. 2:
[...]
l) en erklæring om, at der efter ansøgerens bedste vidende ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres.«
9. Artikel 66 (»Gennemgang af anmodningen«) fastsætter følgende:
»1. Efter modtagelse af anmodningen efterprøver den udstedende myndighed de oplysninger og erklæringer samt de dokumenter og andre bevismidler, ansøgeren har fremlagt. Den foretager af egen drift de nødvendige undersøgelser med henblik på denne efterprøvning, når dette er fastsat eller tilladt ifølge dens nationale lov, eller opfordrer ansøgeren til at forelægge yderligere beviser, som den finder nødvendige.
[…]
4. Den udstedende myndighed træffer alle de fornødne foranstaltninger for at underrette de arveberettigede om anmodningen om et bevis. Den skal, hvis det er nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres, høre enhver involveret person og enhver testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer og fremsætte offentlige bekendtgørelser med det formål at give andre eventuelle arveberettigede mulighed for at fremføre deres krav.
[…]«
10. Artikel 67 (»Udstedelse af beviset«) har følgende ordlyd:
»1. Den udstedende myndighed udsteder straks beviset efter proceduren i dette kapitel, når de forhold, der skal attesteres, er fastslået i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til enhver anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den anvender den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
Den udstedende myndighed udsteder ikke beviset, navnlig hvis:
a) de elementer, der skal attesteres, anfægtes, eller
b) beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer.
[…]«
11. Artikel 69 (»Retsvirkningerne af beviset«) fastsætter følgende:
»1. Beviset skal være gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
2. Beviset forudsættes nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, legatar, testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer, forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset.
3. Enhver person, som på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, foretager udbetalinger eller overdrager ejendele til en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at modtage betalinger eller ejendom, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at modtage betalinger eller ejendom, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
4. Hvis en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at disponere over boets ejendele, disponerer over sådanne ejendele til fordel for en anden person, skal den anden person, hvis denne handler på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at disponere over de pågældende ejendele, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
5. Beviset udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog artikel 1, stk. 2, litra k) og l).«
B. Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 (5)
12. Artikel 1, stk. 5, fastsætter følgende:
»Til et europæisk arvebevis, jf. artikel 67, stk. 1, i forordning (EU) nr. 650/2012, anvendes formular V i bilag 5.«
13. I sidste del af formular V i bilag 5 anføres det, at myndigheden bekræfter, at »ingen af forholdene [i beviset] var blevet anfægtet af de arveberettigede på tidspunktet for dets udfærdigelse«.
II. Faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
14. P.T., som var fransk statsborger og senest havde bopæl i Tyskland, døde den 15. september 2021.
15. Den 23. november 2021 anmodede E.V.G.-T., P.T.s hustru på tidspunktet for dennes død, Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) om et europæisk arvebevis med angivelse af sig selv som enearving (6).
16. I denne forbindelse fremlagde hun et testamente, som var underskrevet af de to ægtefæller, med følgende indhold:
»Fælles testamente
Vi, ægtefællerne E.G.-T., født den […] og P.T., født den […], som begge har bopæl i […], erklærer følgende:
1) Vi er ikke bundet af tidligere arveretlige dispositioner og har ikke truffet arveretlige dispositioner. Vi annullerer forebyggende alle dispositioner, der tidligere måtte være truffet af hver af os på egen hånd eller i fællesskab.
2) Vi indsætter gensidigt hinanden som enearvinger. Denne indsættelse som arvinger er korrespektiv og foretages med bindende virkning. Denne bestemmelse indebærer herudover ikke nogen begrænsninger for den længstlevende. Det står således den længstlevende frit for selv at træffe dispositioner vedrørende arven efter sig selv, hvilket allerede kan ske inden førstafdødes død, men alene med virkning for den situation, at den pågældende bliver længstlevende.
3) Vi har begge bopæl i Tyskland og ønsker, at tysk arvelovning finder anvendelse, hvilken lovgivning vi i forbindelse med lovvalg, i det omfang det er lovligt, fastsætter som anvendelig lovgivning. Denne bestemmelse er korrespektiv.
R., den 23. juli 2020. E.G.-T. Jeg er enig heri. P.T.«
17. Der forelå endvidere et ældre testamente med følgende ordlyd:
»Undertegnede, P.M.J.T., født den […] i A., med bopæl i […] Spanien tilbagekalder hermed alle tidligere dødsdispositioner. Jeg tillægger mine to børnebørn, P.s sønner, N.A.J.T., født den […], og J.N.J.T., født den […], den arveandel af mit bo, der udgør friarven, som legatarer. Arven skal deles i lige dele mellem de to. Jeg udpeger min søn P. og kun denne til at organisere min begravelse med en gregoriansk messe og min bisættelse i […] Spanien. A., den 31. maj 2001. Dette er mit testamente. P.T.«
18. E.V.G.-T. anser sig for at være enearving på grundlag af testamentet af 23. juli 2020. P.T.s søn og børnebørn er derimod af den opfattelse, at dette testamente ikke er gyldigt, eftersom arveladeren ved oprettelsen af testamentet ikke længere var ved sin fornufts fulde brug, og underskriften ikke er arveladerens.
19. Ifølge den forelæggende ret var arveladeren fortsat ved sin fornufts fulde brug (7), og underskriften i testamentet er arveladerens (8).
20. Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) finder på denne baggrund, at udstedelsen af beviset afhænger af fortolkningen af arveretsforordningen, hvorfor den har udsat sagen (9) og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse også omfatter anfægtelser, der er forelagt under selve proceduren vedrørende udstedelse af det europæiske arvebevis, at retten ikke kan prøve sådanne anfægtelser, og at bestemmelsen dermed ikke alene omfatter anfægtelser, der er forelagt i en anden sag?
2) Såfremt [det første spørgsmål] besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at et europæisk arvebevis end ikke må udstedes, hvis der under proceduren vedrørende udstedelsen af det europæiske arvebevis er forelagt anfægtelser, som imidlertid allerede er blevet prøvet i en sag om udstedelse af arveattest i henhold til tysk lovgivning?
3) Såfremt [det første spørgsmål] besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse omfatter enhver anfægtelse, selv hvis en sådan er forelagt uden at være underbygget, og der ikke skal optages formelt bevis herom?
4) Såfremt [det første spørgsmål] besvares benægtende: Gælder der formkrav for den forelæggende rets angivelse af de grunde, som har fået retten til at forkaste anfægtelserne og til at udstede det europæiske arvebevis?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
21. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 23. marts 2023.
22. Den tyske og den spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Alle disse parter samt E.V.G.-T. deltog i retsmødet den 31. januar 2024.
IV. Bedømmelse
23. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvilken rolle der spilles af den myndighed, som udsteder europæiske arvebeviser, og om rækkevidden af denne myndigheds kompetencer inden for rammerne af arveretsforordningens artikel 67.
A. Formaliteten med hensyn til den præjudicielle forelæggelse
24. Den spanske regering har gjort gældende, at forelæggelsen ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom udstedelsen af et europæisk arvebevis ikke indebærer udøvelse af dømmende myndighed som krævet i henhold til artikel 267 TEUF (10).
25. Spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, afhænger af, om den indgives af en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, der netop handler under udøvelse af dømmende myndighed (11).
26. For at fastslå, om et bestemt organ opfylder denne dobbelte betingelse, undersøger Domstolen bl.a. »den særlige karakter af de funktioner, det udøver i den specielle lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori det forelægger spørgsmål for Domstolen, med henblik på at afklare, om der verserer en tvist for dette organ, og om det skal træffe afgørelse i en sag, der skal afsluttes med en retsafgørelse« (12).
27. Når disse betingelser ikke er opfyldt, kan den forelæggende ret, uanset om den opfylder de øvrige betingelser i henhold til Domstolens praksis, ikke anses for at udøve dømmende myndighed (13).
28. Formalitetsindsigelsen kan være begrundet i lyset af angivelserne i arveretsforordningen om det europæiske arvebevis og den virksomhed, der fører til dets udstedelse. Af disse angivelser følger det af grunde, som jeg vil redegøre for herunder, at den myndighed, der udsteder et bevis ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, selv om den er en ret, ikke træffer afgørelse efter en procedure, der afsluttes med en retsafgørelse.
1. Formålet med og retsvirkningerne af det europæiske arvebevis
29. Arveretsforordningen indfører et europæisk arvebevis og indfører en ensartet ordning, som er selvstændig i forhold til lignende nationale attester. Denne ordning adskiller sig også fra den, der er fastsat i forordningen vedrørende anerkendelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter (14).
30. Det europæiske arvebevis er tiltænkt personer, der som arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere har behov for at påberåbe sig denne status eller udøve deres heraf afledte rettigheder eller beføjelser (15). Dets anvendelse er imidlertid ikke obligatorisk (16).
31. For at dække dette behov har beviset følgende retsvirkninger, som er identiske i hele Unionen (17):
– Det kan anvendes til at bevise (18) de forhold, som er anført i det (19). Ved at forelægge beviset kan indehaveren påberåbe sig sine rettigheder og beføjelser i alle medlemsstater, uden at der kan kræves yderligere beviser af vedkommende. Det forudsættes, at den status, der er nævnt i beviset, og de rettigheder eller beføjelser, som er anført i beviset, faktisk foreligger, således som det er angivet (20).
– Det beskytter tredjemænd, som udfører transaktioner med de i beviset angivne personer, og som på baggrund af de heri anførte oplysninger foretager udbetalinger, overdrager ejendele eller erhverver eller modtager ejendele fra boet, »medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse« (21).
– Det udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i et register med de begrænsninger, der er anført i arveretsforordningen som fortolket af Domstolen (22).
32. Beviset har ikke i sig selv andre retsvirkninger: Det har navnlig ikke samme bindende retsvirkning som en retsafgørelse (23). Det præciseres endvidere i 71. betragtning til arveretsforordningen, at det ikke er et eksigibelt dokument.
33. Fraværet af retligt bindende virkninger kommer også til udtryk i ordningen for videregivelse af beviset i forskellige udstedende medlemsstater. Kapitel VI i arveretsforordningen fastsætter ikke, at det kan eller skal »anerkendes« (24). I henhold til artikel 69, stk. 1, skal beviset »være gældende« uden nogen procedure (25). Der er bogstaveligt talt intet grundlag for at anfægte denne videregivelse (26).
2. Foranstaltninger truffet af den myndighed, der udsteder beviset inden for rammerne af arveretsforordningens artikel 67
34. I henhold til artikel 67, stk. 1, første afsnit, udsteder den udstedende myndighed straks beviset, »når de forhold, der skal attesteres, er fastslået […]«. Udstedelsen finder sted efter den gennemgang (af anmodningen), som foreskrives i forordningens artikel 66.
35. I henhold til sidstnævnte bestemmelse skal myndigheden efterprøve de oplysninger og erklæringer samt de dokumenter og andre bevismidler, som er fremlagt af den person, der ansøger om beviset (27).
36. Artikel 66 henviser med henblik på dette formål i) til beføjelser, som denne myndighed er tillagt ved national lovgivning (28), og samme bestemmelse ii) tillægger denne myndighed andre beføjelser (29) og iii) pålægger direkte denne myndighed en forpligtelse til at træffe foranstaltninger til at underrette (bestemte konkrete modtagere) om anmodningen om beviset (30).
37. I forbindelse med denne forpligtelse skal myndigheden »høre enhver involveret person og enhver testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer og fremsætte offentlige bekendtgørelser med det formål at give andre eventuelle arveberettigede mulighed for at fremføre deres krav«, hvis den finder det nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres (31).
38. Hvis myndigheden efter gennemgangen af alle disse elementer anser de elementer, som fremgår af beviset, for at være fastslået, udsteder den det »straks« ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1.
39. Hvis den udstedende myndighed derimod er i tvivl om disse forhold, skal den ikke udstede beviset. Dets indhold er ikke blevet godtgjort, hvorfor det ikke er egnet til at udløse de retsvirkninger, der er fastsat i forordningens artikel 69. Beviset udstedes i henhold til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), heller ikke, hvis de elementer, der skal attesteres, anfægtes (32).
40. Den udstedende myndigheds funktion er ikke kun passiv: Den består ikke i at modtage erklæringer om faktiske forhold eller viljestilkendegivelser, som mekanisk skal overføres til en ad hoc-formular. Den er forpligtet til at efterprøve, at ansøgerens oplysninger er korrekte, henset til de af denne fremlagte beviser og eventuelt andre oplysninger, som myndigheden råder over, eller som forelægges for den af andre parter med interesse i arvesagen (33).
41. Det tilkommer derimod ikke den myndighed, som anmodes om at udstede beviset, at pådømme eller fastslå rettigheder og beføjelser for personer, der gør krav på eller har interesse i arven, ved at afgøre mulige tvister mellem dem med hensyn til materielle aspekter.
42. Det forholder sig sådan, eftersom bestemmelserne i kapitel VI (»Det europæiske arvebevis«) i arveretsforordningen ikke tillægger de nationale myndigheder, der udsteder beviset, denne kompetence (34). Det kan heller ikke hævdes, at artikel 67 giver mulighed for i de nationale retsordener – som supplement til forordningen – at tillægge disse myndigheder beføjelse til at afgøre tvister. En sådan kompetencetillæggelse vil, såfremt den ikke ledsages af processuelle bestemmelser, være uforenelig med hensigten om at indføre en selvstændig og ensartet ordning for udstedelse af beviset (35).
43. Hvis den udstedende myndighed havde denne kompetence (til at afgøre tvister), ville dens virksomhed føre til en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), og kapitel IV i arveretsforordningen. Beviset har imidlertid, i overensstemmelse med EU-lovgivers hensigt, ikke de bindende retsvirkninger, der er typiske for en retsafgørelse.
3. Sammenligning med attester, der er omhandlet i andre instrumenter til retsligt samarbejde
44. Det europæiske arvebevis er ikke sammenligneligt med attester, der er omhandlet i de andre instrumenter til retsligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område, som har været genstand for anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er blevet indgivet til og afgjort af Domstolen, efter at tvivlen om formaliteten med hensyn til disse anmodninger var fjernet.
45. Angående det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument (36) har Domstolen fastslået, at »proceduren for attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument [ikke] forekommer […] som en procedure, der er adskilt fra den forudgående retssag, men som en senere fase heraf, der er nødvendig for at sikre retssagens fulde virkning ved at gøre det muligt for kreditor at inddrive sit krav« (37).
46. Attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er således en afgørelse af retslig art, og det nationale organ, der har ansvaret for at udstede den, »kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål« (38).
47. Noget tilsvarende gælder den attest, der er omhandlet i artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012 (39), og som sikrer, at retsafgørelsen kan bevæge sig fra én medlemsstat til de andre. Det udstedende organ »fortsætter […] den tidligere retssag ved at sikre dennes fulde effektivitet, for så vidt som en retsafgørelse ved manglende attestering ikke opfylder kravene til at kunne bevæge sig frit inden for det europæiske retsområde« (40).
48. En sag om udstedelse af en attest i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 er af judiciel karakter, således at en national ret, som en sådan sag indbringes for, kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (41).
49. Udstedelsen af det europæiske arvebevis indebærer derimod som tidligere nævnt ikke udøvelse af dømmende magt og fører heller ikke til en afgørelse af denne (retslige) art med bindende retsvirkning.
50. Situationen er den samme, når bevisets punkter gengiver indholdet af en (tidligere) retsafgørelse vedrørende arven. Selv i dette tilfælde udgør beviset ikke endnu en fase af den retslige procedure, hvor der er truffet materiel afgørelse.
51. Endelig er det europæiske arvebevis ikke et dokument, hvorved en afgørelse truffet af retterne i en medlemsstat kan overføres, og som således fungerer som en art pas i forbindelse med videregivelsen til andre medlemsstater med henblik på anerkendelse eller eventuelt fuldbyrdelse af afgørelsen. Til dette formål har EU-lovgiver allerede fastsat attesten i arveretsforordningens artikel 46, stk. 3, litra b), med en ad hoc-formular (formular I, som er fastsat i bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014) (42).
52. Samlet set udfolder beviset retsvirkninger i andre medlemsstater end den udstedende stat, uden at der stilles krav om en procedure, og uden mulighed for indsigelse eller kontrol. Hvis en afgørelse, der er truffet i en retssag, indgår i beviset, vil denne afgørelse i kraft af beviset være omfattet af en anerkendelsesordning, som ikke blot adskiller sig fra den, der er fastsat i kapitel IV, men også er privilegeret, og hvis parallelle eksistens hverken er hjemlet i nogen bestemmelser eller begrundet (43).
4. Betydningen af kendetegnene ved det europæiske arvebevis for spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling
53. Den myndighed, som udsteder et bevis ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, fastslår i beviset visse forhold vedrørende arven, når den har foretaget den gennemgang, som den er forpligtet til at gennemføre i henhold til samme forordnings artikel 66.
54. Den udstedende myndigheds overbevisning hviler på, at de af ansøgeren fremlagte oplysninger svarer til virkeligheden og er i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på arven. Denne myndighed har imidlertid som før nævnt ikke beføjelse til at afgøre tvister, som opstår i forbindelse med materielle spørgsmål vedrørende arven (44).
55. Hvis den udstedende myndighed ikke kan pådømme rettigheder eller beføjelser ved en procedure, som fører til en afgørelse med bindende retsvirkning, udøver den ikke dømmende myndighed på dette område (45).
56. Ovenstående betragtninger ændres ikke af, at det udstedende organ som anført i arveretsforordningens artikel 64 kan være en »ret« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, og også kan være en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager (46).
57. Det forhold, at den myndighed, der udsteder det europæiske arvebevis, eventuelt kan være en ret, medfører ikke, at den udøver retslige funktioner, når den udsteder beviset. En judiciel myndighed i en medlemsstat kan ud over sine strengt retslige funktioner udøve andre funktioner, som ikke er af retslig natur. I forbindelse med sidstnævnte har den ikke beføjelse til at indgive anmodninger om præjudiciel afgørelse til Domstolen (47).
58. Henvisningen til denne »anden« myndighed tyder efter min vurdering på, at udstedelse af det europæiske arvebevis (ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67) ikke indebærer udøvelse af dømmende myndighed. I modsat fald ville det være overflødigt at nævne denne myndighed særskilt, eftersom forordningens artikel 3, stk. 2, allerede kvalificerer myndigheder, som ikke er formelt knyttet til den dømmende magt, som retter, for så vidt som de udøver den dømmende magts funktioner (48).
59. Det forhold, at arveretsforordningens artikel 64 (»Kompetence til at udstede beviset«) henviser til samme forordnings artikel 4, 7, 10 og 11, bør ikke give anledning til forvirring. Henvisningen til kompetencen fastlægger ikke karakteren af den udstedende myndigheds virksomhed (altså om den er af retslig art eller ikke) (49): Den præciserer blot, hvem anmodningen om beviset skal indgives til (50).
60. Endelig støttes min opfattelse af dette spørgsmål af dom af 16. november 2023 (51), hvori Domstolen afviste argumentet om, at spanske notarer udøver beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed, som retter, fordi de udsteder europæiske arvebeviser (52).
61. På baggrund af ovenstående betragtninger bør anmodningen om præjudiciel afgørelse efter min opfattelse ikke antages til realitetsbehandling. For det tilfælde, at Domstolen ikke måtte dele denne vurdering, foreslår jeg dog en besvarelse af de forelagte spørgsmål.
B. Det første præjudicielle spørgsmål
62. Den forelæggende ret anmoder om fortolkning af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), nærmere bestemt med henblik på at afklare, om denne bestemmelse vedrører anfægtelser, der forelægges under en anden procedure end udstedelsen af beviset, eller om den også omfatter anfægtelser, som forelægges i forbindelse med anmodningen om beviset af personer med interesse i arvesagen. I sidstnævnte tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om det tilkommer den udstedende myndighed at undersøge disse anfægtelser.
63. Det præjudicielle spørgsmål indgives som sagt i en sag, hvor arveladerens søn og børnebørn har anfægtet et centralt element i arvesagen (gyldigheden af selve testamentet). Efter min opfattelse medfører denne anfægtelse, at arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), finder anvendelse, og at det ikke er muligt at udstede beviset.
64. Denne umulighed underbygges af det forhold, at den udstedende myndighed i den formular, som den skal anvende ved udstedelsen af det europæiske arvebevis i henhold til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, obligatorisk skal fastslå, at ingen af de heri angivne elementer er blevet anfægtet.
65. Jeg medgiver, at det første præjudicielle spørgsmål ikke kan besvares entydigt alene på baggrund af bestemmelsens ordlyd, eftersom den ikke præciserer, ved hvilken instans de aspekter, som skal attesteres, skal anfægtes (53), og eftersom de forskellige sprogversioner muliggør forskellige fortolkninger:
– Det synes at fremgå af visse af sprogversionerne, at anfægtelsen (indsigelsen) behandles på det tidspunkt, hvor der anmodes om beviset, hvilket vil indebære, at den fremlægges under en anden procedure (54).
– Andre kan forstås således, at anfægtelsen finder sted på baggrund af anmodningen om beviset og ved samme instans (55).
66. En systematisk undersøgelse kan kaste en smule mere lys over sagen. Det følger af en samlet læsning af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), og artikel 65, stk. 3, litra l), at den første af disse bestemmelser omfatter de tvister, som omhandles i artikel 65, dvs. sager, der verserer for en anden instans (56).
67. Artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), der omhandler afgørelser, som ligger uden for proceduren for udstedelse af beviset, peger i samme retning. Det kan med rimelighed antages, at disse afgørelser bl.a. kan omfatte afgørelser, som berører elementerne i det senere arvebevis.
68. Henset til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, første afsnit, hælder jeg til den opfattelse, at andet afsnit, litra a), ligeledes må omfatte anfægtelser, der fremlægges for den udstedende myndighed, eftersom denne i modsat fald kunne udstede beviset i en form, hvor det indeholdt elementer, »som ikke er fastslået«, i strid med, hvad der kræves i henhold til denne bestemmelse (57).
69. Sammenligningen af ordlyden i arveretsforordningens artikel 65, stk. 3, litra l) (som henviser til fraværet af en »sag om de forhold, der skal attesteres«), med ordlyden i artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), som generelt anvender bredere formuleringer, forekommer mig at udgøre et yderligere argument for denne opfattelse (58).
70. Formålet med arveretsforordningen generelt og med det europæiske arvebevis i særdeleshed støtter en fortolkning af artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), hvorefter denne bestemmelse omfatter anfægtelser, som fremlægges under proceduren for udstedelse af beviset.
71. Beviset indføres med henblik på at fremme en »hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger« (59). Det bidrager således til at fjerne »hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger« (60).
72. Med henblik på dette formål tillægger EU-lovgiver beviset de ovenfor anførte retsvirkninger, der udfolder sig i medlemsstater, som ikke er udstedelsesstaten, uden at der stilles krav om en procedure eller kontrol.
73. Efter min opfattelse er karakteren af disse virkninger, som ikke kun tilgodeser hensynet til at gøre det lettere for de direkte berørte personer at foretage handlinger i forbindelse med en arvesag med grænseoverskridende elementer, men også beskyttelsen af tredjemænd og sikkerheden i retsforhold i hele Unionen, til hinder for at fortolke arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), således, at denne bestemmelse er begrænset til sager, som verserer ved siden af den igangværende procedure for udstedelse af beviset.
74. På baggrund af denne præmis er problemstillingen ikke så meget muligheden for, at den myndighed, som anmodes om at anvende arveretsforordningens artikel 67, kan gennemgå de anfægtelser, der fremlægges af andre mulige arveberettigede (61), men derimod hvordan den skal forholde sig, når disse anfægtelser er af en sådan karakter, at de reelt rejser tvivl om væsentlige elementer i arvesagen (såsom i dette tilfælde, hvor andre mulige arvinger har anfægtet gyldigheden af det egenhændige testamente, som anmodningen om beviset er baseret på).
75. Som før nævnt kan den nationale myndighed i dette tilfælde ganske enkelt ikke udstede beviset (62). Indholdet af formular V, som fremgår af bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, idet den udstedende myndighed skal efterprøve, at ingen af de heri angivne elementer er blevet anfægtet, fører som sagt til samme konklusion.
76. Arveretsforordningens artikel 66 fastsætter, at den myndighed, hvortil anmodningen indgives, i forbindelse med de efterprøvninger, der går forud for udstedelsen af beviset, skal underrette visse personer om anmodningen og høre dem, hvis den finder det nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres.
77. Hvis muligheden for at høre disse involverede parter fører til, at disse (som i denne sag) anfægter gyldigheden af et grundlæggende element i beviset, kan den udstedende myndighed ikke udstede beviset. Logisk set – og som jeg vil redegøre for i forbindelse med bedømmelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål – skal denne anfægtelse have et vist grundlag for at udløse den bremsende virkning, der er fastsat i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a) (63).
C. Det andet præjudicielle spørgsmål
78. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den udstedende myndighed kan udstede et europæisk arvebevis, »hvis der under proceduren vedrørende udstedelsen af det europæiske arvebevis er forelagt anfægtelser, som imidlertid allerede er blevet prøvet i en sag om udstedelse af arveattest i henhold til tysk lovgivning«.
79. Efter min opfattelse følger svaret af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), hvorefter beviset ikke udstedes, hvis »beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer [de elementer, der skal attesteres]«.
80. I henhold til denne bestemmelse skal den kompetente myndighed afslå anmodningen om beviset, hvis beviset ville omfatte oplysninger, som er i uoverensstemmelse med, hvad der er blevet afgjort og erklæret ved en tidligere afgørelse. Hvis denne uoverensstemmelse derimod ikke foreligger, er den tidligere afgørelse ikke til hinder for udstedelsen af beviset (64).
81. Henset til bestemmelsens klare ordlyd og dens placering i forordningen er den »afgørelse«, som nævnes i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), en afgørelse, hvis indhold nødvendigvis er bindende for denne myndighed (65). Med andre ord kan den udstedende myndighed ikke handle i strid med de elementer i forbindelse med bevisets indhold, som allerede er blevet fastslået ved en tidligere afgørelse om de samme elementer.
82. Den afgørelse, som denne bestemmelse henviser til, har derfor forrang for den udstedende myndigheds vurdering af de forhold, som skal indgå i beviset.
83. I sit skriftlige indlæg til Domstolen har den tyske regering og Kommissionen gjort gældende, at den afgørelse, der er omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), skal være endelig i henhold til national lovgivning (66).
84. Nødvendigheden af, at afgørelsen er endelig, fremgår ikke udtrykkeligt af den nævnte bestemmelse. Den kan imidlertid efter min opfattelse udledes af andre oplysninger:
– samme artikels litra a), som forbyder at udstede beviset med elementer, som anfægtes, og
– kravet i artikel 65, stk. 3, litra l), om ved anmodningen om beviset at erklære, at der ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres.
85. Det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, om proceduren for udstedelse af den nationale arveattest i denne sag er egnet til at føre til en »afgørelse« som omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b) (67).
D. Det tredje præjudicielle spørgsmål
86. Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, anmoder den forelæggende ret Domstolen om at besvare, om enhver anfægtelse, selv hvis den ikke er underbygget, kan begrunde et afslag på at udstede beviset i henhold til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a).
87. Sidstnævnte bestemmelse er tavs angående disse anfægtelsers karakter. Det er således i princippet muligt at konkludere, at den udstedende myndighed skal vurdere enhver anfægtelse af elementer i beviset, som fremlægges af parter med interesse i arvesagen eller arveberettigede.
88. Såfremt anfægtelsen ikke er baseret på et reelt grundlag og dermed savner enhver beviskraft i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, kan den vanskeligt være til hinder for, at den udstedende myndighed anser de elementer, der skal attesteres, for at være fastslået som omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1.
89. Et afslag på at udstede dokumentet med den begrundelse, at et væsentligt element i beviset er blevet anfægtet, uden at dette underbygges af blot minimal argumentation, kan udgøre en hindring for proceduren uden en reel begrundelse og således uretmæssigt fratage arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere et effektivt instrument til afvikling af arvesager med grænseoverskridende virkninger.
90. Det er derimod muligt, at anfægtelsen er egnet til at overbevise denne myndighed om, at det vil være relevant at foretage yderligere undersøgelser som omhandlet i samme forordnings artikel 66, stk. 1, for at efterprøve de oplysninger og erklæringer, som ansøgeren har fremlagt. Spørgsmålet om, hvorvidt det forholder sig sådan eller ikke, kan kun besvares på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag.
E. Det fjerde præjudicielle spørgsmål
91. Den forelæggende ret forelægger sit fjerde præjudicielle spørgsmål for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende. Såfremt Domstolen, som jeg foreslår, besvarer det første spørgsmål bekræftende, vil der ikke være behov for at udtale sig om det fjerde. Jeg vil for alle tilfældes skyld drøfte sidstnævnte spørgsmål.
92. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om der gælder formkrav for angivelsen af de grunde, som har fået retten til at forkaste anfægtelserne og til at udstede det europæiske arvebevis.
93. Jeg minder om, at den udstedende myndighed obligatorisk skal anvende formular V, som er fastsat i bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 (68). Anvendelsen af denne formular gør det muligt straks at identificere et europæisk arvebevis, som er udstedt i én medlemsstat, som et sådant i enhver anden medlemsstat.
94. Arveretsforordningens artikel 68 fastsætter oplysninger, som skal være indeholdt i beviset, idet de angives i de tilsvarende punkter i formularen. Bevisets indhold kan variere fra sag til sag afhængig af de formål, hvortil det udstedes (69).
95. Formular V foreskriver ikke, at den udstedende myndigheds begrundelse for, at den anser de forhold, der skal attesteres, for at være godtgjort, skal angives. EU-lovgiver har ikke skønnet det nødvendigt for opfyldelsen af bevisets formål, at denne begrundelse angives i beviset (70).
96. Den arving, legatar, testamentsindsatte bobestyrer eller bobestyrer, som anvender beviset, skal ikke (og kan i praksis heller ikke (71)) vedlægge formularen nogen andre dokumenter (72).
97. Denne ordning er i overensstemmelse med den aktivitet, som går forud for beviset, og med de virkninger, som beviset udfolder inden for rammerne af afviklingen af en arvesag med grænseoverskridende virkninger. Ved anvendelsen af arveretsforordningens artikel 66 og 67 træffer den udstedende myndighed ikke materiel afgørelse om arvesagen, når den vedtager en begrundet afgørelse, som den indarbejder i det europæiske arvebevis med henblik på dets anerkendelse i andre medlemsstater (73).
V. Forslag til afgørelse
98. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) ikke kan antages til realitetsbehandling.
Subsidiært foreslår jeg, at Domstolen svarer denne ret således:
»Artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis
skal fortolkes således, at:
Den myndighed, der anmodes om at udstede et europæisk arvebevis, skal vurdere de anfægtelser, der fremlægges under proceduren for udstedelse af personer, der har interesse i arvesagen, med henblik på at fastslå de elementer, som skal attesteres.
Det europæiske arvebevis kan ikke indeholde elementer, som er i uoverensstemmelse med en tidligere endelig afgørelse.
Det europæiske arvebevis kan ikke udstedes, når et væsentligt element i arvesagen, såsom testamentets gyldighed, er blevet anfægtet under proceduren for udstedelse, såfremt denne anfægtelse hviler på et vist minimalt grundlag i henhold til den lov, der finder anvendelse.
Den udstedende myndighed er ikke forpligtet til i det europæiske arvebevis at angive de grunde, som har ført den til at udstede det.«
1 – Originalsprog: spansk.
i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 4.7.2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107) (herefter »arveretsforordningen«). Arveretsforordningen gælder ikke i Irland og Danmark: Henvisninger til »medlemsstaterne« i dette forslag til afgørelse skal forstås således, at de ikke omfatter disse to lande.
3 – Herefter vil jeg også betegne det som »beviset«, når der ikke er behov for at skelne det fra andre dokumenter, der fungerer som attester.
4 – Dom af 1.3.2018, Mahnkopf (C-558/16, EU:C:2018:138), af 21.6.2018, Oberle (C-20/17, EU:C:2018:485), af 17.1.2019, Brisch (C-102/18, EU:C:2019:34), af 1.7.2021, Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank (C‑301/20, EU:C:2021:528), og af 9.3.2023, Registrų centras (C-354/21, EU:C:2023:184, herefter »Registrų centras-dommen«).
5 – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) af 9.12.2014 om de formularer, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 (EUT 2014, L 359, s. 30).
6 – I retsmødet forklarede repræsentanten for E.V.G.-T., at arven omfatter fast ejendom og bankkonti i Tyskland og andre medlemsstater.
7 – Efter den forelæggende rets vurdering har P.T.s søn og børnebørn alene gjort gældende, at arveladeren fra tid til anden var forvirret, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at lægge til grund, at arveladeren ikke var ved sin fornufts fulde brug, eller til at iværksætte nærmere undersøgelser på grundlag af denne anfægtelse. Hertil må kræves, at det konkret anføres, hvad der har givet anledning til manglende evner, som påvirker viljen i et sådant omfang, at arveladeren ikke længere har kunnet forstå betydningen og konsekvenserne af et testamente.
8 – Den forelæggende ret er blevet forelagt adskillige underskrifter fra arveladerens hånd: Kun en af underskrifterne afviger, underskriften fra 1956. Alle efterfølgende underskrifter svarer til underskriften på testamentet.
9 – Den befuldmægtigede for E.V.G.-T. meddelte, at denne i tilfælde af en udsættelse af sagen agtede at fremlægge en anmodning om udstedelse af en national arveattest. I givet fald ville de øvrige mulige arveberettigedes anfægtelser skulle prøves i henhold til den nationale lovgivning. Dette forklarer det andet præjudicielle spørgsmål, som på tidspunktet for forelæggelsen for Domstolen endnu var hypotetisk. I retsmødet blev det konstateret, at denne anmodning var indgivet, at ingen havde gjort indsigelse under sagen, og at udstedelsen af den nationale arveattest fandt sted den 24.7.2023.
10 – Punkt 10 i den spanske regerings skriftlige indlæg. I retsmødet gjorde den tyske regering gældende, at spørgsmålet kan antages til realitetsbehandling med henvisning til Domstolens tendens til at fortolke artikel 267 TEUF bredt. Til støtte for dette synspunkt påberåbte den sig endvidere dom af 9.9.2021, RK (Erklæring af inkompetence) (C-422/20, EU:C:2021:718). Kommissionen anførte, at besvarelsen afhænger af, hvilke kompetencer de nationale retsordener tillægger de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse af det europæiske arvebevis. Jeg vil redegøre for min holdning til disse argumenter i de følgende punkter; jf. navnlig fodnote 17, 23 og 49.
11 – Jf. punkt 57 og fodnote 47 i dette forslag til afgørelse. Specifikt angående retter jf. kendelse af 1.9.2021, OKR (Præjudicielt spørgsmål forelagt af en notarfuldmægtig) (C-387/20, EU:C:2021:751), præmis 21.
12 – Kendelse af 1.9.2021, OKR (Præjudicielt spørgsmål forelagt af en notarfuldmægtig) (C-387/20, EU:C:2021:751), præmis 23.
13 – Ibidem, præmis 24 med yderligere henvisninger.
14 – Dom af 21.6.2018, Oberle (C-20/17, EU:C:2018:485), præmis 46, og Registrų centras-dommen, præmis 40. Det europæiske arvebevis kan heller ikke sidestilles med attester, som i henhold til andre forordninger på det civil- og handelsretlige område vedlægges retsafgørelser i én medlemsstat med henblik på deres anerkendelse og fuldbyrdelse i en anden medlemsstat: Jf. punkt 44 ff. nedenfor.
15 – Arveretsforordningens artikel 63, stk. 1.
16 – Arveretsforordningens artikel 62, stk. 2.
17 – Både disse retsvirkningers natur og det forhold, at de er identiske i alle medlemsstater, medfører, at den fortolkning, som Kommissionen foreslog i retsmødet vedrørende formaliteten med hensyn til det præjudicielle spørgsmål som anført i fodnote 10 ovenfor, må afvises. En accept af denne fortolkning vil indebære, at det europæiske arvebevis har forskellige retsvirkninger, alt efter i hvilken medlemsstat det er udstedt, og at det har samme retsvirkninger som en retsafgørelse. Intet i arveretsforordningen støtter denne fortolkning; den er derimod i strid med EU-lovgivers hensigt om at indføre en ensartet ordning for beviset.
18 – Arveretsforordningens artikel 63 og artikel 69, stk. 2. I 71. betragtning betegnes dette bevis som »nøjagtigt«; andre sprogversioner [(o.a.: herunder den danske)] anvender et tilsvarende adjektiv i artikel 69, stk. 2. Forordningen fastsætter regler for berigtigelse, ændring eller tilbagekaldelse af beviset og regler for anfægtelse af afgørelsen om at udstede det (eller evt. ikke at udstede det). Det fremgår dog ikke, hvilke midler der er egnede til at afkræfte formodningen om, at dokumentet er korrekt. Jf. fodnote 20 nedenfor.
19 – Med den materielle rækkevidde, der fastsættes i 71. betragtning.
20 – Arveretsforordningens artikel 69, stk. 1. Det er muligt at anfægte et bevis, som er behæftet med materielle fejl, eller med den begrundelse, at det attesterer forhold, som er omtvistede, idet dette gøres i den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører, og ved de instanser, som anføres i forordningens artikel 71 og 72. Denne centralisering sikrer en ensartet behandling af alle europæiske arvebeviser. Jeg minder om, at selve beviset ikke videregives: Det opbevares af den udstedende myndighed, som udsteder bekræftede genparter og i givet fald underretter de personer, til hvem disse bekræftede genparter er udstedt, om manglende overensstemmelse med originalen (arveretsforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71, stk. 3).
21 – Arveretsforordningens artikel 69, stk. 3 og 4.
22 – Artikel 69, stk. 5, og Registrų centras-dommen.
23 – Fraværet af denne egenskab burde være et tilstrækkeligt argument til at gendrive det synspunkt, som den tyske regering gjorde gældende i retsmødet, hvor samme regering medgav, at det i henhold til artikel 267 TEUF er nødvendigt, at den forelæggende rets handling fører til en afgørelse af retslig natur.
24 – Jf. kapitel IV vedrørende »retsafgørelser« som omhandlet i arveretsforordningens artikel 3, stk. 1, litra g). I de europæiske instrumenter for retsligt samarbejde er begrebet »anerkendelse« forbeholdt de bindende retsvirkninger, som følger af retsafgørelser (og, specifikt i forbindelse med ægteskabelige kriser, af visse offentligt bekræftede dokumenter og aftaler: jf. kapitel IV i Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25.6.2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (omarbejdning) (EUT 2019, L 178, s. 1) og dom af 15.11.2022, Senatsverwaltung für Inneres und Sport, C-646/20, EU:C:2022:879).
25 – Det »accepteres« heller ikke, således som det i henhold til arveretsforordningens artikel 59 er tilfældet for offentligt bekræftede dokumenter fra én medlemsstat, hvis beviskraft gøres gældende i en anden medlemsstat. Ensartetheden af ordningen for og virkningerne af det europæiske arvebevis gør en sådan »accept« unødvendig, selv om den finder anvendelse på andre instrumenter.
26 – Heller ikke åbenbar modstrid med retsordenen i den medlemsstat, hvor beviset forelægges.
27 – Arveretsforordningens artikel 66, stk. 1. Henset til forordningens artikel 65 og 68 vedrører efterprøvningen enkle oplysninger og kendsgerninger om den afdøde, ansøgeren og andre arveberettigede: jf. forordningens artikel 68, litra e)-h). Andre angivelser i beviset nødvendiggør, at der foretages et ræsonnement for f.eks. at efterprøve, at den rettighed eller beføjelse, som ansøgeren påberåber sig, faktisk er en retsvirkning, der er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse.
28 – Arveretsforordningens artikel 66, stk. 1 og 3.
29 – Arveretsforordningens artikel 66, stk. 2.
30 – Arveretsforordningens artikel 66, stk. 4.
31 – Ibidem. Begrundelsen for og formålet med denne »høring« er åbenbart begrænsede.
32 – Jf. vedrørende betydningen af udtrykket »anfægtes« i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), som varierer mellem de forskellige sprogversioner, punkt 62 ff. i dette forslag til afgørelse.
33 – Med hensyn til spørgsmålet om, hvad denne virksomhed indebærer, jf. fodnote 27 i dette forslag til afgørelse.
34 – Eller det nødvendige processuelle apparat. Reglerne om »procedure« og de »processuelle« garantier for udstedelse af beviset (navnlig arveretsforordningens artikel 66, stk. 4) kan sammenlignes med reglerne i andre forordninger, såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11.7.2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT 2007, L 199, s. 1), eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT 2006, L 399, s. 1).
35 – Hvilket begrunder den fleksible ordning for videregivelse mellem medlemsstaterne.
36 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT 2004, L 143, s. 15).
37 – Dom af 16.6.2016, Pebros Servizi (C-511/14, EU:C:2016:448), præmis 29.
38 – Ibidem, præmis 30.
39 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).
40 – Dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2019:162), præmis 39, og af 4.9.2019, Salvoni (C-347/18, EU:C:2019:661), præmis 30.
41 – Dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2019:162), præmis 41, og af 4.9.2019, Salvoni (C-347/18, EU:C:2019:661), præmis 31.
42 – I henhold til arveretsforordningens artikel 47, stk. 1, er det ikke påkrævet at vedlægge den udenlandske afgørelse den attest, der er omhandlet i artikel 46, stk. 3: Den myndighed, som anmodes om at fuldbyrde denne afgørelse, kan anerkende andre dokumenter eller fritage for kravet om en sådan fremlæggelse. Henset til, hvilke angivelser et europæisk arvebevis indeholder i henhold til den obligatoriske formular, er det næppe egnet til at træde i stedet for denne anden attest.
43 – Forordninger, som fastsætter en ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, uden at der kræves nogen mellemliggende procedure, og uden at der kan gøres indsigelse mod videregivelsen af afgørelsen, sikrer retten til et forsvar ved at indføre processuelle minimumsgarantier, som ikke fremgår af arveretsforordningen med hensyn til udstedelsen af det europæiske arvebevis: jf. f.eks. de garantier, der er fastsat i de forordninger, som er nævnt i fodnote 34 i dette forslag til afgørelse.
44 – Dvs. i forbindelse med de elementer, som den skal attestere, eller andre elementer, som er nært knyttede hertil, såsom i hovedsagen testamentets påståede ugyldighed som følge af, at arveladeren ikke var ved sin fornufts fulde brug, og at hans underskrift var falsk.
45 – Jf. dom af 23.5.2019, WB (C-658/17, EU:C:2019:444), præmis 55: »For at en myndighed – i betragtning af den særlige karakter af den virksomhed, den udøver – kan anses for at udøve en retslig funktion, skal denne myndighed have beføjelse til at afgøre en eventuel tvist […]«
46 – Medlemsstaterne kan overlade udstedelsen af europæiske arvebeviser til judicielle myndigheder generelt og i henhold til arveretsforordningens artikel 72, stk. 2, andet afsnit, dvs. efter en appelsag vedrørende den udstedende myndigheds afvisning af at udstede et bevis ved anvendelse af artikel 67, hvor det fastslås, at denne afvisning var ugrundet. Et bevis, der udstedes af en judiciel myndighed efter afgørelsen om appellen, må ikke forveksles med denne afgørelse.
47 – Dette er blevet bekræftet af Domstolen i forbindelse med anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af østrigske retter, som behandlede en begæring om tinglysning af en købekontrakt for fast ejendom (dom af 14.6.2001, Salzmann, C-178/99, EU:C:2001:331) eller skulle træffe afgørelse om forpligtelser til at offentliggøre årsregnskabet og årsberetningen (dom af 15.1.2002, Lutz m.fl., C-182/00, EU:C:2002:19). Jf. i samme retning vedrørende italienske domstoles praksis angående godkendelse af et selskabs vedtægter dom af 19.10.1995, Job Centre (C-111/94, EU:C:1995:340), eller angående en anmodning om, at et krav skulle indgå i et konkursbo, dom af 19.4.2012, Grillo Star Fallimento (C-443/09, EU:C:2012:213). Hvad angår de tyske domstole udøver de heller ikke dømmende myndighed, når de træffer afgørelse om udnævnelse af en efterfølgende likvidator for afvikling af aktiver (kendelse af 12.1.2010, Amiraike Berlin, C-497/08, EU:C:2010:5) eller om registrering i handelsregistret af en flytning af hjemstedet (kendelse af 10.7.2001, HSB-Wohnbau, C-86/00, EU:C:2001:394).
48 – Jf. 20. betragtning til arveretsforordningen og dom af 23.5.2019, WB (C‑658/17, EU:C:2019:444), præmis 53.
49 – I dom af 9.9.2021, RK (Erklæring af inkompetence) (C-422/20, EU:C:2021:718), fortolkede Domstolen arveretsforordningens artikel 6 og 7 i en sag, som vedrørte de tyske domstoles (in)kompetence til at udstede en arveerklæring og muligvis også et europæisk arvebevis. I retsmødet henviste den tyske regering til denne doms præmis 37 som begrundelse for, at den tyske myndighed, som udsteder et europæisk arvebevis, er en ret som omhandlet i artikel 267 TEUF. Efter min opfattelse begrænser dommen sig til at præcisere grundlaget for en regel, som er indført med henblik på, at der træffes afgørelse om arven, og som ved arveretsforordningens artikel 64 udstrækkes til udstedelsen af det europæiske arvebevis af de grunde, som jeg forklarer i den følgende fodnote. Jeg finder intet i denne dom, der støtter nogen andre konklusioner.
50 – Anvendelsen på udstedelsen af beviset af de samme geografiske kriterier, som danner grundlag for den internationale retslige kompetence, sikrer, at den udstedende myndighed i de fleste tilfælde kun skal undersøge sin egen nationale lovgivning, når den efterprøver, om de forhold, der skal attesteres, er (juridisk) korrekte. Reglen har desuden til formål at sikre, at der sædvanligvis kun er én udstedende myndighed, og således kun ét europæisk arvebevis; hvis der er flere beviser, som med henblik på forskellige formål omfatter forskellige bilag, sikrer den sammenhængen mellem disse. Den gør det også muligt, at der i samme medlemsstat er sammenfald mellem kompetencen til at træffe materiel afgørelse om arven og til – på baggrund af afgørelser, der træffes i denne forbindelse – at behandle appeller af afgørelsen om at udstede eller ikke at udstede et europæisk arvebevis.
51 – NC (Overførsel af et spansk notarkontor) (C-583/21 – C-586/21, EU:C:2023:872).
52 – Domstolen fastslog i denne doms præmis 50 følgende: »De spanske notarers kompetence […] til at udstede europæiske arvebeviser svarer heller ikke til en udøvelse af sådanne beføjelser. Det fremgår […] af forordningens artikel 67, stk. 1, litra a), at de nævnte beviser ikke kan udstedes, hvis de elementer, der skal attesteres, anfægtes.«
53 – Dette fremgår heller ikke af den obligatoriske formular, der er anført som bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 på Unionens 24 officielle sprog.
54 – På spansk, tysk og engelsk således henholdsvis: »son objeto de un recurso«, »anhängig sind« og »are being challenged«.
55 – I den franske version: »si les éléments à certifier sont contestés«, i den portugisiske version: »forem objeto de contestação« og i den italienske version »sono oggetto di contestazione«.
56 – På det tidspunkt, hvor der anmodes om beviset. Ved en analogislutning må arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), også omfatte tvister, som begynder under behandlingen af anmodningen om beviset.
57 – Et bevis, der udstedes på denne måde, vil allerede være tvivlsomt fra sin udstedelse, eftersom det i henhold til arveretsforordningens artikel 71, stk. 2, skal ændres eller tilbagekaldes, også af egen drift, hvor dette er muligt i henhold til national lov, »hvis det fastslås, at beviset eller specifikke forhold deri ikke er korrekte«.
58 – Artikel 65, stk. 3, litra l), anvender formuleringen: »no dispute is pending«, »aucun litige [… ] n’est pendant«, »kein Rechtsstreit in Bezug auf den zu bescheinigenden Sachverhalt anhängig ist«, »non vi sono controversie pendenti«, »nu există cauze pendinte referitoare la elementele care urmează să fie atestate«, mens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), anvender formuleringen: »the elements to be certified are being challenged«, »si les éléments à certifier sont contestés«, »wenn Einwände gegen den zu bescheinigenden Sachverhalt anhängig sind«, »gli elementi da certificare sono oggetto di contestazione«, »elementele care trebuie certificate fac obiectul unei contestații«.
59 – 67. betragtning til arveretsforordningen.
60 – Syvende betragtning til arveretsforordningen og Registrų centras-dommen, præmis 41 og 42.
61 – Med det begrænsede formål at forvisse sig om, at det, der skal attesteres, er korrekt.
62 – Jf. i denne retning dom af 16.11.2023, NC (Overførsel af et spansk notarkontor) (C-583/21 – C-586/21, EU:C:2023:872), hvis præmis 50 er gengivet i fodnote 52 i dette forslag til afgørelse.
63 – Jf. punkt 86 ff. nedenfor.
64 – Jeg gentager, at udstedelsen af et europæisk arvebevis, som afspejler indholdet af en tidligere retsafgørelse vedrørende de materielle forhold i forbindelse med arvesagen, ikke bør give anledning til forvirring om dokumentets natur: jf. punkt 50-52 ovenfor.
65 – Der foreligger ikke en definition af »afgørelse« med hensyn til artikel 67; jeg konkluderer derfor, at begrebet også er omfattet af definitionen i arveretsforordningens artikel 3, stk. 1, litra g).
66 – Punkt 20 og 22 i Kommissionens indlæg (»endgültige«, »bestands‑ beziehungsweise rechtskräftige[n]«) og punkt 33 i den tyske regerings indlæg (»gegen die kein ordentlicher Rechtsbehelf (Artikel 42 EuErbVO) mehr eingelegt werden kann«). I retsmødet tilsluttede den spanske regering sig denne opfattelse.
67 – E.V.G.-T.s repræsentant gjorde i retsmødet gældende, at en national attest såsom den, der blev udstedt i Tyskland den 24.7.2023, ikke udgør en endelig afgørelse.
68 – Arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, og Registrų centras-dommen, præmis 46, med henvisning til dom af 17.1.2019, Brisch (C-102/18, EU:C:2019:34), præmis 30.
69 – Registrų centras-dommen, præmis 45. Formularen består af en forside og et bilag, som kan være obligatoriske eller ikke alt efter sagens omstændigheder og det formål, hvortil der anmodes om beviset. Det fastsættes, at der skal anvendes yderligere ark, når de oplysninger, som skal registreres, fordobles eller mangedobles, fordi der er mere end én ansøger om beviset, mere end én repræsentant for ansøgeren, mere end én dødsdisposition, mere end én ægteskabelig (eller tilsvarende) ordning for den afdøde eller mere end én arving, legatar, testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer.
70 – Jeg anerkender, at kendskab til den udstedende myndigheds overvejelser om de af ansøgeren forelagte beviser og de anfægtelser, der fremlægges af andre personer, kan være af interesse med henblik på indgivelse af en appel som omhandlet i arveretsforordningens artikel 72, stk. 1: Når den udstedende myndigheds afgørelse (om at udstede eller ikke at udstede beviset) anfægtes, indebærer dette en indirekte bestridelse af dens vurdering af, om bevisets indhold er blevet fastslået.
71 – Enhver tilføjelse til beviset er til hinder for dets ensartede fremtræden, som netop har til formål at fremme dets bevægelse mellem forskellige medlemsstater.
72 – Jf. arveretsforordningens artikel 46, stk. 3. En person, der tilstræber at få en retsafgørelse, som er truffet i én medlemsstat, anerkendt i en anden medlemsstat, skal nødvendigvis forelægge en bekræftet genpart af afgørelsen. Kun på denne måde er det muligt at gennemføre den (begrænsede) kontrol, som eventuelt kan begrunde en afvisning af anerkendelsen som omhandlet i artikel 40.
73 – Attesteringen af afgørelser er som nævnt fastsat i arveretsforordningens artikel 46, stk. 3. Bilag [1] til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 indeholder den formular, som skal anvendes i denne forbindelse.
