EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62022CN0551

Sag C-551/22 P: Appel iværksat den 17. august 2022 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 1. juni 2022 i sag T-481/17, Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno og SFL mod Afviklingsinstansen

EUT C 389 af 10.10.2022, p. 9–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

10.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 389/9


Appel iværksat den 17. august 2022 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 1. juni 2022 i sag T-481/17, Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno og SFL mod Afviklingsinstansen

(Sag C-551/22 P)

(2022/C 389/12)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, D. Triantafyllou, A. Nijenhuis, P. Němečková og A. Steiblytė, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno, Stiftung für Forschung und Lehre (SFL), Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen), Kongeriget Spanien, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Banco Santander, S.A.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Rettens dom af 1. juni 2022 i sagen Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno og SFL — Stiftung für Forschung und Lehre (SFL) mod Den Fælles Afviklingsinstans (T-481/17, EU:T:2022:311) ophæves, for så vidt som Retten heri fastslog, at annullationssøgsmålet kunne antages til realitetsbehandling i første instans.

2)

Det fastslås, at annullationssøgsmålet, der blev anlagt i første instans i sag T-481/17, ikke kan antages til realitetsbehandling, og følgelig, at sagen afvises i det hele.

3)

Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno og SFL, Stiftung für Forschung und Lehre (SFL) (sagsøgerne i første instans) tilpligtes at betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med sagen for Retten og i forbindende med nærværende sag.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat tre appelanbringender og har gjort gældende, at Retten har begået følgende retlige fejl:

Fejlagtig fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF og af artikel 18, stk. 7, i forordningen om den fælles afviklingsinstans (1) for så vidt angår kvalificeringen af afviklingsordningen som en retsakt, der kan anfægtes (første appelanbringende).

Fejlagtig fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF og tilsidesættelse af Kommissionens ret til forsvar, for så vidt angår den omstændighed, at annullationssøgsmålet ikke var rettet mod ophavsmanden til den endelige retligt bindende retsakt (andet anbringende).

En selvmodsigende begrundelse i den appellerede dom, som følger af Rettens afgørelse om, at annullationssøgsmålet, der var rettet mod den anfægtede afviklingsordning, kunne antages til realitetsbehandling, samtidig med at Retten fastslog, at afviklingsordningen først trådte i kraft og fik bindende retsvirkninger fra tidspunktet for Kommissionens afgørelse (tredje anbringende).


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).


Top